A Cold Evening

Han smilede bredt, "Selvfølgelig har du et efternavn!" sagde han bestemt og rodede hende i håret en lille smule. Han kom til at grine lidt, "Måske kan du ikk huske det, men jeg tror du har et og det passer garanteret perfekt til dig!" Han nikkede glad til det. Han kiggede stille på hende, han ventede blot på svar fra hende om hendes anden del. Han tænkte stille over det, hvordan mon hendes historie var? Var den heldigere end hans, eller var den måske værre? Han kunne godt mærke spændingen i det, det var rart at møde en som ham selv. Det var nok første gang det nogensinde havde hændt ham. Han nikkede let over hendes svar, at hun var ved at blive svagere og fanget i den krop. Han trak på skuldrene, der kunne være mange grunde til at sådan noget, det var et uforklarligt fænomen, men det skete alligevel. Han kom dog til at grine. "Ville du ikk se sådan ud?" Han lagde en hånd på hendes kind, "Jeg ville ellers sige at en engel sagtens kunne have den slags hud." mumlede han stille og mærkede blidt med fingrene. Han kiggede stille på hende og trak hånden til sig, han tænkte lidt. Det lød mere forvirrende end det gav mening, en engel som ikk kunne overgå dæmonen? Han gned sin tinding og tænkte sig om. "Måske er det bare pga du er blevet forseglet?" spurgte han og satte hovedet på skrå. "Det er måske derfor du ikk kan huske dit tidligere jeg, eller være stærkere end dæmonen psykisk?" smilede han let. Han kløede sig i nakken, hendes teori lød meget mærkelig i hans ører. Han forstod sig ikk på engle eller dæmoner, heldigvis, fordi det lød som noget værre ævl og ingen mening overhovedet. Han grinede, godt at han var sin egen og ikk tjente under nogen. Endnu. Kunne være at en ville tvinge ham under sig en dag. Han trak på skuldrene og kiggede mod hende igen. Han smilede lumsk, "Jeg har mange gode overtalelses metoder." sagde han og hans gule øje gav et glimt fra sig.

Hun smilede blidt til ham. "Jeg ved det. men jeg har glemt meget siden" sagde hun med et let skuldertræk. Hun anede ikke hvordan hun var kommet ind i denne krop, men hun vidste at der sikkert var en mening med det på en måde. Hun vidste at hendes teori ikke gav nogen mening. Det gjorde det heller ikke rigtig for hende. Men hun agtede at finde ud af det en dag. Hun vidste bare ikke lige hvordan. Hun kunne ikke kommunikere med sin anden del direkte. De var bare i samme krop, hvor de kunne mærke hinanden. "Det værste ved det hele er at jeg ved jeg har et formål på denne jord. Men på grund af det der er sket kan jeg intet huske om det. Men det må have noget at gøre med dette væsen at gøre jeg er fanget sammen med" sagde hun stille. Hun håbede det bare gav nogenlunde mening for ham, men hun var ikke sikker. Det hele var også lidt indviklet for hende. Da han kommenterede hendes hud smilede hun til ham. Hun lod ham mærke den og trak let på skuldrene. "Dette ville vel også sagtens kunne være min rigtige krop. Men jeg kan bare ikke se hvordan djævelen så er havnet i den" sagde hun med et let skuldertræk. Hun så mere intenst på ham. "Hvad mener du med forseglet?" Spurgte hun nysgerrigt. Hun ville med glæde modtage forslag til hvordan hun var havnet med en anden personlighed i en krop. "Desuden er det ikke en dæmon. Men en djævel" sagde hun med et lille smil. "Der er en del forskel" tilføjede hun bare for at de var enige om hvilket væsen der levede sammen med hende. Hun grinte kort over hans sætning om at han var god til at overtale folk. "Hvordan kan det egentlig være at du har et andet farve øje?" Spurgte hun stille. Nu havde hun fortalt en del om hende selv så hun syntes det var fair nok at hun også spurgte ham om noget. Desuden så han ud som en der kunne være lige så gådefuld som hende. Hvis ikke mere.

