The darkness grows

Porten til det store citadel gik op og Khá stod klar til at tage imod hende.

Velkommen frøken Hazelin. Lad mig vise dem lidt rundt

Det første var slotsgården. Træerne var døde og der var nærmest ingen farve. Kun udøde gik rundt og passede tilsyneladende en opgave de var sat til. Rive gården, passe hestene, vaske tøj, alt hvad man kunne forestille sig skulle passes på et citadel. Arkitekturen var lidt blandet fra barokken og det gotiske. Udskæringer overalt. Gerne gargoyler, Drager, varulve.
Indenfor var der røde løbere over alt. Her var der heller ikke meget farve. Grå, sort, blodrød og bordeaux-rød gik meget igen. Dystre malerier prydede væggene og mange gobeliner med lignende motiver var der også
Der var nærmest uendeligt af værelser. Sengene var urørte men der var helt rent over alt. Kun en dør blev ikke åbnet. Der kom en duft af bloster der inde fra

Hun blev også vist fangekælderen, biblioteket, spisesalen og hvad der nærmest kunne kaldes en jagtstue. Her var der dækket et bord til to.
Han trak en stol ud for hende som en gestus til at sætte sig. Han satte sig overfor hende og sagde roligt:

Jeg håber de er sulten frøken. Imens der bliver spist er de velkommen til at spørge om hvad end de vil

Hazelin smilte blidt til ham idet han åbnede porten, og gik langsomt op til ham. Så sig nysgerrigt omkring mens de gik. Hun betragtede de u døde, med en vis form for interesse. Virkede ikke skræmt over dem, men var virkelig imponeret over at han kunne styre alle dem på samme tid. Det måtte da kræve et eller andet. Måske var han bare meget magtfuld. Det havde han jo allerede lidt fortalt at han var. Og det generede hende ikke.

Det var et helt fantastisk sted, og hun kunne faktisk godt li stedet. Det havde noget helt særligt over sig. Noget afslappende for hende faktisk. Dog så hun lidt undrende på den dør han ikke havde åbnet, og bemærkede duften af blomster. Hun kunne udfra duften gætte sig til at det var roser. Hun elskede roser.

Da de nåede spisestuen, så hun sig let omkring, hun smilte lidt genert, og satte sig på den stol han havde trukket ud for hende. Hun kunne virkelig godt li hans hjem, og hans manere. Han var virkelig en speciel person.

“om jeg er sulten? Jo tark.. Lidt mad ville være rart.. Fortæl mig Khá.. Hvad var der på det værelse du ikke viste mig? Det duftede så dejligt.. “

Hun smilte forsigtigt og lod hovedet glide en anelse på skrå. Bare han nu ikke blev sur på hende.

En udød kom ind med en let fiskeanretning på en sølvtallerken og satte foran hende og skænkede vin op til hende og gik igen
Khá sad og kiggede nærmest ventende på hende da maden blev sat

Det skal vi nok komme til frøken Hazelin. Jeg håber de finder mit hjem tiltalende. Det er selvfølgelig præget af min udøde natur men arkitekturen har altid tiltalt mig. Men det mest omfattende rum er nok biblioteket. Bøger jeg har samlet gennem 400 år, så der er naturligvis nogle stykker.De må da have nogle spørgsmål, de virkede meget fascineret af mine tjenere. De kan være ganske rolig jeg bliver ikke fornærmet. Nyd mad selvfølgelig.

Selvom Khá's glas var tomt og hans tallerken ligeledes sad han afventende på hendes spørgsmål

Hazelin så smilende på ham, og så på vedkommende der kom ind med mad til hende. Hun tog langsomt glasset med vin, og duftede let til den. Det var en god vin, han havde helt klart god smag indenfor vin. Let nippede hun til den, og smilte en anelse for sig selv.

“Et glimrende valg til fisk.. Men sig mig, hvorfor spiser du ikke noget? Kan du ikke det?”

Hun smilte lidt forsigtigt til ham, og begyndte ganske langsomt at spise lidt af fisken. Hun elskede fisk. Det havde hun altid gjort.

“Åh jeg ved slet ikke hvordan jeg skal starte.. Jeg elsker dit hjem, det er så.. Så anderledes, så fredfyldt.. Man kan se du har lagt meget vægt på udseendet.. Og at du kan styre alle dem, det fascinere mig stadig.. Utroligt meget.. Jeg ville gerne læse nogle af dine mange bøger”

Blikket hvilede glad på ham. Han forstod sikkert ikke hvorfor hun ikke havde noget imod ham. Men hvordan kunne man have noget imod en, der var så sød.. Og så speciel. Hun følte sig helt rolig sammen med ham.

