Ravenwood headquarters - Scars 'xxx'

Det var altsammen langt væk, det var som om han kunne se rummet, men kun som en fjern plet i krogen af hans synsfelt. Smerten buldrede som flammer der slikkede op omkring hans krop over det hele, selv hans ellers så stærke psyke led stærkt under den enorme smerte. Alexander så ansigter for sig, først genkendte han ingen af dem, men så langsomt begyndte det at gå op for ham at det var de mennesker der var omkommet for hans hænder, som enten mad eller bare fordi de havde været i vejen. Billederne blev gradvist stærkere og han begyndte også at hører en svag hvisken bag i hans hoved, som om at ansigterne endelig havde fået deres hævn og kunne trække ham ned i vanviddens dybe afgrund.
Lægerne og dæmonen med de psykiske evner kiggede ned på Alexander mens han vred sig og mumlede uforståelige ord, "Han er ved at gå i delerium", dæmonens konstatering fik lægerne til at mumle uroligt, "Vi kunne give ham noget for at holde det nede, men på den anden side er der ikke særlig stor chance for at det vil virke på ham... Hans bedste mulighed er nok at giften bliver skubbet ud af sig selv". Dæmonen kiggede med et vredt blik på lægerne, "Hvis Hr Lazarow ser sådan ud" hun pegede anklagende på hans krop der var fuld af sorte mærker efter hans blodbaner der var helt sorte, "Så betyder der sgu ikke at det bare sådan lige er noget man kommer over i løbet af et par timer". Hun lagde armene over kors og lukkede øjnene, hun forsøgte at fokusere for at lindre Alexander, men hun kunne godt mærke at hun ikke ville blive lukket igennem hans massive mentale forsvar, dog var det bedre end ikke at gøre noget overhoved.

Alexander kunne nu tydeligt se ansigterne for sig, deres stemmer var gået fra at være svage mumlende lyde, til at være høje skingre skrig fra deres dødsøjeblikke. Han følte sig ærligt skræmt over det han så, han kunne mærke hvordan kulden løb hen over hans krop. Han kunne mærke en følelse som han ikke havde oplevet i meget lang tid, men nu var den der, ha var bange, bange for alle ansigterne og hvad det var han havde gjort i fortiden, at han aldrig skulle komme til at få kontrol over noget igen. Han kunne hører et svagt grin meget langt væk og folk der snakkede med hinanden, men han anede ikke hvem det var og hvad det var der blev snakket eller grinet af.
Hans øjne flakkede vildt rundt i rummet, men han kunne ikke se noget, langsomt begyndte en rød dråbe at danne sig i krogen af hans øje, mens hans hysteriske mumlen begyndte at blive til rædselskrig.
"Tanja... TANJA!!! Jeg... Du... TANJA!!!" han begyndte at vride sig voldsomt i selerne der spændte ham fast og de var klar til at sprænge som elastikker, men de holdt ham fast. Han begyndte at græde helt "Tanja kom og hjælp mig! Tanja Jeg beder dig! Tanja få det til at stoppe, få dether til at stoppe!"

Lægerne omkring hendes kiggede rædselslagen på manden der lå og vred sig på gulvet. Et lille spjæt var det sidste livstegn fra lægen, som nu lå død for deres fødder.
,,Vi må straks have hende ind i isolation inden hun gør mere skade en gavn!'' var der en af de kvindelige læger der råbte, og vognen som Tanja lå på blev skubbet hurtigt imod en gummi celle. Tanja grinede dog bare, hele vejen men prøvede ikke at dræbe flere, men nu når hun vidste hvad hendes kræfter kunne bruges til. Åh, det var jo kosteligt det her, de muligheder der pludselig havde åbnet sig for hende den magt hun kunne have over mennesker nu. Den smerte hun kunne påføre både svage som stærke væsner, hun ville jo blive det perfekte totur redskab så snart hun fik styr på denne evne. Hun fnyste kort, og stoppede med at grine. Der var noget galt, der var noget helt galt, men hun kunne ikke lige sætte en finger på hvad det...

