Noir et Bleu ~ Khá

Hun var næsten som en journalist, der udspurgte en kendis for at skrive noget til sin næste klumme. Eller sådan føltes det ihvertfald. En ensidig samtale, og det gik en smule op for hende at han ikke rigtig havde spurgt ind til hende. Han kunne lide rampelyset? At være i centret og måske tændte han på hendes interesse for ham? Der var mange spørgsmål, men hun satte ingen konklusion for nu. 

Hendes blik blev medlidende da hun fornemmede en vis melankoli i stemmen, som han fortalte om hans tabte søn. Hun piercede en tomat med gaffelen. 
,, Jeg kondolere.", sagde hun på samme måde enhver anden ville sige af ren høflighed. Men det var ikke uden empati. 

,, Så du har ikke lagt med en kvinde siden?", hun tog tomaten i munden og tyggede.
,, Eller måske har du skiftet smag?", spurgte hun, som mindre direkte måde at spørge indtil hans seksualitet.

Det var da rart der blev spurgt indtil ham, men han kunne ikke helt lade være med at tænke over hvorfor hun ville vide netop de ting, men så igen måske var det bare for at konversere og være nysgerrig. Hun virkede stadig meget ung så nysgerrigheden var unægteligt et godt bud.

Jeg takker for deres omtanke frk. Men hvor lidt jeg end vil være ved det så var det mig selv der dræbte ham. Det var den sidste ordre jeg modtog fra guderne. En historie de gerne må høre hvis de ønsker det.


Han tog solbrillerne af og i stedet for de glødende røde orber, var der nu to helt smaragdgrønne øjne. Han tog en lille tår af sit glas og nød det tydeligvis. Han kiggede næsten spørgende på hende med de nu forandrede øjne.

Det er skam rigtigt jeg har ikke lagt med en kvinde i 400 år. Før jeg kom her til. Så min smag har ikke forandret sig. Det er bare uhyre få der finder en udød troldmand særligt appellerende. Og jeg har heller ikke ønsket at indgå i relationer, før jeg mødte en her i byen. Men jeg kunne ikke undgå at bemærke de sprang let hen over min bemærkning om deres øjne fortalte en anden historie end deres ord. Der må være en anden historie. En de vil dele lidt af måske?


Han var ganske klar over han potentielt provokerede hende, men det var også med vilje. Hun havde været så direkte i sine spørgsmål så kunne han vel godt være det samme

Hun løftede øjenbrynene en smule overrasket da han kendte sig skyldig i at have slået sin egen søn ihjel, og så med en sådan lethed? Det gav hende en ildevarslende følelse, men det løb hende ikke koldt ned af ryggen. Hun slugte sin mad og tog et sip af vinen igen for at sunde sig lidt på den information. Ville hun høre mere om hvordan han slog sit eget barn ihjel? Ikke just. Hvorfor? Hun var jo ikke nogen journalist, bare typen der snakkede og gerne ville snakke. Og så fandt hun emnet en smule makabert. 
Vinglasset hvilede i hendes håndflade efter hun havde drukket af det, og dets stilk forblev imellem hendes to fingre. Hun så op imod ham med hovedet en smule på skrå. Hvad mente han med at hendes øjne sagde noget andet end hendes ord. 
Hun spidsede læberne en smule i en overvejende grimasse, inden hun satte glasset tilbage på bordet. Hendes mørke blik var fast løs på Khá grønne, hvis farve hun virket betaget af. 

,, Jeg er ikke samler af familie tragedier. Derudover, føler jeg det ville dræbe stemningen en lille smule at nærme os det emne.", sagde hun som afslag fra at høre historien, lige nu. 
En nøgen feminin fod ville da ramme hendes bordherres ben og glide perverteret op af det, imens hendes smil blev en smule mere bredt og hendes øjne reflekterede en flirtende legesyge. 

,, Og hvad angår mine øjne... hvad er det så du ser i dem der modstrider sig mine ord?"

Hun lavede svage rul med håndledet og forårsagede en mindre hvirvelvind i vinglasset, imens hun spændt ventede på hans svar.