Han kiggede stille på hende, hans blik var meget fastklemt på hende, næsten uden at blinke. Han havde mange overvejelser over hende, det var underligt på så mange måde og det gjorde ham helt bestemt på at forstå det. Det var som om at han troede at jo mere han kiggede, jo større var sandsynligheden for at han kunne forstå hvad det gik ud på med englen og djævlen i sammen krop. Han kom lidt til sig selv da hun begyndte at snakke om igen, han kom til at grine en smule. "undskyld..." smilede han uskyldigt og aede hende på hovedet. "Det var bare en sjov sætning, det er den man så tit høre med at man har et formål på jorden og sådan..." sagde han stille og nød lidt tanken. Han mente heller ikk at det var tilfældigt at man kom på jorden, der måtte være grund til det, så hvad mon det var der var formålet for hvert individuelle person? Han trak selv på skuldrene over hendes spørgsmål, "Det ved jeg ikk, men kan være da du kom ind i kroppen blev jeres krop blandet? Den bløde og uskyldige hud, sammen med det farlige og mystiske ansigt?" smilede han let og kiggede på hende. Hun havde nu et pænt ansigt, hvorfor mon djævelen ville gemme på det? Var hun flov over udseendet da det ikk var hendes rigtige? Han slog det ud af hovedet, da han ikk kunne komme med for mange teorier på alting. Han tænkte sig om, hvordan mon han skulle forklare det? Han tænkte lidt mere, "Jamen det jeg siger, forseglet. Altså at du er som du siger, fanget i kroppen. Du kan ikk komme ud, fordi der er et segl eller besværgelse som holder dig fanget i den krop. Du er som et slags gidsel." smilede han let. Det var svært at forklare, men man kunne sige at nogen forseglede det som de ikk kunne kontrollere, så det enten ville svinde væk eller måske kunne kontrolleres en dag. Han kløede sig i nakken da hun spurgte ind til hans øje. "Tja, jeg er en sand blanding af varulv og menneske." grinede han let og pegede mod det sorte. "Den ene halvdel, som er mennesket." Han pegede derefter på det gule. "Og den anden halvdel som er dyret, eller bæstet. Alt efter hvad du selv vil kalde det" smilede han. Han kunne godt have været mere uddybende, men det var overordnet set det hele det han lige havde sagt.

Imens hun havde forklaret sig kunne hun ikke lade være med at bemærke hvor meget han havde stirret på hende. Hvorfor gjorde han mon det? Hun smilede dog blot. "Enten er min historie meget interessant eller også giver den ingen mening" sagde hun med et lille grin. Men hvad vidste hun også. Hun havde dårligt nok noget hukommelse mere så alt kunne være sandsynligt. "Det var ikke fordi jeg mente at alle måske havde et formål på jorden. Men jeg er en engel. Vi bliver som regel sendt herned for at udrette et eller andet" sagde hun med et let skuldertræk. Det var trist ikke at kunne huske hvad hun var blevet sendt til jorden for at gøre. Men hun havde på fornemmelsen det havde noget at gøre med djævlen. Hvordan skulle de ellers være stødt på hinanden. Hun lyttede stille til hans forklaring om hvordan de måske var blevet blandet sammen. Hun trak dog bare på skuldrene. "Siden jeg ikke ved det så kan jeg ikke sige hvad der er rigtigt eller forkert. Så dit kan være lige så rigtigt som mit" sagde hun med et sødt smil. Hun kom i tanke om hvor længe siden det egentlig var siden hun havde smilet så meget på en gang. Det var rart endelig at snakke med en person uden at blive forstyrret. Hun havde aldrig rigtig lært så mange mennesker at kende udover nogen stykker. De blev enten jagtet og dræbt eller også var de komplet ligegyldige. Det var de i hvert fald for hendes djævle del. Men for hende betød alle noget. Altså medmindre dem der prøvede at dræbe hende først. Hun så stille på ham. "Jeg føler mig også som et gidsel" sagde hun kort. Hun havde ikke selv kontrol over sig. Det var djævlen der havde magten. "Jeg ville bare ønske jeg kunne få mine kræfter igen. Og på en eller anden måde tvinge hende ud af min krop. Eller mig ud af hendes. Men ligegyldigt hvad så er det den der eger kroppen der vinder til sidst. For hvor skal den af os ende som så ikke har nogen krop. Det vil blot være en hvileløs sjæl" sagde hun stille. Hun vidste ikke om det var helt rigtigt, men en af dem måtte have en anden krop et sted. Men hun var sikker på at den for længst var væk. Så det gjaldt bare om at være den der til sidst beholdte kroppen for at overleve. Men Manda havde egentlig ret. Hun havde en blød og pæn hud. Men hun så vel egentlig også lidt mystisk ud. Det var sikkert håret og øjnene der gjorde det blev hun enig med sig selv om. Hun kunne ikke se hvad det ellers skulle være. Så hvem af dem ejede egentlig denne krop? Hun slog det ud af hovedet da han begyndte at svare på hendes spørgsmål. Hun kunne godt være interesseret i meget, men det var lang tid siden hun havde fundet en person så interessant. Spændt på at få mere at vide om personen. Eller varulv som han også var. Men det var ikke noget hun kunne mærke på ham. Kun se på grund af hans gule øje. "Det kommer an på hvordan din varulve side er. Om det bare er et dyr eller om det ligefrem er et bæst?" Spurgte hun indirekte og grinte kort. Hun anede jo intet om hvordan hans anden side var, men hvis han ville snakke med hende om det lyttede hun mere end gerne.