Med hvad der nok var forsøg på latter sagde han:

Jeg spiser og drikker ikke da det ikke er nødvendigt. og da kroppen er udød så virker mine smagsløg heller ikke. De er den første med et hjerteslag der har været på besøg i ca 350 år. Men jeg takker for komplimenten om mine evner. Når man har haft 400 år til at øve sig så bliver man dygtig. De er den første der har været fascineret af mit hjem. De fleste synes det ligner en ondskabens højborg eller et mausoleum med meget høje mure.

Der stod tre klokker på bordet. en af guld, en af sølv og en af kobber.
Da Hazelin var færdig med fisken, ringede han med den af guld. Den udøde kom ind og tog hendes tallerken, og erstattede den med en anretning med vildt.

Men selv om man er udød kan man vel godt sætte pris på de finere ting. Penge er heller ikke noget problem for mig efterhånden. Men de skal være velkommen til at læse i bøgerne i mit bibliotek. De bøger de ikke må læse kan de slet ikke åbne alligevel. Er der noget bestemt de kan lide at læse?

Hun grinte let af ham, og lod dem tage hendes tallerken og erstatte den med noget vildt. Maden så stadig yderst lækker ud.

“Jeg tror det er første gang jeg har fået så god mad.. Du burde have flere gæster, de ville værdsætte det.. Præcis som jeg gør”

Hun smilte stille af ham, og hvilede de blå øjne længe på ham. Mens han snakkede og det virkede til at hun fandt alt spændende. Hvilket også var sandt nok, alt han sagde fik hende til at tænke lidt mere over det. Som om det startede en hel kædereaktion af tanker indeni hende.

“Jeg elsker dit hus.. Selvom jeg ærligt tror jeg vil fare en del vild her.. Jeg kan ikke en gang huske vejen til biblioteket.. Hvad jeg læser? Det skifter alt efter humør.. Jeg læser det meste”

Efter at have svaret begyndte hun forsigtigt at spise lidt igen. Det var lidt mærkeligt at sidde her og spise, når han ikke kunne spise noget.

Jeg kan lide at forkæle mine gæster, forudsat at de respekterer mig. Hvis ikke er jeg et helt andet væsen at have med at gøre. og de har jo vist både interesse og respekt. Mit bibliotek indeholder alt fra skønlitteratur, til faglitteratur, digte, biografier og bøger om alverdens væsner, så der skulle nok være noget til at fange deres interesse

Hun var en sælsom skabning. Ingen frygt, ingen fjendtlighed, intet had. Kun nysgerrighed og respekt og hengivenhed. Det var alt sammen nyt så Khá forsøgte at gøre aftenen til en god oplevelse.

Men der er som sagt også forbudte bøger der inde. Jeg vil vise dem hvad der er bag den sidste dør når de er færdig med desserten. Hvad er det der gør at de finder det mørke og døden fascinerende hvis jeg må være så fri at spørge?

Hazelin så ham smilende i øjnene, og lod hovedet glide på skrå. Tog en lille tår af vinen. Og så tænkende frem for sig. Han skulle jo spørge om det før eller siden. Men han kunne vel ikke dømme hende på det.

“Min familie.. Oplærte mig til at være en koldblodig morder, aldrig stille spørgsmål.. Gøre som der blev sagt.. Det er stik mod en asparas natur, men der var en der styrede den by jeg kom fra, der fik folk til det.. Da jeg først begyndte at løsrive mig, blev jeg afstraffet.. Afrettet.. Jeg tror måske.. Mørket bare er en del af mig, jeg føler mig rolig i det.. Ligesom når jeg er under vand, “

Stemmen vaklede ikke som hun snakkede, svaghed var ikke som sådan noget hun burde vise. Der kom alligevel aldrig noget godt ud af det. Let trak hun på skuldrene og rejste sig tænkende,. Hun gik hen til vinduet, og så ud af det.

