*Indsæt kreativt navn her* - Et emne i Terre (:

Tid: 16:30
Sted: Giselles forældres luksusvilla
Vejr: Solen skinner, men det er ikke særligt varmt.
Omgivelser: Giselles forældre er på forretningsrejse. Der render en gartner rundt ude i haven og en rengøringsdame er i gang med at rengøre villa'en - ellers er der ingen. Altså, udover Giselle.

"Sagde han? Hvad svarede du så?" Giselles stemme var ivrig af nysgerrighed. Hun lå på sengen på sit værelse, og havde telefonen sat til øret, hvor hun ivrigt snakkede med en veninde om ligegyldige pige-ting. Et par stilletter stod ved siden af hendes seng - den ene væltet - og hun lå barfodet oppe i den enorme seng, i et hav af dyner og puder.

Giselle var smuk - hendes bedstemor havde været en elver, så hun havde en anelse overnaturlig skønhed over sig, MEN normale ører! Hendes udseende var altså så godt som fejlfrit. Lige fra de store, grønne øjne, til den lille næse, de fyldige læber og det gyldenbrune hår, der krøllede blødt ned omkring hendes skuldre og indrammede hendes ansigt helt præcist. Der var ikke en eneste urenhed at spore i hendes ansigt, og derfor havde Giselle et naturligt, minimalt forbrug af make-up, da hun ikke behøvede det.
Hendes krop var velformet, og lignede en krydsning mellem en models og en ballerinas. Hun var pænt slank, havde lange ben, former de rigtige steder og kunne ubesværet gå rundt i alle former for tårnhøje hæle.
Hendes udseende kombineret med det faktum at hun var overdrevet velhavende plejede at lokke de fleste til. Det gav hende en opmærksomhed, som hun ufortrødent nød.

Idag var hun iført en lårkort, højtaljet nederdel fra Prada. Den sad godt på hende, strammede de rigtige steder, og fremhævede hvad den skulle. På overkroppen havde hun en top fra Gucci (stropløs) og en tynd jakke fra Burberry, som mest fungerede som en cardigan af en slags. Ellers havde hun diamantringe, diamantøreringe og en diamanthalskæde på som smykker, og hendes negle var pyntet med en perfekt fransk manicure. Professionelt lavet selvfølgelig. På en stol, som stod et par meter fra sengen, hang en Prada taske. Den var ikke kommet i butikkerne endnu, men hendes far havde skaffet den til hende, som plaster på såret, fordi han endnu engang havde brændt hende af.

Det gjorde han tit. Ham og hans kone - Giselles mor - havde ofte travlt. Faktisk, havde dækkede ordet "ofte" ikke over, hvor travlt de rent faktisk havde. Det var aldrig hjemme, og overlod mere eller mindre Giselle til sig selv. Kærlighed fik hun i form at materielle ting. Giselle kendte ikke til andet, men savnede på en måde et par forældre, som rent faktisk havde tid til den datter de havde sat i verden. Tanken skubbede hun dog for det meste fra sig, med det samme den strejfede hende - det gjorde hende i dårligt humør.

Noah var ret så træt af ikke at lave noget, der var ikke sket det store i Terre i meget lang tid efterhånden og han havde svært ved at overskue det hele i denne juletid hvor alle folk snakkede om julegaver og familie, selvom hans familie var døde for flere hundrede år siden, så stak det ham stadig i hjertet hvert eneste år når han så andre have familier, han havde ikke haft nogen i hans liv siden han døde, ikke sådan rigtigt ihvertfad. Det var bare forkert når hans hjerte stadig var i 1000-tallet, middelalderen, den tid som han havdeelsket så meget, og nu var alle i det 21'ende århundred og alt virkede bare så forandret, så forbedret og så urealistisk, som kunne han ikke finde hoved og hale i noget.

Han kiggede på billedet han stod med i hånden, under ved stod der "Giselle" en ung pige uden fra byen som de havde fået et nys om af Abbaddon, en af de værste dæmoner var ude for at ville forvandle nye menneskepiger og Gud havde fået et nys om at denne unge var en af dem. Gud var med menneskerne og ønskede at de skulle bevares, nu der efterhånden var så få af dem tilbage og netop derfor var Noah ude for at beskytte denne unge kvinde som de på ingen mulig måde ønsket skulle forvandles til andet end hun allerede var: Et varmt og levende menneske.

Noah havde brugt et par timer sammen med Gabriel og et par andre engle for at se hvordan de skulle gribe det hele an og hvordan de skulle aflure Abbaddon i hans metoder, for det var ikke udelukket at han ville sende sig selv afsted i forklæding og alle måtte derfor være på mærkerne.

