En ny ven, men kan jeg stole på dig? //Mallorie//

S: Skoven
T: 13:46
V: Ikk en sky på himlen, solen skinder og en smule blæst
O: træer, en lille sø

Det var et stykke over middag, solen skinnede og der var kun en svag vind der kunne høres i trækronerne. Hvis man havde en god nok hørelse kunne man høre alle skovens lyde. De små egern som stille sad på en gren og spiste, hjortene som løb og legede et sted i skoven. Kort sagt alle dyrene, men en ting som alle kunne høre var fuglesangen, og hvis man lyttede godt efter kunne man høre en svag lyd fra vand. Fulgte man efter lyden, gennem den smukke grønne skov, kom man til en lille sø, hvor en ung mand på omkring de 19 stod og så ud over vandet. Den unge mand havde kastanjebrunt hår. Man kunne ikk se hans ansigt, fordi han stod med ryggen til alle, men hans øjne var blå/grøne. Godric sukkede og vendte rygen til søen. Han havde brug for at brænde noget krudt af, så han begyndte stille at løbe, men skiftede så skikkelse til en los. Det var en hel vidunderlig kildrende fornemmelse han fik når han forvandlede sig. Det startede ved hans hjerte, og bredte sig så ud gennem hele kroppen. Først ned gennem maven, og ned gennem ryggen. Ned til hoften og ned gennem benene. Op til brystet og ud gennem ammende til hænderne, og op til hovedet. Han elskede virkelig fornemmelsen af at forvandle sig. Han satte farten op og løb en rundte rundt om søen. Det var en dejlig fornemmels at løbe.

Da han var nået helle vejen rundt standsede han op og lagde sig udmattet ned i solen, og lukkede sine øjne. Han lå og lyttede til alle de lyde som der var rundt om i skoven. Han nød virkelig at være i skoven. De havde ikk lovet andet end godt vejr idag, og godric håbede virkelig på at det vil hold. Hvis det ikk gjorde havde han rimlig travlt for at nå tilbage til byen inden det blev for slemt, og hvis det oven i købet begyndte at tordne ville han ikk kunne klare hjemturen. Godric rystede på hovedt og prøvede at slå tanken ud af hovedt, men den lå hele tiden og lurede lige i baghovedt på ham. Han rejste sig op og strakte sig dovent inden han igen lagde sig ned for at nyde vejret.

Mallorie havde været spærret inde på sit værelse hele formiddagen og havde bare virkelig brug for at komme ud. Væk fra sine forældre. Bare væk fra det hele. Ikke nok med, at hun stadig ingen venner havde fået på skolen, så havde hun også fået stuearrest for at svare sin far igen. Det var jo bare skønt. Heldigvis var hendes forældre væk hele eftermiddagen, så hun kunne smutte uset ud og være væk i noget tid, hvis hun bare vendte hjem, inden de igen kom ind af døren. Det var nu ikke så svært og det var langt fra første gang, at hun havde gjort noget lignende. Hun havde gjort det lidt for mange gange, hvis man spurgte hendes forældre, men det var hun sådan set temmelig ligeglad med.
Hun lod en hånd køre gennem sit røde hår og kiggede kort op mod solen, der skinnede ned på hende. Det var det perfekte vejr. Helt igennem perfekt. Den 17 årige pige gik længere og længere væk fra de velkendte omgivelser, for at komme på eventyr. Skoven kom tættere og tættere på og i det samme forsvandt husene omkring hende. Der var ikke længere nogle mennesker, men træer på hver sin side af hende. Det hele var pludselig meget mere fredfyldt og hun begyndte at slappe mere af.

Hun stoppede først med at gå, da hun kunne se en sø foran sig. Med en let hovedrysten kiggede hun rundt omkring sig. Der var ikke ret mange mennesker at se og ingen at snakke med. Det troede hun i hvert fald ikke, men da hun kom lidt tættere på, så hun en dreng ligge i græsset. Hun blev en smule usikker på, om hun burde gå over og snakke til ham eller ej, men blev enig med sig selv om, at han så fredelig ud. Hun satte sig en smule nervøst ned ved siden af ham i græsset. "Hej" sagde hun med en lav tone og kiggede ned på ham med et forsigtigt smil.

