The Silence of the Forest (Khá)

T: 22:33
S: Skoven
V: Stjerneklart med en let brise
O: Træer, ellers er der fuldstændig stille

Stilhed. Skovens stilhed. Træernes blade hvislede syngende i den behagelige aftenbrise mens grenene knagede mellem hinanden. Rogue bevægede sig stille igennem skoven mens hun sikrede sig at træde det rigtige sted hver gang for ikke at lave en lyd. Hun tog et par skridt mere og stoppede brat op med den ene fod foran den anden. Hun lyttede til skoven inden hun drejede hovedet. En lyd af fodtrin, men ikke fra et menneske. Disse var mindre, men ikke just lettere. Hun begyndte at gå helt stille mod lyden og stillede sig bag et træ da hun var 100 meter væk fra lyden. Et dådyr som gik og græssede. Helt alene. Hun betragtede det flotte dyr mens hun satte sig ned på hug. Hendes hæle fra hendes sorte støvler borede sig ned i jorden som hun gjorde sig klar til at løbe. Hendes sorte shorts og net strømpebukser gjorde det nemt at komme ned på knæ i en lydløs position. Resten af hendes beklædning bestod af en rød bluse og en sort læderjakke udover. Hun havde sine røde øjne direkte på dådyret mens hun lod sin ene hånd røre jorden så hun stod i en perfekt position til at sætte af. Lige da dådyret bøjede hovedet ned til jorden for at tage noget mere græs bøjede hun sig helt ned og skulle til at sætte af.

Så rolig og stjerneklar en aften skulle absolut ikke bruges med støvede skriftruller, og der var ikke nogen umiddelbar ondskab der rørte alt for meget på sig. Denne aften skulle bare nydes! Så han tog motorcyklen til en plads et lille stykke fra skoven og ville så gå resten af vejen. der var ingen grund til at vise sig i sin engleskikkelse når det nu bare handlede om en rolig gåtur i skoven. Khá havde en svaghed for klassiske ting så han kørte på en stor flot velholdt og traditionelt sort Harley Davidson. Han var dog ikke en af dem der gjorde noget ud af køredragter så han havde pæne jeans og solide støvler på. Så bar han en sort t-shirt og en god solid sort læderjakke.

Efter ca en halv times gåtur var han nået et godt stykke ind i skoven og var nu på vej hen mod en lysning ikke så langt der fra. Men lidt pludseligt mærkede han en energi der fangede hans opmærksomhed. Han stod helt stille og kiggede dybere ind i skoven og fik i første omgang på et dådyr. Men det var ikke der energien kom fra. Det kom fra en ung dame der sad godt gemt. Var det ikke fordi han kunne se hendes energi, så havde han heller ikke spottet hende. Djævel? Og Engel? Og hvis han ikke tog helt fejl så kunne hun på en eller anden måde manipulere ild. Hans nysgerrighed tog over og han stod bare stille og kiggede på hvad der skete. Det eneste der egentlig afslørede han var der, var dådyret der kunne dufte ham og kiggede i hans retning. Men det løb dog ikke. Det kiggede bare efter ham. selv kiggede Khá på dådyret og så i hendes retning endnu en gang.

Hun sad klar til at sætte af mens hun betragtede dådyret. Det lignede at det så mod noget, men det tog hun sig ikke rigtig af. Så længe det ikke havde fået øje på hende. Hvis ikke det var fordi hun var så fokuseret på dådyret ville hun have opdaget at der var en anden person til stede, men hendes sanser var kun rettet mod én ting. Dådyret.

Hun satte af fra jorden som efterlod et tydeligt spor efter hendes hæl mens hun løb så hurtigt hun kunne mod dådyret. Hun så det dreje hovedet og stirrede direkte mod hende inden det løb i den modsatte retning af hvor hun kom fra. Hun knyttede sin hånd sammen og på mindre end et sekund strakte hun sin arm ud og lod en stråle af flammer bevæge sig tættere og tættere på dådyret inden det nåede den og brændte hele dens krop mens den kort udstødte en sidste lyd. Hun stoppede tæt på den og lod flammerne brænde indtil hun var sikker på at dådyret var dødt. Derefter brændte flammerne væk og luften blev fyldt af brændt pels og kød fra dyret foran hende. Hun smilede skævt mens hun så ned på den og satte sig hen over den og begyndte at separere dens lemmer fra hinanden. Hun tog en stor kødklump fra dens krop og satte sig ned ved siden af den og lod en flamme fra hendes finger grille kødet som hun havde i den anden hånd.

Det var faktisk lidt spændende og se hvordan hun jagede. Kortvarigt overvejede han at stoppe jagten, men valgte at lade være. Jagt var jo en naturlig del af livet og det skulle han jo ikke forhindre. Hans tanke om hendes evner blev bekræftet da han så ilden flyde fra hende. Det var en underlig dyrisk måde at jage på taget i betragtning af hvad hun var men det var jo heller ikke til at sige hvor hun kom fra eller om det bare var sådan hun foretrak det. Stille gik han lidt nærmere så hun ikke var i tvivl om at han stadig var der. Han lignede dog en normal mand så han udgjorde jo heller ikke rigtig nogen trudsel.
Da han var nået tættere på, holdt han hænderne foldet foran sig og smilede stille.
"Imponerende jagt frk.... Første gang jeg har set nogen jage med ild her i skoven. Ikke desto mindre imponerende. Må jeg være så fri at spise med? Bare for at være venlig?"
Han gjorde bevidst hvad han kunne for at virke harmløs. Det var heller ikke til at sige om hvor vidt hun kunne fornemme hvad han var. Hans øjne afslørede jo relativt nemt hvad hun var.

