I found you in the dark - Khá

Nat.. Mørke.. Var dét det rigtige sted? Der havde været så meget mørke, alle de lys der pludselig fremstod forude var næsten for mange indtryk på én gang. Øjnene lukkedes. Energien søgte ud. Søgte efter det kendte. De ringende klokker lød næsten overvældende, som stod man lige under kirkeklokkerne. Hovedet blev virret rundt og balancen mistet. Et øjeblik blev Alessa kastet rundt i luften over skyerne. Eyes.. Open your eyes! Remember! Det krævede en overraskende viljestyrke at kunne huske hvordan, men de blev åbnet og balancen genvundet. Det var vidst mere held end planlægning, at hun var så langt oppe i luften, at der intet var at ramme. Hun måtte søge ud på en anden måde. Sjæleenergi. Hun kendte den så godt og den var nem at finde, da hun havde cirklet rundt i en indadgående spiral et stykke tid, nærmere og nærmere centeret på den velkendte energi.
Var det her? Turde hun at svæve under skydækket? Ville hun være i stand til at forsvare sig, hvis hun blev opdaget? Hun blev nød til det.. Muskler, sener, led – hver en lille fiber af hendes krop skreg af udmattelse, af skade. Langsomt lod hun jorden komme tættere på. Under skyerne begyndte bygningerne snart at virke bekendte og pludselig.. Dér. Hvis ikke vinden havde tørret dem bort, før de gled ud af øjenkrogen, ville en tåre være faldet ned over hendes kind.
He better be home..

Jorden kom pludseligt meget hurtigt meget tæt på og et bump lød, da den lette krop ramte jorden og blev rullet rundt. Et øjeblik lå den spinkle krop blot og nød ikke at bevæge sig.

If I don't move now I will never get up.. You know you can. You are a Grigori, you are of the eighth choir, find the strength.

Den ene hånd plantedes i jorden, derefter den anden. Knæene blev trukket op under sig. Det føltes som om en brændende varm kniv skar igennem midten af højre lår. Men bevægelsen forsatte og på én eller anden måde kom Alessa op og stå. Øjnene søgte at genfinde deres funktion. Det tog en tid, hvor mørke var det eneste, der syntes at være, men langsomt genvandt de deres funktion. Først syntes lyset at være en slørret masse, men langsomt trådte skarpheden frem. Lys fra et vindue.. Ved et øjekast så hun, at hun var det rigtige sted. Døren.. Døren var kun nogle hundrede meter frem. Det ene ben skulle blot sættes foran det andet et overkommeligt antal gange. Men det virkede så uoverkommeligt. Hver gang det højre ben blev løftet, skød smerten endnu engang igennem låret, en brændende smerte. Noget varmt føltes ned ad benet. Var det brudt op igen?
Hoveddøren til Khás hjem kom dog tættere på ligegyldigt hvilke tanker, der flød ind i det trætte hoved. En tid stod hun blot foran den. Hånden.. Hånden skulle banke på. Bumpene lød, men hun følte kun smerte i hånden. Lyden måtte dog betyde, at hun havde ramt døren. Mens hun ventede blev hoved lænet op af døren, den var kold, rar mod det udmattede hoved.

Det næste hun vidste var, at hun faldt frem af. Lys. Varme. Alt for mange indtryk på én gang. Var det arme om hendes krop? Var hun faldet i søvn mod døren? Døset hen? Var det hans duft? Den var så velkendt, så rar. Trygheden der fulgte duften, fik hende først til at tænke på hendes husbond. Nej vent. Det var længe siden, hun var ikke gift længere. Erkendelsen kom til hende.

”Khá..”

Navnet kom ud som en hæs ugenkendelig lyd. Hun måtte forsøge igen.

”Khá..”

Det lykkedes faktisk denne gang. Ved en kraftanstrengelse løftede hun hoved, så det velkendte ansigt. Det var han arme. Hun havde fundet ham. Hvor længe havde hun været væk? Ud fra hendes bedømmelse af årstiden måtte det i hvert fald være på den anden side af tre måneder..

Alessas krop lignede ikke sig selv. Kroppen havde engang været dækket af en tyk læderjakke. Denne var revet i stykker, hang i laser på hendes krop. Flere steder sås en rødbrun farve, indtørret.. Blod?
Benene var endnu dækket af et par mørke, kraftige bukser. På det højre lår var buksebenet revet op til en hidsig rød farve. Huden var hævet, og blod piplede fra et sår på midten af låret. I den ene støvle stak grebet af en kniv op. På det venstre lår var endnu en kniv på længde med en underarm placeret i en læderskede. På hoften sås et bælte med flere genstande ibundet. Reb, et læderetui, hvor den åbne flap viste toppen af en slidt bog, små metalgenstande, toppen af en smadret flaske sad endnu fast. For enhver der vidste lidt om, hvad den gamle engel lavede, fortalte alt dette om kamp, ikke mod normale mennesker, men mod det overnaturlige.

Hun forsøgte at kigge op igen. Det blonde hår var ligeledes dækket af kager af indtørret blod. Det ene øjenbryn var hævet op fra et sår med den hidsige røde farve, der fortalte om en startende inflammation.

Hver ord, hver eneste vejrtrækning fik hendes lunger, hele hendes brystkasse til at skrige. Hun huskede noget om et slag mod ribbenene, fornemmelsen af noget der var brækket. Det måtte have ramt lungerne, måden hvorpå at hver en vejrtrækning fik hendes tanker mod nedsat lungekapacitet.

”Khá.. I.. I need your help.”

Den sidste tid havde været meget stille for Khá. Der var lidt småting hist og her men alt i alt var Di Morga fredelig for tiden. Men en hver der kendte byen vidste det kun var et spørgsmål om tid. Der havde været helt stille fra Gordon og Millicent, og Alessa manglede stadig. Men mon ikke der snart skete noget. Han var en lille smule væk i en god bog da en forskrækket tjenestepige kom løbende ind til ham
"Master?! Lady Alessa is back! And she's badly wounded!"
Khá smed bogen fra sig og løb ud med ordene: Prepare my bed and bring warm water and my medical gear! Now!"
Han kom tidsnok ud til at gribe hende som hun sank sammen. Hvad havde hun dog været igennem?! Hun lignede noget fra krigen af. Han tog hende stille op i sine arme og bar hende mod sine gemakker. "Sshhh my love... I am right here... Everything will be allright...


