High School Di Morga (indsæt kreativt navn her)

Sted: High School Di Morga
Tid: Omkring kl. 8 - hvor skoledagen starter.
Omgivelser: Skolen er naturligvis fyldt med elever.
Vejr: Solen skinner, og vejret er rigtig godt.


"Beep, beep". Den skingre lyd som brutalt rev Giselle ud af sin søvn, var ikke til at tage fejl af. Vækkeuret. En udefinerbar lyd gled over hendes læber, i det hun irriteret løftede en af mange hovedpuder og kastede den efter det lille, larmende ur. Uden held, det formåede at ringe videre. Plan B, blev sat i værk. Endnu en, af de mange puder hun lå med sit kønne hoved på, blev taget i brug. Hun smed den henover sit hoved, i håb om, at den dyre, bløde pude, ville fungere bare en anelse lydisolerende - men nej, heller ikke det havde noget effekt. Træt og irriteret satte hun sig op i den enorme seng, og strakte sig, imens et gab frigjorde sig fra hendes mund. Hun kastede et blik på det irriterende vækkeur, som blev gjort tavst, da hun hamrede hånden ned på det ovenfra, for at ramme sluk-knappen. Ved samme lejlighed kunne hun konstatere, at klokken var mange, og hvis hun skulle nå det til tiden skulle hun have været oppe nu. Skolen. Hun sukkede.

Modvilligt rejste Giselle sig fra den varme seng, og trådte ud på det kolde gulv. Hun gik direkte ud på badeværelset og ind under den varme bruser. Hun havde ikke tid til et langt karbad denne morgen.
Efter badet, tog hun et håndklæde, som hang på en håndklæde stang, omkring sig, og børstede tænder. For at spare tid, gik hun en runde i sit enorme walk-in closet med tandbørsten i munden, for at vælge hvad for noget tøj, hun ønskede at have på denne dag. Hendes valg faldt på en lille sommerkjole med blonder i en bleg, lyserød farve. Gucci. En jakke i lyseblå, som lignede lidt en "cowboyjakke" - men til flere tusinde kr. Chanel. På hendes fødder havde hun et par hvide stilletter, med en klassisk, rød sål som indikerede at disse var fra Louboutin. Hun hev en Prada-taske ned fra en hylde og smed det hele på sin seng.
Tandbørsten satte hun på plads, tøjet tog hun på og håret rettede hun til med et krøllejern og en smule hårskum, hvilket gav hende nogle naturlige, bølgede krøller. Prikken over i'et blev en smule mascara. Giselle behøvede slet ikke så meget make-up - hun var køn fra naturens side af.

Giselles skolebøger lå rundt omkring på værelset. Dem, sammen med sin MacBook, smed hun i Prada-tasken, og på vej ud af værelset tog en hun en halskæde, et par øreringe og et armbånd på. Disse var af guld, med ægte diamanter. De havde været dyre. Men hun havde intet imod at reklamerede med sin økonomiske status.

På de høje stilletter løb hun ned til sin hvide BMW, smed tasken på passager-sædet og satte kursen mod skolen. Hun havde den ene hånd på rettet, og tjekkede sin frisure i bakspejlet en sidste gang. Fra tasken tog hun et par Dior-solbriller, som hun tog på, da solen begyndte at irritere hendes øjne en smule.
Inden længe holdt hun ude foran skolen. Hun fandt en parkeringsplads til bilen, steg ud af den, tog tasken med sig, og satte kursen mod skolens indgang. Vejret var godt, og det resulterede i, at en masse elever i alle aldre stod i de sædvanlige kliker udenfor. Giselle lod blikket glide henover dem allesammen, og nød den opmærksomhed hendes entré altid fik.. Hun var populær. Folk så op til hende. Hun elskede det.

