Some believe in fate.

Tiden: 00.21
Stedet: Terre – Clairvoynterne.
Omgivelserne: Ting og sager (Oplyses i teksten).
Vejret: Mørkt, mørkt og atter mørkt.

Privat ~ Artanis.
_____________________________________

Der var ingen måne fremme i nat. Ingen stjerne der blinkede ned til menneskerne som en glædelig gestus. Ikke andet end et skummelt mørke der fangede hele Di Morga med dets lange arme. Men det tætte tæppe af nattehimlen var ikke noget der generede de såkaldte nattevæsner. De personer der kun kom ud når solens dans var ovre og månen begyndte at dominere. Person lige som hende. Denne unge pige der bare gik hen ad gaden. Forbi alle de lukkede butikker. Mest af alt lignede hun en vildfaren sjæl. En der bare gik rundt uden et eneste mål. Og sandt nok. Intet mål. Men hun levede i natten nu. Og hun var ikke faret vild. Hun var blandt dem nu. Dem der ikke kunne stå ude og se dagslyset. Ikke uden et vindue imellem.
Macha’s røde øjne synes mere lysende nu hvor der ikke var tonsvis af lugtepæle der oplyste vejen hun gik. Hendes blege hud havde samme farve som porcelæn og perfekt som alle andre af samme blodige race. Hendes lange krøllede hår havde, var sortere en natten. Og havde samme glansfylde skær som nypudset sølv. De smukke lokker fik frit løb om at lege med den livlige aftenvind hvor efter det faldt fyldigt ned omkring hendes skuldre og ned langs hendes ryg. Hun kørte blidt sine fingerspidser hen over hendes bløde læber. Smagen af den metalliske væske sad stadig på tungen. Fantastisk. Langsomt gled hendes hånd videre ned omkring hendes hage og videre ned på den hvide t-shirt. De få røde pletter skreg sig gennem den lyse farve og hvis man havde et ordentlig syn ville man hurtigt få øje på blodet. Et suk forlod hendes strube efter hun, i et kort øjeblik, trak ud i den løse overkropsbeklædning. Det var et sandt helvede at skulle få det af igen. Hun måtte tydeligvis begynde at blive mindre grådig. Om det var hende muligt var et godt spørgsmål.
Hybriden stoppede brat op. Drejede hovedet ganske lidt og rettede med det samme sit glødende blik mod den eneste butik der fremviste lys. Et skilt der blinkede usikkert fangede hendes opmærksomhed kortvarigt. Men nok til lige at få hende til at bevæge sig igen. I et lille sving fik hun rettet kursen mod butikken. Nærmede sig døren. Hun følte sig underligt tiltrukket til stedet.

Den velkendte lille klokke gav lyd fra sig i det øjeblik Macha fik åbnet døren. Hun blev overvældet af lugten af røgelse. Der var stor forskel på temperaturen. Der var en del varmere inde i denne lille sammenklemte butik. Hun lod døren lukke i bag sig og ventede et øjeblik til hun vidste den var helt lukket i indil hun begyndt at gå på efterforskning. Det var en underlig butik. Der stod alle mulige ting og sager. Der var sten, små krukker, strin og smukker. Lugten var krads. Den var alt for stærk. Og hun følte allerede hvordan det gik hende til hovedet. Det var som om det direkte angreb hende. Som var det ikke meningen at hun kunne være der. Som var hun ikke velkommen. Damen der sad bag disken stirrede mod halvvampyren der lige var trådt ind. Der var ingen følelser i damens ansigt. Og blikket var ikke til at forklare. Macha så sig omkring igen. Næsten panisk. Hun følte sig svimmel. Men hun forholdt sig ved bevidstheden. Hun skulle vidst ikke have spist lige inden.

Det var sent, men hun kunne ikke sove.
Hun lå og kiggede op i luften i sin lille lejlighed, det lange sorte hår der spredte sig over puden som revnerne i knækket glas. Hendes næsten blodrøde øjne der skinnede gennem mørket og afslørede hendes dæmoniske natur.
"Jeg hader nætter som disse" Tænkte hun og vendte sig om på siden, og kiggede ud af vinduet; Der var ingen måne at se, heller ingen stjerner. Himlen var dækket af et tykt lag af bølgende skyer. Kedeligt.

Alligevel var der noget der syntes at ville udenfor. Var det hendes nysgerrighed eller bare kedsomhed der trak hende? Hun vidste det ikke. Om ikke andet så rejste hun sig op. Den hvide natkjole faldt stille ned omkring hendes bløde, runde kurver. Hendes sorte hår faldt ned om hendes skuldre og indrammede hendes ansigt i en sjal af mørke med kun hendes øjne til at oplyse den fejlfri hud. Men selv på trods af hendes skønhed var hun dog ikke lig en Engel.

Dette var Artanis, en kvinde dæmon der forrådte sin familie for at bevise overfor verdenen at ikke alle dæmoner er onde. At de kan være anderledes.

Artanis trak natkjolen af. Hun gad ikke være besværlig med tøjet når hun skulle ud så hun tog den nærmest BH. En rød en der måske viste lidt mere end den burde.
Hun åbnede skabet og fandt et par jeans og skjorte.
"Klar" Hviskede hun til sig selv hvorefter hun tog et par 'ballerinasko' på og gik udenfor. Det var nat, men det var lunt.

Hun begyndte at gå, først uden noget mål men kom forbi lejepladsen og en let vind fik gyngerne til at bevæge sig. Den stille knirken gav hende kuldegysninger så hun skyndte sig væk og besluttede sig for at undgå uhyggelige steder. Hun var nok en dæmon, men spøgelser kunne stadig skræmme hende.
Hun gik videre ind i Terres mørke gader indtil hun til sidst nåede et område hun ikke kendte.
Hun hørte skridt.