Hun smilede let af kødet der stegte i hånden på hende, men kunne så høre en ny lyd som var ret tæt på hende. Hun så intenst mod lyden mens hun søgte med øjnene. Det var tydeligt at høre at det var en person, men det var ikke til at sige hvilken slags. Hun holdt øjnene der mens hun lyttede til at personen kom nærmere. Da manden kom til syne klemte hun øjnene lidt sammen idet han begyndte at snakke til hende. Hun så på dådyret der lå dødt foran hende og tænkte at der alligevel var mere end hun kunne spise. Og så ville hun hellere have at han spiste den end hende.

”Værsgo” sagde hun mens flammen fra hendes finger slukkedes og hun gjorde en håndbevægelse til at han kunne sætte sig. Hun havde ingen anelse om hvad han var for en race eller om han bare var et menneske. Men mennesker ville som regel ikke spørge om at spise med til en der lige havde dræbt et dådyr. Hun havde ikke nogen evne der kunne fortælle hende hvilken race han var, men hun ville el finde ud af det på et tidspunkt.

Hun betragtede ham i noget tid og vendte så tilbage til at stege kødet. Hun vidste ikke om han spiste kødet rådt eller stegt, men hun rakte alligevel kødet hen til ham for at tilbyde ham det. ”Så du så mig jage?” Spurgte hun bare for at starte et samtaleemne så der ikke var helt stille. Hendes instinkter kunne ikke lade være med at betragte ham fra top til tå og hun måtte indrømme at det så ret godt ud.

Da hun så gjorde tegn til han kunne sætte sig, smilede han venlig og satte sig overfor hende så hun sagtens kunne se ham. Han var en utrolig flot mand, selv i denne skikkelse. Hun var selv ganske betagende at se på. Først sad han lidt og tænkte over om han skulle afsløre hvordan han vidste så meget om hende. Men det var der ingen grund til endnu før hun selv spurgte ind til det. Men så igen... Han kunne lige så godt lokke lidt svar ud af hende, da hun ikke virkede sønderrivende nervøs alligevel.

Han lagde godt mærke til at hun betragtede ham, så han ville også deltage i samtale så der ikke blev for meget akavet stilhed.
"Mange tak... Jeg må hellere være høflig. Jeg bliver kaldt Connor... Hvad med dem?"
Han tog en energibar frem og gav sig til stille at spise den indtil kødet var klar.
"Ja det gjorde jeg... Det er ikke hver dag man møder nogle der jager med stråler af ild. Jeg har i hvertfald ikke mødt nogle mennesker der gør det" Han vidste godt at han ville afsløre lidt sin overnaturlige side ved at sige det men han følte alligevel ikke at han var i fare

Hun begyndte at stege endnu et stykke kød, men holdte det blot i hånden denne gang hvor det lige så stille blev mørkere og lugtede mindre af blod. Hun brød sig ikke om råt kød overhovedet eller noget der var blodigt så derfor var det meget praktisk at have sådan en evne som hun havde. Det var dog ret risikabelt at sidde sammen med en fremmed som kendte til en af hendes evner.

Hun kiggede på ham da han introducerede sig selv. Hun smilede kort da hun hørte hans navn. Det passede godt til hans udseende. Hun betragtede ham tage en energibar selvom der var rigeligt med mad foran dem. ”Rogue” præsenterede hun sig kort mens hun så på ham, men vendte hurtigt blikket ned på kødet hvor hun begyndte at spise af det. Hun var utrolig sulten, men det var ikke det bedste ved at jage. For hende var det jagten selv. At løbe efter et bytte som hun vidste, var ude af stand til at kunne overleve.

Hun grinte kort af det han sagde. ”Jeg kender i hvert fald ingen mennesker der kan gøre sådan noget” sagde hun sarkastisk. Hun behøvede ikke at gemme at hun ikke var menneske. Det var tydeligt alligevel. Hun vidste ikke om hun skulle være nervøs over at en fremmed var kommet ud af ingenting og sat sig ned for at få noget at spise, men hun følte sig ikke truet af ham på nogen måde. ”Hvad laver du egentlig herude på denne tid?” Spurgte hun nysgerrigt. Det var som regel kun jægere der var ude i skoven på denne tid af aftenen hvor det var ved at blive godt mørkt.

Han smilede imens han gjorde tegn til om det var okay at han også tog noget af det nu stegte kød. "Rart at møde dig Rogue. Og tak fordi jeg må sidde med. Lidt selskab er vel altid hyggeligt en aften som denne? Med mindre man jager selvfølgelig"
Det var nu alligevel lidt fascinerende hvordan hun kontrollerede ilden. Han havde mødt en del der kunne betvinge ild, men det var første gang han havde mødt en der bare kunne bruge varmen fra ilden på den måde som hun gjorde.

