Parken.. *indsæt kreativt navn her* xD

Sted: Parken
Tid: 14:46
Vejr: Solen skinner, vejret er godt
Dato: 19/8
Omgivelser: Der er mange mennesker der går rundt i parken.


Solen skinnede ned på de folk der gik rundt i parken. Kærestepar, familier, børn, veninder som fnisende gik og fortalte hinanden hemmeligheder.. alle forskellige slags mennesker/væsener var her idag. Det var godt vejr, så det var forståeligt. I skyggen af et stort træ, sad Evangeline med en tegneblok på sine ben og en blyant i hånden. Hun havde på det sidste fået til vane, at tegne, når hun slappede af. Så hun var gået ned i parken for at se, hvad det kunne blive til.

Evangeline var idag iført et par lårkorte cowboyshorts med huller hist og her. Udover det, en lettere nedringet top, i en sort farve, med et bandnavn til at stå henover brystet. På hendes fødder, havde hun et par slidte converse, og hendes lange, gyldne, krøllede hår, var sat op i en lidt rodet og tilfældig knold. Trods det, var hun stadig smuk. Og de fleste hankønsvæsener kiggede en ekstra gang på hende, når hun gik forbi.

Evangeline lod sit blik løbe over de mennesker hun så, for at se, om der mon var nogen, hun havde lyst til at tegne. Hun havde i forvejen tegnet en hund, som nød skyggen som hende selv, et barn der løb rundt med en is i hånden, og et kærestepar der stod og kyssede under et træ. Tegningerne var godt lavede, og man var ikke et øjeblik i tvivl om hvad eller hvem de forestillede.

Evangelines blik fangede med det samme en fremmed skikkelse. Hun var ikke sikker på, at hun havde set ham her før.. om hun overhovedet havde set ham før. Hans lettere tilfældige tatoverede arme, fangede hendes opmærksomhed med det samme. På så mange andre mennesker/væsener havde dette været grimt, men på ham var det... flot. Hendes blik gled fra hans arme, til hans overkrop. Herfra, så den ganske veltrænet ud.. Den var dækket af en Ramones t-shirt. Derefter vendte hun sine grønne øjne mod den fremmedes ansigt, som var dækket af et par solbriller, der ikke gav hende mulighed for at se hans ansigt.. Hun betragede hans hår, som så mindst lige så tilfældigt ud, som tatoveringerne. Men det var.. flot til ham. Han var i hvert fald ikke grim. Automatisk vendte hun sit blik mod hans arme igen.

Tatoveringerne fik hende til at kigge en ekstra gang, og inden hun selv nåede at registrere det, var hendes hånd igang på papiret. Først startede en skitse med at tage form på papiret. En person som sad på en bænk. Da hun havde den på plads, begyndte hun at tegne detaljerne. Det første hun tegnede var armene, og tatoveringerne på dem. Derefter overkroppen og t-shirten. Så ansigtet, solbrillerne og håret. Hun tegnede tingene, i den rækkefølge hun havde lagt mærke til det. Hun holdt en kort pause og betragtede tegningen, og derefter den fremmede. Jo, den lignede skam.. Meget endda.

Evangeline forsatte smilende med sin tegning, som hun efterhånden var ret så tilfreds med. Den lignede den unge mand på en prik. Hun flyttede blyanten fra mandens tegnede hår, til hans tegnede arme, hvor hun lagde flere detaljer på de tilfældige tatoveringer. Det var svært at huske hvordan de så ud, fordi de sad så tilfældigt, så hun måtte kigge op på ham igen. Idet hun kiggede op, så hun, at han allerede så på hende. Det var tydeligt, at han var klar over, hvad hun sad og lavede. Hun mødte hans blik med sine store, grønne øjne. De var fyldt med beundring over hans udseende. Hun slog hurtigt blikket ned i forlegenhed. Hvor var det pinligt, at hun bare uden videre sad her og tegnede en vildt fremmed, som vidste, at hun tegnede og betragtede ham. Hun bed sig lidt i læben, og en rød farve blussede op i hendes ansigt. Hun tegnede blot videre, og undgik at se på ham. Hun flyttede en tot hår fra sit ansigt og satte det om bag sit øre, i en yndefuld bevægelse.


