The meeting

Da hun blev rød i hovedet, blev han en smule overrasket. Var hun ved at blive syg? Det var svært at se om hun rødmede, eller om hun var ved at blive syg, da hun stadig kun var i en t-shirt. Hun var jo kun et menneske som mange andre, på visse punkter. Han tænkte sig stille om, mon han burde få hende hjem til sig? Eller hjem til hende selv, inden det blev alt for galt. Han nikkede for sig selv og valgte at løfte hende op i armene. Han smilede let til hende, "Skal jeg tage dig hjem til mig, eller vil du hellere hjem til dig selv? Du ser ud til at fryse for meget."

Han satte hovedet på skrå og kiggede undrende på hende, "Den burde du da høre mange gange?" smilede han let til hende. Han forstod ikk hvorfor hun virkede mere tilfreds med sin ræv end sig selv, da hun egentlig havde det som mange mænd ville finde ideelt på kvindekroppen. Men selvfølgelig var det heller ikk vigtigst.

Ærlig talt så frøs hun faktisk mere end hun lige selv troede på. Hendes ben var begyndt at skifte en smule farve om til mere blålig agtigt. "Må jeg komme med dig hjem?" spurgte hun, denne gang med en ynkelig stemme, der overraskede hende en smule. Da hun prøvede at rejse sig op, svimlede det for hende øjne, og snart var alting sort. Hun faldt om i sneen, men kunne mærke, at hun blev løftet op. Det sidste hun nåede at høre, var et sødt spørgsmål *Den burde du have hørt mange gange før.*

Hun nåede lige at smile ved hans kompliment, før hun besvimede helt. Han var nu en sød dreng, syntes hun. Lidt efter havde hun en mærkelig drøm om, at Manda og hende gik tur ved stranden. Pludselig kom hans kæreste tilbage til ham. Og Manda slap blidt hendes hånd og forlod hende.

Han kiggede stille på hende, han klemte hende en smule ind til sig, det kunne være hans varme kunne smitte af på hende selvom han holdt hende som han gjorde. Han nikkede let over hendes spørgsmål, "Jo sagtens." smilede han og begyndte at vende mod Di Morga, han boede heldigvis ikk så super langt fra skoven, så hvis hun ville flygte pga. hun var bange så var skoven lige i horisonten. Han var ikk overrasket over at hun var faldet om, hun havde ikk ligefrem en betryggende farve i huden, hvilket gjorde at han så småt gik hurtigere.

Han kom hurtigt hjem og gik op af trapperne. Det var utrolig nemt for ham, selvom han måtte bære hende. Det gode ved at være rimelig stærk. Han kom op på anden sal og fik åbnet døren med sin nøgle i lommen. Han fik sine sko af og fik hende ind i den store dobbeltseng. Han fik løftet dynen væk med foden og lagde hende ned. Han fik begge dyner over hende og fik lidt hår væk fra hendes ansigt. Han smilede let og gik ud i køkkenet for at lave hende noget varmt kakao. Det måtte alle vel kunne li?

Da hun lå i hans skønne og dejlige seng, vågnede hun lige så stille op og glippede med øjnene. Hvor var hun havnet henne? Efter hendes blik på værelset, lignede det stort set et drengeværelse, og det var heller ikke hendes storebrors værelse, for der rodede næsten ikke. Nej, det måtte være Mandas værelse. Sikke en lækker seng, han havde, tænkte hun roligt. Hendes blik svimlede lidt, men det forsvandt hurtigt igen. Hun rejste sig forsigtigt op i sengen og betragtede hans værelse. Gad vide hvor han var henne nu? Kunne han virkelig bære hende? Hun måtte da være tung, af en "flodhest" at være, tænkte Foxina lidt undrende.

Lidt efter hørte hun nogen bag døren til værelset. Skulle hun gå derind og tjekke? Nej, hun måtte hellere blive her. Lidt efter lagde hun sig i sengen igen og tænkte lidt over hvad der var sket med hende. Hendes hånd lå på hendes lår, de var ikke længere kolde eller våde. De havde fået den normale hudfarve igen, det var rart at kunne mærke sine ben igen. T-shirten havde hun stadig på. Utroligt han ikke havde fryset. Han var sød, bare hun måtte blive hos ham.

