The Truth - Harry.

Will følte sig rastløs. Dette havde han gjort hele aftenen. Hvad skulle han sige? Hvad ville han gerne vide? Han mærkede tydeligt en kæmpe knude i hans brystkassen og trangen til at skulle se Harry igen blev meget mindre og mindre. Han sukkede tungt og knugede hans hånd omkring rattet, inden han tog sig sammen og steg ud af bilen. Han gik hen over gaden og op til hotellet, hvor han hurtigt gik ind og imod restauranten. Han fandt hurtigt overtjeneren som ledte ham ned til hans bord.

”Dejligt at se dem her til aften Hr. Rosario. Jeg skal nok hurtigt finde Deres yndlings vin!” Sagde tjeneren høfligt inden han efterlod Will ved bordet.

Han satte sig tungt ned i stolen og sukkede svagt inden han trak tørklædet af og jakken. Han kom ofte her før i tiden og han havde fået tildelt hans helt eget bord herinde. Helt nede i hjørnet med et tungt gardin omkring, så han kunne få ro og lidt privatliv. Han kiggede ned på hans mobil. Klokken var allerede 22.25.

Will havde ingen idé om Harry ville dukke op. Tjeneren kom hurtigt ind igen og skænkede en god og meget dyr vin op. Will tog imod og kiggede kort op på tjeneren med hans dybt sorte øjne.

”Jeg venter en gæst. Hans navn er Harry Jepsen. Når han kommer så blot led ham herned.” Forklarede han køligt, tjeneren bukkede og gik hurtigt ud igen.

Han kiggede kort på hans mobil igen. Will var stadig ligbleg, mere end normalt, han havde ikke taget på endnu og de sorte skygger under hans øjne var mørkere end normalt. Han så træt ud, udmagret og trist.

En knude i maven! En der nægtede at forsvinde! Det var hvad han havde gået rundt med hele aften, når ja og så havde han brugt den første del af denne aften på at FORSIKRE Niklaus om at han nok skulle komme hjem til klokken 01.00. Selvom Niklaus selv havde givet ham lov, virkede det ligefrem som om han havde fortrudt lige inden Harry skulle ud af døren! Så han havde måtte bruge en halvtime på at forklare Niklaus at han kun skulle tale med Will.

Derfor var han også allerede for sent på den! Han fik fat i en Taxa, og bedte chaufføren om at køre til hotellet.. Han havde aldrig været der før, så han anede ikke hvad det var for et sted. Da Han holde kom til hotellet var han allerede 45 min for sent på den! Han fik betalt og steg ud af bilen. Han trak kraven op på sin jakke, så han ikke fik regn og vind ind på halsen. Men han havde nu også et tårklæde trukket op om hagen og halsen.

Da han kom ind så han noget overrasket ud. Og så alligevel ikke! Dette var klassik og typisk for Will! Dog da han kom ind, kom tjeneren hen til ham med et lidt stramt udtryk.
”dette er altså en pæn restaurant min herre!.. Jeg må bede dem om at finde et andet sted” Harry løftede det ene øjenbryn, okay godt nok kig han stadig i den samme stil som den gang han boede på gaden, men han var sku da hverken beskidt eller lugtede mere! Han så ned af sig selv kort, hvad var der galt med hans tøj?
Han sukkede bare lidt irrateret ”jeg har en aftale med en her! En William Rosario!.”

Tjeneren klappede i, og betragtede Harry noget. ”Hr.. Harry Jepsen?” Spurgte han som om han skulle være sikker.
Harry nikkede blot.
Tjeneren sagde ikke ret meget ”Denne vej” Harry fulgte bare med, mens han pakkede sig ud af sit halstørklæde, og sin hue. Klumpen i maven blev kun større og større. Da de kom over til bordet, gik Harry ind til Will på den anden side af det tunge Gardin ”Undskyld jeg er sent på den!” sagde han og trak sin jakke af der var rat våd. Han grinte lidt ”Takket være dig og dine dyre vaner, var jeg lige ved at blive smidt ud” grinte han lidt. Sådan var Harry, når han var nervøs så grinte han meget.

Han kiggede langsomt op, da han pludselig opfangede en duft. En duft som længe havde holdt ham vågen om natten, en duft der havde givet ham mareridt og fået ham til at græde så det piskede ned af hans kinder. Han sukkede svagt og trak en hånd igennem hans hår, imens han forberedte sig lidt. Dog var han slet ikke parat da Harry kom ind til ham, bag det tunge gardin. Han satte glasset ned, det var allerede 5 glas han havde gang i, med en smule blod så alkoholen kunne få ham til at slappe mere af, ikke at det hjalp dog.

