Trying to found the way out.

S: Kloarkerne
O: Rotterne intet andet, ulækkert vand.
V: Stille lunt
T: 15.00 tiden

Layson vågnede op fra sin drøm igen, han havde drømt de drømme i et helt år nu, efter han var blevet en døds engel. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, eller hvor han var, andet end han vidste det var en Kloark? Han prøvede og finde en vej ud. Men hvor var den?
Layson fik sig rejst op, men intet var der andet en rotterne som stirrede underligt på ham. Han havde ingen vinger fremme, han synes det var underligt og havde de vinger som han nu havde, de var sorte? Layson var godt nok en af de typer som var meget indelukket. Men såh indelukket var han nu heller ikke. Han kiggede rundt ingen var der andet for vand og rotterne. Han fik sig bevæget den ene retning frem af for at finde de veje der nu var, men der var så mange forskellige veje at det gjorde ham forvirret.
Layson rørte stille ved muren hans hanske var i forvejen beskidt, han prøvede blot og følge den ene vej ved at holde ved muren for at finde vejen ud.
Layson sig fundet et hul, men lyset fra verden oppe fra kloarken solen blindede ham. Hans øjne brændte han vidste ikke hvor han var, og med et så han sort, hans øjne var helt væk pga. lyset. Men stille kom synet igen, da hans øjne vændte sig til mørket igen. Det var uhyggeligt at hans blik flaggede da han fik kiggede op i solen. Men han havde fundet en vej ud. Men hans blik var ikke vænnet sig til lyset.
Layson vidste det klart at hans blik ikke ville vænne sig til lyset i langtid han havde jo boet i kloarkerne i så lang tid, at hans blik var blivet natteblik. Men han kiggede blot ind i den runde lysstråle som kom fra oververden for at vænne sine øjne stille og roligt til at se på det lyse lys.

Izobell steg ud af sin røde bil. Inden hun gik fra den, låste hun den. Der var ikke ligefrem nogen grund til, at lade den stå. Nogle kunne måske finde på at stjæle den, og det var hun bestemt ikke interesseret i. Den eneste grund til, at hun overhovedet havde valgt at forlade Terre var, at hun skulle besøge en eller anden. Uden at tænke over det, førte hun den ene hånd op til det blonde hår, og rettede lidt på det. Det var vel bare en vane hun havde. Imens hun gik, lod hun sit blik vandre op imod himlen. Det var faktisk godt vejr i dag. Solen skinnede og det var nogenlunde varmt. Fordi hendes blik var rettet imod himlen, lagde hun ikke mærke til det manglende kloakdæksel.
Et forskrækket skrig undslap hende, da hun røg ned igennem hullet. Hun faldt hurtigt ned imod mørket, og den ulækre kloak. Der var slet ikke tid til at panikke, men hvis hun havde haft tid, ville hun helt sikkert have gjort det. Der var ingen tvivl om, at mødet med den hårde overflade, ville gøre ondt. Den ville måske endda koste hende et brækket ben, eller en arm. Det kom an på hvordan hun landede. Fjernt tænkte hun på, at nu ville hun ikke nå at mødes med den person. Det var forfærdelig åndssvagt at tænke på, men det var da bedre end at tænke på brækkede knogler, blod og... Urgh..

Layson kiggede op og hørte et skrig, han fik et chok af det han vidste ikke hvor det kom fra, men det kunne han vel regne ud når der kom lys at der måtte være nogle som var gået i det hul, hvor lyset kom fra. Layson var ikke flere sekunder om at finde ud af at en pige var landet ned i hullet og var på vej ned i et skrig. Men han vidste ikke hvad han skulle gøre hans øjne var jo ikke van til solen. Men dog hoppede han ind for at gribe pigen som var på vej ned, og med et greb han hende, men han hoppede hurtigt op igen efter at havde reddet faldet for hende, for hans øjne flaggede igen med synes og hans syn forsvandt igen. "Org, av" Kom det fra ham. Han kunne mærke hvordan smerten var der på ham. Men dog prøvede han og åbne øjnene igen, det hele var sort, men stille kom synes til igen.
Layson kiggede på solens stråle synet var lige så stille der igen, og han kiggede på pigen som var landet ned i kloarken, hun lå lidt i det våde vand men dog var det ikke helt ved hende.
Layson kiggede på hende "Hvem er du?" Spurgte han lidt underligt, for han havde ikke snakket i lang tid, og han blev helt overrasket over sin stemme at han tog hænderne op for sin mund. Og med et faldt han ned på sin røv så han sad ned "Av" Kom det fra ham igen. Han hadet sådan noget. Han vidste ikke engang hvad der skete for den her dag. Han havde vågnet sent og dog var der lys og han havde fundet en udgang, og så at han er begyndt og snakke igen. Det var nok noget af det han var mest overrasket over.
Layson tænkte dog over hvad pigen lavede her nede, og hvorfor hun var kommet her ned, måske faldet? Men dog han vidste ikke hvem det var, og det var det han gjorde sig mest nysgerrig i.

Den forventede smerte kom aldrig. Istedet mærkede hun, at et par arme greb fat om hende, og at hun derefter væltede sammen med den person, som havde grebet hende. Hun hørte en drengestemme, som sagde av. Izobell mærkede hvordan hendes puls var steget. Meget. Nu havde hun forventet at brække et ben eller en arm, og istedet havde der været en nede i kloarken, og han havde grebet hende. Det var vidst ikke helt gået op for hende endnu.
Da han trak sig væk, hævede hun sig op på sine albuer og kiggede over på ham. Kloarken var som man kunne forvente. Ulækker, beskidt, fyldt med rotter. Nej, det her sted, var bestemt ikke et sted hun brød sig synderligt meget om.
Izobell åbnede munden let, men de ord hun så gerne ville have ud, kom ikke. Drengen, hun nu kiggede på, lignede ikke en som hørte hjemme i en kloark. Han var køn, ingen tvivl om det. Det så ud som om han var en lille smule ældre end hende, men ikke meget. Det var selvfølgelig kun kropsmæssigt. Drengen kunne have eksisteret i flere 1000 år, og hun ville ikke have nogen anelse om det. Den måde han kneb øjnene sammen på, kunne betyde, at det var lang tid siden han havde set lys. Det undrede hende en del. Hvor længe havde han mon været nede i denne kloark? Og hvis han havde været her længe, hvorfor i alverden var han her så stadig?
Så snakkede han igen. Spurgte hende hvem hun var. Det kom lidt bag på hende, alligevel valgte hun at svare. "Jeg hedder Izobell". Fordi hun var så ude af sig selv, glemte hun helt den arrogante attitude. Det var vel både en god og dårlig ting.
Hvad hun ellers skulle sige, anede hun virkelig ikke. Hvad mere var der at sige? En hel del faktisk. Men var det nu passende i en situation som denne? Izobell var lidt i tvivl.
"Tak fordi du greb mig", sagde hun sagte. Drengen havde jo faktisk taget faldet for hende, og det var en utrolig pæn ting at gøre.

