Kindred Weed ~ Amy ~ Liam

Sted: Le Striptease
Omgivelser: De hungrende, perverterede gæster
Vejr: Elendigt! Det øser ned!
Tid: Lidt over 01
Dato: Den 12. Juli

Kvindekurver dansede igennem det støvede rampelys i takt med den altoverdøvende musik, som selv i denne genre var blevet fordrejet til en teknologisk, hovedløs pumpen med rytmer og lyde, som aldrig havde haft fornøjelsen af at danse over ægte strenge på en violin eller de sorthvide tangenter på et piano. Alt var teknologisk, selv de højpinke, syregrønne og isblå farver, som belyste de dansende kvinder på de mindre scener med tilhørende pæle af glatpoleret metal. De kastede med håret, balancerede på deres små stiletter og foregav at være i en respektfuld og udsøgt branche. De mange hujende bukke af unge mænd og de skandaløse små underdele som udgjorde kvindernes kostume, sagde dog noget helt andet om dem. Måske var de afhængige af mænds beundring, netop fordi deres kroppe var alt de havde at vise frem: Tynde, alt for tynde og mange opgraderet af plastik og farve i både hud og hår. Måske var de ligesom firsernes drømmere på Manhattan: Havde ønsket sig videre til Broadway – store stjerner, drømme, biler og rige mænd – dog røget i fordærv og nu var det eneste scene de kunne agere på, den som også husede sved og tårer fra aftenen før… og før dén aften og så videre.
Et glas – plettet krystal – blev vendt imod loftet inden de sidste dråber efterlod røde sneglespor på indersiden. Selvfølgelig havde drinken før været klar, men der skulle lidt til før de farverige drinks gjorde indtryk på den sjældne gæst Le Striptease havde. Med benene over kors og lænet imod et bord ved eget hjørne, sad den godt to meter høje vampyrherre med blikket imod de mange små scener med dansende kvinder. Alt i alt, lignede han blot en lidt mere abstrakt version af de mere stilfærdige af kunderne, som supplerede til sin liderlighed for de unge piger i et mørkt hjørne, men Ahngel – som han lod sig kalde i mindre professionelle sammenhæng – havde nu bare taget det første og bedste bar at sætte sig ved. De unge piger var ikke midtpunkt for nogle lyster. Snarere medlidenhed hvis han overhovedet skænkede dem en tanke. De røde øjne af hans brændte stilfærdigt fra hans døsige øjenlåg: Lidenskabelig af den røde farve, men de var så uendeligt langt væk fra baren han sad i. Med den kolde, hvide kind i den ligeså hvide håndflade og med albuen støttende på bordet, drømmede han sig væk imens hans anden hånd legede med vinglasset så de lange negle klikkede melodiøst imod stilken. Han drømmede sig over umulige bygninger, over ørkener med månebeskinnelse og endelig over en lang sommerfrodig græsmark: Ikke en kløver i græsset eller et træ til at bryde det ensformede billede. Her ville han stå, men kun i tankerne, og holde øje med horisonten foran sig – på den anden side af de uendelige græsmarker. Her følte han en trang til at se solen stå op, for farven på græsset var ikke tilfredsstillende. Det var som at se ind i lukkede øjne og han higede efter græssets omvæltende klarhed når solen ramte dets strå. Kom nu.. Åben øjnene… Hvis mig hvor du er!
Glasset smadredes imod gulvet som det flygtede fra hans hånd og få øjne vendtes imod Ahngel, hvis pande nu hvilede i hans hånd i stedet for hans kind: Som var han enten ulykkelig eller utilpas og støttende til sit forhoved for at berolige sig selv. ”Merde…” Hviskede han, så stille at ikke engang en vampyr med en hørelse så sensitiv som hans egen kunne høre ham.

