You found me...

Vejre: Skyfri himmel, vindstille og rimelig koldt.
Tid: 02:20
Omgivelser: Diverse træer og naturlige landskaber en skov er tilegnet.
Sted: Skoven

Temperaturen var på sit højeste, pulsen næsten ustoppelig. Hun mærkede sin krop arbejde på fuldtryk, alt imens adrenalin-kicket en sidste gang tog til; før det helt aftog. Hver fiber i hendes krop skreg, skreg for i en kort stund at blive sat fri. Fri fra det kropslige fængsel den alle dage undtagen én; så skødesløst var blevet sat bag. Men nu sluttede frihedens korte stund brat, i en rus af umenneskelig smerte.
Mischa, som var pigen der langsomt var ved, at vende tilbage til sit normale jeg; lod sine lunger flænse nattens stilhed med et gennemborende skrig.

Nu hvor adrenalinen var borte, kunne hun mærke det hele. De brækkede ribben, de afbøjede led, og ikke mindst - de mange indvendige sener, der så voldsomt var blevet revet fra hinanden. Da hun ikke havde mere luft i lungerne til, at skrige lod hun sig falde på sine knæ. Et smæld gik igennem hende i det hun huskede alle aftenens hændelser. En af de få uheldigheder ved at være fuldblods; hun havde ikke lykken af, at være uvidende omkring sine handlinger - i stedet huskede hun alt ned til hver detalje.. Og det hjælp ikke just på Mischa's skyldfølelse. Selv om hun intet menneske havde dræbt i aftenens anledning - vidste hun at der kun havde været en hårfin linje, der havde separeret hende fra, at rive ryggraden ud på nogen. Hun forstod ikke selv hvad det var, der holdte hende tilbage. Dog vidste hun at der var noget, og uanset hvad det noget måtte være: var hun taknemmelig.

De smaragdgrønne øjne blev tunge, i det smerten fik det til at sortende for hende. Det sidste hun mærkede før hun gik kold, var den metalliske smag af blod på sin tunge. Et kort glimt af en hjort forbigik hendes indre øje. I det hun med et svagt smil lod sit hoved falde imod den bløde skovbund.

Det var sjældent Noah var i skoven, mest fordi han altid frygtede at en vampyr skulle angribe ham ud af det blå, og det var da ikke fordi han ikke kunne forsvare sig selv, men han brugte så meget af sin tid på at arbejde hårdt og på at kæmpe i mod alverdens væsner at han ikke ligefrem selv gad at opsøge faren. Faktisk havde han ikke været i skoven siden sidst han var i Terre, men han havde nu bevæget sig derind med rolige skridt. Han havde lyst sandfarvede bukser på, en rød t-shirt og en sort læderjakke som let hang over hans skuldre uden at være lynet.

Det havde været nogle underlige dage, han fornemmede at Gud havde sat ham ind i en stillezone og han var spændt på hvor længe det mon ville vare. Noah stoppede op da han hørte et kvindeskrig i skoven og på et halvt sekundt havde han sanser lokaliseret hendes retning og han bevægede sig hurtigt. Da han kunne fornemme en aura i nærheden stoppede han og stilte sig bag et træ for at holde øje med hende. Han kunne lugte blod, muligvis fra et dyr men han var ikke sikker. Måske en Animagus der var blevet angrebet?

Han kiggede frem fra et træ af han et stykke fremme bemærkede en ung pige der faldt til jorden og da hun lå helt stille bevægede han sig roligt hen i mod hende: Varulv. Han kunne lugte det med det samme, højest sansynligt havde hun lige været i forvandling. Han bevægede sig hen til hende og blev chokeret over at se en helt ung pige ligge i skovbunden og han knælede stille ved siden af hende og tjekkede hendes puls, hun levede men hendes puls var meget lav. Han samlede hende stille op i sine arme, hun skulle ikke ligge mit i skoven hvor hun var sårbar for alle mennesker og han bar hende hen til søen inde i skoven, derinde var en lysning og han vidste at få væsner bevægede sig derhen.

Han lagde hende stille på skovbunden og lagde en hånd på hendes pande, hun var ikke kold, så levende var hun og han satte derfor en hånd på hendes kraveben, over hendes bryst hvor han kunne mærke hendes hjerte og han lukkede stille sine øjne og lod stille hans healende evne forsøge at heale hendes afkræftede krop så hun forhåbenligt ville vågne: "Hey? Hallo..." sagde han stille og kiggede ned i mod hende med et helt roligt blik: "Jeg gør dig ikke noget" sagde han hurtigt for at sikre sig at hun ikke gik amok og ville angribe ham hvis hun blev bange for at han måske ville gøre hende ondt.