,,Alexander'' hun mærkede smerten som et lyn der hamrede igennem et træ og flækkede det på langs, den smerte den angst som han følte blev pludselig lige så virkeligt for hende som det var for ham. Hun måtte gøre noget, hun måtte redde ham fra smerten, redde ham fra at dø! Hun vred og vente sig på båren.
,,Slip mig fri jeg må redde ham!'' skreg hun og kiggede med ondskabsfulde øjne på lægerne, som i at hvis de ikke slap hende løs ville de alle ende som manden længere ende af gangen. Men de gav ikke nogen mine til at hun skulle have lov til at hjælpe hendes skaber, også måtte man jo drage til mere drastiske midler.

Med en styrke hun slet ikke vidste hun besad, fik hun revet den første sele der holde hende fast på båren op, og greb fat omkring en kvindelig læges hals og strammede til.
,,Lad mig gå, eller du kommer til at lide samme skæbne!'' hun var i fuldkommen kontrol over smerten der dunkede igennem hendes blodåre, men faktisk var den ikke så slem længere som den først havde været. Det havde været som om, at Alexanders kalden efter hendes hjælp havde givet hende kold tyrker og gjort hende fuldstændig klar oven i hoved igen. Kvinden nikkede imod de andre som at gøre tegn på, at de skulle gøre som hun forlangte. Hun sprang på benene og med tæppet klynget omkring hendes nøgne krop fløj hun elegant igennem de mange gange gange ind til at hun kom til den stue hvor Alexander lå.

Hun gik langsomt ind i rummet, og kiggede rundt på lægerne der stod over hans krop mens de prøvede at finde ud af hvad de skulle gøre ved ham, hvordan de skulle få smerten til stoppe.
,,Lad mig komme til'' hvæsede hun og stod meget truende i døråbningen for at vente på at de ville lade hende komme til uden at gøre noget for at forhindre hende at gøre det som hun havde i tankerne.
Da personerne flyttede sig tog hun det som et tegn på, at de ville lade hende prøve at hjælpe ham. Lyn hurtigt gled hun hen over gulvet, og efter få sekunder sad hun på hans brystkasse for at holde ham på plads. Hendes hånd greb en aneles hårdt fat, omkring hans hår for at holde ham på plads.

,,Jeg vil hjælpe dig Alexander'' hviskede hun svagt men i et beroligende tonefald, inden hun bed hårdt fat omkring hans hals, så hun kunne komme i kontakt med en af hans større blodåre, også begyndte hun ellers at suge alt giften ud af ham, som hun havde indført i huden igennem hendes negle.

Han huskede kun svagt hvad der helt præcis var sket, men da han for første gang i tre dage slog øjnene op og kiggede udover de sterile hvide vidter, som udgjorde den 23ende etages østlige fløj. I en stol ved siden af ham sad en mand, han var mørk i huden og den distinkte klap for øjet afslørede ham altsammen, "Herr Lazarow, bliv de liggende lidt", Alexander havde nu ikke gjort mine til at rykke sig meget, men han blev nu yderligere overbevist om at det nu nok havde været bedre hvis han havde fortsat med at sove i usvished om hvad der var sket siden... ja siden alting pludselig var blevet sort, han gøs kort, det eneste han huskede var smerte som han aldrig nogensinde havde prøvet før. Hårene på hans krop rejste sig når han tænkte på det, men han kunne ikke huske andet end det, smerte så stor at han havde lyst til at dø... helt. Manden med klappen for øjet var i øvrigt en af Alexanders mere belastende bekendtskaber, manden havde en evne til at dukke op på dårlige tidspunkter og som en sort ravn var det aldrig gode nyheder han havde med. Sphinxen som han kaldte sig selv og i mangel på bedre viden det som alle andre kaldte ham, var på en eller anden måde Alexanders vigtigste kilde til information om alt og alle, manden forstod sig på at vide lidt for meget om alt for meget.
Sphinxen kiggede på ham med det ene brune øje og virkede som hugget ud af sten, som det nu engang var ham for vane, "Jeg har samlet de sidste filer på miss Malcovich, de ligger hvor de plejer", en antydning af et smil spillede på hans læber i mindre end et sekund, "Der er folk derude der vil slå dem ihjel", det sidste fik Alexander til at komme med en *pfff* lyd "Der er sgu altid nogen der vil slå mig ihjel... Logan... Zane... alskens skavtpissere der tror de er noget 5 minutter efter de har sat foden i landet", Sphinxen delte ikke hans glæde og stirrede bare koldt på ham, "Jeg advare dem Herr Lazarow fordi de er så god til at betale store summer til tiden, jeg ville nødigt at min bedste klient ophørte med at påkræve min tilstedeværelse" Sphinxen rejste sig og gik mod døren, "Jeg advare dem, det er måske en god idé at være ekstra på tæerne for fremtiden". Alexander viftede opgivende med armene, "hvorfor fanden fortæller du mig så ikke hvem det er så jeg kan eliminere dem", derpå smilede Sphinxen for første gang hvor Alexander havde set det "Fordi jeg ikke kun arbejder for dem". Sphinxen forsvandt ud af døren og Alexander lagde hoved tilbage, hvad fanden var der sket i den tid han ikke kunne huske, var der gået en måned eller et år?

