Helvedes Nabo i aktion ~Israel Privat~

//AAARGH O_O ja XD tror bare ikke jeg lever op til det xb//

//DEt okay^^ Mente jeg bare lige skulle gøre op for de korte svar^^//

Hendes latter gav genlyd i grotten mens alle skyggerne krøb væk fra ham - hun lød ikke
skræmt i frhold til hvad skyggerne så ud til at være. Effekten ved at rode rundt i hans sind
havde været helt og aldeles perfekt!!
Hun trådte frem fra de skygger der før havde skjult hende som om hun havde været usynlige.
Hendes vinger Baskede en enkelt gang så vinden af hendes kolde aura slog direkte ind i
ham. "Jeg tror sandelig også at jeg har fået ram på dit sind" hendes stemme var ligeså iskold
og død som den havde været for få øjeblikke siden. Bildte han sig ind at han kunne skræmme
hende? Tja så var han ligeså dum som de mennesker hun havde slået ihjel natten før.
Den eneste forskel var at ham her ikke var så svag fysisk. Men jo mere fysisk styrke - tja jo
mindre Psykisk styrke. Hvilket altså betød at hun havde en dejlig fordel på den side. Men
selve problemet fra altså hans styrke. krigdæmonens styrke.
"Har jeg skræmt dig helt nu eller kan du stadig kæmpe?" der var en snert af hån i sætningens
ord.

"Nej... Du har blot vækkede mit... RASERI!!!" sagde han og fløj op imod hende med sværdet direkte imod hendes brystkasse. Raseriet vældede op i ham som ild i en skovbrand, som vandet der bryder igennem dæmningen og intet kunne stoppe ham... Intet.
Minder flimrede stadig vildt inde i hovedet på ham, men han brændte dem nærmest væk med raseriet rettede mod en person... Hende... Den Skygedæmon der stod foran ham... Hun skulle væk.
Blodet brusede i hans øre af raseriets, Ardrenalinen pumpede rundt i ham, fremskyndede af vreden. Han havde kun oplevet dette få gange i de mange liv han havde haft.
En gang imod døden... En anden imod Raphael... Og nu den her åndssvage SkyggeDæmon pige...


//Og så kan jeg ikke skrive mere lige nug xD//

Hendes psykopatiske, hule latter fortsatte da han han vredt havde svaret hende - nu havde han altså været ved at miste kontrollen over sig selv. og ræcis som hun havde forudset tordnede han nu frem mod hende med sværdet. Hun måtte være hurtig! Hvis han ramte hende.. Damia Dukkede sig i sidste øjeblik og hendes vinger slog ud til siderne og samlede sig omkring dem som en slags kuppel hvor ingen kunne trænge ind eller ud. Hun var ved at være træt af at krigsdæmonen hele tiden angreb hende. Så nu ville hun gerne neutralisere ham lidt. Hun greb fat i hans hovede og tvang sine øjne ind i hans ligemeget hvor meget han ville prøve på at slippe ud af hendes blik. Hun havde fat i ham. Lammede hans krop Psykisk så han ville TRO at habn ikke længere kunne bevæge sig. "Lad os nu se hvor godt du klare dig mod min evne" Damia Slog sine øjne dybt ind i hans med så meget smerte som muligt. Denne gang var hun ikke ude efter at finde informationer og minder om ham. Denne gang havde hun tænkt sig at ØDELÆGGE! Hun lod som et par usynlige hænder smadre tingene i hans hovede trods den modstand han ville forsøge at udgyde. Smerten ville være stor! Damia Stak en usynlig hånd ind med øjnene og knuste et af hans minder uden den mindste barmhjertighed. uden overhovedet at forsøge at gøre det mindre smertefuldt end det sandsynligvis ville være. Hendes latter gav genlyd og kuplen om dem forsvandt. Nu hvor hun alligevel havde fanget hans øjne. Pinte hans sind.