Det var endelig ved at blive forår. Det kunne både lugtes, ses og mærkes. Vejret var i hvert fald blevet tusinde gange bedre, her på det sidste. Al sneen var omsider smeltet helt væk, solen var fremme på himlen og kastede dens varme stråler ned på skolens store udeareal, inklusiv Joshua, som stod og hang henne i et hjørne af skolegården med et par venner. Han havde allerede fundet sine solbriller frem, men kunne dog ikke helt undgå de skarpe solstråler, der ramte ham direkte i ansigtet, eftersom han stod med front mod den blændende sol. Overkroppen havde han dækket til med en sort, lidt for stor t-shirt, der havde et graffiti-agtigt tryk på brystkassen, og hænderne var begravet dybt nede i lommerne på de forvaskede, grå baggypants, som var så lange, at de brede skatersko nærmest druknede i det nederste af buksebenene. Et sæt høretelefoner sad rundt om hans hals, og hvis man kom tæt nok på, kunne man svagt høre tonerne fra Eminems sang I Don't Care. Alting var godt lige nu, og han havde ikke en eneste bekymring. Det var ikke de værste timer, han skulle have i dag og så havde han ovenikøbet fri allerede klokken to. Det var rimelig luksus, når han normalt plejede først at have fri ved firetiden. Det havde været nogle lidt hårde dage her på det sidste, men den her dag kunne intet ødelægge. Det vil så sige, det troede han, indtil den hvide BMW kom rullende og blev parkeret nær skolen. Selvom han ganske vist ikke havde gået på skolen så forfærdeligt længe, vidste han udmærket godt, hvem den bil tilhørte. Hvem vidste ikke det? Altså, hvor mange elever ejede sådan et køretøj? Hans blik, sammen med en masse andres, blev med det samme rettet mod vedkommende, da døren blev åbnet, og hun steg ud af bilen. Det var ikke så underligt, at hun var populær her på skolen. Ikke nok med at hun havde en stenrig far, hvis det han havde hørt var rigtigt vel og mærke, hun havde tilmed udseendet med sig hvilket hun vist selv var helt bevidst om. Han kunne ikke helt finde ud af, om han skulle kunne lide hende eller ej. Det var næsten svært at hade hende, så godt som hun så ud, men hun lod til at være en af dem, som fik allermest opmærksomhed på skolen, og dét brød han sig ikke om. For var der noget, han ikke brød sig om så var det, at skulle dele spotlightet med en anden. Men det så ud til, at den kamp allerede var tabt, og hun var vinderen. Der var ikke nogen, der lagde mærke til den nye elev, og det kunne han lige så godt vænne sig til. Ikke at han var fuldstændig usynlig. Han havde skam fået en god håndfuld venner, men det var bare ikke nok. Han ville have det, hun havde, men han var godt klar over, at det krævede en hel del. En del, han nok ikke kunne skaffe, bare sådan uden videre. Joshua skævede en smule olmt til hende bag solbrillerne, som kort efter blev fjernet og i stedet for sat fast i kraven på hans oversized t-shirt, uden at flytte øjnene fra hende. Hvis han blev venner med hende, ville hans status vel stige, ikke? Det var et sats værd, og uden overhovedet at skænke afvisning så meget som en eneste tanke, vadede han med afslappede skridt hen mod hende. Det her kunne kun gå godt, det var han overbevist om; men det skulle snart vise sig. Han tillod sig at trave lige ind foran hende, i et forsøg på at få hende til at stoppe op, så han kunne få lagt en arm over hendes skuldre, som om det var noget af det mest naturlige at gøre i hele verden. "Giselle, ikke?" Selvfølgelig kendte han hendes navn. Igen, hvem gjorde ikke det? Jo mere populær man var, jo mere blev der også snakket om en, og han havde ikke rigtig kunnet undgå at samle en ting eller to op om hende på gangene, eller i kantinen.
Netop som han skulle til atter at åbne munden, denne gang for at præsentere sig selv, bimlede skoleklokken højlydt og lod alle vide, at første blok var igangsat. Han trak sin arm til sig og med et enormt drengerøvet smil, blinkede han lidt for kækt til hende, idet komplimentet "du ser godt ud i dag" forlod hans læber, hvorefter han tog sig den frækhed at give hende et klap bag i, inden han vendte hovedet væk fra den, højst tænkeligt utilfredse, popularitetsprinsesse og blandede sig med den store mængde, der alle sammen prøvede at masse sig ind ad indgangen samtidig.

//Undskylder det sene svar//

Giselle gik mod skolen indgang med et langsomt, roligt og - ikke mindst - selvsikkert tempo. Hun gik på de høje hæle, som havde hun dem slet ikke på. Eller, som om hun var født med et sådant par på hendes fødder. Venstre, højre.. hendes hofter bevægede sig på afbalanceret måde. Præcis, som de skulle. Ikke for meget, ikke for lidt. Hendes gang lignede en catwalk. På sådan en befandt hun sig også en gang i mellem. Ja, både der, på forsiden af blade, og hvor hun ellers fik jobs. Det gik legende let med et udseende, som ramte model-kravene og med en rig far, der var bedste venner med en indflydelsesrig mand i mode-verden. Kontakter, kontakter, kontakter.. det var i grunden, hvad man behøvede i denne verden, for at få succes. Altså, udover talent.