Efter at have ligget lidt og fundet sit center forsøgte han at rejse sig, men han blev holdt nede af to tykke kæder der var spændt om hans håndled, samt en tredje om hans mave. Alexander prøvede at hive dem af, men han kunne ikke, det var som om det var smeltet sølv i metallet kæderne var lavet af, men kun nok til at det ville holde ham nede uden at skade ham. Trodsigt blev Alexander ved med at hive og slide i et stykke tid inden han gav fortabt og brølede af sine lungers fulde kraft, "Få mig ud af dether forbandede lort, hvem helvede er det der har haft den frækhed at spænde mig ind!?". Der lød turmult ude på gangen og to mænd i hvide kitler kiggede forsigtigt ind, for sent opdagede Alexander den runde pitsolmunding i bunden af døren. Der kom et lille knald og en pil med en rød fjer i enden sad i hans lår, "Hvad fanden! er .. bwadr.. skalpsa.. drosg", Alexander kunne slet ikke styre noget selv, hele hans krop blev slap som en sæk kartofler.
En læge kom forsigtigt frem og kiggede ned på ham "Herr Lazarow? Har de det godt", Alexander havde lyst til at råbe at han lige var blevet skudt i låret med en lille rød gråspurv og han havde det bedre end nogensinde, men det blev kun til en ganske lille grynten. Lægen smilede stort "Godt at have dem tilbage igen Herr, de har raseret det meste af syge afdelingen, så vi var nød til at holde dem fast... De er bedøvet med næsehornsbedøvelse, virkningen aftager i løbet af dagen. Alexander havde stadig lyst til at råbe og skrige, men det blev ikke til mere end et indigneret grynt.
Lægerne samlede sig om ham og til sidst måtte de have fattet den vrede som buldrede i hans øjne, for de trak sig en anelse tilbage, mens en af dem foreslog at de kunne tilkalde Tanja, så Alexander kunne få forklaret hvad der helt præcist var sket under hele misæren for et par dage siden. Mest af alt havde ALexander lyst til at folk forsvandt fra hans åsyn og de skulle prise sig lykkelige for at han stadig var spændt fast, for død og pine om han ikke havde myrdet en af dem ligenu, ligemeget hvor bedøvet han så end var. Han kunne vel ikke andet end at vente på at bedøvelsens virkning aftog nok til at han rent faktisk kunne gøre noget fornuftigt igen, der var sikkert en million ting som stod og ventede på at han tog sig af dem.

,,Miss Malcovich!'' en mandlig stemme råbte, og kvinden som der gik foran ham rullede med øjnene, det var nu femte gang i dagens anledning at en af Alexanders medarbejder havde kaldt efter hende, hun havde allerede prøvet at forklare dem at hun ikke ville tage ansvar på noget der havde at gøre med hendes skabers forretninger. Bare den mindste fejl og hun ville blive kastet fra øverste etage på den mest solrige dag om året.

