Helvedes Nabo i aktion ~Israel Privat~

//Ja værsgod xD//

//argh kk gi mig lidt tid til at svare her i aften så XD *skal lige finde ud af hvad jeg skal skrive*//

//Hehe... Jamen så gør jeg da det xD//

Damia kneb vredt de sorte huller svagt sammen som hun kaldte for øjne. Lige da maven viste hendes hånd mærkede hun irritationen gro. Blodet flød ustandseligt fra hendes håndled og nogle få støn pågrund af smerten undslap af og til hendes læber, der var formet i et stolt sadistisk smil. Så krummede hans mave sig atter sammen og hendes højre hånd forsvandt atter. Hun vidste at nu kunne hun ikke se så fejlfri ud længere. Hun havde mistet noget betydningsfuldt. Noget hun skulle bruge til at slås med. Noget hun kunne slå ihjel med var blevet taget fra hende. Det havde været offeret hun måtte give for at slå ham ihjel. Så nem havde han heller ikke været. Denne kamp ville blive i hendes minder længe endnu. Sandsynligvis fordi han havde stjålet fra hende. Han havde ikke blot mistet sit liv men også taget noget til gengæld. Dette irriterede hende grueligt. Nej. Hun så ikke hans 'ånd' da den gled ud af hans krop. hun forkuserede for meget på at lave et sort bind ud af skyggerne ved sin side som af sig selv snoede sig om hendes håndled for at stoppe blodet og skjule det. Dette problem måtte hun gøre noget ved senere. Der var først ét problem der skulle ordnes. Hans krop. Med venstre hånd flåede hun hans ene hånd over og spiste den - hun undlod dog at spise neglende og knoglerne. Det samme skete med hans anden hånd og derefter flåede hun kinden af ham som var det et luns kød fra slagterens vindue. Jo. Hun spiste væsnerne. Menneskende. Hun efterlod som sædvanlig ikke deres kroppe. Damia rejste sig og stønnede over smerten fra hendes håndled. Det gjorde ufatteligt ondt. Som om det brændte hele vejen op gennem hendes arm. Hun lavede en bevægelse med venstre hånd og nogle væsner i sære formere gled hen over hans krop og begyndte at fortære den. Skyggevæsner. Nogle hun havde skabt gennem de mange år hun havde levet. Og når førts de var skabt blev de. Der var selvfølgelig også visse ulemper ved at skulle styre dem. Det tærrede på hendes energi. Men når de spiste gav de til gengæld også hende næring og energi. Hun løftede blikket og fik øje på noget. Noget der fik hendes sorte bundløse øjne til at spærre sig op i en blanding af overraskelse og.. hvad?

Israels 'Spøgelse' lignede liget lige foran hende, bortset fra hans hænder der langomt forvandlede sig tilbage til sine normale hænder.
Han stod stolt og kiggede på hende. Han havde virkelig taget noget dyrebart fra hende... Nu var hun ikke længere perfekt... Mænd og andet hankøn ville nu ikke længere bare følge blindt efter hende... Nu ville de sætte små spørgsmålstegn ved hvor det var sket og lignende.
"Håber du nyder dit liv lige nu" sagde han ligeså snart han havde set hun havde set ham. Hans læber var revnet i et stort glad smil. Det var så underligt at være spøgelse igen.
Han havde ikke været spøgelse siden... Det 11. århundrede sådan ca... Det var vist noget med romerske officere der havde set sig vrede på ham. noget med cæsar eller noget... Hukommelsen var virkelig dårlig lige nu, men han ville få det hele tilbage i underverden.

