The blessing light, of the Moon

The blessing light, of the Moon

Privat - Angelin


Månens varme lys, glintrede ned over den lysende sø, der tiltrak diverse af naturens dyreliv. En lille hjorte familie stod ved bredden, hvor de unge lystigt drak af søens livgivende vand, imens de ældre, vågent stod med deres hoveder rejst, og holdt øje med potentielle fare. Mange meter fra disse fredelige plante ædere, kom en ældre ulv gående, og drak fra søens bred, lige så. Hjortene holdt tæt øje med denne, men de kunne tydeligt mærke, at denne ikke var sulten. Den havde fået det den skulle have, og naturen passede sig selv. Alle tog kun hvad de skulle bruge, og livet gik videre.
Det var noget helt andet her ude, end det var inde i den store by, Terre, ikke langt der fra. Her virkede det helle, i en fin harmoni. En harmoni, menneskeheden og væsnerne i verdenen, aldrig ville finde. Nettop af denne grund, var dette det perfekte sted at komme, og slappe af. Nettop af denne grund, søgte denne herre der hen.
En skygge formede sig over søens vand, da en figur fløj ind foran den store fuldmåne, der velsignede det helle, i en helt speciel glans. Personens vinger næsten afskinnede det varme lys, og deres store vingefang, gjorde skyggen endnu mere majestætisk. Han lod sig langsomt dale imod søens bred, og lanede elegant, på de fine sorte sko, der synkede en anelse ned, i det våde sand. Hans store majestætiske vinger strak sig, og gjorde vingefanget endnu støre, inden de roligt trak sig ind, og follede sig bag sin ryg. Nervepirrende knæk kom der fra, nødvendigt, for vinger så store, at de måtte knøkkes, for at kunne folde sig helt ind. Dette så ikke ud til at påvirke herren, da han havde gjort dette, utallige gange. Hans blå stærke øjne, stirrede tomt ud over søen, med et roligt blik. Hans ankomst, havde først skræmt dyrrene, men det tog ikke lang tid, før selv de voksne hjorte, slapped ehelt af, og igen drak af søens vand. Som om de ikke havde behov for at være urolige længere. Og der var bestemt heller ingen fare ved denne herre. Han ville aldrig skade en af naturens uskyldige. Han ville aldrig, overtræde lovende. I hvert fald ikke, denne nat.
Herren sukkede lavt, og formede et lille smil, da en blid brise, ruskede en anelse, i hans hvide fjerd. Han rakte ned i en af hans sorte jakkes inderlommer, hvor han trak en lile pakke frem. Han tog en cigaret ud af denne, og satte den for sine læber, inden han lod pakken dale ned i lommen igen. Han tog så en en gangs lighter frem fra lommen. Han måtte trække i stemplet flere gange, inden en diskret flamme slog sig løs, som så blev sat for cigarettens ende. En glød blev antændt, og et dybt sug, trak denne langt ned af cigarettens lange hals, inden lighteren blev sænket, og han lagde sine hænder, ned i hans sorte buksers lommer. Hans åbne jakke, viste hans hvide skjorte, med fine syninger, der bestemt ikke minede om et billigt product. Hans sorte hat, blev trukket en anelse tilbage, så hans udsyn ikke blev mindsket af denne, så han kunne nyde den lysende nat.
Der var lys overalt, så længe man ønskede at se det.

Tomme blå øjne, stirrede på fuldmånen. Øjnene viste tvivl. Skulle man nu gøre det, eller skulle man lade være, for en gangs skyld? Øjnene fortalte også, at hun måske havde gjort det lidt for mange gange, og personen havde allerede badet i søens vand de sidste mange gange. De krystalblå øjne, søgte atter op mod den smukke store fuldmåne, som hang på den flotte nattehimmel. Det var en ung smuk engel, som sad i udkanten af skoven, med vingerne ude mens hun stærkt overvejede, om hun skulle tilføje sig selv lidt styrke. Hendes åndedrag var tunge og afslappede, indtil en skikkelse dukkede op henne ved søen. I forvejen stod der nogle hjorte og drak af søens smukke vand og der opholdte sig også en ulv. Da skikkelsen landede, fik det op for Angelin, at det nok måtte være en engel. Det var en mandlig skikkelse, som hun endnu ikke kendte. På afstand, studerede hun den lidt ældre vampyr, som så rimelig godt ud. Han måtte være i de tidligt inde i tyverne eller noget. Og så var der lige hende. En ung engel, faktisk en meget ung engel, som kun var de seksten år gammel. Hun var død i en alt for tidlig død. En bilulykke med hele familien, havde kostet den unge pige sit liv. Hendes forældre og hendes søster, lå i kunstigt koma lidt tid, før lægerne fandt ud af at alt håb var ude. Det sted, som folk kaldte himmelen, var meget lys, god og underlig at opholde sig i. Angelin havde lige været gammel nok, til at blive sendt tilbage som engel, og var derfor kommet til byen. Hun havde hørt en del om, at der befandt sig en masse væsner som hende, ink. Alle mulige andre væsner.
Jo! Nu skulle det altså være. Hun skulle altså ud i det vand, om det så betød, at hun blev nød til at klæde sig halvt af, næsten foran en anden engel, som hun ikke kendte. Overdelen beholdte hun på, men cardigan, shorts og sko, lagde hun i en bunke ved en sten. Hun trak lidt ned i den lysseblå top, og strøg en hånd gennem det gyldne hår. Det blonde hår, lod hun falde ned langs den venstre skulder. Med raske skidt, gik hun ned til søens bred, men standsede kort op, for at vende blikket mod den anden engel. Høfligheden måtte vente lidt. Hun kunne vel bare præsentere sig senere? Hendes blege hud, kunne man tydeligt se fra en smule afstand. Selvom hun ikke var vampyr, havde hun nogle af deres færdigheder; Hendes hørelse var ret god, hendes hud var meget bleg og skinnede let og så kunne hun sende og modtage tanker. Eller egentlig lød det bedre at sige, at hun var tankelæser.
Hendes fødder sank lidt ned i det våde sand, og hendes øjne ilede hen over søens overflade, som om hun kunne se dybden på den mørkeblå overflade. Atter kiggede hun over mod den anden engel, som havde tændt en smøg. Hvis der var noget hun ikke kunne holde ud, var det røg. Det fyldte hende lunger med beskidt luft, og hun begyndte så at hoste kraftigt, hvis hun var i nærheden af røg.
Angelin tog sig sammen, og trak vejret i dybe træk. Hun satte af i det våde sand, og sprang på hovedet i det smukke vand. Vandet omringede hende kort efter, og ikke længe efter det, stak hun hovedet op af vandet og gispede kort efter luft. Vandet havde nærmest slået luften ud af hendes lunger.