”Mine dyre vaner gør så jeg kan få tingene som jeg gerne vil have dem. Ikke alle offentlige steder hvor man kan få lidt privat liv, og hvor tjenerne er betalt så godt at de kan lade en være.” Sagde Will blot med hans meget tørre og lave stemme. Det kløede voldsomt i hans fingre for at røre ved Harry.

Harrys duft var ved at kvæle ham, specielt fordi hans hud var våd og derfor duftede mere end normalt. Han hev kort efter vejret og kiggede op på Harry.

”Vil du gerne have noget at drikke eller spise? Jeg giver.” Spurgte Will og rettede sig lidt op i stolen imens han snurrede vinglasset lidt rundt imellem hans pegefinger og tommelfinger.

Harry smilede lidt til Will da han begynde at tale! Han vidste hvor meget Will holde af sit privatliv og hvor meget han elskede fred og ro. Så det kom ikke bag på ham at Dette var et sted at satte meget højt!
Han betragtede lidt Will. Han så forfærdeligt ud! Josh havde haft ret! Han havde aldrig set Will på denne måde! Ikke engang da han fortalte ham om Niklaus. Han satte sig ned, og bed sig lidt i læben. Han vidste slet ikke hvad han skulle sige! Han kørte en hånd gennem det våde og pjuskede hår. Han så på Will da han spurgte om der var noget han ville have.
”Bare et glas Whisky tak!... Jeg har spist! Det gør jeg altid tideligt!” sagde han roligt.

Normalt drak Harry øl, men han havde fået smag for Whisky på grund af Niklaus. Dog fortrak han stadig mest øl, men han tvivlede på at de havde andet et fisefornemt øl der smagte forfærdeligt. Han så lidt ned ”Ja.. jeg ville gerne sige at du så godt ud.. men…” Han rettede blikket op mod Will igen ”Det ville vidst være at lyve for dig” sagde han med et undskyldende blik.

Det var ikke så rart at se Will sådan! Han ville næsten hellere se ham med en anden og fuldstændig over Harry! Eller….. nej! Det var løgn!... egentlig ønskede han ikke at se Will sammen med en anden

Han smilte lidt, trykkede på en knap under bordet. Efter lidt tid kom tjeneren ind igen, Will så op på ham med et køligt blik, da tjeneren skulle til at kigge på Harry med et grimt udtryk. En dyb knurren kom fra ham og han fik tjeneren til at ryste kort, før han sænkede blikket.

”Hent en flaske Whisky, en god en. Plus et glas og nogle isterning. Gør det hurtigt, tak.” Sagde han blot køligt, hvorefter han kiggede på Harry igen med et lidt mildere udtryk. En stor og tyk mur var sat op i Wills hoved for at holde hans følelser i skak. Hvor havde han virkelig lyst til at flå bordet til siden og bare springe på Harry med kys og bid. Dog havde han endelig ikke lyst til det alligevel, han ville sikkert opfange Niklaus’ duft på ham.

”Jeg så dig nede i byen den anden dag, med.. Ham.. Hvorfor holder han dig endelig i snor? Er du hans kæledyr eller sådan noget?” spurgte Will. For mange ville det virkelig lyde som om det var en joke. Men der var dyb undre i Wills øjne. Han kæmpede for at forstå, dog gjorde det virkelig bare ondt og smertede i hans krop.

Harry hørte hvordan Will knurrede og talte køligt til tjeneren. Han havde virkelig forandret sig! Han var meget mere kold nu, end han var den gang!
Da de var sammen, var han somme tider som et stort barn, en ung mand der var så uskyldig og kærlig. Men denne Will var langt mere kølig, hård og tilbage holden. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige. Det var svært at forklare hvordan det fik ham til at føle.

Lidt efter kom tjeneren med Whiskyen, og Harry begynde at hælde op i sit glas, han rettede dog blikket op mod Will igen da han begynde at tale. Han trak lidt på smilebåndet ”Du må gerne sige hans navn” sagde han roligt. Han tog en tår. Den var virkelig god den her Whisky.
Han trak dog på skuldrende over Wills spørgsmål.