Han fik fundet noget mælk i køleskabet og hældte det i en lille gryde, om han satte over sit komfur. Han fik tændt for det og begyndte at få varmet mælken, så det ville blive dejlig lunt og han kunne komme noget kakaopulver i når det blev lidt lunere. Han sukkede let, han var ikk skabt til at lave varm kakao, men hans bedste bud var at varme mælken først og så bare håbe det smage nogenlunde ok, eftersom det var hans første forsøg. Han løftede hovedet en smule, det lød til at hun var kommet til sig selv igen, men han kunne ikk helt gå fra det han havde gang i.

Han kiggede ned i mælken, der begyndte at komme varm luft derfra og han hældte lidt godt med kakaopulver i, så det i det mindste ville have en sød smag. Han smilede stille og ventede til der kom noget mere damp, så han vidste det kunne give hende varmen tilbage. Der gik ikk meget, før han fandt en kop frem og hældt noget over. Han slukkede for blusset og lod resten stå i varmen. Han gik ind på værelset og satte koppen ved natbordet, "Her er lidt varm kakao, så vi ved du kan holde varmen." smilede han let.

Foxina var glad for at se hans smilende og dejlige ansigt igen. Mmm, det duftede godt. "Det ser lækkert ud, og tak fordi du tog dig af mig, søde! Jeg er dig evig taknemlig." sagde hun og greb roligt fat i hans stærke overarm, for at fortælle ham, at han skulle sidde ved hende. Hun ville dårligt nok give slip på ham igen. Han var så sød og dejlig!

"Du må ikke gå fra mig, vel? Jeg er lidt bange for, at jeg bliver efterladt igen.." fortalte hun sørgeligt, og kiggede trist og bedende ind i hans øjne. Hun ville ikke miste endnu en ven, som hun havde prøvet før i tiden. Den lune kakao måtte hun hellere snart få drukket, eller blev den for kold, og så var der ikke noget over, at han havde varmet den til hende. Hun tog en lille slurk af den. Den var dejlig varm, og hun nød varmen fra koppen af. Lidt efter smilede hun varmt til ham, som tak for kakaoen.

Han grinede let, "Skindet kan bedrage..." sagde han stille. Han tænkte sig lidt om, "Altså det er første gang jeg nogensinde har lavet varm kakao som jeg gjorde, men havde ikk lige en almindelig kakao, så det er på pulver." sagde han og kløede sig i nakken. Det var svært at bedømme om det egentlig ikk bare smagte mærkeligt. Han kiggede undrende på hende og smilede let, han fik hende til at sidde op af puderne ved enden og dynerne over sig. Han satte sig på kanten og kiggede stille på hende. "Skal du have noget andet tøj?" spurgte han, uden egentlig selv at have fundet sig en ny trøje endnu. Men hun bekymrede ham lidt mere end det at han selv skulle have noget på.

Han tænkte ikk så meget over det med at hun var ham taknemmelig, der var ikk noget at være taknemmelig over for. Det var sådan set hans skyld at hun faldt frysende sammen ved at udskyde det med at komme indenfor. Det var svært at tænke over at andre ikk kunne holde varmen så nemt som ham. Han smilede opgivende og aede hende på hovedet, "Jeg skal nok blive, desuden er det jo også hjemme ved mig." grinede han drillende og smilede mens hun drak kakao'en. I det mindste så det ikk ud til at hun ikk kunne li den. Han strakte sig. "Hvorfor sagde du egentlig ikk at du frøs rigtig meget, så kunne vi bare være gået et varmere sted hen?"