Jebediahs blå øjne stirrede ud over vandet, med et roligt blik, og trak vejret, igennem cigarettens filter, for at lade det glide ud fra hans næse. Hvad der ikke slår dem ihjel, gør dem stærkere. Det havde han altid fået afvide af sine kammarater, i sin tid som Døds Engel. Dette havde han altid levet ved. Og rygning, ville bestemt aldrig slå ham ihjel, så var en vane, han havde dannet sig. Det beroligede ham, når han udførte sin lille 'Hobbie' om natten. En hvilken som helst beroligende effekt, var noget han med det samme tog til sig, da jobbet bestemt ikke var nemt, også selvom han var så gammel, og havde så meget erfarring.
Jebediah havde følt Angelins tilstedeværelse, da hun havde frataget sig nogle af sine klædder. han rejste sine øjne en anelse, og drejede sit blik, for at kigge over sin skulder. Hans ene vinge sank en anelse, så han kunne se Angelin i hendes tilnærmelse. Han anså hende ikke som en fare, da hun endnu ikke var hoppet imod ham endnu, så han fjernede hånden fra sit bryst, hvor den ellers havde værret klar til at række ind efter beskyttelse.
Han trak sin vinge en anelse til sig igen, for at kunne se Angelin bedre, da hun havde bevægget sig til bredden. Han trak vejret dybt igennem hans filter, inden han fjernede cigaretten fra hans læber, og pustede røgen ud til hans side. Han rejste sit ene øjnbryn af Angelins hosten, og pressede hurtigt fingrene ned på hver side af cigarettens glød, og fik denne slukket, for så at lade den slukkede cigaret, fale ned i en af hans jakke lommer.
De krystal blå øjne, fulgte Angelin i sit hop, med et overrasket blik. Hun virkede bestemt ikke genert. Eller også var der noget hun fik ud af vandet? Hun havde virket meget fastsat imod vandet, så måske var der noget specielt ved det. De blå øjne stirrede imod Angelin, da hun igen dukkede op over vandoverfladen, og han lagde sit hoved en anelse til siden, og nikkede en enkelt gang i hendes retning.
"Jebediah.. Jebediah Malefic.." Præcenterede han sig selv, med et småligt smil. Andet kom han ikke med. Stirrede blot med et roligt blik på Angelin, og forblev afslappet, med hans hænder, trygt tilbage i hans lommer.

Da den anden engel stirrede på hende, så hun kort væk, da hun følte sig en smule pinlig berør over hans stirren. Hun tog endnu et dyk, og kom længere ind mod bredden. Hun havde altid elsket vand. Det skulle godt nok ikke undre hende, hvis hun var en 50. dels havfrue eller noget. Vandet gav hende styrke og der følte hun sig godt tilpas. Det var vel lidt mærkelig at tænke på, at man kunne føle sig så godt tilpas i vandet, som hun gjorde. Alt forsvandt omkring hende, når hun svømmede i fuldmånens lys. Hendes kinder blev en smule rødlige i det, og hun forsøgte at skjule det. Hendes krystalblå øjne opsøgte hans blå øjne, i et kort sekund, før hun kiggede lidt væk igen.
”Angelin.. Angelin Cloud..” Hendes åndedrag var lette og næsten lydløse, da hun studerede ham kort. Hun måtte se en smule opad og lægge hovedet på skrå, før hun begyndte at studere ham ordentligt. Han var klart en engel, det kunne man først og fremmest se på hans vinger, og bare på den skønhed, som de fleste engle havde. Han kunne næsten ikke være døds engel, eller det havde han måske været på et tidspunkt, men det var han ikke lige nu.
Kortvejet kiggede hun over mod spejlingen af fuldmånen, og føle en ny kræft strømme igennem hendes krop. Hun måtte bare svømme over i det lys, det ville være helt perfekt! Hun sank atter under vandet, og kom først op til overfladen, omkring månelysets refleksion. Hun tog nogle dybe indåndinger, og så med vidtåbne øjne op mod månen. Det var et smukt syn, som hun næsten blev hypnotiseret af. Dog måtte hun vende blikket over mod Jebediah som den anden engel hed. Han var smuk, og hun kunne ikke rigtig tage blikket fra ham. Angelin så tit skønheden i andre folk, som de ikke selv kunne se. ”Hvad laver du her, midt om natten ved søen, Jebehiah?”

http://Kreasvigt-.-

Jebediahs blå øjne, holdt ikke op med at stire på Angelin. Det var ikke fordi at han ville overbeglo hende, men blot fordi han ville se, den han snakkede med i øjnene, så meget som han kunne. Hans blik, virkede også langt fra begloene, med dets rolighed, og blide øjne. Der brune hår, ruskede en anelse i vinden og skubbede mere hård foran hans øjne. Denne gang, rejste han dog sin ene hånd, for at fjerne det fra øjnene, med en blid bevægelse, tilbage igennem hans hår.
Han nikkede blidt en enkelt gang, og smilede halvt, da Englen præcenterede sig. Han lagde sine hænder tilbage i deres lommer, og fulgte kort Angelin med øjnene, indtil hun dykkede ned, endnu engang, og lod så blikket glide imod spejlingen af månen, for så at glide tilbage, op på månen, og dens velsignene lys. Det gav en hvis befriende følelse, at stire i noget så smukt. Det var den samme effekt andre af hans egen art, havde på ham selv. Englene på jord, anså han som det sidste skindene lys, fra den herre han engang selv tilbad. Kyssede hans hånd, og udførte hans gerninger. Dog kunne han ikke leve med de opgaver han fik, så han lod sig falde, for at udføre hans lov og ret, andetsteds.
Hans opmærksomhed gled tilbage imod Angelin, da hun igen dukkede op af vandet, og nu stirrede imod Jebediahs tidligere mål. Han fnøs blidt, med et venligt smil, da han så hendes nydesle af dette. Det så bestemt ud til, at hun fik noget ud af dette lys. Måske gjorde det hende stærkere? Hun virkede ikke som en specielt svag Engel, men hun var tydeligtvis, stadigt ung. Han havde aldrig set en, der trak kræfter fra fulmånen, som ikke var et frådigt bæst, der ingen kontrol havde, over sig selv.
Hans blå øjne, lagde sig tilbage imod hendes, da hun talte til ham, og han smilede blidt, med et lavt kluk. Han nikkede så ene enkelt gang imod månen, inden hans læber delte sig, for at tale.
"Nyder månens stråler, som jeg ser de også bevæggede dem her ud, for at gøre." Sagde han, og smilede en smule breddere, et kort øjeblik. En fugle lanede på hans ene skulder, som han kort kiggede på, i det den skrappede en enkelt gang. Krager var aldrig stoppet med at nyde hans nærværd, som de havde gjort i hans tid som Døds Engel. Og det beklagede han sig da aldrig ved, da han så de mørke fugle, som skønne kreature. Han lod en finger række op, og blit klø kragen under dennes fjerede hals,hviklet fik den til at strække sig velbehaget. De blå øjne gled tilbage til Angelin, og han smilede blidt.
"Foruden er dette sted, et fantastisk sted at søge ro, og ly for nattens syndere." Sagde han, of fnøs blidt, med det samme venlige blik.

