Bloody Acting or Real Destruction ~ Åbent Emne

// Meningen med dette emne er, at jeg har brug for en, der rent faktisk har tænkt sig at nakke Grin. Slå ham ihjel; Chop chop motherfawk. Det er med vilje, da jeg tænker han skal komme igen som Poltergeist/Spøgelse. :3 Men har brug for en, der er stærk nok, modig nok, god nok til at modstå ham fysisk - og den sværeste opgave, rent psykisk. owo
- Hvis en af jer, eller flere, har lyst til at have mord af brugerstyret karakter på listen over personlige bedrifter, så kom da hid! Derudover: Please feel free to join, murderer or not~//

Man kunne høre symfonien spinde sig et væv af smukke noder, perfekte toner og elegancen var intet mindre end magnifique. Pianistens slanke fingre gled over de mange tangenter, såvel som de grå øjne beskuede det mærkværdige, storslåede træværk af klaverets, der lod ovenlyset skinne på sig og da reflektere enkelte stråler tilbage. 

Hun følte sig i sit es. Der hvor sangen ikke kunne gå galt, selvom den havde taget flere måneder at lære, takket være tempo og balancering af lyddybde. Hun rystede på hovedet, holdte sig koncentreret, måtte ikke miste sin fattelse i denne stund, selvom det blot var en øvelse af den ensomme, middelmådige af slagsen. Der var intet rum for fejl, kun perfektion og finesse, som hendes strenge overdame altid havde sagt det. 
Hun følte sig presset til sit bedste, men i visse stunder, tvunget ud på kanten af det værste; depression. Den var slem i stilhed, gemt væk bag musikken, grunden til hendes konstante, natlige besøg foran klaveret, lod det spille hendes sorger væk, om end bare for en kort stund. 

Noget ødelagde melodien, en abnormalitet, der fik pianisten til at stoppe sit mesterværk. Hun kiggede rundt, mærkede en svag kuldegysning ned af ryggen, imens hun tilspurgte om der var nogen i samme lokale som hende selv. Forhåbentligt, tænkte hun med de flakkende øjne, der søgte rundt efter bevis på liv, var det bare en af de irriterende ballademagere fra en af overdamens underklasser. 
Hun sukkede, lukkede sine trætte øjne, og kærtegnede et par tilfælde tangenter af klaverets i et forsøg på at dulme sine nerver igen, så hun kunne slippe for de skræmmende tanker, der langsomt prøvede at kravle sig ind i hendes sind. 

---

.. Hun kunne mærke noget varmt fra panden, langs sin kind, til overlæben.. Vent, tænkte hun. Hvornår havde hun lagt sig på gulvet med kinden imod det kolde træ? Hvorfor føltes hendes krop så tung, så ugidelig, og.. Hvorfor dunkede hendes hoved så meget? 
Pianisten prøvede på at åbne sine øjne, men de føltes klistrede, som var de limet sammen.. Faktisk.. Kunne hun slet ikke åbne dem, uanset hvor meget viljestyrke der blev brugt i forsøget. Hvad.. Hvad skete der?!

"Awake..? Good, good."

Hun fik et shok, rystede per automatik, og prøvede at kravle væk fra den spinkle, dunkle, mandlige stemme, der skræmte hende helt ind til hjertet; og hendes hjerne forstod ikke engang hvorfor. Hun prøvede at skrige efter hjælp, men hun kunne tydeligt mærke den tykke gange tape, der kun lod et par "mmh"s efterlade hendes mund. 

"I should probably remind you, that getting knocked out by a fast-swinging steel pipe, isn't something to be ashamed by little twinkle twee~"

Stadig kun uforståelige lyde slap fri, og hun kravlede atter videre, som en regnorm imod sin frihed. Håbede bare på, at hun ville slippe væk, lige så vellevende og frisk i sjæl som da hun var stået op i morges. Åh gud, tænkte hun, ude af stand til at græde med sine øjenlåg nærmest limet til hinanden. Desværre vidste hun ikke, at det var netop hvad han havde gjort ved dem; brugt en superlim, så hun kun kunne høre hans stemme, men ikke se hans triumferende smil. Ak, så skrøbelig, var hans tanke.
Karon nød aftenen, hendes små udbrud, at han endnu engang ville slippe væk med et mord af værste slags. Tortur, fundet frem fra dybet af det makabre. Åhåhå. Han glædede sig som et lille barn, der skulle til at åbne den største gave under juletræet.

