Truth or False?

Ma'lakel's pistol var stadig rettet imod hel dæmonen. Hans spørgsmål hang klar i luften, og han ventede tålmodigt på at Zann svarede:

,, Nå, er du blevet stum, broder?"

Zann hævede sit sværd lidt mere "jeg venter på du skyder 'broder'" sagde han koldt og så på ham "hvad vil du mig" han så ham direkte i øjne "når ja om min forlovede ja det er hende du taler om men hvor har du.." hans øjne spærede helt op "du kan ikk MENE DU HAR GJORD HENDE TIL EN DÆMON" råbte han og jorden begyndte at ryste hans pistol smeltede som om det var skumfiduser over et bål en vulkan gik i udbrud hans aura blev større og større "for din skyld håber jeg jeg tar fejl"

//pis hader mit sikkerhed hmm kan vi skrives videre imorgen tidligt?

// Ja da ^^

Siden Ma'lakel's pistol og kugler normalt også skal holde til temperature over det helt usandsynligt normale, smelter den ikke. (Ellers giver det ikke mening hvordan Ma'lakel altid kan bruge den.. O.o)
Hans øjne ændre sig en smule over til et mere selvsikkert blik, og et stort dejligt ondt smil kommer frem. Det var den rigtige, den lille dæmon som Dådyret holdt så ufattelig meget af. Åh hvor var dette bare sødt, og vidunderligt! Han lagde hovedet lidt på skrå og holdt fodfæstet selvom jorden begyndte at ryste. Med overraskende glæde i stemmen talte han så:

,, Hvad mener du dog?..."

"vis du har rørt Kajika er du død" sagde han roligt kan knipsede og der stod mere end 20 kopier af Zann rundt om ham med hver sit slags af våben men pludselig forsvandt de alle Zanns aura 20x sig fordi han havde suget dem alle ind "du er så forbandet død nu" sagde han koldt træer som ikk engang var dem nær satte i brænd og brændte til aske på 2 sekunder hans kraft blev større og større vis den blev ved ville han kunne ødelægge hele planeten med alt på den eller værre hele universet

Ma'lakel var kold i røven, over for dæmonens ild. Han var en tåbe hvis han troede at han kunne skræmme ham med illusioner, og brande. Han havde set alt. Alt, hvad der var at se når man var i kamp. Der var ikke det englene ikke havde sunket til at gøre. Og at lave kopier af sig selv var et nummer han havde set før. Med en lille smule sarkasme i stemmen, og et foruroligende behersket og roligt blik gik han stille imod den Zann han havde sin pistol rettet imod.

,, Lad nu være med alt dette, det er unødvendigt... dit temperament er din største svaghed, ild broder. Skal vi ikke hellere snakke lidt?"

I hele den tid Ma'lakel snakkede, lå der et syrligt smil på hans læber. Hans ord, de var enten det sandeste af det sandeste, eller de mest bedrageriske i verden. Ville han virkelig snakke? Hvad var hans intentioner?!

Zann rystede på hovedet "nej for jeg er ikk din ild broder jeg er fuld blods Dæmon mens du kun er halv vis vi skal spille den hårdere stil så okay" han trak vejret dybt "jeg er en fuld Dæmon mens du kun er halv tror du virkelig at jeg gider snakke med en undermåler som dig" spurte han for at tirre ham han ville se hvor meget kraft en sølle halv dæmon kunne præstere han smilte ondt og roligt igen hans hænder blev langsomt sorte ikk ild men kaos noget han her på det sidste har haft ofte men aldrig brugt

Ma'lakel's smil blev ikke mindre af Zann's stødende ord. Og hel dæmonen's forsøg på at tirre ham, mislykkedes, da Ma'lakel havde lært for mange, mange, år siden at væsener der prøver at tirre en er væsener der selv har let ved at blive tirret. Han havde sine svagheder, der gjorde ham vred, men hans halvblod var ikke en af dem. Han stoppede tre meter ud foran dæmonen og lagde sit hoved på skrå, imens han gav et meget sadistisk grin fra sig.

