Reunion

Sted- Izobells lejlighed
Tid- 21
Vejr- Det er mørkt og en anelse køligt
Omgivelser- Møbler, Izobell og Zophia

Der lød et lille klik, da låsen blev slået fra. Døren blev skubbet op, og ind trådte Izobell efterfulgt af Zophia. Hun skubbede sine sko af, og satte dem derefter ind imod væggen, så de ikke stod i vejen. "Ja, det her er så min lejlighed", sagde hun stille og tændte for lyset. Gangen blev straks oplyst af et lettere gulligt skær. Knagerækken blev synlig, og det samme blev det ovale spejl på væggen. Izobell trådte hen bag Zophia og lukkede døren efter hende. Derefter drejede hun låsen rundt, så døren blev låst. Hvis ikke den blev låst, var det næsten det samme som at invitere tyvene indenfor, og det så Izobell absolut ingen grund til. De mange vinduer var risikable nok i forvejen. Den form for tankegang, ville nogle nok betragte som paranoid, og det var den måske også. Normalt opførte Izobell sig slet ikke på den måde. Hun var mere typen der festede.
Izobell trådte hen i døråbningen ind til stuen, og vinkede Zophia hen til sig. "Kom", sagde hun med et skævt smil og forsvandt ind i stuen. Hun drejede en gang rundt om sig selv, inden hun igen vendte sig om imod sin veninde.
Rundt omkring i stuen, var der en del fotografier. De fleste forestillede hendes familie. Elizabeth, Jess og Max. Der var ingen billeder af hendes far, men der var et billede af en hund de engang havde ejet. Den sad ved siden af en sort kat. Hvis det var muligt, at katte og hunde var venner, havde de to været et godt eksempel på det.
På væggene hang der også et par malerier. De fleste forestillede enten landskaber, eller en by set fra oven. Hun var faldet for det billede, på grund af det flotte farvespil imellem det gule lys, og den mørkere bagrund.
Møblerne i stuen var ganske enkle. Der var en tre personers sofa, et fjernsyn, et kaffebord og et spisebord med tilhørende stole. De møbler der var lavet af træ, havde alle den samme farve, og de var også lavet af den samme slags træ. Det fik møblerne til at virke mindre tilfældige, og mere planlagte, som om det ikke bare var kastet ind.
"Det er blevet ret sent, så du kunne jo godt overnatte her?", sagde Izobell med en spørgende tone. "Jeg har en dobbeltseng, men hvis ikke du gider at sove i samme seng som mig, kan jeg godt sove på sofaen", hun sendte Zophia et lille smil, som for at sige, at det slet ikke var noget problem for hende at sove på sofaen.

Zophia fulgte stille efter Izobell gennem døren, de var kommet ret sent hjem men det var også det hele værd. Af ren refleks fik Zophia hurtigt skubbet hendes sko af fødderne så man kun kunne se de sorte strømper hun havde på, hun bukkede sig roligt ned for at sætte dem til siden som Izobell havde gjort, hun vidste ikke om der var andre der boede her sammen med hende eller om nogle af hendes venner kom væltende ind af døren på et tidspunkt, Man kunne aldrig være sikker på noget uanset hvor man var henne. Zophia fik hurtigt øje på spejlet og holdte blikket på det i lidt tid for at se om hun nu stadig så fin nok ud. Der blev rettet lidt på håret også blev blikket ellers vendt rundt i den lille gang de var i.
Zophia gik roligt ind af døråbningen til hendes stue, det så ud som om der var rimelig meget plads, Zophia havde altid syntes at Bell altid har haft styr på det med Møbler og farver. Hun gik lidt rundt i rummet for at se på nogle af billederne der hang på væggen, Det var så lang tid siden hun havde set Izobell's søskende at hun faktisk havde glemt hvordan de egentlig så ud. Også var der jo også de to billeder af hunden og katten.
Blikket blev rettet mod Izobell da hun begyndte at snakke "Aldrig i livet om du skal sove på Sofa'en i din egen lejlighed!" Sagde hun først med at alvorligt blik hvor det efter kort tid blev mindre alvorligt, Zophia skulle godt nok ikke være skyld i at hun skulle sove på sofa'en men hun havde ret, det var ved at blive sent og der var for langt hjem til hendes bror og han var sikkert også gået i seng hvis han var kommet hjem, så hun var vel et eller andet sted nød til at overnatte her også ville det heller ikke gøre noget at vågne op til en veninde man ikke havde set i hundrede år? "Men det vil jeg gerne" Afsluttede hun og sendte hende så et roligt smil.

