An Encounter... of Fate? [Laele]

S: Skoven
T: Middag
O: Stilheden og træerne...
V: Varmt og skyfrit

------------------------------------------

Solen skinnede smukt og en let, lun brise strøg gennem træernes mange blade så de raslede en smule. Skovbunden var dækket af græs, faldne grene og forskellige slags planter.
Under et stort træ stod en lille, fin, blomst ulig de andre. Dens farve var helt mørk lilla, grænsende til sort, og det var bestemt ikke en blomst man normalt kunne finde i Di Morga...
Zane sad på en af det store træs grene og betragtede den lille blomst.
Han smilede koldt ved tanken om hvad lige netop denne smukke, uskyldigt-udseende blomst kunne bruges til, hvis den blev bearbejdet af kyndige hænder...

Han var iført sit sædvanlige tøj: Et par lange, mørke bukser og et par sorte læderstøvler. Om halsen havde han en lille sort kæde med D'tarion klanens tegn som vedhæng; en lille, sort drage med små, lilla sten som øjne.
Hans lange, sølvhvide hår hang løst ned ad hans skuldre og hans kolde, lilla øjne lyste i skyggernes lette mørke.

Hans tanker kredsede svagt om den kvinde han endnu en gang havde mistet... Angelie var forsvundet sporløst. Han havde ledt hele Di Morga igennem for at finde hende, han havde vendt hver en sten, gennemsøgt hver en bygning, hver en skov, hver en sø... men der var ingen spor fra hende.
Zane sukkede irriteret. Dette var en dejlig dag... men indtil videre også en yderst kedelig dag...

Skovens mange tilbud der blandt andet omhandlede giftige ingredienser der kunne bruges til alverdens unoder, var et sandt legeland for den sorte 'killing' der bevægede sig rundt i skov bundens mange udskæringer. Det hvide hår faldt glat nedover det ligeså glatte ansigt, der ikke havde nogen former for skønheds fejl, dog bar hun præg af en tone for lys hud, der tydet på en ung alder. Hendes højde var ligeså ikke noget som nogen voksen kvinde kunne prale af, hendes en-fem-og-treds centimeter var ikke noget nogen sort elver ville være stolt af. Men heldigvis var hun ikke færdig med at vokse. I et underjordiske sort elver samfund ville man se hende som en pige i midten af sine teenage år, gammel nok til at slås, men for umoden til at blive betegnet som drægtig.
Uforstyrret, og en smule for optaget af sit nysgerrige erhverv, kravlede hun frem fra en nært liggende busk, med henblik for at tage en meget mørk blomst, der førhen var blevet begramset med blikket af et andet individ.
Hendes bevægelser grænsede til det animalistiske: den måde hun bevægede sig på mindede utrolig meget som en kats, eller i hvert fald et væsen der burde være beslægtet med samme. De smidige svaj i ryggen, benende der blev trukket lidt for langt op foran hende, end det var humant, hændernes forsigtige og lette forplantning imod overfladen. Diis var blandt mange små ting der gjorde hendes fremgangs måde makaber, dog bar hun stadig en ung piges ynde imens hun gjorde det.
Hun var iklædt noget der kunne minde om læder rustning, der dog ikke var helt som det man så i ridder film eller lign. Mere skin der var sat sammen med andet skin, og udgjorde en smidig heldragt som tillod disse abnormale bevægelser hun lavede.
Hun satte sig på hug foran blomster imens hun nynnede muntert over sin egen fangst, skulle hun forblive uforstyrret ville hun skære stilken af blomsten over med en lille kniv og ligge den i en pose, hun havde i den ene hånd til samme formål.

Zane så øjeblikkeligt den unge Drow, som sneg sig ud fra busken, og han hævede forundret et øjenbryn. Det var længe siden han havde set en så ung en fra hans egen race...
Han betragtede hendes bevægelser og konstaterede at tøsen var lige så uerfaren som hun var ung. Ganske vist ville et menneske aldrig have opdaget hende... men alt andet ville. Dér trådte hun forkert på en græstot... dér strejfede hendes fod et blad... dér 'knagede' hendes besynderlige læderrustning lidt for meget...