”det er lidt svært at forklare.. Niklaus kan lide det!... Og så kender du mig! Det er ret sjovt fordi alle bliver så forarget” Grinte han lidt.
Han så på Will ”Dog er det mit eget valg! Der er ingen tvang.. jeg kan bare sige jeg ikke vil have snoren på… men på den anden side… det høre lidt med når jeg går med det her” sagde han, og tog sit tørklæde af, der afslørede hans halsbånd.

Han så på Will med et roligt smil ”så nej.. jeg er ikke hans kæledyr” sagde han roligt, og tog en tår mere af sin Whisky

Will kiggede lidt på ham imens han svarede og drak fra hans eget glas imens han overvejede meget hans svar. Mange kunne vel lide forskellige ting, så det kom endelig ikke bag på ham at Harry ville tillade sådan noget, dog brød han sig slet ikke om tanken at Niklaus havde sådan en stor magt over Harry.

”Hver sin smag.” Sagde han blot til det imens han kiggede ned i hans glas og snurrede glasset rundt så vinen og blodet dansede.

”Nå, jeg bad dig jo endelig om at komme af en grund, det kommer meget bag på at du overhovedet er kommet, så jeg skal vel lige.. Overveje..” Sagde Will imens han satte glasset ned og det var lidt som om hans facade faldt lidt kort. Han så død ud, træt og meget sulten ud. Han hev kort efter vejret og fik facaden op igen, dog krævede det meget af ham.

”Harry.. Jeg..” Han sad lidt og det var tydeligt hvor meget han tænkte og hvor meget han kæmpede med sig selv lige nu. Han lænede sig tilbage i stolen, lagde hans arme omkring sig selv imens han bed sig i underlæben og kiggede ned. Han var helt lukket, helt indespærret og kæmpede for virkelig ikke at flå bordet til siden og rive halsen over på Harry.

Harry så på Will da han sagde ”hver sin smag” Ja det var det. Men han var nu ikke helt sikker på hvorfor Will egentlig forstod det alligevel.
Der var ikke mange der forstod hvorfor han lod Niklaus gøre det her ved ham! Men han kunne jo heller ikke selv helt forklare det.

Han så dog op, og så meget lyttende ud da Will begynde at tale. Han bed sig dog lidt i læben da han sagde at han faktisk slet ikke havde regnet med at Harry var kommet i aften. Han betragtede Will der bestemt ikke så ud til at have det særlig godt lige nu. Noget i ham hungrede efter bare at glemme alt om Niklaus der hjemme, og hjælpe Will. Holde om ham som han altid gjorde når Will havde det dårligt, og ikke mindst lade ham drikke fra sig! Han så jo forfærdelig ud!

Han sukkede lidt, og så ned i sit glas. ”du vil vel gerne vide hvorfor jeg ikke kom tilbage den aften?.... har jeg ret?” spurgte han og så over på ham med et roligt blik.
Will ville ikke bryde sig om det, men hvis han ville vide det, så ville han fortælle ham sandheden. Han ville ikke lyve for Will om det her! Det fortjente han ikke

Han kiggede op på Harry da han spurgte ham og det eneste Will kunne gøre lige nu, for at han ikke knækkede sammen, var blot at nikke. Et dybt suk kom fra ham imens han lænede sig frem, hvilede hans albuer på hans knæ og gnubbede hans ansigt lidt. Han følte sig træt, meget trist og kold. Specielt fordi han vidste at han blot havde efterladt en trist Casstiel derhjemme, som sikkert var ved at blive helt ude af sig selv af bekymring for Will lige nu.

Will kiggede langsomt op på Harry, hældte noget mere vin op i hans eget glas og tømte det i en mundful. Han kunne tydeligt mærke alkoholen i hans blod lige nu, det fik ham til at slappe mere af, give ham ro i hovedet og bedre humør. På en måde.

”Ja.. Vær venlig og fortæl mig det..” Sagde han køligt imens han satte det nu tomme glas ned. Dette var virkelig ved at blive en dårlig vane. Hvis han blev ved med at hælde den blanding af blod og vin ind, så ville han klart ende med at blive meget fuld, inden det ville blive midnat.

Harry så på ham. Han vidste jo i virkeligheden slet ikke hvad han skulle fortælle. Den aften var jo kommet lige så meget bag på ham selv. Han tog en tår af sin Whisky, og bed sig lidt i læben

”ja… det er jo lidt svært at forklare lige HVAD der gjorde det.” Han sukkede lidt.
”altså… efter jeg var taget fra dig om eftermiddagen da jeg vågnede der….” Han bed sig lidt i læben, og gnubbede sig i nakken
”faktisk… så havde jeg besluttet mig for at tage tilbage så snart jeg var færdig med mine vare.. og.. egentlig havde jo også besluttet mig for.. at jeg ville blive!” Han så på Will med et lidt fast men kærligt blik, og det var tydeligt at både høre og se på ham at han mente det.