Ingen kunne bebrejde hende at det rystede en lille smule at han havde dræbt sin egen søn. Man var vel ikke hjerteløs. Han sagde det ofte så direkte for det var en måde at mærke efter hvem der blot tænkte ham som et monster, eller om de tænkte der var mere bag det end koldblodigt mord. Han regnede dog ikke hende for at tænke ham til at være en koldblodig morder.

Han sad med rank ryg i sin stol og tog glasset op til endnu en tår. Han lod til at være ubemærket af hendes fod. Men han smilte dig stadig da han nærmest flabet sagde: Det skal jeg sige dem. Ingen Svartalfarr jeg nogensinde har mødt har været hvad de giver sig ud for at være. De har alle en hemmlighed eller en fortid langt anderledes end deres nutid. Men du er langt mere ciliviseret end de fleste af din art. 


Han tog en stor tår af sit glas og sukkede nærmest tilfreds over vinen. Selvom smagsløgene i teorien ikke virkede så nød han stadig de små ting såsom en vin. Han vendte igen alt sin opmærksomhed tilbage til sin borddame

Du taler som var du af menneskeadel. Men dine bevægelser og dit blik fortæller du er langt mere end det. Der er en vis livsenergi, en vis frugtbarhed og elegance over dig man ikke finder hos Svartalfarr. Så et sted må den jo komme fra ikke sandt?

Manglen på reaktion var en smule ophidsende i sig selv. Kunne han overhovedet mærke det, eller var hans sanser også udøde, ligesom øjnene havde været for en tid? Idet han begyndte at tale lyttede hun endnu engang, men denne gang med en lille smule mere interesse end før. Hun fangede noget af buksestoffet imellem sine tæer og pressede det yderste af foden imod hans inderlår.Imens hun rettede ryggen og tog det sidste af salaten på en gaffet, og spiste som var alt i skønneste orden og hun ikke opførte sig uanstændigt overhovedet. Ved slutningen af hans ord lænede hun sig forover efter at have slugt, og satte glasset imod bord overfladen igen. Hendes skuldre trak op imod hendes hals og hendes barm blev skudt en smule mere frem af den arm der lagde sig under dem og hvilede på bordkanten.

De mørke øjne ville da stirre direkte ind i hans, uden frygt for at blive tralbundet. Hendes læber separerede sig og fremviste de hvide tænder. 

,, Du snakker om mig som om jeg var et eksotisk dyr. Jeg ved ikke hvad Svartalfarr er, men jeg giver dig ret i at min race er håbløst gammeldags, og ikke særlig innovative. Med hensyn til frugtbarhed.. det må vi jo teste.", hun lænede sig tilbage og drak det sidste af vinen.

Det var nu underholdende hvordan hun næsten blev opstemt af hans reaktion eller mangel på samme. Om det så var opstemt på en god eller dårlig måde var egentlig ganske tydelig grundet hvordan hun opførte sig og snakkede. Hun var på ingen måde tryllebundet af ham, men tilsyneladende var hans opførsel og snak pirrende, ellers ville hun aldrig gøre som hun gjorde nu. Selvom hendes ene fod var placeret hvor den var, var der ikke nogen reaktion at hente. Ikke en der kunne spores til det i hvertfald.

Det klædte hende at smile, selvom hun ville komme tættere på hans vinglas hvilket ville gøre fornemmelsen fra før noget kraftigere. Han lod også glasset stå så hun kunne smage. Ikke som om han tilbød hende det, men det stod til rådighed.

Han lod en negl følge hendes kæbelinje og hævede hendes hage en lille smule imens han kiggede rundt på hendes ansigt og i hendes øjne. Så sagde han med en nærmest nyfunden nysgerrighed:

Det ville måske være mere på sin plads at sige din art er som eksotiske dyr. Svartalfarr er det navn i bærer oppe langt nordpå. Det var der jeg første gang mødte en. Men du er ikke noget eksotisk dyr. Du har trandenceret den skæbne dit folk normalt er og har. Og jeg ville gerne nyde historien om hvorfor du er så anderledes end andre Svartalfarr.