Hun mærkede kræften sive gennem hendes krop, og da hun følte sig godt tilpas, Vendte hun igen blikket mod Jebediah, som stod og kiggede på månen, som hun selv tvang kræft ud af. Mon han gjorde det samme? Kulden begyndte langsomt at blande sig med følelsen af styrke, og hun vidste at det nok snart var på tide at komme op af vandet igen, for at nyde følelsen af styrke.
Hun tog et par svømmetag ind mod søens bred. Hendes øjne lyste mere eller mindre op nu, men det var også klart, når hun havde stirret på noget så smukt, i et stykke tid. Hendes øjne mere eller mindre glimtede fra det lys der havde mødt hendes øjne. Den blege hud, kunne ikke rigtig få farve, og det skulle heller ikke undre hende, hvis hun havde et eller andet i sig, som gjorde at hun altid var lige så bleg som hun altid havde været. Det var ret skræmmende at se, i forhold til nogle af de smukke engle, som var rimelig sommerbrune i huden. Hvorfor kunne hun ikke også være dejlig brun? Hun var bare bleg som is, men hendes hud glødede næsten af varme. Som om hun var n isklump med en isvulkan eller noget. Hun så bare iskold ud, men heden var næsten ikke til at holde ud nogle gange. Vandet kølede hende ned på en behagelig måde.
”Det lyder sikkert skørt i dine øre, men jeg får på en eller anden måde, styrke fra fuldmånens stråler.. Og.. Så køler vandet dejligt ned.. ”Hun skulle til at sige noget mere, men gik lidt i stå. Hun mødte hans øjne i et øjeblik, og ville tvinge blikket et andet sted hen, men det var ikke muligt for hende længere. Med en let bevægelse, kom hun op af vandet, og trak lidt ned i den gennemblødte blå top, som hun havde haft på, for at det ikke skulle være alt for pinligt for hende, at tage en svømmetur i søens magiske vand. Hun vred den med en blid håndbevægelse, og det samme gjorde hun med sit hår. Der skabte sig næsten endnu en sø, blot foran hendes føder, da hun vred det gyldne hår, som nu var en smule mørkere blond end det var normalt. Til tider, sad hende hår virkelig godt, og andre gange, sad det virkelig dårligt. En af de gange var i aften. Det sad helt umuligt. Det var både filtret, og hang i små lokker.
Kort tid efter, samlede hun hænderne om håret for at vride det igen, men ombestemte sig i sidste øjeblik. Måske hjalp det til styrken? Det var hun egentlig ikke klar over. Hun gik hen for at finde sit tøj, og beklædte sig igen, før hun gik i retningen af Jebedhiah. ”Her er altid ret roligt.. Jeg er her det meste af tiden.. Jeg har ikke rigtig noget hjem, og…” Hun gik i stå, da det sikkert ville være rimelig unødvendigt at beklage sig om. Ihvertfal til ham. Han kunne vel intet gøre..

Jebediah stirede facineret på den unge Engel, der så ud til at søge sine kræfter fra månen. Det virkede i hvert fald så, da mange af deres arts øjne, lyste op når de havde trukket deres styrke ind, fra deres kilde. Han huskede tydeligtvis hans gamle kilde. Død. Det var en tid han nødigt ville tænke tilbage på, så han fortrak hurtigt tanken, og minede sig selv, om sin egen kilde. Englene. Hans brødre og søskende, var det han selv trak sine kræfter fra. Godheden i denne verden, var blevet hans kilde, efter hans opsigelse som Døds Engel. Og der var ikke meget af det at finde, i disse dystre tider.
Han smilede til hende, da hun forklarede hendes kontakt med månen, og rystede langsomt på hovedet, imens han fulgte hende med øjnene. Dog fjernede han dem fra hende da hun var kommet op, ikke interesseret i at få hende til at føle sig ubehageligt tilpads, ved hans stiren.
"Det er absolut ikke skørt, min kære søster.. Mange af os, har en kilde vi bruger til at få vores styrke frem. Til at gøre os stærkere. Min kilde er jer. Mine søskende." Sagde han, med et blidt smil, og kiggede hende kort i øjnene, inden hun bevægede sig tilbage, for at beklæde sig igen. De blå øjne gled så over søen endnu engang, og hans blide finger, kløede blid Kragens vinge, og den skrappede glædeligt, inden den fløj sin vej, ind over søen, og imod andre destinationer.
Da Angelin kom tilbage, lagde han sine øjne tilbage på den unge Engel, da hun begyndte at tale. Han smilede, og nikkede et par gange, dog så han spørgene ud, da hun stoppede.
"Og?" Spugte han, interesseret, og smilede venligt, i et forsøg på at fremhjælpe en fortsættelse. Det behagede ham bestemt ikke at vide, hun ikke ejede et hjem. Han nød aldrigt at se en af sine egne, eller en hvilken som helst anden, stå uden hus og hjem. Uden varme og omsorg. Uden et sted at leve, var det aldrig nemt, faktisk at gøre dette.

Angelin studerede kragen på hans skulder, som vidst nød at side der, og blive kløet. For bedre at kunne se detaljerne i dens fjer, lagde hun hovedet let på skrå, og studerede dens kolde, mørke øjne. En sort fugl? Hvad lavede den på Jebediah? Så slog det hende. Han var tidligere døds engel, og de mærke dyr, var stadig tiltrukket af ham.
Angelin tiltrak mere opmærksomhed fra ræve eller andre skabninger fra skoven. Ræve var så smukke, at hun næsten ville ønske, at hun var Animagus, og kunne skifte form til en ræv som det passede hende. De smukke væsner, var nogle Angelin kunne genkendte fra lang afstand. Deres flotte rødbrune pæls, og de spidse øre, tiltrak hendes opmærksomhed. Hjortene som tidligere stod på søens bred og drak, var nu godt på vej ind i skoven igen. Der lurede farer som de ældste hjorte godt kendte til, men som de yngre endnu ikke kendte så meget til. Iblandt flokken, vidste hun at der var et hjorteføl. Hun havde set den flok før, når hun havde tilbragt natten ude i der fri.
Hun frøs stadig en smule, og trak vingerne ud, for at lægge dem om skuldrene, for at så en smule varme. Dog hjalp de ikke særlig meget. Godt nok var de fløjlsbløde, dunede og utrolig flotte, men de hjalp ikke på at holde varmen. Hun havde allerede forsøgt sig, for et par dage siden… Da.. Da hun var blevet tvunget til at være slave. ”Jeg er egentlig slave… Eller.. Det er jeg blevet nu.. For få dage siden, gik jeg rundt i nogle af de dystre hjørner af byen. Ingen kunne vel overse, at en engel grin rundt der, uden den mindste lille bekymring. Omkring mig, kunne jeg så høre svage gisp, og en kutteklædt herre greb fat i mig.. Så blev jeg trukket med til slavemarked, og opholdte mig i få timer, i et koldt, ekstrem lille skur. Så hørte jeg skridt ude på pladsen, og en stemme jeg ikke kendte. Væggene føltes som om de blev mindre og mindre.. Og så besvimede jeg…”
Hun så på Jebediah, og forsøgte at opklare, hvad han mente om det der var sket. Nu var hun så slave, og hun kunne faktisk ikke engang huske, hvordan det kunne være, at hun opholdte sig her nede ved søen.