Tingene var allerede gjort klar til ham og han lagde hende ned i sengen. Først fjernede han alt hendes tøj hvorefter han gjorde klar. Det ville blive noget af en kraftanstrengelse at helbrede de skader hun havde fået. Men det ændrede på noget som helst. Han lagde den ene hånd ved hendes pande og den anden over hendes hjerte. "Be still....." Den hellige klare ild flød fra hans øjne og mund, ned af armene og ud hendes krop. Skaderne var frygtelige hvilket kom til udtryk i den smerte han oplevede nu. Nok var han magtfuld, men hvadend der lavede sådanne skader på en Grigori var også. Han bed hårdt sammen som flammerne gled ind i hende og rettede op på skaderne i hendes indre. Ved brystregionen begyndte smerten at blive ulidelig. Blod dukkede op fra hans næse og øjenkroge men han var ikke helt færdig. 

Som de sidste sår blev lukket, sank han kort sammen og måtte sunde sig. Det havde taget hårdt på ham. Han begyndte at vaske blodrester væk fra hendes nøgne krop ganske blidt. Han holdt skålen med vand så hendes smukke hår kunne blive skyllet for blod. Så lagde han blidt hendes hoved ned på et håndklæde og gik så i gang med at vaske hendes krop. Hendes blodige tøj lå ved siden af sengen i en bunke.

Da han var færdig med at vaske hende, satte han sig med hendes hoved i sit skød hvorefter han trak en dyne op omkring hende. Han nussede blidt hendes hår imens han kiggede ned på hende

"It's alright now my love.... You're safe now.... I am right here..."

Sløret.. Det hele var så sløret. Blev hun løftet op? Hendes fødder var i hvert fald ikke i kontakt med jorden længere. Noget blødt. Der var noget blødt. Men der var også så meget smerte. Hun var kommet til skade før, men som hun blev ældre, gik der længere og længere i mellem.
Stemmen. Stemmen kunne hun i det mindste genkende. Det var hans.
Bevidstheden forsvandt kort, men genfandt den meget hurtigt igen. Knive, brændende knive skar gennem hende. Hun havde mødt folk, der kunne heale før, men havde aldrig prøvet det ved så voldsomme skader. At hendes ribben pludselig og meget bestemt trak sig mod hinanden igen. Hun kunne mærke, hvordan de kørte mod huden i sin færd mod hinanden igen. Et halvkvalt gisp, der havde været et forsøg på en smertende lyd fløj ud gennem hendes læber. Den punkterede lunge var endnu ikke helet helt, der var ikke ilt nok. Huden på låret trak sig sammen på samme tid. Der var så mange smerter, at det virkede utroligt, at hun kunne mærke det hele på én og samme tid.
En sær svubbende lyd hørtes, og ribbenene løftede sig synligt på plads igen.
Hendes vejrtrækning begyndte at lyde normal igen, en spasmende krampe gik gennem hendes krop og hendes bevidsthed forsvandt endnu en gang.

Hvad der føltes som næste øjeblik, men nok var mere en halv time, åbnedes de gråblå øjne. Et ansigt, der var et ansigt og i næste sekund greb hendes hånd ud efter det nærmeste, en sengelampe og kroppen var halvt væk fra hans skød. Den blev løftet mod ansigtet og det var først da, at det gik op for hende, hvem ansigtet tilhørte.

"Ohh.."

Lampen blev sat akavet på gulvet. Undren sås i hendes øjne, før hun begyndte at svaje en smule og opgivende lod armen falde, men blev endnu sidden op.

"I.. A reflex, I guess."

Hun var stille et øjeblik, tydeligvis tænkende.

"What.. Which date is it?"

Han lod hende sætte sig op og kiggede bare roligt på hende. Dog med en tristhed at spore i hans øjne. Han havde savnet hende så meget men han kunne ikke forvente at hun havde det på samme måde efter den tid taget i betragtning af hvad hun tilsyneladende havde været igennem. Så han valgte at tage det meget langsomt indtil hun selv gjorde tegn til andet. Han var dog lidt overvældet indeni men gemte på det. Ofte havde hans drømme været om at skulle op til hendes hytte i bjergene sammen med hende. Hver gang var han vågnet trist. Han havde flere gange spurgt Herren om hvor hun var. Hver gang havde svaret været: "Herrens veje er uransagelige...." 

Han lagde hånden halvvejs hen til hende så hun selv kunne tage den hvis hun ville have det. Med en tristhed i de let gyldne øjne, sagde han: It's me C..." Hun var ganske vist begyndt at kalde ham for Connor men hun havde været meget igennem så hun skulle selv tage initiativ til at bruge det navn igen. "It's me Khá.... Your are in my chambers and the date is the 25th of August... You still need your rest. I healed your body but it still suffers some of the aftermath from your injuries..."


Kortvarigt blev blikket vendt lidt ned af og han tænkte kort. Skulle han? Han havde for længe siden svoret ikke at skjule noget for hende så han sagde lavmælt: I... missed you Alessa...."

Et undrende blik sås i det ellers så vidende gråblå øjne. Hoved blev lagt let på skrå, hvorefter hendes blik blev en smule utilpas. Hun så nærmest helt kvalm ud i ansigtet og rejste hurtigt hoved op igen. Nok var hendes skader helet, men med så alvorlige skader ville det tage tid at komme helt oven på, og hun havde brugt så meget af hendes energi. Så udmattet.. Hun lukkede øjnene kort, skulle lige bruge et øjeblik, før hun åbnede øjnene igen og så på ham.

"Sweety.. I know who you are. That's why I came here.."

Hvorfor ville han tro, at hun ikke vidste, hvem han var? De havde jo gennemgået så meget sammen.. Blikket blev en smule sløret igen. Da han forsatte, så hun helt forskrækket ud, og øjnene var nærmest ved at falde ud af hoved på hende.

"THREE months? I was down there for three months?"

Hun vendte sig pludseligt om, så vild og søgende ud i blikket, før det landede på skålen med det blodige vand i, rakte hurtigt ud efter den, så halvdelen af vandet spildte ud over gulvet og kastede op i den. Hun sad helt stille et øjeblik og fandt den mest rene klud på gulvet for at tørre munden. Et udmattet suk lød.

"I'm.. I am sorry.. I need, to, throw this out."

Hun rejste sig resolut op og gik nogle meget bestemte skridt mod badeværelset, før hun endnu engang svajede, trak vejret langsomt. Skålen blev sat meget, meget langsomt ned på gulvet, før hun selv endnu langsommere satte sig ned, hvor hun stod. Hun sad med ryggen til ham også selvom hun godt vidste, at det kunne ses som noget negativt, men hun kunne bare ikke overskue at vænne sig om.
Meget lavt begyndte hun at tale, og kun gradvist blev den brugte stemme lige høj nok til den kunne høres.

"... I could not contact you. Could not contact anybody. One of eldest descendants of Asmodeus and Beelzebub both.."