Izobell kiggede lidt undrende på Zophia, da hun hørte den alvorlige tone. Det var åbenbart ikke noget Zophia ville være med til. Det var da en meget sød gestus. Hun førte den ene hånd op foran sin mund, for at skjule det, der havde bredt sig på læberne. Zophia skulle jo helst ikke tro, at hun grinede af hende, men hun kunne bar ikke lade være. Hun havde lydt så alvorlig.
Da hun så så, at Zophias blik blødte lidt op, fjernede hun hånden, så smilet var synligt. Der var ingen grund til at skjule det, og desuden var hun utroligt glad. Zophia var her. I Izobells lejlighed!
Et hvin undslap Izobell og hun hoppede lidt op og ned på stedet. “Fantastisk! Det bliver bare så hyggeligt!”, udbrød hun med et stort smil plantet på sine læber.
“Har du lyst til et eller andet?”, spurgte hun så, i et forsøg på at være så god en værtinde som overhovedet muligt. Hun skulle jo helst få lyst til at komme tilbage. Eller endnu bedre... Måske var nu et godt tidspunkt. Eller var det for tidligt? Det havde en masse de skulle indhente, og hvis Izobell kendte Zophia ret, kunne de sagtens snakke hele natten. Det virkede måske lidt pludseligt?
Izobells blik søgte hen til vinduet. Det var blevet mørkt udenfor, og de mange stjerne var efterhånden synlige på himlen. Det samme var månen.
“Zoph?”, sagde hun roligt, stadig med blikket rettet imod vinduet. “Du havde intet sted at bo, vel? Udover hos din bror altså”, hun vendte sig igen om imod Zophia og lod blikket hvile på hende. “Du skal bare lige vide, at du godt kan flytte ind her. Hvis du vil”, tilføjede hun hurtigt. Så, nu havde hun smidt bomben. Izobell var en smule nervøs for sin venindes reaktion. Hun vidste jo ikke hvad hun ville svare til tilbuddet.

De blå øjne så lidt igen rundt i lokalet, Zophia havde det med et glemme nye omgivelser nogle gange, Blikket blev vendt mod Izobell igen, et lille grin undslap hendes læber da hun så hendes smil, Det så ud som om hun lige skulle til at grine hvilket bare fik hende til at grine. Hun følte sig så tilpas her i lejligheden, men det meste var nok fordi hun var så glad for at se Izobell igen.
"Iih! Ja det gør så!" Glæden fra Zophia var tydelig og den kunne sagtens også mærkes på hende, Faktisk glædede hun sig til at de skulle i seng så det bare kunne ligge og snakke det halve af natten, måske det hele. Der var ikke noget bedre end at tilbringe tid sammen med hende. Izobell's spørgsmål fik hende til at tænke, Havde hun lyst til noget? spørgsmålet blev i hovedet i lidt tid, Hun havde ikke rigtigt lyst til noget lige nu, når hun var så glad, hun havde det bare perfekt lige nu, Men det var sikkert snart forbi. "Nej.. ikke lige nu" Svarede hun blidt og tænkte så igen over at det her snart var forbi, hvad skulle hun gøre uden Izobell? Hun var ligsom.. hendes højre hånd? Et suk undslap hendes læber også kom det næste spørgsmål om hun havde noget sted at bo, Nej det havde hun ikke, Hendes bror havde sagt nej til at hun kunne følge med ham denne gang, det ville blive hårdt at vænne hjem til et hus uden ham, Hun rystede blidt på hovedet som svar og de sidste ord fra Izobell fik hende til at se på hende "Mener du det?!" Spurgte hun, Glæden fløj op i hende igen som om nogle havde sprunget en bombe i hende "Det vil jeg rigtig gerne!" Tilføjede hun hurtigt og hoppede nærmest frem mod hende for at give hende et kram.