Selvom duften fra Khá's drik var tillokkende og sikkert ville have fristet de fleste, var Laele ikke en svag kvinde. Hendes fokus forblev udelukkende på ham imens hun afventede hans svar med stor spænding. Men det betød ikke at hun ikke anerkendte drikkens forførelse, hun var blot ikke ligeså interesseret i det som hun var i den der sad foran hende: han var denne nats rusmiddel.

Idet han ville række tværs over bordet for at røre hendes ansigt, låste hendes øjne sig kort på hans hånd indtil hun regnede hans intention ud. Med en uforandret mimik og kropsholdning fik han lov til at glide sin negl over den mørke, bløde, hud og vippe hendes ansigt en smule op af. Det lyse hår blev svagt trukket tilbage af tyndekraften, og hendes øjne blev mere tydelige. Natlige og med en dybte som et hav. Ligeledes med lige så mange hemmeligheder som selv samme ocean.

Hendes smil bredte sig som han begyndte at tale om hendes artsfæller; samlignede dem med disse eksotiske pattedyr. Som morede det hende eller fik i hvert fald tændt en vis humor i hendes blik, der kort slog gnister. Selvfølgelig ikke bogstaveligt.

Hans spørgsmål gjorde anledning til en handling: hendes tæer gav slip på buksebenets stof og hun lod ganske langsomt - ganske nænsomt - sin fod glide langs hans inderlår til hun næsten nåede hans skridt, men hun stoppede inden hun nåede hans køn. Selv samme handling blev foretaget vel og mærke imens hun talte.

,, Jeg troede allerede jeg havde sagt at jeg finder tragiske familie historier et stort turn-off.", svarede hun fattet.
,, Lad os gå videre til et meget mere interessant spørgsmål... "
Hun klemte øjnende sammen og lod en finger følge vinglassets kant. En uskyldig og harmløs handling, havde det ikke været for det faktum at hendes fod havde flyttet sin position og let ville presse sig imod hans køn.

,, .. efter 400 år. Er der så overhovedet noget at komme efter?"

Hendes statur, hendes kropsholdning og hendes elegance havde nok tryllebundet de fleste. En hver dødelig mand ville være velsignet over at sidde som Khá gjorde nu. En hver dødelig mand ville potentielt få hjertstop over den måde hun var på i selv samme nu. Hun var uden tvivl smuk, men ikke desto mindre havde han ingen interesse på den måde. 

Det var ganske tydeligt hvad hun appellerede til. Som et eksotisk dyr var nok på sin vis ganske passende. Hun var som en huntiger på jagt efter en mage. Lige på dette punkt var hun fuldstændig som sin art. En Svartalfarr-kvinde der beruser sit bytte med begær for at sikre sig hans gunst. Eller i dette tilfælde et forsøg derpå. Et ganske godt forsøg. Men effekten manglede

Han sad ganske mageligt og kiggede ned på hendes fod og tilbage i hendes dybblå øjne. Han kunne ikke helt lade være med at grine lidt ved hendes spørgsmål inden han nærmest varmt sagde:

Jeg har ingen anelse om hvor vidt det hviler en familietragedie i deres fortid. Men en del af mig siger nu der gør. En jeg måske hører om en dag. 
Ja det er der skam. Den fungerer skam stadig.



Han skænkede lidt mere af den mørke væske op, uden at blande den med vin denne gang. Dette gjorde også duften og effekten langt mere voldsom. Dødelige kunne opnå en klimaks af eufori blot ved duften. Han tog en tår og han vendte opmærksomheden på hende og med et vis glimt i øjet og sagde:



Hvis man hedder Hazelin så gør den

Hendes væsen gav ikke nogen grund til at fremmede skulle opsnappe hendes perverterede lille gestus: det var en test. Om ikke andet var det en test som han bestod idet han endnu engang talte, og heller ikke da skabte en mine. Eller vækkede offentlighedens interesse. Hendes smil blev næsten udfordrende og hendes interesse steg. Ikke så meget i den seksualitet hun udfordrede ham med, men det faktum at han måske ikke var lige så spejl blank og dum som hun først havde antaget. Hun vippede en smule til siden idet hun støttede sin overkrop på en venstre albue imod bordet og lagde derved også hovedet en smule på skrå imens hun så på ham vurdererne.