Amy så sig ganske kort omkring. Hvordan var hun havnet her? Hun kunne ikke en gang huske hvorfor hun var gået herned, måske havde hun bare valgt at gå ind på det første det bedste sted. Hun havde jo egentlig godt vidst hvad det var for et sted. Og det generede hende ikke. Det eneste der generede hende, var at tøzerne så så tynde ud. En kvinde skulle ikke lade sig forfalde på den måde. Hun var selv vokset op for længe længe siden, med store kjoler, og at alle mænd var gentlemen. Dem var der desværre ikke mange tilbage af. Verdenen havde ændret sig meget. Nogle ting var bedre end andre, F.eks. Var hun meget glad for at slippe af med de store kjoler. De var så tunge at have på. Og det store hår havde hun heller aldrig brudt sig om. Hun savnede dog den levende musik. Violiner mest.. Hun elskede violiner.. Men havde aldrig selv lært at spille på dem desværre.
Denne aften havde hun et par flade støvler på, i sort læder som hendes jakke. Jakken gik til lænden og stod åben. Hun havde et par sorte shorts på, og en mørkegrøn top. De røde øjne glimtede i skæret for lyset, og til at starte med havde hun ignoreret vampyren i hjørnet. Og dermed også sin nysgerrighed.. Den havde altid været et svagt punk for hende.
Men efter et stykke tid, fangede de røde øjne ham. Der var noget over ham.. Som han sad der, tydeligvis væk i sin egen verden, var der noget der fascinerede hende. Han virkede af den ældre slags.. Sikkert ældre end hende. Han lignede ellers ikke en fyr der gad se på sådanne tøzer. Men det gjorde han jo egentlig heller ikke, han sad jo med lukke øjne. Måske sov han? Måske ikke.. Måske var han bare så langt væk i sine egne tanker, at han ikke rigtigt tænkte over den høje musik, hujen fra liderlige mænd og klakken fra høje stiletter. Det var fascinerende at han kunne lukke alle de lyde ud, på den måde. Det var hun ikke helt sikker på at hun selv kunne.
Amy smilte for sig selv, og besluttede sig for at prøve på at se hvad han var for en. Hun rejste sig tøvende og gik langsomt hen imod ham. Jo nærmere hun kom ham, desto mere træt så han ud. Hun nåede desværre ikke at gribe glasset, inden de ramte gulvet. Hun hørte lyden af glasset der knustes mod gulvet,. Den lyd kunne hun ret godt li. Langsomt bøjede hun sig ned, og samlede stumperne op da hun kom hen til ham. “En skam med deres glas.. Det var ellers et ganske pænt et.. Krystal hvis jeg ikke tager meget fejl, har de fået det her?” spurgte hun undrende, og lagde stykkerne på bordet foran ham. Hun lod kort hovedet glide på skrå, og strøg en tot af det ildrøde hår om bag sit ene øre.

Som gled hele billedet af marken fra hinanden: græsset blev flået op af øresønderrivende metalliske lyde og solen slukkedes som en lys ved sengetide. Den lille verden kollapsede og Ahngel fandt atter ham selv i en verden fyldt med alkohol, synd og råddenskab. De røde øjne kom frem fra deres skjul og først nu opdagede personligheden, som var kommet nær ham. Som han, ville denne vampyrinde først få en helhed af Ahngels udseende ved dette tætte hold, da luften var så fuld af røg fra cigaretter og frustrerende lyskegler til moderne pynt. Han var lang og slank. Næsten de to meter når han rejste sig op. Dette mønster ville gå igen på mange aspekter på hans krop. Hans hænder, ligeså lange, elegante og kønsløse med klare negle, som sagtens kunne siges at være til en mere drabelig brug end blot deres skønhed. Han rettede sig op. Selv var han iklædt en lang læderjakke der næsten berørte jorden i oprejst position. Derunder sort på sort. En skjorte af ukendt ophav og bukser af samme læderlignende stof, men for raffineret til at ligne den gennemsnitlige læder man så på nogle af de mere hårdfør-udseende kunder med skæg og mærker på deres læderjakker… Hans hår gik til starten af hans skulderblade og var sort som skyggerne i de seneste hjørner af det snuskede sted. Huden i dyb kontrast: Ikke blot bleg, men hvid. Hvid som marmor og gav hele hans eksistens en nærmest farveløs tilgang – Hvis det altså ikke var for de intense røde øjne, som selv i hans afslappede udtryk virkede mere levende end samtlige af de unge kvinder på scenerne. Han betragtede hende sådant: Først udtryksløst, som var hun et spøgelse kun han så og kendte i dette rum. Måske så han blot igennem hende eller så hende slet ikke? Da han dog talte til hende, opklaredes alt tvivl om hans udsyn til hende.

”Jeg tvivler stærkt på dets troværdighed.” Sagde han og kiggede ned på det smadrede glas imens han lænede sig imod stolens armlæn. Han gippede et ganske diskret smil, som på en eller anden måde virkede upassende på det smukke, samlede ansigt. Han så op på hende igen og smilet blev en smule bredere. ”Ja, det er herfra. Jeg antager ikke mig selv så hævet så jeg ville medbringe mit eget.” … Tanken var ellers finurlig. En vampyrkonge med så megen selvretfærdighed og egoisme at han ikke turde drikke af andet end hans eget krystal. Han rømmede sig kort og lænede sig tilbage i stolen og var stille for et øjeblik. En ny danser blev sat på gulvene og Ahngel gav hende blot et kort blik inden den tomme luft blev mere interessant. Havde han virkelig mistet al ungdommelig pervertation, eller var det blot hindret af de usle forhold pigerne og deres fortider havde?