//Undskyld, det blev lidt kort//

Evangeline forsatte blot med at tegne og undgik at kigge op igen. Hun kocentrerede sig blot om tegningen. Om den fremmedes ansigt. Efterhånden som hun tegnede det op, begyndte det at gå op for hende, hvor pæn han egentlig var. Den lige næse, den velformede mund. Det intense blik han havde, selvom solbrillerne skyggede for hans øjne. Hun lod fingeren kærtegne tegningens kind, som for at danne en skygge, så tegningen kom til at se mere levende ud. Tilfreds med resultatet smilede hun, og begyndte at lægge de allermindste detaljer hun kunne komme på. Alt fra blikket bag solbrillerne, til neglene på hans hænder, og ikke mindst tatoveringerne på hans arme, som var tæt på en perfekt kopi, af dem, han rigtig havde. Selvom de var tilfældige, havde det alligevel lykkedes hende at kopire dem, så det lignede godt. Rigtig godt endda.

Evangeline var så optaget af sin tegning, at hun slet ikke lagde mærke til, at den fremmede rejste sig og bevægede sig hen mod hende. Hun var ved at ligge sidste hånd på Ramone-t-shirten, da den fremmede pludselig stod foran hende, og spurgte hende hvor meget den kostede. Hendes kinder blussede op i en svag rødlig farve, og hun så op på ham, med sine dybe, grønne øjne.
"Jeg.. Det var ikke meningen du skulle.. betale.. det.. jeg tegnede bare" Hun smilede usikkert, og bandede indvendigt, over det faktum, at det var gået op for hende, at hun ikke var i stand til at skrue en enkel sætning korrekt sammen. Om det var pga. af forlegenhed, eller den fremmedes skønhed vidste hun ikke. Hun vidste blot, at hun var ekstremt pinligt berørt over, at han havde taget hende i, at sidde og tegne ham. Hun kendte ham jo ikke. Han kendte ikke hende. Og alligevel havde hun siddet og tegnet ham.. Hvad tænkte han ikke om hende?

Evangelines ansigt blussede op i en svag rødlig farve, da han komplimenterede hendes tegning. Hun tog det da, som et kompliment, at han sagde, hendes tegning lignede et fotografi. Det betød jo, at det hun havde tegnet virkelig lignede motivet.. altså, ham. Hun smilede lidt, og rev tegningen ud af sin blok, og rakte den til ham. Det ville virke underligt, hvis hun rendte rundt med en tegning, af en vildt fremmed. Men hvis hun nu lod som om, den hele tiden havde været til ham, ville det måske ikke virke så underligt?
"Værsgo, tag den bare". Evangeline sendte ham et sødt smil, som hun håbede, tog opmærksomheden væk fra hendes ansigt, som havde en svag rødlig farve.

Evangeline betragtede den fremmede. Det havde hun rigere lejlighed til, nu hvor han var så tæt på hende. Han var pæn. Det havde hun også syntes, da han sad langt væk fra hende, og nu, hvor han var tættere på, var det næsten umuligt for hende, at løsrive sit blik fra ham. Hans smukke, intense øjne, som svagt kunne skimtes bag de mørke solbriller. Det var specielt dem, der fangede hendes opmærksomhed. Ja, og så tatoveringerne på hans arme. De livs-varige mærker. Hvad var det man sagde om tatoveringer? En tatovering sidder lige så dybt i huden, som kærlighed gør i hjertet. Og ingen af delene kan fjernes uden det gør ondt og efterlader ar.
Hun kunne ikke lige umiddelbart huske, hvor hun havde hørt det henne, men det passede da meget godt..