Jebediahs kølige blå øjne, lagde sig blidt over Angelin igen, da hun trak sine vinger ud. Hendes unge vinger, ville ikke give megen varme, i en nat som denne, da deres fyldighed, endnu ikke var skabt til at kunne varme hende. Han selv havde haft godt brug af sine, utallige gange, i hans tid i Rusland, og de havde vokset sig tykkere, som følge af den nødvendige evolution. De fleste Engle, der ikke bruger tid i ekstreme temperature, som Ruslands vintre, udvikler sig ikke på denne måde, da deres vinger, udviklede sig som megen evolution ved dyr, og tilpasser sig deres herres omgivelser. Hans, havde derfor udviklet sig til, at kunne virke som tæpper.
Han lagde sit hoved en anelse på skrå, og rejste et øjnbryn, da hun begyndte sin fortælling. Det sank dog meget hurtigt, da den udmunede, og han fik hurtigt et sørgmodigt blik. Det slave hieraki der havde været i længere tid, havde været forfærdeligt for hans race. De var blevet udnyttet, på grund af deres skønhed. I hans øre, var dette direkte forfærdeligt, og en skæbne, være end det hinsides. Han sendte hende et sørgmodigt smil, og udstrakte sin vinge bag hende. Blidt, lod han den så omslutte omkring Angelin, og hvis ikke hun stoppede ham i det, trådte han tættere på hende, og lod sin vinge, der var stor nok til det, omslute sig, og næsten nå helle vejen omkring hende. De kølige, men blide øjne, kiggede en anelse ned, for at se på Angelin, og han smilede stadigt med det triste udtryk. Han kneb så tænkene sine øjne sammen, og lod sine øjne glide ud foran dem igen, og stire over søen.
"Jeg beklager, at de er endt i dette.. Beklager det inderligt.. Det er altid forfærdeligt, at se os blive spildt, i et bur.." Sagde hans rolige stemme. Hans arme forblev ned langs hans sidder, og kun hans vinge, omsluttede hende.

Hun havde lyst til at græde, men gråden steg ikke op i hendes hals, og ingen tåre trillede ned af hendes kinder. Det efterlod et brændmærke i hendes sjæl, at hun havde siddet i et så lille skur, og endda besvimet. Hun frøs virkelig den aften, og måske der kunne hun ha haft brug for nogle varmere vinger. Selvom hendes krop viste at hun kun var seksten år gammel, var hun faktisk omkring de 287 år hammel. Det var ved at være 271 år siden, at hun mistede sine forældre og sin lillesøster i en bilulykke. Flere gange, havde hun været i en ude-af-kroppen tilstand, og hendes sjæl sendte hende til den stue, hvor hendes forældre lå i kunstigt koma. Hendes søster var allerede død på stedet, da ulykken hændte. Hun havde den aften set hendes forældre i kunstigt koma, blive taget ud af koma og begravet. Datteren, som var Angelin, havde haft det forfærdeligt den nat, da hun så var kommet til sig selv, og så endelig var vågnet igen. Og så en time efter.. Døde hun selv. Himmelen havde været en mærkeligt sted, mente hun. Alt var blødt, vidt og ekstremt smukt. Alt for smukt faktisk. Da hun tænkte på det hele som var sket for 271 år siden, fik hun faktisk tåre i øjnene.
Kort tid efter, mærkede hun hans vinge om sig. Den var dejlig varm, og hendes skælven stoppede lige så stille. Hun følte sig ikke særlig kold inden i længere. Hun satte hænderne op foran øjnene, da gråden for alvor satte ind. Tårerne begyndte at pible frem fra hendes krystalblå øjne, og frygten for at hun ville blive behandlet elendigt, hvos hendes nye herre, krøb langsomt igennem hendes tankegang. Til sidst, var tanken så massiv, at hun fik lyst til at falde til jorden og skrige. Hun begyndte at ryste en smule igen, men denne gang fordi hun græd. Frygten for at blive slået ihjel igen, var stor.
Tårerne gjorde hende blege håndflader fugtige igen. Hun havde ikke lyst til at græde, foran en hun lige havde mødt, men hun havde intet valg, når det faktisk gjorde så ondt på hende. ”Der er intet du kan gøre ved det.. Jeg skulle bare ha’ tænkt mig om.. Nu.. Jeg vil aldrig blive den jeg var før.. Jeg er en slave nu..” Hun stammede sig igennem nogle af ordene, og det blev mere og mere tydeligt, at hun græd.

De blå øjne, stirrede sørgmodigt ned på Angelin, og hans blik blev igen ganske trist, da han så den første tåre. Han lukkede øjnene, og bekæmpede sorgen, som altid faldt som en hammer over ham, når andre omkring ham led, eller var trist. Han rystede langsomt på hovedet, og åbnede øjnene igen. Han måtte være stærk, når en anden ikke kunne. Han rejste sin arm, der var nærmest hende, og lagde den blidt omkring hende, for så at trække hende ind til hans side, da hun begyndte at tale. Han sukkede lavet, og kiggede ned imod hende, med de kølige, men blide øjne.
"Der er en hel masse jeg kan prøve.. Inden de kan sige, jeg intet kan gøre, min kære søster.. Jeg har ikke tænkt mig at give håbet for det op, inden jeg har talt med deres herre.." Sagde han, og kiggede kort over søen igen. Hvis ikke hun havde fjernet hans hånd, lod han den blidt stryge over hendes skulder, og knytte hende blidt ind til sig, imens hans vinger, follede sig tættere omkring hende. Bøjningen på hans vinge, aede blidt imod hendes kind, for at fjerne diverse tåre, hvis ikke hun stadigt havde sin hånd for, imens øjnene igen lagde sig ned over Angelin.
"Jeg vil ikke lade dem rådne op i et bur, hvis der er den mindste chance for, at jeg vil kunne få dem fri." Sagde han, og trykkede blidt sin hage imod hendes hoved, inden hans øjne så tænkende ud over søen. Han kneb dem en anelse samme, og han sukkede lavt.
"Hvad er din herres navn? Og hvordan ville jeg kunne komme i kontakt med ham?" Han ønskede ikke, at hun skulle anse hans ord, som en leg. Han ønskede virkeligt at hjælpe hende, og havde ikke tænkt sig, at lade hende dette forblive et dumt, blindt håb. Men faktisk en mulighed. De kolde blå øjne, stirede beroligende ned på hende, imens hans vinges fjerd, blafrede en anelse i vinden, og han havde formet sig et lille, håbende smil.

