Helvedes Nabo i aktion ~Israel Privat~

T: Ukendt - her er altid mørkt næsten
S: Les Grottes Des Ombres.. Lige ved 'porten'
V. Mørkt, Koldt, let tudende vind der lyder som en uhyggelig fløjte/violin
O: Beskrivelsen står allerede
Å: IRL
___________________________________

Damias slanke skikkelse stod ved siden af den enorme skyggeport. Skyggeport var nu også så meget sagt. Der var ikke særlig meget skygge over den. Det var en enorm sort port - blandet med træ, metal og sat sammen af skygger. Det var vel derfra navnet var blevet givet. Det her område havde været tilholdsted for de forhenværende skyggedæmoner. Men alle var nu døde undtagen Damia. Djævelens datter. Satan havde åbenbart bestemt sig for at more sig med den smukkeste skyggedæmon af alle. Aphrodite. Hvor åndssvagt kunne det være? Ilden havde hun fra djævelen og skyggen havde hun fra sin mor. Som Damia havde slået ihjel kort efter sin 2 års fødselsdag. Djævelens gave til hende. Den Psykiske evne. Damia strøg en hånd gennem sit flammerøde bølgede hår. Hendes unaturligt lyse øjne gled roligt hen over området der så ud til at strække sig til det uendelige.. Og porten som stod ude midt i det rene ingenting. Det var et sært sted. Men trods alt blev stedet jo kaldt skyggernes grotter. Skyggerne havde været kælenavnet til Skyggedæmonerne. Og nu havde damia endnu en opgave foran sig. Drake, Draven og hende selv havde valgt en. En krigsdæmon. Han skulle dø. Nej ikke bare dø han skulle dræbes rigtigt. Og problemet var lidt at Damia ikke havde forsøgt at bruge sine evner på en krigsdæmon før. Godt nok havde hun reasearchet lidt på denne dæmon. an virkede stærk men hendes sædvanlige selvsikkerhed havde slået det hen og hun havde påtaget sig opgaven at slå ham ihjel. For hvorfor ikke? Det var noget tid siden hun havde fået lov til at se rigtigt dæmon blod flyde for sine hænder. Hun kunne allerede smage blodets herlige smag eksplodere på tungen. Fyldt med styrke. Til denne store begivenhed havde Damia valgt at iføre sig sin traditionelle skyggekjole. Det var en sort kjole der gik hende til mit på lårende. Det var alt muligt forskelligt blødt stof blandet sammen deriblandt sort silke. Kjolen var nedringet og så flænset at man skulle tro at hun var blevet angrebet af et vildt dyr. Udover denne kjole havde hun taget sine røv-sparker støvler på, og en tynd pisk sad fastspændt til hendes hofte. Som ekstra pynt havde hun den halskæde på med en drage der snoede sig om et A. Damia havde gjordt forskellige nipsting parat til det der skulle ske snart. Først og fremmest skulle hun have krigsdæmonen herned - det ville være det nemmeste - og derefter skulle hun altså have gjordt ham ukampdygtig hvilket var et stadie sværere end det første. Men hun skulle nok klare den selvom det ville have været nemmere med Drake og Draven på hver sin side af hende. Men det ville tage en stor del af fornøjelsen hvis det ikke var hende selv der gjorde det. Godt så.
Hun formede et S med sine fingre som for 'Skygge' og derefter lod hun stedets energi glide ind i sig selv. Hun søgte i sit indre og fandt navnet.. Israel.. hun fandt ud af hvor han var. Lod sine skygger gribe fat om ham og mærkede stedets hjælpsomhed. Dette var ikke Damias kræfter men stedet der trak Israel herned. Præcist som når man døde og fx. røj ned i helvede. Damia lod ham glide gennem den enorme port. Nu ville han ankomme af sig selv - om han så ville eller ej havde han intet valg. Tiden var kommet.

