I swear my name is Ruby, and you will never forget me.

Sted: Salles de banquets – Diskoteket.
Omgivelser: Ret mange væsner efterhånden. Et ødelagt juletræ og en bar, som er halvt tømt. Dansende væsner overalt og en glad stemning.
Vejret: Det har sneet hele dagen og sneen er ved at blive vildere. Der ikke så lang tid stormen tager fat.
Tidspunkt: 18:42.

Den røde hue var på sin rette plads. De sorte støvler og skovmandskjorten, som for resten var bundet om livet, fulgte med. Håret hang løst ned over hendes ryg og ansigt. Dog ikke overdrevet. Læberne var mere rød end normalt, men det hele strålede naturligt ved hende. Hun gik imod baren og kunne allerede lugte øllen. Hun havde aldrig rigtig brudt sig om lugten af øl, men det smagte fandeme godt. I dag var en af de dage, hvor hun kunne feste natten lang … med sig selv. Hun behøves ikke have selskab. Overhoved.
Hun satte sig ned på barstolen og bartenderen spurgte om hun vil have noget. Ruby rystede blot på hovedet og vendte ansigtet bort. Hun havde desværre ikke råd. Eller jo, hun havde råd til en øl, men så vil hun ikke få aftensmad i aften. – Musikken lød rundt om hende og folk begyndte at råbe og synge med. Hun vendte sig helt om og smilede af væsenerne. Hun bevægede sit ben og hoved i takt med musikken. Hvad skulle det her føre til? Hun så sin fremtid foran sig. Hele aftenen vil hun sidde her og glo på folk der morede sig. Men hun var ligeglad. Hun nød at sidde og glo. Nogen af dem gjord sig selv til grin mens andre ejede dansene. Hun havde op til flere gang set par smukke hankøn, men enten var de bøsser eller optaget. Hun havde smilet over sin tankegang, da det lød mere end plat. Hvor var hun dog ynkelig og dum at høre på.

Hun rejste sig op og rettede på sin røde hue, som var ved at glide ned. Selvom varmen var mere en varme herinde, så beholdte hun den røde hue på. Den faldt i det mindste ikke over hendes ører. Den sad bare på hendes hoved som en fransk baret.
Hun bevægede sine hofter, mens øjnene var lukket og hun fugte rytmen. Det blev vildere og vildere og hun kunne høre folk omkring begynde at klappe og råbe. Ikke ad hende selvfølgelig, men musikken som fik en fed tone. Hun havde ikke fået noget at drikke og alligevel følte hun sig beruset. Måske fordi hun ikke plejede at gøre det her? Hun plejede jo at holde sig til sin skov..

