The Dark Forest.(A)

Hendes legende personlighed.. det drilske ved hende... fik ham bare til at smile.
Det var noget han også satte pris på... og en lille fangeleg ville være meget sjovt...

Okay.. så hun gemte sig inde på hans værelse.. enten under sengen eller bag døren... taget situationen i betragtning, var hun nok bag døren.

I stedet for at snyde og dukke op ud af ingenting, smuttede han bare ind på værelset, tog fat i døren, og lukkede den hurtigt, hvorefter han sprang hen foran hende for at blokere alle flugtveje (Eller det regnede han ihvertfald med..!)

"Hvad vil du gøre nu...?" spurgte han mens han betragtede hendes bare ben og mave, samt hendes utrolige, drillende øjne og ansigtsudtryk.
Hvis nogen var perfekt for ham i denne underlige verden... så var det nok hende...

Amy hvilede ryggen mod væggen bag døren, og lyttede efter ham.
Hun grinte let, idet han trådte ind i rummet, og lukkede døren, så hun ikke kunne komme ud.

Han satte pris på hende, nøjagtigt som hun var. Og det var alt hun behøvede. Han behandlede hende på en måde, ingen andre ville kunne det, og det var hun ikke i tvivl om. For selvom følelser måske ikke var noget han var så vant til at vise, så havde han vist hende rigeligt.

“Ikke overgive mig i hvert fald” svarede hun legende, og lod hovedet glide lidt på skrå. Hun havde af gode grunde ingen flugtveje, men hun kunne stadig undslippe ham, smidig som hun var undveg hun hans arme, og stilte sig på den ene side af sengen. “Så.. Hvad vil du gøre nu?” hvislede hun udfordrende. Der var et glimt af spænding i hendes øjne.

Da hun smuttede forbi ham, snedig som en kat! gjorde han noget, han ikke kunne huske at have gjort før... han lo.
Han havde ikke leet ad noget fordi han var glad i mange, mange år... men det gjorde han nu.

*Du... burde være så meget mere end hvad du er nu...* tænkte han mens han så på hende.

"Hvad skal jeg dog finde på..." sagde han og smilede... og forsvandt, for omgående at dukke op lige bag hende, hvor han forsøgte at give hende et blidt skub ned på sengen...

Om det ville lkkes eller ej var ham lidt ligemeget... han havde det herligt!

Amy så ham drillende i øjnene, og lod til at føle sig rimelig sikker, i sin position bag ved sengen.

Da han forsvandt, så hun sig tænkende rundt, for at finde ud af hvor han ville dukke op. Men som altid havde hun ingen ide om det, og det at han havde grinet af hende, havde også omtumlet hende lidt. Det var ikke noget han havde gjort før.

Idet han dukkede op bag hende, og skubbede hende ned på sengen, gispede hun og vendte sig om på sengen, så hun lå med front mod ham. Hun støttede sig op på albuerne, og smilte drilsk til ham. “Jeg tror du har vundet… du er vist for hurtig til mig” sukkede hun smilende, og bed sig i læben.

Måske ville hun ikke prøve at stikke af igen, måske ville hun. Det var ikke til at sige.

"Hm.. lad os nu se..." sagde han med et smil, hvorefter han lod sig dumpe ned på sengen, lige ved siden af hende.

Hun havde sikkert forventet at han ville 'overfalde' hende... men det gjorde han nu ikke. Ikke lige nu ihvert fald... det var som om det var nok bare at være der.

*Jeg gad vide om disse følelser er en side effekt, eller om de følger med når jeg engang bliver mig selv igen...?* spekulerede han mens han kiggede på hende.

Måske han snart skulle afsløre lidt om tingene...

Amy så smilende ind i hans øjne, og fulgte ham med øjnene idet han lagde sig ned ved hendes side. Det var dejligt at han var tilbage.

Hun strakte sig en anelse, og satte sig op. Satte sig derefter på hans mave, og tog fat om hans håndled, skubbede hans hænder ned mod sengen. “Jeg håber ikke du nogensinde skal gå så længe igen.” hviskede hun og lænede sig ned mod ham. Hun lod let læberne hvile mod hans mundvige.

Egentlig vidste hun ikke, om han ville forblive sådan. Om han stadig ville føle noget for hende, når han engang fik sin magt igen.

Hun var let som en fjer.. ikke så underligt. Hun var lille og spinkel, og han var høj og muskuløs.
Men havde han haft sin egen krop, ville han knap kunne mærke hende...!

"Jeg har ingen planer om at gå så længe igen... fra nu af handler det bare om at gøre de rigtige ting. Ikke mere søgen." sagde han og smilede forventningsfuldt ved tanken...

"Jeg behøver ikke at forlade dig igen, Darastrix-thurirl."
Hvilken underligt rar tanke...
Men sådan var det vel at være et menneskelignende væsen... Fascinerende...

Let holdt hun hans hænder fast, og lod blikket hvile på ham. Han betød virkelig meget for hende, også selvom det ikke havde været hendes mening i starten.

“Hvis du går så længe igen, så følger jeg efter dig.. Om du kan li det eller ej” hviskede hun med et drilsk smil, og lænede sig ned til ham, hun bed ham legende i skulderen, dog ikke for hårdt, det skulle heller ikke bløde for meget.

Let lod hun sit blik møde hans. Hun satte sig helt op, og slap hans hænder.
“hvad med.. Når du bliver dig igen? Med alt din magt og det? Vil du så stadig kunne li mig? “ spurgte hun tænkende, og blev siddende på hans mave. Det var et spørgsmål der havde generet hende lidt, for ville han så stadig føle noget for hende? Ville deres forhold til hinanden, ændre sig?.

Han smilede lidt over hendes ord.. sikke følsomme menneskelige hjerter kunne være...
Han ventede med at svare til hun var færdig med at tale, og da hun kom med det spørgsmål som han selv havde spekuleret lidt på, hævede han let det ene øjenbryn, løftede sin ene hånd, og lagde den blidt mod hendes side.

"Hvis jeg går igen, så tager jeg dig med... og hvis jeg får min magt igen... så er det mere et spørgsmål om hvorvidt du vil kunne acceptere mig. Jeg vil altid huske det jeg har lært og de følelser som er dukket op her... det er mit gæt." sagde han mens han så på hende.

Aldrig... aldrig nogensinde havde han talt så mildt og følelsesmæssigt til noget før...

Amy sad længe og pillede ved hans hår, inden hun smilte lidt for sig selv. Hun vidste ikke hvad han ville svare hende. Og hun skulle blive bekymret eller slappe mere af. Måske var det fordi han betød noget. Fordi han var den første der virkelig havde lyttet til hende. Og ikke gjort nar af hende. Han havde jo også.. Givet hende livet igen.

“Og jeg ville følge med dig.. Uanset hvor du førte mig hen” sagde hun tænkende og smilte drilsk til ham. “Helt hen til sengen og ud i badet” hviskede hun og kyssede ham blidt. “Jeg vil kunne acceptere dig.. Det ved jeg at jeg vil.. “ sagde hun smilende, og rettede sig op igen.

Det var rart at have fået en smule styr på det. At vide hvor hun stod henne.