Is The Truth Told[Athal]

S: Søen
T: 01.00
O: nattens Væsner
V: Små tåget, få stjerne, fuldmåne og Lunt vejr
________________________________________________________________



Natten havde lagt et stykke tid over dette område, det var efterhånden læng tid siden sol var gået ned gennem skyerne og forvandlet den ellers så klar blå himlen, til en farefuld rød og spillet 'der udgives blodkamp et sted i verden' passede enligt godt til den solnedgang som havde været i nat, selvom de var blevet nat var varme hold fast, det var lunt og luften tung, som tegn på regn og torden igen i nat, sommer havde været regnfuld og natten og solrige om dagen, de havde været to modsætninger til hinanden.
Tågen havde lagt sig som en dyne overfaldende og gjorder alt udklaret at se, et lille forsigtigt plaske kom fra søens kant, det lyd som en fod som gik i vandet og få sekundere efter endnu en fod, dog mere blid mod vandet, hvad det end var, vandre det længere ud i vandet, endnu et plask kom uden fra søens vandoverfalden, tågen lå for tungt til at kunne se skikkelsen, det kunne være hvad som helst, et dyr, et menneske eller måske noget mere overtroiske.
Den klar lysende fuldmåne begyndt små at komme gennem tågen og frem på himlen kom nogle få stjerne også, tågen lette men ikke meget, men et menneske vil kunne se langt nu, selvom man stadig vil være smule dækket.
Uden på søen kom en skikkelse med langt mørkt hår bliv synlig, det ligne håret var en smule vådet, det var en kvinde som havde valgt natten tåge til at bade i, figuren begyndte at være synlig men kun hendes ryg vendt mod lad, den var flot men med blide formende, kun ned til midt på ryggen var synlig, resten var under vandet.
Kvinde tog en dykkeret og kom på efter 3 sekunder og lod sin hovede glide i en elegant bevægelse, hun lod sine figner glide gennem sit hår og samle det over hendes ene bryst, hun vidste godt hendes ryg bliv helt synlige og på ryggen var noget, det lignede en tattoo af blanding af, et par smukke blå sommerfugle vinger og fe vinger, det var godt lavet, lidt for godt.

Søens vand var igennemtrængeligt og mørkt. Ethvert menneske ville set det som utiltrækkende og ulækkert - især om natten -, men med de dyr, der levede i søen, var det noget helt andet.
En skygge skød gennem vandet, helt nede ved søbunden, og malede bølger i vandet. Ved første øjeblik ville man måske tro det var syner; dernæst en fisk, måske. En meget stor fisk. Skællene skinnede i det mørke vand og to blå øjne kunne anes.
Øjnene, designet specielt til vandet, kunne se gennem søens grumsede vand, og nu skottede de vagtsomt. Hvem disse øjne tilhørte? Vanddæmonen Athal.
Han havde opholdt sig i søen godt et par timer nu uden så meget som at trænge op til overfladen én eneste gang. Det sorte hår, der nu havde fået et blågrønt skær, bølgede, da han som en pil skød gennem vandet, og mens var læberne trukket truende tilbage, så de sylespidse tænder kom til syne.
Midt i sin slumrende søvn mellem søplanter og alger havde en uvant bevægelse vækket ham. Bevægelsen var ikke menneskelig, havde han kunnet mærke, men ej heller hørte den til det fuldkommen dyriske under vandoverfladen.
Fuld af nysgerrighed og varsel svømmede han hen efter det mystiske væsen, og der gik ikke længe, før han kunne se denne. Chok og overraskelse ramte ham, da han med sine klare øjne kunne genkende skikkelsen i det månelyset. Han standsede op med hamrende hjerte, mens han forsøgte at regne ud, hvad servitricen fra caféen lavede i en sø klokken ét om natten. Omtanker bød ham at vente med at vise sig, og han trak sig længere tilbage i søens mørke, velregnende med at hun ikke ville kunne se ham.

Calantha lod hele kroppen komme under vandet efter ca. 3 sekunder kom hun op igen, hun lod håret samle ved den ene siden og lod nu tattoo være helt synlig for enhvers åresynede det som nogle bliv dækkede godt for omverden bliv synlig ved søen, hendes øjne lyset i mørkede ikke på en uhyggelig mod, de virkede tiltrækkende men dog blide, hun lod blikkede falde mod himlen, som var stadig godt dækkede selvom månelysende var begyndt at brude frem.
Da Athal havde fået et små chok havde vandet sagt plask fra hans område og et chok kom i Calantha hun vendt først ansigt rundt for at se og derefter hele kroppen, hun var nu vendt mod Athal helt nøgen, hun lagde hovedet på skrå og på en punkt lignede hun ikke hendes fra cafeen, men lignede en dele af naturende selv "oh" sagde hun og kunne ikke se noget "Det var vidste ikke noget" sagde hun og vendt sig rundt igen, hun lod en hånd glide elegant over sin ene arm og et smil breddes over hendes læber.
Tattoo, virkede enlige ikke som en normale, men mere som rigtigt vinger, med farven blå og vis man havde set fe vinger, en smuk blanding mellem dem, Calantha stærkt kroppen godt igennem og lod blikkede falde mod fuldmåne, som lyst i hendes guldende øjne, hun virkede pludselig tiltrækkende af dens skønhed.