Hun gik i stå. Hænderne krampedes sammen, da billeder begyndte at flyve gennem hendes hoved. Hun rystede det, som et forsøg på at ryste tankerne ud, mens gåsehud kravlede op ad den nu unaturligt radmagre rygsøjle. Vejret blev trukket dybt ned i lungerne.

"I.. I found out where he were the day after saw eachother last. I used two weeks on catching up with him and.. And fought him until.. Uhm.. A week? Two weeks ago, I think? I send his soul for the Thrones to take care of. Destroyed his earthly body. It took me a long time to get here."

Hun blev stille. Sad helt stille. Indtil hele hende krop begyndte at sitre. Kun ved en dyb mental kraftanstrengelse og nogle meget dybe vejrtrækninger fik hun hendes krop til at holde op.

"It was not just a physical fight. Both lust and greed.. It was so strong.. Every waking moment.."

Hun gik lidt i stå. Kunne ikke forholde sig til sig selv, til hvad hun skulle gøre af sig selv, hvordan hun skulle forklare.

Det kunne pludseligt mærkes så blodet i hans øjenkroge blev tørret væk imens han lyttede til hende fortælle. Det var en oplevelse af voldsomme proportioner hun havde været igennem. Et mirakel at hun overlevede. Han gik roligt efter hende imens han tænkte. Han satte sig ned lige bag ved hende og lagde en varm og kærlig hånd på hendes skulder. Han strøg ganske let for at vise hende på en anden måde at han stadig var der for hende. 

Han sænkede kort hovedet og talte selv: "I cannot imagine the battle you've been through.... But i can relate it to my own... I've stood in front of Belial And Satan themselves... Their power was... seductive... They try to grasp your very being with talon and claw. They take hold of your very soul.... I am pleased far beyond words that you vanquished such power...."


Han sattte sig om foran hende men ville ikke tvinge hende til at kigge på ham. Det her var noget hun skulle tage i eget tempo. Kortvarigt strøg han hende over håret og sagde: I always knew you were out there somewhere... Alive... Thinking of me when the time made it possible... Even still... Satan still whispers to me in the dark... Yearning for me to return... Promise of Matthew... And you... I never wavered a little bit. I was given this chance because of you... I was not about to waste it. I always held you in my heart. I still do..."
Så rakte han ind i skabet ved vasken og tog det tørklæde hun bar da de mødtes på slottet første gang

En meget forsigtig latter forlod Khá da han sagde: "Now i know the feeling you had when i returned.... You are back my sweet..."

Huden, der mærkedes under hans hånd, føltes kold og gåsehuden var stadig at mærke. Ganske lette rystelser gik gennem musklerne i ryggen. Udover musklernes bittesmå kramptrækninger sad hun helt stille. Nok var hendes krop helet, men den føltes så.. Træt.. Så udmattet.

"..Se..ductive.."

Hun rystede let på hoved, som forsøgte hun endnu engang at kaste tankerne ud af hoved.

"Damnit.."

Lød det nærmest fortrydende fra hende. Det var nok første gang gennem hele deres bekendtskab, at han nogensinde havde hørt hende bande.
Hurtigere end et det var et almindeligt menneske muligt, vendte hun sig rundt og nærmest sprang på ham. Der var overraskende meget vægt bag, da hun væltede ham ned i liggende stilling. Hendes mund søgte hans med en fyrighed, der virkede helt unaturlig. Åndedrættet lød forpustet, mens pulsen var så høj, at hun kunne mærke den i sine øre.

Så pludseligt som det var startet, stoppede hun op, stadig over hans krop men uden at røre sig. Hendes øjne så ud som om hun lige var vågnet op. Hun kravlede pludselig ned fra sin siddende stilling ovenpå ham og satte sig en halv meter fra ham, mens hun mumlede undskyldende:

"I'm sorry.. It is.. I still feel the influence, it, it hasn't receded yet."

Et opgivende suk lød, blikket var stadig rettet ned mod jorden. Ærlighed kunne hun ikke afholde sig fra, overfor dem hun holdt af.

"I have to admit.. I am glad you were strong but.. My thoughts were more on surviving. I actually had not to think of you. Thinking of you while being in a room with a descendant of Asmodeus.."

Hun lod resten af tanken glide ud i stilhed.
Alessa havde været alene i mange år, og når der ikke var andre at redde, var hendes tanker på opgaven og.. Passe på sig selv.

Et lille, meget træt smil sås, da han viste hende tørklædet. En træt hånd rørte det kort og faldt derefter ned på hans hånd.

"I never took you for the nostalgic type. Sweety, it might take me some time to get over the residues of their powers. He.. He was older than you.."

Han blev meget overrasket over at hun pludselig sprang på ham så voldsomt. Det var slet ikke hende. Men han vidste hvad Asmodeus og Mammon var i stand til så han tænkte hurtigt at hun stadig var påvirket af det. Han satte sig op overfor hende og kiggede bare på hende som hun kom lidt mere til sig selv. "It's okay i figured as much.....


Da hun begyndte at fortælle videre, dalede hans humor voldsomt. Hun havde altid kunne læse ham så det var stadig tydeligt at han blev trist selvom han gemte det væk. Han kunne ikke forvente at hun stod imod men for pokker hvor han dog håbede! Men han nævnte det ikke. Han havde håbet på at være i hendes tanker men selvfølgelig ville de udnytte det til det fulde. Der gik lidt inden han igen sagde noget. Lige nu var han lidt tavs. Han havde en rigtig træls fornemmelse indeni lige nu men den blev pakket godt væk. Hun var ikke klar til det endnu

"I.... I understand.... Focus on the mission was the right thing to do.... " 


Han var utrolig fristet til at kysse hende og bare holde hende men holdt sig selv tilbage. Hvem ved hvad hun havde gennemgået? Og hvad ville hun ikke tænke hvis han prøvede. Lige nu var han ikke en gang sikker på om han kunne kalde hende det han plejede. Han sad kort og nussede hendes tørklæde imens han sagde: "I dreamt... Of us at your cottage in the mountains.... How it would be..."


Han prøvede at finde et 'pokerfjæs' frem som han kiggede op på hende og sagde med hvad der var forsøget på en alvorlig stemme: "I understand. His power has to... fade before we can... Return to how things was"

Alessa havde efterhånden kendt Khá så længe, at de gråblå øjne let kunne aflæse det nu yngre udseende ansigt. En sørgmodighed trang igennem tågen af udmattelse, følelser der både var hendes egne og følelser der var tvunget ind i hoved på hende ved magt. Den usynlige hånd ville ikke rigtigt slippe sit tag om hendes tanker.
Den ene lange, slanke hånd blev løftet op til hans kind, ned langs hans maskuline kæbelinje. Der kunne ses medfølelse og dårlig samvittighed i hendes øjne, men det var ikke det eneste. Trætheden gav hende besvær med at fokusere, og andre tanker flød ind over.