Noah lukkede øjnene imens han holde billedet imellem sine hænder og i et svagt lys landede han på Giselle's værelse og stod nu roligt på hendes værelse og kiggede over i mod hende: "Rolig" sagde han med en stille stemme inden han overhovedet havde set hendes reaktion: "Jeg gør dig ingenting" sagde han stille og lod lyset omkring ham falde.

Giselle skreg, og tabte mobiltelefonen, som følger deraf, gik ud af sig selv. Hun rejste sig fra sengen på de bare fødder med hænderne beskyttende op foran sig, og bakkede baglæns indtil hun stødte på en væg, og dermed ikke kunne komme længere.

"Hvem er du, og hvad laver du her?", hendes stemme rystede tydeligt. Hun var rædselslagen. Hvordan kunne folk bare dukke op, ud af det blå? Og så på hendes værelse. Hun var da godt klar over, at der fandtes mange væsener med den slags evner, men stadigvæk? Den fremmede befandt sig i hendes hjem uden hendes tilladelse. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre eller sige. Han havde godt nok sagt, at hun skulle være rolig, og at han ikke ville gøre hende noget.. men helt ærligt? Han.. dukkede jo bare op. Hun kunne jo ikke være sikker på, at han rent faktisk ikke ønskede at gøre hende fortræd.


//Undskyld, den korte længde!//

Noah kiggede roligt over på hende, det nyttede jo ikke noget at han også panikkede og han havde efterhånden erfaret at mennesker ikke ligefrem var de mest hårdføre når det kom til at møde væsner, nok mest fordi de ingen sanser havde til at hjælpe sig på vej og Noah blev derfor bare stående da hun bakkede og havde et roligt smil på sine læber. Noah var vel en smags sag, men de fleste piger havde nu altid fundet hans rolige og måske endda let arrogante og beskyttende stil attraktiv sammen med hans ret så kønne udseende, også gjorde magt og vinger bare et eller andet ved piger som Noah aldrig helt havde fattet.

"Bare rolig jeg gør dig intet" sagde han og lod svagt sine vinger vise som en siluhette bag hans ryg, han kunne ikke vise dem i fuld figur fordi han havde en blå trøje på der dækkede hans ryg og hans vinger ville derfor ikke kunne komme fri, men han håbede da at mennesker stadig stolede på engle, selvom verden var ret så fucked up: "Se mig som... underholdning" sagde han med et lille smil og kiggede i mod hende.

"Oh undskyld" sagde han og rystede kort på hovedet: "Jeg er Noah" sagde han og lagde en hånd på sin brystkasse da han talte og præsenterede sig selv: "Og du er Giselle formoder jeg?" sagde han med et lille smil: "Well hvis is your lucky day" sagde han drillende: "Jeg er din helt egen skytsengel" sagde han med et let akavet smil.

Giselle studerede den fremmede med en blanding af nysgerrighed og frygt afspejlet i de store, grønne Bambi-lignende øjne. Men efterhånden blev frygten erstattet af nysgerrighed. Desuden, var der en ro over den fremmede. Det var uforklarligt, men det smittede af på hende. Langsomt overbeviste hun sig selv om, at den fremmede ikke ville gøre hende noget. Hun tog et skridt væk fra væggen, og så endnu et. Han var ganske køn - den fremmede - hun tog et skridt tættere på ham. Nærmede sig langsomt på de bare fødder, efterhånden som nysgerrigheden erstattede de andre sanser.

"Underholdning?" Hun hævede det ene øjenbryn i mistro. Var han dukket op ud af det blå på hendes værelse, flot for at underholde hende. Hvis det var tilfældet, gjorde han sig et unødvendigt besvær.. Det var det hun havde venner og veninder til.

"Hvor kender du mit navn fra?", spurte Giselle fraværende, for hendes blik var på englens ryg. Eller, det hun nu kunne se af den, eftersom han stod med front mod hende. Hun syntes at kunne ane et par vinger - eller, i hvert fald noget der lignede det. Det var egentlig et dumt spørgsmål at stille, kom hun i tanke om. Fyren vidste ikke bare hvor hun boede, men også hvilket værelse hun befandt sig i, i den kæmpestore villa - og der var skam nok at vælge imellem. Så hun gik på baggrund af det, ud fra at han også kendte hendes navn.

"Skytsengel?" gentog hun, og måtte give sig selv et mentalt spark. Hun måtte virkelig stoppe med at gentage alt hvad han sagde som svar. Det fik hende til - ifølge hende - at virke en anelse ubegavet. Men det var bare så svært at skrue en sætning sammen, for hun var endnu ikke kommet sig over overraskelsen.
"Jeg tror ikke jeg har brug for sådan en", tilføjede hun så, og smilede lidt til englen.