Israels skrig var voldsomt... OG dog.... Der var noget overdet som fik en til at tænke nærmere over det. Det var som om der var en hul latter inde i det.
Han rystede var gang hendes usynelige hænder smadrede hans minder, men der var så mange... Og nu begyndte alle de sjæle han havde spist at vie sig frem... Deres mange minder trådte til og gav Israel et lille pusterum.
Han hev efter vejret... Han åndedræt var hektisk. Han kunne ikke se... Han anede ike hvorfor... Men han kunne ikke...
Han lukkede øjne, eller åbnede han dem? Han kunne se noget foran sig... Han anede ikke hvad, men der måtte gøres noget... Han måtte hugge ud efter det... Eller var der overhovedet noget?
Han huggede ud efter det... Eller gjorde han? Den voldsommme ødelæggelse af minder, fik ham til tænke efter, mens hans underligt slappe muskler huggede ud efter hende... Desværre havde den destruktion hun havde efterladt inde i ham, gjorde at det voldsomme hug han normalt ville kunne levere, var nu i stedet et sølle slap... Som ramte hendes lår, hvis hun ellers ikke nåede at undgå den...
De mange sjæle forsvandt igen for hendes gennemborende blik og blev skubbede væk så hun igen kiggede i hans minder... Alt dette tog under 5 sekunder...
Han måtte bare bede til at den pludselige smerte ville få hende til at slippe koncentrationen så han kunne hugge igen.

Hendes latter voksede da hun mærkede han havde sået ud efter hende - og ramt hende - Men det gjorde ikke nær så ondt. Hun afbrød ikke processen med at ødelægge hans minder.. Faktisk blev hun ubarmhjertigt ved overraskende hrutigt og smertefuldt. Hans skrig - eller rettere latter - gav hende den største lyst til blot at fortsætte sådan. At ikke stoppe igen. Hun mærkede nydelsen. Smerten der strålede fra ham. *FORTSÆT!!!* skreg hendes tanker. Selvfølgelig hun havde jo heller ikke tænkt sig at stoppe. Hun knækkede hans minder midt over. Byttede rundt på alt muligt, slettede og ødelagde. Skabte kaos og forvirring i hans sind og det galdt ikke kun hans minder men også hans tanker og selve hjernen. De celler der nåede rundt til hans krop. Hun bragte forvirring og smerte. Og hun nød det i fulde drag. ¤Du knækker sammen hvis jeg fortsætter.. i sidste ende vil du knap være andet end en hjælpeløs krop der ikke ved hvad den skal gøre¤ Hvislede en gylden smuk stemme i hans hovede. Hendes indre stemme.

//tjaa jeg er heller ikke i øverste stadie xD//

"Nemlig..." Sagde han sammenbidt gennem sine tænder og kiggede på hende... Eller gjorde han? Han kune bare se et silhuet foran ham... Han kunne faktisk bare gætte at det var hende.
Han lagde en falmende hånd på hendes skulder og et underligt grin bredte sig på hans ansigt.
"Du kan stjæle minder... Jeg stjæler bare nu dine" sagde han med underlig smertefuld stemme.
Hans mund åbnede sig og en gylden tunge gled imod hende... I det sekund den berørte hende lød et dybt skrig for Israels øre.
*Var det minder eller er jeg ved at blive vanvittig?* Han vidste ikke engang om han tænkte den sætning eller om det var noget han bare tænkte... Han vidste han ihvertfald ikke skulle spørge...

//husk på det ikke kun er hans minder - hun smadre alt i hans hovede, Tanker, hjerneceller, bytter om på de minder han selv har syntes om så de ændre sig til hans værste mareridt osv.. //

Damia guffede yderligere to hjerneceller fra ham.. ret store kunne hun mærke. Det overraskede hende at han stadigvæk kunne tale eftersom fx. et normalt menneske allerede nu ville ligge kravlene nede på jorden hjælpeløs. Og tja en normal dæmon ville sandsynligvis være i så mange smerte at han/hun knap kunne holde sig oprejst - hvis det altså ikke lige havde været for at hun hold hårdt fat om hans hovede så han hverken kunne falde eller se væk. Hun mærkede hans tanker og vidste allerede hvad han havde tænkt sig at gøre før han gjorde det. Hvor var han dum! Hun læste ham ikke blot som en åben bog men en enkel film der var overraskende nem at gennemskue. Endnu før tungen blev stukket ud af hans mund vred hun hans hovede nedaf.. Faretruende tæt på at ramme hendes røvsparker-støvler. I stedet ramte han sig selv. Og skriget kom. Damia var overraskende bevidst om at skriget meget vel kunne have været hendes eget hvis tungen havde ramt HENDE. Det havde hun dog heller ikke svært ved at regne ud. Og eftersom øjenkontakten var blevet brudt på en noget så brútal måde mærkede hun en yderligere smerte dukke op fra ham. En lettere hovedpine dukkede op i hendes hovede af den anstrengelse hun havde gjordt sig. Men slemmere var det heller ikke. Israel ville ikke længere have den irriterende hovedine han først havde haft. Nej denne gang ville det sandsynligvis føles som om hele hans krop truede med at springe i luften. Som om han ikke ville kunne bevæge sin krop pågrund af de manglende ret så vigtige hjerneceller. Hun havde sagt det før. Psykisk smerte var dobbelt så slem som Fysisk. Damia satte af og sparkede ham i maven med sine røvsparker-støvler (et specielt materiale der giver ekstra kraft på) for at puffe ham bagover. Ikke med alle sine kræfter, nærmere blidt.