//støvlerne: //

Israels øjne glippede kort mens alverdens minder fra den gode præst gled ind i ham. Han elskede virkelig en god præstesjæl nu og da... Specielt nu.
Præsten havde været forsvarsløs... Som alle andre Israel valgte at slå ihjel. De så det aldrig komme før de lå blødende på jorden og gispede efter livets sidste åndedræt.
Han rejste sig op, med velvære i hele kroppen... Ligesom altid når han lige havde taget en sjæl. Men der var noget anderledes over det denne gang... Spørgsmålet var hvad og hvor det kom fra... Det var helt sikkert at det ikke kom fra Præsten hvidøjede lig... Kirken kunne det heller ikke komme fra...
Igen... Der var følelsen igen... Denne gang stærkere. Israels læber skiltes i et smil, mens hans arm langsomt forvandlede sig tilbage til den muskoløse arm det plejede at være, i stedet for sværdet der havde sunget sin herlige sang mens den havde flænsede præsten fra hinanden.
*Det må være en stærk sjæl* bildte hans tanker ham ind. Det måtte det være... Der var ikke noget andet der kunne få ham sådan i varmen... Udover udsigten til herlig krig.
Han satte efter følelsen, ud af kirken og afsted gik det... Over ordentligt hurtigt når man tænkte efter, eftersom Krigsdæmoner ikke kan flyve. Dog kan de tilbagelægge enorme afstande enormt hurtigt... Endda uden selv at vide hvordan... Endnu en af de herlige ting ved at være Krigsdæmon. Det og at man nærmest måtte slå alle ihjel og at man knap nok kunne dø selv. For de færreste vidste hvordan man skulle slå en krigsdæmon ihjel... Det var også besværligt...
Israel stoppede op og tog et dybt snif i luften. Duften at være tættere på sjælen, eller hva det var, fik nærmest hans tænder til at løbe i vand og hans hænder til at sitre. Hurtigt var han afsted igen.
Duften og følelsen blev kraftigere og kraftigere for hver meter der forsvandt bag ham og hans smil blev mere sindssygt.
Minutterne passerede ganske langsomt før han stod foran den store port. Følelsen kom bagfra den... Det var han helt sikker på.

Damia slap S'et og lod armene falde slapt ned langs siden på sig selv. Han var ankommet. Ikke særlig hurtigt men så lang tid havde hun nu heller ikke ventet på ham. Hun lod blikket glide hen over den sorte port. Den ville åbne sig så snart hun gav ordre til det. medlemmer af gruppen kunne komme igennem den så let som ingenting. Hun kastede sit flammerøde hår om bag skulderen og kneb svagt sine lyse øjne sammen. Det var fint alt sammen. Damia gjorde et let kast med hovedet og dørene gik op. Vinden der lød som en sagte fløjten(eller violin spil) ville slå direkte mod drengen som trådte ind gennem de store porte. En melodi der ville få hårende til at rejse sig på enhver person der trådte igennem døren. Person.. menneske. Eller andre svage væsener. Men ham her ville sandsynligvis mærke melodien i sin krop der langsomt ville krype om ham som usynlige hænder. Ren følelse. Damia rettede sig op da drengen trådte igennem døren. Krigsdæmon? Åh ja mon ikke!! Hun kunne tydeligt se på hans krop at den var beregnet til at slås. Klog som hun var vidste hun at han kunne fortærre sjæle. Damias Research nåede tit langt. Hun bad folk om hjælp. Lod skyggerne glide ind gennem ham og ud igen blot for at mærke hvor stærk hans aura var. krigsdæmoner var svære at slå ihjel. men mon ikke hun nok skulle få gjordt det af med ham på et eller andet tidspunkt? Porten lukkede i bag Israel lydløst. Og så hurtigt at han alligevel ikke ville kunne nå at lægge mærke til det. Tråds han var krigsdæmon og var stærk - tja så ville han ikke slippe ud fra det her område medmindre hun ønskede det. Nåh ja og når han døde ville han blive sendt direkte til underverdenen selvfølgelig. Hun mærkede pisken mod sin hofte og røv-sparker støvlerne der sad tæt omkring hendes fødder. Der var en meget god grund til at hun kaldte dem røv-sparker støvler. Tja simpelthen fordi de sparkeede røv! De var så unaturligt hårde og tunge at det ville gøre virkelig ondt hvis man blev sparket af dem. Tunge eller ej kunne Damia gå med dem ligeså lydløst som hun kunne uden at have dem på. Hun var dæmon og derfor også stærk. Alligevel kunne hun selvfølgelig godt mærke forskellen på bare fødder og røv-sparker støvlerne. Damia gav kort Israel elevator blikket endnu engang før et iskoldt, uhyggeligt smil gled hen over hendes læber. den knægt var dødsens.

Israel trådte ind... Han anede ikke om det var af Nysgerrighed, den underlige kribblende følelse før en kamp... Eller var det lyden?
Den underlige lyd, som ikke blot ramte hans øre, men også de andre sanser. Han kunne nærmest smage hvordan melodien fra vinden dansede henover hans tunge. Krøb op ad benene på ham. lagde sig som en tung lugt i næsen, for til sidst at nærmest danse rundt foran hans øjne.
Han kunne mærke hvordan Sjælefølelsen langsomt svinde bort, men stadig være til stede... Som om det bare altsammen havde været et lokke middel, men dog... Der var noget hernede... Noget han ikke ville ha opfanget uden forstærkelsen.
Han fulgte sjæle duften og endte med at kigge direkte på Damia. Hendes sjæl var mørk... Som skyggerne.
Den mindede ham om nogle andre væsner han havde slået ihjel sammen med de andre krigsdæmoner for flere århundrede siden. hAns nysgerrighed var vakt... Og når den var vakt, var hans krigerlyst vakt ligeså vel... Og når krigerlysten var over ham, ville han sikkert ende i et blodrus.
"Dig" sagde han og pegede på hende. Hans udstrakte finger blev lavet om til et rageskarpt barberblad der pegede direkte imod hende.
"Er du en Mørke Dæmon?" spurgte han hende så med hovedet let på skrå.
Mørkedæmoner var et universalt ord for mange dæmoner. Specielt dem der hadede lys, men også dem som havde magi der havde med andet end lys at gøre... De var altid farlige. Det kunne han dog huske.