Han lå stille og hvilede sig, men besluttede så at skifte tilbage til sin menneskeskikkelse igen. Følelsen af at skifte tilbage var en smugle anderledes end da han blev til en los. Han lagde sig ned i græsset igen og lukkede øjnene.

Godric åbnede forsigtig det ene øje på klem de nogle talt til ham. Kunne man da aldrig få ro mere i skoven? Han sukkede lav meldt og satte sig op. ”Øh hej.” sagde han genert og betragtede hende en smule, men uden hun lagde mærke til det. Han nikkede anerkendende for sig selv inden han forsigtig spurgte hende ”Hvem er du?” Han trak sig en lille smule væk fra hende. Ikk for at være uforskammet, men han var bare ikk specielt glad for fremmede. Hans personlige regel nr. 1 sagde jo også at han ikk måtte stole på nogle. Hans anden regel var dog en smugle uenig. Den lod sådan. * Medmindre de har gjort sig fortjent til tillid* Han så på hende med et nysgerigt blik, og denne gang lagde han ikk skjul på noget.

Mallorie fortrød hurtigt sin beslutning og overvejede et sekund at rejse sig og gå igen, men hvorfor skulle hun det? Det var vel ikke underligt, at drengen foran hende spurgte om det? Det var ikke unormalt, at sige sådan, når fremmede folk snakkede til dem. Det blev hun i hvert fald med med at sige til sig selv, imens farven i hendes kinder blev mere og mere tydelige. Hun bed sig kort i læben, da han rykkede sig væk fra hende og sendte ham et roligt smil, da hun endelig fik sin hjerterytme på plads igen. Det havde hoppet et ekstra slag, da hun satte sig ned og hun var blevet nervøs over, hvad der ville ske. "Jeg hedder Mallorie. Jeg er lige flyttet hertil og syntes du så flink ud, så ville lige sige hej" sagde hun usikkert, men kiggede derefter væk fra ham og kørte en hånd gennem sit hår. Med et flovt blik lod hun sine øjne falde på hans igen. "Undskyld, jeg...." sagde hun med en lav stemme. Hun ville bare så gerne have nogle at snakke med. Den uge, som hun nu havde været i byen, havde hun ikke snakket med andre end sin familie og sine lærere. Det var ved at blive en smule trist.

Godric smilede forsigtig tilbage. Han forstod hende skam godt. Hun vil have nogle at tale med. ”Jeg forstår godt hvad du mener, og du behøver ikk undskylde. Du vil bare have nogle at tale med, og det vil jeg skam også.” Han så på hende med et lille trist smil og rørte en smule uroligt på sig. ”Mit navn er Godric Alexander Iversen, men bare kald mig Godric” sagde han forsigtigt, som om han var bange for at sige det, og det var han på en måde også. Han vil ikk fortælle hende mere end hans tre første navne, for hvis hun kendte alle hans seks navne og brugte dem, skulle han gøre alt hun bad ham om, så hellere være en smugle forsigtig med hvor meget man sagde.

Et større smil bredte sig på hendes læber, da hun ikke blev afvist. Hun havde allerede gennemgået de mulige løsninger, og det var ikke ret mange af dem, som var positive. Hendes hjerne var underligt indrettet. Hun tænkte straks det værste i alle tænkelige situationer, uden at have kontrol over hvorfor. Det var ikke noget, hun kunne gøre for, og prøvede også på at lade være, men det var ikke nemt. Hun lod blikket falde på drengen igen og smilede usikkert. "Tak for forståelsen" begyndte hun "Jeg er glad for, at der er nogle søde mennesker i byen" tilføjede hun som en ekstra tak. Det var ikke fordi, hun ikke havde prøvet på at snakke med folk, det virkede bare som om, at de ikke rigtig ville. Hun følte sig som et misfoster, hvilket egentlig var ret underligt, eftersom hun nok var en af de mest normale i byen. "Hyggeligt at møde dig Godric" sagde hun med et smil og kiggede på ham. Hun undrede sig en smule over, hvorfor han var så forsigtig med at sige sit navn, men lagde ikke mere i det end det.

