Silver Moon (Bean Sidhe)

Den lune aftenbrise legede let med hans lange, sølvhvide hår mens han stod på det flade tag af en forladt bygning og sonderede terrænet.
Det var efterhånden længe siden han havde været på 'rov', og trangen havde meldt sig denne aften.
Han var iklædt sin sædvanlige sorte skjorte, et par mørke bukser, og sorte støvler af læder.

Sansiss lagde armene over kors og skannede gyderne med sit udemærkede nattesyn.
Han fnøs kort.
På trods af nydelsen i de ting han foretog sig, var han et eller andet sted ved at være træt af legen. Virkelig træt...

Men samtidig var han klar over at han var tvunget til at gøre det, for ellers ville det gå galt... han ville miste sig selv for en tid, og miste kontrollen med hvad han gjorde.
Og det måtte aldrig ske.

Han satte sig ned på taget, sukkede kedsommeligt, og fortsatte med at holde øje.
Måske ville han være heldig... han kunne ikke helt lade være med at smile ved de sadistiske tanker der pludselig dukkede op i hans sind.
Åh ja... denne aften kunne skam nok nå at blive god endnu.

Påklædning: sorte bukser og skjorte, en drage broderet (med sølvtråds selvfølgelig) på venstre skulder (dette er en smugle gammeldags, da brodering tager meget lang tid, især når man bruger metaltråd) og hendes hår skjuler hendes øre, så folk ikke kan se at hun er en elver
våben: et par lange sølvknive skjult i ærmerne af sin skjorte og nogle kaste i hendes støvler

Bean Sidhe kom gående ned af gyden, i hendes hænder var der en pose med hendes aftens mad (bestående af en kyllingesandwich), hendes aftensmad var blevet meget sen, fordi hun havde brugt flere timer på at lave en sølvhalskæde, med indlagt jade.

De fleste kvinder ville ikke være trykke ved at gå i en mørk gyde som denne, men de fleste kvinder var heller ikke en trænet elver kriger, så hun gik selvsikkert, men det føltes dog som om der var et eller andet galt, og hendes instinkter tog sjældent fejl, hun gjorde sig kar til at blive angrebet.

Men hun trak ikke sine knive, for hvis en person angreb hende ville det være bedre hvis personen troede at hun var ubevæbnede, men et trænet øje kunne se at hendes skridt var blevet mere rytmiske.

En bevægelse i en af gyderne fangede hans blik, og han smilede ved synet af den unge kvinde, som gik alene dernede.
Dog lagde han omgående mærke til hendes pludseligt rytmiske bevægelser og hendes mere vågne kropsholdning.

Hun var klar over at hun blev overvåget, og hun var klar til at forsvare sig selv.

Sansiss rejste sig op og sprang over på det næste tag for at komme tættere på. Han landede næsten helt lydløst, og hans bevægelser var flydende og hurtige.
Han nåede kanten af taget og svingede sig udover, for så at lande omkring to meter bag hende.

Hans røde øjne lyste svagt mens han rettede sig op og kiggede på hende.
"Jamen dog... hvad har vi her?"

Så snart hun hørte en person lande bag hende sparkede Bean Sidhe bag ud, hendes plan var at ramme modstanderen med sin støvlehæl (med styrken fra et ben er en støvlehæl lige så drabelig som et spyd) (jeg gætter på at du undviger)

Bean Sidhe brugte skygge spring til at skabe distance mellem dem, først nu så hun at manden var en sortelver, og hendes mund viste et brutalt og hånligt smil ''lille sortelver kujon tør du virkelig ikke møde en kvinde, hvis du ønsker at leve bør du hellere løbe'' ordene blev sagt på flydende elvisk, så det var tydeligt at hun var en elver.

Med et vrid med håndleddene trak hun sine sølvknive, selv i stjerneskæret afgav de et klart lys, hun skygge sprang bag sortelveren og placerede sin kniv under hans armhule (hvis man stikker under armhulen rammer man kropspulsåren, den nest største blodåre i kroppen) ''men selv hvis du løber vil du nok dø'' viskede hun i hans øre

Han reagerede lige så hurtigt som hende, og bøjede sig smidigt bagover så han lige nøjagtigt undgik et spark, som ville have sendt ham baglæns.
Han rettede sig hurtigt op igen da han hørte lyden af skarpe klinger der blev trukket.
Da elverkvinden skyggesprang, smilede han kort.
Yderst interessant.

Han hørte hendes bevægelser da hun dukkede op bag ham, og greb hurtigt fat om hendes håndled splitsekundet før hun ville have ramt ham under armhulen.
"Hm... du er dygtig." sagde han roligt, og skyggesprang så selv.
Han dukkede op lige bag hende, for så at skyggespringe igen med det samme, dukke op foran hende, og sende en knytnæve direkte mod hendes mave.

Hvis hun blev ramt, ville hun finde ud af at han var stærkere end en almindelig sortelver, og slaget ville være yderst smertefuldt.

"Men jeg er bange for at du har mødt din overmand."

sortelverens næve ramte nogle mavemuskler der var hårde som granit, da mange års kamptræning og smedearbejde havde sat sine spor på hendes fysik, og selv om det gjorde ondt vidste hun at hun ikke tog nogen rigtig skade (knoglerne i hånden er for skrøbelige til at lave kraft nok til at skade hendes indre organer).

Bean Sidhe lod som om hun så sig om, men hun holdt hele tiden øjenkontakten ''hvor er han så'' sagde hun med et hånligt smil.

nu da han var så tæt på valgte hun at bruge sin stemme, hun gav et skrig fra sig med en frekvens så højt at mennesker (men elvere kan) ikke høre det, men de vil stadig føle det som om deres trommehinder bliver flået fra hinanden, hvilket er ufattelig smertefuldt.
men dette var kun for at distrahere fra hendes virkelige andgreb et knæ mod sortelverens ribben (knæene har meget mere knogle end ribben så derfor kan man ret let knuse ribbene)

ps hvordan kan du have skygge spring, den står ikke under dine magier