Han smilede stille til hende da hun gik i mod ham og svarede ikke på hendes spørgsmål som egentligt bare gentog hva han sagde, han var rent så vant til at folk ikke forstod ret meget og at folk, og især mennesker, blev chokerede af at se skikkelser som ham i nærheden af dem: "Det kan jeg godt forstå du siger" sagde han med et venligt smil da hun sagde hun ikke havde brug for en skytsengel: "Og det ved jeg heller ikke om du har" tilføjede han og kørte let en hånd igennem sit hår.

"Men det er dog et faktum at jeg skal være her også selvom hverken du eller jeg er enig i det" sagde han og lagde en hånd på sin brystkasse mens han talte, han betragtede hendekort, en ung lille menneskepige, venlig og uskyldig som hun nu så ud. Han satte sig ned på en stol i hendes værelse og skyggen af hans vinger forvandt imens han let smilede i mod hende.

"Så kedeligt som det lyder så må du underholde dig med mit selskab lidt" sagde han med et roligt smil og satte sig til rette da han vidste at han skulle blive i noget tid: "Men vi skal nok finde ud af det" sagde han og nikkede, han havde efterhånden levet i mange hundrede år så han havde prøvet lidt af hvert og han vidste at ikke alle var lige glade for at få besøg af en engel eller et andet væsen for den sags skyld: "Så, du bor her?" spurgte han nysgerrigt og kiggede rudt på værelset: "Her er flot" sagde han og nikkede let for sig selv.

Hun hævede et øjenbryn ved hans forklaring. Men alt i alt var hun temmelig glad for selskab. Det var jo en kæmpe villa, og det var ikke ofte, at der var folk her. Jo, de ansatte var der i ny og næ. Hendes forældre var der aldrig. Dog var vennerne og veninderne kendte i hendes hus. De var her tit. Skulle man mødes et sted, var det hos Giselle. Skulle der holdes en fest, var det ligeså der. Hun havde et kæmpe hus, som var oplagt at bruge - og der var forældre frit, naturligvis. Hun holdt de fester, som folk betragtede som de fedeste af slagsen, og hun gjorde det jævnligt. Hvor folk der var noget, blev inviteret. Og de udskud som både befandt sig i hendes klasse - og på hele skolen, for den sags skyld - fandt hurtigt ud af, at der var fest. Men de var aldrig nogensinde inviteret. Det gjorde højest sandsynligt, at de følte sig udenfor. Og med den evige krig, som Giselle især havde med en af dem, var det noget hun var ganske tilfreds med. For Giselles fester, var altid et kæmpe samtaleemne op til, og et kæmpe samtaleemne efterfølgende. Og dem som ikke skulle med, eller ikke havde været med, kunne på ingen måde være med i disse samtaler.

Englen var køn. Det var Giselle helt enig med sig selv i. Hendes smag faktisk. Hendes type. Det var da ikke den værste underholdning man kunne tænke sig! Men han var også en engel. Ren og uskyldig, og alt det der. Sikkert jomfru. Og ikke med på noget af dén slags. Hun smilede lidt for sig selv, over overhovedet at have tænkt tanken. Var hun virkelig så trængende? Hun sparkede sig selv mentalt, og mindede sig om, at englen skulle beskytte hende. Også selvom, denne ikke engang var sikker på, at det var nødvendigt. Men hey.. lidt underholdning var vel ikke noget, man skulle klage over.

"Ja, jeg bor her. Her er er ret stort. Og jeg er her ofte alene. Mine forældre rejser en del." svarede hun på hans spørgsmål. "Det er rart med noget selskab", tilføjede hun så med et smil.

Noah smilede bare let til hende: "Ja det er et ret stort hus, det kan jeg da kun give dig ret i" sagde han med et lille grin og kiggede sig omkring: "Jeg er også glad for jeg ramte det rigtige rum" sagde han med et lille flabet smil og lod en hånd glide igennem sit hår imens han let kiggede over i mod hende: "Har du ikke venner der kommet og besøger dig eller sådan noget? Du havde da godt gang i snakken før" drillede han og pegede i mod den telefon hun havde snakket i: "Noget gossip du vil dele?" sagde han med et smil.

Noah var flink og han var meget voksen når han talte, også selvom han stadig lignede en teenager. Han tog sit arbejde meget seriøst, men nu havde han jo også haft en datter, hvilket jo gjorde ham en smule ældre end så mange andre, ihvertfald mentalt. Han kunne da også godt lide at drikke og have det sjovt og det var ikke ligefrem fordi han levede i cølibat... mere, men tingene var nok bare ikke som de havde været for fem hundrede år siden hvor alt i følge ham var meget nemmere, det var bare en anden tidsalder.

