Pale moon light

Sted: Parken
Tid: Lige efter solnedgang
Omgivelser: Tomt
Vejr: Stjerneklart

Forbeholdt til Jay

Vinden fik bladene til at pusle, som om de hviskede, og alt syntes at få liv, trods tidspunktet af døgnet. Chloé befandt sig endnu engang i parken, hvor hun sad på en tilfældig bænk og stirrede op på den smukke, hypnotiserende himmel. Det var efterhånden ikke noget sjældent syn, selvom ingen så hende her. Det sørgede hun for. Hun havde altid været meget menneskesky, men siden hendes forvandling var det blevet endnu værre. Genertheden vandt altid. Man skulle ellers tro, at hun var blevet forvandlet til et frygtløst monster uden moral og etik, men sådan var tingene ikke sket. Gudskelov for det.
De sædvanlige tanker om hendes gamle liv i England og Tyskland hjemsøgte hende, som hun sad der, og hun måtte flere gange fylde sine lunger med den unødvendige luft, for at forsøge at komme på andre tanker. Mentalt var hun stadig i 1800-tallet. Selvom hun selv så sit liv som miserabelt og ensomt, var det faktisk begyndt at gå fremad. Hun havde fået et arbejde som tjener på en pub et par gange om ugen, så hun kom alligevel ud i verden. Men alligevel havde hun stadig problemer med at snakke med folk.

Med ét kom hun tilbage til nutiden og med ét kom hun på benene. I stedet for at sidde på bænken, vandrede hun nu rundt i parken - samme rute om og om igen. Hun led af en vis rastløshed, troede hun, men det kunne selvfølgelig også være, at det lå i vampyrers natur. Hun vidste det ikke, for hendes kontakt til folk af samme race var på det minimale. Hun kunne ikke lide vampyrer, hvilket også ville sige, at hun afskyede sig selv. Især når hun blev nødt til at drikke. Men det skulle jo gøres.
Efter femten rundter stoppede hun op og druknede atter i stjernebilledernes skønheder. Hvis man tilfældigt kom forbi, ville et besynderligt syn møde en; en pige, der stod midt på græsset med blikket opad. Fordi det var så lyst udenfor, ville man nemt kunne se hendes mørkebrunt hår, der krøllede, ned af ryggen og hendes lille, smalle figur. Hun var blevet forvandlet i en for tidligt alder, mente hun selv.

Gruset knasede på en vidunderlig måde under hans fødder. Bevidnende om hans tyngde, eksisten. Jay kom gående ned ad én af de mange grusstier, der førte igennem parken. Vejret var upåklageligt, og han havde haft lyst til noget motion, og var derfor smuttet ned i parken, for at nyde den friske og afslappede atmosfære. Han sukkede, og kiggede frem for sig. Det var et sjovt syn der mødte ham. Pigen, et par hundrede meter væk, der betragtede himlen. Det måtte være begyndelsen på noget stjernekiggeri, hvad vidste han.
Han purrede op i sit hår, og trak den sorte hættetrøje tættere om sig, med hænderne i lommen. Han raslede faktisk for hvert skridt han tog, grundet indholdet af hans lommer. En telefon, massere af mønter, cigaretter og en lighter(man levede vel livet farligt).
Som han kom gående så han vel højst underlig ud. En ret lav, men flot dreng. Hans hår skinnede selv i mørket, og der var et bredt smil malet over det fregnede ansigt.
Udover det gik han bare rundt i sort tøj, nok for at gemme sig lidt, camouflere sig i mørket. Han nød opmærksomhed rettet imod sig, men ikke for meget, og ikke lige nu.
Han kiggede stadig på pigen, tomt. Det var da spændende, som hun stod der og kiggede. Undrende kiggede han selv opad, stadig gående ned af den knasende grussti.