"Hvis dette er første gang, at du laver varm pulver kakao, må jeg ærlig talt sige, at det smager HIMMELSK!" fortalte hun roligt ham og drak resten af sin kakao stille og roligt. Hun fandt først ud af, at hun faktisk stadig havde hans dejlige, men dog ikke så varme t-shirt på, og at hun stadig var nøgen. Det havde hun slet ikke skænket en tanke om. Hun grinede lidt af sig selv og stillede koppen på natbordet. "Jeg vil godt have et par trusser på om ikke andet, i hvert indtil videre. Måske også en trøje, for at være ærlig." indrømmede hun stille, men så stadig smilende på ham. Hendes blik faldt tilfældigvis på hans lækre, veltrænede mave. Utroligt, at han ikke frøs, så koldt det nu var udenfor.

Da hun hørte, at han selvfølgelig blev hos hende, blev hun mere rolig og fattet. "Hvor længe har du praktisk talt boet her?" spurgte hun roligt og lagde sig trygt ned på puderne. De var nu meget behagelige at ligge ned på. I realiteten ville hun faktisk være mere end venner med ham, men nu hvor han havde en kæreste, ville hun og turde ikke spørge ham.

Han kom til at grine og smilede. "Tak." sagde han og kiggede på hende. Det var da godt at det var himmelsk i forhold til det var hans første gang med det, men det kunne jo også være at det var fordi varmen også gjorde hende så tilpas. Han tænkte da hun snakkede om tøj, det kunne være der var et par af Alex' et eller andet sted. Han nikkede og rejste sig, "Vil du have en af mine trøjer, så den er mere dækkende eller vil du have en der passer dig bedre?" spurgte han roligt og kiggede på hende. Han kunne lige så godt vente indtil at hun havde svaret med at finde noget.

Han kløede sig i nakken da hun spurgte, "Ehm... Fire måneder" sagde han roligt. Han smilede let til hende og aede hende på hovedet. Hun så ud til at hygge sig, hvilket vel betød at hun også havde fået nogenlunde al sin varme tilbage. "Skal jeg hente noget mere varm kakao?" spurgte han let og tog hendes kop.

Foxina smilede blidt til ham. Have en af hans trøjer? Tjo, det kunne da godt tænkes, hvis det kunne lade sig gøre. "En af dine trøjer, er vist fint nok. Jeg er jo i forvejen en lille lort i forhold til dig, søde." svarede hun ham blidt og grinede. Så lagde hun sig mere tilrette og kiggede ind i hans dejlige øjne. Da han svarede på hendes spørgsmål "4 måneder.", blev hun lidt mere stille. "Det var da lang tid , at I har været sammen." svarede hun så og kiggede ned igen. Bare hun ikke gjorde ham ked af det, ved at spørge om så mange ting. Det eneste der plagede hende, var det skide spørgsmål oppe i hende hoved. "Skulle vi komme sammen?" blev stemme ved med at gentage oppe i hendes hoved.

Hun slog det væk, og kiggede atter op på ham igen. "Nej tak, jeg har fået varmen." svarede hun roligt. Hun ville gerne holde om ham, men hun var alt for genert.

Han sukkede opgivende, han bukkede sig frem og kiggede hende strengt i øjnene. Han gav hende et smølfespark på panden, "Nu skal du altså holde op med at tale sådan om dig selv... Jeg vil ikk have du gør det" sagde han bestemt. Han stod ret igen bagefter. Han smilede let til hende, han afventede hendes svar og nikkede let da hun svarede. Han gik hen til et skab med skuffer, hvor han åbnede en skuffe og ledte lidt efter et par trusser af Alex'. Han fandt et par, hvorefter han lukkede skuffen og gik videre med at åbne et af skabslågene. Han kiggede lidt, han fandt en nogenlunde stor og varm trøje frem, så hun stadig kunne holde varmen. Han lukkede skabet og gik hen til hende. Han lagde tøjet på sengen og smilede let. "Værsgo" sagde han roligt. Han trak på skuldrene, "Altså sammen og sammen, eftersom hun ikk rigtig har været her i 3 måneder og sådan er det lidt svært at bedømme hvorvidt det er." sukkede han.