,,Hvad?'' hvæsede hun og vente sig hurtigt om, hvor på hun tornede op foran manden som pludselig så meget lille ud.
,,Ehm, det er bare.. jeg ville bare sige at der var serveret frokost, skal jeg bede dem om at sende det op til dit værelse i stedet?'' Tanja gryntede kort, frokost? Man kunne knap nok kalde en pose blod for frokost, men spise var hun vel nød til.
,,Fint.. mange tak'' hun viftede med hånden, og manden så dette som et tegn på at skynde sig afsted. Meget fornuftigt.

Hun drejede rundt og marcherede imod elevatoren for at kunne komme op til hendes værelse, da hun rynkede brynene. Den mand havde hun set før, hun gemte sig hurtigt da en mand som hun tydeligt kunne huske fra vare huset, den første nat hun var blevet forvandlet kom ud af et rum, hun slet ikke vidste eksisterede. Inden at døren lukkede i, havde hun med de hurtige reflekser som var hende blevet tildelt under forvandlingen nået at sætte en fod så døren ikke kunne lukke helt i, og smuttede derefter ind i rummet. Hvorfor havde hun aldrig set dette rum før? Hun havde ellers brugt de sidste to dage, efter at de havde valgt at udskrive hende fra den gummicelle som hun var blevet lukket inde i, efter hendes mindre sindssyge anfald hun havde fået efter at hun havde suget alt giften ud af Alexanders krop, underligt nok havde han ikke kommet sig endnu.

Hendes øjne lagde sig hurtigt på en stak papirer som lå på bordet.
Tanja Fontaine Diablo Malcovich, det løb hende koldt ned af ryggen hvordan kunne han kende til lige præcis dét navn? Hendes hånd lagde sig omkring mappen med en let røsten, mest af alt på grund af den vrede der strømmede sig igennem hende. Han havde lavet et tjek op på hende?! Hun bladrede igennem mappen lyn hurtigt og var lige ved at tabe sin kæbe på gulvet. Hvor fanden! - Der stod alt omkring hendes liv, ting som ingen overhoved burde kende til, private ting meget private ting. Hvis han havde det her omkring hende, hvad mere kunne der så ikke ligge? Hun kiggede rundt omkring og begyndte nu at tømme hele arkivet samt alle skuffer, faktisk alt der kunne ligne at der skulle være gemt mapper.

Uden egentlig at vide hvorfor sætte dette virkelig hendes pis i kog, vidste denne mand virkelig ikke hvornår han skulle stoppe?!

,,Miss Malcovich du kan ikke komme den her vej!'' Tanja ignorerede fuldstændig sygeplejersken som forsøgte at stoppe hende for at vade ind på Alexanders stue, men hun kunne ikke være mere ligeglad! Hun skulle snakke med ham og det skulle være lige nu. Men lige som hun vadet ind i rummet blev han skudt i benet med en bedøvelses pil.
,,You got to be kidding me'' rasede hun, og alle dem som der før havde fokuseret på manden som der langsomt sank sammen i sengen på grund af bedøvelsen vente nu deres opmærksomhed imod den rasende vampyr der stod og kigget arrigt på dem alle sammen. Hun hørte kort at der var en som hviskede, tror du hun har fået et tilbagefald?

,,Nej.. men hvis i ikke vækker ham igen, så skal jeg vise jer hvad et tilbagefald er!'' råbte hun spydigt og kigget skiftevis imellem de skræmte læger.
,,Miss Malcovich, vi kan ikke bare 'vække' hr Lazarow igen, desuden har han brug for hvi..'' manden nåede aldrig at få lov til at sige hvile færdig før at Tanja afbrød ham.
,,Fint! Sådan jo bedre, så kan han ikke komme med en af hans åndsvage bemærkninger imens..'' en dyb indånding blev taget, inden hun smed hendes mappe på gulvet.
,,Din arrogante skiderik! poshel na khuy! You are such a pice of shit'' sådan kørte den der ud af, mens hele hendes kropsprog blev mere og mere skræmmende for de stakkels læger der overvejer at sende en bedøvelses pil hendes vej også.
,,Du har bare at komme op med en rigtig god forklaring når du vågner, for ellers er jeg skredet også kan du få denne lorte biks til at køre helt selv, for sidste gang gik det jo SUPER'' med disse ord skred hun ud af rummet, og satte nogle hastige skridt imod hendes værelse, hun havde endnu ikke bestemt om hun blev eller om hun faktisk ville tage alvor i hendes trussel og pakke sine ting, bare for at vise ham når han vågnede at hun ikke fandt sig i sådan en behandling.