“Som du selv sagde.. Det er ikke ens evner der er onde.. Det er personen der vælger at bruge dem til noget ondt.. Somme tider.. Bliver jeg mit gamle jeg.. Og det såre folk jeg holder af.. Men jeg kan ikke altid styre det.. Det som om, jeg er fanget inde i mig selv når jeg bliver sådan.. Som om jeg bare ser min krop gøre det”

Hun rystede på hovedet af sig selv, og gik langsomt tilbage og satte sig.

Ja det minder jo på mange måder om mit eget liv da jeg blev udvalgt. Jeg blev ligeledes gevet evner, for at kunne afstraffe og henrette dem der blev fundet skyldige af mine herrer. Ret ofte virkede også som om jeg sad son tilskuer i min egen krop og så de ting der blev gjort.

Khá ringede med klokken af sølv, og den udøde kom ind igen og tog hendes tallerken. Denne gang blev den erstattet af en lille sølvskål med helt friske bær og frugter i.

Disse bær kommer fra et helt særligt sted. De er næsten lige blevet plukket så de skulle smage fantastisk. Når de har spist dem, vil jeg vise dem det sidste værelse. Håber de kan lide dem. Imens kan de jo fortælle om når de vender tilbage til deres gamle jeg. Jeg kan måske endda hjælpe dem. Jeg har jo mestret netop det problem. Bon appetit

Hazelin lyttede til det han sagde, og så så på det der nu blev serveret foran hende. Forsigtigt smilte hun og så på skålen med de friske bær og frugter i. let bed hun sig i læben, og så op på ham igen. Let lod hun hånden glide gennem det lange blonde hår. Og spiste langsomt lidt af det.

“De smager helt fantastisk ja.. Når jeg vender tilbage til mit gamle jeg.. Hm.. Det sker som oftest hvis jeg ser blod.. Men kun hvis det er blod, der bliver tvunget frem ved skader. Ved at folk slår hinanden, eller skader hinanden. Jeg bliver nærmest.. Som i trance fri for alle følelser, og er modtagelig overfor at andre ber mig om at myrde nogen”

Efter at have spist smilte hun blidt til ham, og bed sig ganske kort i læben.

“Tusind tark, det hele smagte virkelig godt”

Det hele handler om et standpunkt i sig selv. for eksempel en bestemt følelse man skal holde fast i. Med nok øvelse viger man ikke fra den og undgår at glide væk fra hvad man er. Jeg håber maden behagede dem frøken Hazelin.
Men nu har jeg vist lovet dem noget. Følg med

Khá trak hendes stol lidt ud og førte hende hen til døren hvor der duftede af roser. Khá lagde hånden på døren og en lille blå flamme kravlede ind i låsen og døren gik op. Det syn der mødte hende var et meget stort rum med frugttræer og bærbuske i den ene side. Det var som der var en lille sol her inde. I midten af rummet var der et stort egetræ med en gynge i. Harer, fugle, hjorte legede og slappede af. I den anden side var der en timeglas-formet dam med en lille bro henover. Overalt voksede der blomster og egerne løb oppe i det store træ

Det her var min søns kæreste eje. Her sov han og legede i den korte tid jeg nåede at have ham. Det er det eneste sted i mit citadel hvor livet gror uhindret. Hvad synes de?

“Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal blive på det punkt.. Jeg kan ikke finde ud af det.. Og maden var skøn, tusind tark”

Hun smilte blidt til ham, og rejste sig da han trak hendes stol ud, let fulgte hun med ham og smilte til ham igen. Han var virkelig rar ved hende. Det var dejligt at vide. Langsomt fulgte hun med ham, og så nysgerrigt på døren. Da han åbnede den trådte hun langsomt ind i rummet, og så en anelse rundt. Det var helt fantastisk. Tænk at man kunne have sådan et rum.. Det var jo vidunderligt. Det var nærmest sådan et slags drømmerum. For hende i hvert fald.

“Det er virkelig et smukt sted.. Tark fordi du ville vise mig det her Khá.. Men jeg vil ikke opholde dig mere end nødvendigt, så jeg vil med glæde gå nu, så du kan komme videre med din dag,”

Hun smilte til ham, og holdt stadig en anelse om hans arm, som hun havde gjort da han fulgte hende hen til værelset.

Jeg håber at aftenen var underholdende for dem. Ingen dødelig har set dette rum siden Matthew..... døde.... Men de skal være velkommen til at komme igen og læse, når end de ønsker det. Og de kan som sagt ikke åbne de bøger de ikke må. Og tak fordi de har hørt på en ældgammel nekromantiker

Khá fulgte hende ud til døren og ud i slotsgården og bukkede for hende. Så gav han hende en sort ædelsten.