Han grinede og rystede på hovedet. Han kiggede op af mod hilen i lidt tid og tænkte, "Jeg vil sige at din historie er begge dele. Det er interessant at det er sådan en slags hændelse, men den giver heller ingen mening. Men nu er jeg heller ikk den der skal bedømme den." smilede han let til hende og satte hovedet let på skrå. Han kiggede stille, han kløede sig i nakken og rystede let på hovedet. "jeg vil mere sige at det er skytsengle der er sådan, og hvorfor skulle gud sætte en engel til at vogte over en djævel? Det er en meget mærkelig grund, men ja det kan være." sagde han stille. Han gned sin tinding, han var overhovedet ikk inde på det gud og satan pjat, han klarede sig helt find med at være gudløs og bare tro på det han fandt rigtigt. Han nikkede let, det var en meget besværlig eksistens hun havde fundet sig her på jorden. Gad vide om han egentlig kunne give hende sin hukommelse igen? Det var lang tid siden han havde prøvet at heale hukommelse eller hjernen som man kunne kalde det. Han sukkede stille og kiggede på sin hånd, måske var det ikk en god idé når han havde fjernet sine brandmærker fra ansigtet. Det tog meget energi fra ham, til at han ikk kunne heale sit håndled endnu heller. Han aede hende blidt på hovedet da hun sagde hun var et gidsel. Han smilede opmuntrende. Han ville ikk til at nævne at han måske kunne hjælpe hende, det var måske også noget farligt at forsøge sig med. Hvis det måske ikk gik som det skulle, eller at det viste sig at hun havde glemt sin fortid pga. gud havde gjort det? Det kunne være hun var en ærkeengel, men det var svært at sige. Han sukkede let. Han kunne dog ikk rigtig slå det ud af hovedet, det ville være bedre at hjælpe hende, men ville det ende som det skulle? Han gned sine tindinger, han fik næsten hovedpine over alt det. Han grinede over hendes spørgsmål. "Min varulv er et værre uhyre, han har gjort mange, mange, mange ting... Som jeg egentlig bare skammer mig over at jeg skulle være en del af." han lagde en hånd mod panden. Han fik det helt dårligt over at skulle tænke over de ting, det var noget han bare ville glemme, men altid ville være plaget af. Han smilede let til hende. "Som engel kan man sige at selv ikk engang satan ville have mig i sit rige"