Alexander fornemmede hende med det samme hun stod der, hun var et syn for engle også selvom han kunne mærke på hende at hun var skidehamrende sur. bedøvelsen gjorde dog at han ikke kunne hverken forstå hende, eller komme med nogen kommentare, han var bare en klump ubevægeligt kød, der ikke havde evnen til engang at tørre spyt væk fra sin egen mundvig, hvis det var nødvendigt, men han fangede vreden i hendes stemme. Der var som altid styrke i hendes ord og passion i den måde som hun valgte at fremstille tingende på, dog ville han ønske han kunne forstå havd det var hun sagde til ham og det hele ikke bare var en sløret tåge af ord der lød som fjerne formumlede udråb. En person i en hvid kittel stillede sig over ham og vinkede med en lommelygte ned i hans øjne, de reagerede ikke, hvorfor skulle de, han var død, han havde ikke brug for reflekser andre end dem han brugte til at dræbe andre med, eller sørge for at en handel gik i hus. Han kunne mærke et prik i armen og han fik lyst til at slå vildt omkring sig, men han kunne stadig ikke røre på sig.
Der gik noget tid, Tanja nåede at forsvinde ud af døren inden han kunne mærke at han genvandt noget af sin styrke. Langsomt kunne han begynde at bevæge hans fingre igen og lidt efter lidt kunne han enda begynde at svine lægerne til for at have skudt ham med bedøvelse der var beregnet til et stort savanne dyr, men da han i et hurtigt sving forsøgte at komme på benene væltede han forover og knalede hovedet ned i gulvet så en smal stribe blod dansede henover hans pande, benene ville åbenbart ikke helt lytte til hans befalinger endnu. Nødtvunget lagde Alexander sig ned igen og kiggede forundret op i loftet, hvordan kunne Tanja være i stand til at bringe ham så meget i knæ? Var hun farligere end han først havde antaget? Noget var der med hende og han var nød til at finde ud af hvad præcis det var, så han ikke kunne komme ud for at han ikke kunne huske andet end smerte, i løbet af hvad andre fortalte ham havde været en tre dage lang periode.
Alexanders syregrønne øjne stirrede rundt på de mange ansigter som kiggede forventningsfuldt på ham, men med et vredt udbrud sendte han et par af dem på vild flugt, "Hvad fanden i helvede var det Tanja kom og brokkede sig over? Det var sgu ikke hende der var bundet til en seng i 3 dage og stadig er det?". En sort sygeplejeske trådte frem og kiggede på Alexander uden at udvise den mindste frygt, "Miss Malcovich var sur over noget med deres behandling af hende... og udfra hvordan hendes værelse så ud efter jeres... sammenkvem, kan jeg ikke bebrejde hende", Alexander havde kvalt hende på stedet med sine øjne, hvis han havde været i stand til det, men i stedet kunne han ikke andet end at sende alle ud af rummet med en bevægelse med armen der var en del mere doven end det var meningen.