Han nikkede let og smilede til hende. Han aede hende på hovedet og gik ud med koppen. Han fik resten hældt ud i vasken og vaskede hurtigt den lille gryde, hvorefter han gik ind på værelset igen, hvor han regnede med at hun også havde fået tid til at skifte.

Hun kom til at grine af ham, da han gav hende et lille smølfe spark på hendes pande. Hun kunne faktisk godt lide, da han var lidt bestemt overfor hende, så hun tryggede sig mere ned mod puderne og smilede drilsk til ham. Lidt efter han ledte efter noget tøj, betragtede hun ham ganske let. Hans hår sad perfekt, hans overkrop var virkelig lækker og hans smil, det kunne næsten ikke beskrives. Da han gav hende noget tøj, og fik at vide at Alex havde været væk i 3 måneder, blev hun lidt ked på hans vegne. Det måtte være rædsomt ikke at se sine egen kæreste i hele 3 måneder. Hun valgte, at hun ikke ville komme nærmere ind på noget med Alex. Han gik ud med koppen, så hun valgte at skifte hurtigt til det tøj, han havde givet hende. Hun fik en god ide, hun ville gemme sig og så skræmme ham. Hun styrtede hen bag døren og ventede til han kom. Da han så kom ind på værelset, sprang hun op på ryggen af ham. Latteren fløj ud af hende, og dernæst sprang hun ned igen og styrtede hen i sengen og gemte sig under dynen. Gad vide hvordan han reagerede der, tænkte hun glad og ventede på, hvad han ville foretage sig.

Han grinede let over at hun gemte sig, hun virkede helt lille når hun gjorde det. Han klappede hende blidt på hovedet, så fjollet hun var. Det var også altid hyggeligt med lidt humør og glæde i lejligheden igen, det var noget han trængte til. Han gned sin nakke blidt, man kunne svagt skimte et voldsomt ar som han havde fået på nakken og når man kiggede efter kunne man også se skrammer, små ar som var lidt forskelligt rundt omkring på hans ryg. Han tænkte ikk så meget over det med ikk at have set Alex længe, han havde på en måde vænnet sig til det. Han havde kun været sammen med hende i 2 måneder, ellers var han som altid alene på linjen. Han sukkede let.

Da han var kommet ind igen, blev han overrasket over hvor pludseligt at han blev angrebet på ryggen. Dog reagerede han ikk så meget fysisk over det, da hun både var meget svagere men også mindre end ham, så han blev ikk rigtig skubbet af pinden. Han kiggede undrende efter hende da hun flygtede, gemte sig under hans dyne og det fik ham til at sætte hovedet på skrå. Han grinede en smule og gik hen til hende. Han gik ned ved fodenden og løftede dynen en smule op. Han begyndte at kilde hendes fødder.

Foxina var voldsomt kilden under fødderne, så da han kildede hende under fødderne, spjættede hun som en sød lille fisk og grinede voldsomt og højt af ham. Hun krøb længere ind under dynen, og grinede stadig af ham. Hun tænkte lidt på, om han egentlig nogensinde fik selskab her i lejligheden, eller om han bare var totalt lonely her. Hvis det sidste var sandt, ville hun komme og besøge ham hver eneste dag, for at glæde ham. Eftersom han havde hjulpet hende, ville hun gøre alt for ham fra nu af, havde hun besluttet sig for.

"Du er vist en værre lille bandit, hva? Du trænger vist til at blive "tæsket" godt og grundigt sammen!" sagde hun drilsk og fløj op af sengen. Hun fløj nærmest op på hans ryg og kildede ham i siden.

Han smilede bredt over hendes spjæt, det var altid meget sjovt når folk var utrolig kilden. Han sprang op på sengen og satte sig på hendes ben over dynen. Hun fik den fjernet og fandt igen hendes fødder, han brugte en hånd til hver fod og begyndte ellers bare at kilde hende voldsomt og så meget han kunne formå. Han sad med hendes ben fastklemt under ham. "Nu kan du ikk flygte!" grinede han let. Han havde godt fat i hendes ben med begge sine.

