Skoven *indsæt kreativt navn her* x3

Tid: 22:04
Sted: Skoven
Omgivelser: Her er næsten ingen. Skoven er mørk og næsten tom, foruden træerne, selvfølgelig.
Vejr: Det er mørkt, men dog ikke så koldt igen. Månen skinner svagt igennem trækronerne nogle steder.


Et stort træ, stod midt skoven, som foruden det, var fyldt med små og mindre træer. Ens træer. Det store træ skilte sig ud. Det var ikke som de andre. Det havde længere grene, som efterhånden vendte nedaf mod jorden, større blade og det var mere falmet i farven, som om det var.. ældre?. Træet havde stået her længe. Både i solskin, i storm og kraftig blæst og i snevejr. Træet havde klaret sig igennem alle de udfordringer, naturen måtte have haft at byde det på. Evangeline lod sin hånd glide let hen over træets stamme, og fornemmede kulden i sine fingerspidser. Træstammen var udover kold, både hård og ujævn og næppe det bedste ryglæn, men hun satte alligevel ryggen mod stammen, og lod sig glide ned at sidde, stadig med ryggen op af træet.

Evangeline var iført, en hvid kjole, som gik hende til midten på låret. Den havde helt tynde stropper, og gik ned i en blød V-udskæring. Den bølgede og virvelde omkring hende, når vinden fik fat i den - næppe det mest praktiske at tage på, ud i en skov. Udenover kjolen havde hun en sort cardigan, som for at skærme hende mod vinden. På hendes fødder var et par sorte ballerina-sko. Hun plejede ikke at gå i sådan noget tøj, men hun havde gjort en undtagelse idag. Hendes hår krøllede ned langs hendes ryg, og indrammede hendes ansigt på en måde, som gjorde hende forførende at se på. Hendes grønne øjne var rammet ind, med en tynd streg eyeliner, og en lillesmule mascara. Evangeline var smuk - dette var jo bl.a. pga. hendes race. Hun var en elver.

Evangeline plukkede en blomst, som voksede i en "gruppe" med nogle andre, ved siden af det store træ. Hun holdt den spinkle blomst, mellem to fingre, og plukkede langsomt bladende af, en af gangen, med den anden hånd. Hun ænsede ikke, hvad der skete omkring hende. Hun regnede ikke med, at hendes omgivelser på nogen måde ville kunne skade hende. Ja, naiv - det var hun. Stille begyndte en nynnen at tage form. En melodi, som hun gentog igen og igen. Imens sad hun stadig med den spinkle blomst, mellem sine fingre. Den svage nynnen blev til en sang, som tydeligt kunne høres, i den ellers så stille skov.

//Jeg smider et svar op imorgen! :-)//

//Iorden:D//

Den smukke nat var ung. André bevægede sig let som vinden rundt i skoven og ledte efter bytte. Han kunne ikke ses af et almindeligt menneske, men sikkert andre racer. Måske ville han ligne en meget udtydelig plet som fløj rundt i skoven, for mennesker. Pludselig hørte han skridt i skoven. Et menneske var tæt på ham. Hvis han skulle have energi, skulle mennesket ikke kunne mærke biddet. Han ville ikke lade det lide. Dog var han en klassisk vampyr, og havde ikke medfølelse for mennesker, men en hver livsform skulle ikke lide. Han svævede let op til toppen af et træ. Denne evne havde han trænet siden hans forvandling i slutningen af 1700-tallet. Flyve kunne han, så denne svævning var ingen udfordring. Han iagttog mennesket, som det bevægede sig med de mest langsomme skridt igennem skoven. André var ikke fan af langsomme skridt. Han elskede når ting gik hurtigt. Han sprang over i det andet træ, et par meter foran. Mennesket bemærkede det. Det så ud til at stoppe. André bevægede sig lydløst ned bag ved mennesket. ''Rør dig ikke.'' Sagde André. Hurtigt fik han knækket halsen på dette uskyldige menneske, og så fik han sin energi.

Nu var han stærk, og ledte efter endnu et bytte. Et mere udfordrende bytte. Ikke menneske... måske en engel eller dæmon. De var altid sjove at lege med. André lettede fra jorden og så skoven ovenfra. Det hele så tomt ud lige indtil André opfangede noget... Noget han ikke havde set før.

Evangeline forsatte hendes sang. Hendes stemme var varm og charmerende. Smuk, kunne den nok også beskrives sådan. Hun havde altid haft en fantastisk sang-stemme, og nydt at synge. Da blomsten ikke længere havde flere plade, lagde hun den stille i håndfladen, og løftede armen en smule, hvorefter vinden tog den og førte den hen et ubestemt sted. Hun havde ikke lagt mærke til, at et menneske rent faktisk havde måttet lade levet i den selvsamme skov, som hun befandt sig. Men hvordan skulle hun dog også havde lagt mærke til det? Hun havde ingen forstærkede sanser overhovedet. Ingen stærke øjne, ingen forbedret lugtesans. Det eneste hun havde, som normale mennesker ikke havde var en unaturlig skønhed og en evne til at bevæge sig lige så unaturligt elegant og yndefuldt.

Hun forsatte sin sang, imens hun lod en hånd med en elegant bevægelse glide igennem en af de gyldne krøller, som hang over hendes skulder. Selvom en legesyg vampyr netop havde opfanget hende, ændrede det ingenting. Hun vidste det jo ikke. Havde en chance for, at finde ud af det. Så der sad hun blot i sine egne tanker, og gik ud fra, at verden omkring hende, intet ondt ville gøre hende.