Denne gør at mine tjenere ved at de må komme her. Men lad nu ikke andre få den. Det vil nok gå galt. Men endnu en gang tak for en indholdsrig aften og deres venlighed frøken Hazelin

“Jeg har virkelig hygget mig.. Og jeg vil helt sikkert komme igen, det et fantastisk sted.. Og.. Du er et rart selskab.. Jeg føler mig så afslappet omkring dig, ellers ville jeg aldrig have delt det med dig.. Du ved omkring mig selv..”

Hun fulgte smilende med ham udenfor og så sig blidt omkring igen. Han rakte hende noget, og idet hun tog den, smilte hun lidt for sig selv. Og betragtede den sorte ædelsten. Hun nikkede ganske svagt som tark, og lod hovedet glide en anelse på skrå.

“I lige måde Khá.. Jeg regner med at komme igen i morgen.. Måske er du hjemme, det ville være rart at snakke mere med dig.. Og bare rolig, inden får den”

Som hun havde sagt kom hun tilbage aftenen efter. Hun havde fået sat stenen i en kæde, så den nu hang om hendes hals. Langsomt trådte hun ind i haven, og så sig omkring. Hun gik med en potteplante i hånden, med jord i. hun ville vise ham noget, noget hun havde lavet til ham. Den ville vokse frem, når han rørte ved potteplanten. Forsigtigt åbnede hun døren, og så sig omkring. Hvor var det nu det bibliotek lå henne.. Til sidst kom hun i tanke om det, og gik let op af trappen, og hen til biblioteket, hvor hun satte sig i en af sofaerne, og stilte planten på et bord. Hun smilte lidt og trak en bog ud, som hun åbnede og begyndte at bladre let i den.

Khá kunne let mærke Hazelins tilstedeværelse i citadellet og bevægede sig derfor mod biblioteket. Hun burde jo kunne finde vej. Han trådte ud af skyggerne ved reolen med forbudte bøger. Med hånden let hvilende på en montré sagde han:

Godaften frøken Hazelin. Igen velkommen til mit ydmyge bibliotek. Hvilken bog har de fundet? Og jeg kan se de har en potteplante med? En virkelig udsædvanlig ting i mit citadel?

Khá slap montren og gik hen imod hende. Man kunne se låsen på montren han stod ved pulserede af mørk energi. Havde man bare lidt overnaturlige evner vil man kunne mærke den voldsomme kraft der var i låsen

Hazelin så en anelse forskrækket op på ham da han pludselig stod inde i rummet. Hun smilte venligt til ham, og lod hovedet glide en anelse på skrå. Hun rejste sig ganske langsomt, og lagde bogen på bordet.

“Godaften Khá, tusind tark.. Jeg vidste ikke om det var okay jeg gik ind, så det må de undskylde hvis det ikke var. Ja.. Jeg har taget en plante med til dig, det en speciel blomst.”

Nysgerrigt så hun på montren, inden hun rakte ham potteplanten. Så snart han tog imod den, ville der vokse en stor smuk sort rose frem, men jo længere man kom mod midten af blomsten, blev den mere lilla. Hun så lidt forsigtigt på ham. Håbede han kunne li den. Hun kendte ikke navnet på den, men hun holdt selv meget af den slags blomster, som havde to farver.

“Bogen? Åh det er en om væsnerne her”

Khá tog imod planten og så den lille rose begynde at spire. Den var smuk med forskellige farver da den var færdig med at vokse. Khá gik hen til en stol med høj sort ryg og satte rosen på det lille bord lige ved siden af.

Det her er min personlige stol, så rosen skal stå her. Den er smuk. Særpræget, Helt igennem unik. Det kan jeg godt lide. Jeg håber ikke montren der gør dem nervøs.

Khá gik hen og hviskede noget ind i låsen og den gik op. Han tog den store sorte bog frem. Den var prydet med symboler lignende dem på hans kappe.

Vil de være interesseret i at kigge i den? Det kan være en særpræget oplevelse med for dem ingenlunde farlig. Selve teksten i bogen vil de ikke kunne læse, men deres sind vil danne sine egne billeder af hvad bogen omhandler. Det er det mindste jeg kan gøre da de nu har bragt så smuk en gave

Hazelin smilte glad til ham da blomsten var færdiggjort. Hun kunne virkelig godt li de blomster, og derfor havde hun også valgt at give ham den. Det var det mindste hun kunne gøre, efter han havde lavet sådan en fantastisk aften for hende. Hun havde virkelig nydt aftenen med ham. Det håbede hun egentlig at han vidste.