Hun kom til at grine lidt over ham. "Den giver ingen mening. Det har intet af det gjort i lang tid. Men det er sket på en eller anden måde at jeg har fået en anden personlighed eller omvendt. Det er jo tydeligt" sagde hun med et skævt smil. Hun vidste ikke helt hvad hun ellers skulle sige til det. Egentlig gad hun ikke rigtig snakke mere om sig selv. Hun lød mere og mere forvirret, hvilket der var en logisk grund på. Hun var forvirret. Forvirret over hele sit liv. Men hun havde accepteret at leve sådan i håb om at hun en dag ville blive skilt fra djævlen og leve det liv hun havde gjort før. Hvis hun nogensinde kom til at kunne huske det. Efter hun havde tænkt mindst lige så meget som ham smilede hun til ham. "Men lad os tale om noget andet end mig" sagde hun smilende og blev igen tavs. Hun var egentlig lidt ked af at høre hvordan hans varulv var. Men havde hun forventet andet? Hun havde vidst ikke rigtig forventet noget. Hun blev dog mere nervøs da han sagde at han ikke engang ville være velkommen hos satan. Hun så stille på ham. "Kan du så kontrollere din form? Eller popper han bare pludselig frem?" Spurgte hun i håb om at det var det første. Hun havde det ikke så godt med alle de kampe. Der kom aldrig noget godt ud af dem. "Det er okay hvis du ikke har lyst til at snakke om det" sagde hun da hun kunne se hans ansigtsudtryk siden de var begyndt at snakke om hans varulv. Der var også ting hun ikke ville snakke om. Ting som hun havde set blive gjort til andre. Men det var vel bare det han sagde han også havde. Så på en eller anden måde måtte de jo alligevel forstå hinanden, da det lød til at de var ude for noget af det samme.

Han nikkede let, "Ja det er det jo." grinede han stille. Ting skete ikk bare tilfældigt, og det var jo sådan set sket, ellers havde hun ikk siddet her sammen med ham. Han aede hende blidt på hovedet, det var stadig spændende at hun kunne eksistere, det var bogstaveligt talt modsætningerne der sad i hende. Han kunne selv huske den smerte der var da det hændte for ham, to modsætninger i én krop er utrolig stærk en kraft som skadede kroppen. Han kiggede stadig meget på det, han tænkte ikk så meget over det. Men han kunne simpelthen ikk slippe tanken om at han havde en måde at kunne hjælpe på, men egentlig også stadig holdt det for sig selv. Han nikkede let, "Ja lad os da det." smilede han og tænkte lidt, gad vide hvad de kunne snakke om? Det var svært for ham at komme på noget, da hendes historie var utrolig interessant. Han sukkede lidt over at have fortalt hende om sin varulv, han fortrød det næsten da hun så hans ansigt. Han gned tindingen da hun spurgte om han kunne kontrollere det. Selvfølgelig kom det spørgsmål. Hun frygtede ham allerede. Han lagde sig med et bump, "Hvis du er så bange, så behøver du heller ikk blive her..." sukkede han lavt. Han lagde sig på siden med ryggen mod hende. "Det er ikk fordi jeg ikk vil fortælle det, men jeg vil ikk fortælle det hvis du alligevel er bange for mig. Fordi så forandrer det ikk noget."

Hun sukkede let. Det var ikke hendes mening at gøre ham nedtrykt. Men det var tydeligt det var det han var blevet over hendes reaktion. Hvem ville ikke reagere sådan? "Det er ikke fordi jeg er bange for dig" sagde hun og satte sig hen ved siden af ham på den anden side så hun kunne se hans ansigt. "Jeg er bare urolig for at komme op at slås igen. Jeg har ikke lyst til at se flere komme til skade. Eller at jeg kommer til skade for den sags skyld" sagde hun og strøg ham blidt over håret. "Du kan ikke sige noget til mig så jeg ligefrem ville blive bange for dig. Også selvom du har gjort nogen utilgivelige ting" sagde hun stille og tog sin hånd til sig. Hun vidste ikke om hun kunne overbevise ham om det, men ellers ville hun bare lade emnet ligge. Hun kunne se han ikke havde det godt med at snakke om det alligevel. Så hvorfor presse ham. "Det er i orden hvis du ikke har lyst til at snakke om det. Det forstår jeg godt" sagde hun og smilede blidt til ham. "Men jeg forstår godt hvorfor man ville blive bange for dig. Eller din varulv. Men jeg tror mere det er hvis man ikke kan forsvare sig selv. Det har jeg en ret god chance for" sagde hun og grinte lidt. Han havde jo mødt hendes anden side og vidste hvad hun kunne. Og selvfølgelig havde hun ikke vist alt hvad hun kunne. Hun havde set sjæle blive taget ud af deres kroppe og ført ned i helvede. Det var ikke noget rart syn. Men selv hun kunne fejle. Også mange sjæle var blevet knust i forsøget.