Sin overnaturlige hørelse stillede straks skarp på en ny lyd i parken. Med et vendte hun sig og forventede det værste; det gjorde hun altid. Men lyden udgjorde umiddelbart ikke en stor trussel - det var blot lyden af raslende lommer, der tilhørte en dreng - mand - der kom gående. Han havde set hende, det var hun sikker på, selvom hans blik nu var rettet mod himmelen, som hendes havde været for kort tid siden.
Nysgerrigheden, og kedsomheden, tog over og hun bevægede sig næsten ubevidst mod ham. Ikke for at snakke - det turde hun slet ikke - men blot for at observere. Han var ikke menneske, kunne hun lugte. Men så pludselig gik det op for hende, hvad hun egentlig lavede. Hvorfor var hun på vej over mod ham? I overnaturlig fart løb hun over i den anden ende af parken, hvor hun prøvede at falde ned. Hvorfor det påvirkede hende så meget anede hun ikke. Men det påvirkede hende. Stortset alt gjorde hende usikker, og det var kun når hun var meget blodtørstig, at hun lod sine parader falde.

Jay kiggede ned igen, over mod hvor end pigen havde været- og nu var hun væk. Det undrede ham ikke, der var sat'me mange originaler og særlinge, i parken om natten. Men han var alligevel interesseret. Han kunne godt bruge én at konversere med, måske byde på en kop kaffe eller slushice. Han rystede blot på hovedet og fortsatte sin gåtur. han spekulerede og filosoferede over mange forskellige ting. Hans onkel ville snart besøge ham i byen, den nye lejlighed han havde kigget på, alle de problemer der kørte rundt i hans hoved for tiden. Han var vel ved at blive ældre, ovre det 13års stadie, som man så ved mennesker.
Men han var stadig den yngste dæmon, han kendte. Han havde ikke mødt, eller blevet venner, med et individ der var yngre end ham selv. Det var vel egentligt lidt mærkeligt, taget de 105år i betragtning. Han sukkede og rystede på hovedet, og kastede endnu engang sit blik ud over parken.

Det var kun et par minutter, hun nåede at sidde der, før den nu velkendte lyd var tilbage. Grus, der knasede. Hun kiggede op og så at drengen var tilbage igen. Nysgerrigheden ramte hende atter, og hun gik endnu engang i hans retning. Ikke som en creeper eller stalker ville have gjort; hendes ansigt var åbent og ærligt, men også lidt tilbageholdende og usikkert.

"H-hvad er du for en?" Spurgte hun, da hun stod på en sikker afstand af fem meter fra ham. Sådan var hun bare - det skulle ikke tages personligt. Bare det at hun rent faktisk havde spurgt ham om noget, var en triumf for hende. Det kunne dog ikke ses på hendes ansigt, der stadig var usikkert.

Jay lod sit blik falde imod himlen endnu engang. Det var et skyfrit og smuk syn, der kom ham i møde. Nattehimlen tog imod ham med et stort fedt grin. Han nød det. Det var som et 'velkommen hjem, du gamle'. Han undslap et suk, og de glatte læber krusedes i et smil.
Han kiggede hurtigt op da pigen snakkede. Det tog ham et minuts tid, før han opfattede at hun snakkede til ham. Hendes stemme var blid, forførende. Eller sådan lød det for ham i hvert fald. Han tænkte et øjeblik, før han spredte sine læber i et roligt og fattet svar: "Hvis du spørg om mit navn, så er jeg Jay Simmons," han smilede venligt. ".. Men hvis du spørg hvem jeg er, og hvad jeg er, så er det en ret lang og usandsynligt kedelig historie."
Han forsatte med at gå, forventede egentlig at pigen ville løbe igen, men oh well- hun skulle vel ikke bestemme hvordan han gik sin tur.
"Men hvad med dig selv, unge dame?"

En uforklarlig glæde boblede i hende, da han rent faktisk svarede hende. Ja, mere skulle der ikke til, før hun reagerede sådan. Det var dog ikke noget, der var nemt at se på hende - hun var stadig alvorlig, selvom man kunne se et glimt af glæde i hendes øjne.
Et navn var, hvad hun fik. Ikke race, hvilket egentligt havde været, hvad hun var gået efter. Men det var også nyttig viden. Jay.... Hmm.
"Jeg har god tid," svarede hun kækt med en glat stemme og et lille, skævt smil, men indtil videre lå hun den ligge, for han spurgte nemlig hende om noget. Dog vidste hun udmærket, at hun ikke skulle lægge noget i det - han var blot venlig. Ikke noget håb om venskab fra hans side. Men det var i orden, hun var vandt til det, og ærligt talt skræmte tanken om venner hende lidt.

