Long awaited reunion

De sidste seks måneder havde være forfærdelige, intet mindre. Dean kunne ikke komme sig over tabet af Kajika og jo længere tid der gik, jo mere tvivlede han på om han nogensinde kunne leve videre. Han tænkte alt for meget, hans tanker sværmede hele tiden omkring Kajika. Kunne han have gjort noget? Kunne han have forhindret det? Han vågnede ofte om natten, helt våd af sved og i sine egne tåre fordi at han genoplevede hendes død igen og igen. Han burde have stoppet hende, han burde have fundet en måde at undgå det på. I de første par måneder havde Dean slet ikke forladt sin lejighed. Han havde hverken rørt stoffer eller alkohol, han var blevet indenfor, havde fået sig et lille skæg og nærmest låst sig inde. Han ville ikke tale med nogen, han ville ikke være i nærheden af andre mennesker.

De sidste to måneder var Dean så småt blevet sig selv igen, han var begyndt at gå i byen igen, møde kvinder og drikke sig i hegnet. Han havde dog endnu ikke været fysisk sammen med nogen, han kunne ikke få sig selv til det. Dog havde han været oppe og slåse et par gange, han kunne ikke lade være, han havde så meget vrede til verden som han forsøgte at drukne i alkohol og stoffer. Havde det ikke været fordi han havde lovet Kajika at være der for NIcole så havde han sikkert begået selvmord nu. Men han måtte passe på hende, også selvom han snart ikke havde set hende i meget lang tid.

Dean sov, han havde festet i flere dage og var endeligt faldet i søvn, søvn var en sjældenhed, hans tanker fik ofte hans søvn til ikke at kunne komme til go han måtte derfor gøre hvad han kunne for at sove, og at feste løs var en af tingene. Han vågnede da klokken var lidt over midnat og stod op, tjekkede sin mobil. Flere ubesvarede opkald fra et nummer han ikke kendte og en telefon besked? Dean kiggede forvittet på telefonen og tog den op til øjet, måske det var en pige han havde givet sit nummer til, men han havde da ikke givet sit nummer ud. Da han hørte stemmen blev han stille og da hun sagde sit navn stoppede han op og kiggede ud af vinduet, var hun alene, I Terre? Pigebarnet måtte jo være sindsyg.

Dean greb sin jakke og nærmest løb ud af døren. Hvorfor var hun dog alene i Terre? Han havde ikke set hende længe, 6 måneder var gået og han vidste at hun nu måtte have udviklet til fysisk til at være en voksen kvinde. Dog forventede han at kunne genkende hende og da han kom hen til stationen kiggede han roligt rundt inden han fik øje på en mørkhåret pige der sov, hun lignede sig selv, det mørke hår og det smukke ansigt, hun lignede sin mor med Dean's hår: "Nicole?" sagde Dean stille og satte sig på hug foran hende.

Dean havde aldrig forventet at han ville elske nogen lige så højt som Kajika, men Nicole var tæt på. Om det var fordi at hun lignede sin mor på så mange punkter, om det var fordi hun var hans eet kød og blod eller om det var en blanding af de to ting, det anede han ikke. Men han vidstebare at noget i ham fortalte at han skulle passe godt på hende, nok fordi han havde lovet hende mor det.

Da hun lagde armene omkring ham gjorde han lige sådan, hun mindede ham så meget om Kajika at det gjorde ondt helt ind i sjælen på ham, han savnede Kajika noget så forfærdeligt at han stadig ikke vidste hvordan han skulle leve videre uden hende, og han følte at hans liv var komplet gået i stå: "Det gør jeg heller ikke" sagde han, naturligvis ville han ikke forlade hende, han havde kun gjort det fordi han skulle. Han ville ikke kunne hjælpe hende med at blive forvandlet og at gå så lang tid uden hverken hende eller Kajika var jo ganske enkelt forfærdeligt.

Da hun trak sig væk fra ham betragtede Dean hende stille og et smil kom frem på hans læber. Hvor var hun dog blevet køn, hun havde sin mors ansigt og sin mors øjne, og det mørke hår efter ham. Der var ihvertfald ingen tvivl om hvem hendes forældre var. Hun havde samme dådyr øjne og det fik ham til at kigge kort på hende inden et smil kom frem på hans læber, de fik hende virkeligt til at ligne sin mor og han stod et øjeblik i sin egen verden, hvor han dog savned Kajika, så inderligt at han næsten ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv og han ville gøre alt i verden for at få hende tilbage igen.

Dean nikkede over hendes ord og lagde en venlig arm omkring hendes skuldre: "Kom..." sagde han med et lile smil og gik hjem i mod lejligheden. Han boede samme sted som han altid havde gjort, den store hvide bygning. Alle de hvide møbler stod som altid, han store seng der lige nu viste at han havde sovet i den, men ellers pæn og ren som altid. Han var jo ikke så ofte hjemme selvom han gerne ville: "Hvorfor har de ikke kontaktet mig?" spurgte Dean da han var kommet ind af døren, burde de ikke det? De kunne da ikke bare smide hende ud på gaden?