Angelin undrede sig lidt over, at det lige præcis var hende, han ikke kunne lade rådne op som slave. Betød det noget, eller bare noget hun tænkte. Hun var også bare en åndsvag tøs, som ikke forstod det mindste. Hun havde skam heller intet imod at han havde både vinger og en arm om hende, for det gav hende en undskyldning for at lægge hovedet mod hans bryst og græde hvis hun ville. Dog forsøgte hun at være stærk, så hun tørrede øjnene en smule, og fjernede hænderne. En enkel tåre, havde lige netop ikke nået at blive tørret væk, og trillede fra hendes øjenkrog, ned på kinden, og fortsatte indtil hendes i forvejen våde hår, fangede tåren. Nogle tåre, havde efterladt sig et spor af fugt, som hun skyndte sig at tørre væk med den ene håndryg.
”Min herres navn er Avery. Han bor i nogle trækroner inde i skoven, men jeg har ingen idé om hvor.. Når jeg engang finder tilbage igen, bliver jeg sikkert flået levende..” Hun sukkede kort, men spærrede øjnene op, da hun fattede hvad han havde sagt før. ”Så du ville forsøge at købe mig væk fra ham, eller hvad er det du siger?” Hun så en smule rystet på ham, men vidste at han nok ville behandle hende en smule bedre, end Avery gjorde nu.
Forsigtigt lagde hun hovedet let på skrå, og overvejede om hun burde lægge armene om ham, nu hvor han havde lagt den ene arm om hende, og faktisk havde fået hende lidt ind til sig. Hun var egentlig ret lav, i forhold til ham, men lod ikke tanken præge hende meget længe. Det ville være en drøm for hende, hvis han kunne købe hende fri fra Avery. Om han så ville være ondere end Avery, følte hun sig mere tryg ved en af samme race som hende. Ensom ikke var en sort elver. Hun ville gøre alt hvad Jebediah bad hende om, hvis han kunne købe hende fri fra ham. Desværre frygtede hun, at det ikke kunne lade sig gøre. Han ville nok ikke af med en ung slave som hende. Hendes åndedrag blev en smule tungere, og lagde nu forsigtigt armene om ham. Han skulle helst ikke misforstå hende, men når han var trøstende og rar mod hende, gengældte hun det med glæde, selvom hun nok ikke kom til at trøste ham. Gid han kunne hjælpe hende.

Jebediah kiggede ned på Angelin, og så hendes forsøg på at holde hovedet højt. Hendes forsøg på at være stærk, selv i en situation som hun stod i. For ham, var dette nettop det der fik ham selv til at holde hovedet højt. Til at kæmpe hans kamp videre. Styrke, i de mørkeste tider. Han strøg blidt hånden over hendes skulder, og kiggede ned på hende igen, da hun snakkede omkring hendes herre. Trækroner, inde i skoven? Ikke den nemmeste herre at finde. Og det lød heller ikke som en person, der ligefrem manglede penge, når han boede i skoven. Han sukkede lavt, ved det mindskede håb, men nægtede at glemme det fuldstændigt. Nægtede at give det op. Han rejste et øjnbryn, og smilede blidt, med et enkelt nik.
"Det var min tanke. Men jeg tager ikke slaver ind, for at eje dem selv.. Jeg ville ikke give dig nogen lænker. Jeg ville tilbyde dig min hjælp med at komme vidre, med et arbejde eller så. Men du ville aldrig blive lænket igen." Sagde han, med sin blide, og varme stemme. Hans bl øjne, forsøgte at berolige hende, med deres kølige glød.
Aldrig ville han udnytte en anden. Specielt ikke en uskyldig, der ved et uheld, var endt i slaveri. Og specielt ikke, da det var sket, som det var for Angelin. Han ville gøre, som han havde gjort så mange gange før. Samlet pengende ind, købt slaven fri, og så give dem et tilbud om hans hjælp. Aldrig ville han have nogen under ham, der sad i lænker. Han lagde sin arm tættere omkring hende, da hun kom ind til ham, og hans smil, blev til en trist mine, frem for det støttene og håbende smil. Han vidste håbet var småligt, men ønskede ikke at se hende forfalde, i hænderne på en Sort Elver. Eller nogen andre for den sags skyld. Det var en skæbne, han ikke ønskede af nogen. Så han håbede blot på, at denne Sort Elver, ikke var helt uanstændig at kunne handle med. Han ønskede ikke at bryde Aiden fri, imod denne 'herre's vilje..

//Hmm.. Tror jeg vil få mig lidt søvn. Du var vel intet imod at jeg først svarer her senere(Omkring klokken ti), vel?:)//

”Mange tak.. Men jeg tror det bliver rimelig besværligt..” Hun så op på ham, og sukkede kort. Hans vinger gav en del varme fra sig, og det var faktisk mere end behageligt. Hun følte sig næsten som født på ny, da hans vinger føltes som den seng hun havde ligget på oppe i himmelen, da hun rent faktisk var død. Hans varme stemme, og hans rolige øjne, fik hende til at slappe af, og glemme det meste af hendes frygt. Hun frygtede mest slag, men alligevel stod truslen om at hun fik skåret sine vinger af, hvis hun forsøgte at flygte, hende meget nært og det skar næsten allerede i hendes kød, at vide at hun ville miste sine vinger, hvis hun stak af fra sin herre, Avery.
Der var en ting, hun næsten frygtede mere end andre, og det havde intet med sagen at gøre. Hun var hunderæd for at møde vampyrer igen. I hendes tidlige barndom som menneske, havde hun flere gange haft besøg af en bestemt vampyr, son nærmest skræmte livet af hende, hver gang han kom. Han lovede hende at hjælpe hende med et par sager, hvis hun lod ham drikke hendes blod.
Angelin kunne tydeligt mærke de steder i halsen, hvor hun var blevet bidt. Der var ikke meget hun huskede fra sin tid som menneske, men dette var en af dem. Hun kunne stadig huske de skarpe hjørnetænder, og fornemmelsen af at de borede sig vej ind til en blodåre. Hun gød kort, ved tanken om at hun faktisk kunne blive e vampyrs slave, hvos Avery ønskede at sælge hende. Han havde sikkert nogle vampyr venner, som nok ikke havde noget imod en lille lækkerbisken at have som slave og suge blod af.
Forbaskede sugemaller! Kunne de ikke bare holde sig til dyr? Måske gav andre væsner såsom mennesker og engle en smule mere styrke, men alligevel? Dyr måtte vel smage lige så godt for dem? Eller næsten.
Hun lagde sig mere ind til ham, og håbede at han ikke havde noget imod, at hun var en smule omklamrende. Hun var bare virkelig bange for tiden, og ville ønske hun kunne huske den præcise melodi, til den sang hun kunne få andre til at falde i søvn med. Det kunne faktisk være en idé, at få afprøvet den på en vampyr først, for så kunne hun lige overveje, om hun burde få sangen til at side mere fast. Hvis det hjalp imod vampyre, kunne slå dem bevidstløse eller bare få dem til at falde i søvn, ville hun næsten være lykkelig. Det var lige hvad hun havde brug for. En slags kur mod irriterende vampyrer.