Blikket blev nærmest skyldigt slået ned. Blikket søgte gulvet, som var der noget bestemt hun ville finde. Det landede på skålen og hånden blev flyttet fra hans kind mod den.

"I need to.. Do something about this."

Hun rejste sig op og gik mod badeværelset, mere usikkert end hendes krop normalt bevægede sig. Det hele blev hældt ud i toilettet. Det hele foregik som svømmede hun rundt i en mudret masse. Hun blev ved med at vaske skålen. Selv da den var skinnende ren, forsatte hænderne. Kunne ikke rigtigt finde ud af at stoppe. Først da hænderne gled og den med en klirrende lyd faldt på gulvet, stoppede hun. Mekanisk blev den samlet op - den var kun skåret et enkelt sted og hun forsatte tilbage til Khás soveværelse.

Hendes blik søgte endnu engang hans, så hans forvredne udtryk.

"I have known you for at couple of hundred years now. I know how you look when you try to look as if nothing is amiss."

Den ellers så klangfulde stemme lød desperat, opgivende.. Nærmest vred.

"I am sorry that I you did know know where I were, that I left you without knowledge of anything. But.. This is my call! This is going to happen again. I cannot.. I can't let one person keep me from watching over humankind. You have got to understand.."

Kroppen virkede så tung. Knæene.. Hun opgav at holde sig oprejst. Og med et bump lod hun sig falde ned på gulvet.

"It was not easy for me being down there. I can't have you.. You have to stop being so.. So sombre, so melancholic. I can't have it!"

Desperationen lyste ud af de gråblå øjne, som var tågen af træthed og udmattelse ved at lette, omend kun for en kort stund.

Han blev siddende med sine egne tanker som hun gik ud og vaskede skålen. Det var noget hun havde brug for at gøre så han lod hende bare gøre det. Han måtte finde noget andet at tænke på lige for en stund så han satte sig lidt tungt og bladrede lidt i nogle papirer. Han vendte sig dog hurtigt da han hørte skålen ramme gulvet. Men hun virkede ikke til der skete noget. Ikke værre end hvad der allerede var sket med hende. Han valgte dog at kigge om mod hende alligevel som hun kom ind til ham igen.

Dog stadig trist men meget roligt kiggede han på hende og sagde lige så roligt: "I know perfectly well that it is your call.... It is mine as well... I was also brought back to guard humankind.... So i understand perfectly well... I will never keep you from your call


Han gik roligt hen til hende og satte sig på knæ foran hende uden at sige noget. Han lod hende rase ud som hun nu havde brug for. Så lagde han ganske roligt hånden på hendes skulder og nussede roligt. 

"I am sorry my dear Alessa... Forgive me for being former human... We'll take it slowly... I will not excuse my love in any way. But i will keep it in check until you deem it time for it to return..."


Han tog hende stille op i sine arme, grundet hun var så afkræftet så var det ikke så svært. Han lagde hende ned i sengen og kiggede kærligt og roligt ned på hende. Han lod en smule af sin energi flyde over i hende via den hånd han lagde på hendes mave. 

"But for now you need to rest.... I will be right here in you need me..."


Han satte sig i stolen ved siden af sengen og fandt en bog frem. Det var ganske vist en han havde fået af hende for længe siden. Stille satte han sig til at læse. Han holdt sin hånd på sengen så hun kunne tage den hvis hun fik brug for det

Ved hans ord løftedes hendes hoved brat og musklerne i den spinkle nakke spændtes. Blikket var.. En blanding at mange ting. Irritation, vrede, frustration. Hænderne blev kastet opgivende op i luften, før de landede med et klask på de endnu nøgne lår.

"That is not what I meant! By all the Choirs, I did not ask you to lock anything away! You.. Uhg.. You are making this so difficult! I was not borne a human. I have been myself for hundreds of years. This is not easy for me either!"

Hun.. Den sidste mand hun havde været sammen med, gift med havde været.. De havde brugt så meget tid på fyrige diskussioner, men de havde også set det hele så naturligt, da ingen af dem havde været mennesker, men skabt som engle begge. Khá var så ny i, ja hele sit liv, hun måtte huske sig selv på, at han stadig var så ny og usikker i det hele. Det her havde været hendes liv de sidste 1363 år, hun kendte heller ikke til andet. Det var.. Det var ikke naturligt for hende det her med at fokusere på én person.

Ubeslutsomt endte hun med at lade ham bære sig over til sengen. Hendes krop så så skrøbelig ud, så meget som hun havde sig.
Hun så op på ham med et forsigtigt blik. Godt nok var det her frustrerende, men.. At se ham så trist. En hånd raktes ud mod ham.

"Would you.. Would you hold me, while I sleep?"

Trætheden var allerede over hende. At holde øjnene åbne var en udfordring i sig selv. De gled langsomt i og hendes arme trak hende ind til ham.

"I appearently expressed myself badly. I meant it as i didnt want to overwhelm you with feelings considering what you have been through dear..."


Han foldede midlertidigt bogen og kiggede ned på hende da hun spurgte. Han ville jo gerne være tæt på hende så det kom helt naturligt. "Of course my dear... Come here you..."
Han satte sig let tilbagelænet så hun kunne putte sig godt op af ham og mærke hans varme. Som hun trak sig tættere på, begyndte han at nusse hende stille ned af armen, igen som et signal om tryghed. 

"I will stay for as long as you want. I always will dear...."


Han dristede sig til et lille kys på hendes pande som hun stille faldt i søvn. Han rakte kort hen og tog bogen han fik af hende og læste lidt. Han læste et eventyr der på mange måder havde ligheder som Khá og Alessa. Han var ikke helt klar over hvorfor men det var nok så hun kunne føle sig tryg. Han begyndte meget stille at nynne en vuggevise på Enochian. 

Han blev siddende lige til hun vågnede som lovet. Der gik dog ikke længe inden han lagde bogen fra sig og lagde begge de stærke arme omkring hende. Han sov slet ikke men lå og tænkte over alt og intet. Deres fortid sammen.

De skrøbelige skuldre faldt opgivende ned, som var den sidste energi piblet ud af hendes krop, et hav så iltert, at dets breder ikke længere kunne holde det tilbage.

"I.. I apologize for my behavior. I cannot think clearly anymore."