Hun havde lyst til at grine over, at han havde kaldt hende for 'unge dame'. Det var bestemt ikke noget, hun hørte ofte. Men selvfølgelig var hun godt klar over, at hun så meget ung ud. Ja, selv yngre end hendes kroplige alder. Og meget yngre end hendes rigtige alder.
"Jeg hedder Chloé Elisa," sagde hun stille, usikkert.

Jays ansigt blev åbent og udstrålede glæde og.. varme? Noget der normalt ikke forventedes af hans kolde gener. "Jeg har mindst lige så lang tid som du, så lad os da få det bedste ud af det." Hans stemme var sprød, indbydende. Som et stykke virkelig godt kød, der fik munden til at stå i vand.
Sådan lød han vel egentlig bare, men han var ekstremt fokuseret på sine egne handlinger. Han ville jo ikke skræmme hende væk, han ville bare have lidt sjov og nogen at snakke med. Var det for meget at forlange, fra en fremmed? Det var det sikkert. Men det forhindrede ham absolut ikke i at gøre dette.
Han gik roligt videre, og nåede helt op forbi pigen uden at ytre et ord. Han undrede sig om hun ville følge med, men besluttede sig så for at vende sig, og strække sin hånd ud imod hende. "Vil du gå en tur med mig så, Chloé?"

//Undskyld for de langsomme svar, haha. Har lavet mad!

Hans reaktion begejstrede hende. Han blev meget pludselig meget åben og venlig; og Chloé blev næsten helt godt tilpas i hans selskab. Hans stemme var som rindende vand - behagelig og afslappende. Det var et særligt syn. Så da han gik forbi hende - uden et ord - men derefter spurgte, om hun ville gå en tur med ham, var hun ikke sen til at nikke og svare: "Ja, selvfølgelig!" Måske var det en smule for begejstret, men det tog Chloé sig nu ikke af. På den meget var hun meget social akavet. Hun havde helt klart mangel på situationfornemmelse, selvom det - heldigvis - ikke var noget, som Jay havde set så meget af. Endnu.
Som en hund, der fulgte sin ejer, fik hun bentøjet igang og fulgte efter ham.

//Helt i orden! Og undskyld det korte og ret dårlige svar//

Jay grinede ubekymret og lavmældt, og lod hende komme op på siden af ham. Han ville bare gå stille og roligt, og ikke forskrække hende. Hun virkede spændende og rar, og det gav ham en lettere fornøjet følelse i mellemgulvet. Det var lang tid siden, at han havde haft selvskab. "Nå..." han sukkede, og kiggede hurtigt imod hende med et smil der gav ham rynker omkring øjnene, og den let fregnede næse. " Hvad er du så for en type? Både hvis vi snakker rent genetik eller oppe i dit lille kønne hoved.
Han satte begge sine hænder tilbage i lommen, kiggede op mod himlen med et nysgerrigt blik, og kiggede så tilbage på hende med store, lysende øjne. Han var betaget af det nye lille kreatur, han havde fundet. Hun var lille og spinkel og fin. Som en porcelæns dukke, som ville gå itu bare at man rørte den. Bortset fra at han havde på fornemmelsen at hun ikke ville gå i stykker. langt fra, hun var sikkert stærkere end hun så ud til.
Og så var hun i hvert fald ikke menneske, eftersom hun overhovedet ikke havde nævnt noget om den kulde, der altid var i forbindelse med hans nærvær.

Hendes blik granskede ham, som han grinede ubekymret. Grin havde altid fascineret hende; sikkert fordi hun aldrig havde grinet særlig meget i sit liv. Som menneske havde det ikke været passende og efter sin forvandling havde hun ikke set nogen grund til det. Så hendes muskler dér var så godt som døde.

Hun tænkte lidt over hans spørgsmål. Hvilken type var hun? Det havde hun egentlig ikke tænkt over. Måske fordi hun ikke kendte de forskellige typer, siden hun kun for nylig var kommet ud i virkeligheden igen. Hun havde dog lavet sin egen type engang hun havde været på arbejde; den nærgående. Dem, der havde fået for meget at drikke og derfor gjorde sig tilnærmelser. Hun gyste, selvom hun naturligvis ikke frøs.
"Racemæssigt er jeg en..." Hun tav og bed sig i læben. Måske var det ikke smart at sige. Hvad hvis han ikke ville have noget med hende at gøre, fordi hun var et væsen af mørket? Men hun stod ved og hviskede stille: "Vampyr." Hun kiggede hurtigt væk og skyndte sig at forsætte, så han måske ville glemme det: "Jeg er en lytter." Hun var nemlig typen, der hellere ville lytte fremfor at tale og føre sig frem.