Layson fik styr på sine øjne igen, og så pigen, hun så køn ud, og hun var nok lidt yngre end ham selv. Men hvad var det med hende der gjorde noget ved ham, han vidste det ikke. Men dog fik han hørt hendes navn Izobell, han synes det var lidt af et navn og havde men okay for ham. "Layson" Sagde han så, som at sige hans navn på en let hurtig måde, han vidste godt det var mærkeligt og sige sit navn så hurtigt, men dog vidste han at det var godt, for så skulle der ikke ligefrem ske så meget, med at ens navne var underlige eller at man hedder for at få det længere ud af det.
Måske var hun blot et menneske eller noget andet?
Layson vidste det ikke, han var godt forvirret. Men dog var han lidt okay igen. "Øhnm er det en udvej det der hvor du faldt ned fra?" Spurgte han stille om, og man kunne høre på hans stemme han havde ikke snakket i over 1 år nu. Men dog havde han styr på det. Layson vidste godt det var underligt og spørge om men han ville nu gerne bare væk fra den her Kloark. Men han vidste jo ikke om det var sådan at det var at komme op?
Layson fik sig bevæget lidt tætter på pigen, så hun kunne se ham lidt nemmer. Han havde en hue som var strippede sort grå strippede, men hun vidste jo stadig ikke hvem han var? eller hvad han var.
Layson fik det lidt dårligt over hun ikke vidste hvad han var. For han vidste ikke hvordan man skulle sige det til en?
Måske var hun bare et menneske som han var engang? Eller var hun noget andet. Han håbede lidt på hun var et menneske for så vidste han at det var et godt sted. Men han tænkte stadig på drømmen, han havde faldet ned i et hul ingen havde set det, der var ingen i kloarken, og han faldt og landede og han vågnede måske var det hans død? Eller også var det bare en drøm om et marridt han altid havde drømt, eller hvad?
Layson var flink nok, men hvorfor så en døds engel?
Måske var det hans besværg med verden der gjorde han skulle være det. Måske?
Han vidste det ikke..

"Layson", gentog hun stille og satte sig helt op. Det var et lidt specielt navn, men hun kunne godt lide det. Det var specielt. Sødt. Han sagde det ret hurtigt, langt hurtigere end hun havde sagt sit eget navn. Der var en hæshed over hans stemme.
Så stillede han hende et spørgsmål. Måske et lidt dumt spørgsmål efter hendes mening. Ja, det var da en udvej, hvor skulle hun ellers være kommet fra? Izobell lagde hovedet let på skrå. At hun var forvirret var ikke til at overse. Det stod nærmest malet i hendes ansigt. Alt det fortalte hun dog ikke til drengen, som havde præsenteret sig selv som Layson. "Øh... ja", svarede hun tøvende. "Er det lang tid siden du har snakket?", spurgte hun lidt undrende. Den måde hans stemme lød på, kunne godt tyde på det. Den lød rusten, som om den ikke var blevet brugt i lang tid. Den stod i stor kontrast til hendes egen stemme. Den var blød, og blev da også brugt jævnligt.
Layson virkede som en flink fyr. Han havde en hue på, lagde hun mærke til, da han bevægede sig lidt tættere på hende. Det gjorde det en del nemmere at se ham nu. Under huen tittede sort hår frem. En anelse fraværende, tænkte hun på, om han var et menneske som hende selv. Det var meget muligt at han ikke var. *Er det uhøfligt at spørge?*, tænkte hun.
Izobell lod deres øjne mødtes. De blå øjne var undersøgende, da de mødte hans mørkegrønne. Man sagde jo, at øjnene var sjælets spejl. Det ville være fantastisk, hvis hun kunne se hvad han var, bare ved at kigge ham i øjnene. Desværre besad hun ikke den mindste form for magi, og at genkende andre racer, var hun meget dårlig til. Mennesker havde hun intet problem med at genkende. Og vampyrer var også forholdsvis nemme at genkende. Nu hun tænkte nærmere over det, var drengen her måske en vampyr. Hans hud var i hvert fald meget bleg.

Layson kiggede på pigen og mærkede at de fik øjenkontakt, han kunne nemt genkende de øjne og den person som sad foran hende var et menneske, og nu var han ikke forvirret over at hun var et menneske. Men dog vidste han at hun kom oppe fra, og han havde ikke været der i et år, så han vidste ikke hvad der skulle til for at få det hele til at fungere der oppe. Han ville bare gerne op fra den her Kloark. "Jeg har ikke snakket i et år nu" Sagde han stille, men hurtigt, som om han ikke lige vidste stempoet i ens stemmegang. Han vidste godt det var hurtigt sagt, men når han ikke havde snakket i over et år var det lidt utroligt, at det var svært, og snakke.
Layson fik sig sat ordenligt i skræder stilling så han sad bedre, han fandt ud af hvad Izobelle havde sagt at det var oppe af den lysstråle der kom ned at der var en udgang. Det var rart endelig og havde fundet en vej ud. Men dog synes skulle vænne sig til det hele.
Layson fik fået det frem fra sine læber "Du et menneske" Kom det fra ham, og han kunne tydeligt se på hende, at hun troede han var en vampyr, men det var han ikke. For han havde jo bare været her nede i så lang tid at det var utroligt langtid siden.
Layson tænkte over det han fik ud at det måske var lidt dumt og havde sagt, men han tænkte ikke videre over det, for han var jo glad for at hun gad snakke med ham, for hvad han vidste gad rotterne ikke lytte til ham. De løb bare væk fra ham.
Layson fik sig selv sat sig ind i lysstrålen og man kunne se at hans hud havde en meget bleg farve nu da man kunne se ham helt, han trøje var veldig beskidt, og det var han helt bestemt selv også men det var jo også fordi han havde været her nede i et år, men at hun ikke opdagede hvor meget han egentlig var beskidt og ulækker men han kunne ikke gøre for det.
Men han glædet sig til at komme væk fra den her kloark. Layson fik tænkt sig om hun vidste jo ikke hvad han var og det fik ham til at få lidt røde kinder, men dog kom det ud fra hans mund "Jeg er en engel" Men ikke Døds engel kun engel, han havde været så længe nede i kloarken at han havde vænnet sig til at forkorte ordet og derved engel.
Layson fik det hurtigt rettet "Døds engel" man kunne se på ham, at det var noget nyt for ham at møde mennesker efter sådan et år.

