Bloody wolves /Åbent\

Det er på denne tid af dagen, hvor barens ansatte endnu vil sende én skæve blikke, hvis man bestiller en fadøl. Andrea le Blanc er derfor tvunget ud i en sort kop kaffe, der som følge af ældgamle traditioner bliver forfulgt af en croissant. Karaokebaren er i øvrigt kun åben for skønsang torsdag til lørdag, hvilket er lettende information for både de stakkels ansatte og Andrea selv. Det er mandag, og mandag er den ugedag, som er tildelt sort kaffe og croissant og snuden i arbejdet.

Kaffemaskinen skriger, sprutter den mørke væske ned i koppen og drager derefter et langtrukket suk. Andrea skyder et par mønter over disken, tager imod sin kop og den lille tallerken med croissanten. Udenfor bager septembersolen allerede som et barn med feber, og han undrer sig over, hvordan han overhovedet skulle være i stand til at kæmpe sig gennem denne tunge symfoni af croissant og glohed kaffe. Han tager plads på en bænk ved et af bordene.
"Hey Hr. le Blanc!" er der pludselig en stemme, der udbryder, så han må flytte sit blik fra dagens udfordring og mod en skikkelse midt i sollyset. Hans øjne er nærmest blændet, hele ansigtet trækker sig smertefuldt sammen i forsøg på at få styr over sagerne, takle solens angreb. "Sørme en dejlig dag -" kvinden træder nærmere og skubber en smal klapvogn foran sig, hvor et barn sidder og danner bobler af gennemsigtig spyt. "- man burde ikke svede sådan i efteråret!"
Andrea le Blanc hæver imødekommende sin kaffekop mod sin kollega og hendes lille søn.
"Kvinder sveder ikke - de gløder," bemærker han kækt og sender et blink over kanten i det, han tager en nærig tår. Kaffen brænder hans tunge, men han ignorerer det fuldkommen, da det er en del af hans image at komme med smarte kommentare og slubre kaffe.
Kvindens ansigt stråler og hun stopper op med klapvognen foran den plads, Andrea havde taget.
"Nåh er det så hr Sebastien, vi har her?" spørger Andrea selvom han udmærket er klar over, at det er det. Han vender sig på bænken og læner sig mod drengen, som begynder at hoppe under spænderne, der holder ham fast. Så griner barnet skingert.
- "Ja," svarer Maria. "Vi er ude og kigge efter gaver til farmand." Hendes stemme ændrer sig til en lys og blid pludren, i det sætningen var halvt henvendt til sønnen.

Samtalen fortsætter om det sædvanlige - fødselsdagsfesten, hun ville holde for sin mand, arbejdet, vejret og Er I nu sikre på, at I godt kan passe Sebastien? Andreas tyve år yngre kone, Renee le Blanc, havde for adskillige uger siden stillet sig til rådighed for børnepasning, så Maria kunne fejre sin mand uden bekymringer.
I en begejstret tone forsikrer Andrea hende om, at alt er i orden og afvægrer derfor langsomt yderligere tale. Få sekunder efter stikker Maria ham et kindkys som afsked og efterlader ham ved bænken med croissanten og kaffen, der sender kvalmende blikke i hans retning.