"Hvad jeg laver her ude? Jeg var såmænd bare ude og nyde en afslappende aftentur. Du ved, komme lidt væk fra det hele. Og der er meget få steder der er lige så afslappende som her ude. Specielt når der nu er så stjerneklart"
Så sad han lidt stille og tænkte igen om han skulle blive lidt mere direkte i sine spørgsmål. Så igen der var ingen grund til at lade være. De havde jo alligevel konkluderet at ingen af dem var mennesker, så så meget kunne der jo ikke ske ved det.
"Nu er jeg måske lidt direkte.... Men hvad laver du ellers her ude? Udover jagt selvfølgelig. Jeg har før mødt engle og før mødt djævle... Men der er meget langt imellem folk der er begge dele... Ikke noget ondt ment, jeg er bare nysgerrig"

Hun nikkede blot til at han gerne måtte tage noget af det. Nu når hun havde givet ham lov til at sidde kunne hun ikke rigtig sige nej til at spise med. Desuden var der ingen grund til at resten af kødet skulle gå til spilde. Men selvom hun ikke spiste det hele selv ville resten alligevel forsvinde hurtigt på grund af andre dyr og racer. ”Du gjorde det også en del nemmere for mig eftersom du tiltrak dens opmærksomhed” sagde hun og kiggede kort på dådyret som hentydning til den. Normalt ville et dådyr flygte meget før, men den havde vidst ikke set hende komme på grund af ham. Ligesom hun ikke havde hørt ham på grund af hun var så fokuseret på jagten. Det var selvfølgelig en svaghed, men det havde dog ikke fået hende dræbt.

Hun lyttede stille til hvad han sagde mens hun spiste. Det smagte udmærket og så var det også nemt at genopvarme hvis det blev koldt. Hun så op da han nævnte at det var stjerneklart. ”Heh. Det er det vidst også” sagde hun mens hun så på himlen i noget tid. Hun havde på ingen måde idé om himlen var overskyet eller skyfri, det var ikke noget hun behøvede at lægge mærke til.

Hun fandt ham yderst interessant i den måde ha snakkede på. Anderledes end det hun var vant til. Dog sukkede hun tungt indvendig da han spurgte om det næste. Så han vidste at hun var både djævle og engel. Selvom hun hadede de racer der kunne identificere hende bevarede hun alligevel den rolige tone i hendes stemme. ”Det eneste engel der er i mig er i mit blod” sagde hun og spiste videre. Det var ikke helt sandt det hun fortalte ham, men det var heller ikke løgn. Ingen grund til at give ham direkte svar selvom han stillede direkte spørgsmål. ”Og hvad er du så?” Spurgte hun nysgerrigt. Hun kunne lige så godt indrømme at hun ikke havde nogen form for evne der kunne identificere andres race. Hvem vidste hvad han ellers vidste om hende allerede?

"Jamen jeg er da glad for jeg kunne hjælpe... Selvom det nu nok ikke havde været nødvendigt. Du virker mere end habil til jagt"
Så tog han et stykke kød og gav sig til at spise. Han hævede øjenbrynet lidt og nikkede som han smagte det. Selvom det bare var stegt så smagte det faktisk rigtig godt.

Han tænkte sig lidt om hvordan han lige skulle forklare det bedst. Så han tog en direkte måde.
"Ja.... Jeg er faktisk lige som dem... Bare på flere tidspunkter. Jeg var Djævel indtil for ca et år siden. Så ragede jeg mig uklar med Satan. Så jeg endte i Skærsilden og blev genfødt som Seraphim. Så jeg hedder sådan set Khá"
Det var ikke til at sige hvor meget om den slags hun vidste om himlen og helvede. Der var meget få der kendte Seraphim'en Khá. Men stort set alle Djævle der var over 50 år gamle vidste hvem Djævlen Khá var. Den udøde Djævel der beherskede den Arkane Flamme. Han blev set som en af de mest magtfulde magiske skikkelser nogensinde, der kendte til alt om magi. Men han var nok mest kendt for hvor ondskabsfuld og sadistisk han var. Det sidste man hørte fra Djævlen Khá var at han boede på det store slot ude i bjergene. Men hvis hvis hun havde holdt sig ude af alt den slags så vidste hun det ikke nødvendigvis.
Det eneste der afslørede bare lidt hvad han var lige nu var den svage gyldne glød der var i hans øjne.
Han tog et par colaer frem fra sin brystlomme og spurgte:
"Vil du have en?"

Hun grinte kort af hans kommentar. ”Jeg har også prøvet det et par gange” sagde hun stille mens hun spiste videre. Hun var næsten færdig med det stykke hun havde i hånden og blev færdig imens han snakkede om ham selv. Hun var sådan set glad for at hun havde fået spist færdig ellers ville hun sikkert have fået noget af maden galt i halsen. Hun så meget intenst på ham. Hun klemte øjnene kort sammen uden helt at vide hvad hun skulle sige. Hun kendte ham udmærket godt, men så meget vidste hun heller ikke om det. Alligevel gjorde det hende ikke ligefrem tryg i hans selskab. ”Du mener…den Khá?” Spurgte hun og rettede sig lidt mere op. Hun følte det lidt akavet nu hvor hun rent faktisk var en blanding af det han nærmest også var en blanding af. Hun havde bestemt ikke mødt en som ham før.