Dog sank hans blik lidt ”Men… da jeg var færdig, trængte jeg til en øl.. jeg gik ind på en bar.. oven i købet prøvede jeg at undgå en af dem jeg vidste at Niklaus kom på… men alligevel… Han dukkede op, og selvfølgelig tog han kontakt til mig.. han var fuld, og var slet ikke som den Niklaus jeg forlod” Harry pillede lidt ved sit glas, mens han så ned mod det.
Det gjorde ondt at skulle fortælle det her til Will. Og han vidste slet ikke hvordan han ville reagere på det der ville blive sagt.
Dog fortsatte han. ”Jeg husker ikke helt hvordan, men det ende med at jeg tillod ham at drikke fra mig.. fordi han ville dræbe en uskyldig pige… jeg bad ham komme med mig hjem da jeg ikke bryder mig om at der er nogle der dufter mit blod på gaden… du ved jo selv hvordan det kan tiltrække andre vampyre…. Når men altså…. Han kom med hjem, og egentlig gjorde jeg alt for at han skulle gå og lade mig være i fred!”
Harry så op på Will med et næsten undskyldende blik. ”Men… det var bare som om, at lige meget hvor meget jeg prøve på at skubbe ham fra mig….. så ødelagde jeg de selv.. jeg indså at jeg aldrig ville kunne holde ud ikke at være sammen med ham!”

Han sank hovedet, og så virkelig trist ud ”Jeg kunne bare ikke klare tanken om ikke at være hos ham.. jeg har aldrig opsøgt dig, fordi jeg aldrig havde troet at Niklaus ville tillade det… men også fordi… jeg skammede mig, jeg skammede mig over at jeg bare aldrig kom hjem og du ikke vidste hvorfor, og jo længere der gik… jo svære blev det for mig!”

Will sad lidt og lyttede, han kæmpede med sig selv, mærkede hvordan det brændte mere og mere inde i ham som et kæmpe bål. Da Harry var færdig med at fortælle, sad han stille lidt og tænkte over det, hans hoved sank mere og mere ned så han til sidst sad helt krummet sammen med hånden omkring hans vin glas. Pludselig klemte han mere til i glasset, uden rigtigt at tænke over hvor meget styrke han lagde i og det sprang i hånden på ham, så en masse stykker glas satte sig fast i hans håndflade.

Det gjorde ondt, dog var smerten i hans brystkasse meget værre. Han kiggede langsomt op med et dødt blik i hans øjne og han sukkede. Det blødte meget fra hans hånd og han kiggede på det som om den ikke rigtigt rørte ham.

”Nå.. Ja.. Der kan man bare se..” Sagde han koldt og meget stille imens han rejste sig op fra stolen. Hans sårede hånd rystede, dog var det endelig det eneste som rørte sig på ham, han trak ikke vejret, blinkede ikke eller noget som helst.

Will havde aldrig troet at sandheden gjorde så ondt.

Harry kunne ligefrem mærke hvordan han fortrød at han havde sagt det her! Han hadet at gøre Will ked af det, og dette var nok noget af det værste han kunne fortælle ham. Han bed sig lidt i læben da Will så, så fraværende ud. Dog da han klemte om glasset så det sprang, så han forskrækket på ham.

Han rejste sig fra stolen, og tog sin serviet. ”Will!.. hvad laver du” sagde han og gik om til ham på den side. Han puffede Will ned i stolen, og tog hans hånd. Han begynde at pille skårne ud af Wills hånd. ”det går ikke det her! du kan ikke blive ved med at gøre det her ved dig selv!” sagde han med en både bekymret men også hård tone.
Han sukkede lidt ”Will.. du må ikke være så hård ved dig selv!...” Han så på ham ”er du slet ikke vred på mig?” spurgte han så.
Will burde være vred på Harry i stedet på sig selv.
Da Harry havde fået fjernet alle glasskårne, lagde han servietten om hans hånd og så på ham. ”jeg hader mig selv for det jeg har gjort mod dig!... Men” han så ned og bed sig lidt i læben