Blev kvinden stående ville han eventuelt se op på hende igen og dernæst sende en håndbevægelse imod stolen overfor. ”Jeg beklager min uhøflighed. Vil De ikke sidde ned?” I mellemtiden kom en af de arbejdende og fjernede glasstumperne med et utilfredst ansigtsudtryk. Ahngel ignorerede det og afventede i stedet det næste glas, som trods de sure miner, kom prompte.

Amy betragtede manden idet han rejste sig op. Han havde tydeligt siddet i sin helt egen verden, og selvom det forekom hende helt umuligt, var han vist først blevet revet ud af den, da glasset ramte gulvet. Eller også var det hendes skyld. Og dog.. Han havde ikke reageret på hendes nærvær, så sandsynligheden for at han havde opdaget hende, inden hun havde sagt noget, virkede ret lille. Det gjorde hende nu heller ikke noget, hun så ikke nogen grund til at han skulle være på vagt overfor hende. Når alt kom til alt, kunne han sikkert uden problemer skille sig af med hende, hvis hun stod i vejen for ham. De røde øjne hvilede længe på ham, som om hun vurderede ham.
Men det skulle man vel også, man skulle vel lige have lidt tid til at tænke over andres udseende og holdning. Fingrene gled gennem det ildrøde hår, der tydeligt ikke var farvet. Hun havde aldrig brudt sig om at farve hår, så det her var skam hendes egen hårfarve. Langsomt smilte hun til ham, ikke noget stort smil, men dog et smil.
“Jaa… glasset virkede nu heller ikke som krystal.. Og hvis man tænker over det, hvorfor skulle sådan et sted her, så besværlige sig med så fine glas” sagde hun tænkende og så mod scenen, hvor den nye kvinde gik op. Ligeså ligegyldig som alle de andre. I hvert fald efter hendes mening. Et let hovedryst fra hendes side af, fortalte nøjagtigt hvad hun mente om det. Og selvom det måske ikke helt havde været meningen at blive stående ved hans bord, rykkede hun sig ikke. Det var nu ikke så meget for at komme i kontakt med ham, men mere fordi hun selv var gledet ind i sin egen lille tanke verden. Tænk at sælge sig selv på den måde, det var langt fra hvad hun kunne finde på. Det var fint nok de ville tjene penge, men der var da andre måder i verdenen at gøre det på, end lige det her. Måske ville de rent faktisk også kunne få sig et andet job, hvis ikke de var så tynde alle sammen. Mange af dem havde jo ingen former. Det var ærligt sagt, lidt trist at se på.
Et svagt grin kom fra hende, da hun omsider fik sig selv tilbage til nuet. Hun så om på ham, “Jeg er sikker på det kunne være yderst morsomt hvis de havde deres eget glas med” sagde hun eftertænksomt, og lod blikket hvile på ham. Tænk hvis man rent faktisk havde sit eget glas med, hvad mon det ville sige om en? Sikkert at man var en arrogant snob, der mente man ikke kunne drikke af noget andre havde rørt ved.
Da han gjorde tegn til at hun måtte sætte sig, gjorde hun det langsomt. “Jeg vil ikke trænge mig på.. De lignede en der var langt væk i deres tanker?” spurgte hun forsigtigt, og smilte til ham. De røde øjne hvilede kort på tjeneren, der af og til mumlede lidt irriteret for sig selv. Sikkert over det smadrede glas. Det morede hende en anelse, tænk at blive sur over sådan noget.. Men ja hvorfor ikke. Folk nu til dags, blev jo sure over alt.

Ahngel betragtede hende med et afventende blik. Lettere overraskelse kunne ses i det rolige ansigt ved hendes bemærkning of begge øjenbryn hævede sig en smule på hans pande. Hvornår havde hans betænksomhed nogensinde gjort, at folk troede han havde travlt eller var dybt koncentreret om noget. Han rystede på hovedet og lod sine fingre stryge over det nye glas imens hans røde øjne atter blev rettet imod scenen. ”Havde De ikke været velkommen, havde jeg bestemt ikke spurgt Dem om de ville gøre mig selskab.” Noterede han. Han var ikke den slags person, som nænnede ubetydeligheden et øje.. medmindre selvfølgelig at det var systemets of hans embedes vilje. I så fald måtte han bøje hovedet for hans egen stolthed og smile venligt til ubetydelige personer, men som sagen var nu, var der ingen senatorer omkring ham. Ingen rådgiver og ej heller slotsvæggene til at overvære hver eneste lille bemærkning og bevægelse alfahannen gjorde sig. Ahngel sukkede indvendigt og følte pludselig at det røgtågede lokale bar så meget frihed med sig. Så uendelig meget frihed at det var den og ikke lugten af cigaretter og sved, som kvalte ham. I mellemtiden kom de røde, dybe øjne til at betragte hvordan andre fejrede denne frihed:

Et bord var fyldt med unge mænd – en af dem blev hyldet mere end de andre og skålet for. Han var uden tvivl tæt på sine sidste dage som en fri mand. Med det syn på ægteskab, som alfahannen havde, kunne han kun føle medlidenhed med den unge, akavede mandsling og hans fornøjede venner. Gad vide om maven vendte sig inde bag hans rolige ydre? Om han følte sig kvalt af pligt og forventninger? Et grin fra den fejrede unge mand endebragte Ahngels fundering over emnet. Denne person glædede sig vel til at gifte sig væk? – De røde øjne fulgte videre imod venstre: Ældre mænd. Alene her for at se på de kurver deres egne kvinder ikke havde længere. Perverterede og alenestående med en lunken øl i hånden og en distraheret hånd til at skjule deres begejstring for det unge kød på scenen…

Efter en sådan gennemgang af stripbarens kunder, kiggede Ahngel tilbage på kvinden. Ligegyldigt om hun havde sat sig eller ej. Hans søgende øjne syntes dog ikke at være hindret af akavet stilhed. Han betragtede hende blot: Hæmningsløst men alligevel uden sådanne hæmninger, som virkede skræmmende og eksplosive trods for hans smukke, dog umindeligt dystre udseende i den tågede, truende luft. Da kom en kvindelig servitrice hen til dem og kiggede på den nyankomne og dernæst på Ahngel, som hun allerede havde serveret lidt for. ”Kunne du tænke dig noget at drikke?” spurgte hun med et friskt smil og kiggede atter på den rødhårede vampyrinde. Med en rolig og fattet bemærkning med hånden rækkede hun kvinden et vinkort med cocktails, øl, vin og lignende. Alt i glade, festlige farver og selvfølgelig en påklistret pin-up på siden for at skabe lidt stemning. Ahngel gav servitricen et mildt blik således at hendes kinder rødmede stilfærdigt.

Amy stirrede tænkende frem for sig, idet hun ganske langsomt satte sig ned foran ham på stolen. Hun havde ingen andre steder at være, og hvorfor skulle hun også gå, nu hvor hun lige havde mødt ham. Langsomt strakte hun sig, og strøg en hånd gennem sit lange røde hår. Han virkede afslappet at være omkring, ikke som så mange andre. Som om han ikke så på pigerne, men bare havde trængt til et sted at være. Det var faktisk meget rart. Langsomt lod hun fødderne hvile på den stol der stod ved hendes side, og så længe og tænkende på ham. “Det ved jeg godt, men jeg vil nødig være til besvær jo” sagde hun med et kort smil til ham, og lod derefter blikket hvile op mod den nye pige på scenen. Nej hvor hun dog også var tynd.

De røde øjne fulgte hans blik, hen på de ældre mænd. Hun himlede kort med øjnene. Det var virkelig klamt.. Tænk at stå sådan, i fuld offentlighed. Men okay, de tøzer bad jo også selv lidt om det. Det var jo bare sådan det var, når man valgte at smide tøjet foran alle folk. Fingrene hvilede kort mod det ene knæ, mens hun så frem for sig. Hun stirrede ikke længere på de gamle mænd, mere mod døren. Det var nu ikke for at gå, mere bare.. Fordi hun lige fandt sit blik til rette der. Men kort efter fandt hendes blik dog flokken af fyre, hvor den ene helt klart var midtpunktet. Sikkert en polteraften. Hvornår mon han skulle giftes? Mon han virkelig glædede sig til det? Havde han gjort pigen gravid, og hun havde måske en mega farlig far, som truede med en masse, hvis ikke at han nu giftede sig med datteren.

Da servitricen kom hen til dem, lod Amy kort de røde øjne hvilede ligegyldigt på hende. Men hun tog skam imod kortet, og kiggede kort på valget af drinks, inden hun så på det fyren foran hende drak. “Jeg tager det samme som herren” sagde hun tænkende, og rakte hende kortet igen. Hun havde ingen ide om hvad han drak, men det gjorde hende nu ikke noget. Hun var ikke kræsen på det punkt. Det skulle jo smage godt, det var klart, men hun vidste ikke helt om det han drak smagte godt. Bare at de havde duftet ganske godt. Da servitricen gik igen, smilte hun til vampyren foran sig. “Jeg tror de knuser et hjerte i aften, når de går” sagde hun let, og lod hovedet glide en anelse på skrå.

"Og det er så Lucifer Morte De Sang..." brummede Kalamka med sin mørke stemme stemme på et sprog, som de færreste i dette lokale forstod. Liam ville faktisk være overrasket, hvis der var andre end lige netop de to, der anede hvilke afrikanske salver, der blev udvekslet. Mon denne Lucifer forstod Ewe?