“Det er godt du kan li den.. Den skal kun bruge en smule vand hver anden dag, og den vokser fint i mørke. Den vokser bedre i mørke, end den nogensinde har gjort i sollys. Og nej den gør mig ikke nervøs.. Jeg var bare nysgerrig.. Jeg har det med at blive nysgerrig, det troede jeg du efterhånden vidste?”

Hun grinte blidt for sig selv, og så ham i øjnene. Så derefter på bogen han nu tog ud, hun gik langsomt hen til ham, og lod hovedet glide på skrå.

“Virkelig? Mener du det? Jeg vil meget gerne kigge i den.. Men du skal ikke gøre det pågrund af gaven.. Khá.. Jeg kan virkelig godt li at være her, så derfor fortjente du da en gave?”

De må forstå at det er voldsomme kræfter der står i den her hvis blot teksten bliver forstået. Den her bog kan give en kontrol over de døde eller den arkane flamme. Det er min egen personlige Libro Arcanus. "Troldmandsbog". Men det kræver at man forstår til arkane sprog til fulde, og med mindre jeg har givet lov eller jeg er helt død kan bogen ikke fjernes fra montren. Åben bogen og bliv betaget.

Khá smilte og åbnede bogen der nu var i hendes hænder. Først var der bare en masse symboler var udgjorde bogstaver i det arkane sprog. Det virkede bare som sludder, men symbolerne svævede pludselig op fra bogen og ind i Hazelins øjne. Khá stod og koncentrerede sig inden Hazelins øjne blev fyldt med blåt lys. Det var som at suse igennem en lang tunnel af tusind farver. Billeder suste forbi hende. Billeder af gamle mænd der skrev i bøger og skriftruller, billeder af hvem hun nu vidste var den første "Khá"

Hazelin stod nu i et stort rum der lignede at farverne var omvendte. I Midten af det hele stod et stort sølvkar. Da Hazelin kiggede i det, så hun mange af hendes minder fra hendes mørke fortid. Et af dem stod hun bøjet over en middelaldrende mand i troldmandskåbe. Manden græd og tiggede om nåde og Hazelin i karret havde et rovdyrs vrede og vildskab i øjnene. Hun havde store klør lavet af bark hun havde hævet over ham, men noget fik hende til at stoppe og slippe manden.

Kortvarigt efter blev Hazelin hevet tilbage gennem tunnellen og sad nu tilbage i stolen

Hazelin så tænkende på ham og nikkede lidt forsigtigt. Hun forstod det godt. Han havde jo advaret hende om den slags før. Men hun var nu stadig lidt usikker på det. Bare det nu ikke gjorde ondt eller noget. Eller det var et eller andet sygt ritual, hvor hun så skulle donere sit blod eller sådan noget. Sådan virkede han dog heller ikke. Heldigvis ikke.

Hazelin sagde ikke noget gennem hele turen, hun sagde ingenting. Hun observerede.. Lyttede.. Men sagde ikke noget. Hun havde ikke rigtigt noget at sige, og hvem ville også høre det, når nu hun var alene.

Da hun omsider sad tilbage i stolen igen, så hun usikkert på bogen. Hun så derefter op på ham.

“Det var jo… helt utroligt.. Selvom jeg ikke brød mig om at skulle se de ting igen.. Men jeg føler mig faktisk en anelse.. Mere rolig.. Som om det har givet mig en afslappende følelse. Tark Khá”

Hazelin rejste sig langsomt, lukkede bogen og rakte ham den med et forsigtigt smil, det havde været okay.. Det havde været rart at se. Måske var det det, han havde ment med at man skulle finde en følelse, og beholde den. Så man på den måde kunne klare sig selv, hvis man var ved at blive ond.

“Khá?.. Har du egentlig følelser?”

Khá tog bogen og lagde den tilbage i montren.

