Light Breeze.

Alias hævede øjnebrynet og rystede på hovedet ved hendes paniske blik, "Nejnej.. du kan godt slappe af.. jeg gør dig ikke noget mere.." sagde han roligt.. hvis han ville have leget med hende havde han nok allerede gjort det.. men hun virkede ikke som en der var sjov at udsætte for tortur, desuden så kunne han godt lide at det endte op med sex.. mhmm.. men hun virkede ikke som typen der ville bryde sig om det hvis det kom så langt.. det havde Stefan nu hellere ikke, men den gang havde han overhovedet ikke tænkt på sex på den måde.. han havde aldrig været til drenge sådan rigtig.. han havde i hvert fald benægtet det, både før han mødte Stefan og et godt stykke efter.. han slog tanken ud af hovedet, Stefan var her ikke.. han var væk.. og han anede ikke hvornår han ville komme tilbage. "Hvem bor du sammen med?" spurgte han i stedet og flyttede lidt på sig, han sad stadig foran døren, så hvis hun fik lyst til at prøve at stikke af, så måtte hun forbi ham først.. og det.. hvis han var hende ville han nok opgive på forhånd, han vi ikke lige sådan at stikke af fra.. næh nej. 
"Tjaaa.. fordi personen måske ville undre sig over hvor du har været.. og måske ville du tale over dig.. og så ville jeg måske blive nød til at slå dig ihjel.. faktisk så burde jeg ikke lade dig overleve.. det er en skænsel.. mod vores slags.. at lade dig leve altså.. det kunne bringe hele vores race i fare.. og dog.. er jeg alligevel så barmhjertig.. men tro ikke at jeg er god af den grund.. jeg ville elske at slå dig ihjel..." drillede han og blinkede frækt til hende.. hvad der holdte ham tilbage fra at gøre det var han ikke sikker på, og hun skulle ikke spørge.

”En.. En djævel ved navn Blake..” svarede hun kort. Hun skjulte ikke rigtig information omkring denne bofælle. Ikke det hele i hvert fald. Visse ting havde intet imod at blive spredt. Men alligevel var det sjælendt at hun faktisk sagde hans navn uden hans tilværelse. Og det var underligt den måde der bare gled ud af munden på hende, som var det blot navnet på en ven. Helt naturligt.
Svaret på hendes spørgsmål var måske en smule for detaljeret end hvad hun havde ønsket at vide. Det løb hende koldt ned af ryggen. Hun ville ikke dø. Det ville ingen vel. Med mindre de var lammet af antidepressive piller der alligevel ikke virkede mere. Det var nok derfor hun et kort øjeblik igen så rettere skræmt ud. Blot at forestille sig det, gjorde hende utryg. Men nok også en smule lettet. Hun var trods alt ikke død endnu. Hun var stadig i live. Og i et stykke. Og han virkede ikke til at have planer om at gøre noget, med mindre hun gjorde noget forkerte.

Hun faldt igen ned. Skjulte halvdelen af sit ansigt bag sine knæ, og virkede mere trist og forsigtig end fyldt med frygt. Hun fugtede nervøst sine læber og smaskede nærmest lydløst. Hendes blik var rettet væk fra ham. Så i stedet ned på hendes egne fødder. Hun bevægede roligt tæerne en smule, mens tænderne havde sat sig ned i underlæben et øjeblik.
”Jeg vil ikke fortælle nogen om dette.” sagde hun endelig. Ret mumlende, omme bag knæerne, men forhåbentlig tydeligt nok. ”I promise.” Hun havde ikke engang haft det i tankerne at fortælle omkring hvad der var sket. Det her skete så tit i Di Morga. Hver minut i nattens timer, blev en blodsugers tænder sat ned i et andet væsen for at indtage bare en smule føde. Hun løftede igen sin hænd og lod fingerspidserne glide hen over de to små huler i hendes hals. Dette havde været hendes første oplevelse som denne. Hun huskede stadig hvor ondt det havde gjort. Og den ubehagelige følelse af blod der blev taget fra hende. Det sveg også stadig en smule, nu hvor hun forsigtigt kærtegnede sårene. Det blødte ikke mere. Hendes krop reagerede jo også hurtigt. Lappede sig selv sammen. For det meste i hvert fald. Hun lod så ellers sin hånd glide helt hen over området bidet havde været. Tørrede rester af blod og savl væk. Tværede det lidt ud, men fik det værste væk.
Hun så igen hen imod vampyren ved døren. Rettede sit hoved op fra sit skjul og smilede. Forsøgte at give det den ubekymrede drejning, selvom resten af hende udstråling ikke ligefrem viste glæde. ”No one would care anyway..”