Da hun nåede den sorte blomst smilede Zane koldt. Sikke en umoden og ulært ung tøs...
”Det ville jeg ikke gøre hvis jeg var dig...” sagde han og sprang ned fra træet.
Han landede lige foran hende, med et ben på hver side af den sorte blomst. Det var ret sikkert at hun ville trække sig hurtigt og forskrækket tilbage inden hun kunne nå at tage fat i blomsten.

”Nok er du ung, men jeg troede da at i blev udlært i de forskellige giftblomster. Dette er en Black Lotus. Den farligste og sjældneste blomst i verden, og hvis du rører den forkert, som du skulle til, så trænger giften ind gennem din hud... og tro mig, det er en død du gerne vil undgå.” sagde han med et køligt smil.

Bare lige et enkelt forsigtigt nup med den lille urte kniv, og så skulle blomsten være løsnet fra sit jordiske legeme. Desværre nåede netop denne handling ikke at ske, før en stemme banede sig vej til den unge drow pige, der med det samme lokaliserede stemmens ejermand, ligesom samme sprang ned fra træet foran hende.
Hun lavede et hurtigt, og overraskende langt, hop væk fra stedet. Igen havde hendes reaktions evne præg af noget dyrisk og små primitivt, men hun landede på begge ben efter hun havde sat af. Dog var hendes holdning som en varulv i bæst form: let forover bøjet, med arme ud til siden, og fingrene let spredte, dog med den ene lukket om den lille urte kniv i hånden. Et par lysende øjne uden pupil, og med en meget lys lilla farve nuance, reflekterede i en solstråle der havde banet sig vej fra imellem bladende på de omkring liggende træ-kroner. Efter hans sidste ord: belæring, gik hendes øjne hurtigt fra ham, og ned på blomsten ved hans fødder.
At et hankøn talte så frit til et kvindekøn, det havde hun nu engang aldrig troet hun skulle opleve. Han burde klynke som en tilgivelses hungrende hund, havde de været i deres underjordiske levested. Men heroppe havde drow status ingen formaliteter.
De før opspilede øjne, som en kat der var blevet forskræmt, klemte sig mistroisk sammen, imens at hårtråde løb ned over det kønne ungdommelige ansigt. Let knejsede hun nakken, så der kom knasende lyde fra muskler der led under samme. Herefter indtog hun en mere afslappet og menneskelig stilling; hun stod let med siden til ham med begge arme ned langs siden. Hendes øjne var frygtløst fast låst på hans, imens hun lod læberne let skiltes for at lave et hørbart klik med tænderne: en traditionel hilsen fra deres fælles raser, imens hun lavede et meget svagt 'buk' med hovedet; ikke nok til at være underdanig, men heller ikke for lidt til at være for overlegent.

Han hævede et øjenbryn over hendes utilslørede(for ham) holdning til ham.
Hendes øjne havde forrådt ham, og han vidste nu at hun var fra en af de andre klaner. Sikkert en af dem der var kvindestyret... og hun havde tilsyneladende ikke hørt meget om D'tarion klanen.

Zane gav hende et ganske kort, vurderende blik og smilede.
”Dine øjne forråder din formalitet, tøs. Jeg er Lord Zane D'tarion, overhoved af D'tarion klanen, den mægtigste af alle husene. Jeg kender din klanleder, og har siddet til råd sammen med hende og de andre klanledere.” sagde han. Der var ingen grund til ikke at fortælle hende det, faktisk tværtimod.
Hvis han ville finde ud af mere om denne pige, måtte han have hendes respekt, og det kunne han kun få hvis hun kendte sandheden om hvem han var.