Damias uhyggeligt kolde smil sad stadigvæk på hendes læber. Og det blev blot en anelse større da han pegede på hende og stillede et spørgsmål. et spørgsmål hun havde forudset og forventet ville komme. Kamplysten strålede ud af ham. Jo. Han var ikke blevet afskrækket af vindens melodi. Det betød at hun måtte tage flere midler i brug for at gøre ham ukampdygtig. Den kamplyst der Hun mærkede at han ligeså meget længtes at gennembore hendes hjerte som hun lystede efter hans. Dette ville altså ikke blive helt nemt forudså hun.
Damia lagde let hovedet på skrå.. Mørkedæmon? Måtte hun være fri. Det var fuldstændig det samme som skyggedæmon - næsten vel. Alligevel kunne hun ikke dy sig for at svare: "Skygge dæmon er den rette betegnelse.. " rettede hun straks på ham med sin kolde stemme. Den var ikke bare kold men havde en uhyggelig smuk undertone der hele tiden gled ud efter den kolde tone var ved at tone ud. Hun opfangede hver eneste lille bevægelse Israel lavede. En enkelt forkert bevægelse og hun ville lade skyggerne gribe fat om ham.
men hun havde så småt fundet ud af hvilken rækkefølge hun ville gøre tingene i. Og hun havde altså ikke tænkt sig at starte med at slå ham ihjel og derefter pine ham. For hvad ville det hjælpe monstro? Hun trådte et skridt hen mod ham. Området var ikke så mørkt at man intet kunne se. det var vel mest.. Skyggefuldt nærmest? Det var ikke mørk som natten men heller ikke lyst som dagen. Stedet var svært at beskrive.
Man kunne ikke se hvilket tidspunkt på dagen - eller natten - det var her. Derfor kunne det være meget smart at have et ur på sig når man var hernede. Hun kneb svagt øjnene sammen og studerede ham nøje. Endnu havde hun ikke set ham direkte ind i øjnene selvom det var det hun burde gøre. Og alligvel. Hun kunne ikke vente. damia løftede blikket og dolkede sine øjne ind i hans. Skarpe som to dolke, og iskolde som to istapper. De satte sig fast til hans øjne så han kunne ikke kigge væk. men hun havde endnu ikke begivet sig om bag hans øjne og ind i hans sjæl. Selvom hun vidste at der ikke var nogen tid at spilde. Hvis hun skulle igang måtte hun begynde. Ellers ville hun komme bagud og han et skridt foran.

Han lagde hovedet på skrå da hun svarede ham. Skyggefæmoner... Det rene helvede at kæmpe imod... Og dog... Ikke ligeså slemme som at slå Krigsdæmoner ihjel som han selv havde gjort, men stadig et rent helvede... Især på steder som disse... Med masser af skygger som de kunne angribe med og forsvare sig i. Dette ville blive irriterende og langtrukket.
Men han måtte ikke angribe endnu, ikke endnu. Det ville være bare skabe endnu flere problemer end han allerede havde når han skulle genfødes. Forbandede æreskodeks for Krigs Dæmoner. Han skulle vente. På et angreb, eller en krigserklæring... Skjult eller ligeud sagt, det var ligemeget, så længe hun bare tog første skridt.
Da hendes skikkelse trådte frem fra skyggerne. Hendes figur var smuk... Det kunne han ikke komme udenom. Han kunne mærke hvordan den Udæmoniske del af ham ville gøre alt for at få hendes opmærksomhed, men den Dæmoniske del var iskold og koncit. Fuldkommen ligeglad.
Israel skulle til at sige noget da hun så ham i øjne. Der vidste han at han ikke ville slippe ud ligeså nemt som han var kommet ind. Da hendes øjne dolkede sig ind i hans og blev forvandlede til istapper. Han frøs nærmest til stedet... Han kunne ikke få sig selv til at bevæge en muskel... Men der var noget godt ved det.
Det var en slags skjult krigserklæring... Han kunne nu angribe med god samvittighed og med flere kræfter.