Det var nok tydeligt at se på hende at hun ikke helt vidste hvordan hun skulle opføre sig i hans nærvær lige nu. Hun havde meget blandede tanker, men mest af alt følte hun noget hun ikke havde følt i meget lang tid. Underdanighed. Overfor én som var meget mere magtful end hende selv. Hun stirrede på colaerne i noget tid og valgte så at række ud efter en af dem. Hun grab fat om den og tog den til sig. Uden at miste øjenkontakt med ham. Hun rømmede sig lidt og prøvede at slappe mere af. Hun havde ikke ligefrem lyst til at spise mere før hun havde hørt mere. ”Hvad laver du så nu?” Spurgte hun nysgerrigt og håbede ikke at han havde tænkt sig gøre noget ved hende. Det virkede ikke som hans intention. Han var så høflig at høre på, så det ville være forkert hvis han lige pludselig angreb hende. Måske hun havde fået hele idéen om Khá forkert, men hun vidste ikke andet end hvad hun havde hørt.

Inde i sig selv slof han nærmest hånden mod panden. Det lod til hun kendte til ham fra før. Han åbnede colaerne og rakte hende den ene imens han sukkede dybt og kiggede kort ned.
"Nemlig... Lignede et lig, ingen samvittighed, den arkane flamme, brændte det meste af Vatikan-staten ned. Ja... Det var mig...Men noget må jeg have gjort rigtig da jeg åbenbart blev genfødt. Mine evner forandrede sig også virkelig meget af det"

Så tog han en ordentlig slurk af sin cola og var lidt tavs. Det var ikke noget han fortalte om så tit da folk enten blev bange eller fjendtlige. Hun virkede da også nervøs. Så smilede han varmt og venlig til hende så det var tydeligt at han ikke var fjendtlig på nogen måde.
"Jeg håber ikke det gjorde stemningen for mærkelig?... De virker som en rigtig dejlig person og jeg hygger mig faktisk. Spørg endelig hvis de vil vide noget. Ved godt det kan være lidt en stor mundfuld..."
Han slappede af og det var faktisk en rar situation at sidde i. Så han håbede ikke han ødelagde noget ved det.

Hun forstod ud fra hans forklaring af det hele at han på en eller anden måde var en anden person nu. Hun vidste ikke helt om han var til at stole på, men hun lod det ligge for nu. Hun forstod ikke helt hvorfor han var blevet genfødt. Han havde gjort så meget ondt. Kunne han virkelig have haft noget godt i sig? Men hvis det var den samme person hun sad foran nu ville hun aldrig kunne tro at han kunne have gjort så meget skade.

Hun kom til at grine lidt ud fra det han sagde. Det hjalp faktisk en del på hendes nervøsitet at han var så nede på jorden at snakke med. ”Jeg er ikke vant til at høre ordet hygge i sådan en sammenhæng” sagde hun med et skævt smil over læberne som forsvandt efter lidt tid. Hun var ikke vant til bare at sidde ved siden af en mand uden at lægge an på ham, men nu når hun vidste hvem han var, ville hun ikke prøve på noget.

Hun havde virkelig mange spørgsmål lige pludselig, men der var en ting hun måtte have på plads først. ”Alt det der høflighedssnak med ’De’. Det fungerer ikke rigtig for mig” sagde hun mens hun rystede lidt på hovedet og så på ham. Hun var ikke vant til at folk omtalte hende så formelt og det fik hende egentlig til at føle sig lidt utilpas. Hun kom sikkert fra et helt anderledes miljø end han var vant til. Hun så på dådyret som lå dødt foran dem, men havde ikke lyst til at spise mere. Dog kunne hun sagtens brænde noget mere for ham hvis han ville have det. Hun så ned på sin cola og åbnede den og tog en tår af den. Det var lang tid siden hun havde smagt på sodavand. Det var som regel noget lidt stærkere hun drak.

Hun var overrasket over at han var så direkte i hans tale. De havde lige mødt hinanden og han havde allerede fortalt hende alt muligt som hun på ingen måde ville have delt med andre før jeg var sikker på at kunne stole på dem. ”Hvad mener du med at dine evner forandrede sig?” Spurgte hun som et indirekte spørgsmål til hvad han egentlig kunne med sine evner. Hun vidste ikke rigtig om hun ville vide det, men hun ville også mest vide om det var tortur evner eller noget i den modsatte ende.