Jebediahs blå øjne, skimmede over søen, med et tænkene blik. En Sort Elver, der levede i nogen trækroner, i skoven? Det ville bestemt ikke være den nemmeste herre at finde. Han forbanede, at han ikke var kommet tidligere, og kunne have fundet Angelin, da hun var til salg i slave markedet. Nu kunne han ikke andet, end blot håbe på, denne Avery, havde andre slaver, der kunne holde ham beskæftiget, så han ville være mere tilbøjelig til at sælge hende. Det der gjorde, at det så sort ud, var Angelins ungdom, og skønhed. Det perfekte billede af en Engel. En perfekt slave.
Jebediah kiggede ned på Angelin, og smilede blidt til Angelin, imens hans hånd beroligende, strøg op af hendes ryg, og pressede hende blidt ind til ham igen.
"Ingenting er nemt, i en verden som denne, kære søster. Men du bliver nød til at være stærk. Du bliver nød til at holde hovedet højt. Du må ikke lade dig knække. Jeg ved at smerten kan være ulidelig, men du skal huske, at smerten for det meste er midlertidigt." Sagde han, og lagde blidt sin kind imod Angelins hoved et kort øjeblik, inden hans øjne gled tilbage ud over søen.
"Gør dit bedste, for at være en god slave for ham. Lydighed, bringer ofte sine egne premier. Men hvis du mærker at du ikke kan klare det.. Så flyv væk. Jeg vil give dem en vinge at skjule dig under.. Men dette skal vi bestemt ikke håbe, at det ender i. Ønsker ikke at se det være jagtet. Men det er bedre en ulidelig tortur.." Sagde han, med et trist blik ned på Angelin. Han rakte så ind i hans anden inderlomme, som cigaret pakken ikke befandt sig i, og tog et lille kort frem. Han tappede blidt sin finger imod adressen på kortet, imens han kiggede ned på hende.
"Quatre. Denne etage. Hver dag, kl. 14:30, vil jeg være der, og arbejde.. Bank på min rude, og jeg vil lukke dem ind. Men du må virkeligt kun flygte, hvis du ikke tror du kan klare det.." Sagde han, og tilbød hende så kortet.
"Husk adressen. og smid så kortet væk. Han skal ikke have det som grund, til at skade dem." Sagde Jebediah, med hans rolige, og varme stemme. Hans vinge pressede sig blidt ind imod Angelin, et kort øjeblik, før den løsnede sig igen, men stadigt forblev omsluttet omkring hende.

Angelins øjne var tæt på at bryde sammen igen, de glimtede en smule, og tårerne pressede sig på. Hun ville IKKE gærde! Hun ville ikke! Der var intet at gøre, og hun var selv skyld i det der var sket. Hun kunne ikke rigtig gøre andet, end det hun blev bedt om, og lytte til Jebediahs råd og vejledninger.
Hvis bare hun var en loyal slave, ville det hele nok gå, og så kunne det endda være, at hun fik lov til at sætte fødderne udenfor engang om dagen eller noget. Ellers ville hun nok bare tilbringe livet i en celle, hvis ikke hun havde nogle ordre eller ønsker hun skulle opfylde for Avery. Det værste var nok, at han også havde lov, til at bruge hende til at tilfredsstille sine personlige lyster. Det var nok noget af det værste ved at være slave. Næsten som at blive voldtaget eller noget andet imod ens vilje.
Hun sukkede kort, og knugede sig ind mod ham, og håbede hun altid kunne finde trøst hos ham, hvis hun havde brug for det. Forsigtigt tog hun imod kortet, og kiggede på det et par gange. ”Arbejder du på hotellet?” Hendes stemme var en smule hæs, men hun kunne heller intet gøre for at den blev normal, medmindre hun fik sig en ordentlig kop skoldhed te, som hun nok aldrig ville få igen. Hun ville nok aldrig mærke friheden igen, medmindre Jebediah fik hende fri.
Det eneste hun frygtede for ham, var at Avery ville kappe hans hoved af, eller torturere ham. Så ville hun hellere tilbringe det evige liv som Averys slave. Allerede nu, opfattede hun Jebediah som en ven. Hun var ikke klar over, om han opfattede hende som en ven, men det kunne også være lige meget. Han ville hjælpe hende, og faktisk forsøge at få hende ud, hvorfor mon? Var der noget specielt med hende, eller?

//Undskyld mit korte indlæg, men jeg har ikke rigtig nogen krea lige nu:[//

Jebediah betragtede Angelin, med hans kølige, og rolige øjne, og han formede langsomt et blidt smil, da han opfangede hendes kamp for at forblive stærk. Sin kamp for at holde tårene tilbage. Men det var ikke en kamp der var nødvendig nu. Ikke når hun stod i Jebediahs arme. Der var hun fri, og kunne lade sin kvaler løbe frit. Han ville være der, for at tøre hendes tåre væk.
"Kære søster. Kampen imod dine tåre, behøves du ikke at kæmpe, når du står i mine arme. Du er bange, og den smerte skal du ikke holde tilbage. Lad den blot flyde ud, og fri dig fra den byrde. Ved mig, kan du lade dine tåre trille." Sagde han, og smilede blidt. Han lagde en hånd på hendes kind, og strøg blidt hans finger over den. Han klukkede lavt, og rystede på hovedet.
"Nej, jeg arbejder der ikke. Jeg bor der.. På den etage." Sagde han, og peggede på etage tallet på kortet. Det var en af de øverste, og dyreste lejligheder. En af de største. Hans arbejde som revisor, tog en stor del af hans plads, da han havde utallige hylder af papire der var i brug. Han havde papire fra flere års arbejde, og fra utallige forretninger. Dette gjorde at han havde en helt bibiloteks opstilling, til disse mange papire.
Jebediah fik rusket sine tanker på gled, og lod øjnene falde ned på Angelin igen, som havde knuget sig ind til ham. Han smilede, og knuggede hende blidt tættere, og lagde sin kind imod hendes hoved, for så at ligge sin anden arm omkring hende lige så, og folde begge vinger omkring dem. Han ville få kulden kvælt fuldstændigt, inden han ville give slip. Han ville være der for hende, for at hun kunne føle varme, i de koldeste, og dystreste tidder. Nu vidste hun hvor hun ville kunne finde ham. Den dag hun ville få tid fri. Eller den dag, hun ikke ville kunne klare det længere. Hans øjne lagde sig imod hende, som han rejste sit hoved.
"Har du en tid du skulle være tilbage på? Jeg vil helst ikke se dem straffet, fordi de glemte tiden." Sagde han stille, med et sørgmodigt blik. Han havde bestemt ikke lyst til at lade sin søster vende tilbage til en tyran af en herre. Men sådan som det lå nu, havde de intet valg.