Hendes blik vandrede over grupperne, hvis blik allesammen var vendt mod hende. Klikerne var, som de altid havde været. De stod, hvor de altid havde stået. Alting var som det.. nej, vent. Der stod ham den nye dreng jo. En af hendes veninder - Angelina - havde omtalt ham et par gange. Mest svinet ham, for hans valg af tøj og venner. Hun havde vidst svaret noget hen i retningen af, at hans påklædning afspejlede hans sindstilstand. Hun havde fundet det meget morsomt, men havde være nødt til, at forklare Angelina hvad "sindstilstand" betød. Pigen var sød, sjov og det tætteste Giselle nogensinde havde været på en bedsteveninde - men begavet, det var hun altså ikke. Der var ikke noget at gøre der. Hendes intelligens var simepltehn bare lav.
Hun havde ikke selv set den nye dreng før nu. Og ud fra det, kunne hun så konstatere at hendes veninde havde ret. Hun betragtede kort den sorte t-shirt med et underligt print på, der mest af alt lignede en eller anden form for grafitti. Hendes blik gled videre til hans baggypants. Begge dele var mindst to numre for store. Nægtede han, at købe tøj i den rigtige størrelse, eller hvad? Benene i bukserne dækkede næsten hans sko. Disse, var også så enormt grimme, at han i virkeligheden gjorde sig selv og sine omgivelser en tjeneste, ved at dække dem til. En taber. Hans økonomiske status kunne hun ikke helt bestemme, dels pga. afstanden, dels fordi hun ikke vidste, om han ikke havde råd til pænt tøj, eller om det var et valg fra hans side af, at klæde sig sådan. Men hendes gæt ville være, at han allerhøjest kunne høre til middelklassen.

Hun lod blikket vandre videre, og skænkede ikke det nye fjols en tanke (hun ville ikke besvære sig med at lære hans navn, eftersom det var øgenavne som disse, han ville gå under, når hun omtalte ham). Hun vidste, at fordi hun i fremtiden ikke ville gøre det, ønskede hendes slæng heller ikke hans selskab. Allerede der, ville der så være en hel del, han ikke ville være velkomne hos. Og de luksuriøse privat-fester? Ingen adgang. Han hørte heller ikke til i nærheden af hende. Hun havde klasse. Og han havde slet ingen. Det var i hvert fald hendes mening.
Så hun skænkede ham ikke en eneste tanke, før han travede ind foran hende, for at stoppe hende. Det havde en effekt. Hun stoppede. Ikke fordi hun ville - normalt, ville hun være gået udenom, hvis nogen stoppede hende, og hun ikke ønskede at spilde tid på dem. Men hun stoppede simpelthen op i overraskelse, fordi der rent faktisk var en, der stoppede hende, som så tydeligt ikke hørte til i hendes liga. Og at denne så ovenikøbet var den nye dreng, gjorde ikke just hendes overraskelse mindre. Han måtte da havde hørt nok om hende, til at vide, at hun kunne gøre hans liv på skolen utroligt surt. Så hvorfor stoppede han hende? Var den irritation han frembragte i hende en bevidst handling? Spørgsmålene var mange, og hun fik ikke tid til at finde svar på et eneste, inden denne nye dreng, lagde en arm om hendes skulder, og kaldte hende ved hendes navn.
Hun var på ingen måder overrasket over, at han kendte hendes navn - det gjorde alle. Men, at han lagde en arm om hende, var direkte chokerende. Hun mærkede blikkene fra eleverne, som studerede dem fra deres pladser. De tænkte det samme. Og de tænkte, at den handling, nok ikke var noget, han ville slippe vildt godt fra - og hvis man fulgte Giselles tankegang, havde de ganske ret.
"Jo, jeg hedder Giselle", svarede hun iskoldt, og fjernede hans arm fra hendes skulder. "Giselle Dragomir. Du må da have hørt, at typer som dig, ikke skal tale til mig", forsatte hun, uden at lægge skjul på, hvor meget bedre hun mente, at hun var, i forhold til ham.
Klokken ringende, og hun var lykkelig for, at den irriterende unge, så ville være tvunget til at gå derhen, hvor han nu skulle hen. Men han lod hende ikke slippe.
Han komplimenterede hendes udseende, hvortil hun svarede: "Som altid. Fortæl mig noget, jeg ikke ved". Dråben der fik det berømte glas til at flyde over, var da han klappede hende bagi. Hun var for chokeret og overrasket over, at en som ham tillod sig, at gøre sådan med en som hende. Hun nåede derfor ikke at reagere på det, før han allerede var væk. Men hun lovede sig selv, at hun nok skulle lære den lille mide, hvem der bestemte på skolen, og hvem der absolut ikke gjorde. Sidstnævnte var naturligvis ham - og noget sagde hende, at han ikke var helt klar over, at det var det, som var hans plads.