Alias smilede bare og nikkede så, "En kæreste eller en ven?" sagde han roligt og lyttede, ikke fordi han ikke var ligeglad.. men alligevel, var det ikke meget rart at vide? Tjoov.. måske, måske var det også ligegyldigt, og måske kunne han brugde det til noget en dag? Han rejste sig så endelig op og gik lidt frem og tilbage foran døren imens han nikkede for sig selv, "Nej.. det kan du jo sagtens sige.." sagde han roligt, "Men jeg har ingen grund til at stole på dig.." sagde han så og hævede øjenbrynene lidt da hun sagde at alle alligevel var ligeglad.. pludselig stod han foran hende igen, og rakte sin hånd ned og tog fat om hendes hage og tippede hendes nakke bag over og hendes ansigt op ad, så han kunne se hende ind i øjnene. "Nej der tager du så fejl.. Jeg er ikke ligeglad.. det betyder noget for mig.. det er min hemmelighed.. og jeg har delt den med dig.. for at hemmeligheden ikke skal blive fortalt videre.. så skulle jeg jo dræbe dig.. " sagde han roligt, "Det er den fejl som så mange andre vampyrer laver.. de er ligeglade.. og pludselig så ved hele verden at vi findes.. sikke en skam.." sagde han roligt, "Engang var det faktisk sjovt at være et blodsugende monster.." mumlede han og slap til sidst hendes hage, for at sætte sig ned i sofaen ved siden af hende. "Kys mig." sagde han så bare, uden at udvise en eneste følelse, han stirrede bare tomt frem for sig, og gentog sine ord og var omhyggelig med udtalelsen "Kys.. mig!"

Selvfølgelig havde Autumn det ikke specielt godt med at skulle se ham i øjnene, men hun blev mere eller mindre tvunget til det, da hendes hoved blev lænet en smule tilbage. Hun kunne se ham mere eller mindre tydeligt nu. Hans ansigts detaljer. Det perfekte ansigt. Det der normalt ville beskrive et sandt barn af natten. Eller det var i hvert fald hvad hun havde hørt og læst om i de fleste historier og fakta bøger. Vampyrer blev set som det perfekte væsen. Sammen med nymferne i skoven, hvis hun huskede rigtigt. Og nu fik hun selv lov til at se en på tæt hold. Hun havde vel aldrig rigtig været så nær en af hans slags før. Hun havde vel bare været heldig på det punkt. Indtil i nat. Og i det mindste var hun da stadig i live.

I det som han slap hendes hage igen, og dumpede ned ved siden af hende, skete der ikke rigtig noget ved hende. Hun prøvede stadig at forholde sig roligt til situationen. Men lige netop som hans ord forlod hans mund virkede hun knap så afslappet igen. Hun rettede med det samme sine blå øjne imod ham. Tøvede ikke en kende. Spærrede dem godt op og så nærmest forskrækket på ham med læberne svag skilte, inden hun selv fik skubbet et par ord frem. ”What..!?” Hendes stemme rystede lidt. Ikke af skræk. Ikke rigtig for ham. Han skulle absolut vælge den vej ned af stien. ”No…” Hun stoppede sig selv brat. Hun turde pludselig ikke sige mere. Sad bare med sippede læber og så imod ham med et måske lettere bedende blik. Hun sank tungt og fugtede automatisk læberne. Hun blinkede forundret et par gange og tog diskret nogle dybe indåndinger. Hun overreagerede vel bare. Det var en joke. Var det ikke? Det virkede en smule absurd. Og det var kommet så pludseligt.
”Why??” fik hun så endelig frem. Forsigtigt. Med hendes stemme var klar som altid. Hun var jo ikke blevet drænet utroligt for energi. Den kom hurtigt igen. Men den kunne komme hurtigere hvis hun ønskede… Hun pressede sine læber godt sammen, og så en smule nervøst hen imod Alias. Forsøgte at få det forskrækkede blik væk, selvom det var svært. Hun kunne ikke få sig selv til det. Selvom det måske ville komme hende til gode. Til trods for hun ikke ville kunne nå at komme væk. Og der var jo ingen grund til at flygte. Han ville få fingre i hende igen. Og hun havde opdaget at hun i princippet var i mindre chance for at dø, så længe hun forblev der uden at gøre ulykker.

