The darkness grows

T: Omkring 01:04.
O: Ingen andre, end de mange gravsten.
S: Kirkegården,
V: køligt, månen og stjernerne er fremme.


Hazelin sad på en af de mange metalrustne bænke, og så frem for sig. Mørket havde for længst lagt sig over hele kirkegården, og gjorde det i forvejen uhyggelige sted, den tand mere uhyggeligt, som gjorde at de fleste folk holdt sig fra stedet. Men for hende var det noget andet. Hun var tiltrukket af stedet.. Som Aspara, fascinerede mørke væsner hende. Alle hun kendte den gang, for mange år side, var det samme som hende. Hun kendte ikke til andre væsner den gang.
Det lange blonde hår, bølgede ned af hendes ryg, og indrammede det kønne ansigt. De havblå øjne glimtede en anelse i skæret fra månen, og fik hende til at virke mere mystisk. i dag havde hun et par sorte meget hullede bukser på, sorte flade sko, en mørkeblå top, og en kort læderjakke der sluttede ved hendes lænd. Det gjorde hende ikke noget at sidde her i mørket, men det var hyggeligere, når der også var andre.

Gravsten efter gravsten efter gravsten. Det var et miljø Khá var fortroligt med. Mange kaldte ham for de dødes herre, grundet hans evne til at rejse og manipulere døde og udøde. Khá kom tit på kirkegården for en få en ro man ikke fandt andre steder. Nok var byen et sted med en mangfoldighed af væsner men ro i sindet var nu rart.

Kirkegården virkede (meget passende) stille som graven. Khá regnede ikke med der var nogen her ude, indtil han så en ung kvinde sidde på en af de gamle metalbænke. Khá sørgede for hætten var nede over hans ansigt og hænderne gemt i ærmerne på ærkemager-kåben.

Med den dybe, rustne stemme sagde han forsigtigt:

Godaften frøken. Må jeg sætte mig?

Hazelin hørte ham ikke komme. Mærkeligt nok, hørte hun ham ikke før han pludselig stod der. Lige ved siden af hende, og så på hende. Hun så kort forbavset op på ham, som havde han sagt han ville give hende 10 millioner. Let lod hun hovedet glide på skrå, og rykkede sig en anelse. Gjorde en gestus mod pladsen ved hendes side, og nikkede lidt.

“Ja da..”

Fingrne strøg det lyse hår om på ryggen, inden hun betragtede ham med et tænkende blik. Hvad mon han lavede her? Han virkede mest som typen der holdt sig for sig selv. Men når alt kom til alt.. Var man vel heller ikke sikker på, at man ville støde ind i nogen på kirkegården.

Khá satte sig forsigtigt ned, og nikkede som en gestus til tak.

Hvad laver en ung dame som dem selv ude på kirkegården så sent? Ude og tage afsked med en der er gået bort eller for at nyde roen? De må undskylde mine manerer, mit navn er Khá

Han rakte sin knoglede askegrå hånd ud imod hende og kiggede op så man kunne se hvad der skulle være hans øjne

De må undskylde hvis jeg virker speciel men jeg har ikke mødt dødelige uden at være mødt af fjendtlighed også

Hazelin så lidt på ham, og lod hovedet glide blidt på skrå.

Mig? Jeg laver ikke rigtigt noget.. Jeg nyder roen.. Jeg.. Bliver tiltrukket af dysterheden her.. Meget uvant for min race men ja
Hun tav en anelse og så frem for sig. Da han rakte hånden mod ham, smilte hun forsigtigt. Hun tog hans hånd og gav den et blidt klem, inden hun slap den, og lyttede til det han sagde.

Jeg er nok lidt godtroende er jeg bange for.. Som sagt… dysterhed tiltrækker mig, så.. At du er anderledes, gør dig ikke nødvendigvis ond

Ja det må jeg indrømme er en ny måde at se tingene på. Men jeg har selvfølgelig heller ikke altid været sådan her. Jeg har ikke altid været en "djævel" men mine evner kommer ikke fra noget rart sted. Men hvad race er du hvis jeg må være så fri at spørge? Jeg plejer at kunne mærke energier og spore mig ind på folks race på den måde men det kan jeg ikke med dig?