//Det gør bestemt ikke noget, har selv haft problemer med min krea i dag. Men det vil blive bedre! //

”Åh.. Det havde jeg ikke lige set.. Jeg er vist ved at falde lidt af på den.. Faktisk, så er jeg ved at indgå et slags løfte med en, det gør bare at jeg har indgået et løfte med en vampyr.. Igen.. Men han får mig væk fra Avery, hvis jeg giver ham blod, og bliver hans slave for en tid.. Der bliver jeg så bare… Sex slave i stedet, men kun for en tid, og så vil jeg være fri..”
Hun undlod at sige det højt, så andre kunne høre dem, hvis de nu stod og lyttede på hvad de sagde, mellem nogle træer. Derfor sendte hun det ved hjælp af hendes evne, som gjorde at hun kunne sende det til ham i tankerne. Hun var godt klar over, at han ikke kunne svare tilbage på samme måde, men det gjorde hende ikke rigtig noget. Bare det hun sagde, ikke kom frem så andre end ham og hende skulle kende til det.
Hun tænkte på den mosegrønne og eg-grønne kjole, som hun havde haft på hos Avery. Den havde siddet stramt på hendes spinkle overkrop, fra brystet til lidt længere ned end hofterne, og så havde den hængt løst fra hofterne og ned til lidt over hendes knæ.
Den havde passet utrolig godt til hendes hårfarve og til hendes utrolig blege hud. Hun var da bare heldig, at man ikke kunne se hendes blodåre igennem den næsten gennemsigtige hud hun havde. Det ville i hvert fal gøre vampyrer til stører fare for hende. Hendes engleblod var kostbart, og fuld af næring. Den gav vist også skønhed til den person som havde noget af hendes blod i kroppen.
Ville det så sige at hun havde skønhed? Hun kunne næsten ikke få sig selv til at tro på det, men nogle trøstede faktisk efter hendes blod, men kunne aldrig få fingrene i det, med mindre de slog hende ihjel og drak alt hendes blod. Der var kun én, som fik tilladelse til det, og det var ham der ville få hende ud af kløerne på Avery.

//Åh.. Mine indlæg bliver jo kortere og kortere:o?//

Jebediah så først overrasket ud, over Angelins praktiske lille evne. Så hun havde en evne til at kunne kontakte folks sind? Hvis hun lærte at bruge den ordentligt, vill hun måske også lære, at lættere kunne overtale andre, til at gøre andet, imod deres vilje. Desvære, forestillede han sig ikke, at hun var kommet så langt i hendes 'træning'. Normalt tog det tusinde af år, for unge Engle, at lære og bruge deres evner til deres fulde potentiale.
Han sukkede lavt ved hende ord, og lukkede igen øjnene, med et sørgmodigt blik ned imod Angelin. En vampyrs slave. Det havde han hørt før. Han havde også hørt det virke. Han havde hørt det virke, hvor et forhold formede sig, imellem de to parter. Hvor den ene nød at blive bidt, og den anden havde behov for at bide. Han havde set Vampyre, der opretholdte orden, og fulgte den retfærdiges vej. Men det var med dem, som det var med så mange andre racer. Kun de færeste, valgte at holde sig fra synd, og gik den 'retfærdiges' vej. Selv hans egen race, Englene, faldt mere og mere i fordærg. Og han forstod det som men godt. Al denne ondskab. Englene gav simpelthen op, og frasagde sig deres faders ord.
Ondskaben var der, ja. Men hvorfor bukke under, og så vælge at fortabe sig i den? Var det stærkere, og smartere, end at fortsætte henad den retfærdiges vej? Det havde Jebediah aldrig ment, så han fortsatte med at følge denne vej, også selvom den så ud til, langsomt, at tage livet af ham.
"Angelin.. Det sidste jeg ønsker at se dem som.. Er en sutteklud, for en af nattens hergere. Er du helt sikker på, at denne Vampyr, faktisk har tænkt sig at sætte dem fri igen? Ville de sætte deres lid til det? Fordi det er en stor pris at betale, hvis du intet for igen.. Og hvis du har et valg, om du vil med denne vampyr. Så tænk dig grueligt om hvad du går ind til. Inden du følger ham hjem." Jebediahs stemme var allerede blevet endnu mere dyster og trist. Dette kunne han bestemt ikke se som en nødløsning. Ikke engang den sidste. Så ville han hellere se hende flygte, for så at kunne gemme sig, i hans favn. At blive en vampyrs legetøj, ville for ham aldrig være en vej ud af problemer. De var, ud fra ren erfarring, ikke til at stole på. Hun ville ikke få lov til at gå, før Vampyren var mæt. Og på Engle blod. Blev Vampyre, aldrig mætte.

//Skal lige ha ordnet nogle huslige pligter, og pakke^^ Så skal jeg nok svare efter det:)

Angelin nikkede blot af hans reaktion, og sukkede kort. Hun havde faktisk ikke nogle andre gode måder hun kunne slippe fra Avery. Og hvis han oven i købet blev sat på plads, var det okay med hende. ”Han har givet mig sit ord på, at han vil slippe mig fri igen. Og desuden ved jeg, at alt hurtigt begynder at kede ham, så måske en uge eller noget, og så vil jeg være fri som fuglen igen. Så ville jeg kunne leve som en normal engel igen, som bare strejfer rundt og passer sig selv. En som ikke er spæret inde i et bur, og skal adlyde sin herre. Jeg har allerede fået et par slag osv. Fordi jeg talte uden at blive tiltalt. Dog har han endnu ikke straffet mig for at sende ham tanker, i stedet for at tale. Men. Jeg vil hellere være slave i en uge, hvor det hele går hedt til sig, end at være det resten af mit uendelige liv.. Hvis du forstår. Så hellere ofre noget af det dyrebare engle-blod, som løber i mine årer, i stedet for at bruge blod, sved og tåre på at holde ud at arbejde for min usle herre..”
En tåre trillede ned af hendes kind, da hun sagde det sidste. Hun ønskede ikke at være slave, men hellere i en hård uge, end resten af hendes liv, som hun kunne bruge på så meget andet. Og en måneds tid, kunne hun være den frie engel hun havde været i 271 år allerede.
Forsigtigt gav hun slip på ham, og så ned i græsset. Hun skammede sig sådan over at være slave, og ikke kunne være fri og stædig som hun plejede. Hvis hun var for stædig som slave, ville sikkert betyde enden på hendes liv, altså hvis det gik helt galt.
Inderst inde stolede hun på Scars, men alligevel vidste hun hvor ondskabsfulde vampyrer kunne være. Hun ønskede skam heller ikke at det samme skulle ske, som da hun stadig var menneske, men hun forsøgte at ignorere tanken om at han bare ønskede hendes blod, og så ignorerede det som han havde lovet hende. Hvis han gjorde det, ville han få at se hvor sindssyg hun kunne være. Hun var ikke blot den søde og skrøbelige engel, som alle troede hun var. Og hun var virkelig ikke et rent væsen inderst inde. Bag den søde personlighed, gemte der sig et sindssygt sind.