Han smilede en smule genert til hende. ”Ja ikk?” han grinede stille til hende. ”Det er også hyggeligt at møde dig” sagde han og så od over den smukke glitrende sø. Han var for genert til at side og tale med nogle her, men huskede så Keela’s gå på mod over for ham. Skulle han mon selv prøve det lidt? Han så tilbage på Mallorie med et lille smil. Han vil nok ikk selv kunne vøre helt som hende. Det var for stor en mundfuld for ham, men han vil gerne havde nye venner. Han prøvede at sætte sig en smugle tættere på hende, men der skulle en hel del til for ham, for at kunne gøre det. ”Hvaaa. Hvad laver du entlig her ude i skoven?” spurgte han forsigtigt og så på hende med et nysgerigt blik, men det forsvandt lige så hurtigt som det var kommet.

Han smilede en smule genert til hende. ”Ja ikk?” han grinede stille til hende. ”Det er også hyggeligt at møde dig” sagde han og så od over den smukke glitrende sø. Han var for genert til at side og tale med nogle her, men huskede så Keela’s gå på mod over for ham. Skulle han mon selv prøve det lidt? Han så tilbage på Mallorie med et lille smil. Han vil nok ikk selv kunne vøre helt som hende. Det var for stor en mundfuld for ham, men han vil gerne havde nye venner. Han prøvede at sætte sig en smugle tættere på hende, men der skulle en hel del til for ham, for at kunne gøre det. ”Hvaaa. Hvad laver du entlig her ude i skoven?” spurgte han forsigtigt og så på hende med et nysgerigt blik, men det forsvandt lige så hurtigt som det var kommet.

Mallorie mødte hans generte blik med et ligeså genert smil og kiggede kort væk fra ham. De røde kinder var ikke just noget, som hun var videre stolt af, men hun kunne ikke komme udenom det faktum, at det var noget der forekom tit. Det med at rødme var noget, som skete for hende på daglig basis. Det var noget irriterende noget, men det var til at leve med. Hun nikkede blot over hans "ja" og kiggede ud mod søen. Den skinnede så smukt i sollyset og lyste hele engen omkring den op. Det var nu nogle af naturens vidundere. Hun faldt helt væk i søens glans og hoppede først ud af tankestrømmen, da Godric rykkede på sig. Hun lod blikket falde på ham og sendte ham et varmt smil. Hun smilede over hans spørgsmål og kiggede kort ned på græsset, før hun vendte blikket imod ham igen. "Jeg havde brug for at komme lidt væk. Jeg begyndte bare at gå og opdagede ikke engang, at jeg var kommet så langt væk, før jeg så søen" sagde hun en anelse flovt og kiggede på ham. "Hvad med dig?" tilføjede hun med et forsigtigt smil.

Han smilede forsigtig til hende og trak på skuldrende. ”Jeg er rimelig tit i skoven. Det er det sted jeg bedst kan lide for der er ikk så mange væsner der kan forstyrre en.” Han smilede stadig forsigtig. Han vidste ikk rigtig hvad han skulle sige til hende. Han var jo ikk van til det her. Han sukkede opgivende og lagde sig ned i græsset med hovedet på sin hånd, og albuen som stødte. Han så stadig på hende og smilede forsigtig da hun så i hans retning.

Mallorie kunne ikke være andet end enig med ham. "Her er også dejlig fredfyldt!" sagde hun og prøvede på at ignorere det faktum, at han sagde væsener, og ikke mennesker. Det kom til at tage noget tid, at vende sig til. Hun kiggede en smule chokeret på ham, da han lagde sig ned igen og troede et kort sekund, at det var hendes skyld. Hun bed sig i læben og kiggede væk fra ham. Hun prøvede desperat på at komme på et nyt samtaleemne. "Går du så på skolen?" spurgte hun med et smil og lagde hovedet en smule på skrå. Det med at bedømme alder var hun normalt rimelig god til, men nu turde hun næsten ikke prøve på det, af frygt for at gætte forkert. Han lignede en, der godt kunne være ung nok til det, så det kunne vel ikke skade at spørge.

