Sometimes the truth kills.

Sted: Théâtre
Tid: 21.35
Vejr: Solen er så langsomt begyndt at få en mere orangerød farve, himmelen er skyfri og luften lun.
Omgivelser: Et stykke på teaterets store scene er lige nu ved at være ved vejs ende og derfor er salen fuld af tilskuere, mens de skuespillere der ikke er på scenen befinder sig i garderoben bagved, eller bag tæpperne i siderne.

”Han må ikke vide noget! Du må ikke fortælle ham det!” kvindens stemme var højlydt. Tårer løb ned over hendes lyse kinder og hendes ansigtsudtryk virkede fortvivlet. Desperat. Manden der stod overfor hende var høj, hans øjne havde en mørk mosgrøn farve og hans hår var kulsort. Hans blik var fyldt op af smerte og sorg. Som havde hun lige dolket en kniv i maven på ham, og han nu var på dødens rand. Mandens øjne søgte hen mod døren og blev nu fyldt med gru.
En ung mand med et krøllet brunt hår trådte ind på scenen. Han havde gennem lidt af dialogen stået i døren, hvor han kun lige var til at se for publikum og derfor var det næppe alle der havde opdaget ham. Hans blik var mistroisk, som han bevægede sig hen mod kvinden med det lange mørkblonde hår ”Fortælle mig hvad?” hans stemme rungede gennem salen og de brune øjne bar et såret, men samtidig nærmest dræbende blik. Kvinden vendte sig mod ham med et chorkeret blik, som hurtigt blev skudt mod jorden, uden hun svarede ham. Han trådte frem mod hende og rakte ud efter hende ”Felicia..?” hans stemme var blevet blød, fortvivlet og fuld af sorg. Men det var kun indtil hans blik skød op på manden og man kunne se i hans ansigt at det hele faldt på plads ”Dig!” hans stemme var hård, truende. Langsomt trådte han et skridt frem mod ham.. Og et til. Efterfulgt af endnu et, indtil han stod lige foran den anden mand ”Gå.. Nu. Før jeg gør noget jeg vil fortryde” manden blev stående og kiggede blot ind i hans øjne, med et koldt blik. Med et brag tumlede den sorthåret mand ind i væggen, som følge af den brunhåredes skub. Derefter placerede den brunhårede sig ovenpå ham og begyndte at lade næverne møde hans ansigt. Gentagne gange, mens kvinden bag ham råbte og skreg for at få ham til at holde op. Hendes skrig stoppede og han mærkede noget blive presset mod bagsiden af hans hoved. Langsomt vendte han sig om og hans blik mødte et hærget og tårefyldt ansigt. I hendes hænder holdte hun en pistol, der pegede mod hans hoved. Et smil bredte sig om hans læber og han rystede på hovedet ”Felicia.. Elskede. Det ved vi jo godt begge to at du aldrig kunne gøre. Sådan en person er du jo ikke. Fjern nu den der og lad os tale om det” hun rystede langsomt på hovedet, med rystende hænder. Han begyndte at kravle til siden, men hun fulgte ham med pistolen ”Undskyld..” var det sidste ord der forlod hendes læber inden hun trykkede aftrækkeren i og den brunhåredes krop faldt til jorden.
En halv time var efterhånden gået efter stykket sluttede og en livlig larm startede i teaterets kælder og formåede at runge i hele bygningen, grundet de mange opvarmede stemmer. Kælderen var indrettet med en bar, sofaanordninger rundt omkring, samt nogle høje borde med tilhørende barstole. Gulvet var beklædt med et rødt gulvtæppe og sofaerne var i sort læder. Generelt var kælderen indrettet præcis som man forstillede sig en gammel teaterkælder. I en af sofaerne i hjørnet af rummet, sad den brunhårede mand, der også var kendt under navnet Alexei Ace Carter, et tilpas kendt navn i Frankrig, i en dyb snak med nogle af sine kollegaer. Som altid, efter en vellykket fremføring, var et stort smil hvad der prydede hans ansigt. Blot et tegn på den store kærlighed han nærede til sit arbejde.