,, Hazelin..", gentog hun filosofisk.
Hendes fod flyttede sig fra hans skidt og i stedet krydsede hun benende og rettede sin ryg. Med nyfunden interesse klikkede hun med tungen og klemte øjnende en smule sammen.

,, Aha! ~ Se der har vi et mysterium i sig selv."
Hun nikkede konkluderende for sig selv og så kort imod tjeneren der tog hendes tomme tallerken.
Hun så kort på sit tomme glas og tilbage på hendes bordherre; hintende.

,, Det er vel løst?", spurgte hun derefter.

Ved ytringen af Hazelins navn, ændrede hendes holdning sig fuldstændigt. Ikke til noget utilfreds eller tilbageholdent, men nærmest anerkendende. De fleste kvinder han kendte til i Terre, blev næsten beruset af magt eller penge. Hvilket han begge havde i overflod. Men det var ikke tilfældet her. Det var ikke noget gement forsøg på at fange sig en mand med magt, eller tilruske sig rigdom med sin krop. Der var langt mere bag. Og hvis han ikke tog meget fejl, testede hun ham for at se hvor langt han var fra de andre individer byen nu havde at byde på. Det virkede ikke som om byttet var hendes rusmiddel, men jagten. Jagten på noget eller nogen værdig.

Hvis de betragter dem som et mysterium, så spørg og så vil jeg da se om jeg kan løse det mysterium for dem. Hvis ikke det gør noget, vil jeg først spørge dem, hvorfor de mener et mysterium?


Han ville først vente på hendes svar, men indtil det kom kiggede han først på den normale vin og så på flasken med djævletårer med et spørgende dog flabet blik

Da han havde svaret og derefter tildelte hende et flabet blik med en hentydning til flasken med hans drik, og så hendes egen fortrukne vin, kom der et lille men stilfærdigt suk fra hende: som fandt hun noget en smule kedsommeligt. Hun rakte ud efter sin egen flaske og fyldte glasset, hvorefter hun tildelte ham et blik der kunne sammenlignes med en moders formanende blik, tildelt et barn der ikke kunne forstå et 'nej' - dog var det en smule hyklerisk taget det stunt hun selv lige havde lavet i betragtning. Efter at have sænket op til eget forgodt befindende drejede hun flasken om for at læse på bagsiden, imens hun svarede.

,, Du misforstår mig.", startede hun.
Flasken var sat fladt ned på bordet igen og hendes øjne søgte ham med en dulmende undren i dem. 

,, Jeg kunne bare ikke lade være med at tænke at du ikke har ligget med en kvinde i 400 år, og alligevel betegner din person som tilhørende en anden kvindes. Enten er du den kyske type, eller også er det løst og endnu ikke så fast at selve akten er sket".

Hun lod sin hage hvile i hendes håndflade og holdt et undrende blik på ham.
,, Derudover... Så sidder du her, på en fin restaurant på egen regning, med 'et eksotisk dyr' du lader dig begramse af ", et udtryksløst smil forekom.

,, Naturligvis kan jeg ikke lade være med at tænke at jeg ikke forstår dine intentioner."

Han kunne ikke lade være med at smile lidt over hendes nærmest fornærmede reaktion. Han forventede næsten at se den løftede pegefinger. En sagte latter fandt over hans læber da hun skænkede til sig selv og læste mærkaten. Lidt som om hun undgik en momentær kontakt, grundet hun udemærket vidste udfaldet af hende ord og handlinger

Din undren er naturligvis velbegrundet som alt du gør. Det er korrekt jeg indtil for nyligt ikke har ligget med en kvinde i 400 år. Men jeg fik mig en elev her i byen. Hazelin. Jeg har til stadighed ingen forklaring, men noget skete og jeg har valgt at dedikere mig selv til hende såvel som hun har dedikeret sig til mig


Hendes tanker om han sad her alene en sådan aften med selskab var da heller ikke så underlige. De fleste ville nok kigge skævt til dem, men han var jo sin egen herre og andres tanker berørte ham ikke specielt. Han vidste han var tro og det var mere end rigeligt til ham.


