Never To Forget...

Han grinede bare af hende så ynkelig nu hvor hun ikke længere havde magten så svag og trist at se på... Han kiggede stille på hende og han havde intet til overs for hende...

''Knep nu bare dig selv kælling... Tag sengebenet... Det er vist størrelsen til nogen så slap som dig!''

Han vendte hende bare ryggen da hun talte til ham... han gav sig bare til at gå... og smækkede hurtigt døren efter sig... men gik bare ind på hendes eget soveværelse og stillede sig lige ved siden af døren... Han stod der bare og smilede lidt for sig selv...

Willow marcherede efter ham og hele tiden imens hun gik lod hun sin mund være åben og den søde sang strømme ud af hende i en mængde hun sjældent brugte i håb om at det ville virke, han skulle ikke have lov til at udnytte hende på den måde og hvis han gik skulle hun nok sørge for at gøre hans liv surt på den ene eller den anden måde.

"Matic... Gør som jeg siger!" sagde hun og kiggede vredt på ham: "Eller jeg skal sørge for at du ikke har en 'uhhh-kæreste" mere!" sagde hun og sagde kæerste med en stemme som var hun en dårlig skuespiller deroverdrev sine ord: "Hvad fanden går der af dig?" sagde hun og kiggede på ham med korslagte arme, troede han virkeligt at han kunne slippe afsted med detså let?

Sådan legede hun ikke, han kunne ikke bare knalde hende halvt også skride og da slet ikke på den måde.

Hvorfor Matic ikke blev slemt påvirket vidste han ikke... Han vidste ikke det var grundet madisons gamle evne... han kiggede bare på hende, og han gik frem mod hende som om han var påvirket af hendes evne...

''Undskyld miss adrian...''

Han kiggede stille på hendes bryst, men ud af ingen ting dukkede der en hånd op for at stikke ehnde en lussing imens han bare så hende direkte i øjnene... Han var så vred...

''... undskyld at du skal gå ind og kneppe dig selv!!! brug din knyttede hånd måske den passer?!''

Han gik imod udgangen...

Hun kiggede i mod ham med et skarpt blik: "Det er fint!" sagde hun: "SKrid du bare... Men jeg advare dig. Du eller dine nærmeste kommer til at betale for din opførsel" sagde hun og lagde arrogant armene over kors imens hun mærkede hvordan hendes kind brændte fra hans slag.

"Du har alligevel altid været en lille vatpik... Desuden har vi lært dig alt du ved" sagde hun og grinede let imens hun hentydede til hans gamle hærsker og de andre veninder i hele den gruppe: "SÅ en liiiille smule taknemmelighed ville nok være på sin plads" sagde hun og kiggede med et galt og dog stadig roligt og ophøjet blik - hen i mod ham: "Men farvel Matic, lev du bare videre i dit sølle liv..." sagde hun og nikkede i mod døren som en hentydning til at han med fordel kunne gå ud af den.

Han gik bare helt tæt på hende, og kiggede på hende, og han nikkede til den del med taknemmeligheden...

''Jamen det skal du da få...''

Han gav hende noget der mindede om en lussing lige på hendes underliv imellem hendes ben og han gik så ud af døren mens han bare grinede stille over hvad der var sket...

//out//