Der kom et tungt suk fra ham ”Det sværeste jeg nogle sinde har gjort var at komme mig dig!.....” Han holde lidt om viskestykket mod hans hånd. ”jeg tror måske aldrig jeg helt har tilgivet dig…. Derfor lod jeg dig ikke komme så tæt på mig da du kom hjem….. jeg er ked af det…. I virkeligheden udnyttede jeg dig nok bare” sukkede han

Han vidste ikke hvorfor han stadig var der, han forstod ikke hvorfor han lod Harry tage sig af såret i hans hånd, han vidste virkelig ikke hvorfor han sad der endnu. Dette gjorde virkelig ondt, helt ind i hans sjæl og han mærkede hvordan noget pludselig knækkede og han blev vred. En dyb knurren kom fra ham og han bed hans tænder sammen imens nogle blodåre under hans øjne sprang frem og hans tænder groede ud.

”Du.. Udnyttede mig?” Will rejste sig pludselig op og stirrede op på Harry med vrede dybt røde øjne.

”Jeg faldt på mine blødende knæ for dig, jeg åbnede mig helt op for dig, jeg ville gøre alt for dig! ALT! Harry! Jeg ventede og var sammen med dig, selvom jeg vidste at jeg måske aldrig ville blive ved med det forevig. Men jeg blev! Jeg var der for dig! Jeg accepterede så meget omkring dig! Dog åbnede du aldrig op! Du gjorde præcist hvad der passede dig! Dog kunne du ikke fortælle mig ting om dig, som f.eks. at du endelig er en falden engel?!” Skreg Will op.

Han flåede hans hånd til sig og knurrede vredt af ham.

”Jeg fortalte dig alt om mig.. Endda den største hemmelighed jeg bære, omkring min familie..” Knurrede han og gik pludselig ud af rummet, han flåede gardinet til siden, så det blev revet lidt i stykker, han gik igennem restauranten og udenfor, hvor han hurtigt tændte en smøg og spyttede på jorden vredt.

Harry hørte at Will gentog hvad han havde sagt, og inden han nåede at svare eller noget, så råbte Will. Harry blev meget overrasket over det, og sad blot på gulvet og så op på Will mens han hidsigt skælde Harry ud. Han så bare helt forbløffet ud, og han var helt mundlam.
Han fik dog meget dårlig samvittighed over det her! Han vidste godt at intet af det havde været nemt for Will! Og han vidste at det helt sikkert ville såre Will at Harry sagde at han havde udnyttet Will.

Han dog meget overrasket ud da Will sagde det med at Harry aldrig havde sagt at han havde været en falden engel. Han spærrede øjnene op! Hvor vidste Will det fra?. Han så efter ham da han stormede ud. Han tog sin jakke og det andet, og fulgte efter Will. Han skubbede døren op.

”hvordan har du fundet ud af at jeg er falden?” spurgte han helt panisk. Dog sukkede han bare. ”Undskyld.. det er ikke vigtigt nu!” Han begynde at tage si hue og halstørklæde på ”hør Will Jeg kom ikke i aften for at skændes med dig….. Og alle de ting du tager der inde.. det var ting du fortalte mig før hen!.. Den gang jeg ikke udnyttede dig…. Den gang jeg faldt for dig!” Han bed sig i læben, og der skete noget der meget sjældent skete for Harry.

Hans øjne blev fugtige, og han kæmpede for ikke at lade tårende trille. ”Måske lukkede jeg dig ikke ind efter du var kommet ind! Og ja! Det var udnyttelse!... det var dejligt at have dig hos mig igen, jeg nød det, nød sexen, og nærheden!... men i den tid turde jeg ikke lade dig komme tæt på mig igen.. for jeg var bange for at blive såret igen”

Will stod og røg imens han lyttede til hvad Harry sagde. Han stod blot og kiggede på Harry, lidt glad for at han kun havde taget hans tørklæde af, som lå derinde stadig. Dog var han endelig pænt ligeglad med den, de sendte altid hans ting hjem til ham, hvis han glemte noget. Han sukkede dybt og kiggede op på Harry, mærkede tydeligt hvad Harry følte, hvilket endelig gjorde ham mere trist og indebrændt.

”Det kan godt ske du aldrig lukkede mig helt ind, men Harry.. Du har hængt fast på mig længe.. Min evne med at føle en persons følelser.. Bliver stærkere, når jeg er tættere på personen.. Jeg var kun i sikkerhed fra dine følelser ude i mit hus.. Hvis jeg så meget som kom tæt på byen, kunne jeg svagt mærke dine følelser, hvad du følte og hvordan du havde det.. Jeg ved aldrig hvor du er.. Kun hvis jeg vil mærke efter og lege tampen brænder..” Hviskede Will imens han røg hans cigaret færdig.