Han kiggede stille mod hendes ben da hun havde valgt at sidde foran ham, han havde ikk rigtig lyst til at kigge op. Han fik et stille udtryk da hun snakkede og strøg hans hår, han vendte sit blik op af mod hende og rynkede brynene en smule. Det var vel sådan set rigtigt nok, han gad heller ikk til at skulle slås og sådan noget. Men den måde hun sagde det på, fik det bare til at lyde som om at hun var blevet bange for ham. Han smilede opgivende til hende, da hun trak hånden tilbbage tog han blidt fat i den og kiggede stille på den. "Utilgivelige ting..." mumlede han stille for sig selv og pillede lidt ved hendes hånd. Det var nok nærmest det eneste han havde fået tiden til at gå med engang. Han smilede stille og lagde hendes håndryg mod panden. "Så længe det ikk skræmmer dig..." sagde han og slap hendes hånd igen. Han kiggede roligt på hende og trak på skuldrene, "Ja jeg er ikk så vild med at tale om det, men det er kun pga de udtryk som kommer med imens jeg fortæller det." sukkede han og kløede sig i nakken. Der var nogen der accepterede det, men der ville altid være noget i deres blik som viste ham at de var bange for ham eller troede han ville skade dem. Han satte hovedet let på skrå, han gned sin tinding blidt. "jeg ved du kan forsvare dig... Men..." han kiggede lidt væk. "I nådesløshed er jeg ingenting i forhold til min varulv..."

Hun så roligt på ham da han kiggede op på hende. Hun smilede forsigtigt for at få ham til at forstå hun ikke var bange. Hun var bare nødt til at være på den sikre side om han kunne kontrollere sin varulve form. Det kunne jo være at han havde det ligesom hende som ikke kunne styre det. Men det kunne han heldigvis. Ikke fordi tanken om det gjorde hende bange. Men fordi det måtte være så meget nemmere for ham. Også selvom hans varulv havde gjort forfærdelige ting, hvilket han havde gjort ret klart for hende. Hun så blidt på sin hånd da han holdt fast i den. Hun lod ham gøre med den hvad han nu lige havde lyst til og det fik hende til at smile endnu engang. Han var en spøjs dreng. Men det var noget hun godt kunne li. "Som sagt er jeg ikke bange. Jeg var bare nødt til at vide om du kunne kontrollere den eller om du er i samme problem som mig. Men jeg vil med glæde høre hvilke ting det er din varulv har gjort. Altså hvis du har lyst til at fortælle det" sagde hun stille. Hun ville ikke presse ham til at sige det og hun vidste at hun ville sidde helt stille og lytte til hans historie. Selvom han måske havde gjort forfærdelige ting var hun ikke en der plejede at lave grimasser mens andre fortalte om deres dybeste følelser og hvad de havde oplevet. For det meste kom hun faktisk til at stirre på dem som om hun ikke hørte efter. Men det var skam kun på grund af at hun koncentrerede sig så meget om at huske hver en detalje af det personen fortalte at hun virkede som om hun ikke rigtig var til stede. "Jeg har selv oplevet hvor forfærdelige ting man kan gøre. Og selvom mit måske ikke er lige så slemt som dit vil jeg virkelig gerne høre det" sagde hun og strøg blidt en hånd gennem hans hår med et let smil mens hun så ham ind i hans øjne.