Godric rystede på hovedet. ”Næ faktisk ikk. Har jeg aldrig gjort.” Han prøvede at smile til hende, men det var ikk et helt ægte smil kunne mad se. ”Mine forældre skred fra mig før jeg begyndte i skole, og jeg har aldrig turde, at gå der op.” Han kiggede ned i joden og så ud som om der var noget intrasant at se på. ”Jeg kan alligevel ikk rigtig klare hvis der er for mange samlet på samme sted hvor jeg selv er.” Han så op på hende med et trist smil. Han var ikk van til mennesker, og slet ikk mange på et sted. Aldrig i livet at han ville være sådan et sted.

Mallorie kunne ikke lade være med at blive en smule trist over hans svar. Det måtte være helt igennem forfærdeligt at miste sine forældre. "Det er jeg ked af at høre" sagde hun med en meget lav stemme og kiggede på ham med et trist blik. Hun havde lyst til at lægge en hånd på hans skulder som trøst, men vidste ikke rigtig, hvordan han ville reagere på det, så lod være og sendte ham i stedet et svagt smil. "Det må ikke have været nemt" sagde hun lavt og kiggede på ham. "Jeg kender godt det med, ikke at kunne klare mange mennesker på et sted" tilføjede hun. Det var svært for hende at være steder, hvor der var proppet med mennesker, men alligevel så klarede hun hverdagen meget godt. Dog skulle hun have nogle pauser fra alle menneskerne en gang imellem.

Godric smilede til hende. ”Det er skam ikk så slemt. Man kan gøre hvad man vil, men det er straks svære at få mad.” Hvorfor fortalte han hende enlig det her? Hun behøvede virkelig ikk at vide det. Hvad havde fået ham til at tale i starten? Hede måske? Men hvordan? Hvorfor? Han så på hende med et lidt mistænksomt blik. Han regnede med at det var hende som fik ham til at fortælle hele sin livshistorie. Inders inde hvideste han jo godt at hun ikk gjorde noget, men han sel fortalte det, men hvorfor, det var et andet spørgsmål. Han sukkede igen of så væk. Hun så okey ud, det måtte han give hende. Var det derfor han fortalte det? Han var ikk sikker.

Mallorie var stadig i chok over det faktum, at han ikke havde nogle forældre. "Men... Hvad gør du så? Hvor bor du henne?" spurgte hun nærmest panisk og kiggede på ham med et uroligt blik. Hun skød det ene øjenbryn op og lade hovedet en anelse på skrå, da han kiggede mistroisk på hende. Havde hun gjort noget forkert? Var han blevet sur på hende? Det lignede det i hvert fald ikke. Hun kiggede ned i græsset, da han så væk og prøvede på at komme på et andet emnet. "Er du...." begyndte hun med fortrød hurtigt sit spørgsmål og prøvede desperat på at omformulere det inde i sit hovedet. Den første formulering havde været alt for .... respektløs. "Hvilke evner har du så?" fik hun endelig spurgt og sendte ham et forsigtigt smil. Det var for at få et nyt og forhåbentligt lidt mere muntert emne i gang.