Hun var speciel ingen tvivl om det men han kunne ikke genkende hendes lugt, Hendes energier virkede heller ikke som noget han havde mærket før. Hans nysgerrighed var i hvertfald til stede og han ventede nærmest spændt på at høre om det,

Et svagt grin slap fra hendes læber.

“Jeg bliver tit forvekslet med en engel.. Men det er jeg ikke.. Jeg er en aspara, også kaldet nymfe, mit element er vandet”

Stemmen var rolig og mild, der var ingen grund til at dømme ham, bare fordi at han var en djævel. Og han havde jo intet gjort hende, så hvorfor skulle hun tro ondt om ham. Som tingene var lige nu, havde hun ingen grund til det overhovedet. Blikket gled udover gravene. Hun havde tit forestillet sig hvordan hendes egen ville se ud. Men hun kunne ikke længere finde ud af det.

Ja så er vores evner i høj grad forskellige. Jeg kan kontrollere døde og udøde. Og så har jeg gennem lang tids studier mestret den Arkane Ild.
Her er et lille tricksspørgsmål: Hvad var jeg før jeg kom i den her tilstand? De kan være ganske rolig jeg bliver ikke fornærmet lige meget hvad de siger

Khá var nu sikker på at hun ikke var specielt bange så han tog hætten ned og afslørede de gløder hvor øjne skulle sidde, og de stærkt indsunkne kindben klædt med den askegrå hud og hans lange sorte hår

Hazelin smilte lidt til ham. Da han trak hætten ned, så hun længe og fascineret på ham, trak tøvende benene op til sig. Ja hvad mon han havde været inden han blev det? Det var ikke noget hun lige på nuværende tidspunkt vidste. Men et gæt kunne jo ikke skade kunne det vel.

“Var du… måske en vampyr?”

Hun vidste det ikke. Hendes hjem havde ikke ligefrem lært hende om alle de mange racer, hun kendte kun dem hun havde hørt om nu, så udvalget var ikke så stort desværre.

Nej overhovedet ikke. jeg var en gang et helligt væsen, noget nær en engel. Indtil mine herrer's opgaver blev for frygtelige, så jeg rev mig fri af deres magt og blev forbandet til det jeg er nu. Jeg kan godt forstå at vampyr il være et oplagt gæt grundet min udøde fremtoning

Han tog hætten på igen for ikke at vække yderligere ubehag. Han vidste godt hvordan han så ud, at han lignede et monster

Man kan vel sige jeg blev tvunget til at mestre mine skyggesider

Hun rakte langsomt op og tog hans hætte ned igen. Han skulle ikke gemme sig, det generede hende ikke. Og det ville hun helt sikkert fortælle ham hurtigt, så han ikke troede det.

“Du må ikke dække dig til.. Jeg har aldrig set en som dig før, det var ikke min mening at du skulle tro jeg fandt dig skræmmende.. Nogle gange er man også nød til at bryde fri, hvis man ikke ved hvordan man skal kunne leve med sig selv ellers.. Jeg syntes det var det rigtige af dig at gøre.. Også selvom du blev forbandet.. Man er nød til at huske på sig selv”

Jeg fortjente at blive forbandet med det jeg gjorde. Selvom mine herrer gav mig ordren var det stadig en frygtelig forbrydelse. Jeg havde ikke noget problem med at tjene dem.... Indtil jeg fik den ordre.... Men deres ord er forfriskende. Der er ikke nogen der har rost mig for det jeg gjorde

Man kunne sagtens høre en smule sorg i Khá's stemme og han sænkede hovedet en smule.

Hazelin smilte lidt til ham. Hun forstod ham godt. Nogle gange kunne man hade sig selv for de ting man gjorde. Hun havde det på samme måde. Men man kunne som oftest ikke gøre noget ved det.