Det du så var minder. Ikke kun fra dig selv men mange af de store troldmænd. Du så nok den første "Khá" Hvad bogen viser er altid minder, men ikke altid kun ens egne. Jeg har den kontrol jeg har og kan spore bogen til at vise dine. Jeg ville vise dig hvad jeg mente med at mestre sine følelser og holde fast i en så man er i kontrol med hvem man er

Khá stod længe og kiggede ud i luften og kiggede ned på sin egen askegrå hånd inden han svarede:

Jeg troede ikke jeg havde længere, men mindet om Matthew har jo aldrig forladt mig. Jeg bliver påvirket af at snakke om ham, og de siger jo jeg har behandlet dem godt. Det gør jeg kun for dem jeg bryder mig om, så jeg tror da jeg har følelser. Hvad tror de? Hazel?

Hazelin betragtede ham som han lagde bogen tilbage.

“Jeg kan godt se hvad du mener nu.. Og jeg tror faktisk at jeg nu godt kan finde ud af det.. Det var helt utroligt, jeg har aldrig nogensinde set noget lignende.. Utroligt at en bog kan gøre sådan noget. Hvor har du den fra? Er det en du har fået, fordi du er.. Det der.. Du er.. Undskyld jeg kan ikke li at sige det.. Du virker ikke sådan for mig.. Må jeg godt lade være med at kalde dig det?”

Hazelin smilte lidt til ham, og gik hen til ham, tog hans hånd og så lidt på den grå hånd.

“Jeg tror du har følelser.. Jeg tror du har en masse følelser, ligesom de fleste andre, og det er godt.”

Langsomt slap hun hans hånd, og smilte lidt forsigtigt til ham. Det var godt han havde følelser. Det måtte det da være.

Det er en bog jeg selv har skrevet. Alle troldmænd eller i mit tilfælde ærkemager, har en bog med formularer. Det er en hjælp da formularer kan være komplicerede at huske. Jeg har beholdt min mest af sentimentale årsager, og så har jeg nedskrevet nogle af mine hemmeligheder om at mestre den arkane flamme.

Khá betragtede hende da hun tog hans hånd. Det føles underligt. Ikke at hun tog hans hånd men at det føltes naturligt. Hvorfor? Det var måske på grund af hun havde accepterede ham. Ikke som et monster, men som troldmanden Khá

De må gerne kalde mig noget andet. Min formelle titel vil være ærkemager, men de kan kalde mig for Khá. Måske har de ret, måske har jeg mange følelser, men bare har glemt at de var der. Men en ting er sikkert. Jeg er god til at mestre følelser og få kontrol. Det er netop det der har gjort at jeg har kunne forme bogen som jeg har. Men mange tak for deres omsorg

“Hvad er en ærkemager? Er det ligesom en troldmand? Og jeg forstår godt du har gemt den, det er sikkert rart at kunne slå op i den, hvis man nu bliver i tvivl om noget. Og det er sikkert også en god ide, at du har den låst inde. Tænk nu hvis nogen kom ind og ville stjæle den. Så ville de vide dine hemmeligheder. “

Hun smilte lidt forsigtigt til ham efter at have sluppet hans hånd, håbede ikke at han ville tro ondt om hende. Hun kunne bare godt li ham som person. Hun så ham ikke som et eller andet monster. Han var jo bare som han var.

“Jeg bryder mig ikke om at skulle kalde dig noget, når jeg mener at det du bliver kaldt lyder ondt.. Så vil jeg hellere kalde dig ærkemager, eller bare for dit navn.. Man kan sagtens glemme sine følelser, og hvis du har mistet din søn, er det forståeligt. I hvert fald i mit hoved.. Måske har andre en anden opfattelse af det.. Men jeg forstår dig udmærket.”

En ærkemager er en troldmand der har opnået et højere niveau i magi. I mit tilfælde var det at jeg mestrede den Arkane Flamme. Jeg er også en af de første der har kunne bruge den til andet end destruktive formål. Jeg kan sagtens forstå dine tanker om sådan en bog, men jeg får aldrig brug for at slå op i den. Jeg har jo skrevet den igennem 400 år så der er ikke noget i den bog jeg ikke ved

Khá satte sig ned på den stol han kaldte for hans og ringede med en sølvklokke der stod på bordet der hørte med. En udød kom ind med et glas vin og satte en anden stol hen til bordet. Den udøde gik igen og Khá gjorde tegn til at hun skulle sætte sig på stolen

Jeg håber ikke jeg er forfærdelig urimelig nu, men vil de være så venlig at fortælle meget detaljeret om nogle af de ting de har gjort, så vil jeg hjælpe dem med at bringe deres følelser under kontrol når det kommer over dem