Hun trådte endnu et skridt nærmere ham. Han kunne ikke slippe væk, eftersom hendes øjne allerede havde grebet fat i hans. Langsomt og pinefuldt lod hun sine øjne glide om bag hans og ind i hans hovede..
ind i sjælen. "Lille krigsdæmon.." hvislede hun med sin skyggefulde stemme og lod sit sind gribe omkring hans som en usynlig kold hånd.. Han havde ikke en eneste chance når hun gjorde dette. Hans evne, navn, alder og andre vigtige informationer. Hun kneb svagt øjnene sammen og nærmede sig ham yderligere så der var cirka en halv meter mellem dem. Hun lod sit blik gribe om hans sind og presse så det ville føles som en ubærlig vægt der blot ventede på hans knuse hans hovede når som helst.
Hun ville fortsatte dette indtil han uden tvivl ville koncentrere sig om at holde sit hovede på rette køl. Nu måtte hun blot håbe at hendes hånd ville være stærk nok til at holde ham.
Men for at være på den sikre side.. Damia lavede en kort bevægelse med fingeren hun kunne ikke tillade sig at slippe hans blik et eneste øjeblik. For så ville der for alvor falde brænde ned som menneskende plejede at sige.
Skyggerne bag ham gled op og greb fat i hans fødder uden han lagde mærke til det. Nu ville han ikke kunne bevæge fødderne foreløbigt i hvert fald. Hun lod presset om hans sind vokse til dobbelt størrelse.
Jo mere pres hun lagde på ham desto bedre! og selvfølgelig ville det gøre det meget nemmere for hende bagefter når dette her havde haft den effekt at give ham en enorm hovedpine. Man han var ikke så nem at afskrække. Derfor havde hun skyggerne på sin side. Han skulle dø.

Minder glimtede inde i hans hoved.
Mange var nogle han havde glemt, som i forbindelse med at blive genfødt, måtte man glemme det meste af sit gamle liv... Altså når man var Krigs dæmon... Alle andre der blev genfødt ville være fuldstændig i klar forstand over de var blevet genfødt i en anden krop... De fleste ihvertfald.
Krig... Det var der på de fleste billedeminder, flere stemmer rungede i hovedet med forskellige krigsråb, dødsråb og forbandelser.
Ganske langsomt svindede krigsminderne og ganske langsomt nåede man frem til minderne som han havde holdt mest af alt af.

Englen kiggede på ham med sørgelige øjne, mens blodet ganske langsomt ebbede ud af hendes bryst. Hendes blå øjne belv ganske langsomt glaslignende og skinnende, mens hun stadig lå i hans skød og trak sine sidste åndedræt. En skærrende smerte skar gennem ham (Og derved også Damia)...
Scenen opløses og blev mørk, før et nyt minde tonede frem.
Sværdet borede sig ind i dæmonen. Hans øjne viste overraskelsen og forbavselsens over at være blevet stukket direkte i brystet. Af Israel. "Hvo... Hvorfor" hviskede han, mens blod løb ud af munden på ham. "Kun fordi jeg kan" Hviskede Israel tilbage og drejede Sværdet rundt inde i brystet...
Blodet sprang i øjne på hvem en der kiggede og aæt bæev sort, før det lyste voldsomt op.
Helvedes ild tårnede sig op over ham. De lagde sig overalt, men oplyste intet, man kunne mærke varmen, mærke hvordan den brændte dybt ind i en. "Jeg Kræver at komme tilbage" Lød det vredt og snerrende fra Israel mens han stirrede op på en mand... Eller et eller andet, der sad indhyllet i kappe, mens skyggerne kørte rundt under kappen. "Så... For det... Har du slået ihjel?" spurgte skyggerne med mere end en stemme. Blikket blev vendt en anden vej og viste døde lig. Dæmoner og mennesker der lå i absurde stillinger og skåret op.
"Ja" svarede han enkelt... og med et dødt smil.
Mørket opslugte ham ham da Døden løftede hånden og knyttede hånden. Før de spyttede ham ud i en ny scene.
Dæmonens hals var åbnede. Blødet vældede ud af den som galde, bortset fra... Blodet var sort, ikke rødt. Skyggerne gled nærmest væk fra dæmonen som om de var bange for blodet. Som om de var bange for Israel.

PLudselig brød flere stemmer ind... Ikke Israels, men menneskers... Dem Israel havde taget sjælen fra. Deres minder flimrede som en alt for hurtigt afspillede film.
Israel bed tænderne sammen. Alle de minder fik ham til at længes efter bevidstløshedens søde og ubekymrende besvimelse... Følelsen bare at kunne falde i søvn midt i det hele... Det ville være fantastisk ligenud, men smerten holdte ham oppe... Den utrolige smerte i hans hoved... Som om hans hoved var i en jernskrue.