Selvom han var den eneste mandlige leder i Drow-samfundet, var han alligevel sandsynligvis den stærkeste, og han var jo også overhoved for D'tarion klanen, som var den mægtigste i øjeblikket...

”Black Lotus skal plukkes på en anden måde...” sagde han så og satte sig på hug ved blomsten.
Han fremdrog en pincet fra sin lomme og tog lige så stille fat i det nederste af blomsten. Så vrikkede han den forsigtigt, og fik til sidst hevet roden med op.
”Giften bliver bedre hvis man blander noget af rodens saft i.” sagde han og rejste sig op med Lotus'en i pincetten.

De sammen knebne øjne blev ikke just blidere af hans ord. Han var en af husenes herremand? D'torian havde Laele ikke haft nogen kontakt til, hendes klan var den mest aflukkede af dem alle, og hvis denne.. drow-han da fandt det passende at påpege at han havde siddet til bords med en matriark fra hendes husholdning, måtte denne så sandelig have rejst langt fra underjordens krypter. Hendes nuværende matriark tvivlede Laele stærkt på at han havde haft kendskab til førhen.
Hun stod stille, uden at blinke en eneste gang: et tegn på årvågenhed, og derved også et tegn på at hun ikke var afslappet eller at nogen af disse overhovedet havde opnået en form for dus. Nok havde han høj status i deres underverden, men heroppe, heroppe var de ikke andet end 'Sort Elvere' i fremmedarternes munde.
Som han igen tillod sig at belærer hende om blomstens korrekte høstning, lod hun ikke en mine trækker heller. Ikke så meget som en bevægelse kom fra hende, selvom man ellers skulle tro det. Men det bundede også ud i frygt, angst for fangeskab: et fangeskab han sikkert sagtens kunne underlægge hende, skulle det komme så langt.
Hun så kort end på blomsten i hans hånd, og derefter op på ham, som ville hun spørge: hvad er din pointe?

Han smilede koldt og lo lidt.
”Har Driderne ædt din tunge, tøs? Eller er du for nervøs? Eller måske for kvindelig?” sagde han fiskede en lille, sort pose af fuldstændigt tætvævet fiber op ad sin lomme.
Han åbnede posen med den ene hånd og lagde forsigtigt Lotus'en ned i den.
Så sendte han en gnist af Hellfire igennem pincetten for at rense den for den dræbende gift, og lagde den tilbage i sin lomme.

Zane gik frem mod Drow-pigen og bukkede elegant.
”Dalhar, usstan al'doer dos ulu l'tresk'ri phor. Ja'hai nindol belbol, lu'zhaun nindel usstan tlun nau ogglin unless dos morfeth uns'aa uss. ” sagde han med elegant, sortelvisk accent.
Han rakte den lille, sorte pose frem mod hende med endnu et koldt smil.

--------------------
Oversat: "Child, i welcome you to the world above. Accept this gift, and know that i am no enemy unles you make me one."

Laele betragtede ham stadig med et følelsesløst ansigts udtryk, endnu forblev hun så anspændt som hvis han skulle til at springe på hende hvert et øjeblik, og trække hende tilbage til underverdenens fordømmende blikke.
Som han lagde blomsten i den lilla fiber pose, lod hun for første gang røre på sig siden sin hilsen, lagde hovedet på skrå. En følelse udspillede sig lige så pludseligt i de sjælløse, lyselilla, øjne: nysgerrighed, i form af en mærkværdig legesyge. Man kunne fristes til at kalde barnagtig. Måske var hun ikke helt mentalt udviklet, eller havde andre hæmninger der gjorde hende mindre.. moden end de fleste sort elver kvinder på hendes alder. Enten det eller også var det med vilje noget som hun spillede på.
Idet han tog et skridt fremad, gik der et sæt igennem hende, og hun trådte et skridt bagud. Dog som han bukkede for hende, forholdt hun sig stille igen: en gensidig respekt var om ikke andet, umådelig vigtig skulle to fremmede drows indgå et bekendtskab. Og ligesom han talte til hende fæstnede hendes øjne sig på ham i overraskelse, inden den lille pose blev rakt imod hende, da formørkedes hendes blik en smule.
Selvom det ikke var med samme henblik som den der normalt blev udvist når en drow-han forærede en hun-drow en genstand, så virkede den lille gestus så.. Hun ikke kunne få sig selv til at tage imod den. Hun så ned på posen, med et lettere forpint blik, inden hun så op på ham igen.