"Umf jeg glemte min hat" mumlede han så sig kort over skulderen, den kunne vel ved et tilfælde blot være blæst af? Men gaden var tom og mørk, og selv hans overmenneskelige syn kunne ikke opfange hatten i den mørke gyde. "Jeg må have glemt den derinde" brummede han, og kunne mærke hvordan det kun irriterede ham endnu mere. "Vi køber bare en ny til dig skat" sagde hun blidt og strøg ham over armen. Han sendte hende et iskoldt blik og rystede kort på hovedet og begyndte at gå tilbage samme vej som de var kommet fra, om hun så fulgte med eller aj, det var hendes eget problem. "Alias hold nu op.. kom nu med, kom nu med hjem" sagde hun så uskyldigt hun kunne, men han svarede hende ikke, som hun svævede rundt efter ham, som den lalleglade evige optimist hun altid var, og han havde bare fået lidt for meget af det.. hvis han havde haft en økse på sig.. så havde han placeret den lige i hendes ansigt.. fuck ja. 
"Skrid" sagde han bare og satte i løb, men som om det kunne ryste hende af, hun var præcis ligesom han selv, iskold og skindød. "Det var da noget af et humør.. og alt det til ære for en hat?" sagde hun lidt mut, men satte dog i løb efter ham. Han nåede den store bygning præcis et sekund før hun gjorde, og stoppede op ved de smukke dobbeltdøre, som for en halv time siden havde været lyst op, så man kunne se det flotte snit og de mange ældre detaljer rundt i alle kanter og kroge. "Der er låst Alias.. lukket og slukket.. kom så med hjem nu.." sagde hun, i en lidt mere streng tone.. men hun kunne lige så godt lade være, hun vidste godt det ikke gjorde nogen forskel. "Mhmm.." brummede han og lagde sin hånd om hendes hage, "Nothing is ever locked.. babe.." hviskede han og slap hende igen og gik hen til døren, og kiggede kort rundt i kanten for at finde den røde lampe.. sikkerheds udstyr måtte de jo have sådan et sted.. njaa.. måske var det bedre at finde et vindue et sted. Han satte i løb langs vækken rundt om bygningen, og fandt til sidst et kælder vindue som han fik sparket ind og bag efter kravlede han ned i endnu et mørke. Han vendte sig om da der lød et bump efter ham. "Du er så skide stædig er du" sagde hun stille og kiggede rundt i mørket, wow. "Lad være med at følge efter mig.. lad mig nu for helved bare være, og skrid hjem" sagde han vredt, og stromede mod døren som han smækkede i bag sig, han var oppe i det røde felt.. det var umuligt ikke at ligge mærke til det.. men han kunne ikke mere.. han var ikke typen.. der var sammen med folk.. kun i små korte perioder af gangen.. han var for helved ikke et flok dyr! Han var en koldblodet morder.. som ikke havde nogen fucking følelser, og alle dem der sagde noget andet, kunne rådne op i klamme kister.. for fucking altid. Han fortsatte hen af den tomme gang og op af trappen, han kunne høre fodtrin bag sig, men han lod som igen ting.. hun havde fået en advarsel, og hvis hun kom for tæt på så.. argh.. lige meget, hun.. fuck det. Han fandt sig frem til en stor hall, og vidste at alle dørene rundt omkring førte ind til teater salen.. men han stoppede op.. nu var de ikke alene mere.

// Jeg regner med at Alias står i samme sal som Grin og Pianisten til sidst? :3 Hvis ikke, så skriv lige pm til mig. <3 //

Langsomt, helt roligt, løftede han hovedet. Han havde sniffet til hendes ansigt, lænet sig helt tæt på, rørt ved hendes kind med sin slimede tunge. Og hun havde skælvet igennem hele kroppen, hulket, forvirret over den pludselige ubehagelige følelse af varm luft, en rådden stank af størknet blod... Og løg?
Hun rynkede næsen af den irritable lugt, der stak og prikkede til hendes indre næsebor, men hun kunne intet gøre ved det. Hendes krop fokuserede udelukkende på at skrave neglene ned i det hårde træ, så hun med større styrke - og smerte - kunne kravle væk fra denne usynlige, ildelugtende trussel af en mørk latter.