Han tog en forsigtig tår af sin "Djævletårer" og nikkede anerkendende til hende og svarede yderligere:

Men ja hvorfor skulle jeg sidde her i selskab med dem uden hende? Eller alene? Fordi hun passer en ganske særlig have for mig. Og selv mit slots mure kan virke tomme så jeg ynder indimellem at nyde et måltid mad i byen. Og nej jeg betragter dem ingenlunde som et dyr. Den eneste grund til jeg lod dem gøre det,er fordi jeg er så sikker på hende og jeg. Selv djævle kan elske. 

Det mere han uddybede dets mindre syntes hendes interesse at stige: men var det så mærkeligt? En fancy resturant, en god stemning og nu var samtalen drejet ind på en anden kvinde og dennes betydning og indpakt. Laele var overvejende; hun kunne ikke helt beslutte sig om det her møde bare var tidsspilde og om hun pænt skulle rejse sig og gå og bede ham skrubbe hjem til sin have og sin viv - selvfølgelig på en pæn og civil måde, hun ville aldrig være så direkte. Men hvem ville ikke være en lille smule fornærmet? Holdt for nar et eller andet sted, da der ikke var blevet gjort udtryk for at hun legede med en ild der allerede var tæmmet. Hun tog sit glas og rejste det en smule med et vurderende blik på ham.

,, Jamen så cheers.", sagde hun stilfærdigt efter at have hørt ham til ende, men også afvigende og hurtig til at lave en konkluson på emnet.
Et velbevaret smil var over hendes læber og hendes statur og udstråling afslårede på ingen måde hendes skuffede tanker.
,, Skål for din kvinde og din have."

Skulle han faktisk indvige i denne lille celebration eller ej, var vist irrelevant da hun bare gav et roligt nik og indtog den berusende substans. Derefter slikkede hun sine rødmalede læber og satte derefter hendes glas ned igen med et betænksomt blik på bordets overflade.
De lange blanke negle slog imod dugen og gav en ganske diskret tromme lyd fra sig, som komponerede hun en lille melodi med en tekst kun hun kendte.

Derefter var det lidt som om at stemningen ville dale, falde og uddø en smule. Hun så væk; ud i resturanten og observerede istedet de andre gæster end hun holde opmærksomheden på ham.
Hvilken kedelig drejning.

// Når jeg laver skriskrigt tænker hun, bare så vi er på samme page.

Sikke en drejning. Hendes skuffelse var på ingen tænkelig måde svær at se. Hun skjulte den godt men ikke desto mindre var det tydeligt. Hun havde nok håbet på et nemt offer for hendes charme. Og hvilken prinsesse ville ikke blive fornærmet hvis ikke man beundrede de juveler hun bar. Men hun havde meget lang vej igen hvis hun troede den slags var så nemt. Nok var Khá en djævel, men en tro djævel.

Han kunne ikke lade være med at grine lidt af hende. Det var næsten nuttet. Denne aften gav hende ikke noget udbytte. Sikke en redelighed. Han skålede dog tilbage da hun rejste sit glas. Nok var hun vant til folk føjede hende hvis hun blev sur, Men det var ikke hans problem. Hans hjerte bankede kun for en. Det måtte hun så acceptere eller lade være

Jeg kan ikke helt lade være med at finde deres reaktion ganske morsom. Hvad havde de håbet på? En ny seng at ligge i for natten? En bid af de rigdomme mit slot indeholder? Eller er de bare en vred prinsesse der troede hun havde fundet en bejler? Det kan da godt være de er vant til at forføre hvemend de hviler deres øjne på. Om hvor vidt vores snak skal fortsætte er op til dem selv. De er selvfølgelig også velkommen til at forlade bordet hvis ikke deres selskab behager dem længere. Skål Svartalfarr