,, Usstan shlubnaut accep nindol belbol.. Ussta Matriarc 'udtila naut daewl whol uns'aa ulu ja'hai offers dal endar ka'lum sengeren.", sagde hun endelig.
Hendes udtale fejlfri, men hendes ord let rullende, hvilket tydeligt stammede fra en af de fjernere midte stammer.
Hun bøjede let hovedet for ham igen på samme måde som før, imens hendes øjne stadig betragtede ham.
,, F'sarn taudl, Senger D'torian.'".

// Oversættelse: Jeg kan ikke tage imod Deres gave. Min Matriark, ser skævt til at jeg modtager disse fra modstridende klaner. Jeg beklager, Lord D'torian.

Han så på hende med fornyet interesse mens hun talte, og da hun var færdig, så han hende direkte i øjnene.
"Jaså? Så din Matriark synes at D'tarion klanen er en modstridende klan? Eller... " sagde han og forsvandt pludselig ned i jorden med lynets hast.
Han dukkede op bag hende, næsten øjeblikkeligt, og hviskede i hendes øre: "...lyver du?"

Han anede en vis... rogue i denne pige. Normalt måtte så unge drows slet ikke forlade underverdenen, og det faldt ham mystisk at hun var heroppe. Især hvis hendes Matriark virkelig anså D'tarion klanen for en modstridende klan, da det var almindeligt kendt at Zane stadig havde agenter i DI Morga.
Det var muligt at denne pige simpelthen havde fået nok... og var stukket af.

Var man anderledes i et Drow-samfund, blev man enten dræbt eller mobbet, og denne teenage tøs kunne muligvis have været en smule anderledes end alle de andre...

Hun så på ham med en stigende interesse i det han talte, men som han pludselig forsvandt for blot at dukke op ikke særlig langt fra hende, faktisk lige om bag hende, og fortsætte hans ord i form af hvisken i hendes øre. Sprang den forskræmte pige væk fra ham, endnu engang på samme dyriske facon dog denne gang, mere fjendtligt end før.
Han havde brudt intim atmosfæren! Han havde udfordret hende! Brugt tilliden!
Det var først fornylig hun og hendes Matriark var taget fra underverden og op til overfladen, så gamle regler om opførsel, og hvad man gjorde og hvad man ikke gjorde, hang stadig som alarm klokker i hendes indre og hamrede løs.
Hun vendte sig efter at være hoppet godt to meter væk fra ham, så hun nu stod helt henne ved træet. Hun var endnu engang forover bøjet som den anden gang hun sprang, dog rettede hun sig ikke op denne gang, men vidste vredt tænder af ham. Man kunne se at hjørne tænder i både over og under mund var slebet skarpe, endnu et kendetegn fra hendes klan.

,, Zexen'uma rath!!", hvæste hun hidsigt af ham!

//Overstat: Stay back.

Han så på hendes skarpslebne tænder, og nikkede. Så det var den klan der var tale om..

Zane lagde armene over kors og stirrede hårdt på pigen. Så åbnede han munden og talte i en knap så venlig tone: "Hvis du insisterer på at opføre dig sådan, så insisterer jeg på at håndhæve reglerne ved min rang. Tal, tøs. Besvar mit spørgsmål og vov ikke at lyve for en Valshar."

Han håbede at han kunne nedbryde hendes forsvar på denne måde... hvis hun insisterede på at holde de gamle regler dernede fra, så kunne de da godt lege den leg.