André landede på jorden bag hende. Dette smukke væsen så ud til at synge. Det havde André ikke hørt i over 150 år. Han blev lykkelig. ''Du synger fantastisk.'' Sagde André. Han ville smage det søde blod hun sikkert havde. ''Hvad er du?'' Spurgte André. Han havde sine hugtænder tilbagetrukket for ikke at skræmme. De røde øjne kunne han ikke gøre noget ved. Hun sang stadig. André overvejede hvad han skulle gøre. Hvordan kunne han forføre hende? Han iagttog hende nøje.

Evangeline stoppede brat sin sang, og rejste sig forskrækket op, da en fremmed pludselig viste sig bag hende. Hun vendte sig om mod ham, og gik et par skridt tilbage, imens et lille skrig undslap hendes læber. Ikke, fordi hun var bange, men fordi hun blev forskrækket. Hun anede ikke, hvad han var. Hun lage knapt nok mærke til de røde øjne, som ellers karakteriserede vampyren. Hun slog det hen med, at han enten havde pollen-allergi, eller tilhørte en eller anden race, der havde røde øjne. Hvad vidste hun? Hun var ikke så meget inde i det der med andre racer, og var ikke helt sikker på, hvordan man kunne skelne dem fra hinanden. Og den fremmede så ud til, at have det på samme måde, eftersom, han spurgte hende, om hvad hun var. Dog valgte hun først, at besvare hans kompliment. Han havde jo sagt noget ganske pænt til hende, og det burde hun i det mindste besvare med taknemmelighed. Det var almindelig høflighed.

"1000 tak" svarede hun smilende, og forsatte derefter, til hans spørgsmål, som også blev besvaret. "Jeg er elver" - så kort, kunne det forklares.

André blev chokeret. Elvere. Han havde kun hørt myter om sådanne væsener, tilbage i starten af 1900-tallet. Disse smukke væsener havde evner. Sikkert stærkere end André, men han holdt fokus. ''Elver. Et smukt væsen.'' Sagde André. Han ville ikke skræmme hende, slet ikke... han ville bare smage hendes blod. Hvis det virkelig var som i myterne, ville han blive fuld. Fuld på blodet fra det smukke væsen. Det var længe siden at André havde været fuld. Han blev forvandlet i alderen 21, og havde nok drukket sin sidste drink i alderen af 19 år. De voksne opdagede det ikke dengang, så det var nemt at blive fuld. André var også ked af at han ikke kunne spise mad mere. Kun drikke det forfærdelige menneskeblod. Forstå nu ikke at André ikke kunne lide det, nej han kunne bare ikke tåle at se menneske efter menneske dø for hans hugtænder.

Evangeline smilede, og takkede ham endnu engang for hans komplimenter. Ja, en elver var et smukt væsen. Der var mange, som mente dette - naturligvis fordi, der måtte være noget sandhed over det. Fra naturens side af, var elvere smukke. Det var en del af de styrker, som racen var forsynet med naturligt, som foreksempel; vampyrene og deres hugtænder. Det var dog en ren tilfældighed, at Evangeline, lige valgte at sammenligne vampyren og dens hugtænder med hende selv og hendes skønhed. Havde hun vidst, at den fremmede foran hende, netop var af den race, havde hun nok set ganske anderledes på hendes sammenligning.
Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige eller gøre, eftersom hun ikke rigtig vidste, hvordan hun skulle få ført samtalen videre. Der var så mange ting, hun kunne sige, men da ordene skulle til at forlade hendes læber holdt hun dem inde, fordi det ville lyde forkert og akavet at sige det, hun i første omgang havde tænkt sig. Smilende betragtede hun den fremmede, i håb om at han, havde et emne, der kunne føre den påbegyndte samtale videre.

André havde for mange spørgsmål til væsenet. ''Jeg er facineret over din race, smukke elver.'' Han stirrede hende i de smukkeste øjne, og så på det smukke hår. Gud hvor kunne André komme med mange komplimenter. ''Har du mødt en vampyr før?'' Spurgte han. Hun havde måske mødt en før, og var blevet bange for dem. Han ville bestemt ikke have at hun var bange. Han viste sine hugtænder frem, ved at trække dem frem fra sit skjul i munden. Det var det seje ved at være en levende død. Ens hugtænder sad klar i skjul og når man havde brug for dem kunne man bare lige trække dem frem. Det var som en muskel. Ligesom at bevæge benene. Han smilede til elveren.

Evangeline smilede, og vidste ikke helt, hvad hun skulle svare. Fascineret af hendes race? Var elver-racen virkelig så spændende? Der var vel andre racer, der kunne mere, der havde flere medfødte evner. Hun greb sig selv i at overveje, om han var fascineret af elvere generelt, eller om det mere var hende. Et eller andet sted, håbede hun det sidste, selvom hun selvfølgelig regnede med det første. Hvorfor, hun håbede, anede hun ikke, og hun skubbede tankeren væk igen. Det kunne være ligemeget.

"En vampyr?", gentog hun spørgende, men i det samme han smilede, og afslørede hugtænderne, blev hendes spørgsmål besvarede af hende selv. Han var altså en vampyr. Dem havde hun mødt nogle stykker af før. Og dem hun havde mødt, havde hun enten været tæt på, at gå i seng med, eller gået i seng med. Hun havde forført dem, og de havde forført hende. To tiltrækkende racer i samme rum, kunne ligesom kun give et resultat. Eller, et sandsynligt resultat. Men alt dette, havde hun ingen intentioner, om at fortælle den fremmede - som hun nu havde opdaget, var en vampyr.