Sphinxen snurrede rundt i en sort kontorstol foran Tanjas computer, han havde ikke rørt den, men han havde kunne knække koden på den i løbet af sekunder hvis det havde været nødvendigt og have fundet alt det han ville om hende bare ved at lave et simpelt opkald på telefonene. Nok var Alexander hans bedste kunde og en person som han næsten så som en ven, men han holdt altid kortene tæt til kroppen og vidste altid en smule mere om alting. Hans sorte læderfrakke hang på stumtjeneren i hjørnet, og virkede lige så slidt og træt som den gamle malkeko, som den muligvis var lavet af.
Sphinxen ventede tålmodigt på at hans egentlige mål med turen til Ravenwood kom op til ham, det havde været planlagt fra starten at hun skulle opdage ham ligge papirene fra sig. Det havde ikke været svært at forudse hvordan hun ville reagere, når han nu havde læst alle hendes papire igennem og muligvis kendte mere til hende end hun selv gjorde i visse henseender. En lille alarm i hans armbåndsur fortalte ham at en person bevægede sig ude på gangen og han vendte ryggen til døren, han havde en sans for det theatralske og nød det når han kunne overraske folk, ved at være på et sted hvor folk ellers troede de kunne være helt i fred for ham.
Hans plan var simpel, han ville tilbyde Tanja at give ham information om Alexander, som han så kunne sælge videre, hvis der var nogen der havde penge nok. Og så ville han måske være i stand til at sørge for at hun og Alexander ikke døde i den allernærmeste fremtid, men håbet var kun spinkelt og det var vel og mærke hvis Tanja var modtagelig for fornuft, men hendes seneste opførsel havde fået ham til at tvivle på om en IQ på over 200 var nok til at kunne få hende til at tænke logisk ligenu.

Tanja tog en dyb indånding, da hun trådte ind i elevatoren på vej op mod hendes værelse. Hun havde så mange blandet følelser som der rasede rundt i hendes krop, hvorfor var han altid så meget drama! Det var da slet ikke til at holde ud, det var som om at hun blev dummere af at være i hans selskab, fordi hun ikke kunne sætte hendes følelser til side, og tænke rationelt bare for en tid. Hun sank en klump spyt som der generede i struben og knyttede hænderne sammen, ude af propartioner undslap hun et skrig for så at smadre en knyt nævne ind i elevatorens spejl, så det splintrede i flere tusind stykker. Det var alt for åndsvagt, og hun kiggede med store udspilet øjne på hendes knoer hvor at blodet strømmede frem, men hun gad ikke en gang bruge tid på at tage glaskårende ud det kunne jo være lige meget, som alt muligt andet.

Hun tog en dyb indånding igen og automatisk rankede hele kroppen, og hun stod meget mere selvsikker i hele hendes attitude. Hun var nød til at lægge disse barnlige følelser for Alexander væk, hun måtte ikke glemme alle de ting han havde gjort imod hende, og hvorfor hun virkeligheden var rejst til Frankrig. For at dræbe ham.

Hun slikkede sig hen over de bløde læber, og hun trådte elegant ud af elevatoren, som en fuldstændig forandret kvinde fra den man havde set gå amok i Alexanders hospital stue. Med selvsikre skridt trådte hun hen ad gangen, som ejede hun den, som var dette en catwalk hun gik på og hun skulle præsentere de hotteste fra Chanel. Hun rynkede kort på brynene da hun skulle til at lukke de slanke fingre rundt omkring dørhåndtaget, der var en uidentificerede lugt inde på hendes værelse, men alligevel ikke helt ukendt? Hvem fanden var det som havde lukket sig selv inde på hendes private opholdsted, kunne man da overhoved ikke få noget privat liv. Overhoved?

Hun lukkede sig langsomt ind, og hendes øjne lagde sig på den sorte læderjakke som bestemt ikke var hendes, men trods det hang den stadig på hendes stumtjener.
,,Jamen, føl dem endelig hjemme'' sagde hun med lettere irritation i stemmen, og gik hen til et lille barbord hvor hun hæv proppen af en flaske med blod, og hælde det op i et cognac glas. Glasset førte hun lige så stille til læberne, og tog en tør inden hun rømmede sig.
,,Hvad skyldes deres besøg, så i virkeligheden...?'' hun skulle til at afslutte sætningen med Sphinxen, hun kunne godt genkende denne lugt nu, det havde været fra den samme mand som havde lagt de papirer omkring hende, og det var den selv samme mand som hun havde set i lagerhuset den aften. Hun rystede kort på hoved, det var ikke noget hun havde den største lyst til at tænke på nu.

Hun løftede et ene øjenbryn, og ventede derefter tålmodigt på at manden ville tale for sin sag.