//Har ikke flere penge på mobillen//

//okay - svare når min krea dukker op ^^'//

Damias smil blev større og mere uhyggeligt at se på. Måske en anelse nydende? Hun lod sin røde tunge spille let hen over tænderne mens hun så igennem hans minder. Så igennem den smerte det gav ham. Hun bed kort tænderne sammen da smerten også gled gennem hende som et elektrisk stød. Men det virkede ikke nær så hårdt på hende som det virkede på ham. Heldigvis! Hun løftede sin ene hånd og demonstrerende spredte fingrende og langsomt som om det krævede hende store anstrengelser, lod hun dem knige sammen mod midten. Ved denne bevægelse blev smerten i hans hovede større og presset blev forøget. Smilet om hendes læber blev større. Nydelsen af at forårsage denne dreng smerte forekom hende fantastisk! stemmerne i hans hovede ville have givet hende hovedpine hvis hun ikke brutalt trak sig ud derfra med så voldsom en kraft at han sandsynligvis ville blive både overrasket, og mærke smerten i at hun smadrede nogle ting i hans sind inden hun trak sig helt ud. Som i et hus hvor man knuste vaser, smadrede borde, knækkede stole, sprættede puder op. Den slags ting efterlod hun. Damia fik lyst til at lade skyggerne trænge ind hans sind som hun nu allerede havde mærket med sin tilstedeværelse. men hun lod være. Der skulle ordnet nogen ting først. Han skulle mærke smerten først.

Hun trådte tættere på ham efter at have trukket sit blik ud af hans. Hun lod blikket hen over hans krop. Han så overraskende trænet ud. Det skulle nok gå det hele. Damia lod skyggerne gribe yderligere fat i hans fødder for at holde ham på stedet. Hendes eneste fejl var nok at hun stod under en halv meter fra ham. Hvilket var tæt nok på til at hun ville få svært ved at undgå hans angreb. Svært - men hun var jo ikke typen der kunne dø så let. Det var ikke normalt at nogen vandt over hende i en kamp. Og det ville Israel sandsynligvis heller ikke overleve. nej ikke sandsynligvis. Han havde ikke nogen som helst CHANCE for at overleve det som hun havde i tankerne. Drengen var så godt som død allerede og det kunne han ligesågodt se i øjnene.

I det sekund hun trak sig ud af hans sind, nej, faktisk i nanosekundet efter smerten trådte ind, vidste Israel nærmest at han knap nok ville fø flere chancer for at angribe hende, men han ventede for at se hvad hun ville.
Selvom det godt nok var svært at se hende gennem den sprække han kunne kigge igennem sine øjne, eftersom smerten tvang ham til at knibe øjne sammen. Så da hun trådte frem, var det mere en fornemmelse i luften, end faktisk at havde set hende bevæge sig imod ham.
Han kunne mærke hvordan skyggerne strammede grebet om hans ben. Han begyndte at hade skygger... Mere end noget andet.

"Det der... Gjorde faktisk ondt" Mumlede han og pegede anklagende på hende med en enkelt finger, han ikke engang havde løftet, men som hang slapt imod hans lår og pgede imod hende.
Han ventede ikke engang på hendes svar, før hans finger forvandlede sig til et springblad og ville bore sig direkte ind i låret, hvilket den sikkert også ville, eller i det mindste snitte hende, eftersom han ikke vidste hvor hurtige hendes reflekser var endnu.
Uhyret i ham brølede triumferende, som det allerede vidste den ville ramme. Israel kendte uhyret, det var ham selv... Det var krigsdæmonen.

//Det gør ikke noget... Jeg er selv rimelig fraværende^^//

//jeg svarer men mit krea er ikke liige på sit højeste ^^//

Damias skæve iskolde smil sad fastfrosset på hendes ansigt. Den eneste følelse hun udstrålede var nydelse. Selv da hun mærkede noget ved hans finger. I sidste øjeblik
flyttede hun sig men alligevel borede springbladet sig ind i låret på hende. Men kun ude
i siden så der var heldigvis ikke blevet forårsaget en alvorlig skade. damia kunne sagtens bevæge sig ligesom før og slås. Trods hun måtte indrømme at smerten også var der. Men hun viste den ikke på sit ydre. Hun fortrængede smerte med sin styrke og lod sit skæve smil blive endnu større end før. "Selvfølgelig gjorde det ondt! psykisk smerte er dobbelt så slemt som fysisk" Damias stemme var som atid iskold, med den uhyggelige undertone der på sammetid havde en munterhed der var svær at forstå. Nu skulle han passe på. Damia
Rakte sin hånd ind i skyggerne og trak et våben ud. det lignede et sværd som i spidsen drejede ud til siden. Som en slags kniv-sværd. Materialet var sort. Det var nemt at se at hun havde fabrikeret dette våben af skyggerne. Noget som hun skyggedæmoner kunne gøre helt rigtigt. "Starter det sjove så nu?" Damias uhyggelige smil blev understreget yderligere af hendes sindssyge øjne. Hun svingede adræt sit våben mod ham. Nu skulle det starte. Hun skulle tjekke hvor god han var hvorefter hun kunne igangsætte det hele. Krigsdæmoner var som sagt svære at dræbe. Og det var skyggedæmoner også.