Han kunne ikke lade være med at grine lidt over hun kommenterede hans måde at tale på, men hun havde jo ret. Roligt blev colaen sat ved siden af sig og han svarede muntert: "Det må du undskylde. Jeg er vist bare vant til at tale sådan eller også er jeg bare virkelig gammeldags. Ja det må være det"

Der var jo egentlig en god nok temperatur så han smed stille jakken inden han svarede på hendes næste spørgsmål. Ikke at kulde og den slags generede ham. Så kiggede han venligt på hende og tænkte kort over hvordan han bedst og mest konkret forklarede det.
"Før kunne jeg kontrollere udøde, og beherskede den arkane flamme. Så kunne jeg bringe folk tilbage fra de døde hvis der blev givet et offer... Nu? Ja ilden behersker jeg stadig, men den virker dog anderledes. Nu brænder den kun dem der har gjort ondt. Og så kan jeg se folks sande natur altså hvad de er og ca hvad de kan. Og så kan jeg helbrede alt bortset fra døden. Stor mundfuld i know..."
Ganske vist kunne hans sind ikke påvirkes negativt så det nævnte han ikke. Det var så heller ikke noget han tænkte over.

"Jeg ved faktisk ikke helt hvorfor jeg fortæller dig alt det her. Jeg tror det er fordi du virker som rigtig godt selskab. Ja vi har jo ikke angrebet hinanden" Den sidste kommentar var lidt drilsk men det var lige så meget for at lette stemningen lidt. Det var noget voldsomt det han fortalte så det skulle ikke overfuse hende.
"Hvad så med dig? Den ild er du dygtig med. Og hvis jeg ikke tager helt fejl... Så kan du noget med øjnene... Noget med at påvirke sindet?"

Hun ville give ham ret i at han lød ret så gammeldags. Hvem snakkede i det hele taget sådan mere? Sikkert mange, men ingen der hvor hun var. Hun var selv fra en tid hvor man snakkede anderledes, men hendes sprog havde fuldt med tiden som om hun var født i dette århundrede.

Hun lyttede interesseret til det han sagde. Det lød på ham som om at han var en hel ny person i forhold til den han havde været hvilket sikkert var for det bedste. Nok var hun djævle, men hun havde ingen trang til at gøre enorm skade. Kun en enkelt hist og her. Og så sit måltid selvfølgelig. Hun vidste dog ikke helt om hun gik ind under kategorien ’at have gjort ondt’. Hun havde bestemt gjort nogen ondt, men det var lang tid siden. Ellers kunne hun bare lide at have det sjovt med dådyr. Det var selvfølgelig anderledes hvis hun var nødt til at forsvare sig selv. Hun nikkede roligt til at det var en stor mundfuld og tog en tår mere af colaen.

Hun grinte kort af hans kommentar om at de ikke havde angrebet hinanden. Hun var ikke vant til at høre hende i forbindelse med godt selskab og sidde stille sammen og spise og snakke. Normalt foregik det mere voldsomt. ”Jeg kan ikke se hvad jeg skulle få ud af at angribe dig” indrømmede hun stille. For det første var han utrolig meget stærkere end hende og for det andet ville hun hellere gøre helt andre ting med ham end at angribe ham. Med sådan en perfekt krop var det svært at holde sig væk, men det måtte han havde oplevet flere gange.

Hun drak noget mere af sin cola og sank det langsomt så hun mærkede den boblende fornemmelse ned igennem hendes hals. Hun så pludselig meget intenst på ham da han var færdig med sin sætning. Vidste denne mand alt om hende bare ved at se på hende? Hvis han vidste det, vidste han så også til det symbol hun havde på sin mave? Han måtte have fornemmet dens kraftige magi som den sikkert udsendte når nu han var så dygtig til at tyde hendes evner. Hendes øjne begyndte at flakke lidt rundt. Hun kunne dog ikke se grunden til at holde det hemmeligt hvis han alligevel vidste så meget. ”Det er rigtigt” sagde hun kort mens hun tænkte hvordan hun skulle forklare det. ”Jeg kan få de fleste mænd til at gøre som jeg vil” forklarede hun kort. Så måtte han spørge mere ind til det hvis han ville. Hun kom dog til at grine lidt ved sine egne tanker. ”Men nok ikke dig” sagde hun med et smil over sine læber mens hun så på ham.

Det var rart at hun begyndte at virke mere afslappet og selv finde situationen behagelig lige som han gjorde.
"Det kan der være noget om. Min sande skikkelse fylder også lidt rigeligt her blandt træerne alligevel. Så at snakke sammen så afslappet er alligevel meget sjovere end at kæmpe"
Han bemærkede godt hvordan hun kiggede på ham så han smilede egentlig bare og kiggede på hende. Hun var selv meget tiltalende at se på, og der var ingen skam i at beundre andres udseende. Han skænkede det overhovedet ikke en tanke at hans muskler nok så lidt voldsomme ud i den t-shirt. Men han tænkte heller ikke så meget over hvordan han så ud.