// Smutter i seng. Svarer i morgen :) //

Han så ud til at tænke sig om. Skulle han mon svare hende? Var det klogt? Han var ikk helt sikker, men svarede alligevel til sidst. ”Øh jeg bor der hvor jeg kan finde et sted. For det meste er det på gaden, men nogle gange er jeg heldig og kan leje et værelse, men det er sjældent.” Han var en smugle mere mistroisk med at fortælle sin evne. Han overvejede et langt øjeblik og sagde så. ”Hvorfor fortælle det når man kunne vise det?” Han var blevet en smugle modigere end han havde været i starten, men han stolede stadig ikk på hende. Langsomt lod han sig igen forvandle til en los. Fornærmelsen var stadig helt vidunderlig, en kilderen som startede ved hans hjerte, og bredte sig så ud gennem hele kroppen. Først ned gennem maven, og ned gennem ryggen. Ned til hoften og ned gennem benene. Op til brystet og ud gennem ammende til hænderne, og op til hovedet. Nu stod der ikk længere et menneske forand Mallorie men en los. Det så ud som om den grinede og man kunne se dens syle spisse tænder og dens klør. Godric tog et skridt hend imod Mallorie, bare et lille et, og standsede så op igen. Han lagde hovedt en smule på skrå, og det linede stadig at han grinede til hende. Han vidste selvfølelig ikk hvordan hun vil reagere på det her, men han måtte jo bare vente og se.

Hun sendte ham blot et spørgende smil, da han gav sig til at tænke. Hun ville ikke forstyrre ham. Det hadede hun selv, når hun stod og tænkte. Det var noget af det værste. Hun kunne ikke lade være med at blive en smule trist over hans svar. Det var ikke noget hun ønskede for nogen som helst. "Det lyder ikke som om, det er nemt at leve sådan" sagde hun en anelse trist og kiggede på ham. "Vise mig det?" mere nåede hun ikke at sige, før han begyndte at forvandle sig. Frygten skød op i øjnene på hende og hun bakkede med det samme et skridt tilbage. Hun var ikke bange for ham, men det var bare ikke noget, som hun havde oplevet før og var bange for, at det han blev til, ville skade hende på en eller anden måde. Hun blev dog siddende på græsset med blikket fæstnet på hans. Hun prøvede på at komme til sig selv igen, da han grinede til hende. Eller.... Da dyret foran hende grinede til hende. Det lignede det i hvert fald. Så var det bare, om at huske, hvad for et dyr, der nu var foran hende. "E-e-en L-l-os?" fik hun efter nogle minutter fremstammet og sendte ham et lille smil.

Godric kunne mærke på hende at hun ikk var specielt glad for hans los, men han satte sig bare ned og så på hende med et drillende blik. Han gabte en gang så man kunne se alle hans syle spidse tænder. Han lagde sig ned og blev ved med at holde øje med hende, og slog stille med halen som en kat. Det var jo på en måde også det han var. En forvokset kat. Han forvandlede sig tilbage til en dreng igen, og lå på maven med begge albuer på græsset og hovedet villende i hænderne. Han grinede til hende. ”Hva så? Hva siger du?” Han rejste sig langsomt op og gik over til hende og satte sig ned ved siden af hende og så på hende med et glimt af forventning i øjet. Der var på en måde en lille dreng over den måde han så på hende.

Mallorie prøvede desperat på ikke at se for bange ud, men det fungerede ikke rigtigt. Selvom der sad et smil på hendes læber, nåede det ikke hendes øjne. De var stadig fuld af frygt. Hun kiggede ned i græsset og prøvede på at komme til sig selv igen. Hun kiggede mod lossen igen, da han gabte, så man kunne se alle hans spidse tænder. Først var hun en smule utryg ved det hele, men da han lagde sig ned i græsset, kunne hun ikke lade være med at sende ham et lille smil. Den var nu meget nuttet og det virkede ikke som om, at han ville gøre hende fortræd, så frygten forsvandt ligeså stille fra hendes blik og det varme smil kom frem på hendes læber igen. Da han forvandlede sig tilbage igen kiggede hun på ham med et... fortryllet blik. Det var virkelig noget for sig selv. "Altså..." begyndte hun, da han satte sig over ved siden af hende igen. "Det var i hvert fald sejt" sagde hun med et smil. "og din forvandling er virkelig nuttet" tilføjede hun med et forsigtigt smil.

Godric smilede stille til hende. ”tak fordi du syntes at det er sejt, men jeg er ikk helt sikker på at jeg kan lide at blive kaldt nuttet.” Han så på hende med et blik som var en smugle fornærmet, og på en og samme tid også en smugle farligt. Han hadede når folk undervurderede ham eller kaldte ham nuttet. Folk skulle passe på med hvad de kaldte ham, for han kunne nemt gå til angreb. Han knyttede næverne så hans negle borede sig ind i kødet på ham, så han ikk vil fare på hende. Han tvang sig selv til at ligge sig ned, og så på hende en smugle forsigtigt.