Et stort smil var plantet på Izobells læber. Hun tænkte lidt over, om det nogensinde ville forsvinde igen. Det her var uden tvivl en af de bedste dage, hun længe havde haft. Zophias udbrud fik hende ikke til at smile mere, men kun fordi det nærmest var umuligt. Tydeligvis, var Zoph ligeså glad som hende selv. Det var vidunderligt. Hun var nok også blevet lidt ked af det, hvis Zoph bare havde været sådan 'ja okay'.
"Du siger bare til hvis du får lyst til et eller andet", sagde hun blidt. Smilet var blevet lidt mindre nu, men det var der stadig. Det var skam ikke fordi hun ikke stadigvæk var super glad - for det var hun - men det gjorde bare ondt i læberne at smile så meget hele tiden.
Izobell blev positivt overrasket over Zophias reaktion. "Ja!", udbrød hun så. "Vidunderligt!", sagde hun en smule skingert. Hendes stemme havde en tendens til at blive skinger, når hun virkelig var glad. Men det ville Zophia godt vide. Hun havde trods alt kendt hende rimelig længe.
I stedet for at smile, begyndte hun at grine. Hun løb Zoph i møde, og overfaldt hende i et kæmpekram. Hvis det havde været Max hun krammede, ville han uden tvivl være gået i gulvet.
Efter et stykke tid med kram, hvin og grin, trak Izobell sig lidt væk, men ikke ud af omfavnelsen. "Har du nogle ting?", spurgte hun pludseligt. "Et eller andet du har haft med dig? Noget tøj eller noget, du har liggende hos din bror?". Zoph måtte da have et eller andet med sig. Hun havde ikke haft noget med sig ind i boghandelen, men nu havde hun jo heller ikke regnet med at møde Izobell.

Zophia følte sig som et lille barn, hun havde lyst til bare at stå og hoppe på stedet, grine og samtidig smile så meget som hun nu kunne. Hopperiet kunne hun godt holde tilbage men det med at grine og smile gik ikke så godt med at skjule, hvilket betød at hun begyndte at grine så meget at hun næsten ikke kunne få vejret og at det gjorde helt ondt i maven, Det var så lang tid siden hun havde haft det sådan som hun havde nu, hendes udbrud af latter var der sjældent eller næsten aldrig.
Latteren var stille stoppet "Det skal jeg nok" Vejrtækningen var dyb men pulsen var stadig ret høj efter at hun havde grinet hun forstod egentlig ikke hvorfor hun var begyndt at grine så meget som hun havde gjort for et øjeblik siden men det kunne også være lige meget. Nu var hun sammen med Izobell og var klar til en ny start på livet sammen med hende.
"Altså.. jeg har mit noget af mit tøj med, havde jo ikke regnet med at jeg skulle flytte så hurtigt" Hun forsøgte at lyde en smule mere alvorlig men glæden i hende var så svær at gemme væk, det føltes som om det var hundrede år siden hun havde været rigtig glad som hun var nu.
Efter hun var kommet til byen havde det forandret hende så meget, indtil vidre havde hun kun mødt på gode ting men var sikker på at det ikke ville blive ved med at være godt "Hvilke væsner er her egentlig i byen?" Spurgte hun så stille og så en smule alvorligt på hende mens hun havde et lille smil plantet på hendes læber. Det sidste hun ville ødelægge var stemningen der lige var kommet i lokalet..

Izobell trak sig helt fri fra Zophia og tog istedet hendes hånd. Hun trak hende med hen imod sofaen, inden hun selv placerede sig i den. Sofaen var faktisk ret behagelig at sidde i. Den var hverken for hård eller for blød. Det problem var der mange sofaer der havde. Nogle af dem var så bløde, at man nærmest sank ned i dem. Altså virkelig sank ned. Det var nærmest ubehageligt. Andre var så hårde at man fik ondt i bagpartiet.
Izobell drejede sig lidt, så hun - hvis Zophia satte sig - ville sidde med fronten imod sin veninde. Det ene ben havde hun trukket op under sig. "Nej, det kan jeg godt se", sagde hun med et drillende smil. "Det må du lige gøre noget ved", hun sendte Zophia et skævt smil.
Det næste mennesket sagde, fik hende til at tilte hovedet til den ene side. Væsener? Det gik op for hende, at hun faktisk ikke vidste hvor meget Zophia kendte til den magiske verden. Kendte hun til alle de væsener, der eksisterede? Vampyrerne? Elverne? Dæmonerne?
"Åh.. Der er mange væsener", sagde hun roligt, som om det overhovedet ikke påvirkede hende, hvilket det egentlig heller ikke gjorde. "Jeg ved ikke hvor meget du i forvejen kender til alt det her magi noget. Men der er mange væsener. Forskellige væsener. Der er vampyrer, dæmoner, elvere, asparaer, varulve, djævle, engle, mørkeelvere, og endda spøgelser", hun tog en dyb indånding. Der var en del at fortælle, men nu blev hun i tvivl om hun havde misforstået spørgsmålet. Havde Zophia ment væsenernes personligheder? Hvis hun havde, havde Izobell lige givet Zophia noget helt igennem ubrugelig viden. Et skævt smil dukkede igen frem på hendes læber. Hvad pokker. Hun kendte Zophia, og havde intet imod hvis hun blev drillet lidt, over sin egen dumhed.