Israel rystede... Noget han ikke havde gjort i lang tid... Han kunne sagtens kæmpe videre... Det var bare den utrolige smerte over det hele i hovedet... Han kunne mærke hvordan en kæme smadrede hver en tanke og hvert et minde han havde i hovedet... Selv de mest basale.
"Hv... Hvorfor?..." Hviskede han mens han stadig rytende holdt sig på sine knæ og kiggede op på hende med svømmende øjne over smerten. Han kunne ikke forstå hvorfor nogen andre dæmoner skulle slå ham ihjel... Ihvertfald ikke lige på det givet tidspunkt.
Hele hans krop smertede, men med en pludselig glød af Lidenskab og vrede fløj guldtungen direkte ud af munden på ham og snoede sig rundt om hendes lår. Han kunne ikke fokusere... Bevidstløsheden sneg sig stadig rundt ude i hans hoved og han kunne ikke lade være med at føle vreden over det hun havde gjort og alt andet hun havde gjort.

//Sorry... Har ikke så meget Kreavtivtet lige nu... Og vidste ikke hvad jeg ellers skulle skrive//

//du er altid tilgivet på forhånd ice ^^

//Mange tak^^//

Damias smil blev større og fik hendes kulsorte øjne til at virke endnu mere døde selvom han sandsynligvis ikke rigtigt ville kunne se det. Hun havde ingen problemer med at se hvordan hans blik svømmede. Hvor svært han havde det med at fokusere netop nu. "Hvorfor? Hvorfor jeg gør dette her? Hvorfor jeg overhovedet bragte dig hertil?!". Hendes latter blev mere hul. Hun troede hun havde ham hvor hun ville have ham nu, så hun havde slet ikke lagt mærke til hans tunge før den snoede sig om hendes lår. Latteren blev forvabdlet til et overrasket udbrud. Hvad lavede han? Hvad var det lige han havde GANG i? troede han stadigvæk at han kunne komme væk? Eller nå at vinde over hende? Nej sandsynligvis ikke. Hans tanker var forvirrede. Det var hun næsten sikker på. Tungen ville ikke gå af ligemeget hvad, og hun begyndte efterhånden at blive irriteret.

//så lidt - min krea er heller ikke særlig stor xD//

//Fortsætte i morgen? Sådan når kreaen sådan mere eller mindre er tilbage...//

//okay XD men ved ikke hvor tit jeg kommer på imorgen ;3 fars dag+Fars fødselsdag Oo//

Israels Mund bevægede sig, men der kom ingen lyd ud. Eller gjorde der og Israel kunne bare ikke høre det? Faktisk skreg han så højt at ingen ville høre det, men ville kunne mærkes i flere kilometers radius.
Da skriget endelig holdte op var hans læber vendt opad og hans øjne blødte så det nærmest så ud som om han græd... Mens han grinte, men igen... Ingen lyd.
Israels hjerne var oppe og køre... I århundrede havde han ikke følt sådan en smerte... Og han kunne stadig ikke lide det... Han skulle bare have en lille pause og så ville hendes Psykiske Smerte rage ham en høstblomst og han kunne hugge hende i 2.
Guldtungen strammede grebet og må bide af minder løb igennem den... Der lød også en svag hvisken, hvor et menneske normalt skulle anstrenge sig for at høre, men hvor en Dæmon bare tydeligt kunne høre det... Medmindre Dæmonen var døv.
Blod Tårene blev ved med at falde ned mod jorden som han ikke kunne se... Hvad ville den her Dæmon dog lave med en Krigsdæmon?

Damia hvæsede irriteret. Hun blokerede sin psyke som med en enorm uigennembrydelig mur ingen ville kunne trænge igennem. Det kunne han godt glemme alt om. Damia fangede endnu engang hans blik og holdt den fast med en hvis brutalitet. Hun var vred. Han skulle ingen chance have overhovedet. Mørket i hende voksede sekund for sekund og hun var næsten sikker på at hendes øjne blev mørkere end de i forvejen var - selvom det burde virke helt umuligt. "Hvor er du ynkelig" hendes døde stemme lød gennemtrængene i grotten. Hvordan kunne han tro at han havde nogen som helst chance overfor hende? Det var direkte ynkeligt! Hun fandt en kniv frem. Holdt ham fast til stedet via sit blik. Trods smerten i hendes lår der dunkede vildt blev hun ved med at virke som om hun intet mærkede udenpå. Han kunne ikke blive ved sådan her det kunne han altså ikke. Hun Stak kniven ind i skulderen på ham med en hurtig smidig bevægelse. Lod knivbladet fortsætte ind gennem sener og kød. Stikket var ikke dødbringene men hun vidste at smerten alligevel ville være der. smilet om hendes læber voksede trods smerten i låret.