Micha mærkede sin krop blive båret. Men vidste ikke om det i realiteten skete, eller om hendes hjerne endelig havde valgt, at vende sin fornuft ryggen. Tilstanden hun var i, var ikke nem at beskrive. Det tætteste man kunne komme var vel, det der normalt blev kaldt en 'nær død oplevelse'. Hver fuldmåne kunne, hvis det gik helt gjaldt, blive hende sidste. Grunden var simpel. Mischa's skrøbelig fysik som menneske, gjorde hende til et pragt eksemplar; på hvordan en fuldblodsvarulv IKKE skulle være. Hun havde hverken den fysiske muskelmasse, eller hjertekapacitet til de mange forvandlinger. Både hendes forældre og Mischa selv vidste, at risikoen for at hun højst sandsynligt ville dø af indre kvæstelser en dag; var meget stor. Et af tegnene var vel også at der nu gik længere og længere tid imellem hendes healings proces efter fuldmåne. Hvad der før ville have taget et par timer, tog nu måske 3 dage.

Hun mærkede noget gå igennem sit bryst, en ubeskrivelig følelse af… Lys? Hun var nu næsten 100% sikker på sin hurtigt udviklende sindssyge. Hvordan ellers kunne man med lukkede øjne beskrive følelsen af lys blive sent igennem sin krop. Kort efter den mærkelig følelse følte hun et hiv. Et sug i maven så stærkt, at det kun kunne gå to veje. Hun mærkede lysten til, at tvinge sine tunge øjenlåg åbne. Dog blev hun stoppet, i det en masse billeder fløj forbi hendes indre blik. Men i det øjeblik Mischa huskede hvilket minde hendes underbevidst guidede hende imod; kæmpede hun alt hvad hun kunne for, at vågne op igen. Det var ikke noget hun ville huskes på. Det var knap nok noget hun ville erkende var sket.

De tågede grønne øjne spillede op, i det hun vågnede med et gisp. Det dyriske glimt i hendes blik var ikke forsvundet helt endnu. Dog var dette ikke det mærkbare ved dem. Det mærkbare ved dem var, nemlig panikken der så svagt men fint, var malet henover dem. Al den smerte der kortvarigt var blevet dulmet, blussede op i hende igen. Dog ænsede hun det ikke. Det eneste hun så ud til, at have fokus på var sine hænder. De lysebrune hænder der så ustoppeligt rystede.

"Få det af, få det af.." Hun bevægede sine hænder som prøvede hun, at skrube dem rene. Selv om der intet skidt kunne ses eller tydes på dem, var det tydeligt Mischa så noget helt andet. Hun havde slet ikke opdaget, at der var en anden til stede. En hun nok burde takke. Men det havde hun ikke i sinde, at gøre før hun havde fået fjernet det ikkeeksisterende blod på sine hænder. Det var tydeligt at se hendes hænder snart ville begynde at bløde, hvis ikke hun stoppede sin impulsive handling. Dog var dette, hvor unaturligt det end så ud, den mest normale reaktion Mischa havde givet efter, at have været så tæt på at stå til ansigt til ansigt med sit mest frygtede minde.

Noah kiggede en smule uroligt på hende, han kunne godt fornemme at hendes forvandling var ved at aftage. Han hadede varulve, ikke så meget fordi de ikke kunne være søde og fantastiske personer men fordi at deres forvandling var så massiv og ofte kunne være farlig for både ham og hans omgivelser. Han havde før haft en god ven som var varulv som han havde måtte skade hvor de kom i tæt kamp fordi at hans varulve evner jo ikke var til at styre og desværre så var det jo ofte sådan. Pigen her virkede også ganske ung, og det undrede ham derfor ikke at hun var afkræftet efter en sådan forvandling.

"Hey?"... sagde han og ruskede let i hende imens hans øjne tydeligt var en smule bekymrede: "Er du okay?" sagde han og aede let hendes kind med et roligt strøg imens han let betragtede hende. Han var venlig ved alle væsner han mødte, også selvom de måske var onde hvor han jo var så god som var han Gud's søn. Men af alle væsner var varulve en af dem han havde mest ondt af, de havde jo ofte ikke selv valgt deres forvandling og ofte var deres menneskelige skikkelse lige så sød og følsom som deres ulve skikkelse var ond og magtsyg.

Da hun gned sine hænder og pludseligt talte i panik greb han fat omkring hendes håndled og holde hende stille et øjeblik imens hans krystal blå øjne kiggede på hende "Hey hey! stop" sagde han: "Der er ikke noget" sagde han og vendte hendes hænder så hun selv kunne se dem: "Tag det roligt" sagde han og kiggede på hende med et helt roligt blik: "Der sker ingenting" sagde han og slap så stille hendes hænder imens han satte sig på knæer ved siden af hende og blot fandt ro i sig selv for ikke at blive lige så panisk som hun var.