//Har ikke så meget at skrive...//

//jeg skriver heller ikke lige så meget ^^//

Damia lod sin krop forvandle sig tilbage til 'menneskeformen' og stirrede på ham gennem de unaturligt lyse øjne der mindede om to måner uden følelser. Det sadistiske smil om hendes læber forblev og forsvandt ikke. Han troede noget men han tog fejl. Hun skulle nok finde en udvej. Resten af hendes udseende var fortsat fyldt med den naturlige skønhed der strålede så meget ud fra hende at man ikke ville kunne lade være med at se på hende. Hun skulle nok få ordnet 'problemet' med den manglende hånd. Det skulle hun nok.
Dog var sandheden altså at det var kommet som lidt af ett chok for hende. Hun havde ikke forudset at han ville gøre dette. At hun ville miste sin højre hånd. Damia følte sig på sin vis heldig med at det var højre og ikke venstre hånd han havde taget fra hende. Hun var venstrehåndet. Kæmpede bedst med venstre hånd. Det var den hun beholdte.
"Og jeg håber du nyder til 'liv' som spøgelse.. " Hvislede hun ud mellem sine en smule spidse tænder. Hendes stemme var rolig men det var ikke svært at høre den irritation der lå under for hendes iskolde stemme. Og hun havde absolut intet imod at vise ham hvor FUCKING irritere hun var.

Hans smil blev endnu større.
"Ååh, jamen jeg ssshkal sssshkam nok nyde de få dage" sagde han utroligt smiskende, læspende og sarkastisk. Han kiggede på hende med et nærmest trist blik, men man bemærkede straks at hvis man kiggede efter i et stykke tid, var det bare rent skuespil.
"Jeg håber virkelig at du kommer til at klare dig uden din venstre hånd" sagde han, igen med den bekymrede stemmeføring som var alt for falsk. Han gik helt hen til hende så de stod i øjenhøjde.
Hans smil dukkede op igen på hans læber. Han kunne ikke lade være med at grine over hendes irritation i stemmen. Det var så dejligt at få hende til at blive irriteret.

I ren refkles gemte hun sin venstre hånd i den flænsede sorte kjole - der nu også var plettet med blod.. Den kjole kunne hun vel ligesågodt smide ud. Hun syntes ellers godt om det.
Synd og skam var det - synd og skam. Hun lod gennemborende sit blik glide ind i spøgelsets røde øjne. "Har du da planer om at blive genoplivet?" en kort glædeløs latter undslap hendes læber. Den iskolde latter fik næsten de omkringstående skygger til at krympe sig i frygt.
Det var fint. Troede han at hun ville lade ham gøre det? Hun havde netop taget hans liv. Og ved fanden(i stedet for gud) at hun også havde tænkt sig at gøre det endnu engang.
Han skulle ikke have lov til at leve. Ikke mere. Irritationen forsvandt i hendes blik og lod det fylde sig ud med ren kulder og stolthed. "Jeg venter på dig til den tid.. Og der vil det blive meget værre.. jeg vil ikke nøjes med at udfylde dine psykiske lidelser.." Damia kneb svagt øjnene sammen og det hånlige smil spillede om hendes læber mens hun talte til spøgelset. Den simple idiot. Han kunne sikkert ikke huske det men hun havde ført set ham nogle århundrede forinden. Hun havde set ham flere gange trods han måske ikke selv huskede det.
Damia slog ihjel for fornøjelsens skyld. Hun nød det. Og hvert eneste gang var hun blevet stærkere.

"åh jamen jeg skam endnu en overraskelse til dig lille ven" sagde han og lagde sig blodige hænder på hendes skuldre. Det ville være ligesom at få is lige ind i blodårene.
"Jeg tror virkelig du kommer til at elske det" sagde han og grinte lettere ondskabsfuldt over det. "Men... Jeg tror jeg vil bruge min tjeneste fra døden til en lille ting imod dig" sagde han med det samme grumme smil.
Han kiggede nu på hendes kjole, der hvor hun havde stukket hånden ind.
"Nåååh... Blev du helt flov over den hånd..." sagde han og slog så hånden op foran munden. "Nåh nej... Du har jo ike nogen" sagde han og begyndte at grine over det. Højlydt og koldt.