Ganske vist kunne han ikke direkte se symbolet på hendes mave, men han kunne se den magiske energi der fra. I første gang nævnte han det ikke, da han lige skulle tænke over hvordan han ville spørge ind til det. Hendes egen latter fik også ham til at grine lidt hvorefter han lyttede nysgerrigt til hvad hun sagde.
"Det er ikke godt at vide. Jeg kan skam godt påvirkes, bare ikke på en måde der går direkte imod mit væsen. Og direkte kontrol er umuligt. Med mindre jeg selvfølgelig selv vil have det"
Dog kunne han ikke lade være med at tænke over hvad hun grinede over. Nok kunne han se mange ting om hende, man han kunne ikke læse tanker.
"Nu spørger jeg igen lidt direkte.... Men hvorfor bærer du energien fra et helvedes-segl på maven? Det minder i hvertfald virkelig meget om dem jeg selv har haft"

Der var noget hun var enig med ham i. Det at kæmpe var ikke lige hende, men hun kunne godt finde ud af det i tilfælde af at hun fik brug for det. Hun kunne dog ikke lade være med at bide mærke i det han sagde om hans sande skikkelse. ”Hvor meget fylder din sande skikkelse? Og hvordan ser den ud?” Spurgte hun nysgerrigt. Lige nu forestillede hun sig ham der var højere end træerne, lysende og med vinger. Hun vidste ikke om det var rigtigt, men smukt var det nu. Hans muskler så utrolig godt ud i den t-shirt han havde på og det var noget der tiltrak hende virkelig meget. Hvis ikke det var fordi han var hvem han var, ville hun nok have prøvet på at forføre ham, men hun kunne sagtens styre sig selv nok til at lade være.

Hun prøvede at forstå hvad det var han sagde. ”Så hvis jeg påvirker dig til at gøre noget du gerne vil have fungerer det? Er det så ikke lidt lige meget når man bare kan bede dig om det i stedet?” Spurgte hun lettere forvirret. Hun var vant til at skulle bruge sin evne når den anden person var uenig med hende så hun fik hvad hun ville have. At bruge den til noget en anden person allerede ville kunne hun ikke se nogen mening i.

Stemningen for hende slog fra at være hyggelig til pludselig at være utrolig ubehagelig. Han vidste alt for meget om hende af hvad hun følte var sikkert og det fik hende til at sidde mere stift i det. ”Det ikke noget” sagde hun stille i håb om at han ville lade det ligge. Lige meget hvad havde hun ikke tænkt sig at fortælle det til ham så han ville ikke få noget ud af at spørge ind til det endnu engang.

Efter det sidste af hans cola blev tømt, stillede han den tomme dåse fra sig og tænkte kort over det med hans skikkelse. "Jeg bliver lige omkring en meter højere ca. Og vingerne fylder selvfølgelig også lidt. Ved du hvad? Du er jo hvad jeg har været og er nu så hvis du har lyst til det, så må du gerne se min sande skikkelse. Det er alligevel ikke så tit det sker"

Så holdt han sin hånd let frem og en lille hvid flamme dannede sig i hans hånd. Langsomt delte den sig i to og snart lignede det to slanger der hvirvlede rundt mellem hinanden.
"Nej det er ikke helt sådan. Man kan for eksempel ikke få mig til at slå ihjel bare uden grund. Og man kan ikke gøre mig vred eller ked af det. Det kan jeg kun blive helt naturligt. Men hvis jeg for eksempel er glad over en situation eller spændt. Så kan de følelser forstærkes. Så positive følelser kan generelt forstærkes, imens negative kun sker naturligt"

Det var meget tydeligt hvor negativt det påvirkede hende så han slog tanken hen igen. "Det er også lgiemeget. Jeg skal nok få det at vide hvis du på et tidspunkt mener jeg skal. Det haster ikke.. Og nu er det alligevel så hyggeligt... Hov lige som en note så skal du ikke lgie røre ved den hvide ild her. Hellige flammer brænder Djævle og dæmoner ligemeget hvad"
Så tog han en lommelærke frem og rakte hende. Der var duften fra en dejlig stærk Whiskey med en god krydret næsten frugtagtig smag.
"Vil du have en tår?"

Hun så lidt overrasket på ham da han spurgte om hun ville se hans sande skikkelse. Hun havde næsten svært ved at forestille sig det så hun nikkede blot. Hun vidste ikke om hun skulle føle sig en smule beæret over at måtte se ham sådan, men det kunne jo være at der var en del der havde set det selvom han sagde det ikke skete så ofte.

Hun betragtede hans hånd idet en hvid flamme opstod. Den var utrolig smuk. Hun blev dog endnu mere betaget da flammen blev ti to slanger. Hun havde lyst til at røre dem, men vidste allerede godt at det nok var en dum idé. Idet at han var engel ville det være naturligt hvis den var ment til at skade hendes race. Eller i hvert fald halvdelen af hende. Hun forstod alt det med følelser, men havde alligevel et spørgsmål. ”Hvad så hvis man planter en idé i dit hoved som var det din egen?” Spurgte hun nysgerrigt. Han havde nok allerede gættet at det var sådan hendes evne virkede, men hun havde intet imod at dele det med ham. Hun vidste at han ikke var nogen trussel og derved skulle hun heller ikke bruge evnen på ham.