Han sukkede let og aede hende blidt på hovedet. Han smilede opgivende, "Jeg kan nogenlunde kontrollere det, jeg kan kontrollere forvandlingen fuldkommen, men min varulv har sit eget liv, og jeg kan ikk kontrollere et liv." han fik et roligt smil frem. Det lettede ham en smule at hun ikk havde planer om at være bange for ham lige med det samme. Det var altid noget at nogen ikk var bange for ham. Ihvertfald indtil de mødte hans anden side, så var det en anden snak for det meste. Han tog sin hånd til sig og kløede sig i nakken. "Jeg kan nogenlunde holde ham nede, men nogle gange popper han bare frem." forklarede han og kiggede undskyldende. Det var som et undskyld på forhånd hvis nu at det pludselig gik galt for ham, dog var det ikk så slemt mere. Han synes det var sjovt at mærke en kvinde hånd igen, de var som altid mindre end hans og også meget mere bløde i det. Han elskede den følelse, både feminine og bløde fingre, det var sjovt at være glad for hænder. Han grinede over sig selv, han var da fuldkommen underlig i hovedet. Han smilede glad og nikkede, "Selvfølgelig, det er også i orden at du spørger. Men det lød bare lidt som om at du virkelig var bange for mig et øjeblik" sagde han stille og satte hovedet på skrå. Han sukkede lavt, tanken om at skulle fortælle om sin fortid var som altid ikk særlig sjov for ham. Han hadede at tænke tilbage på den, ihvertfald fra start til han blev nogenlunde teenager. Han tænkte en smule over det, han kiggede på hende. Skyldte han egentlig ikk at fortælle hende noget af sin fortid? Desuden handlede det kun om hans varulv, hvilket ikk var det allerværste som var sket. Måske det værste han havde gjort. Han sukkede let, det kunne vel ikk skade at fortælle en anden om hans fortid. Han havde trods alt gjort det før. Han smilede og grinede lidt da hun strøg hans hår. Han lænede sig lidt frem og pegede mod sit gule øje. Han ville starte med en kort intro. "Som du allerede ser her, har jeg to øjenfarver. Som betyder to personligheder." han smilede stille. "Og hvis du kigger, kan du se forskellige blikke fra dem begge. Det gule mere erfaren og koldt end det sorte." Han vidste det var en mærkelig start, men det ville give mening.

Hun smilede let over det han sagde. Det var på en eller anden måde ret spændende. Men måske fordi hun selv kendte til det. "Det kan godt være du ikke kan styre din varulvs liv, men tilsyneladende kan jeg styres" sagde hun med et let skuldertræk. "Men hvornår har han så sidst været fremme? For jeg går da ud fra at det er en han" sagde hun med et lille grin. Hun kunne ikke forestille sig hvis der skulle være en kvinde derinde. Slet ikke hvis hun så kom til at have Mandas udseende. Det ville bare virke forkert. "Hvordan kan det egentlig være at han nogen gange bare "popper" frem" sagde hun med endnu et lille grin. Hun synes det var et sjovt ord. >Popper< tænkte hun og kom til at smile ved tanken om det. "Kommer han da ud på andre tidspunker end ved fuldmåne? Eller fungerer din varulve form ikke helt sådan?" Spurgte hun nysgerrigt. Siden han havde en anden personlighed ligesom hende ville hun også gerne vide om hans form så også forandrede sig ved fuldmåne eller om det bare var lige så normalt som alle andre. Men så ville han da ikke være en rigtig varulv, ville han? Da han begyndte at fortælle om sine øjne tog hun sit ansigt helt tæt på hans og kiggede på ham med sine krystalblå øjne. Hun stirrede han ind i øjnene, hvilket nok ville gøre at han mistede focus i nogen få sekunder eller ligefrem bevidstheden. Det var ikke til at sige. Hun studerede hans øjne og kunne egentlig godt se hvad han mente når nu hun så godt efter. Hun fjernede sit hoved igen og så mere normalt på ham. Hun smilede blidt til ham. "Det kan jeg godt se. Men det var ikke lige noget jeg tænkte over" sagde hun med et lille fnis. Hun vidste ikke hvorfor hun pludselig var blevet så glad og smilende. Han sad jo også fortalte om triste ting. Men måske var det fordi hun følte sig mere og mere tryg sammen med ham. Han var en person hun virkelig kunne snakke godt sammen med og så ville hun heller ikke have at der blev en alt for alvorlig stemningen igen. Ikke nu hvor hun endelig følte hun kunne være sig selv og ikke opretholde en facade for at holde andre lidt på afstand. Hun følte hun kunne være noget så ærlig overfor ham, men der var selvfølgelig ting man altid ville holde hemmelige for nogen i starten. Det vidste hun også at han ville gøre og det var helt respektabelt. Det ville også være kedeligt hvis man pludselig vidste alt om personen ved et møde. Hvad skulle man så snakke om næste gang man mødtes med personen? Nej det ville blive alt for kedeligt.