//WEEE du er UNDEAD!!! *krammer sin tvilling* tillykke med DØDSdagen? XD//

//Ja... Men det kommer ikke til at tage lang tid før jeg er tilbage xD... Men mange tak for det//

//det er højre hånd hun har mistet XD//

"Lille ven?" hvislede hun iskoldt og mødte roligt hans blik. Hun frygtede ham ikke. Hun havde lige slået ham ihjel. Hvem af dem var så den stærkeste? hende selvfølgelig!! Et ubudent gisp undslap hendes læber da han tog fat i hendes skuldre. Hun var ikke bange for ham. Det var dog som om at alt levende i hende stoppede op i det sekund han rørte hende. Han var spøgelse. Han BURDE ikke kunne gøre hende ondt. Eller kunne han?
Noget hun ville elske? Trods at hun havde stivnet under hans berørelse fejlede hendes talegaver absolut ingenting. "En gave? Til mig? Jamen tusind tak - jeg troede det var dig der skulle have noget eftersom det jo er din store dødsdag - eller nat.." Hendes stemme var hånlig. Iskold og rolig som om hans berøring ingenting havde gjrodt hende. Han ville dog stadigvæk kunne mærke hvordan hun stod stivnet mens han rørte hende.
Da han nævnte hendes hånd fik hun den største lyst til at.. slå ham ihjel.. men det kunne hun ikke. Hun havde lige slået ham ihjel. Han VAR allerede død. Han skulle holde kæft. han skulle holde kæft NU!! Gu Fanden var hun ej flov! Hun ville simpelt nok have sin hånd tilbage selvom hun vidste at det ikke kunne lade sig gøre. Ligenu. Ja ligenu kunne hun ikke gøre andet end at vente på hvad han ville vise hende.

//Skrev jeg noget andet? Damn...//


"Åååh... Tro mig... Det er skam også en Gave til mig" sagde han med det samme Mystikse og Grusomme smil han havde haft lige inden hun havde slået ham ihjel og han havde snuppede hendes hånd.
"Selvom jeg tror du ikke vil kunne lide den ligeså meget som jeg" sagde han og lod en finger glide henover hendes hals. Isen fulgte efter hver en berøring han lavede på hende.
"Men Der er jo ikke noget at skamme sig over... Du har jo stadig.... Dit knap så gode helbred" sagde han og klukkede lidt over det.
"Men nok om det..." sagde han og blev alvorlig igen.
"Vil du have din gave lille ven?" spurgte han hende. Blidt som en Ulv inden den angreb.

//Skriver Emnet nu... Skriver bare at han tog Damia med... Som han gør xD//

Hun kneb svagt øjnene sammen til smalle sprækker mens hun iagtog ham. Også en slags gave til ham? Der var stadig ingen frygt at spore i hende. Hun frygtede ham ikke. Var ikke bange for spøgelset der holdt fat i hende. Et gisp undslap hendes læber da fingeren strøg hen over hendes hals. isen fulgte med fingrende og frøs nærmest hendes hals fast.
Damia forsøgte at træde et skridt bagud men hendes krop ville ikke adlyde tankerne. Hjernen følte at hun ikke kunne bevæge sig. Præcist som hun havde manipuleret med hans psyke.
Gjordt sådan at hans hjerne troede der var noget galt med kroppen så den ikke kunne bevæge sig overhovedet.
Hvad var det der var så sjovt? Hendes helbred fejlede jo ingenting.. overhovedet. Måske var hun ikke hel normal pågrund af at hun elskede at slå ihjel. Men det havde han vel også gjordt? Som krigsdæmon altså. Det var jo det de gjorde. "Hvad tror du" hvislede hun dæmpet da han spurgte om hun ville have gaven. Han ville jo nok give det til hende om hun havde sagt ja eller nej.

//det er fint Ice xD//

"Fint... Vi tager afsted nu" sagde han med et smil, som af en engel. Blidt og folsømt, før det forsvandt i en gnist af død og ødelæggelse.
Han lagde begge hænder hårdt på begge hendes skuldre, nærmest for at skubbe hende ned.
//Skriver lige for dig, så du ved hvordan det skal føles... Okay?//
Han skubbede hende faktisk også ned, ned til Rettergangen hvor hans fremtid skulle bestemmes. "Håber du er klar på en tur ned" sagde hang og trak hende med sig ned.
Det var som at sidde i en iskold rutsjebane tur som kun havde fat i anklerne og som trak hende igen alt og alle.
Underligt nok drejede de også rundt som om der var noget der fik dem til at snure rundt som besatte.
I lang tid var der intet andet end stilhed... Også...
Fast grund under fødderne.

//Og videre i emnet i andre lande xD//

//svarer i det andet emne nu så xD//