"Wauw...", sagde hun ret så overrasket. "Et år? Det er godt nok længe....", mumlede hun. Nu han sagde det, kunne man høre på hans stemme, at han vidst ikke helt havde styr på hvordan man snakkede ordentligt. Laysons stemme var alt for hurtigt. Izobell var dog høflig nok til ikke at kommentere det. Hvis han ikke havde snakket med nogen i et år, var det ikke specielt sødt at kommentere det. Hun gik i hvert fald ikke ud fra, at det var noget han selv havde valgt.
Layson havde så også spurgt om det var en udvej, så måske havde han været fanget hernede i meget lang tid.
Det næste han sagde, kom bag på hende. "Ja, det er jeg", svarede hun roligt. "Jeg er 18", hvorfor hun lige fortalte ham det, vidste hun ikke. Det var sådan set ret tilfældigt.
Hun rettede ryggen og betragtede ham lidt. Han havde nok været nede i kloarken længe, at dømme efter hans beskidte tøj. Izobells tøj var også blevet lidt beskidt, og det var jo som man kunne forvente. Kloarker var jo ikke ligefrem kendte for at være rene, eller noget lignende.
Izobell lyttede interesseret, da han fortalte hvad han selv var. En engel, eller dødsengel, som han rettede det til. Han var altså ikke et menneske, men heller ikke en vampyr, som hun havde troet. Hans blege hud måtte enten skyldes manglen på sol, eller noget helt andet. Måske så hans hud bare altid sådan ud?
"Undskyld jeg spørger, men hvad laver du egentlig her nede i kloarken?", spurgte hun forsigtigt. Hun var ikke ude på at såre hans følelser, men det virkede lidt underligt at han var hernede.

Layson hørte at hun var 18 år og det smilede han lidt over, da han jo selv var 20 år, men han lignede en på 19 så det var jo meget godt, at han lignede et år yngre, eller var det?
Layson vidste ikke rigtig hvad han skulle svare til hvad han lavede her nede, han vågnede her nede, og så havde han de vinger på ryggen som var sorte, men han har så lært og skjule dem. Men stadig han vidste ikke rigtig hvad han ligefrem skulle gøre for at forklare hvad han lavede her nede, for han kunne jo ikke huske sin død?
Såeh det var lidt svært for ham, men han kunne jo prøve og forklare hende hvad han egentlig var her nede for, eller hvad der var egentlig var sket siden han var her nede.
"Jeg vågnede op her nede for et år siden, jeg ved ikke hvordan eller hvorfor jeg vågnede her, men det sidste jeg huskede var at jeg var på vej over til en ven, og så faldt jeg, og så vågnede jeg op med nogle sorte vinger, og så fandt jeg ud af jeg var død, og nu finder jeg faktisk bare en vej ud" Sagde han med et skævt smil.
Layson vidste ikke hvordan det var han vidste ikke hvordan det hele var for ham mere, det hele var jo noget nyt efter et år var det hele jo nyt. Han vidste jo godt at det var vildt, men han vidste også godt at han var sådan en slags menneske. For det var han jo engang før han døde?
Layson kiggede på hende og sagde så "Er der sket meget på et år?" Han vidste jo ikke hvad han ellers skulle spørge, han vidste han var 20 år, og med et slog det ham, han havde ikke sagt hvor gammel han var til hende "Øhnm jeg er 20 forresten, eller jeg har levet i 19 år. såh det vil vel sige jeg er 20 nu ikke?" Sagde han helt forvirret over sig selv, han vidste det ville forvirre ham.
Layson var ikke van til selvskab, men hun gjorde noget ved ham at han gad og prøve, og kæmpe på at få et liv igen, eller sådan nogenlunde et liv igen, han var jo død, men kæmpe for at havde et sted og bo og drikke. Og arbejde, selvom det var lidt underligt med arbejde, men det var jo det som var meningen med et arbejde penge, og uden penge kunne man kun bo på gaden, med penge kunne man stort set alt i verdenen.
Layson hadet verden pga. man skulle havde penge for at gøre alt, og det hadet han lidt meget. Men sådan var Layson og det var nok bare hans mening.