Der var sne overalt. På tagene, de parkerede biler, gaderne og fortovene. Alting var dækket af et tykt, hvidt lag sne. Til at starte med havde der ikke faldet synderligt meget sne, men i takt med at dagen gik - og aftenen nærmede sig - tog snevejret mere og mere til. Der var næsten heller ikke et øje at se udenfor. Alle havde vel søgt ly for den rasende snestorm, om det så var derhjemme under dynen eller inde i en eller anden kro. Måske var det heller ikke en helt dum idé. Det så i hvert fald ikke ud til, at snevejret havde tænkt sig at stoppe sådan lige foreløbig. En ranglet, høj skikkelse skubbede den tunge dør til Salles de Banquets op og trådte straks indenfor, tildækket af sne, som han diskret børstede af både skuldre og bukseben. Den høje temperatur derinde fik hurtigt sneen i det ravnesorte hår til at smelte, så det blev drivvådt, og dryppede ned i hans ansigt, der var lige så hvidt som marmor og fik ham til at se helt syg ud. Et par af de tjavsede totter blev fjernet fra hans øjne, ved at han lod en hånd glide igennem det våde hår, og vendte dernæst sin opmærksomhed mod den store folkemængde, der stort set alle sammen var ude på dansegulvet og fyre den af til noget forfærdelig højt musik. Han skar en rimelig utilfreds grimasse, da han maste sig forbi to tætdansende mænd, der vist havde fået liiige lovlig nok alkohol indenbors, og fik med lidt besvær slanget sig hele vejen op til dét, der måtte være stedets bar, hvor han med det samme slog sig ned på en af stolene. Der var ikke noget, han skulle have i baren, men der var bedre her, end derude. Desuden havde han heller ikke en eneste rød reje på lommen, men han var alligevel ikke så meget for hverken øl eller noget af alt det andet sprøjt. Eithan drejede rundt på stolen, så han kom til at sidde med fronten rettet mod alle festlighederne, og lod de blågrønne øjne vandre rundt på de mange nye ansigter, som alle havde et kæmpe smil på læberne. Den dybe bas fik både vægge og gulv til at vibrere, og gav ham et stort tryk for ørerne, men der gik ikke længe, før han vænnede sig til det, og han helt ubevidst begyndte at vugge med både den ene fod og hovedet i takt til musikken. Det var først, da hans opmærksomhed landede på en bestemt pige ikke så langt fra hvor han sad, måske rettere en ung kvinde, at han stoppede og i stedet for lagde sit hoved en anelse på skrå, for derpå diskret at køre blikket op og ned af hende en enkelt gang. Standsede ved hendes ansigt, eller det han kunne se af det, og betragtede hende tavst i et stykke tid, inden han tvang sig selv til at se væk, men efter kun ganske få sekunder, skævede han så diskret som muligt hen mod hende. Sådan gjorde han op til flere gange. Smugkiggede hen på hende. Kiggede væk. Hen på hende igen. Og så ned mod sine fødder. Hun var ... temmelig køn. Hendes hår var rimelig langt med røde striber i, og så havde hun en mindst lige så rød hue trukket over toppen af hovedet. Hvis han ikke havde været så tilbageholdende, havde han muligvis gået hen og spurgt hende om de skulle danse. Men det vidste han godt aldrig ville ske. For det første var han ikke den bedst-udseende, mest velklædte person, med sine hullede bukser, lasede T-shirt og uvasket hår. For det andet så kunne han overhovedet ikke danse. Ikke her, ikke alene, ikke nogen som helst steder. Så hvad ville hun ikke tænke? Han sendte hende et sidste flygtigt blik, inden han endnu en gang drejede rundt på stolen, placerede sine albuer på bardisken og lagde hovedet i de kølige håndflader med et lydløst suk.

Da hun var sikker på at bartenderen fik travlt gled hun bogstaveligt talt ned ad stolen, så hun kom ned og sidde på alle fire. Hun kravlede hen ad gulvet,mens hun hele tiden kastede et nervøst blik bagud. Bare for at sikker på at ingen så hende. Da hun var sikker på at ingen havde set hende og bartenderen gik over på den anden side af baren. Hun skyndte sig gå ind af den lille låge. Hendes hånd nåede lige akkurat at tage fat på noget. En flaske var det. Men hun mærkede dog noget koldt på sin hånd og det var ikke flasken. En hånd trak hende op og hun løftede ansigtet samtidig med at hun blev hejset op. ”Hej” lød en dyb stemme og et dræber smil blev send imod hende. Hun smilede nervøst tilbage og vinkede med sin frie hånd. ”Hola” sagde hun. ”Hvad laver du?” hans falske smil og gennem syret mørke øjne var rettet imod hende. ”Blula bi bi si?” sagde hun og så forvirret på ham. Han så ligeså forvirret tilbage og skubbede hende afsted. ”Hvis jeg ser dig herinde igen, så kan jeg love dig for, at du ikke ville kunne snakke igen” snerrede han. Hun mumlede et eller andet og gik tilbage til sin plads. Hun havde spillet dum, men næste gang lovede hun sig selv at komme med en bedre plan. Hun satte sig ned og drejede om på stolen. Rundt og rundt som en der kedede sig. Rigtig nok så kedede hun sig mere end mere. Stolen standsede og hendes øjne hvilede på en mand længere henne. Hun smilede skævt og faldt ned ad stolen. Hun var nemlig blevet svimmel efter dreje turen og kunne ikke rigtig se noget for sig. Hun satte sig flovt tilbage på stolen og rømmede sig.
Bartenderen kastede skuende blikke på hende og hun vinkede blot til ham. Hun skulle nok få hvad hun var på jagt efter. – Hun lag forsigtet hovedet på disken og mumlede et eller andet. Hun var så træt og forvirret. Hun vil gerne hjem, men hun var alt for blank til at finde vej. Hun havde forandret sig. Det måtte hun give sig selv ret i.