Det skete meget pludseligt at hun fløj op og han var slet ikk parat på det, så han faldt lidt fra og mistede grebet om hende. Han grinede let over hendes "angreb" og smilede til hende. "Du har skrevet din egen dødsdom ved at komme ud af dit skjul!" Han var ikk spor kilden, men nu var hun også nem at fange. Han fik hende med lethed til at slippe og smed hende på sengen. Han "overfaldt" hende og sørgede for at hun ikk kunne flygte, mens han igen kildede hende overalt.

Foxina havde virkelig fået ondt i maven af at grine så meget og blive kildet af ham. "Jeg er stærkere end dig, min fine ven!" råbte hun og grinede, og selvom det ikke passede, det hun sagde. Men da hun lå på sengen og blev "overfaldt" af ham, prøvede hun at slippe fri, men det hjalp ikke det mindste. Hun vidste godt, at han var meget større og stærkere end hende. Vent, hun fik en meget bedre ide. Ved at sige til ham, at hun ville kysse ham overalt på hans ansigt, ville han nok flygte bort fra hende. Efter hun havde grinet så meget, fik hun endelig sagt:

"Hvis du ikke slipper mig fri nu, ville jeg både kysse og snave dig i gulvet!" Dog forblev latteren ved hendes mund. Det var simpelthen bare så skægt, at lege med en dreng og blive kildet godt og grundigt. Det her, var noget hun længe havde drømt om.

Han grinede let over at se hende sådan, det var endnu sjovere da hun sagde at hun var stærkere end ham. Hvis det nu passede, ville hun nok have kunne vælte ham og alting op til flere gange, da hun forsøgte meget med det. Han holdt hende stadig nede med lethed, selvom hun kæmpede bravt for at komme fri så han ikk kunne kilde hende mere. Han fik også enkelte gange besvær ved at kilde hende, da hun spjættede og bevægede sig meget, men det forhindrede ham ikk i at kunne kilde hende bare en smule.

Da hun sagde sin "trussel" kiggede han lidt tomt ud i luften. Han sukkede stille og fjernede sig fra hende lidt efter. Han satte sig en smule væk fra hende og kiggede ned i gulvet. Det var en underlig trussel, men det var ikk lige det han havde lyst til at gøre, slet ikk med en kæreste på sig. Han var ikk typen der var utro.

Da han blev ved med at kilde hende, skreg hun bare højere af grin. Men da hun så, at han fjernede sig, efter hun havde sagt sin trussel, blev hun ligeså stille som ham. Det skulle hun vist ikke have sagt. Hun ville jo ikke ødelægge noget mellem dem som venner. Der var en akavet stilhed i luften lige nu. Men hun måtte jo gøre noget, for de skulle jo ikke bare sidde der og blive stille eller kede af det. Foxina kiggede også ned i gulvet, hun skammende sig og var meget flov overfor det, hun havde gjort ham. Indeni hendes hoved, blev en sætning ved med at gentage sig "Undskyld, min ven." Den blev ved og ved og til sidst måtte hun sige det. Det var svært, men hun gjorde det. Der var dog en kamp inde i hendes hoved nu.

"Det...det måtte du virkelig undskylde. Det var ikke min mening, at såre dig eller gøre dig bange eller ked af det. Jeg burde hellere gå nu, før det her bliver mere og mere akavet." sagde hun stille, kiggede kort op på ham, og rejste sig stille og roligt op, og gik hen mod døren, dog skamfuldt.

Han sukkede lavt ved tanken, hvorfor skulle hun bruge det som en trussel? Han gned sine tindinger, måske var det en pige ting at de ville true med at kysse en? Han så ihvertfald mange piger bruge den, altså det var lige meget for ham hvis han var single. Men var man ikk også kommet over den alder med at der var pige bakterier og drenge bakterier? Han lod stilheden blive mellem dem, han havde ingen idé om hvad han overhovedet skulle sige til hende. Det ødelagde hans humør rimelig godt, da det begyndte også at minde ham om at han savnede Alex.