Jebediahs blå øjne, betragtede Angelin, som hun snakkede, og lyttede til et hvert af hendes ord. Han smilede en anelse, af hendes forhåbninger. Hendes standfasthed, og stædige holdning. Det var bestemt et godt tegn, for en ung Engel. Hun havde stadigt massere at skulle se, og massere at skulle udrette. Hvilket fik ham tilbage til spørgsmålet med denne Vampyr. Ville han mon faktisk holde sig til sit ord, og lade hende fri, når hendes tid var ovre. Det håbede han inderligt for hende, og ville tilbyde hans hjælp, når denne tid var ovre. Om hun var blevet ladt fri. Eller flygtet.
Jebediah fulgte hende med øjnene, som hun gav slip, og kiggede skamfuldt imod jorden. Hans lille smil forduftede, og han sukkede lavt. Hans vinger slap hende, og han lagde sine hænder på hendes skuldre.
"Hey. Der er ingen skam i dette. Ikke alle kan være lige stærke, snu og hurtige, til at slippe for de problemer du havnede i. Du vil stadigt have massere af år, at træne og forbedre dine evner, din selvstændighed og dit sind.." Han lagde blidt hånden på Angelins kind, og tørede tåren væk, nettop som han havde lovet han ville, og forsøgte at fange hendes blik igen, ved at bukke sig en smule.
"Angelin, hold fast i det håb du har fået formet dig. Hold fast i det, og lad det ikke slippe. Der er stadigt et håb. Lige meget, hvordan denne vampyr ender ud med at behandle dig. Og hvis du ikke længere kan bære det. Så flygter du. Flygter, inden han brækker dit sind. Han skal ikke tage det fra dig. Det. Er det vigtigeste du har. Det, er dig." Hans beroligene og varme stemme, blev efterfulgt, af et håbefuldt smil, og en blid trykken imod hendes skulder, imens hans vinger slog et enkelt slag.
"Kan du huske adressen? Og kan du huske etagen? Det er det vindue, med en fugle indgang. Husk det. Du kan altid komme til mig, ved den rette tid. Jeg vil altid gerne hjælpe dem. Om det er med at komme fri af denne Vampyrs klør, eller at komme vidre igen." Sagde han, og kiggede i Angelins øjne, hvis hun kiggede tilbage, og han smilede småligt. Så meget det var muligt, i så dyster en situation som denne.

Angelin nikkede til det Jebediah sagde, og nikkede lidt efter som ja til at hun kunne huske det hele. Hendes hukommelse var ikke som den plejede, men de vigtige ting kunne hun skam godt huske. Så glemsom var hun altså ikke. Hun lod vingerne folde sig ud igen, og lod deres bløde fjer flagre blidt i vinden. Det blæste ikke rigtig, men vindstødene begyndte at komme oftere og oftere. Det små irriterede hende en smule, at det nu ville begynde at blæse kraftigt. Faktisk var hun en smule bekymret for om det ville trække op til storm og uvejr dagen efter. Tordenvejr var ikke hendes stærke side, og hun kunne godt finde på at krybe sammen i et hjørne og tude, når et lyn slog ned tæt ved hende.
”Det overrasker sig sikkert at høre, at jeg har levet i 287, dog var jeg død i kortere tid, så jeg har været engel i 271 år. Mange tror ikke rigtig på det, fordi jeg tit kommer ind i nogle dumme ting, og det er tit ting, som de yngre engle kommer ud i.. Men alle de år, har jeg været alene. Fuldkommen alene, og har aldrig følt kærligheden til hverken en ven eller bare den ægte kærlighed. I 271 år, har jeg gået og været ensom. Gået for mig selv, og tænkt over hvad jeg egentlig skulle bruge mit liv på.
Jeg tror lidt at det er grunden til at jeg stadig er nysgerrig på det hele. Jeg opfører mig som en engel, som er i gang med hendes første leveår. Der er ikke mange der tager mine handlinger særlig seriøst. Jeg har altid været sådan, selv i mit korte liv som menneske. Det er nok derfor at jeg aldrig har oplevet kærligheden eller et ordentligt venskab, og fordi jeg ikke har det, opfører jeg mig som et lille uvident barn. Det bider sig selv i halen, som du nok kan høre.”
Hun sukkede kort, og mødte han øjne med et forsigtigt blik. Han skulle helst ikke misforstå hvad hun sagde, men hun kunne ikke få sig selv til at gå ind og rette på det hun allerede havde sagt. Det hun havde sagt, var sagt og kunne ikke laves om. Sådan var det.

Jebediahs kølige øjne, betragtede hende, med et småligt smil. Al den smerte hun skulle igennem. Og stadigt, følte hun sig nødsagigt til at fortælle historier. Han nød den ro han kunne tilgive hende, i en ganske kort tid. At hun kunne fortælle ham hendes historie, og så have den korte tid, til at være helt rolig. Selvom både hun, og han, godt vidste at hun snart ville skulle tilbage til sin tyraniske herre. Han smilede, og klukkede en smule ved hendes selv kritik. Han rystede langsomt på hovedet, og trykkede igen hendes skulder blidt.
"Lad være med at være for hård ved dem selv. Tro det, eller lad være. De er stadigt ung. Mange af dine søskene, har levet i flere tusinde af år. Jeg selv, har været her siden starten. Tro mig. Du burde ikke føle skam, for deres barnlighed, men nærmere nyde den. Det håber jeg du har gjort. Fordi nu. Bliver du nød til at være stærk. Nød til at stå imod. Nød til at holde hovedet højt. Og når alt dette er ovre. Kan du begynde at ændre dine fejltagelser. Tage en rewind. Jeg vil med glæde hjælpe dem. Du skal bare spørge." Sagde han, og smilede blidt, inden han slap hendes skuldre, og tog et skridt tilbage, for bedre at kunne se ned imod hende.
"Men indtil da, må du ikke rakke ned på dig selv. Men i stedet, være stolt af dem selv. Være stolt, at de går igennem dette, og vil træde ud på den anden side, med livet, og stoltheden i behold. Det bliver du nød til, Angelin. Og så, vil de en dag finde kærligheden. Finde varmen. Finde det, alle søger. Det er kvaler, til en anden dag." Sagde han, og smilede blidt ned imod hende. Han skuede så imod månen, som langsomt nærmede sig sin nedgang, inden han så kiggede ned på Angelin igen.
"Har du en tid. De skal være tilbage hos din herre på?" Spurgte han, stadigt med en småligt, og venligt smil.