Karon, eller Grin som han foretrak at blive nævnt som, rykkede med en hurtig bevægelse nakken til siden. Han stod helt op nu, næsten lige foran pianistens skodækkede fødder, og da hørtes et dybt knæk. Hvirvlerne havde rettet sig ud ved halsen, og han var nu atter klar til at dreje sit blik, denne gang imod døren, der var blevet skødesløst åbnet af det nye individ.

Øjnene lyste op, så meget som to små sorte huller nu kunne, og smilet der allerede havde været grotesk stort, bredtes kun desto mere. Han førte en finger op til sine læber, rørte let den nederste, lod den sorte negl overfladisk snitte den misfarvede, trekantede tand. Den anden hånd førte en del af det tykke, blanke hår foran, inden det atter klistrede sig fast til hans hals som en slimet tentakel. Mmh. Aftenen så ud til at blive en del mere interessant, end først antaget. Hmhmm. Helt sikkert.

Der var et glimt af håb i det bagerste af hendes tanker, da Pianisten hørte en lyd. Døren, der gik op, og atter lukkede. Et svagt, nærmest lydløst åndredrat, der ikke tilhørte manden ikke langt fra hendes eget korpus. Hun kunne mærke at hendes tårer kæmpede for at nå ud i det fri, men klisteret ved hendes øjne var for tætpakket, og tillod intet at slippe ud i det dimre lys fra teaterets flotte dekorerede højloft. Pianisten stoppede aldrig med at slæbe sig væk, selv efter den befriende lyd af nyt selskab, men en ny form for panik slap ind i hendes følelsesmæssige kerne.
Hvad hvis... Det var mandens ven?
Hvis ikke tapen for munden havde forhindret alt for høje lyde, ville hun have udstødt sådan et skingert skrig af rædsel, at glasset oven på pianoen var krakeleret. Men intet andet end et langvarigt "MMmmmmmmmmh!" slap ud. Og det var så sandelig ikke nok til at beskrive den følelse af dødsfrygt, der flød igennem hendes adrenalinpumpede, blodfyldte årer.
Slet ikke nok.

// Sorry at det tog så lang tid at få svaret tho! n.n //

Alias stoppede op, "Hvad?" hviskede Freja stille, "Shhhss" mumlede Alias bare og lænede sig ind mod døren og lukkede øjnene, imens han lyttede efter åndedrag, to.. to mennesker.. nej, to.. en.. hmm.. han trak vejret dybt ind gennem næsen, hmm "En varulve?" hviskede Freja, og Alias vendte sig kort mod hende, "Hvordan i alverden.. argh det er også lige meget, gider du ikke bare holde op.. med at være irreterende!" sagde han surt og vendte sig mod døren igen, selv om han var en smule overrakset over hendes skarpe lugtesans, i forhold til hvor meget yngre hun var i forhold til ham.. hvad var hun? Omkring de hundred år.. måske kun halvtreds.. hm. Han lænede sig mod døren igen, "det er også ligegyldigt, lige meget hvem der er derinde, så vil jeg have min hat" brummede han bare og åbnede så døren op, uden at være diskret på nogen måde, og lod den brage mod væggen, da den ramte med et hårdt bump, så Freja nær var væltet ind i lokalet.. nyfødt.. yearh. Han gik ind og op af trappen til rækken hvor han kunne huske de havde siddet, "Alias.." hviskede Freja, bag ham, "ikke nu" sagde han surt, og fandt rækken og bevægede sig ned langs stole rækkerne. "Men Alias.." hviskede hun forvirret, hun lød bange.. Jesus altså! Varulve var ikke farlige.. det var overvurderet.. de var.. kæledyr, "Klap den lidt på hovedet så skal den nok opføre sig ordenligt" mumlede han bare og smilede kort, "Nej!" sagde hun surt og greb ham om nakken og drejede hans ansigt ned mod scenen. "WHAT THe..fuck.." mumlede han og stirrede ned på scenariet der.. hvad? Han stod et kort øjeblik i chok, inden hans hjerne forstod handlingerne og det gik op for ham hvad der var i gang, og hvorfor Freja var så ivrig, han vendte sig kort mod hendes ansigt, "Slap af med det ansigt.. styr din sulte kvinde" brummede han surt og gik så vider hen af stolerækken, "Jeg fandt den!" sagde han glad og trak hatten op og placerede den på toppen af hovedet.. endeligt! Så vendte hans sit blik mod scene, "Ja undskyld vi forstyrre.. men du ved.. en mand er ingen ting uden sin hat.." mumlede han så og skubbede Freja mod dørene igen, "Og nu må vi heller smutte inden hun stjæler dit bytte fra dig" sagde han stille og skubbede hende videre, "Så kontrollere dig dog kvinde!" sagde han højt.