Han satte sig tilbage i stolen som en tilfreds konge

Hun rakte hænderne op omkring hendes nakke og lod dem glide ned langs hendes hals i en nærmest udmattet handling, selvom det ingenlunde var tilfældet. Hendes albuer blev sat som støttepæle imod bordet imens at hendes hænder omfavnede hendes kinder. Først da han begyndte at tale igen så hun over på ham, og dets mere han snakkede dets mere forvirret syntes hun at blive. Hun rynkede brynene uforstående af hans underlige konklusion af hendes intentioner og lod derefter et ophøjet smil ligge sig over hendes ansigstræk. Fornærmet men rolig. Hendes øjne fik en snert af bedrevidenhed.

,, Du tænker højt om dig selv, hva?", lød det fra hende. Ikke hånligt, men mere.. medlidende på en måde.
,, Prinsesse? Rigdom? Slot?", en klukken lod fra hende og hun udåndede i et opgivende suk.
,, Du er vant til at det definere dig? Måske lidt for vant til det? Men du har selv sagt de færreste finder dig tiltrækkkende, din rigdom gør dig heller ikke tiltrækkende - tvært imod utiltrækkende at du med det samme bruger dine midler som en hurtig konklusion på mit ikke eksistererne ønske om at høre om din erobring. Og derefter stempler mig som star-fucker?", hun så bebrejdende på ham.

,, Khá, du kan vel tænke? Der kunne måske være andre grunde til min tilbagetrækning."

Det er skam ikke det der normalt definerer mig. Det er mere mine handlinger i fortiden eller de titler andre har givet mig. De Dødes Herre. Den Arkane Flamme's Mester. Eller hvadend fjollet titel de nu mener jeg skal have. Rigdommen og slottet er bare kommet stille og roligt med årene. 


Det var en noget fascinerende defensiv hun indgik. Fornærmelsen blev næsten en mur. Og hendes forsøg på bedrevidenhed hendes våben. Men selvfølgelig var det resultatet af hun ikke fik hendes vilje. Hun værdsatte nok hendes egen værdighed for meget til at slå i bordet som en vred pige. Hvilket næsten var forventet hun ville gøre. Men hvis det var den opførsel hun lagde for dagen, så var hendes ærbødighed slet ikke så perfekt som først antaget.

Jeg har skam heller ikke det fjerneste ønske om at du skal finde mig tiltrækkende. Det er der kun en der skal. Men ja de opfører dem lidt som en prinsesse hvis vilje ikke er blevet opfyldt. Hvad deres vilje er, er sådan set ikke min sag. Jeg siger skam ikke de er "star-fucker". Men deres pludselige reaktion omkring mit hjerte tilhørte en kvinde er påfaldende. Men siden de mener jeg er mental inhabil må de da gerne oplyse mig. 

Titler. Titler der fulgte med slotte. Ubruglige ord der ikke kunne beskrive noget og personen alligevel, udover at antyde enten rigdom eller magt - og det først nævnte såvel som det sidste nævnte fik ikke nogen kildren frem i hendes lemmer. Eller gjorde hende det mindste interesseret. Da han så også havde indrømmet at det normalt var det der definerede ham og nu brugte det som undskyldning selv, for ikke at nævne at han overhovedet anerkendte det - var i sig selv at fejle en anden test Laele i al hemmelighed havde skabt. Hvilken score han havde var efterhånden ikke til at regne ud. Men hun lyttede, ikke ovenrdentligt interesseret men høfligt og med den rette mængde opmærksomhed. Ved slutningen af hans ord rettede hun sig op og så ned på den tallerken hvor hovedretten ikke var endnu og rettede på bestikken der lå ved siden af.

,, Ja.., sukkede hun begyndende, men ikke som svar på noget han havde sagt.
Hun så op igen og lod underarmene hvile overbordet ved siden af anrettelsen. 

,, Er det ikke ganske normalt for en kvinde der er blevet inviteret ud på middag at antage at det måske har andre undertoner end bare en pæn middag? Taget deres manglende protester på mine tilnærmelser ibetragtning, indtil du fortæller om en anden kvinde der åbenbart allerede har sat sit flag i deres 'bed' så og sige. Ville du ikke finde det en smule ubehageligt? Måske endda føle dig en smule vildledt og mildt udnyttet?"