Han Hvæsede, trods hele hans krop rystede af smerten og han burde ikke kunne snakke, men det var ikke noget han ikke havde prøvet før. Det var en dejlig evne ved Krigsdæmonerne... Efter de havde prøvet en smerte kunne den rage dem... Men det var en evne der tog tid... Og det eneste han kunne nu var bare at snakke nu... Og hugget med den lille kniv... Pfffh... Han var blevet hugget i flere gange end en nålepudde var blevet stukket i så, det var ligemeget.
"Muligvis... Men... Det er du Ogsssså" sagde han hvislende eftersom han ikke kunne åbne og lukke munden ordentligt.
Han hev raspende efter vejret, mens blodet langsomt stilnede og hans øjne begyndte ganske langsomt at fokusere på hendes... De var overrakende sorte... Som at kigge på en stjerneløsnattehimmel.
Israels skulder rystede en enkelt gang før en form for lyfløs latter spillede sig fra ham... Ligesom skriget kunne den ikke høres, men mærkes... Forskellen denne gang var dog at det kun var Damia og Ham der kunne mærke det.
Det havde sin pris at snakke... Han kunne mørke hvordan det trykkede i baghovedet, men ikke det mindste tegn viste det.

Damias smil voksede. Hvis det var sådan det foregik her. HUn havde slet ikke tænkt på at han jo var krigsdæmon. Fint. Hun trak noget ud fra skyggerne. Langt og skarpt var det. Hun mærkede møket i hende forsøge at overtage. Skyggesiden af hende. Dette våben var ikke noget hun selv kunne lave normalt. Hendes skygge var helt klart begyndt af blive endnu mere irriteret over hvor lang tid dette tog for hende. Damia gispede da hendes krop bevægede sig helt af sig selv, og det skarpe våben susede ned mod hendes eget lår. Og stake den direkte ind i guldtungen så den omgående blev mærket af skygger. Som om skyggen fra våbnet gled hen og snoede sig rundt om tungen. Fik den til at løsne sig så hun kunne komme fri. Faktisk gjorde dette ikke smerten bedre men værre. For før havde den strammet og nu kunne hun rigtigt mærke ømheden i låret. Damia støttede sig til det andet ben for at gøre smerten i låret mindre synligt. Damia puffede Israel ned at ligge og satte sig selv halvt over ham. Som om hun skulle til at kysse ham. Men nej. Det kunne hun aldrig drømme om. At kysse en dæmon så svag som Israel ville give hende yderligere kvalme. Nej tak! Hun pressede ham ned mod grottens kolde, hårde jord og borede sine øjne dybere ind i hans får at holde ham fast. "At tro du nogensinde ville få en chance for at klare mig - er dumt." Hendes døde uhyggelige latter fyldte grotten og gav genlyd. Damia løftede venstre hånd og borede den ind i maven på ham. Gennem hans hud og direkte ind i maven. Smilet på hendes læber voksede. Han havde ingen chance.

Israels blodige læber fortrak sig i en skræmmende grimasse af et grin. Læberne trak sig væk sådan så man kunne se de skræmmende skarpe tænder.
"Ja... Muligvissss, Men... Det er utroligt at du ssselv tror det" hvislede han, med blodet sprøjtende ud af munden for hvert et ræspende og gispende åndedræt hans krop tog sig.
Minder flimrede inde i hans hoved. De var ikke til at forstå nogen af dem... Ansigter her og der, bidder af samtaler han havde haft som slet ikke gav mening... Men på grund af hendes voldsomme ødelæggelse kunne han ikke engang fokusere på sin egen storetå... For slet ikke at tale om sine hænder som var våbene.
*Jeg vil kun få en chance... Det er sikkert... Jeg må slå til med mit sidste åndedræt og derefter...* Hans øjne blev ganske langsomt mere glasagtige end ellers... Det slørede omrids der ellers bare havde været i udkanten i hans udsyn langsomt begyndte at glide længere ind i kernen af øjne.
"Håber ikke du.... Sssskal bruge din hånd" Hvislede han og endnu engang virkede hans grimasse at et smil koldere end dødens egen blik.
Han koncentede sig ganske kort om maveregionen... Det næste træk ville blive en form for selvmords mission... Han kunne mærke hvordan al hans vilje, kraft og styrke sivede ud af hver hans porer i maven. Grimassen ad der stadig som en død maske da hele hans mave nærmest huggede hånden af hende så den bare lå for sig selv i maven.
Det hele skete under et sekund.
Maven trak sig først sammen i et kort træk, før huden rundt om hendes hånd blev til det samme materiale som hans finger og nærmest krøllede sig sammen om hendes håndled og huggede den glat og lige af hendes arm.
Han åndede stille ud... Han kunne ikke gøre mere... Det var sikkert... Han var færdig... Der var ikke mere at gøre til det.