”Fordi jeg ved at du er falden.. Er på grund af at jeg har mødt en fuldblods engel.. Han stoppede mig fra at gå i møde med solen.. Og lige siden har han holdt pænt øje med mig.. Da jeg så dig herinde i byen, var det endelig fordi jeg også var sammen med ham. Han kunne se det på dig og fortalte mig det. Han regnede lidt med at du havde sagt det til mig.” Forklarede Will imens han gik imod hans bil, han regnede lidt med at Harry fulgte efter. Alt imens han knugede den serviet i hans stadig lidt blødende hånd.

Harry så så på ham som han fortalte. Han var rynkede sine bryn lidt, og vidste ikke helt hvad han skulle sige. Wills evne kende han ikke voldsomt meget til. Men han vidste at Will kunne mærke hvad folk føle. Dog var han slet ikke sikker på hvordan.

Han blev dog noget overrasket over det Will sagde, så han havde prøvet på at begå selvmord? Men igen, det havde Han jo selv prøvet på, men det havde ikke rigtig hjulpet noget. Han blev dog endnu mere overrasket over at høre at Will var i selvskab med en engel ”Så han var en engel ham du havde med den dag?” brummede han lidt.
Han bemærkede at Will begynde at gå. Han fulgte dog efter. ”sig mig? Var det her hvad du kalde mig her hen for?... For at gå amok på mig, og derefter bare skride?” Sagde han lidt hårdt.

Han stoppede op, og så efter Will. ”Jeg kom i aften fordi jeg håbede at vi kunne tale sammen, måske endda ende med at få noget ud af det her!... Jeg kom ikke for at blive endnu mere uvenner” sagde han lidt fast

Will vendte sig om og gik tilbage imod Harry, han gik direkte imod ham og pressede ham til at bakke imod en væg, hvor han gik helt tæt på Harry. Han kiggede op på Harry, bed sig hårdt i læben da han tydeligt kunne dufte Niklaus over ham. Harry stank langt væk af ham.

”Hør.. Hvad ville du endelig have ud af det her?” Spurgte han dybt forvirret imens hans øjne skiftede igen, de blev sorte, dog var der en svag glimt af blåt i dem, meget lidt.

Hvad ville Harry have ud af dette? Will vidste det endelig ikke, da han selv ikke helt vidste hvorfor han havde opsøgt ham. Hvad ville Will med dette? Ville han gerne kunne tilgive Harry igen? For det kunne han virkelig ikke lige nu. Nej, han ville have svar, det havde han fået nu. Så hvorfor var han her stadig.

”Jeg ville have et svar.. Jeg troede ikke det var det svar jeg ville have.. Måske håbede jeg ikke at du valgte ham, selvom jeg vidste det. Måske have jeg et lille håb, dog er det håb pænt dødt nu..” Hviskede han lavt og stirrede ind i Harrys øjne med hans egne dybt sorte og kølige øjne.

Harry bakkede da Will gik mod ham, normalt ville han nok ikke gøre det , da han var langt mere hård end Will, men Harry var anderledes nu. Han var ikke så hård som han plejede at være.
Han hørte hvad Will spurte om og så yderst forvirret ud. ”hvad jeg vil have ud af det?.... det var dig der kontaktede mig!” udbrød han.

Han rynkede sine bryn over det Will sagde, ”Så hvad? Du ville hellere have at jeg bare var blevet væk? At det ikke var fordi jeg havde valgt Niklaus men bare valgt dig fra?... Ville du virkelig hellere have det?” spurgte han lidt uforstående.
Han rynkede sine bryn lidt, og skubbede Will væk. ”Fint SKRID!... jeg kom her fordi jeg håbede på at vi ikke behøvede at skildes som uvenner!... fordi jeg håbede at vi måske stadig kunne se hinanden, som venner!.... Jeg elskede dig Will!... Mere end noget andet!..” sagde han med en tone der var en banding af vrede, men også næsten knækket.


”Hvorfor ville du overhoved vide svaret?... der var jo ingen af de svar jeg kunne give der havde været gode nok for dig Will!”