Hendes øjne udstrålede ikke nogen forfærdelse over det, ej heller virkede hun vred eller barnligt misundelig. Hun var bare skuffet, ikke over at han havde en kvinde, skulle hun være ærlig så var hun en smule kold omkring det. Måske var det bare idéen om at han havde ladet hende flirte og tilnærme sig, velvidende at han havde et pigebarn der gik hjemme i hans have og sikkert ventede. Og nu sad og beskyldte hende for at opføre sig som en forkælet prinsesse, når han ikke engang vidste hvor hun kom fra eller hvordan hun havde levet op til nu, heller ikke hvad hendes profession var, hvor hun boede, hvad hun elskede, hvad hun hadet. Denne dom der faldt uden at hun så meget som havde sagt noget, men bare trukket sig tilbage da hun havde indset at hun skulle back-off

,, Du kender mig ikke, og alligevel er jeg pludselig en forkælet prinsesse der ikke kan få sin vilje? Jeg trak mig da du nævnte din Hazelin, er du ikke tilfreds med det? Eller skulle jeg kaste mig over dig som om jeg ikke fattede en hentydning?", spørgsmålet var retorisk.

Hun bed sig selv i læben, hvorefter hun traf en beslutning og trak sig en smule væk fra bordet med det åbenlyse ønske om at gå.

,, Det her var vist en dårligt idé.", tilføjede hun så.
Hun tog håndtasken og åbnede den, hvorefter at hun placerede et sagte beløb for det hun selv havde bestilt og lukkede den igen med et 'klik' hvorefter hun ille rejse sig og tage jakken over skuldrene.

,, Og så kan jeg jo trøste dig med at du ikke skal være bange for at jeg finder dig tiltrækkende.."

De sorte panter øjne ville da forsøge at få øjenkontakt: stålfast og urokkelig som den klippe hun nu engang var. Hvilende i sig selv og selvsikker. Hendes fingerspidser hvilede fortsat over bordet.

,, Jeg finder indbildske, arrogante og gamle relikvier et ufatteligt turn-off." 

Og med det ville Laele trække sig med mindre Khá på den ene eller anden måde forsøgte at holde på hende, men hvis ikke ville det højst sandsynligt blive enden på aftenen.


// Note: Hvis Khá siger noget, bliver det imens hun trækker sig væk. Bare så tidregningen bliver gjort til ære. Da det ikke gir mening ellers.

Jeg har på intet tidspunkt haft den intention at vildlede dem på nogen måde. Hvis det er deres opfattelse, har de min allerdybeste undskyldning. Jeg mener ikke selv at have gjort nogen tilnærmelser til at de skulle begynde på den slags. Som jeg før har nævnt så synes jeg at godt selskab skal behandles derefter. Hvis de betragter det som en tilnærmelse fra min side af har det aldrig været intentionelt. 


Khá rejste sig og bukkede dybt for hende som en takkende gestus. Han regnede ikke med det men alligevel tilbød han:

Hvis de mener det er forsøget værd kunne de komme på besøg på mit slot, kun som gæst med ingen anden intention end høflig og venlig konversation. Hvis ikke tilbuddet har interesse hav det da godt

Hans forsvar var ikke lyttet til, tvært imod da han talte og udførte sit malplacerede buk, der dog ville tiltrække de andre personer ved nabo-bordrene's blikke, blev han ganske enkelt ikke rigtig ænset af den det var henvendt til. Hun fortsatte med at gå som beskrevet før, idet han ikke gjorde meget for at standse hende udover at tale.

Hun rakte hånden op i luften så håndryggen kunne ses; en gestus der betød 'farvel'. Med sin let hæse kvindestemme der talte næsten som citerede hun lyrik.

,, Goodbye, Conner ~ ", sang hun næsten, inden tjeneren så pænt åbnede døren for hende. Og silhouetten af den mørk-hudet kvinde forsvandt ud i nattelivet.