Hun var glad for at han lod det med symbolet ligge. Dog kunne hun ikke lade være med at kommentere på det. ”Den eneste måde du får det at vide er ved at tvinge mig” sagde hun med et lille drillende smil mens hun så på ham. Det var ikke ment som en udfordring, men hun ville bare have han skulle vide det var den eneste måde hun ville komme frem med det. Det var hendes dybeste hemmelighed og hun havde aldrig fortalt den til nogen. Og det havde hun ikke tænkt sig at ændre på. Lige meget hvor godt ud af det de kom med hinanden var der visse ting hun aldrig ville kunne dele med sin gode vilje.

Hun grinte kort da han sagde hun ikke skulle røre ved flammen. ”Den havde jeg godt regnet ud” sagde hun med et skævt smil mens hun betragtede det smukke syn. Den var næsten helt hypnotiserende at se på med de to slanger der snoede sig rundt om hinanden. Hun kom dog ud af trancen igen da han rakte hende en lommelærke. Hun tog roligt imod den og lugtede til det. Hun smilede kort. ”Det er mere min kop te” sagde hun mens hun så på ham med et glimt i øjet. Hun tog derefter og drak en tår af væsken og smagte på den. Hun lod smagen være i hendes mund indtil hun drak endnu en tår og rakte den til ham igen. ”Du må hellere tage den inden jeg drikker det hele” sagde hun smilende. Hun havde efterhånden fået en svaghed for alkohol.

"Tag du bare for dig, jeg har masser alligevel. Jeg kan bare godt lide at have den med" Så lod han igen flammen forsvinde imens han svarede på hendes spørgsmål. "Det kan man desværre ikke. Kun ved at overbevise mig om det er en god ide. Med evner kan man ikke"

Imens han rejste sig roligt op, gengældte han det let drilske smil over hendes kommentar. Han havde heller ikke tænkt sig at spørge yderligere ind til sig. Helvedes-segl sad der altid af en meget stærk grund og hun kunne jo holde det tilbage så det var der ingen grund til at gøre mere ved.
"Nå jeg lovede dig jo du måtte se..."

Han holdt armene en smule ud til siderne og begyndte snart at gløde varmt og gyldent. Med et dæmpet smæld, sprang et par kæmpestore hvide vinger fra hans ryg og han begyndte at vokse. Han var ca 3 meter høj da han holdt med at vokse. Da lyset dæmpede sig igen havde han stadig en svag gylden aura der dog var tydelig i mørket. Han havde et par løse men kraftige hvide bukser på og en lang hvid trenchcoat med gyldne symboler over sin svulmende brystkasse. Han havde bar overkrop under trenchcoaten. Majestætisk stod han og kiggede ned på hende. I stedet for hans normale grønne øjenfarve var hans øjne nu gyldne. Det virkede varmt og behageligt i nærheden af ham. Hans stemme havde en overjordisk klang: "Sådan ser jeg ud. Det er sådan de fleste dæmoner og djævle kender mig i dag. Såfremt de er en trudsel... Rart at hilse rigtigt på dig Rogue.."

Hun smilede stille da han sagde hun bare skulle tage. Hun kunne derfor ikke modstå at tage en tår mere af whiskyen. Hun stillede den dog væk lidt efter for ikke at drikke det hele med det samme. Men gratis alkohol sagde hun nu aldrig nej til. Hun vidste ikke om det dissideret var et helveds-segl. Hun vidste bare at det var et segl lavet af en djævel med stærk magi. Hun burde nok have været skræmt over at en af hendes evner på ingen måde virkede på ham, men i stedet fandt hun det utroligt fascinerende. Hun var ikke selv så stærk at sådan nogen evner ikke virkede på hende, men hun havde heller aldrig haft problemer med det.  ”Så må jeg jo bare overbevise dig” sagde hun mens hun så på ham med et lidt frækt smil. Hvis der var noget hun var god til så var det at overbevise.

Hun betragtede ham med interesse mens han stod op og spredte sine arme hvorefter han begyndte at…lyse? Det gav et kort sæt i hende da hans vinger viste sig og hun følte sig pludselig meget lille idet han voksede sig større. Især fordi hun sad på jorden. Hun betragtede ham i lang tid inden hun overhovedet rørte på sig. Hun rejste sig derefter op og gik langsomt hen til ham mens hendes øjne kiggede på ham som var han noget af det smukkeste hun nogensinde havde set. Hvilket han også var. Det var svært at modstå fristelsen til at røre ham, men lod alligevel være da hun ikke vidste hvilke kræfter han besad. Hun stillede sig helt foran ham så hun tydeligt kunne mærke varmen fra ham. Hun betragtede hans overkrop som nærmest var endnu højere oppe end hende selv.

Der gik noget tid inden hun kom til sig selv igen efter at have prøvet at vænne sig til hvordan han så ud i den skikkelse. Hun så op på ham mens hendes øjne stadig havde det samme glimt i sig. ”Jeg håber ikke jeg er nogen trussel mod dig” sagde hun med et skævt smil og lod sin arm løftes og bevægede sig langsomt hen mod hans krop indtil hendes håndflade stødte på hans bare overkrop mens hun kiggede på sin egen hånd. Hun kunne ikke lade være med at røre ved noget der var så smukt.