Det knuste glas fik kun lov at ligge i få øjeblikke, før et kønt ansigt indrammet i rødt hår samlede det op. Det var dog kun de store stumper, og hun lagde dem på disken, mens Liam betragtede de helt bittesmå krystaller, der stadig lå på gulvet og var mere eller mindre usynlige for andre. En nøgtern og mere sadistisk side i ham håbede på, at hun ville bukke sig ned endnu engang med et brændende ønske om at samle hver enkelt glas-stump op. Stikke hul på fingerspidserne i forsøget. Huden ville blive let lyserød af det udtværede blod, i hendes nærvær ville det lugte af jern, Liam ville smile hemmelighedsfuldt og regnen ville fortsætte med at falde udenfor. "Hører du efter, Abraham? Det er vigtigt det her." Kalamkas stemme pressede små uvirkelige krystalskår ind i hans øregang, og Liam skilte tænderne ad for at svare.
"Lucifer Mort De Sang... Ja, ja jeg lytter... Jeg kende ham..." svarede han uden at bevæge læberne synderligt og fortsatte med at stirre stift frem for sig, mens Kalamka sad en smule bag ham og belærte ham om livet med sin dybe, fyldige stemme. Liam talte ewe som en 6-årig, da det var sjældent, han talte med sin Skaber.
- "Godt."
"Af ómtale -" indrømmede han hurtigt og en dyster lyd kom fra Kalamkas muskuløse hals, en klukken af en art.
- "Til VSC12 var det hans højre hånd, vi mødte. Det meste forretningsmæssige arbejde går gennem ham." Der lå en bitterhed i ordene, hvilket han kunne tillade sig, fordi denne Lucifer forhåbentlig ikke forstod ewe. "Jean James Pierres De L'Encore. En utroværdig satan uden lige. Krydsning mellem dæmon og vampyr og alligevel sidder han så højt i hierarkiet."
"Han ær ellers... sssmuk."
- "Abraham Ozkaya Borzakov, lad dig aldrig narre af skønhed." Til den kommentar lagde Liam grinende hovedet tilbage, så krøllerne blev eskorteret i retning af gulvet ved hjælp af tyngdekraften. Hans adamsæble dirrede i takt med den mekaniske latter, der let kunne antyde, at han havde lært at grine ved at læse det højt nok gange fra en bog.
"Aha-aha-aha! Den ær svært..."
- "Selv efter alle disse år?"
"Sælv efter alles disse år..."

De to gamle vampyrer tav og druknede i musikken, som deres ører ikke kunne holde ude. Selv når Liam anstrengte sig så meget, han var i stand til, blev hans øregang stadig ristet af den hårde bas og de skrappe toner, der angreb rummet i en hastig svada fra højtalerne. Liam var ikke klar over, om den slags musik virkelig bidrog med noget til stemningen. Mon ikke mændene i stolene nær podiet kun var der for kvindekroppene?
Selv ville Liam blot se på pigernes afklædning og dans, studere deres brysters former og tyngde, kigge på deres lår, der var uhyggeligt hvide og skælvede som skindet på en skål varm mælk, når de blev spredt og samlet igen. Han holdt ligeledes af undersiden af deres overarme, hvor de grønne årer, der var varme af skamfuldhed og vrede, trådte tydeligt frem; han holdt af den pude, der bulnede ud under navlen, denne del af kvindekroppen fik ham til at tænke på den pude, hvorpå ringene bæres frem ved et bryllup.

Men det var selvfølgelig kun få af kvinderne, der havde dette look. Det var de sidste, de ældste, dem, der var ved at udgå og ikke længere kunne konkurrere med de unge, stramme piger fra Europas østlige lande. Men dem var der slet ikke så meget ved. De var forbandede smukke, Liam ville aldrig nægte dem dét, men deres måde var ikke nær den samme. De var ikke kvinder. Hans hjerne lo højt. Siden hvornår var han begyndt at gå op i den slags? Det hele lå i overfladen. Den latterlige forestilling om dybde var ikke til at sige, hvor kom fra. Sandheden lå lige i overfladen, alligevel skrællede man hele tiden lag efter lag af hinanden og blev gennemsigtige som løg i en klar suppe. Det var ikke til at sige, hvad folk forventede af deres medmennesker.