Artanis gik ind under en trappe og trak skyggerne tættere om sig. Ikke langt fra hende så hun en kvinde med langt sort hår, næsten ligesom hendes eget men krøllet. Det så også ud somom der var noget på hendes trøje... noget rød.
"Blod?" tænkte Artanis. Hun var på den anden side af gaden så det var umuligt at se præcis hvad fra den her afstand.

Kvinden gik videre og nysgerrig som hun var fulgte Artanis efter fra en afstand.
Hun nåede eventuelt til en lille butik, eller noget der lignede, og gik ind. Forvirret stoppede Artanis op og kiggede mod den lukkede dør fra den anden side af vejen.
"En butik, åbent så sent om aftenen?" Hun løftede det ene øjenbryen men tænkte ikke så meget mere over det. For nu ville hun vente her til den kvinde kom ud igen, hun virkede... Interessant.

Macha greb hurtigt ud efter noget som hun kunne støtte sig bedre op ad. Hun havde det ubehageligt. Lugten var ukendt for hende. Det var ikke den sædvandlige røgelse. Det var som om den her slyngede sig omkring hende. Det sænkede hendes luftindtag. Det var direkte skræmmende. En smerte begyndte på ryggen. Hun skulle ud. Det stirrende blik fra damen bag disken gjorde samtidig det hele meget værre. Hele hendes krop sagde at hun ikke skulle være her. Hendes hjerne blev ved med at sende advarsler rundt. Og hendes hjerte var enig. Med rystende ben bevægede hun sig atter mod udgangen. Samme vej som hun var kommet ind.
Hun væltede nærmest ud gennem døren allerede i det hun havde fået trykket håndtaget ned. Hun følte med det samme at hun var i en mere rolig tilværelse. Hendes hjerte hamrede ikke som før og allerede som hun blev omringet af aftenbrisen var hendes syn ikke så sløret. Med nød og næppe fik hun fundet balancen og holdt sig oprejst i stedet for at ende med at falde så lang hun var. Men klodset havde det nok set ud til at være. Hun tog en dyb indånding af den friske luft. Lod det fulde hende til hun igen følte sig nogenlunde tilpas. Hun løftede forsigtigt sin ene hånd. Lagde den forsigtigt ind under det sorte pandehår og ind mod sin pande. Hun brændte. Hun var ikke vant til at hendes krop skiftede temperatur. Det lå ikke til hendes natur. Men til hendes held faldt den hurtigt igen.

Som om at vinden pludselig vendte mod øst fra vest forsvandt den afslappende følelse af at være alene. Atmosfæren ændrede sig. Og vinden sendte denne nye duft med sig. Den var sød. Og der var ingen tvivl om at den kom fra et levende væsen. Dæmon. Hun havde ikke haft denne fornemmelse da hun var gået ind i butikken. Hvem kunne ellers have valgt at gå denne vej? Det var ikke ligefrem den bedste aftentur man kunne få ud af det. Macha stod et øjeblik. Bare helt stille uden at gøre noget som helst. Alt imens at hendes tanker gik omkring i hendes hoved. Men hun fik derefter hurtigt drejet hovedet omkring. Lod sine røde øjne søge efter denne fremmede person der tydeligvis var i nærheden. Det var nemt at kunne mærke. Men hvem vidste hun ikke. Hun genkendte ikke duften. Eller den aura der omgav denne person. ”Hvem der?” lød hendes stemme så endelig. Hun følte sig ikke truet men stadig havde hun lært altid at være på vagt. Di Morga var ikke det mest sikre sted at opholde sig. Men et af de steder hvor magiske væsner var mest velkomne.

Efter ikke ret lang tid kom den fremmede kvinde ud af 'butikken' igen. Noget havde tydeligvis påvirket hende. Men hvad?
Artanis holdt øje med den fremmede kvinde uden at bevæge sig meget. Så hvordan hun så ud til at kunne falde når som helst og kun holdt sig oprejst ved hjælp af rent held.
Hun smilede let, det var lettere underholdende at se en ung kvinde som hende stå og vakle som en gammel person der havde mistet sin stok. Men det var ikke noget man grinede af, det var den slags personer man burde hjælpe. Artanis skulle til at tage et skridt ud mod hende da hun så at kvinden havde fået balancen igen.
"Ingen grund til at hjælpe alligevel" tænkte hun.

Den fremmede kvinde stivnede pludselig og begyndte at kigge sig omkring.
"Hvem der?" lød stemmen igennem mørket.
"Ser ud til at jeg er opdaget" tænkte Artanis og trådte et skridt frem, lidt ud af skyggerne. Hun trak lidt magi og sendte det mod hendes øjne. Hun fik dem til at lyse let i mørket. Af en eller anden grund ville hun gerne opdages, men hun ville ikke bare afsløre sig selv.
Hun rystede på hovedet af sin egen dumme eventyrlyst. Et lille smil krøb om hendes læber og hun rettede stift blikket mod den fremmede kvinde og fikserede det på hendes øjne.

Artanis besluttede sig for at lave lidt sjov med den fremmede kvinde.
"I am life, I am light. I am destruction, I am ruin. My nature is caotic, my nature is creation."** Sagde Artanis med en stemme kun høj nok til at man ville kunne høre den på den anden side af gaden.


//Når jeg skriver på Engelsk snakker jeg Dæmonisk.