Han kiggede bare forbløffet, let smilende som en lille dreng med et nyt legetøj, på de to døds-lugtende individer. Især manden havde en dunst af størknet blod, der lå om ham som en farveløs kappe. Pigen så ud til at forstå situationen bedre end knægten, da hun var ved at gå til af enten nervøsitet eller sult, Grin regnede næsten med det sidste, og manden var bare fuldstændig ignorant overfor det klynkende lille menneske, der stadig kravlede sig vej hen af gulvet som en handikappet edderkop, hvirvlet ind i sit eget spind.

Mandens udråb fik Grin til at sætte hånden for munden og fnise en anelse, som en ung pige, hvis drømmefyr havde blinket i hendes retning. Men det der fik ham til næsten at grine, var måden vampyren fortalte, at han egentlig bare ville have sin hovedbeklædning - og ligefrem undskyldte for at distrahere ham fra sit blodige kunstværk! Det var næsten for meget af det gode, men Grin ville vise lidt manere, og fjernede atter fingrene fra sine læber.
Han viftede non-chalant med kniven i luften, som om det var ingenting.

"I don't mind.. But why don't you stay and.. Hmhmmm.. Join the dinnerparty? I'd like some.. Hihi.. Company, that doesn't.. You know.. Hihihihi... Scream."

Han tog et enkelt skridt til siden, og som om det var et uheld, lod den spidse ende af den rustfrie stålkniv glide ned imod gulvet, skar hul i luften, indtil den med imponerende fart og styrke borede sig ned i kødet, lige ved siden af pianistens skulderblad.
Hun havde skreget, hvis det ikke var for det klistrede stykke, der blokerede enhver sofistikeret lyd og lavede dem om til nærmest dyriske støn.

"How about it, hmmm?"

Ikke fordi Grin var særlig attraktiv, ihvertfald ikke når han havde undgået ethvert bad i et par ugers tid, kunne han da stadig bruge sine mere charmerende evner - såsom den spinkle lokkende stemme, enhver vampyr ville kunne kende på et splitsekund. En tydelig, helt igennem falsk venlighed, der skjulte på nogle mørke følelser.
Som for eksempel mordlyst.

Alias fik skubbet Freja tilbage til trappen og så sig kort over skulderen for at.. ja.. men fyren var stoppet op og stod og stirrede direkte tilbage på dem, han så kort på Freja og smilede så, "Du kan bare gå" sagde han stille til hende, idet hun var halvvejs nede af trappen, han stod stadig oppe ved rækken af sæder. "Hvad mener du?" sagde hun forvirret, og han fangede langsomt.. dovent mandens blik.. drengen? Og smilede indbydende.. uha.. uha. "Alias!" sagde Freja højt og trak ham væk fra fyrens blik og tilbage til virkeligheden, han vendte dovent ansigtet mod hende. "Er du gået fuldstændig fra forstanden, hvis du ikke kommer med lige nu så ringer jeg efter politet.. faktisk så tror jeg at jeg gør det alligevel, og du kan bare vente dig! Og dig!" sagde hun højt og vendte sig mod Grin, "Har du dog ingen skam i livet!" sagde hun vredt. Alias havde bevæget sig ned af trapperne og lagde nu hånden over hendes mund, og stoppede hendes talestrøm, "Det spørgsmål tror jeg godt du kender svaret til skat.. " hviskede han stille, imens hun begyndte at vride sig fri fra hans greb. "Alias!" skreg hun højt mod hans håndflade og han gav slip. "Shh" hviskede han stille, "Du vækker de døde" grinede han, og så slap han hende helt og begyndte at gå ned af trapperne, og ned mellem stolerækkerne der førte op til scenen, for Grin befandt sig. Han satte sig ned i en af de røde stole på første række og smilede op til Grin. "Let the show go on!" grinede han højt og sendte ham et frækt smil.
Freja blev stående i dør åbningen og stirrede måbende ned på Alias.