“Jeg ved godt hvad du mener.. Det ikke altid man vil, men oftest gør man det alligevel.. Sådan har jeg det i hvert fald.. jeg har også gjort ting jeg ikke er særligt stolt af.. Nogle værre end andre”

Stemmen forsvandt idet hun rejste sig. Hun gik langsomt hen mod en gravsten, og betragtede den.

Så er de vel enig i at det er ikke evnerne der er onde men det er dem der bruger dem der måske gør dem onde. Alt efter hvad de bruger dem til naturligvis. Der kan jo være sågar skønhed i dem.

Khá rejste sig op og gik stille hen til hende og betragtede hendes uskyldige, næsten barnlige nysgerrighed omkring gravstenen.

Må jeg vise dem noget? De kan være ganske rolig der sker dem ikke noget

“Jeg er helt enig.. Det er vedkommende der har evnerne, der sørger for de bliver brugt til noget ondt, det er ikke evnerne der er onde..”

Hun hørte ham følge efter hende, og smilte ganske svagt, det gjorde hende ikke noget, hun rejste sig jo ikke for at gå eller noget. Nej.. Hun stod bare der, med den ene hånd på en gravsten.

“Ja, hvad vil du vise mig?”

Hun vendte sig let hen mod ham.

De må stole på mig, det kommer ikke til at gøre ondt. Ræk mig din hånd

Khá tog let hendes ene hånd og lod den arkane flamme blusse stille op og lægge sig i hendes hånd. Flammen kunne ikke mærkes, da Khá havde besluttet sig for at den ikke skulle skade hende. Han slap hendes hånd og i nogle få sekunder holdte hun selv ilden

Den arkane ild er enormt destruktiv, men skader ikke hvis man beslutter sig for den ikke skal. Det er en af de ting jeg har mestret ved den. Så kan man nyde skønheden i magi, og nærmest fortabe sig i magien i sin reneste form

Hazelin så længe og tænkende på ham. Hvad mon han havde i tankerne. Da flammen dukkede frem i hans hånd, mærkede hun sin hjertebanken. Hun rystede ganske svagt på hånden da han tog den, og idet han lod flammen hvile i hendes hånd, frøs hun helt for en stund. Og lignede en der skulle besvime. Pludseligt slap hun den, og trak sig lidt væk. Hun gned hænderne helt ukontrolleret, og stirrede på flammen.

“Jeg.. Jeg kan ikke holde den.. Jeg kan ikke.. Jeg bliver så bange omkring ild..”

Stemmen virkede panisk, og alligevel ikke som om hun var vred på ham. Han havde gjort det i god mening, men det var umuligt for hende at kontrollere sig selv omkring ild, og netop derfor vred hun stadig hænderne. Hun ville gerne kunne li ild.. Det ville hun..

Hmm lad os nu se.... Aha de kan sikkert godt lide naturen, så jeg tror jeg har en anden ide. Det handler blot om at de skal have ændret deres syn på hvad ild er. Dette her er jo ikke normal ild men nu vil jeg vise dem hvordan skønhed kan forme sig af den arkane flamme

Khá koncentrerede sig og en klar blå flamme dukkede frem og formede sig til en slyngplante der snoede sig op af ham og ud af hans arm og dannede en rose af blå ild i hans hånd. Han tog et skridt tilbage og gjorde tegn til at hun skulle tage dem

Igen de må stole på mig. Den arkane flamme kan jeg forme som jeg vil, det er magi i sin reneste form. Ild er en primalkraft lige såvel som magi er. Den er ikke fordømmende eller partisk. Den er bare. Smuk, Destruktiv, Skabende, Forandrende

Hazelin så tøvende på ham, og betragtede det han lavede sin ild igen. Langsomt strøg hun en spinkel hånd igennem sit lange blonde hår, og så forsigtigt ind i hans øjne. Hun brød sig virkelig ikke om at skulle røre ild igen. Tænk nu hvis der skete noget. Hvis hun brændte sig.. Hvis hun ødelagde noget. Det hele ville være hendes skyld. Hun ville være den onde. Langsomt bed hun sig i læben, rakte tøvende ud efter blomsten, og tog den langsomt.

“Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige.. Jeg har bare så svært ved at være i nærheden af ild.. Om det fordi jeg har set hvad ild kan gøre ved de steder jeg elsker ved jeg ikke.. Men ja du har ret.. Den virker ikke så skræmmende, når den er anderledes.. Jeg mestre 3 forskellige elementer, men ikke ild.. Heldigvis.. Jeg tror ikke jeg ville kunne styre den”

Let rakte hun ham den flammende blomst, og så ham igen i øjnene.

Khá fik den flammende blomst til at forandre sig til en fisk der svømmede gennem luften nogle sekunder hvor efter den forsvandt.

Jeg forstår udemærket din frygt. Lige meget om det er den arkane flamme eller om det er normal ild er det stadig en kraft der skal respekteres. Men den kan mestres som et hvert andet element. Netop denne flamme er et spørgsmål om at have viljestyrke til at manipulere den rene magiske energi. Det er en lignende energi jeg bruger når jeg vækker de døde. For virkelig at mestre frygten for det skal man kunne forstå skønheden i den. Både den skabende, forandrende og den destruktive

Hazelin betragtede flammen som den forsvandt. Og så derefter tilbage på ham. Han havde jo ret. Ild behøvede ikke at være ondt, men hun ville gerne tro den var god.. Det var bare så svært for hende.

“Du har ret.. Måske kan vi ses noget oftere, så kan du lære mig mere om det? Vi kan ikke være hos mig, jeg bor hos min bror lige nu.. Og hans onkel er ikke så glad for andre folk.. Han kan være lidt.. Hård.. Lidt barsk.. Og han tyer gerne til vold, hvis han ikke kan li folk”

Hun smilte lidt forsigtigt til ham, og pillede ved en tot af det lyse hår. Ville ikke risikere at onklen blev sur på dem.

Khá udstødte en lyd der vel egentlig godt kan kaldes for latter og sagde:

Jeg vil hellere end gerne lære dem om det, og en mand der tyer til vold er svag så han vil ikke blive et problem men de er velkommen i mit hjem. Jeg er dog ikke sikker på hvor begejstret de vil være for det dog. Hvis de vil være interesseret i at besøge mig.

Khá smilede til hende eller i hvertfald forsøgte på det og bukkede for hende

Vil de være interesseret i at se lidt mere magi? det er så de er forberedt på hvad mit hjem byder på

Hun grinte lidt forsigtigt af ham, og lod hovedet glide en anelse på skrå. Vidste ikke helt om han syntes det var en dårlig ide.

“Jeg ved det godt.. Men han er okay, han er god ved mig så jeg er ikke bekymret.. Og jeg vil med glæde se dit hus.. Og se mere magi, jeg kan også vise dig noget af det jeg kan hvis det er.”

Let smilte hun til ham. Og gik langsomt hen mod lågen ud til vejen igen. Han ville forhåbentlig ikke gøre noget ved hende, det håbede hun da ikke

Vil de gøre mig den ære at besøge mig på mit citadel i morgen aften? Det er det store sorte citadel uden for byen. Det har ikke lagt der så længe så det skulle ikke være svært at finde. Blot stå ved porten og sig mit navn, så kommer jeg selv og åbner døren.

Khá kiggede på hende og bukkede ærbødigt for hende og gav hende et forsigtigt håndtræk.

Det har været en hyggeligt samtale så jeg vil glæde mig til dit besøg frøken Hazelin

“Mener du det? Jeg vil meget gerne komme og besøge dig.. Jeg skal nok huske at jeg skal sige dit navn”

Hun smilte let genert da han bukkede for hende. Hvor var det dejligt at møde en der havde en smule manere. Det var så sjældent at hun mødte nogen, der virkelig gik meget op i den slags.

“Det har været en meget hyggelig samtale ja.. Jeg glæder mig også, vi ses i morgen Khá”

Hun smilte og vinkede til ham idet hun begyndte at gå hjem.

Dagen efter kom hun gående mod hans hjem, som han havde fortalt hende hvor lå henne. Tænkende så hun på det, og smilte lidt for sig selv, stilte sig ved porten.

“Khá?”