Israel så på skyggesværdet og et lignende sindssygt smil sprang frem på hans læber. Han var ikke meget for at indrømme det, men han elskede at slå dæmoner ihjel... Det var en af grundene til at han var blevet genfødt uden sin fordumsstyrke... Hvis han havde haft det hele fra sin fødsel, var hun død før hun havde svunget sværdet.
I det hendes sværd svingede imod ham, knækkede hans højre håndled af led, for at lægge sig op ad hans arm og ud støttede et blegt sværd ud. Det var ikke knogle, det var det alt for skinnende til, men det var også for mat til at være af stål eller andet metal. Hans anden hånd forandrede sig også. I stedet for at knække af der, blev fingrene til lange knivblade der skinnede svagt. Idet de rørte skyggerne der holdte hans fod, veg skyggerne svagt tilbage.
Imens voksede Israels Døde vinger ud af ryggen på ham. Døde vinger var en betegnelse for Krigsdæmonernes vinger, eftersom de ikke kunne flyve var der en faktisk ganske simpel grund til. Deres vinger var ikke rigtgit forbundet til resten af deres krop, derfor kunne de bruges som skjold og andet, men absolut ikke til at flyve. Hans tænder blev også skarpe og så ud til at kunne bide gennem metal.
"Åååh ja... Nu bgynder det sjove" hvæssede han af hende.

En lille uhyggelig, nærmest hysterisk latter undslap hendes læber. Nærmest psykopatisk. En katter der ikke kunne tilhøre noget menneske. Eller i det hele taget noget LEVENDE. Nå så krigsdæmoner var svære at få bugt med? Det var skyggedæmoner også og hun havde tænkt sig at vinde denne gang! Israel ville ikke få nogen som helst chance for at komme i nærheden af at slå hende ihjel på nogen måde. Det kunne han godt glemme alt om. Dette her ville blive hans sidste kamp så han kunne ligeså godt nyde det så længe det varede! Damia åbnede sine øjne på hvis gab. Hvis han begyndte at forvandle sig så.. tja kunne hun vel ligesågodt gøre det samme ikke sandt? To Enorme vinger skød ud fra hendes ryg - kulsorte - men de så ud til at være egnet til at flyve med. Og på sammetid så det ud som om de var blevet spundet sammen af de mørkeste og stærkeste skygger tilsammen. De mørke skyggevinger havde et blåligt lys i omridset - som også var om omridset på Damias krop. Hendes før så smukke lyse øjne blev nu helt sorte og lignede to tomme huller man blot kunne se ind i og falde, falde, falde og falde uden nogensinde at komme op fra det sorte hul igen. Hendes øjne var mørkere end skyggerne, mørkere end selv den mørkeste nat der nogensinde var set. Hun mærkede en behagelig rund snurren i sin pande.. selvfølgelig! To - først små - blodrøde horn voksede ud fra hendes pande. De blev ikke så store at det var upraktisk men heller ikke så små at det var helt vildt uskræmmende. Og endnu havde hun ikke forvandlet sig fulgt! Kun noget af hendes sande dæmonkrop var fremme - og dette var kun skyggesiden af dæmonen. Våbnet i hendes hænder angreb nærmest af sig selv som om det styrrede hendes bevægelser i stedet for hendes krop. Det bedste ved hende netop nu var at man hverken på hendes krop eller øjne kunne aflæse hendes næste træk. "Ja.. NU starter det" Hendes stemme var uhyggelig og gav genlyd i hele området. En uhyggelig død klang der ikke havde noget som helst med ordet 'levende' at gøre. Stemmen var bare død! Kold og hul!