Bastien havde altid fundet denne farve, som visse mennesker fik i kinderne, når de blev pinligt berørt, fascinerende. Han kunne ikke umiddelbart huske selv, at være blevet pinligt berørt. Om det bare var ham, eller om det var en ting, der var gældende for alle engle, vidste han dog ikke noget om.
Lyden af papiret, hun rev af blokken, og den efterfølgende tilskyndelse til at tage mod hendes værk, fik ham til at smile indforstået. Nå, så det var det, det handlede om. Hun var pinligt berørt over at have portrætteret ham, og han havde så taget hende i det. Det her var faktisk ret sjovt. I stedet for at tage i mod tegningen, blev han bare ved med at kigge smilende på hende. ”Du rødmer,” konstaterede han med en kærlig tone, som han yderst sjældent hørte fra sig selv – altså med undtagelse af, når det udtalte var dryppende af spydig sarkasme. Det måtte være det der charmerende af hendes smil, der fremprovokerede det blide væsen, der nu sad overfor pigen. Sjovt, man skulle næsten tro, han var en engel.
Til sidst besluttede han sig dog for, at hun ikke bare skulle sidde der med tegningen flagrende fra sig hånd, som en anden vimpel, så han tog mod tegningen. Han var ved at rulle den sammen, da han blev opmærksom på bogen, han stadig holdt under armen. Det tog ham ikke mange sekunder, inden han rakte den over til hende – eller rettere sagt: han lagde den bare over i hendes skød, inden hun kunne nå at afslå. ”Nu ved jeg ikke, om du læser. Ellers kan du nok sælge den et sted, eller give den væk,” tilføjede han med et kort skuldertræk. At det var det lokale biblioteks bog, var underordnet. De havde sikkert adskillelige kopier. ”Må jeg stille dig et spørgsmål?” spurgte han kort efter, inden han satte sig ned på den veltrimmede, irgrønne græsplæne. Hans ben var begyndt at sove, efter at have siddet på hug.

Evangeline ønskede sig selv langt væk, da den fremmede istedet for at tage imod hendes tegning, som hun rakte frem mod ham, konstaterede hvilken farve hendes ansigt havde.
"Gør jeg?" Hun kiggede hurtigt væk i forlegenhed. Den fremmedes kommentar havde kun resulteret i, at hun nu var endnu mere rød i hovedet. Hun havde sådan håbet, at hendes charmerende smil, ville fjerne opmærksomheden fra den rødlige farve, men hun havde åbenbart taget fejl.. desværre. Det værste af det hele var, at han brugte en så kærlig og blid tone, som hun aldrig havde hørt magen til på noget tidspunkt, i sit efterhånden lange liv. Hun havde skam regnet med, at en sådan stemme og tone, kunne komme fra hans mund, med de fyldige læber. Men alligevel? Det undrede hende lidt.. en del, faktisk.

Evangeline kvalte et lettet suk, som var på vej op i hendes hals, da den fremmede endelig tog imod tegningen. Hun sendte ham et overrasket blik, da han lagde bogen, som han havde haft under armen, i hendes skød. Hun havde lagt mærke til den var der, den var jo med på tegningen. Men hun havde ikke givet den så meget opmærksomhed. Og nu lå den i hendes skød. Hvis han havde givet hende den i hånden, havde hun protesteret. Men han lagde den rent faktisk i hendes skød. Hun droppede protesterne, da hun indså, at de nok var håbløse.
"Tak", hun smilede taknemmeligt og kastede et blik ned på bogens forside. Et stort smil bredte sig på hendes læber, da hun så tittelen på bogen.
"The Great Gatsby.." Hun så op på den fremmede.
"Jeg har ledt efter en udgave af bogen overalt. Ingen butikker havde den, og biblioteket havde lånt de sidste ud.." Hun lod blidt en finger glide henover bogens forside.
"Vil du virkelig give mig den?" Det var næsten for godt til at være sandt, at han bare sådan uden videre, ville forære hende bogen.