Athal mærkede sit hjerte hamre bag brystet, da pigen (eller hvad det nu var!) kiggede i hans retning. Hun var i hvert fald ikke grim, og så var der noget andet ved hende, noget usædvanligt. Lydløst hævede han sig over vandoverfalden, så hans hoved nu var frit. Straks forsvandt skæl, skarpe tænder og andet overnaturligt fra ansigtet, mens kroppen forblev fiskeagtig og fleksibel.
Han kneb øjnene en smule sammen og stirrede forundret på hende. Hun havde en sær tatoovering, og så var hun jo nøgen .. Nøgen? Varmen skød ham op til kinderne, og han brugte et par sekunder på at stirre på månen. Jo, hun måtte helt klart have et formål. Det var ikke ligefrem en hverdagsgerning af bade nøgen i søen ved fuldmåne - det var jo der, man nærmest var mest udsat!
Athal tog en dyb indånding og svømmede så nærmere. Han bed sig i læben i et forsøg på at tage mod til sig og samtidig give sig selv lov til at tøve: Det kunne hurtigt gå grueligt galt, hvis han afslørede sig, men på den anden side kunne han simpelthen ikke styre sin nysgerrighed og måtte høre det fra kildens egen mund.
"Hej." Ordet glødede i stilheden, og han bevægede sig helt tæt på hende. Gad vide om hun kunne genkende ham?

Calantha hørte endnu et plask fra det samme område og vendt blikkede igen "AH" sagde hun men så ingenting, hun trækkende på skulderne og vendt sit blik mod himlen *Åh min kære herske, lad deres smukke skønhed stålende ned på ham og vis mig vejende* tænkt hun og nyd stålende fra månelyset mod sin hud, hun stod nu og stirre mod himlen igen indtil noget snittede hendes ben "ah" tænkt hun og kom til at tank på en tidligere oplevelse *En fisk* tænkt hun da hun mærkede Skællene mod sit ben, hun lod blikkede være mod vandet indtil en velkendt person kom op af vandet hun fik store øjne og begyndte at falde bagover at chok "Ahhhh" sagde hun og hans ansigt havde næsten ramt hendes da han kom til overflade, men han ligne ikke den fra cafeen, men hun vidste det var ham.
Hun fik enlig styre på sin balance, ind han begyndt at nærme hende igen, hun begyndt at flyttede sig bagud men miste fød fasten og valte, hun røg under vandoverfalden og på få sekunder havde hun greb fast i hans skulder og hivet sig selv op igen, hun så mod ham med store øjne "Du gav mig godt nok et chok" sagde hun og lod et grin breddes fra sine læber, hun tænkt ikke ikke over han hun nærmest var klamre sig fast til ham efter chokket, hendes hjerte banke hurtigt i hendes bryst og han kunne nok mærke det

*Ups!* tænkte Athal, da han så hende glide bagover i vandet. Det var ikke lige den reaktion, han havde ønsket at fremkalde hos hende, og han greb hjælpende ud efter hende. Med stærke arme holdt han hende oppe - det ville ikke være så godt med en druknedød -, og han blev taknemmelig for mørkets hemmeligheder, da hun med sin nøgne krop klyngede sig til ham og gjorde, at det var det eneste, han kunne tænke på: han måtte være godt rød i hovedet lige nu.
"Ja, det kan jeg se," smålo han. "Går det nu?" Han lod sit gneb løsnedes om hende en smule og svømmede lidt tilbage, så mere end få centimeters afstand adskilte dem.
De havblå øjne undersøgte pigen (han prøvede så meget som muligt at se over en bestemt del af hendes krop), og han spurgte, interesseret: "Hvad .. laver du i grunden herude? Jeg mener, sidst jeg så dig, var du servitrice på en café. Jeg vidste ikke, du også havde en udendørs hobby ved siden af." Et skævt smil trak hans mundvige op, og han hævede understregende begge øjenbryn.
Men hvad så med ham? Ja, han havde ikke ligefrem selv et meget normalt udseende lige nu, og hun måtte vel være mindst lige så forvirret. Han rødmede mere og blinkede uskyldigt. Det var vel noget for noget.