Zophia fik stille sat sig ned i Sofa'en med forventing om at den var alt for hård at sidde i, men nej.. den var faktisk dejlig at sidde i! Hun satte sig lidt til rette og tillod sig så selv at synke lidt sammen i den, det var lang tid siden hun havde siddet så godt i en sofa som hun havde nu. Så det var vel bare med at nye øjeblikket selvom der sikkert ville komme flere gange hvor hun ville kunne komme til at sidde i den. Hun vendte sig lidt mod Izobell så hun kunne se på hende mens de snakkede, men det ville være svært at blive ved med at holde fokus på hende. Det var et af de problemer Zophia havde.. Koncentrationen var elendig når hun kom til nye steder.. hun skulle altid se sig rundt omkring indtil hun var sikker på at have set det hele der nu var.
Et lille smil fik listet sig over hendes læber "Det skal jeg nok" svarede hun hende roligt og tænkte så lidt på om hvornår hun skulle få hentet sine ting og hvilke ting hun egentlig skulle bruge? De fleste af hendes ting ville sikkert ikke passe ret godt til Izobell's ting men det måtte de jo finde ud af med tiden Izobell forsatte med at snakke eller hun fik svaret på hendes spørgsmål om væsnerne.. Hun havde dog kun indtil vidre Mødt en En Engel og Dæmon efter hendes egen mening. En hånd blev kørt gennem det blonde, en smule krøllede hår "Hold da op" Fik hun mumlet da hun slet ikke havde haft villet tro at der fandtes så mange væsner faktisk var det en smule uhyggeligt at tænke på. Hvad nu hvis Izobell ikke var et menneske?! Tanken var virkelig ubehagelig at have i hovedet, jo mere hun tænkte på det blev hun også mere enig med sig selv om at hun stadig var et menneske men så kom tanken igen og sådan kørte det bare rundt.. igen og igen "Bell? Du.. er da stadig et menneske ikke?" Spurgte hun så en smule stille og tænkte lidt på hvad hun skulle sige til det hvis hun svarede nej til det, Zohpia fik taget en dyb indånding mens hun ventede på hendes svar.
Zophia's blik blev rettet ned mod sofa'en hvor hun havde placeret et skævt smil på munden men det kom vel mere til at ligne en grimasse end et smil. En hånd blev igen kørt igennem hendes hår. Selvfølgelig var Izobell stadig et menneske.. ellers havde hun da sagt det til hende..Eller havde hun?

Imens Izobell snakkede, holdt hun sit blik på Zoph. Hun ventede vel på en eller anden reaktion. Den kom så også. Det gjorde hende sikker på, at hun havde ramt plet med spørgsmålet. Det var helt sikkert det Zophia havde ment. Efter hendes ord at dømme, kendte hun sikkert ikke til alle væsenerne. Da Izobell selv havde opdaget denne helt nye verden, var hun blevet en hel del overvældet. Det var jo sådan nogle væsener man læste om i eventyr bøgerne. De smukke og forførende vampyrer. De voldsomme varulve.
Tankerne rumsterede rundt i hendes hoved. Det var da sjovt, at et enkelt spørgsmål kunne sætte så meget i gang. Det var faktisk lang tid siden, hun havde tænkt på alle de forskellige væsener. Det var ikke så tit hun mødte dem, og hun havde da slet ikke mødt alle de mange racer. Hun havde dog været ret heldig. Indtil videre havde hun ikke mødt nogle fjendtlige væsener.
Izobell rettede ryggen, da Zophia igen snakkede. Et undrende udtryk gled hen over hendes ansigt. Lige indtil det gik op for hende, hvad Zoph havde sagt. Hun havde lige spurgt, om Izobell stadigvæk var et menneske. "Jo.. Jo det er jeg", svarede hun lidt tøvende. Spørgsmålet var i dén grad kommet bag på hende. "Ellers ville jeg da have sagt det", tilføjede hun hurtigt.
Men ville hun virkelig det? Hvis hun nu blev forvandlet til noget andet, ville hun så kunne få sig selv til, at fortælle Zophia det? De havde kendt hinanden siden.. ja altid. Det ville være underligt, hvis Izobell pludselig blev til noget andet. Ville hun turde? Izobell blev pludselig fyldt med en underlig angst. Hvad ville der ske hvis en af dem blev forvandlet? Ville de fortsætte med at være veninder? Hvad nu hvis Zophia blev til en vampyr, og aldrig nåede at blive 18 år? Izobell ville ende med at blive en gammel gråhåret dame, og Zoph ville ikke ændre sig det mindste.
Hun rystede let på hovedet, så de lyse lokker blev sat i bevægelse. Det ville ikke ske. Og hvis det ville, var det ikke noget som ville ske lige nu. Der var ingen grund til at bekymre sig om det nu.