Sammenfaldet i skuldrene forsatte ned i resten af kroppen, og faldt udmattet om mod hans brystkasse. Vuggevisen var om muligt fuldstændigt tabt på hende. Fra Alessa hoved ramte hans bryst, det kunne faktisk have været hvilket som helst underlag, faldt hun i en dyb søvn.



Mørke.. En pludselig bevægelse, et skærende skrig.. Og Alessa satte sig så brat op i sengen med et gisp, at hun nær var faldet ud. En hånd greb det nærmeste for at holde sig i sengen, varmen fra Khás arm kunne mærkes gennem hendes fingre. Hun skulle lige bruge et øjeblik til at orientere sig. Blød seng. Varme. Soveværelse. Lys udenfor. Khás soveværelse. Hun brugte et dybt åndedrag til at stabilisere sig selv. Da de gråblå øjne fandt hans, sås et noget mere udhvilet smil.

"I actually did not expect to wake up in this room."

Hun rystede opgivende på hoved, så de nu tørrede krøller faldt rodet ned over hendes øjne. En hånd kørte dem nu mere afslappet om bag øret. Øjnene så søgende i hans.

"I did not mean to.. To be like that last night.."

Hun så dog mindre usikker ud nu, og øjnene faldt ikke forsigtigt mod et andet punkt i rummet, men så vedholdende ind i hans med et stille, skævt smil.

Han var nærmest faldet hen i bogen han sad med. Ikke for selve teksten men på grund af de minder der gik gennem hans hoved. Hele deres bekendtskab kørte som en film af flashbacks for hans indre. Det kunne han ikke helt undgå at smile af. Nok var der dystre og mørke passager men de havde dog altid haft noget særligt sammen. Det varierede godt nok af hvad det var de havde, men der var altid noget. En forsigtig rysten på hovedet kom fra den unge Seraphim hvis sjæl dog var så gammel.

Da hun noget pludselig satte sig op skyndte han at lægge bogen væk og lægge sin store stærke hånd på hendes da hun holdt fast i hans arm. Calm down.... You are safe here.... "


Han satte sig lidt forsigtigt med fronten vendt mod hende og kiggede beroligende på hende. "Don't worry you are here now" Det var ikke så underligt at hun var desorienteret efter hendes virke den sidste tid. Han lod hende lige trække vejret roligt nogle gange og kiggede bare venligt som hun redte sit hår om bag hendes ører igen. Han var meget fattet i sin fremtoning lige nu så der ikke herskede tvivl om hun var tilbage i vante omgivelser. Måske det kunne hjælpe hende til at komme sig bedre.

Med en blid hånd på hendes, returnerede han det smilende blik og sagde rolig og kærligt: "No need to apologize.... I understand sweety. As long as you are safe"

Et øjeblik sad Alessa blot stille for at samle tankerne. Hun var kommet tilbage og nu begyndte alle tanker at presse sig på i ét stort virvar. Hvordan stod huset til? Hvaf havde Khá forestaget sig i mellemtiden? Hvad var der sket i Di Morga? Hvordan mon Gordon klarede sig? Sangundervisningen i kirken de vidste hun arbejdede for Vatikanet, men havde de tænkt så langt, at hun mon var blevet kaldt på en opgave? Hvad med Vatikanet egentligt? Dem havde hun heller ikke haft kontakt til. En ny tanke poppede op og blev pludseligt altoverskyggende. Hendes mave rumlede. Sult. Hun var sulten. Hvornår havde hun egentligt sidst fået ordenligt mad? Andet end noget, der blot holdt hende i live?

Hun rejste sig pludseligt op fra sengen, fandt et par et par træningsbukser og en stor t-shirt i Khás skab og mumlede forklarende:

"This craving I actually need to give into.. I am going to make some food."

Hun havde brugt de sidste måneder på at bekæmpe en hver form for lyst, hun skulle have følt. Nu virkede det helt sært, at hendes bare fødder blot førte hende ned til køkkenet, at hendes hænder blot gik i gang.

Hun stod og kiggede ind i det fyldte køleskab, uden helt at være klar over, om Khá havde fulgt med eller ej. Der var så meget.. Hvad havde hun egentligt lyst til?
Æg. Chorizo. Peberfrugt. Kartofler. Skinke. Brød. Smør. Gulerødder. Broccoli. Kylling.
Alt blev taget ud på bordet, skærebrættet, kniven, panden, blev fundet frem. Ovnen tændt.
Et glubsk udtryk steg frem i de blågrå øjne, et udtryk der ellers aldrig blev set. Med vante hænder, der havde gjort dette i utallige år, gik hun i gang med at rense, snitte, skære og tilberede alle de unødvendigt mange ingredienser, hun havde taget frem. Det lyse brød blev smidt i ovnen med en hurtigt lavet hvidløgssmør over sig. Alle de hakkede ingredienser smidt på en pande. I et tranceagtigt stadie af grådighed blev der konstant smidt et stykke ind i munden, mens hun stegte resten. Hun opfangede ikke, om Khá trådte ind i rummet, men da hun ikke kunne vente længere, slukkede hun for panden, tog brødet ud og begyndte blot at spise direkte fra bjerget af den kun næsten færdigstegte mad. At det brændte hendes tunge, lagde hun ikke mærke til, det hele blev blot kørt indenbors med et stigende udtryk af desperat grådighed i de ellers så rolige øjne. Først da hun var nået halvvejs igennem, og der nu kun var en normal portion til to mennesker tilbage, begyndte farten at tage af hendes ædeflip, og hun kunne ikke stoppe et saligt suk i at stige over hendes læber. Hun havde spist langt mere, end hvad der overhoved var normalt, og først da kiggede hun op fra panden.
Køkkenet var ét stort rod. Når hun var færdig med noget, havde hun kun smidt det i nærheden af vasken og derefter var det fuldstændigt glemt.
Øjnene kørte videre rundt og stoppede på den unge, og alligevel så gamle engel, der var trådt ind i køkkenet. Hvor længe havde han stået der? Hun vidste det faktisk ikke..
Et skævt, nærmest uartigt smil trådte over det lyse ansigt.

"I guess I'm not wholly out of their grasp yet. He used his powers to have me eat over excessively so much that it hurt my body but still with the feeling of that being the best thing in the whole world and then forced be to throw it all up again. Some of it.. Lingers still.."

Forsøgte hun nærmest pinligt berørt at give en forklaring på køkkenets udseende og hendes ekstreme opførsel.

"Let's make some food then dear"


Han tog selv et par sorte træningsbukser på og med en stor skjorte inden han gik efter hende. Da han trådte ud i køkkenet var hun gået i gang med hvad der mildest talt kunne beskrives som forberedelserne til et ædegilde. Vanvittige mængder af mad blev og lige nøjagtigt skåret over og smidt på panden. Køkkenet sejlede efter ædegildet var tilnærmelsesvist tilberedt. Det køkken Khá ellers selv havde bygget, lignede ganske enkelt noget der var løgn. Han fandt noget koldt at drikke til hende siden hun åbenbart ikke lagde mærke til hun brændte sig. 