Izobell lyttede efter, da han fortalte sin historie. Han havde altså vinger. "Aha... Jamen okay så", sagde hun og nikkede en smule med hovedet. "Hvis du leder efter en udvej, så kan du sagtens komme ud den der vej", sagde hun og pegede op imod hullet og lysstrålen. "Som jeg sagde før, så kommer jeg deroppe fra". Det han havde sagt, lød lidt underligt. Havde han virkelig ledt efter en udgang i et helt år? Det var rimelig lang tid at lede. At han ikke havde fundet en udgang før i dag, var også lidt underligt.
Izobell skulle lige til at svare ham på hans første spørgsmål, da han snakkede videre. Hun lukkede munden igen og lyttede til det han sagde. "Det øh... Du er vel 20, men din krop ligner en på 19", sagde hun med et skuldertræk. Selv var hun jo menneske, så hun havde ingen problemer med at vide hvor gammel hun var.
Layson lød ret forvirret, og det gav Izobell medlidenhed med ham. Tænk at være isoleret fra resten af verden i et helt år. Et år! Izobell kunne slet ikke forestille sig hvordan det måtte være. Efter bare et par uger, ville hun helt klart have begyndt at snakke med sig selv, og så småt gå fra forstanden.
Det gik op for hende, at hun stadigvæk ikke havde svaret på hans første spørgsmål. "Om der er sket meget på et år? Hvad mener du med det?", spurgte hun lidt undrende. Hvis han mente i selve byen, kunne hun ikke svare ham, da hun ikke havde boet der så længe.
Layson kunne have ment en masse ting. Om prisen på ting var steget, om hele systemet var anderledes, om alt det han kendte var anderledes. Derfor fandt Izobell det svært at svare på. Hun gik dog ud fra, at han ville uddybe sit spørgsmål lidt, hvis han så gerne ville vide det. Hun ville med glæde svare på hans spørgsmål, da hun gerne ville hjælpe ham.
"Åh, forresten. Jeg tænkte på om du havde brug for noget hjælp?", sagde hun spørgende, da hun kom i tanke om, at han sikkert ikke ejede noget. Et sted at bo havde han sikkert heller ikke.
"Jeg kan godt skaffe dig noget tøj? Og noget mad?", foreslog hun med en venlig stemme. Hun følte næsten at det var hendes pligt at gøre. Lidt underligt egentlig, men sådan var det.

Layson vidste ikke hvordan han skulle uddybe sit spørgsmål, måske mente han nok bare det hele om der var noget som havde forandret sig i hele systemet og det, han vidste det ikke.
Layson var godt forvirret, men da han hørte om han havde brug for hjælp, det havde han vel, et bad ville nok være rart, og noget nyt tøj, men han vidste jo ikke hvordan han skulle sige det på, han havde jo næsten lige mødt hende og det ville være underligt og sige sådan bare ja, med det samme.
Layson fik sig sagt frem "Jeg har brug for lidt hjælp, jeg ved bare ikke hvordan, for jeg har ingen penge" Sagde han mens stemmen var hæs, og et lille host kom fra ham da han lige skulle vænne sig til at ens stemme altså godt kunne blive slidt sommetider.
Layson fik sig sat ind i at der faktisk skulle noget nyt tøj, og mad til at han ikke var så tynd heller, man kunne vel dø af sult, ku' man ikke? Han vidste det ikke, han var jo død i forvejen måske kunne man dø som en engel også? Han havde mange spørgsmål som han vidste ikke kunne få svar på.
Layson vidste ikke om hun mente at hun ville hjælpe ham med de ting ville hun det?
Layson fik kigget ned af sig selv, det var først der det gik op for ham, han havde brug for hjælp, ellers ville der nok ikke ligefrem være nogle som ligefrem ville snakke med ham. Eller sådan prøve og hjælpe ham, da han lignede en rodnet rod. Han grinede lidt af sine egne tanker, men kiggede så på hende, han ville ønske han var et menneske stadig, men det var han jo ikke. Han måtte leve med at han er død.
Layson fik et stille smil frem på hans læber som vidste han var glad for hendes hjælpsomhed.
"Men er det ikke dyrt tøj og det?" Spurgte han så let forvirret, for det var jo et år siden, og det kunne være at alt var blevet meget dyrer siden da. Han kom i tanke om at han ikke havde fået svaret hende på det første spørgsmål og fik sagt "Jeg ved ikke ligefrem hvad uddybelse, men nok at det bare er at det hele er forandret eller om det stadig er som det plejer" Sagde han, mens han kiggede op gennem hullet hans syn var stille vænnet sig til solen mens han havde siddet inde i lyset, det var underligt at han havde vænnet sig til det. Men det skulle man vel bare lige vænne sig til, han var glad for at han kunne komme væk fra kloarkerne nu da han havde fundet en vej ud.
Layson smilede af at han kunne blive fri fra kloarken nu, da han endelig havde fundet vejen ud. Og han var glad for at hun ville hjælpe ham.

"Jeg kan godt lide dig, så jeg vil gerne hjælpe dig", sagde hun med et lille smil. Hun var ikke klar over, om han havde nogle venner tilbage ovenover, som kunne hjælpe ham. Når de engang kom ud af den her ulækre kloark, kunne hun tage ham med hjem, til sin lejlighed i Terre. De kunne køre i hendes røde bil. Hvis han altså sagde ja. Det var jo slet ikke sikkert. Han havde jo lige mødt hende, og hun havde lige mødt ham. De kendte slet ikke hinanden. Derfor fandt Izobell det også lidt underligt, at hun så gerne ville hjælpe ham. Sådan noget plejede hun ellers ikke at gøre. Men nu var det jo heller ikke hver dag man mødte en dødsengel, som havde så stærkt brug for hjælp som Layson.
Han overraskede hende ved at grine. Hvad var der at grine af? Han stoppede dog hurtigt igen, og snakkede i stedet.
"Tjo.... Lidt er det vel", svarede hun tøvende. "Det er alt vel, går jeg ud fra". Hun trak lidt på skuldrene. Izobell lyttede igen da han snakkede videre.
"Om alt er som det plejer? Jeg har ikke boet i byen så længe, så det har jeg lidt svært ved at svare på...", sagde hun langsomt. Før hun flyttede til Di Morga, havde hun boet i en helt anden by end denne. Grunden til hun overhovedet var flyttet, var at hun gerne ville have en ny start. Her var der stort set ingen som kendte hende.
Hun fulgte hans blik op til hullet. Det var stadigvæk underligt at tænke på, at han havde været hernede i et helt år.
"Hvis du nu siger ja, så tager jeg dig først med hjem til mig, og derefter ud at shoppe", sagde hun med et lille smil og kiggede igen på Layson. Den røde bil stod forhåbentlig stadigvæk hvor hun havde parkeret den. Hvor længe havde hun efterhånden været hernede? Aldrig før havde hun tilbragt så lang tid i en kloark. Et enkelt kig rundt omkring, fortalte hende hvorfor. En rotte løb tæt forbi hende, og hun trak sig lidt væk. Af afsky.