//Tænk på Gins anden side med den døde stemme ;3//

Israel skar skyggerne over, et hvin som en kat der får trukket deres tarme ud, mens de stadig var i live, hvilket han havde gjort før.
"Du har helt ret" hvislede hans stemme hen over gulvet, mens forvandlingene fortsatte. Horn, voksede ganske langsomt ud af hans hoved. Spiralformede mønstre lyste blåligt på dem, hvis man kiggede længe nok på dem, ville man sikkert se hvordan mønstrene fortalte deres historie om hvordan Israel havde slået ihjel.
Hornene havde slet ikke været på hans hoved de sidste århundrede... De havde simpelthen ikke haft nogen grund til at være ude... Før nu.
Huden ændrede sig til en stå-grålig farve som en rustning af en slags. Begge hans skuldre blev spidsere og gigantiske pigge voksede ud af dem, det samme med rygraden. Ganske langsomt, og dog hurtigt, men langsomt i forhold til at det andet, blev han krumbøjet, mens en hale voksede ud af hans haleben. Hans øjne blev til to ravgule pletter der stod frem på den stål-grå hud. "Håber du er parat" hvislede han så den lange kniv tunge dukkede op i munden på ham.
Han sprang frem ud efter hende og svingede ud efter hende med de fem lange kniv fingre efter hendes hoved. Han blev nød til at famle sig frem, da hans hukommelse ikke kunne komme på hvordan man skulle slå en skygge dæmon ihjel.

//Det kan jeg godt forstå... Forestil dig Israels stemme som isvand der løber ned af ryggen på dig^^ Det var meningen stemme skulle demoralisere fjenden//

En kort hovedrysten sås på hende. Hans forvandling skræmte hende ikke. Ikke med alle de krigsdæmoner hun før havde set i sit flere tusinder af års lange liv! Derfor var det svært at skræmme hende - fordi hun allerede havde set så meget. Så meget af verden, universet, af mennesker og væsner. Hun vidste hvordan alle så ud - der var måske nogle få ukendte dæmonarter men krigsdæmoner kendte hun godt. Alt for godt faktisk. De havde slået en del skyggedæmoner ihjel og Damia havde ikke tænkt sig at lade ham slå den sidste skyggedæmon ihjel! Hun havde ikk tænkt sig at dø. Han skulle dø. Da han skar hendes skygger over mærkede hun det kun som når nogen klipper ens hår. Sandheden var faktisk at hun allerede havde løsnet grebet og blot havde ladet ham skære dem over for at lade ham føle sig stærkere og mere selvsikker. Hverken hendes hud eller krop havde ændret sig særlig meget under halv-forvandlingen. Som om hun ikke andså det for nødvendigt at forvandle sig helt endnu. Da hans angreb langt om længe kom var Damia parat. Hun rykkede til siden overraskene hurtigt trods noget af hendes hår blev skåret af. Endnu engang havde hendes bevægelse været helt bevidst men det kunne ikke ses på hende. Irritationen over at have mistet noget af sit smukke hår strålede ud fra hendes læber. Øjnene kunne ikke læses, præcis ligesom hendes bevægelser var umulige at læse. Godt så. Nu var det hendes tur. Damia dukkede op bag ham mens den anden Damia stadig stod foran ham. Det var forvirrende. Hun lavede ikke kloner. Det var tydeligt at den ene af de to var spundet af skygger.

//haha okay ^^//

Israel grinte sindssygt. Han havde nærmest overgivet sig til Dæmonen i ham, så han kæmpede lige nu bare på instinkt, men det var utroligt så hurtigt han svingede halen mod Damiaen omme bag ham, mens han med det lange blege sværd huggede ud efter hende foran ham. Hans ravgule øjne var ikke rettet mod nogen af dem, men et sted mellem skyggerne, som om der stod nogen inde i skyggerne han skulle holde øje med, men rigtig, scannede han om der var en hurtig måde at slippe væk. Han vidste han ikke kunne klare hende uden at kende området ordentligt.
Hans ravgule øjne kunne se hvordan vinden i rummet fløj til alle steder, men der var to gange derinde... Han ville gå ned af den højre, ligeså snart der var en åbning et sted.
Hans hale splittede sig i to og greb efter Damiaen bag ved ham i maveregionen.

//Altså han greb efter hendes mave... XD//

//husk på det er et enormt udendørs område med træer, klipper, grotter osv.. XD//

Hun lod vindens musik snog sig om hende og give hende styrken til at angribe. Dæmonen foran ham blev sort og gik op i skygger/røg og blev et med skyggerne omkring ham. det samme skete med den Damia der havde været lige bagved hende. "Hvis du vil kæmpe så bliver det efter mine regler.." Hendes stemme var sindssyg. Iskold,, hul, død, og uhyggelig. Det var som om hun lokkede ham over mod en grotte. Fordi hendes såkaldte 'stemme' forsvandt derover ad. Damia vidste at han ikke kunne blive stående for selv vinden ville hive ham over mod grotten. Han KUNNE ikke slippe væk fra hende på nogen måde. han KUNNE ikke slippe væk fra området. Det virkede som om at alt omkring ham gled om bag ham så grotten nu stod lige foran ham. Som om det hele blot var gledet forbi som en film der blev spolet fremaf. Selv porten som han før havde stået ved var nu ude af syne. Men latteren hørtes. En unaturlig, halvhysterisk latter der skingert gav ekko fra grotten. Lokkende og skrækinjagende at høre på.