Han kiggede stadig ned i gulvet. Han vidste ikk rigtig hvad han skulle sige, men da hun begyndte at snakke drejede han hovedet en smule og kiggede på hende. Såre? Gør bange? Ked af det? Hvad var det dog hun tænkte? Det var ikk noget af det som var galt, det var bare en måde at ødelægge humøret på. Ikk andet. Han tog blidt fat i hendes håndled da hun rejste sig og begyndte at gå. Han kom til at grine opgivende, "Du er en værre flygtning, ved du det?" spurgte han let og kiggede på hende.

Hun blev overrasket over, at han greb fat i hendes hånd. Et smil fandt hurtigt frem på hendes triste ansigt, men hun ville ikke vise smilet til ham. Der gik et stykke tid, før hun vendte sig mos ham. Hun skulle også lige få tingene tænkt igennem i hendes hoved først, før hun begyndte at svare ham. Da hun så hørte ham sige den sætning, vendte hun sig mod ham, men med stadig et trist ansigt. "Jeg ved godt, at jeg er en værre flygtning, men når jeg kommer i problemer eller såre andre ved et uheld, selvom det er sjældent, så flygter jeg fra tingene. Det er tilgengæld lettere, at jeg lige siger undskyld et par gange, og dernæst løber min vej." fortalte hun lidt trist og satte sig tungt på gulvet.

"Hvis bare du vidste, hvor meget drama, jeg kunne lave, ved at være sammen med folk. Jeg kunne komme til at sige nogle virkelig dumme ting, og såre andre mennesker. Derfor holder jeg afstand fra mennesker." fortsatte hun og kiggede på ham, denne gang med tårer i øjnene. Det her var virkelig endt pinligt for hende, og dette var ikke meningen, at det skulle ske.

Han kiggede stille på hende i lidt tid, det var gået noget tid hvor hun bare havde stået mens han sad og holdt hendes håndled. Han sukkede let og gav slip på hendes håndled igen, da han blev lidt træt af at holde hendes håndled uden at hun gjorde eller sagde noget. Han kiggede opgivende på hende da hun vendte sig mod ham, han kunne se at hun var trist. Han forstod ikk hvorfor, da han egentlig ikk skældt hende ud eller noget, bare sagde det. Han gav hende et smølfespark på panden, "Man løber aldrig fra en konflikt, det er ikk sådan verdenen fungere." sukkede han opgivende. Han gav hende endnu et smølfespark, "Og man siger slet ikk undskyld, for derefter at flygte fordi man tror at alt er godt igen." sagde han roligt og tog hånden ned fra hendes pande igen.

Han kiggede roligt og satte hovedet på skrå, mens at hun sad nede på gulvet. Han aede hende blidt på hovedet og smilede let. Han klappede hende på hovedet, "Du har været ræv alt for meget..." sagde han opgivende. Han sukkede over hendes øjne, "Tag dig nu sammen, du er alt for dårlig til at kommunikere, men det betyder ikk at du skal græde over det."

Han opmuntrede hende nu en del, og det kunne hun godt lide ved ham. Han opgav hende ikke. Men han havde ret. Hun har været for meget ræv, og ikke menneske nok, til at kunne forstå denne verden længere. Hun måtte begynde at forstå og lære verden igen, som hun gjorde dengang. Nu var hun blot fremmed for sin egen by. Hun frygtede mennesker, og det gjaldt ALLE mennesker, bortset fra sin familie og sin kære hund. Dyr, havde hun derimod intet imod. Og hun levede nærmest i harmoni med dem, som ræv. En anden alvorlig ting var også, at hun indimellem blev forskrækket, da hun så sig selv i spejlet som menneske, hun havde glemt sig selv. Hun lyttede til alt hvad han sagde til hende.

"Tak, for dine ord. Tror du jeg nogensinde bliver...du ved, normal igen?" sagde hun og tørrede sine øjne i sin hånd. Hun kiggede ind i hans øjne. I hans øjne var der fredfuldt, men i hendes, var der frygt og panik. Hun anede ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv snart. Hun kunne lige klare, at passe på sin moder og resten af huset.