Layson smilede blidt af at hun ville tage ham med hjem, han ville gerne lige havde lidt og spise da han fandt ud af at han var rimlig tynd og at han var godt beskidt, måske ville hun ikke, men han ville sige ja til at tage med hende hjem "Jeg vil gerne med dig" Sagde han med en sød stemme, men hæssen i stemmen var der stadig, og smilet på læberne var der et sødt dejligt lille smil på hans læber. Det var lang tid siden man havde set ham smile sødt, godt nok siden han var 10 eller sådan noget. Han vidste ikke hvad der gjorde at han kunne smile sådan, der var noget ved hende som gjorde at han ville smile til hende, som han aldrig havde smilet før.
Layson lyttede stille med hvad der egentlig var sket, men det så ud til at hun lige var kommet til byen for lidt længere tid siden "Jeg har boet her siden jeg var lille, til jeg lige pluselig forsvandt" Sagde han, mens han egentlig prøvede og tænke på sin familie, men han huskede dem ikke rigtig, han kunne kun huske sin drøm, og intet andet jo og hvem han var.
Layson opdagede stille hvad der egentlig var ved hans krop, han huskede mere og mere hen af vejen, da han kiggede på sig selv og på Izobell, men han huskede ikke hans familie, men dog tænkte han stadig, han var ikke bange for at dø. "Det underligt, jeg husker ikke hvorfor jeg døde, eller hvor og hvornå" Sagde han, mens han kiggede på hende, og smilede skævt.
Layson vidste det ikke, han var lidt forvirret over det og han ville gerne finde ud af hvorfor han er død, og hvor?
Layson kiggede ned på sin arm, der var snitsår på hans ene håndled, og han huskede mere og mere fra sin fortid, og stille og roligt huskede han tingende som de var. Han havde ikke regnet med at der ville komme alle disse tanker op i ham efter og kigge på sig selv efter et års tid.
Layson fik kigget op igen og så på hende "Jeg husker" Kom det så bare fra ham. Han kunne huske det meste i hans liv, og det var underligt og sært han huskede mere og mere af sit liv, og der ville sikkert komme mere af det.
Layson fik sig kigget ned igen, og så rotterne begynde og komme løbende i fulde fart.
Layson vidste hvad de skulle, de var på vej væk, og stille kom der mere vand hen mod dem "Vi skal op" Sagde han hurtigt og rejste sig op og rakte en hånd frem til hende for at få hende hjulpet op. Såh hun kunne komme op først. Layson vidste at der ville komme meget vand snart hvis de ikke kom op hurtigt så mugligt.
Layson fik hende hjulpet op til trappen som var lidt længere oppe end de var høje nok til at kunne nå, men Layson havde jo vinger og han ville se om han kunne få det til at få ham op til trappen hvor hun stille var ved og komme op af, han kom der op og kravlede med Izobell op.

Izobell sendte ham et smil, da han svarede, at han gerne ville med hende hjem. Det var fantastisk. Så havde hun rent faktisk en mulighed for at hjælpe ham. Det som hun først skulle sørge for, var helt klart et bad. Derefter noget nyt tøj til ham.
Hun nikkede interesseret, da han fortalte hvor længe han egentlig havde boet i byen. Det var en del længere tid end hende, så han vidste sikkert mere om den, end hun gjorde. Det var så en af fordelene ved, at hun næsten først lige var flyttet til byen. Dem som havde boet her hele sit liv - som Layson- vidste mere om byen, kendte alle de billige og gode steder, og de vidste helt sikkert hvor der skete ting og sager. Spændende ting og sager, vel at mærke. De kedelige ting var hun egentlig lidt ligeglad med.
"Gør du ikke?", spurgte hun lidt undrende. Ens egen død kunne da ikke være til at glemme. Måske havde han fået hukommelses tab?
Så snakkede han igen og sagde, at han kunne huske.
"Fantastisk!", sagde hun en anelse begejstret. Hans hukommelse var altså vendt tilbage igen.
Izobell fulgte hans blik, og fik øje på rotterne. Hun gøs af væmmelse. Hun sprang hurtigt på benene, uden hans hjælp. Rotterne skulle hun godt nok ikke nyde noget af.
Nu da de igen begge to stod op, lagde hun svagt mærke til, at hun var højere end ham. Det gjorde dog ikke den store forskel, da det maks var 5 centimeter, der var tale om.
Hurtigt pilede hun hen til trappen, så hun kunne komme op. Det var sødt af ham, at han lod hende kravle om først.

Layson vidste godt det var underligt at han ville op, men solens lys skar ham stadig op i øjnene på ham, og derved gjorde det ham at han var lidt mere blind i det, han kunne godt se en smugle men ikke så meget, godt nok var det fordi vandet var påvej da de rensede kloarkerne hver måned, og lige netop den her dag rensede de den. Layson havde ikke regnet med det, for det havde været lang tid siden sidst, mens han stille kiggede op for at se om hun var på vej op, og jah hun var på vej op, og stille hørte han vandet komme nærmere og der var rimlig lang vej op, og det stressede Layson lidt meget, og derved sprang han op, og fik dem op af hullet så hurtigt så mugligt, mens hans sorte vinger havde spredt sig da de kom op, det var lang tid siden han havde sit fået dem frem og brugt dem, men de landede fint ved siden af hullet ned til kloarken, og derved kom der noget vand op, da vandet var kommet ned forbi der nede.
Layson hadet når det skete, og stille fik han sat sig ned, mens vingerne stadig var fremme, de var store og flotte, men han var ikke ligefrem vild med at havde dem fremme da de var rimlig meget ivejen som regl. Men sådan var det jo nogle gange.
Layson kiggede hen på Izobell, og smilede skævt til hende "Hvis vi ikke havde nået op, var vi blivet suet med" Sagde han så, mens han kiggede over mod hullet til kloarken, det var underligt og tænke over at han havde blevet suget med så mange gange, men han var ikke død af det, sådan var det vel nogle gange når man bare var død.
Layson kiggede op på hende igen, mens han stille kiggede ned i jorden hans syn var af lort til efter han var kommet op i lyset, det var sindsygt svært for ham og vænne sig til det, men synes skulle vel bare lige være van til det hele.