Dean smilede roligt til hende, hun var uden tvivl den smukkeste pige i Terre og i verden. Det var hun allerede som barn og hun blev bestemt ikke grimmere med årene. Dean nikkede og forsvandt så ud i sit køkken, han ejede jo næste alt i piller og panodiler kunne han skam godt lige klare. Han gik tilbage ind i stuen med et glas vand og to hovedpine piller som han lagde på glasbordet foran hende og satte ligeledes glasset, inden han selv satte sig på en stol ved siden af bordet og smilede roligt ned til hende: "Jeg er glad for at se dig igen" sagde han roligt og rejste sig for at sætte sig ned ved siden af hende og krammede hende kort ind til sig, faktisk var han ufatteligt glad for at se hende.

Dean nikkede kort over hendes ord, han var også glad for at hun var kommet ud, det var nærmest det eneste han havde brugt sine dage på, bare at vente på hende. At vente på at se hende igen: "Ja det gør jeg.." sagde han med et lille skævt smil, han havde jo faktisk aldrig boet sammen med nogen, udover når ham og Kajika havde haft deres ture: "Og du må bo her så længe du vil" sagde han og smilede til hende, han havde det stadig svært ved tanken om at han faktisk var far til en 18årig, især fordi han stadig selv opførte sig som en teenager, men samtidig virkede det så rigtigt og han elskede hende uden betingelser.

Dean nikkede roligt, han var faktisk en smule sulten og tog glædeligt i mod hendes mad: "Du er god til at lave mad" sagde han med et roligt smil og tog endnu en bid af maden, det smagte dejligt: "Jeg er glad for du er kommet ud derfra" sagde han roligt og kiggede stille på hende: "Og hvis jeg kan gøre noget for dig, hvis du har brug for noget.. Vil spørge om noget, et eller andet... Så kan du altid komme, okay?" spurgte Dean og vidste ikke hvor hans næsten faderlige gen kom fra, men for ham, lige nu, virkede det ganske naturligt.

Dean trak let på smilebåndet da hun sagde at han var en god far, det var glæde og totur på samme tid at sidde ved siden af hende. Glæde fordi han havde savnet hende så utroligt meget og fordi at han elskede hende meget højt, og smerte fordi hun mindede ham om Kajika på så mange måder, og lige nu var hans liv gået i stå og det absolut eneste han følte han kunne tænke på var Kajika og på hvor meget han ville ønske han kunne få hende tilbage. han ville gøre alt for at se hende igen, og han ville gøre alt for at få hende tilbage, selvom han vidste opgaven var umulig.

"I skoven? Noget du gerne vil se?" spurgte Dean en smule kritisk imens hans første tanke kørte omkring Trey, hvis han nogensinde så ham igen ville han slå ham ihjel uden at tøve, han havde prøvet at røre Kajika og var der noget han ikke skulle så var det at røre Nicole. Så ville han slå både Trey og alle hans piger ihjel: "Og du kan bo her så længe du vil" smilede han roligt: "Jeg laver kontoret om til et værelse, så kan du få det" sagde han med et roligt smil og kiggede ned på hende, det var stadig uvirkeligt for ham at den smukke pige han sad ved siden af var hans datter, Kajika's datter..

Han rystede let på hovedet: "Nej, men vi tager ud og køber en til dig i morgen" sagde han med et roligt smil, klokken var jo efterhånden halv to, så lige nu kunne man nok ikke købe meget mobil: "Og de tager i mod alle, men pas på vampyre..." sagde han roligt, godt nok havde hendes mor selv været vampyr de sidste par år, men det ændrede ikke på at de var farlige: "Og hvis nogen gør dig noget, så kom til mig..." sagde han og kunne mærke han blev vred næsten bare ved tanken om at nogen måske ville gøre hende noget.

Dean nikkede, han skulle nok følge hende hen til kirkegården og skoven, men ikke lige nu: "Men lov mig ikke at tage derind alene" sagde han vigtigt, han vidste at Trey sikkert stadig boede derinde med alle hans piger og var der noget i verden som han frygtede, så var det at Trey ville fange Nicole ligesom han havde fanget Kajika. Forskellen var bare at Dean nok var langt mere overbeskyttende overfor Nicole. Kajika havde i det mindste været voksen, været vred på ham og taget sine egne beslutninger. Men en ting der var sikkert var at Nicole aldrig nogensinde fik lov til at tage beslutninger som dem Kajika havde taget. Listen over folk der aldrig skulle røre Nicole var klar: Nathan, Trey og Scars.

Dean kunne ikke vende sig til at hun kaldt ham far, det virkede så mærkeligt og det virkede så forkert på en betryggende måde. Hun mindede ham så meget om Kajika og Dean var endnu ikke kommet sig over sorgen.

Dean smilede da hun kyssede hans pande: "Godnat..." sagde han roligt og blev siddende i stuen, der sad han længe og tænkte. Som altid så fløj Kajika rundt i hans tanker og han vidste slet ikke hvordan hans liv nogensinde skulle komme til at fungere igen, han ville gøre alt for at få hende tilbage og han var desperat efter muligheder, trolddom, et eller andet. han måtte snart flyve til himmels og tage en snak med Gabriel. Var der slet ingen chance for at han kunne se Kajika igen? Han kunne ikke tro det og han ville ikke tro det. Da klokken var lidt i fire gik han dog endeligt i seng og efter endnu en time med tanker i sit hoved faldt han i søvn.

//Out//