Han vendte blikket mod de to vampyrer i baren. Man skulle tro, at Lucifer var en gammel knag med det omdømme, han havde sig, men hans udstråling virkede ung. Den der besynderlige udstråling, som kun andre vampyrer syntes at kunne føle. Han føltes altså ung. Desuden drak han, og det lod ikke til at være blod. Personligt var Liam nået den alder, hvor han kun kunne drikke et pint af andet end blod, før han kastede op. Han var blevet en sart lille én, det var efterhånden svært at gå ubemærket rundt i Terre. Måske var det alligevel godt at han tog med Kalamka til Schweiz og gav en hånd med i den fransk-schweiziske vampyrbank. Så kunne han omgå sig med vampyrer - og selvfølgelig ham Jean, hvor meget Kalamka end måtte være imod det. Han kunne finde lidt ro, finde sig selv, eksistentielle kriser var hyppige efterhånden, måske Genéve var løsningen.

Lucifers samtale med den rødhårede vampyrkvinde balancerede også på overfladen. Den var på en eller anden måde overflødig, ordene lod ikke til at have den mindste betydning, når alt kom til alt, hvornår betød ord så overhovedet noget som helst? De var lige så flyvske som følelser, pisse svære at gribe fat om og give en professionel vurdering og pris. Men læberne, ordene flød fra, kunne gribes fat om. Blidt og nok kun med fingerspidserne. Deres eksistens var langt mere æstetisk end summen af ord, der kunne strømme derfra nogensinde ville blive. Han blev næsten helt skeløjet af at glo så intenst på dem begge. Det var et meget tryllebindende syn, selv for en vampyr som ham, der var van til det meste.

Den rødhårede servitrice vågnede lidt op fra hendes dagdrømmen og lettere uhøflige stirren på Ahngel, som så heldigvis ikke syntes at tage på vej. Hun kiggede atter på Amy og smilte igen som en lille sol i sig selv. Hun var ung. Yngre end de kvinder, som dansede på scenerne. Også i bedre stand, men dét at hun rent faktisk var beklædt gjorde nok den store forskel. Hun lænede sig derefter med et nysgerrigt blik imens hendes pen hvilede på en lille blok i hendes hånd. Hun betragtede Ahngels glas, fyldt med rødlig og åbenbart ukendt væske for hende.. Hun hævede et øjenbryn og kiggede dernæst på Ahngel, lettere mistænksomt. Ahngel rettede sig op og mødt hendes blik med et af hans egne rolige og dyssende. ”Jeres søde vin.” sagde han så og nikkede til hende. Hun – stadig forvirret, men dog oplyst på et eller andet plan – nikkede og skrev ned på sin blok inden hun forsvandt. Dernæst lænede Ahngel sig tilbage i sin stol og lod sine fingre glide ind under sin jakke søgende. ”Hvis hendes hjerte er så skrøbeligt at det knuses ved min afgang kommer jeg nok ikke til at fortryde det.” Sagde han kort og endelig fremlagde Amy en lille papirfolder, som indeholdt noget, sukkeragtigt rødt pulver. En lille, lettere mistænksom overrakkelse, som kort fik et par hoveder til at vende sig, men som øjnene faldt på Ahngel blev alle håb nok knuste om, at de kunne købe lidt englestøv fra hans side af sagen. Som på slaget var den unge servitrice vendt tilbage med et højt glas dessertvin: Mousserende hvid selvfølgelig, men det var jo hele ideen med pulveret, som havde den tendens at gøre sin mætning bedre sammensat for en kræsen vampyrs sarte gane.

Ahngel løftede sit eget glas til munden og lod en smule af vinen hvile på hans tunge og stikke let i den med den svage procent alkohol. En dårlig vane, måske, men det var ikke alle nætter man havde lysten til jagt og blodbad. De nætter var rent faktisk mere sjældne end den tilfældige tur på stripbaren var. Det var ikke godt for hans krop, kunne han høre Jean belære i hans hoved. Han havde en løftet finger og slipset siddende stramt, som sædvanligt, så man ikke kunne se hans lille djævleskrift. Imens tankerne for en kort bemærkning drejede sig om Jean, blev Ahngel pludselig klar over hvilke navne han kunne høre fra stipbarens mørkere kroge. Hans eget navn først og dernæst Jeans. Det var dog forstummet i et sprog han end ikke havde taget sig tid til at forsøge at mestre og var det ikke nok, så forvrængede den strenge bas hans hørelse, som ellers var så fintfølende og opmærksom. Ahngel opgav at lytte og vendte blikket imod bordet, hvor hans navn var blevet omtalt. Ikke diskret. Ikke hemmelighedsfuldt. De røde øjne søgte det åbentlyst, men så igen.. Havde de vidst hvem han var og genkendte ham som bærende af det navn, var det vel kun en selvfølge at deres tilstedeværelse ikke var diskret heller. Det virkede heller ikke til at være ideen, da den ene brød ud i en høj mekanisk latter og slog nakken tilbage. De røde øjne blev dog siddende på deres sigtekorn for en stund inden han igen betragtede hans kvindelige selskab overfor.