Izobell udstødte et kort forskrækket skrig, da der var en som tog fat om hende. Luften susede forbi hendes ansigt, da hun hurtigt blev løftet længere op og ud af kloarken. Det var noget af en befrielse, da den friske luft ramte hendes ansigt. Tilfreds, tog hun en dyb indånding af luften, og pustede langsomt ud igen.
Izobell kastede et blik over på Layson. Et lavt gisp undslap hende, da hun så de store vinger. Sådan nogle havde hun aldrig set før, ikke i virkeligheden. Hun fik en sær lyst til at røre dem, for at finde ud af, om de var ligeså bløde, som de så ud. "Ja...", sagde hun lavt, da han snakkede. Hendes blik var stadigvæk fokuseret på de sorte vinger. "Øh jeg mener... Hvad?", hun rev sit blik løs og kiggede i stedet på hans ansigt. Det gik op for hende, hvad han havde sagt. "Har du prøvet det før?", spurgte hun nysgerrigt. Hvis han havde boet dernede i et helt år, var det jo ikke helt utænkeligt.
Hun fulgte hans blik ned i jorden, for at se hvad han kiggede på. Da hun ikke kunne se noget, gik hun ud fra, at det gjorde ondt i hans øjne.

Layson havde siddet og ventet lidt på hun ville svare, men hørte godt hun var lidt væk i noget andet, og han vidste ikke rigtig ihvad "Ja, det har jeg" Sagde han så, og tænkte lidt og gemme sine vinger væk igen, men de havde nok brug for lidt luft, da de havde været gemt i langtid. Mens han prøvede og kigge op igen, og kiggede rundt, hans blik var stadig lidt dårligt, men det gik lidt bedre end det havde gjord før, det var lang tid siden han havde været her oppe. Og et stille skævt smil kom frem på hans læber, han vidste godt det var lidt underligt, men det var nu hyggeligt aligevel at komme op i noget frisk luft, hvor han ikke havde den evige stank efter sig.
Layson kiggede op på Izobell "Hvad tænkte du på før?" Spurgte han så, godt nok var det ikke ligefrem alle som vidste at hvad folk tænkte med mindre dem som kunne læsetanker, men dem hadet Layson rimlig meget for de vidste bare hvad de ville havde folk til, og så kunne de vide hvad folk ville sige og sådan noget.
Layson ville nu bare gerne høre det fra personen selv, han kiggede op i himlen ikke en sky på himlen, den var smuk og rolig som sædvanlig, når det var svært, for han vidste ikke hvad der var sket, men det var en smugle anderledes, men det var sikkert fordi der var kommet en del nye mennesker til byen, det var underligt og tænke over, men der var sikkert kommet en del siden sidst.
Layson kiggede ned i jorden igen og ventede blidt på Izobell's svar, fra hans spørgsmål selvfølgelig hvis hun ville sige det til ham jo.

Izobell lagde hovedet lidt på skrå, da han svarede på spørgsmålet. "Det må gøre ondt", bemærkede hun stille. Gad vide om han havde prøvet det mange gange før? Det ville næsten være slemmere. For ikke at virke uhøflig, prøvede hun at lade være med at kigge på hans vinger. Men de var bare så smukke.. Og det var de første hun nogensinde så. Hvis hun havde set andre før dem her, kunne det være, at hun ikke havde reageret på denne måde. Men det var de første hun så.
Izobell valgte derfor at fokusere på hans ansigt i stedet. Hun lod tænderne ramme underlæben, og bed let i den, da hun hørte hvad han sagde. Hvad hun havde tænkt på? Skulle hun sige det? Eller holde det for sig selv? Egentlig fandt hun det en smule pinligt, at hun sådan havde stirret på hans vinger.
"Dine vinger", sagde hun så, forsigtigt. Hvordan han ville reagere på det, anede hun virkelig ikke. "Jeg tænkte faktisk på, om de var ligeså bløde som de ser ud", indrømmede hun, da det første svar hun havde givet, ikke virkelig tilstrækkeligt.
Det var lidt underligt rent faktisk at sige det, for det kom til at lyde helt underligt og mærkeligt. Hun syntes, at hun kom til at lyde som en særling.
"Undskyld, dine vinger er bare de eneste jeg nogensinde har set", forklarede hun og trak lidt på skuldrene. Men lysten til bare at lade en hånd glide hen over dem, var der stadig. *Det var dog utroligt*, tænkte hun og kiggede væk fra ham.

Layson kiggede stille op på hende igen, mens han tænkte over hvad hun havde tænkt, utroligt man kunne tænke sådan nogle tanker.
Layson havde aldrig hørt det før, men måske var det vel bare sådan at man ville prøve og røre dem, han havde selv aldrig prøvet og rørt ved dem, men måske var det vel en ide i at gøre det, eller også var det underligt.
Layson tog fadt i en ene vinge blot nede for neden så man kunne se de sorte fjern i hans hånd og den stille røg om til ryggen igen, mens han smilede skævt, de var bløde og dejlige, han havde aldrig tænkt over det på den måde, måske var det bare anderledes når det var noget man ville, måske ville hun nyde og røre ved dem, men han kunne mærke når de rørte noget, sådan når man rørte ved noget med dem, kunne han mærke det, som om nogle sener var i hans vinger og det var der også.
Layson kiggede over på Izobell "Du må godt røre dem" Sagde han så, han havde ikke rigtig andet og sige, nogle var vel fornemme med at ingen måtte se dem eller røre dem, men han synes nu det var underligt. Layson synes de var kønne nok, men hvad skulle det gøre godt for?
Layson tænkte længe over hvad der var med engle og deres vinger, måske var det bare sådan det var sat sammen, eller også var det en forbandelse med vingerne for englende, for de lignede menneskene på en prik bare med vinger?!
Layson kiggede ned i jorden igen, og så op i himlen hvor der var kommet en sky forbi solen så der kom en smugle skygge over dem, Layson nød skyggen over sig. Man kunne tydeligt se det på ham, at han var glad for det.
Layson smilede blidt til Izobell.

