Aften vandring

Selvom det forekom som et urimeligt ønske, når man vidste det kom fra et dæmonisk væsen, faldt det alligevel Julian Grey ind, at svare ærligt på det.
Pigen var trods alt ikke dæmon for ingenting, og selvom stædighed bestemt var noget af en forbandet egenskab, som de fleste af dæmonerne besad, var Julian ikke ude på at tvinge svarene ud af hende med vold og trusler.

"Jeg skal bruge dit navn, ligesom jeg skal bruge alle andres. På den måde glemmer jeg dig ikke, og samtidig kan jeg få et bedre indblik i et land som dette, hvis jeg har navne at give det jeg møder.. "

Det var egentlig ret simpelt.
Hvad skulle man med personer man ikke kunne sætte navn på? Det var som at kende navne uden at kende ansigter at koble disse med. Ubrugeligt, ifølge Julian Grey.

".. Hvis du selvfølgelig nægter, må jeg selv finde på et navn at kalde dig. Det er de færreste som foretrækker det, men det er en mulighed.
...
Det betyder dog også, at jeg må beholde armbåndet."

Han gjorde mine til at sætte armbåndet på, idet han regnede med at hun ville nægte at give sit navn til kende. Samtidig reflekterede han over et passende navn..

Hun bed sig let i læben, og så stille og afventende på ham, og sukkede nærmest lettet da han sagde hvad han skulle bruge hendes navn til.

"Du kommer jo sikkert alligevel ikke til at se mig igen?" sagde hun roligt og lidt tænkende, men nærmest stvinede da han sagde at han så måtte beholde armbåndet. "Okay! - Okay jeg siger det..." sagde hun hurtigt, men tøvede så lidt "Mit navn er Yuuki Kuran" sagde hun hurigt og bed sig hårdt i læben, hun hadede at han havde hendes armbånd, og hun hadede at han kunne bruge det imod hende på den måde.

Ja det var bare et navn, men det at han nærmest havde 'tvunget' hende til at sige hvad hun hed, det var nærmest ydmygende for hende - det VAR ydmygende for hende...

Han vandt. Så enkelt var det. Julian Grey stod som vinder, og han havde ikke rørt sig eller hende på nogen fysik måde. Så nemt kunne det altså gøres, hvis man havde de rigtige midler.
Et glimt af kortvarig fryd kunne anes i de mørke øjne, idet han holdt hendes armbånd i hånden.

Roligt trådte han frem mod hende og overrakte hende det armbånd, der havde sikret ham sejren. Idet hun havde fået armbåndet igen, sendte han hende et let smil, hvorpå han klappede hende kækt på kinden, mens han sagde:

"Se, det var ikke så slemt, vel Yuuki?"

Han klappede hende, som man klapper en lydig hund. Rosen var ikke andet end overfladisk og rummede mere hån end egentlig ros og venlighed.
Så vendte han sig bort fra hende og begyndte at gå væk.
Legen var slut, vinderen var fundet. Dog stoppede han op, nogle meter fra hende og vendte sig rundt.

" Hvem ved om vi mødes igen, Yuuki Kuran. Nu hvor jeg kender dit navn burde det ikke være så svært. - Og pas nu på det armbånd! Næste gang er det ikke sikkert, at du slipper så let. "

Med disse betryggende ord forlod han pigen, der stod tilbage med armbåndet. Velvidende at han hverken ville glemme hendes navn eller de sparsomme informationer lige foreløbig.

// Out

Hun skar lettere irriteret tlnder af ham da hun så fryden i hans øjen, hun sukkede stille, og hev hurtigt armbåndet til sig sa han gav hende det, hun drejede hurtigt ansigtet og greb fat om hans håndled da han klappede hende på kinden, og igen snerrede hun af ham.

"Ja... det var slemt!"

Hun skar rasende tænder af ham og slap hans håndled så han kunne gå, hun så kort rasende efter ham inden hun begyndte at gå den modsatte vej af ham, igen fordybet i tanker hun blev revet ud af da hun hørte hans stemme igen, og hun vendte sig og så på ham.

"Hvis folk ikke er som dig overlever jeg"

snerrede hun koldt og vendte ryggen til ham inden hun forsvandt, samtidig med at hun bestemte sig for at holde sig langt væk fra ham det næste længe stykke tid, så hvis hun så ham ville hun fordufte inden han så hende...

// Out //