,, Sig mig, er det ikke dig der burde angre..? Og være bekymret for hvad du har gjort ved det lille Dådyr. Sådan en slem dæmon du er, stjæler hendes lille uskyldige hjerte hvorefter du prøver på at knuse det, fordi du ikke kan holde dig på den gode sti. Du burde efterhånden have fundet ud af det, det burde være gået op for dig, at dæmoner ikke lever lykkeligt til deres dagens ende... eller, lever du stadig i en sød dvale? Slip din ondskab løs, bliv hel... lige nu, er det dig der kun er halv af hvad du burde være. Ikke mig..."

han så ned i jorden efter disse ord han så fast mod jorden så begyndte han at grine "hvem har sagt jeg vil leve lykkelig til mine dages ende jeg er en Dæmon jeg kan ikk dø" han så på ham med et ondt og roligt smil "men du har ret jeg kan ikk holde mig på den gode sti og ved du hvad 'broder' jeg er ligeglad jeg vil aldrig og jeg mener ALDRIG være Kajika utro som du henviste til" han gik et skridt tættere på ham "hvad er så din svaghed lille baby dæmon"

Ma'lakel sænkede pistolen efter Zann havde talt, men hans selvsikre, selvglade smil fjernede sig ikke. Zann's ord varmede dig inden i brystkassen, han kunne føle hvordan han ikke blev mindre selvsikker af dæmon's faretruende temperament. Med en falsk sødme læner han sig over imod Zann og hvisker lige så han præcist kan høre det:

,, Svaghed... i forhold til dig, har jeg ingen! Og, lillebror du ville have været hende utro, hvis ikke du havde fået kontrollen tilbage. Du ville have kneppet den hore hvis ikke du var heldig. Du flygter fra din natur... det er meget... meget, skadeligt... tør du virkelig være tæt på Dådyret? Er du ikke bange for at dine instinkter tager overhånd du... kommer til, at skade hende..?"

Han trak sig tilbage med sit smil der stadig hvilede på hans læber.

han rystede på hovedet "du er latterlig at høre på" sagde han vente sig og begyndte at gå væk fra ham mens han stadig smilte og grinte lidt "du er virkelig latterligt at høre på vis du virkelig ville havde skadet mig med den forbandede pistol havde du skudt mig nu og så ville jeg ligge og dø nu men du er for blod sødden jeg viger ikk tilbage fra noget"

Ma'lakel fulde efter og grinte nærmest med Zann idet han begyndte at grine. Hans pistol satte han i sit hylster imens han afslappet holde blikket rettet imod Zann's nakke:

,, Nej nej, hør nu, du må da ikke bare flygte..."

Han spreder armene ud:

,, Det er lidt uhøfligt er det ikke, broder? Du ved jeg har ret, du ved det inderst inde, du vil bare ikke se det i øjne. Så derfor vender du dig om og går, og angriber mig med ord, fordi du føler dig presset op i et hjørne... det er forståeligt.. ynkeligt, men meget forståeligt.. eftersom du er blevet hjernevasket af at være sammen med disse Guds skabninger for længe... "

Hænderne falder ned langs hans side, imens han går bag ved hel dæmonen, og snakker som var en lille djævel der sad på hans skulder.

han stoppede og grinte igen "hør på dig selv hjernevasket? presset op mod et hjørne? hva prøver du nu på" han vente sig mod ham og smilte "hva så broder tror du ikk jeg kan være lige som en Dæmon" han knipsede og et par huse nede i byen sprang i luften "der var nok 20 mennesker i hvert hus" sagde han roligt

Ma'lakel kiggede forbi og så de par huse der blev destrueret, han løftede et øjenbryn og så på Zann med et uimponeret blik.

,, Aha.... jeg tror ikke helt du forstår mig. Det har ikke noget med at være mere dæmon en den anden, det handler om at du ikke vil vågne op. Jeg tvivler ikke på du kan dræbe ... jeg tvivler på at du er klar over hvad du er... og hvorfor du er det du er... du har glemt det. Glemt det kick det giver i det lille øjeblik på ser ind i en engle's øjne, ser det falske lys der slukkes, og deres lille facade af uskyld der forsvinder... de er bæster, ikke os."

Med et stort smil ser Ma'lakel på ham, og læner sig frem imod ham. Meget tæt som om han lige skal til at presse sine læber imod Zann's. Han hviskser stille:

,, Lad mig hjælpe dig.."

"glem det jeg er færdig med alle her" sagde han vente sig spredte sine vinger og fløj op i luften "en sidste ting" sagde han han satte armene lige op i luften og lavede en kæmpe kugle af ild og kastede den direkte mod byen før han forsvandt til et andet land som han ikk fremviste nogen spor i at han var forsvundet hen

Ma'lakel stod tilbage og så meget tomt efter denne såkaldte uovervindelige prins, imens hans smil bredte sig idet væsnet fyrrede en ild kugle imod byen.

,, Bedårende lille tingest...."

Sagde han så i det han så efter Zann og satte en smøg ind imellem de smalle læber hvorefter han satte sin pegefinger ud for den, og sugede indad så den lille flamme han havde lavet på sidsen af fingeren, blev tvunget tæt på smøgen og en lille sød glød kom til syne. Ma'lakel lavede en kastende bevægelse med hånden og flammen forsvandt, hvorefter han lod den søde lille røg sky forlade hans lunger.

,, Men hvor var han dog nem.."