Izobell betragtede ham, da han rørte ved sin vinge. Tænk at have vinger... Det måtte være utroligt... Helt igennem fantastisk.. Man kunne flyve hvor hen man ville, lige når man ville. Måske ikke i rengvejr, for der ville de blive våde. Fugle havde vidst problemer med at flyve i regnvejr, havde de ikke? Izobell trak let på skuldrene.
Hun spærrede øjnene op, da han gav hende lov til at røre ved vingerne. "Mener du det?", spurgte hun med løftede øjenbryn. Igen lod hun blikket glide ned til hans sorte vinger. Izobell ventede dog ikke på svar, men rykkede lidt tættere på ham. Langsomt rakte hun hånden ud imod hans ene vinge. Hånden ramte blidt vingen. "Ligeså blød som den ser ud...", mumlede hun sagte. Gad vide om han kunne mærke det? At hun rørte ved hans vinge? Det kunne han vel. De sad jo ligesom fast på ryggen af ham.
"Wauw", mumlede hun så. Hun gjorde som hun havde tænkt, lod hånden glide langs hans ene vinge. Igen tænkte hun på, hvis hun selv havde haft vinger.
Langt om længe slap hun hans vinge med hånden, og trak sig lidt væk. Der var gået en sky for solen. Izobell kiggede på Laysons ansigt. Det så ud til, at han nød det. Der ville nok gå lidt tid, før han havde vænnet sig til det konstante lys fra solen.

Layson hørte stille om han mente det, det gjorde han vel, eller var hun bare helt nervøs for at røre ved dem, eller var hun bare overrasket over hans svar. Da hendes hånd rørte ved vingen, kunne man mærke en let bevægelse som gjorde at man kunne mærke han kunne mærke hendes hånd på hans vinge, han havde ikke regnet med hun ville røre hans vinger på den måde som hun gjorde, men måske var det bare godt, eller synes hun bare det var dejligt, vingerne var bløde ja, og det kunne man tydeligt se på hende, at hun følte de var bløde.
Der kom et let grin ud fra hans læber da han hørte hende sige så bløde som de så ud, man skulle nærmest tro hun var helt vildt glad for at de var så bløde, men sådan var det jo nogle gange. Layson smilede skævt, og skyggen havde ramt dem og hans blik var kommet op, man kunne se på ham han nød det, og det var en rar følse at han kunne mærke det. Han behøvede ikke og knibe sine øjne sammen for at se nu, da skyggen var kommet over dem, det var en rar følse, det var lidt ligesom da han så ind i solstrålen.
Layson kiggede bag ved sig så han fik sine vinger gemt væk igen, så de forsvandt ind i hans ryg, man kunne nemt se hvordan ryggen åd dem, kunne man vel sige. Layson havde ikke smerter i det, når han tog dem frem eller væk, han var nu bare glad for at han kunne gemme dem, så lagde man ikke mærke til han var engel, der var vel mange som gerne ville havde en engel som slave eller noget andet, og det var han nok ikke så glad for hvis det skete.
Layson smilede skævt til hende "Var du glad for at røre mine vinger?" Spurgte han så, mens han så stille på hende, han var glad for at hun ville hjælpe ham, og få noget tøj til ham, og lidt ly altså tag over hovedt, han var glad fordi hun var den første han havde mødt efter så mange år.
Layson var glad for at det ikke var et ondt mennesker eller person han havde mødt, og at det var hende han havde mødt istedet for at havde kommet mere til skade end han var i forvejen.

Overrasket spaerrede hun oejnene en anelse op, da han uden besvaer trak vingerne ind. Hendes blik soegte hurtigt op til hans ansigt, for at se om der var nogen forandring af en slags. En enkel smertetraekning?Nej? Der var ingen forandring i hans udtryk. Maaske gjorde det overhovedet ikke ondt? Det saa i hvert fald ikke saadan ud. Ikke hvis man doemte efter Laysons ansigt.
Hun lod igen blikket glide op i himlen. Skyen var der endnu, saa der var skygge. Layson saa virkelig ud til at nyde det. Maaske havde det vaeret bedre, hvis han foerst var kommet op om aftenen? Men saa havde vandet jo foert ham med sig, og han ville maaske vaere afkraeftet. Nu hun taenkte over det, var det vidst meget godt, at han var oppe nu. Det hele kom nok bare til at kraeve en del tilvaenning.
Igen fangede han hendes opmaerksomhed ved at tale. Spoergsmaalet fik blodet til at skyde op i kinderne, saa de antog en let rosa farve. Izobell saenkede hovedet i et forsoeg paa at skjule det en smule. Hvad skulle hun svare? Han havde spurgt ret direkte og hun kunne ikke se nogen grund til at undlade et svar.
”Ja, det tror jeg nok”, svarede hun roligt. ”De var i hvert fald bloede”. Hans vinger havde mindet hende lidt om en fugl hun engang havde fundet. Dens ene vinge havde vaeret braekket, saa hun havde passet og plejet den, til vingen igen var i den skoenneste orden. Fuglens vinge havde ogsaa vaeret bloed.
”Det maa vaere smart, at kunne gemme dem vaek paa den der maade”, sagde hun og hentydede til hans trick lige foer. ”Goer det slet ikke ondt? Eller er ubehageligt?”, spurgte hun nysgerrigt.