Han kiggede op på ham, mærkede hvordan hele hans krop rystede. Mærkede hvordan knuden voksede i hans brystkasse og hvordan det hele bare blev for meget. Will hev efter vejret, mærkede hvordan det trykkede under hans øjne og han vidste hvad det betød.

”Der er mit svar.. Jeg ville vide om du virkelig elskede mig.. Men på en måde kan jeg ikke tro det.. Du valgte ham, så hvordan kunne du overhovedet elske mi-..” Hans stemme knækkede og han faldt sammen på jorden og græd. Tårerne væltede ned over hans kinder og han krøb helt sammen, krammede hans knæ ind til sig og gemte hans ansigt bagved dem.

Will var blevet svag, han kunne ikke holde det inde meget mere, han ønskede ikke at bære på dette mere, han ville bare fri af det. Han ville bare væk og mærke et sæt varme arme omkring ham. I hans mange tårer og hulken, dannede sig et billede i hans sind. Han ønskede voldsomt meget at Casstiel ville komme og redde ham igen. Ikke fra solen, men fra Harrys skader, fra de mange åbne sår som var inde i hans sjæl lige nu, som truede med at æde ham op.

Harry kunne tydeligt høre og se på Will at han var ved at knække. Han bed sig i læben, og så på ham mens han ikke anede hvaf hsn skulle stille op. Han havde allermest lyst til at lægge armene om Will og trøste ham! Men det var nok ikke nogle god ide!.

Han hørte dog hvad Will sagde, og han så ned. Hvordan skulle han dog ocerbevise Will om at han virkelig havde elsket ham! og faktisk stadig gjorde det. Harry så hvordan han satte sig, og bed sig i læben over det.
han satte sig ned på hug foran Will. "Will.. keg ved det er svært at tro på... men... lige meget hvad, så vil du altid være min første kærlighed!.. jeg har aldrig elsket nogle før dig! og jeg elskede dig virkelig... men.. Et år er lang tid, og jeg... jeg skal nok være ærlig og sige, at jeg i virkeligheden aldrig tilgav dig at du skred... jeg tillod ikke mig selv af få de samme følelser for dig igen.. men.. det ændre ikke på at jeg elskede dig!.. og stadig gør det"

Will kiggede vredt op på ham med våde øjne, han bed sig selv hårdt i underlæben og hev efter vejret.

”Og jeg skulle tilgive dig nu, for at du skred? Det kalder jeg dobbeltmoralsk.. Jeg smuttede og du gjorde det samme. I det mindste tog jeg mig sammen for at opsøge dig igen, jeg prøvede at gøre det godt igen!” Sagde Will imens han langsomt rejste sig op igen.

Dette kunne virkelig ikke passe.. Will var jo smuttet dengang fordi der var en som ville slå Harry ihjel, han gjorde det kun for at redde Harry og hvad var der sket i mellem tiden? Harry havde fundet en anden, som han nu havde forladt Will for. Will havde sat alt på spil og har det endda stadig fordi han havde slået hans skaber ihjel, der kunne nemt være mange vampyrer derude som var efter Wills hoved, netop nu. På grund af det han havde gjort for Harry.

Will kiggede ned i jorden, han snøftede lidt og prøvede at få de mange tårer til at stoppe med at trille. Hvor ville han virkelig ønske at Casstiel ville komme flyvende igen og redde ham!

Harry rynkede vredt brynene. "Du tror måske det har været nemt for mig?... Desuden Will! Da du skred, brugte jeg et halvt år, på at tage hjem til dit hus, blot for at se om du var kommet hjem!.... Jeg havde INGEN ide om hvor du var!.. i det mindste havde du dn rimelig god chance for at vide hvor jeg var!... jo jeg skulle have taget kontakt til dig, men jeg vidste ikke hvad keg skulle sige!.... og hvad er det egentlig du tror jeg laver her?.. hvis jeg var ligeglad med dig, så var jeg da ikke dukket oo i dag!" sagde han både lidt vredt, men også fustreret.

Han orkede ikke det her, alt han var kommet for, var at tale med Will, måske endelig gøre det. her rigtigt, og forhåbentlig kunne de skilles som venner. Men hele aften havde Will ikke lavet andet end at være vred på Harry.
"jeg kom i aften fordi jeg håbede på jeg i det mindste kunne få lov til at dig igen, og måske oven i købet ende med st kunne se dog fremover som venner..... Men du kom åbenbart kun for at bebrejte mig! Jeg ville ikke sige det her, da jeg ikke ville gøre.dig ked af det!.... Men husk på.. alt dette var. ikke sket, hvis ikke du var skredet fra mig i skoven, og derefter rejst!.... eller hvis du blot havde sendt mig et brev eller sådan noget.. havde du det.. så havde jeg ventet på dig Will, lige så længe det skulle være.. men du valgte ikke at give en lyd fra dig!... og når du kommer hjem? så skal jeg se dig langt mere stilet og med mere sucses end får!.. hvordan tror su det føles?"