Han stod stille og betragtede egentlig bare hendes reaktion. Det kunne være en meget overvældende oplevelse at opleve en Seraphim i sin sande skikkelse så han undgik nogen form for pludselige bevægelser. Da hun så ville røre ved ham, blev han lidt betænkelig ved det. Hun var jo halvt Djævel. Men engleblodet viste sig at gøre der ikke skete hende noget. Var man Djævel, kunne det være lidt mere end bare ubehagleigt at røre ved ham. Så han lod hende bare lægge hendes hånd mod hans brystkasse inden han strakte vingerne ud lidt. Det var noget siden han havde brugt dem. Han havde et vingefang på lidt over 5 meter.

" Du er på ingen måde en trudsel... Jeg kan godt lide dit selskab. Du virker... Overvældet....?"

Så kiggede han ned på hende og stod lidt afventende på hendes reaktion. Han var jo ikke klar over hvad hun havde oplevet så det var ikke til at sige hvad hele den her oplevelse gjorde ved hende. Han stod imens og tænkte lidt over om han kunne gøre noget ved det Helvedes-segl. Det ville han nok kunne men det ville tage tid. Dog nævnte han ikke noget om hvor langt hans helbredende evner rent faktisk rakte. Men havde hun nogen form for sår eller ar på sin hånd, ville de forsvinde ved at røre ved ham

Hun stod stadig og betragtede ham mens hun lod sin hånd glide hen over hans overkrop for at mærke hans veltrænede krop. Hun lagde derefter mærke til at han strakte vingerne lidt ud og hun kunne ikke lade være med at gå hen til en af dem for at se nærmere på den. Hun så derefter op på ham da han snakkede til hende. Hun smilede roligt over hans spørgsmål. ”Det er svært at tro på at der findes noget så smukt” sagde hun med en rolig stemme mens hendes blik igen kørte hen på hans vinger. Hun lod sin hånd glide henover de bløde fjer og smilede let for sig selv. Hun følte sig virkelig speciel over at måtte se ham sådan uden at det var nogen dårlig ting.

Efter lidt tid trådte hun tilbage for at kunne se ordentligt på ham. Det var svært for hende at tage øjnene fra ham, men nok også mest fordi hun ikke havde lyst til det. ”Jeg forstår godt hvorfor du blev genfødt Khá” sagde hun stille og smilede skævt til ham mens hun så på ham. Ikke mindst var han smuk, men hele den måde han var på var tiltrækkende og virkelig interessant. Hun mærkede sit begær der steg op i hende efterhånden som hun havde stået så tæt på ham i noget tid og det fik hende til at træde nogle skridt tilbage. Hun stoppede idet hun nåede et træ og så kort på det da hun overhovedet ikke havde set det. Hun smilede derfor bare da hun følte det var en smule pinligt.

Han lod vingefjerene køre ganske stille ned af hendes arm så hun endnu bedre kunne mærke hvor bløde fjerene var. "Når jeg skal kæmpe, bliver vingerne hårde som stål og meget skarpe... Men ellers mærkes de sådan her... Smuk? det er ikke det ord der bliver brugt mest om min sande form... De fleste bliver ramt af ærefrygt... Så jeg viser mig ikke sådan her ret ofte.."

Han grinede meget lavt da hun kom til at gå ind i træet, men det var på ingen måde nedladende. I stedet tog han et enkelt skridt tættere på hende og hjalp hende lidt på fode med spidsen af sin ene vinge.
"Nu har jeg alligevel antaget min sande form... Så hvorfor spilde den... Hvad siger du til en flyvetur? Jeg kan sagtens bære dig"
Det virkede måske for nogen som en stor ting at flyve med en Seraphim. Men han så det som endnu en chance for at bringe lidt lys ind i en verden der allerede var for mørk. Det var selvfølgelig hvis hun havde lyst til at flyve. Han elskede selv at flyve rundt højt oppe i himlen hvor man uforstyrret kunne nyde udsigten, stilheden og komme lidt mere væk fra alting. Noget alle kunne få brug for. Vingerne blev lagt tæt på ryggen igen imens han ventede på hvad hun ville svare

”Jeg er sikker på at hvis jeg var en fjende ville jeg føle ærefrygt. Men lige nu kan jeg ikke se andet end skønhed” sagde hun stille mens hun så hen på ham. Hun mærkede træet bag sig og holdte lidt omkring stammen så hun stod bedre op af den og hjalp sig lidt med hans vinge.

Hun så overrasket på ham da han spurgte om en flyvetyr. ”Flyve?” Spurgte hun og så forsigtigt op på stjernerne. Hun havde aldrig været oppe at flyve før, hvordan skulle hun kunne det? Hun så på ham igen efter hun havde studeret stjernehimlen og bed sig kort i læben. ”Tjo” sagde hun tøvende. Det var ikke fordi hun var bange for højder, men tanken om at skulle være så tæt på ham lige nu fik begæret i hende til at stige. ”Hvorfor spilde den..?” Sagde hun med et skævt smil. Hun håbede at han forstod at det var et ja til at hun gerne ville med på en flyvetur. Også selvom det gjorde hende utrolig nervøs hvilket han sikkert allerede havde opdaget da det var utrolig tydeligt på hende.