"Jeg har ingen intentioner om at skade dig, det har du mit ord på. Jeg har endda vist dig venlighed, og så vover du at opføre dig sådan, Dalshar!" sagde han iskoldt, men med antydningen af at hun stadig kunne redde den hjem.

Laele blev ikke afskrækket af hans ord lod det til. At han var Valsha af D'torian, kunne have så lidt betydning for det som muligt, men hun havde alligevel ikke lyst til at komme i slagsmål med en af klanernes ældre.
De fremviste hvide tænder, med deres skarpe hjørne tænder blev igen skjult bag de lettere lyse læber for hendes rase. For normale væsener ville de være mørkere end mange andres, men for en anden drow var der et tydeligt lys i dem. Og ulig den mandelige drow foran hende, havde hendes hud en meget mørkebrun undertone der ligeså tydet på en anden klan afstamning.
Hun rettede sig igen modvilligt op, men med en slanges svajende bevægelser, som var hun klar til at hugge ud efter ham skulle han komme for tæt på igen. De døde øjne så igen hen på ham, med deres afklarede lilla krystal farve, og hen betragtede ham igen i en mere, human, stilling.

,, Jeg er ikke.. af din.. afstamning. Ønsker du min respekt... må du få min Matriarks.. Valshar.", udtalte hun hakkende.
Hendes udtale på overflade beboernes sprog var ikke helt fejlfrit, og man kunne regne ud at hun skulle tænke over ordrene før hun sagde dem. Udover det, rullede hun ligeså med dem, så der var en stærk accent på hendes hæse stemme.

Han sendte hende et giftigt blik og sukkede dybt.
Så satte han sig ned og smed den lille pose med Lotus'en over for hendes fødder.
Han så op på hende med et nu ligegyldigt blik.
”Værsgod... tag den hvis du vil. Jeg har intet at bruge den til.” sagde han på Undercommon og så igen væk.

”Skrid bare med dig, jeg har nok noget andet at bruge tiden på... løb hen til din Matriark hvor hun så end er.” sagde han ligegyldigt mens han samlede benene i skrædderstilling og lagde armene over kors. Han lukkede øjnene og overvejede et øjeblik at meditere, som mange Drows gør i stedet for at sove.

Hans tanker plagede ham dog igen, og meditationen var svær at finde...
*Angelie... hvor helvede er du? * tænkte han bittert. Han var på nippet til at give op i sin søgen efter hende...

Da han ikke kunne meditere, lod han i stedet tankerne kredse om Angelie's forsvinden mens han lyttede efter om den unge Drow-pige gik sin vej eller ej.

Den unge drow betragtede sin modstander med samme årvågenhed som før, indtil han sendte væk fra sig og satte sig ned, med en ligegyldig mine. Efter han var færdig med tale til hende: bede hende tage tilbage til sin Matriark, til Keeshan, gik den unge drow på hug igen.
Hendes øjne var stift rettet imod Zane, imens hun bevægede sig på samme animalistiske måde hen imod posen imellem dem. Hver en bevægelse var præget af en forsigtighed der svarede til en usikker hund eller kats, som om hun var bange for at hun egentlig bare gik i en fælde. Skulle hun få lov at nå helt hen til posen, ville hun række hånden ud efter den: gribe fat! Hvorefter hun sprintede i den modsatte retning alt hvad hendes korte ben kunne bære hende. Grene knækkede, fugle blev forstyrrede og fløj afsted, og for en stund var det slet ikke svært at høre hvilken retning hun løb: vest, ind imod Terre.
Hjertet dunkede i brystkassen på den unge drow, der stoppede op efter en halv times løben, så sig paranoidt over skulderen, imens at hurtige vejrtrækninger kunne høres fra hende. Hendes lange, todelte, pandehår gled ned foran øjnene på hende imens hun så på posen. Hun klemte den sammen:
... D'torian.. Keeshen skal vide det!..
Hun fortsatte ud fra skoven.

// Out ^^