Layson sad blot der, og lyttede blidt til hvad der blev sagt og spurgt om, faktisk gjorde det ikke ondt, nu da han tænkte over det, han kiggede op på Izobell igen og smilede skævt, "Det er det, for ellers ville man jo blive nemt taget til slave eller sådan noget, for lige hvad jeg ved, er engle vidst sjælnde og havde som slaver eller sådan noget, men er ikke sikker, men det er da en god ting og kunne gemme sig væk i menneskeværmlen" Sagde han med en blid stemme, som stadig var let hæs, han skulle blot vænne sig til sin stemme og det gjorde han også ligeså stille, mens han fik kigget ned igen, men tog blikket op igen på hurtigt hvis da hun spurgte om det gjorde ondt, han synes ikke rigtig det gjorde ondt, da han ikke rigtig ligefrem var den der som lagde mærke til smerte, når det nu kom stille og roligt igen kunne han godt mærke smerte, men han havde ikke tænkt over om det gjorde ondt med hans vinger eller eij, og det gjorde det på en måde ikke "Nej ikke rigtig, det måske en let sjov følse når de kommer frem og forsvinder igen" Sagde han og grinte let, det var nok langtid siden han havde grinet, men han var glad for det. Layson fik sat sig op på benene igen og så at der var lidt forskel på deres højder at han var lidt mindre end hende, han opdagede det først nu, men han havde nu altid været lav, da hans familie havde nogle små gener fra en dværg, eller mere sådan for at være små, men han huskede ikke rigtig meget fra dem, det var underligt syntes han, men når han fik sig bevæget rundt i byen ville han sikkert kunne huske lidt af hvert, men indtil nu havde han ikke rigtig huskede noget, han synes det var mærkelig at hans hukommelse var så mærkelig at han ikke rigtig huskede noget. "Jeg huskede da jeg var menneske, at jeg var en stædig knold" Sagde han så og smilede skævt igen, mens han kiggede over på Izobell, det var noget mærkeligt noget han sagde, men altså han ville bare havde hun vidste noget om ham, så hun kunne lære ham lidt bedre og kende, det var typisk ham at han gjorde sådan noget.
Layson var den type som ville havde noget og kunne fortælle eller bare sige, han sagde randomme ting bare for sig selv, eller til andre så de vidste noget om ham, det var sådan han var, han havde fortalt mange sære ting da han var mindre og da han var menneske, og det gjorde ham til at smile et ægte smil da han tænkte over det, at det var rimlig sjovt over det.
Men Layson var Layson.

Izobell nikkede langsomt. Også selvom hun ikke vidste om det han sagde, rent faktisk passede. Var engle populære som slaver? Det vidste hun ikke, men hun gik ikke ud fra han løj. Det havde han jo ingen grund til at gøre. "Det må være praktisk", sagde hun med et nik. Han lignede jo et helt almindeligt menneske. Når hans store vinger altså ikke var fremme.
Ganske kort, vendte Izobell blikket op imod himlen. Skyen var der stadig, hvilket var et held for Layson. Måske ville han gerne snart have et bad og en eller anden form for mad? Hendes tanker blev hængende ved maden. Havde hun overhovedet noget i køleskabet? Eller et af køkkenskabene? Og hvad kunne han overhovedet lide at spise?
Izobell betragtede ham lidt. Lignede han ikke lidt en nudel type? Eller måske var han mere til brød? Den eneste måde at finde ud af det på, var vel at spørge ham. Spørgsmålet valgte hun dog at gemme til senere.
Hun hørte hans svar på det hun havde spurgt om. Det gjorde altså ikke ondt. Praktisk. "Helt seriøst? Det lyder fedt", sagde hun med et skævt smil. Det måtte da helt klart være et plus, at det var smertefrit. Smilet på hendes læber, blev siddende da hun hørte ham grine. Gad vide hvor længe siden det var han havde grinet? Hun gik ikke ud fra, at han sad og fortalte rotterne jokes.
Det næste han sagde, kom helt bag på hende. "Undskyld?", sagde hun uforstående. En stædig knold? Hvad i alver...? Efter et lille stykke tid gik det op for hende, hvad han havde gang i. Han var tydeligvis i gang med at fortælle lidt om sig selv. Okay så.
"Ja, okay, tak for info", sagde hun og grinede blidt. Det virkede ret tilfældigt det han havde sagt, men hun fandt det faktisk bare en smule morsomt. Selvom han sikkert havde ment det.

Layson vidste ikke om de var sjællende som slaver, men det var vel et forsøg hver, ellers så havde han læst forkert i det forskellige bøger, men han var godt forvirret iforvejen, da alt kom ind i hans hoved da han ikke var vild med at være like, ja så mange tanker på engang var han ikke van til og det gjorde ham let forvirret så noget kom bare ud af ham, uden han selv vidste hvad, men ligeså stille gik det op for ham hvad han havde sagt, og det blev han lidt mere forvirret af, men sådan var det vel for ham, han smilede skævt og kiggede op i skyen, solen kom snart frem igen, og så ville hans blik flagger igen, da han ikke havde vænnet sig til solen helt inu, mens han stille rejste sig op, og kiggede op på Izobell, han smilede skævt, mens han ikke vidste hvad der ville ske nu, andet end der nok ikke ligefrem ville ske noget, han nikkede stille til det hun sagde, men han var bare anderledes end andre, og det gjorde ham et en unik person, det var dejligt og være unik når det kom til det rette tidspunkt, han smilede blidt, og vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til hende, andet end nget mere om sig selv, men han lod hver, da det ville nok bare føre til noget dumt og det var han nok ikke ligefrem så godt at han lige kom frem med noget dumt, så ville hun sikkert bare tænke, særling?!
Layson havde mange tanker i hovedt at han havde svært ved og være fremme i den virkelig verden, men han prøvede og tænke klart så meget han nu kunne, men det var svært for ham og tænke klart, men et let smil kom frem og man kunne se i hans øjne at hans tanker kørte på højtryk, efter et år, var hans tanker på højtryk og han var ikke van til det på den måde, men sådan var det vel nogle gange når det skulle gå galt.
Layson kiggede på Izobell igen, og havde lyst til at spørge hende om hvor hun boede, men der var noget som sagde nej inden i ham han vidste ikke hvad, men det var sikkert ikke godt det der var i hans hoved som ville sige noget, men dog var det okay, at han kunne sige noget, men han var dog let genert sommetider, men ikke så tit, han hadet og være genert, og han prøvede hele tiden at være like jah, sig selv, men han var rimlig besvær med det, nu da hans tanker kom og han huskede, men det var sommetider bare svært for ham at kunne huske alt på engang, men han var nu glad for at han havde en eller anden ved sig som han kunne snakke med og det var så Izobell denne her gang, han smilede skævt, og kiggede ned i jorden igen, men så op igen da skyen forsvandt og solen kom frem lyset skar ham lige i øjnene, at det gjorde ondt, og man kunne se det på ham, at han lukkede øjnene og prøvede og klare sig godt i lyset, men havde svært ved det.