”Det ville nok være det rette tidspunkt at præsentere sig selv?” sagde han bydende og lod de røde, dragende øjne glide over hendes helhed for et øjeblik. Selvfølgelig agtede han ikke at gøre det selv som den første. Nok var han ikke en af de ældre vampyrer, men han kom fra et samfund, hvor kvinderne blev set til først og hørt først. De kunne være de skrøbeligste små mus eller de mest øredøvende divaer, men sagen var den samme for dem af ordentlig opdragelse. Eller uddannelse? Træning. Disciplinering. Forberedelse. Klargørelse. Flåning og filetering. Glasset blev igen presset let imod hans bløde, hvide læber imens de mørke blik så afventende på hende, som prøvede han indvendigt at gætte hendes navn på egen hånd af ren utålmodighed. Det var ikke tilfældet. Den skygge, som lagde sig over det sorte, lange hår gjorde blot hans udtryk umindeligt tungt at se på, som forsagede blikkene han gav omgivelserne store tanker.. Excentriske tanker og uden tvivl en farverig intelligens, som modstrittede hans, for en vampyr, unge alder. Igen hørte han Jeans alt for opstemte stemme i sammenhæng med uddannelse og intelligens. Havde den halvblods mon linket til ham i den tid han havde været væk. Det kunne ligne ham. Overbeskyttende satan.

Amy’s blik hvilede længe på den unge servitrice. Hun var tydeligt ikke helt sikker på hvad de var for nogle, og netop det, kunne gøre det yderst farligt for hende. Amy var ikke sen til at lægge mærke til pigens meget længselsfulde blikke, mod vampyren foran hende. Mon denne pige virkelig vidste hvad hun syntes hun så, eller vidste hun det? Vidste hun, at netop en vampyr, var tiltrækkende på sin væremåde, fordi de var mystiske og smukke væsner. Han virkede ældre end Amy selv, så derfor var det nok ikke først gang at han var ude for dette. Mon han i sine unge dage, ville have lokket hende med sig, kun for at tømme pigen for blod. Kun for at se den sidste rest af håb og liv, forlade pigen? Måske.. Måske ikke. Det var ikke rigtigt til at sige, for vedkommende foran hende, var i sandhed mystisk. Men selvom at han var ældre, virkede han ikke arrogant. Han betragtede jo blot sine omgivelser, og det havde alle vel ret til. De røde øjne glimtede kort i skæret, fra det skarpe lys, inden hun rykkede sig lidt, så hun ikke fik det i øjnene. Han snakkede igen, og hun lod derfor høfligt blikket hvile på ham, mens hun lyttede, et svagt smil fandt hendes læber. “Jaa.. Det kan der være noget om” svarede hun tænkende. Derefter gled de røde øjne undrende ned på det rødlige pulver han havde med. “Tilgiv min nysgerrighed, men hvad er det de har der?” spurgte hun let. Hun var ikke så dum at tro det, som mange af de omkringsiddende gæster sikkert troede, men det betød ikke at hun ikke var nysgerrig.

Den spinkle blege hånd, tog om glasset som servitricen satte det. Kort betragtede hun væsken i glasset, og tog så en lille tår af det. Måske ikke noget hun normalt ville drikke, og om hun virkelig kunne li det, var hun ikke sikker på. Men nu havde hun bestilt det, og dermed ville hun også betale for det, og så skulle hun i hvert fald også drikke det. Forsigtigt lod hun hånden glide gennem sit røde hår, der faldt blødt ned til hendes skuldre. Hun bemærkede hans blik på et andet bord, og fulgte det. Mon han kendte dem de to herre snakkede om? Eller mon han bare var nysgerrig, og fulgte med i samtalen fordi at han kunne?. Endnu engang måtte hun opgive sine tanker, da hun jo ikke bare kunne læse hans tanker. Hun kunne ikke en gang gætte dem. Blikket hvilede derefter på vampyren igen. Hun vidste godt hvem han var, måske ikke det fulde navn, men hun vidste det. Og det alene gjorde at hun vidste at det var ham de snakkede om. Det var desværre først gået op for hende nu, og havde hun vidst det noget før, havde hun sikkert passet på med hvad hun sagde.