Imens hun satte sig og spiste, pressede han noget frisk og læskende Juice til hende inden han selv satte sig overfor hende. Lidt forsigtigt skubbede han glasset med Juice hen til hende inden han selv satte sig afslappet tilbage i stolen.

"Well when they choose to use the powers of the Mortal Sins it is no easy task to resist. But it will soon fade to nothing more than a bad memory"


Han satte sig lidt op og kiggede på hende med et nærmest beroligende smil og tog en tilfældig bid fra hendes ædegilde og sagde nærmest glad: "Mind if i grab a bite?"


Det asymmetriske stykke skinke badet i alt for meget hvidløg røg ned inden han rejste sig og kyssede stille hendes pande. Så strøg han hendes hår let om bag hendes øre og sagde: "You just eat what you feel like and i will start cleaning this kitchen"


Imens han gik op til opvasken og gik roligt i gang, blev noget mere tydeligt. Den "musik" hun kunne høre ved folk, havde forandret sig ved ham. Den spillede stadig de klare toner der var at finde hos en Seraphim. Men alligevel var der en nyfundet forandring. Som om der var noget ved sig selv han havde accepteret. Noget der var faldet på plads

Den ellers så læskende, friskpressede juice blev skyllet ned sammen med maden så hurtigt, at man kunne blive helt i tvivl om, hvorvidt hun var klar over, hvad hun lige havde drukket.

Bølgen af umådelig frådseri var så småt ved at aftage. Det samme gjaldt for hastigheden med hvilken maden blev kastet indenbors.

"I surely do hope so. Although I doubt there has ever been an obese angle before, would be cool to be the first, eh?"

Lød den tørre humor fra hende mellem to bidder.
Et noget overdrevent grin lød ved hans næste spørgsmål, som var det han netop havde spurgt om et næsten unaturligt fjollet spørgsmål.

"Oh do eat. Though it is neither very tasty nor very cooked..."

Det var som om, at det først var, da hun havde udtalt ordene, at det gik op for hende selv, hvor utiltrækkende den mad, hun netop havde tilberedt, var.
Efter trettenhundrede år var hun efterhånden blevet ganske dygtig ud i kogekunsten. Dette var ikke et eksempel på dette, måtte hun indrømme. Hun fandt ellers en fornøjelse i at tilberede spændende retter, omend selv mad til tider kunne blive noget trivielt, når man efterhånden havde tilberedt de fleste retter, der eksisterede.

Først da Khá nævnte rengøringen af køkkenet, fik hun rent faktisk set det. Et ansigtsudtryk der kun kunne betyde én ting, og det var "ups", trådte over det markerede lyse ansigt.

"Oh no, no. Let me help!"

I forsøget på at rejse sig op, begyndte hendes krop at protestere. Alessa nåede kun halvvejs op ad stolen, før hun måtte lade sin krop falde tilbage i den med et bump. Så meget mad på så kort tid, ned i en udhungret krop, kunne kun de færreste tåle. Kvalmen kom tilbage, sammen med ubehagelige bølger af mavekramper.

"Ohh.. I.. Am just going to sit here for a while and let my stomach calm down again."

Lød det nærmest utilfreds fra hende, før hun faldt tilbage i stilhed, alt imens hun iagttog den unge seraphim hun havde efterladt til uvidenhed de sidste par måneder. Det var først med den begyndende ro i kroppen, efter hun havde overgivet sig til sin trang, at hendes opmærksom på hendes omgivelser vendte tilbage. En ting der ellers lå så naturligt for hende, som at trække vejret, havde været væk de sidste par måneder, begyndte at træde frem igen. Musikken.. Klokkerne.. Hendes evige følgesvend.
Det var nærved at en tåre var faldet, men det lykkedes hendes dog at holde den tilbage, mens hun mærkede spændingerne i skuldrene løsne sig en smule.

Og det var da, hun hørte det. Den bekendte klokke, der havde ændret sig allerede én gang fra uklar, falsk musik til en renere klang. Den havde fået endnu en dybde. En smukkere dybde, som hun ikke havde regnet med ville træde frem så tidligt i hans endnu korte levetid som engel.

"You have changed.. And not in a bad way. There is.. Something more calm than before about your sound. What happened while I was gone?"

Nysgerrigheden kunne ikke holdes tilbage i hendes stemme. Men den var ikke den typiske nysgerrighed over et nyfundet objekt, der skulle undersøges. Dette var reel interesse for ham.

Han smøgede ærmerne op og gik roligt i gang med opvasken. Han kiggede smilende om på hende da hun måtte sætte sig ned endnu en gang. "I know you want to help but your recovery is more important. I'm a big boy now i can handle it" Hans stemme var lidt legende men igen med en nyfunden ro. Han nød faktisk selv de her små opgaver der dog skulle klares i et hjem. Og så var det rart at mærke hende "vende tilbage". Der var selvfølgelig et stykke vej endnu men det skulle nok komme når tid var. Det gik faktisk i en ganske fornuftig fart at få gjort noget ved køkkenet selvom det lignede noget der var løgn

Ved hendes spørgsmål, stoppede han kort og vendte sig om mod hende. Det fantastisk smukke ansigt var ligeledes fyldt med en nyfunden ro. Han satte sig ved hende i en stol og tog hendes ene hånd. Hans stemme var som altid som sød musik og selvom den var dyb så var den ren. 

"I have fought myself. Countless battles. I guess you can say i was allowed to be a warrior. I have also fought battles with emotions and more important the people carrying them. I discovered something interesting about my 'new eyes'. They have always allowed me to see people for what they truly are. And one of the things that make people who they are, are their memories. I can see their memories. And i can let them see mine"


Han kyssede lidt hurtigt hendes hånd inden han rakte ned i en skuffe i køkkenet og hentede et gammelt sort stykke stof med en blå rune på. Han lagde det foran hende og kiggede samtidig i hendes øjne. Hans øjne begyndte at gløde og hun kunne se et minde for sit indre. Det var lille Matthew der gik gennem Himlens port og vinkede ned

"I have accepted what i once was.... And thusly accepted who i am now. I am at peace with what i once did"

Det skæve smil, som var så bekendt med det lyse ansigt sås, men der var også noget bedrøvet at ane i det. Hun lod ham tage sin hånd og gav den et kærligt klem.

"I am sorry that I haven't been here to support you in your fight. I don't know, I feel kind of responsible for how you fare in your new life, since I was the one getting you into it.."