Alias kiggede tilbage på hende da hun ikke rigtig syntes at reagere på hans ordre.. han havde ellers været meget bestemt omkring det, han var så sikker på at budskabet var gået ind, men måske forstod hun ikke hvad han mente med det.. måske troede hun det var for sjovt. "Jeg mener det.. det er alvor tøs" sagde han så bare og lænede sig længere frem mod hende, "Gør det så!" hviskede han og lod sine fingre glide rundt om hendes håndled og trak hendes arme op og lagde dem om sin nakke og lænede sig ned mod hende, og placerede sine hænder mod hendes hofter.. hm.

Autumn var ikke specielt komfortabel med situationen. Hun følte sig truet. Og hun havde det som om hun mere eller mindre blev underkastet. Beordret rundt. Hun kunne sagtens se hvordan alvoren sad fast i hans blik. Hun gjorde ikke den største modstand idet han fik ført hendes arme rundt. Men han skulle bare ikke forvente at de forblev omkring hans nakke. Hun forsøgte virkelig at forholde sig roligt. Ikke at han ophidsede hende. Hun var blot skræmt. Selvfølgelig frygtede hun stadig hvad Alias kunne finde på at gøre. Hun ønskede ikke at dø. Hendes liv havde været alt for kort. Men hun var skam også selv skræmt af, hvad hun kunne frembringe.
Langsomt lod hun sine hænder glide væk fra hans nakke. Ned imod hans skuldre, som skulle hun til at skubbe ham væk. Men så til sidst satte hun dem imod sofaen. I det lille mellemrum imellem dem. Hun sank tungt og lænede sig endelig tættere imod ham. Hun forstod stadig ikke hans intentioner. Og det virkede absurd at han ønskede at få hende til at kysse ham. Måske fordi han allerede vidste hvor let hun var at manipulere rundt. Forsigtigt førte hun sit ansigt tættere på hans. Indtil hun kunne mærke hans læber som blev presset let imod hendes egne. Hun blev personligt overrasket over hvor lang tid der gik inden noget i hende blev aktiveret. Normalt ville det blive aktiveret med det samme. Men med hendes nye kontrol, fik hun lige lov til at ’nyde’ kysset i et sekunds tid. Hun følte dog så også hvordan hendes nakkehår rejste sig og den underlig behagelige følelse af ren livsenergi, eller hvad det hed, der nærmest strømmede ind i hende. Og som sædvanligt fik det hende automatisk til at trække sig tilbage. Rykkede sig samtidig lidt væk fra denne vampyr. Hun så næsten helt undskyldende ud i ansigtet.

Alias så lidt surt på hende.. hun irriterede ham faktisk lidt, ikke fordi hun ikke virkede sød.. men det var nok bare det der forvirrede ham sådan, han skulle have noget modspil ellers begyndte han hurtig at kede sig.. dog lænede han sig blot tilbage og lod hende kysse ham, de få sekunder det nu varede.. han smagte roligt op hende, og lænede sig så lidt tilbage igen.. hmm.. nej ikke rigtig noget, "Du er alt for anspændt det går ikke.." sagde han bare og rejste sig, "Kom" sagde han så og tog hendes hånd og fik hende på benene, og trak hende med sig hen til døren som han åbnede op. "Nu ved jeg ikke om du kan finde hjem herfra, men ellers skal jeg nok følge dig lidt på vej.. og jeg lover at jeg ikke laver mere ballade nu.." sagde han roligt og strøg kort lidt hår væk fra hendes ansigt, og sendte hende et sukker sødt.. frækt smil.