Mallorie kiggede en smule flovt ned i jorden, da han havde snakket færdig. Det var jo ikke ment på den måde. Hun havde ikke ment noget ondt med det, hun ville bare... Det kunne være ligemeget. Han var i hvert fald ikke glad for at blive kaldt det og så ville hun også lade være for fremtiden. Hun ville i hvert fald prøve. Hun brød sig ikke om at gøre folk sure, når de intet havde gjort galt. "Undskyld, det var ikke ment som en fornærmelse" sagde hun stille og kiggede op på ham med et forsigtigt smil. Hun rykkede sig en smule væk fra ham og lagde sig ned på græsset med ansigtet mod ham. Hun håbede ikke på, at han var blevet alt for sur på hende, det havde slet ikke været meningen med det.

Han smilede forsigtigt til hende. ”Det gør ikk noget, bare du lader vær med at kalde mig nuttet igen. Jeg ved godt at det var ment som en kompliment, men jeg er ikk van til at folk gig mig nogle, og derfor ved jeg ikk rigtig hvordan jeg skal reagere på dem.” han sukkede og så ned. Hvorfor var det så svært, når folk prøvede at være søde mod ham, bare at sige tak? Han vidste det jo godt. Fordi han ikk var van til det. Det var faktisk noget tid siden at folk havde været søde mod ham, og derfor vidste han ikk hvordan han skulle reagere på det. Han så på hende igen.

Hun nikkede til ham og kiggede væk. Det havde ikke været meningen, at han skulle blive sur eller noget over det. "Jeg skal nok lade være med at sige det igen" sagde hun med blikket vendt mod græsplænen. Hun kunne ikke rigtigt se grunden til, at han ikke fik komplimenter særlig tit og det var da også en smule trist. "Det er da trist, at du ikke er vandt til, at folk snakker sådan om dig" sagde hun med et forsigtigt smil og lob blikket falde på drengen igen. "Hvor gammel er du?" spurgte hun for at få en ny samtale i gang. Hun tænkte kort over det faktum, at han nok ikke fik ret mange komplimenter, men lod den derefter forsvinde og lod sin opmærksomhed hvile på ham.

Han sukkede og så trist på hende. ”Tak” sagde han efter hun havde talt. ”Jeg er ikk så vandt til at få komplimenter fordi jeg ikk har nogle venner rigtig. De er alle sammen skredet fra mig, og mine forældre ”forsvandt” da jeg var 9 år.” han sukkede igen og så ned. ”Jeg måtte klare mig selv. Skaffe føde, og det var også der omkring mine venner svigtede mig. Derfor er jeg ikk vandt til det, og har meget sært ved at stole på folk som regel.” Han tøvede lidt inden han svarede på hendes sidste spørgsmål. ”Jeg er 19 år, hvad med dig?” spurgte han forsigtig.

Hun kiggede hen mod ham og hendes smil forsvandt med det samme. Det måtte virkelig ikke have været en nem opvækst at skulle igennem. Hun ville prøve at vende det til noget positivt, men kunne ikke rigtig komme på noget ved det, som var godt. "Men.... Hvis du prøver at se på den lyse side, så tænk på hvor stærk du er blevet af det" sagde hun forsigtigt og kiggede mod ham. Hun vidste ikke rigtig, hvordan den sætning ville blive godtaget og prøvede på at komme på noget andet, som kunne bryde isen lidt mere. "Jeg... vil da gerne være din ven" sagde hun endnu mere forsigtigt end den sidste sætning og kiggede på ham med et lille smil. Hun kunne sagtens forstå ham og håbede da på, at hun kunne blive hans ven på et eller andet tidspunkt. "Jeg bliver 18 om ca 14 dage" svarede hun til sit eget spørgsmål.