Hvilket var sandt. Hun følte et eller andet form for ansvar. Men hun havde jo også en tendens til at tage lidt for meget ind under sine vinger. Men dette her var for hende vigtigere end så meget andet, særligt fordi det havde roddet op i et dybt, gammelt ar. Det kunne godt være, det var længe siden, men hendes forhenværende husbond, der havde været ung engel som hun selv, var dengang faldet fra Guds nåde. Dengang havde hun hverken været stærk nok eller haft nok erfaring til at hjælpe ham tilbage på rette sti. Hun kunne ikke lade historien gentage sig på en lignende måde.

Hun slap hans hånd og lod ham rejse sig. Da han kom tilbage og satte sig, lade hun betænksomt en hånd på klædet. Det gamle stof føltes skrøbeligt i hendes hånd, mens hun lod de lange, slanke fingre køre over det kendte symbol. Da billedet trådte frem for hendes indre øje, så de blågrå øjne op i hans. Hun rejste sig kort op fra sin stol, kun for at glide over på hans skød, så hun sad med de lange ben på hver side af hans og med fronten mod ham. Armene lagdes om hans nakke.
Et kys fra de bløde, smalle læber lagde sig på hans pande, mens en tænksom fure svagt sås mellem de svungne, blonde bryn. Hun havde stadig svært ved at forestille sig, hvordan han kunne finde fred med, hvad han havde gjort. Hun havde til tider svært ved det. Det lå så langt fra, hvad hun havde brugt hele sin eksistens på.

"I cannot imagine how you could ever be able to do that, but I am glad that you have found your peace with it."

De lyse læber søgte hans og et nænsomt og dog så brændende intenst kys lagde sig på dem.

"I hope it will make your life a little less solemn."

Han rejste sig foran hende efter det intense kys hvorefter han lagde armene om hendes talje og sukkede som han kiggede ned i hendes øjne
"To be honest i don't really know how i could. I think.... I think it had to be when i started realising how much i could do.... And you have to learn from the past to see the future. I think i took the final step down the path of acceptance when i saw that my son was allowed into Heaven"


Han fortabte sig nærmest i hendes øjne lidt hvorefter han lænede sig lidt ned og plantede sine læber mod hendes i et meget blidt og lidenskabeligt kys. Selv hans kys var forandret. Før virkede det en smule som om han skammede sig over hvad han havde gjort og ikke var hende værdig. Men i dette kys var det ganske tydeligt at han var fri af sin egen fortids åg og kunne nu give sig helt hen til hende i et kys.

Ganske langsomt åbnede han sine øjne imens han nussede hendes ryg stille. 

"I am sure it will.... "

Det lyse hoved med de markerede kæbeben, lagdes let på skrå, mens hun lyttede. Der ville nok gå noget tid, før huden ikke længere syntes at blive strukket for meget ud over kæbebenene. Når hun sad på denne måde, var det tydeligt at se, at den i forvejen tynde krop havde tabt en del masse i løbet af de sidste par måneder. Alessa var for tynd, udmagret.
Fortiden var nu engang en del af nutiden og de var alle et produkt af dén fortid, og hvis man ikke indså dette, ville man ikke kunne forstå sin nutid eller sin fortid. Han havde indset, at han fortid havde gjort ham til det han var i dag, at han netop var et produkt af denne og havde dermed forstået sig selv bedre.

"Matthew was an innocent child it seems understandable that he was allowed into Heaven.."

Sønnen ville nok altid være Khás årsag til tristhed og melankoli. Han havde mistet en søn, og som Alessa havde mistet en husbond, var det altid noget, der fulgte én, lige gyldigt hvor langt væk man kom fra tidspunktet det skete.
Men det gjorde hende dog glad at se, at han var så afslappet med sig selv. Denne ting at være tilpas i egen krop, i egen tid og med eget mål, var noget Alessa havde følt stort set hele sin eksistens. Selvsikkerheden med sit eget formål, der var så naturlig uden at være overdreven, var kun noget hun havde set meget få opleve, udover hende selv, og en følelse af vellykkethed skyllede ind over hende, da hun mærkede det var den unge engel.

En tanke gnavede sig vej ind i hendes hoved, et af hendes egne ansvar, som havde ligget så langt væk fra hendes sind de seneste par måneder. En ærgelse over ikke at have været der, bølgede ind over hende, hvilket hun også lod se i hendes ansigt.

"Gordon.. I left Gordon behind. How.. Have you seen him in the last couple of months?"

Hun følte et ansvar overfor denne forvirrede, unge engel, der endnu ikke havde fundet sig selv til rette i denne verden. Hun havde taget ham under sine vinger og så var hun forsvundet..

Et varmt smil bredte sig på ansigtet af den stadig unge Seraphim. Men den visdom og viden han havde fra århundrederne, faldt ham naturligt nu. Det var ikke længere en byrde for ham. Han havde en sikkerhed som om han hvilede i sig selv og brugte en viden i sit nutidige virke. Der var naturligvis et stykke vej endnu da han ikke havde været her så længe men nu havde han et solidt fundament i sig selv at bygge på. Han var for alvor blevet den Herren havde tænkt sig han skulle være.

"Matthew.... Was not allowed into Heaven because of my actions. All along a move to ensure my slow movement towards a brighter path. And here i am so the Gates opened to Matthew"

Som hun sad på ham, nussede han hendes fast men kærligt og langsomt op af ryggen. Hans energier flød langsomt over i hende for at helbrede den skade hendes krop havde taget. Ikke meget, men nok til at kroppen bedre ville komme sig med tiden. I takt med han havde accepteret sin vej, faldt evnerne også på plads. Et enkelt langt og meget blidt kys blev plantet på hendes hals efter hendes spørgsmål hvorefter han kiggede beroligende op på hende

"Do not worry. Gordon have been here. He has been given training in a slow tempo so ease him into all of this. And i have payed the money for him to start his lawfirm. And i am continuing to do so. He remembers you and still take your teachings in high regard"

Med en fjerlet hurtig bevægelse, vendte han rundt så hun lå på den bløde seng og han kiggede ned på hende

Et lettere overrasket udtryk sås over det udmagrede ansigt. Det kom en smule bag på hende, at sønnen var blevet nægtet adgang. Et uskyldigt barn, der ikke havde noget at gøre med faderens valg. Overraskelsen døde dog hurtigt ud. Der var altid en årsag til sådanne valg, og det var ikke hendes plads at bedømme, hvorvidt det var ret gjort eller ej. Hendes plads var her på jorden, og hendes nærmest i himlen var ærkeenglen, Gabriel, hendes nærmeste overordnede.