Det var dengang 15 årige var børn og ikke piger der prøvede at charme sig ind på drenge i byen og dengang man blev gift som 18årig også var det bare helt normalt: "Så hvordan er det at være menneske i denne tid?" spurgte han nysgerrigt.

"Jeg holdt fest her så sent som i sidste weekend", svarede Giselle med et smil. Indtil videre årets vildeste fest. De havde været fulde, glade og unge. Og snakket om det efterfølgende, og hun var sikker på, at det ville været et samtale emne et par uger frem endnu.

"Bare min veninde, og en fyr hun mødte til min fest", svarede Giselle kort for hovedet. Hun kendte mange forskellige mennesker, som alle havde til fælles, at de var højt oppe hvad angik rangering. Hun havde fået en rig fætter og sin veninde til at snakke lidt sammen, og det kørte som det skulle mellem de to. Hun havde vidst det fra starten - at de to ville elske at tilbringe tid sammen. Og som hun så tit oplevede.. ja, så havde hun ret.

Der var ikke nogle af drengene til festen, som sådan havde fanget hendes opmærksomhed. Men englen her.. han kunne. Han var nu også ganske charmerende og virkede meget moden. Hun smilede til ham, imens hun talte, og gik tættere på ham, efterhånden som hun snakkede. Stadig studerede hun hans træk, og forsøgte at bestemme sig for, hvor stor en helligrøv han var.

"Hvordan det er at være ung?", hun løftede det ene øjenbryn i overraskelse over hans spørgsmål.
"Fedt, tror jeg. Jeg har det fint med at være 16..", svarede hun med et smil.

"Interessant" sagde han og smilede blot en smule skeptisk da hun sagde at hun havde holdt en fest så sent som sidste weekend: "Fandt du dig så en kommende mand?" sagde Noah og grinede let, han vidste godt at de unge nu om dage ikke gik så meget op i at finde en mand, og han var jo egentligt også selv ung af både hjerte og sjæl, men han havde jo været ung i mange år snart, og dengang han startede med at være ung holde man i hånd med en, så kyssede man måske lidt, så blev men gift - også lavede man børn. I dag var rækkefølgen vidst den anden vej, men knaldede først, også kyssede man måske og blev kærester. Også var det ikke engang garanti for noget ægteskab.

Noah vidste ikke hvilken tid han fandt sjovest, det hele havde vel sin egen charme: "Ja selvom jeg også er ung, så kan jeg ikke prale af at være 16" grinede han let: "Men hvis du ligger 10 år til så er du ved at være der" smilede han roligt, selvom nogen måske mente at 26 var gammel, så følte han sig stadig ung og frisk og han blev jo aldrig ældre hvilket også passede ham fint, han følte egentligt at han hade ramt en ganske fint.

"Er du glad for det så?" spurgte han en smule direkte: "Er du glad for bare at sidde her med røven fuld af penge og lægge an på rige drenge i håb om at de giver dig en guldring?" sagde han og kiggede over i mod hende med et helt roligt og dog seriøst blik, han havde selv tilhørt den fine ende dengang han var menneske, men som årene var gået betød penge virkeligt intet for ham og han ville meget hellere bruge tid med venner og familie og føle kærlighed og varme, end at købe en ny computer eller en jakke som han kunne have i et par måneder også smide ud igen.

"Hvad?" Giselle hævede svagt det ene øjenbryn, som m hun var i tvivl om hvad englen havde spurgt om - hvilket vel egentlig også var tilfældet. Han måtte være.. Gammel. Men engle var da også udødelige og alt det der, var de ikke? Han så ganske ung ud, men han kunne vel sagtens have været ganske ung.. Ganske længe?

"Nej.. Nej, det gjorde jeg ikke. Hvem GØR også det? Jeg er 16", besluttede hun sig så for at svare, stadig overrasket over at blive stillet et sådant spørgsmål.

Så han var altså 26. En lydløs konstatering fra Giselles side af. Hun mente stadig at det MÅTTE være et godt stykke tid siden, at englen var fyldt 26, med den viden - eller mangel på samme - som han havde om hendes og, generelt, menneskenes tilværelse idag. Men hun spurgte ikke.. Hvordan skulle hun også i så fald have formuleret sit spørgsmål? Det ville virke uhøfligt og bare.. Mærkeligt.

Endnu engang måtte Giselle hæve et øjenbryn. Nej, dem begge faktisk. Hun var både overrasket og i den grad chokeret.. Hvordan havde lige han talte til hende? Hun sad jo ikke bare og ventede på at få en guldring. Hun så sig selv som værende enormt selvstændig, og hun kunne ikke lide hans direkte spørgsmål. Hun svarede ikke med det samme, men satte sig igen over i sengen. Altså, længere væk fra den fremmede.

"Jeg kan lide at være mig", svarede hun så i et lettere koldt tonefald.