Da han snakkede igen, smilte hun til ham. “Ja det må de undskylde, Mit navn er Amy” sagde hun mildt, og lod hovedet glide en anelse på skrå. Hun var så dårlig til at præsentere sig, og endnu mere hvad hun skulle bagefter?. Skulle hun give hånd, eller nikke? Neje eller bukke? Vinke måske? Eller skulle hun bare blive siddende og håbe på at han ikke blev stødt over at hun intet gjorde. Han var vel vant til at man nejede? Eller var han? Hun havde nu aldrig nogensinde gjort det.. Så hvorfor begynde på det nu? Hvis han vel og mærke bad hende om det, skulle hun nok overveje det, men sikkert ikke gøre det alligevel. Hun så hen mod de to mænd igen, og kørte en tot af det røde hår om bag sit øre. De to anede hun dog ikke hvem var, men hun kunne jo heller ikke kende alle vampyre, så længe havde hun alligevel ikke selv været det. Og dog.. Det havde hun.. Men hun havde ikke gjort meget for at lære om de magtfulde vampyre. “Kender de, de to mænd?” spurgte hun efter en stund, og så tilbage på ham. Hvis han ikke kendte dem, forstod hun udmærket hans søgende blik. Hans lidt undrende blik. For hvorfor sad der to mænd, og omtalte ham, hvis han ikke kendte dem? Måske snakkede de bare om det, for at snakke om noget.

//I fortsætter btw bare, mine svar er rimelig uafhængige af jeres, og Liam kommer ikke til at lave noget, der vil påvirke Ahngel og Amy//

De røde øjne glippede fra bordet med den udenlandske besætning og gled ned på den lille gave bestående af rødt støv. Ensomt lå den på bordet – noget så uskyldigt. Ahngels forheksende blik gled over bordets kant og hen på hans kvindelige selskab. Før han svarede hendes spørgsmål, afventede han hendes svar, som blev givet. Amy var det. Amata fra det oldgamle Latinske sprog, som Ahngel endnu kendte på levendes tunger. Amata, og derfor Amy, betød: ’Den elskede’. Ahngel lagde tænksomt hovedet lidt på skrå og førte sit glas imod læberne, så de små rynker, der udgjorde læbernes fleksibilitet blev gjort flade og kolde imod den reflektionsrige overflade. En venlig sjæl havde vel navngivet hende. Enten det eller en, som var uviden i navnets betydning og drift. Måske en ironi ført af en utaknemmelig eller blot grusom forælder? Hvem ved om hun i sidste ende bar hendes fødenavn? Ahngel selv vidste jo at det ikke var unormalt og ved tanken rømmede han sig og mærkede hvordan hans mentale billede af hende og hendes navn forandrede sig til mere dystre og sene portrætter. Trods opvoksende i et miljø, hvor ens opmærksomhed skulle fanges med fødenavnet, var det ikke altid, at man vendte ansigtet for første kald. Det hørte ligesom ikke til. Der var ikke nogen tråd, som fik ens hjerte til at hamre, når ens elsker kaldte navnet i et ekko gennem natten. Han undrede sig, sandfærdigt, over hvorvidt han var den eneste der gjorde sig de tanker? Om han var alene i holdningerne eller om andre bar de samme sten i brystet?


”Amy..” Sagde han og ’smagte’ på navnet, som blev omvæltet en smule af hans mørke, dog dragende og androgyne stemme. Efter at have smagt på navnet i helhed, tog han endnu et sip af glasset, men sank ikke. Ikke før hans øjne gjorde hans ansigt rede på at besvare.. Og dermed opstod en lille gnist i det røde blik, som syntes at gøre alle hans forrige udtryk maskerede og tågede.. Som om han først kom til live nu og viste lampernes højlys reflekterede i hans øjne. ”Jeg hedder Lucifer Mort De Sang.” …. Den trettende og mindst originale i rækken. Han nikkede dernæst imod den lille ’gave’ med det røde pulver. ”Et nærings og smagsstof, som gør drinks mere appetitlige for.. Vores slags.” Han hintede imod hans eget glas: For tyndt til at være blod. Selv var hans drikkevare blevet gennemledt af det ekstravagante pulver. Med en tilsyneladende afslappet kropsholdning lænede han sig tilbage, så læderet i stolen gav en tilpasset lyd. Glasset blev atter sat på bordet, hvor dens halvgennemsigtige skygge led mindre lys hen over overfladen af træ. ”Jeg havde ikke været så åbenlys, havde jeg skænket dig et narkotikum eller værre.” .. Et ’smil’ blev givet til hende, men det var overfladisk og en smule misvisende. Hans øjne havde atter en skygge over sig, som ikke tillod væsenerne forbi overfladen at gætte hans udtryk. Hans skønhed atter iscenesat af en rolig og fattet maske.. Venlig, men der lå mere i det. I de sorte skygger, som herskede i de gemte hulrum mellem hans lange hår og den hvide, fristende hals. Tankefuldt lå øjnene på pulveret, men hans næse sigtede ikke efter bordets overflade. Hans nakke var endnu rank, som sad den fast. ”Trods det… ville det klæde stoffet et mindre misvisende ydre. Man tager det vel sagtens for noget det ikke er…” Øjnene gled op på Amy igen. ”…Har jeg ikke ret?”