Will stod og kiggede ned imens han mærkede hvordan hver evig eneste beskyldning jog ind i hans brystkasse som dolke. Han hev efter vejret og mærkede hvordan al den vrede han havde haft imod Harry, endelig var imod ham selv. Han bed sig hårdt i underlæben og kæmpede imod de mange tårer som kæmpede for at presse sig ud.

”Du.. H-har ret..” Hviskede han lavt med en rystende stemme. Han trak vejret tungt og krummede sig lidt mere sammen imens han kiggede væk. Dette gjorde så ulideligt ondt.

”D-Dog h-har jeg sagt før.. Jeg turde ikke kontakte dig.. Da jeg var bange.. Bange for at der ville være nogen som skulle finde dig.. Og slå dig ihjel.. Jeg gjorde det hele for din skyld.. For at du ikke skulle dø Harry..” Hviskede han lavt og lagde en hånd op imod det sted hvor hans stille hjerte var.

”Jeg gør så mange ting forkert.. Jeg burde ikke have ladet dig komme så tæt på mig.. Ingen bør være det.” Han kiggede langsomt op og smilede lidt.

”Sådan er det at være en vampyr.. Vi er døde, døde lig som går rundt i mørket om natten.. Jeg kan ikke se solen fordi jeg vil brænde op og lever at det som holder andre i live..” Hviskede han og knugede trøjen der hvor hans stille hjerte er.

Harry lyttede til det Will sagde, at det var for Harrys egen skyld. Han sukkede lidt Og satte sig på hug igen foran ham ”Det ved jeg Will… Og jeg er også taknemlig!.. Men du kan stadig ikke bebrejde mig for at mit liv gik videre!... Et halvt år bugte jeg på at vente på dig, på at du skulle komme hjem eller give lyd fra dig.. men efter der, opgav jeg håbet” Han så ned ”Så da du kom igen…. Lovede jeg lidt mig selv at jeg ikke ville lade det blive det samme… For jeg ville ikke efterlades igen” sagde han og hævede blikket en smule mod ham.

Han så lidt overrasket ud da Will sagde at han ikke burde lade nogle komme så tæt på ham igen, Harry rystede på hovedet ”Will det må du ikke sige!.. Selvfølgelig skal du lade nogle komme tæt på dig” Han rakte frem, og lagde en hånd mod Wills kind, og vende hans ansigt mod sig.
”Du er en fantastisk person, der dog er sket grufulde ting for….. Men.. Du har så meget kærlighed Will, Så meget at man af og til ikke aner hvordan man skal tage imod det hele… men.. du er nød til at finde en anden at give den kærlighed til… for.. jeg kan ikke længere tage imod den!... Men du må ikke lukke dig selv inde Will” sagde han roligt til ham.

Da han hørte det næste Will sagde, og kom med et blidt smil ”Men det var sådan et lig jeg forelskede mig i den gang!” Han sukkede lidt og så på Will. ”Det betyder intet om dit hjerte slår eller ej.. så længe du bruger det” sagde han roligt.

Han kunne ikke være sur på Harry meget mere, specielt ikke nu hvor Harry rørte ved ham. Varmen fra hans hånd var så forfærdelig velkendt at han virkelig kæmpede for ikke at begynde og græde igen. Dog dukkede der hele tiden billeder af Casstiel op i hans tanker og han kunne virkelig ikke helt finde ud af om han endelig elskede Harry så meget mere.

”Jeg.. Er nu glad for at vi har fået snakket..” Smilte han lidt imens han kiggede op på Harry igen. Et lidt blidt blik var i hans sorte øjne, dog havde de ikke forandret sig nær så meget.

Will rejste sig roligt op igen, støvede hans bukser af og hjalp Harry op også.

”Så.. Er du helt sikker på at ham Niklaus er god for dig? Jeg ved ikke.. Han.. Virker meget speicel..” Will prøvede meget for ikke at virke til at hade ham, dog var det meget svært, han kunne slet ikke sætte sig ind i hvad Niklaus ville med Harry.