"It surprises me that it was done this way, though it is not my place to judge. It relieves me that your son has finally found peace."

Det var et gammelt sår, der endelig var blevet helet, omend mange, mange år senere end hun ville have troet. For hende var der ikke så meget mere at sige. Det var heller ikke fordi englene blot kunne tage op og besøge deres afdøde. Den del af himlen var jo for de døde, og det var ikke bare et sted man trådte ind for et søndagsbesøg. Alessa selv havde kun været der få gange, og disse var kun fordi det var som følge af en opgave, en måde at udrette en ubalance på.

Da han kyssede hende, lød der et suk, der langsomt sendte afspændende fornemmelser ud gennem hendes krop. Han ville kunne mærke, hvor meget tydeligere hende knogler stak ud. Alessa havde aldrig været tung. Som Gabriels engel var hun ikke skabt til at kæmpe med fysisk styrke, men lige nu var hun alt, alt for tynd. Dog ville det være noget, der forsvandt efter et par måneder med korrekt næring.

De gråblå øjne smilede af taknemlighed, som hun så op på ham. Det nagede hende at have efterladt en så ung, utrænet og uvidende engel. Det ville næsten have været bedre, hvis det var sket, før hun var begyndt hans træning. De unge havde en tendens til at blive mere ivrige, mere overmodige, så snart de blot havde lært en smule om, hvad de egentligt var i stand det. En sten faldt fra hendes skuldre med visheden om, at Khá havde været der og sørget for, at Gordon ikke var endt helt ud på et sidespor.

"Thank you, dear. Young angels have a tendency to try to do more than they a capable of. Especially when they still only understand a small part of what they can do and what they can not. Does he fare well?"

Khá lagde sig ned ved hendes side og nussede hende stille på maven imens han tænkte over sin tid med Gordon. Det var en ung Engel der havde haft stor tvivl på sig selv, og var en tid meget skeptisk om hvor vidt hans egne planer lykkedes. Men dog håbede Khá på at have plantet et frø af håb i Gordon. Om det så havde været med træning eller finanser så var Gordon godt dækket ind. Khá kyssede kort hendes kind inden han begyndte at forklare:

"He fares well. He was very doubtful of himself and about his ability to change the world for the better. He doubted if he could ever make a difference in the world. And like all youngsters he is impressed with power. But he has grasped his own abilities to a good extent. He now believes in himself and starting to grow. And he has an urge to protect those he cares for. Oh yes!"

Han kyssede hende igen og rejste sig og løb næsten hen til skabet. Først åbnede han skabet og åbnede så væggen inde bag ved hvorefter han trak et mindre skab ud. Så åbnede han det med en nøgle og trådte til side så hun kunne se hvad der var der inde. Der hang et virkelig flot 2-håndssværd med marmor på grebet og pommelen var af guld. Selve klingen lignede den var lavet af sølv. I selve klingen var der indgraveret hellige symboler og hun ville kunne mærke ham i det.

"I had this blade forged when you were away. Some of my own blood was used in making it. I've only had to use it once. I call it Shi'Rakh. It means light. I know what is coming in these dark times and i wanted to honour your memory"

Et nærmest moderligt smil krøb over de smalle læber, og de gråblå øjne strålede af forståelse og genkendelse af situationen. Hun havde efterhånden oplevet den så mange gange før, selvom den ofte kunne udspille sig forskelligt. Gennem årene havde hun taget en del af de unge, der var blevet genfødt som engle, under sine vinger. Hun havde altid ærgret sig over den måde, hvorpå den genfødte engle blot blev sat på jorden uden nogen form for information eller vejledning.
Som fuldblodsengel havde hun selv tilbragt noget tid med oplæring i himlen, før hun blev sendt til jorden første gang. Denne tryghed, den sikkerhed dette havde givet ønskede hun at føre videre, hvilket udartede sig i at hun oplærte så mange genfødte engle, som hun havde tid til. For det ville desværre altid være en andenprioritet.

"He sounds like a very typical case. He was even more insecure when I saw him last. But it sounds like he is beginning to find his place in this world. I must visit him soon at let him know, that I have not forgotten him. It means much to me that you were there, supporting him, when I could not."

Man kunne se, hvordan hun begyndte at slappe mere og mere af. Skuldrene faldt ned fra sin spændte position og enhver muskel i kroppen begyndte så småt at nævne sin træthed over at være så spændte de sidste par måneder, over at have været i konstant forsvarsposition.
De trætte øjne fulgte den unge engel, da han småløb over mod skabet, nysgerrig over hvad der mon gjorde ham så ivrig.

Det sværd, han trak frem, ville få de fleste andre til at tænke; skrøbeligt, uholdbart, til ceremoniel brug. Men i den verden Alessa og Khá kom i, havde dette sværd en helt anden betydning. Nok havde sølv ikke meget styrke overfor et almindeligt stålsværd, men sølv havde en anden betydning overfor overnaturlige væsner. Andre ville tænke at symbolerne blot havde personlig betydning, men her havde de en større styrke end blot dét.

Hun rejste sig og tog sværdet i hånden for at vurdere det. De lange, slanke fingre tog et fast, naturligt greb om det, tog et skridt væk fra ham og bedømte øvet vægten og balancen af sværdet. Håndledets bløde bevægelser fortalte om, at sværd havde fundet hendes hånd et utal af gange. En elegance faldt ligesom naturligt ind med resten af bevægelserne kroppen udførte.
Hun vendte sig tilbage mod Khá med et anerkendende blik i det markante, fine og nærmest androgyne ansigt. Nok var han en ung engel, men han var ikke uerfaren af liv.

"This is fine craftmanship. The energy flows strongly in the steel."

Hun kommenterede bevidst overhoved ikke på hans kommentar om at ære hende. I næsten tusind år havde hun været alene. I næsten tusind år havde hun været selvstændig. Hun fandt det ikke længere naturligt at have en anden person i sit liv på denne måde. At være kærlig og betænksom på dén måde, var så markant anderledes fra hendes job, hendes kald. Det fik hende næsten til at trække sig en smule tilbage, mentalt, for hun vidste ikke, hvordan hun skulle reagere, hvordan det var passende.
Tankerne flød pludseligt i en anden retning og de blonde bryn blev trukket sammen i bekymrede tanker.

"You speak of what is coming. I know there is always some dark unexpected path, darkness will always be in the world. But you speak like you are thinking of some specific event. I have been away. Is something dark, something specific going to happen?"

Nok kunne man se trætheden, udmattelsen i hendes øjne, hendes krop, men der trådte også en styrke frem, et forsvar, en klarhed til at gå imod ethvert mørke, der skulle opstå.