Dont mess with the man in the shadows

"Det var kun den to mennesker, og mig der overlevede dernede, jeg mistede en del af mine gode venner der nede"

Hun valgte ikke at svare mere på med blodet.
Hun forsøgte ikke at reagere på det, men tanken fik hende stadig til at slikke sig om tænderne.
Hvornår var det hun sidst havde spist?
Hvorfor kunne hun ikke tænke på det vigtige?!

"Jeg var på vej hjem af, og valgte at gå her ud forbi, hvad med dem, den herre?
Hun vidste godt det var dumt at hun var gået denne vej, hvor havde hun været henne?!

Hvorfor forsvandt alt det vigtige..
Hun rystede på hovedet igen og friste af sig selv igen..
Hvad havde jeg endelig gang i tænkte hun

Han sukkede kort " Jeg hører til i skyggerne.. Eftersom jeg er skyggedæmon... Andre siger et monster.. Men hvad siger du?" sagde han med et smil på læberne idet han lænede sig op af en af glas væggene og så på hende. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Han kunne jo ikke ligefrem fortælle hans rigtige grund, hvorfor han var her.. Så ville hun uden tvivl tro han var psykopat, hvilket han jo et eller andet sted også var, men han kunne ikke vise det overfor hende af en eller anden grund.

" Mit navn er Valentin Black..." sagde han og nikkede kort " Jeg er ked af jeg presser dig til at bide mig, når du ikke vil, men det er for dit eget bedste" sagde han og smilte svagt til hende. Han vidste godt det var forkert og man under ingen omstændigheder skulle presse folk til ting de ikke ville, med mindre det var noget andet der var tale om, men denne gang var det bare omkring at få hende til at få blod i hendes krop.

" Jeg beder dig ikke om at forstå mig.. Men Shiro.. Min herre har haft en vampyr, som.. Ja... Kæreste om man vil kalde det... Og hun havde samme problem som dig.. Og jeg vil ikke lade dig dø af tørst, bare fordi du nægter at bide mig.: Om jeg skal tvinge mit blod i dig gør jeg det" sagde han og gik over mod hende og lod en hånd glide over hendes ene kind.

"Skygge demon? Monster? De er venlig og charmerne, hvis et monster er det så.." Hun friste over det

Hun havde aldrig snakket med en demon før, hun sendte ham et smil.

"Du har også et pænt navn, og tak for rosen omkring mit.
Der er noget ved dem, det påvirker mig mere end hvad jeg gerne ville have det gjorde, ved ikke hvad det er, eller om det er noget jeg kan lig eller ej, men lige nu nyder jeg din nærvær."

Hans "Læremester"? hvilken slags læremester? Han gav lige så mange spørgsmål som svar.
Men han fortalte hvorfor han ikke ville lade hende tørste.

Blod...nej de ord sad godt i hende nu, hendes kræfter forsvandt dets mere han snakkede om det, alle hans ord havde en effect på hende.
Blod! jo! hun huskede vampyren i skoven nu!
Hun skulle gerne have en flaske mere der hjemme!

"Jeg har blod i min lejlighed, desværre et stykke herfra, men har en del tid, kan bare ikke rigtig forsvare mig selv"

Hun kikkede på ham og smilede, og søgte hans øjne en gang til, hun friste før hun fandt dem.

hele tiden mens de havde været derinde havde hun ikke rigtigt bevæget sig, mest bare stået stille og tænkt sig om.

Han smilte kort over hendes ord " Nu kender du jo ikke mit rigtige jeg min kære" sagde han og sukkede kort over sig selv. Det var ikke ligefrem fordi han var stolt af sin anden side. Det var den side han helst ikke ville vise frem overfor andre, med mindre han var nødt til det.

"Mange tak.. Jeg er da kun glad for du nyder mit nærvær, ellers havde jeg nok heller ikke været her" sagde han og grinte kort. Han søgte efter hendes øjne for at se ind i dem. " Er du sikker på du ikke vil have noget blod.. Vi kan jo ikke have du falder om, fordi du ikke har fået dit blod" sagde han og gik over til hende og lå en finger under hendes hage, for at kunne se ind i hendes øjne "Husk.. Jeg tilbyder gerne mit" sagde han og bed sig kort i læben " Men det er kun fordi det er dig min smukke" sagde han og kyssede kort hendes kind.

Han så ud i regnen, som stadig faldt, som om der var et kæmpe hul i skyerne. Gad vide hvornår det stoppede? Egentlig var han ligeglad, nu hvor hun var her, så havde han i det mindste nogle at snakke med, i stedet for han skulle stå alene og glo ud i luften og vente på at regnen stoppede.

Han rigtige jeg? Havde han split personlig? Var vel en mulighed.
Hvorfor sagde han det sådan? Hun friste over det med hans rigtige jeg,

Hun satte sit hoved lidt på skrå, og kikkede på ham men han snakkede, ende nu mere simr kom hedes vej, hun smilede til det.

Igen alt det med blod, hvorfor blev han ved? Hver gang han snakkede om det kunne hun mærke sulten i sig.
Mon han kunne lig at blive bidt? Var en mulighed.
Men nej, det virkede ikke rigtigt sådan, hans historie fra før, den måtte passe, hvorfor skulle han lyve om det.

Hun rettede sig op, efter han kyssede hendes kind, hun smilede stort til ham.
"Nej, jeg vil ikke bide dem så længe jeg kan gå, vil jeg gøre hvad jeg kan for ikke at gøre det, og jeg vil også bede dem om ikke at presse mig til det? Skal nok be om det hvis det kommer så langt, skal vi ikke bare håbe det kommer så langt Valentin"
Hun ville gerne tage imod den, og samme tid ville hun ikke.

Hun kørte en hånd gennem sit hår, og søgte hans blik.
"Og kan jeg ikke også be dem om ikke at kysse mig? kender dem knap, jo de kysser ikke skidt, men vi kender knap hinanden, om du myrder folk er jeg endelig ligegald med.
Så længe de ikke skader nogen af dem jeg holder kær."

Hun kikkede omkring udenfor, vand, vand, og mere vand.
Gud hvor ville hun gerne bare sidde hjemme lige ud.