//Ja, men det siger skam også bare at der var to måder han kunne slippe væk xD... Men tak fordi du mindede om det^^//


Irael vidste han ike skulle gå derhen. Vidste han burde stå stille som en saltstøtte og ikke røre sig ud af flækken. Bare blive og vente på at hun kom, men nej. Det kunne godt være at Israel vidste han ikke skulle gå derned, men Krigsdæmonen der rasede ville bare smadre, Destruere, Dræbe, Flænse og lege med byttet... Efter døden eller før døden var ligegyldig.
Bare han kunne slå ihjel.
Han løb foroverbøjet afsted mod grotten med åben mund og et skrig der mindede og tusind skræppende ravne.

//Sorry, men min krea er lidt lav lige nu...//

//lad os håbe den vokser for jeg skriver ikke langt hvis du ikke gør XD//

Et smil gled om hendes læber da hun nu vidste at han var i grotten. Dette kunne blive sjovt.
Rundt om ham var der ikke andet end mørke, mørke, og atter mørke. Han var fanget mellem
alle skyggerne uden selv præcist at vide hvor HUN var. Damia var god nok til nærkamp - dog ville det blive ekstra problematisk når det var en krigsdæmon hun havde med at gøre her.
Hun lod skyggerne omringe ham så grotten ville virke endnu mørkere og større end den i
forvejen var. Hendes latter gav et ekko omkring ham. Dette var noget af meningen med
denne grotte. Han ville ikke vide hvor hun var henne. Så han var klar nu eller hvad? Det var
han desværre bare nød til at være. Hun gad ikke vente på folk. Damia lod skyggerne kaste
sig mod ham fra forskellige sider: højre, venstre, skråt op, lige op.. alle vegne kom hendes
skygger. Fra alle vinkler angreb de ham. Damia vidste udemærket godt at han ville få
skyggerne til at briste med sine våben uden de helt store problemer. Det var helt bevidst at
hun lod ham ødelægge dem selvom de blev ved. måske ville han få så meget selvsikkerhed
over for svage hendes skygge angreb var. Men så svage var de dog heller ikke. Damia
LEGEDE kun med ham.. hun LEGEDE rent faktisk. Som var han et lille stykke legetøj hun
afprøvede for styrke.

Israel overtog kontrollenmens han løb rundt i den skyggefyldte grotte. Forvandlingen forsvandt ganske langsomt, så han kun stod i sine bukser, med piggene stikkende ud af ryggen, halen og våbnene.
"Træd frem SkyggeTøs" sagde han med klar røst. Han vidste allerede hvordan Skyggedæmoner angreb.
*Hvorfor lod jeg mig dog trække ind i det her? Det kostede for meget vilje og energi at stoppe forvandlingen* skændte han på sig selv. Selvom det ikke kunne ses, var en god sjat af hans energi allerede var forsvundet... Det svarede måske kun til 5%, men det kunne muligvis være være den der reddede ham og slog hende ihjel.
Alle de tåbelige små skygger hun lod spille frem generede ham knap nok. Den underlige kropsrustning var der stadig og beskyttede ham mod de svage skygger.
På grund af Damias riven rundt i hans sind, var minderne begyndt at flimre endnu vildere rundt i hovedet på ham. Han glippede flere gange med øjne. For hvert blink med øjne begyndte mindet at invadere hans hoved.

Blodet... Det var det første man lagde mærke til.. Blodet og de døde mennesker... Det var den første krig... Det var helt sikkert.
Menneskelig og Dæmonligene lå blandet sammen. Skyggedæmonerne stod i længere afstand end Krigsdæmonerne, mens Lokkedæmonerne stod tættere på og demoraliserede fjenden.
Menneskene rystede kraftigt, men kæmpede så vildt de kunne. Israel huggede dem ned som om det var ingenting... Intet andet end træning... De var jo slet ikke ordentligt udviklede endnu de mennesker.
En lav brummen og en kort summen, for derefter en skarp smert skød op igennem benet på Israel. Han hev efter vejret og kiggede ned.
Det var en skygge kniv...

Mindet forsvandt igen og Israel skreg, med styrke, rå vrede og Krigsdæmonernes lange erfaring, bag sig, så skyggerne nærmest krøb væk fra ham.
"Hvad har du gjort!?" Råbte han og huggede hovedet af en af skyggerne.
Israel var vred... Det kunne mærkes hvordan sjælene i ham nærmest krøb så langt væk fra ham som muligt... Hvilket var svært eftersom de var inden i ham. Han var vred, men kunne kontrollere dæmonen i ham.

//Lang nok? xD//