Zophia fik formet et lille smil på hendes læber. Fantastisk, nu havde hun ødelagt stemningen det var hun efterhånden ved at være så god til. Et lydløst suk fik listet sig ud gemmen hendes læber hvor hun derefter blinkede et par gange med øjnene. Med nogle få bevægelser fik hun lænet sig ind mod Izobell og lagde armene om hende i et kram. Zophia holdte hende roligt ind til sig lige nu havde hun egentlig ikke lyst til andet end at give hende et stort kram. Der var virkelig ikke nogle mennesker der var mere ærlige end Izobelll var og det var bland andet det der var med til at gøre hende så fantastisk som hun var, eller bedre at de havde været veninder i så lang tid.

"Årh.. Det er jeg glad for" Mumlede hun stille inden hun trak sig tilbage fra krammet og så på hende, hun var ikke selv sikker på at hun ville sige det til hende hvis hun nu blev forvandlet til et eller andet mærkeligt halløj. Tænk hvis hun aldrig ville tilgive hende? eller tale med hende det var det værste der ville kunne ske at hun skulle miste Izobell, hun var på en måde den der guidede hende gennem hvad hun skulle gøre, eller bedre sagt som hendes søster deres forhold til hinanden var for specielt til bare at kunne kalde dem bedsteveninder ifølge Zophia. Hun lod stille tankerne vendte tilbage til det med væsnerne der var nu havde hun jo kun mødt sådan nogle venlige nogle så det måtte da ikke være så slemt med de der onde nogle, et eller andet sted ville hun gerne møde dem, altså de onde bare for at se hvordan de var i forhold til de 'gode' væsner.
Tavsheden havde taget over Zophia vidste virkelig ikke hvad hun skulle sige da hun var så bange for at skulle ødelægge stemningen mere i forvejen end hun allerede havde gjort så hun lod blikket se lidt rundt i lokalet og lod det så skiftevis vile lidt på de forskellige billeder der nu var "Mhm.. Er det sådan at man kan få et glas vand?" Spurgte hun så pludsligt og så på Izobell igen med et skævt smil og trak vejret dybt og roligt.

Selvom det kom lidt bag på Izobell, gengældte hun krammet. Det faldt hende bare helt naturligt. Havde det påvirket Zoph så meget? Var det fordi hun var glad? Eller trængte hun simpelthen bare til et kram? Et lille smil dukkede op på hendes læber. Hun valgte dog ikke at svare. Hun vidste ikke hvad hun skulle svare. Hun blev pludselig i tvivl. Havde hun ikke så mange gange tænkt over, at hendes liv var kedeligt? At hun ikke var tilfreds? Nu hvor hun havde mødt disse forskellige væsener, virkede verden meget større. Fuldt af muligheder. Men var det, hvad hun ville?
Det var først nu, det gik op for hende, at der var blevet meget mere stille i stuen. Havde der været det længe? Heldigvis brød Zophia stilheden.
Izobell sprang op af sofaen. "Ja. Selvfølgelig", svarede hun med et smil. "Du kan ligeså godt komme med. Så kan jeg vise dig hvor alle tingene er henne", tilføjede hun. Når Zophia nu skulle bo her, kunne hun ligeså godt lære, hvor alle tingene stod, og hvor de hørte hjemme. Izobell blottede sine hvide tænder i et smil, inden hun drejede rundt på hælen og gik ud imod køkkenet. Hun kiggede ikke efter om Zophia fulgte efter hende, for det gik hun bare ud fra, at hun gjorde. Da hun nåede ud i køkkenet, åbnede hun det ene hvide skab. Indholdet blev afsløret. I skabet stod der glas og tallerkener. "Her står glassene og tallerkenerne", oplyste Izobell, selvom det var åbenlyst. Hun rakte hånden op og tog et glas ned fra hylden. Hun åbnede for hanen og lod det kolde vand løbe lidt, inden hun satte glasset ind under den kolde vand stråle. Da glasset var fyldt, slukkede hun for vandet og rakte glasset til Zoph.