Damias døde ansigt blev yderligere forvrænget i tomhed da hans læber pludselig krummede sig til en slags grin. Hvad skulle dette til for? Hvad TROEDE han? Troede han at han stadigvæk kunne nå at vinde over hende eller hvad? nå men så tog han i hvert fald grueligt fejl! Hun lyttede til hans ord. Truede han hende? Hvad tænkte den dæmon nu på? Hun så noget forkert i hans øjne. Noget der nærmede sig noget nærmest uhyggeligt. Og hun kunne ikke se hvad det var. Hendes psykiske evne var brugt overraskende meget op. Alle de minder han havde haft havde tærret en del på hende.
Det der var i hans øjne virkede forkert. Det hørte slet ikke til en dæmon der netop nu stod på kanten mellem liv og død. Og mens han selv netop nu var faretruende tæt på at lande på bunden. Da hans anden sætning gled ud over hans læber som om han anstrengte sig for at få ordende frem, skyllede en let forvirrelse over hende. Blandet med en sort vrede der truede med at tynge hende ned. Om hun skulle bruge sin hånd? Damia Greb fat om nogen af hans indvolde i samme øjeblik som hans maves overflade cuttede hånden af hende. Dette var ikke blot som arene hun havde rundt omkring. Nej. Dette her var meget mere smertefuldt. Et uhyggeligt og øredøvende skrig der ikke kun fyldte den mørke grotte men susede hen over det enorme område udenfor. Et skrig fyldt med smerte. Hendes sorte øjne vente sig vredt mod ham. Han var ikke død endnu.. Han skulle mærke den smerte han havde forårsaget. Og hendes blod flød ud over ham. Dette var noget hun umuligt kunne standse.
Med vreden som styrrede hende løftede hun en kniv med sin venstre hånd og flåede huden af hans venstre bryst. "Du tog noget fra mig.. jeg vil ikke nøjes med dit liv.." Hvislede hendes døde stemme en smule anstrengt. Hun stak sin venstre hånd ned og greb fat om hans hjerte.. tog fat om det og pressede til indtil da pludselig blev stille. Damia tog hans hjerte op og åd det.. Blodet sprøjtede ned over hendes hage og den smukke kjole. Smagen af hans liv var stadig i hjertet. Et friskt hjerte. Smagen var god. Præcist som hun havde ventet det..

Israels døde skikkelse kiggede nærmest på hende mens blodt ramte hans glas øjne og dækkede dem til. Munden stod lettere åben. Maven krøllede sig ud igen og viste hendes hånd, før maven igen krummede sig sammen, nærmest for at vise hende hvad hun havde mistet og hvad hun aldrig ville få igen.
Det var en underlig ting der skete... Hullet i maven forsvandt nærmest... Lige pludselig var der hud, det næste... Intet igen. Heller ingen Hånd... Den var simpelthen bare forvirrende hvordan en hånd kunne forsvinde i en mave, men det havde den gjort... Længere var den ikke...
Ganske langsomt Gled Israels ånd ud af ham. Den så ud som om ham da han døde... Så klicheen fra alle de tåbelige Spøgelser serier og film og som bedemændene hjertesløst havde overbevist nogle folk for århundreder tilbage... 'Han vil være sig selv, i sin bedste alder..' Det var en løgn... Eller sådan var det ihvertfald for Krigsdæmoner... Sådan så de stolt kunne vise hvordan de døde. Han kiggede på hende, med blodrøde øjne.
Hun burde ikke kunne se ham endnu, men han havde tænkt sig at vise sig... Og drille hende lidt før han tog hende med...

//Anmoder lige om at blive Undead xD//

//det bare fint.. skal jeg svare en gang til? xD//