Han kiggede opgivende på hende, han havde for længst se at hun havde anerkendt det han havde sagt. Hun havde nemlig været dyr alt for længe, og som ræv havde hun fået overtaget overlevelses-instinktet i stedet for at se frygten i øjnene. Det var ikk en god ting at have gjort, især ikk når man en eller anden dag var nødt til måske at give op på at være sit dyr igen. Hvad ville hun så have tilbage? Foxina havde fuldkommen mistet sin menneskelighed, og det var nok noget han så sig selv ansvarlig for at hun fik tilbage eftersom det var ham der gav hende den kolde sandhed. Hvor skulle han dog overhovedet begynde, man kunne ikk bare lære nogen at være noget som burde være der af sig selv. Han gned sine tindinger imens han tænkte.

Han smilede let og aede hende på hovedet. "Du er normal, du har bare glemt hvordan man skal gøre." smilede han. Han grinede en smule, "Men jeg kan ikk lære dig at komme tilbage til det du kalder normal, medmindre du selv vil. Ellers vil jeg bare holde dig i bur, hvilket du lære mindre af end ved at være ræv." sagde han roligt. Han lagde sig ned på sengen med et bump og lukkede øjnene. Normal... Det var et mærkeligt ord hun valgte at bruge.

Hun kiggede let op på ham. Måske kunne han hjælpe hende lidt. Hun vidste, at det nok ville blive svært for ham, men hun mente, at han nok ville være en god hjælp for hende. Lidt efter smilede hun til ham. "Altså bare du vil lære mig de basale ting. Såsom ikke at flygte fra tingene og være bange for mennesker, samt at stole på andre, uden at være mistroisk overfor dem." sagde hun roligt og virkede en smule ivrig efter at genlære de basale ting. Hun syntes, at han var sød. Både med, at han ikke forlod sin kæreste, bare fordi hun var væk i 3 måneder snart, men også at fik hende til at stole på ham så hurtigt. Sådan en kæreste ville hun også have. Hvis hun altså fandt sådan en dreng overhovedet.

Hun blev dog en smule bange, da han foreslog hende, at burre hende inde i et bur, hvis hun var ræv. Der blev hun dog en smule bange for, at han ville gøre sådan noget mod hende. "Altså den del med, at du vil burre mig inde, hvis jeg var forvandlet som ræv, den afslår jeg lige med det samme. Mit mål er, at være mindre ræv, hvis du forstår." fortalte hun videre til ham og gav ham et smølfespark på næsen.

Han kiggede stille på hende, han blev overrasket over hendes sætning. Hvordan skulle han dog lære hende sådan noget? Det var typisk noget som bare kom med tiden, han nikkede dog til hende og grinede let. "jeg skal da nok forsøge at sørge for at du lære at stole på andre og ikk flygte fra ting, eftersom det bare ikk er sådan noget man gør." sagde han roligt. Han nussede hende blidt på hovedet. Han kiggede stille på hendes ansigt, det var næsten svært ikk at tænke på at der var en kvinde i hans lejlighed igen. Han kunne ikk stoppe med at tænke på hvor livligt der blev når andre var til stede også. Han begyndte så småt at indse hvor frygtelig den stilhed havde været for ham, men han tænkte ikk så meget over den, eftersom at han aldrig havde nogen hjemme ved sig normalt. Han kom en smule til sig selv og kiggede mere fast på hende. Han trak sin hånd til sig og lagde den mod tindingen mens han rystede på hovedet. Han var ikk rigtig klog.

Han tog hårdt fat i hendes hånd da hun havde givet ham et smølfespark. "Aldrig... Gøre det på næsen på nogen!" snerrede han en smule og gav slip på hendes håndled igen. Han gned sin næse, det gjorde rimelig ondt. Han hadede når folk gjorde det på næsen, derfor han altid tog panden. Han gav hende et på panden, "Jeg sagde det var SOM at putte dig i bur, ikk at jeg GØR det!" sagde han opgivende. Hun havde fuldkommen misforstået hans sætning.