"Er du okay?" sagde han stille endnu engang og betragtede hendes kønne ansigt og sukkede kort, han ville ikke bare sådan forlade hende ude i skoven og da slet ikke hvis hun ikke havde det godt: "Du er menneske" sagde han og smilede blot for at sikre sig at hun ikke var itvivl om sin egen skikkelse.

Adrenalinen der havde gemt sig bag det paniske-anfald, var nu begyndt at aftage fra hendes ellers så afkræftede system. Alt i mens det langsomt gik op for hende, at hun ikke var alene. hvilket også kom som en stor overraskelse.
Et kort øjeblik glemte hun det imaginære blod på sine hænder, og fæstnede i stedet de smaragdgrønne øjne på manden foran sig. Hun huskede hans stemme fra da hun stadig var bevidstløs og forstod hurtigt, at han måtte have været der i et stykke tid. Hun mærkede den lette røsken, han påførte hendes krop; som for at vække hende fra den desorienterede tilstand hun havde siddet i. Og det havde sin effekt.

Da han gav slip og spurgte om hun var okay, nikkede Mischa stilfærdigt med et svagt dog taknemmeligt smil. Udmattelsen var tydeligt at se nu, nu hvor hun ikke længere kæmpede. Men den blev hurtigt fejet væk af glæden, over den gode gerning han havde formået at gøre hende. En pludselig tanke slog hende, hvor ynkelig måtte hun ikke se ud; hjælpeløs og fortumlet ude i skoven. Der var intet hun afskyede mere end at blive fremstillet som et offer. Med en smertelig bevægelse skubbede hun sig på benene, den ene hånd beskyttende sat over de dunkende ribben. Mischa bed af al kraft smerten i sig, i det hun bogstaveligtalt kunne mærke de mange tusinde celler der langsomt men sikkert var ved at formes og gendannes.

"Det ser vidst ud til at jeg endnu engang overlever?"
Mischa's stemme var blid, og bar præg af mild hvisken - der på samme tid formåede at bære en skarphed, der gjorde hende tilbøjelig til at få folks opmærksomhed. Sarkasmen i hendes stemme var let at tyde, nøjagtigt som det pinagtige smil var. Det overraskede selv Mischa, at hun i en tilstand af umenneskelig smerte; stadig kunne formå at holde sit smil intakt. Da han igen spurgte om hun var okay, rystede hun med et næsten grinene smil. "Jeg er langt fra okay, men jeg skal ikke klage."

Med et blidt suk, så hun sine omgivelser an. "Det her ligner ikke La Mércage.." En smule urolig var hun, når alt kom til alt så var hendes hjem det eneste sted hun kendte til i byen. Og eftersom hun, af natur ikke var den udforskende type; fortrød hun det inderligt nu.
Da hun igen vendte sit blik imod ham, konstaterede han, hende kun i det hun allerede vidste. Hendes blik så ham an, og granskede ham næsten intensivt - dog kun i få sekunder. Det var ikke svært at opfange hvad han var, bare baseret på hans handlinger alene havde hun været klar over det.

"Og du er et af Guds børn, ikk sandt?" Hun trak i smilebåndet, så hendes ene smilhul blev tydeliggjort. En uortodoks opvækst havde Mischa fået, hvordan ellers forklarede man det faktum, at hendes mor var en fuldblodsvarulv - der tog i kirke hver gang hun fandt en mulighed for det.

Noah kiggede roligt ned til hende og blev en smule lettet da hun endeligt begyndte at tale, han havde været nnervøs for hvor hårdt det mon havde taget på hende og han smilede blot kort og nikkede så til hende da hun sagde at hun endnu engng overlevede: "Ja... Du lever" smilede han og sukkede som var det en stor lettelse, mest fordi han ikke ville kunne bære flere døde folk lige nu, ligemeget om de var varulve, vampyre eller mennesker.

"Kan jeg gøre noget for dig?" spurgte han stille og kiggede ned i mod hende, naturligvis var hun ikke okay, oog gad egentligt vide om der var andre i nærheden som heller ikke var det, folk hun måske havde skadet eller dræbt i løbet af hendes forvandling? Han spurgte dog ikke, da han ikke regnede med at hun ville kunne huske det alligevel, men tanken bekymrede ham en smule og han håbede at det måske var et enkelt dyr, en gjort eller sådan noget, som hun måske havde dræbt.

"Du er i Terre, Di Morga" sagde han stille og kiggede roligt i mod hende: "Langt fra dit hjem?" sagde han en smule spørgende, hvor langt mon hun havde løbet: "Og jo... Det er jeg" sagde han da hun nævnte hans engle skikkelse: "Og det er du ikke, kan jeg jo så se" sagde han med et lille smil og kiggede i mod hende. Han kunne godt fornemme at hun var varulv, helt født i går var han jo trods alt ikke.