"Hvad med dig?" Spurgte hun nu nysgerrigt.

Jay betragtede himlen, imens at han ventede hendes svar. Som skæret fra nattehimlen lagde sig på hans ansigt, faldt lange skygger ned ad hans kinder og næseryg. Simpelthen skyggen fra hans øjenvipper, der faldt charmerende. Natten klædte ham som en handske, perfekt og uden fejl. Det var skønt at vide sådanne ting om sig selv.

Hans blik faldt på hende, da han fik det svar han havde ventet. Det var overraskende faktisk. "En lyttende vampyr," klukkede han let. Hans stemme ændrede sig. For ham lød den boblende, sød og sur, pikant. Som et dyrt glas champagne, måske, han vidste ikke hvordan han kunne kategorisere det, og det irriterede ham. Han analyserede situationer og folk for meget.
"Men jeg er da glad for at høre at du ikke er heppekorspige, for helt ærligt ligner du ikke typen."
Han lod sine øjne studere hende en smule. Hun så ikke ud, som de vampyrer han før havde mødt, hmf.
"Jamen, hvis du er interesseret i min race, er jeg en dæmon- isdæmon, for at være korrekt, men det lader jeg ikke påvirke min person. Jeg er irriterende, men et meget spændende individ. Du vil sikkert kunne lide mig. Jeg har et had/kærlighed-forhold til varme. Og jeg elsker at læse, og har brugt mangt en tid på bøger..." han sukkede, og tog sig til nakken med et smil.

Hun tillod sig selv at tage sig tid til at beundre hans udseende i mørket. Faktisk så hun jo alt og alle i mørke. Ikke at det ville gøre nogen forskel - hendes syn var perfekt. Som en jægers. Skyggerne faldt specielt på hans ansigt, der kom til at se mere markeret ud. Han var smuk, måtte hun indrømme. Men igen vidste hun godt, at det var lokkemad. Han var et rovdyr - gættede hun i hvert fald på - præcis som hende.

Hans respons til hendes svar fik hende til at smile skævt. Hun tolkede det som om at han syntes det var positivt. Ellers syntes han at hun var skør. Tja.
Da han så selv svarede på spørgsmålet, så hun interesseret på ham; især fordi han kom med så mange detaljer. Og der var endda noget, de havde tilfælles! En varm følelse bredte sig i hendes krop. Hun brugte også selv meget tid på bøger - hvad skulle man ellers bruge dagtimerne på?
"Hvorfor synes du, at du er irriterende?" Spurgte hun så overrasket om.

Jay smilede, undrende over at hun var så stille, men stadig betaget. Skønhed kunne ikke måles i ord, eller længde. Hvad kunne skønhed overhovedet måles efter? Når hver en kiggendes syn ville være anderledes, og dermed bedømme anderledes. han vidste ikke hvordan han kunne formulere det på en rar måde, og som et spørgsmål for hende. Men han havde fået lov til at kigge, havde han regnet ud fra hendes afslappede facon.
Hun så dybt tænkende ud, som om hun spiste spørgsmålet som en madanmelder spiser sit sidste måltid. Det gav hendes ansigt et smukt udtryk af bekymring og uvidenhed, og fik ham hurtigt til at smile. Det var da yderst kært.
"Hvorfor at jeg synes det, hm.. Jo ser du, jeg analyserer ting. Jeg tror ikke på meget mere, end det jeg kan se, og udover det er jeg dum." han sukkede kort, og kiggede på hende med et om end bredere smil end før. ".. Altså ikke dum rent fagligt og sådan, men jeg gør nogle dumme ting engang imellem, du ved. Der gør ondt på mig selv."
Han kiggede frem for sig, og så at de nærmede sig den lille legeplads der var i midten af parken.
"Men fortæl mig, hvorfor så stille?" han sendte hende et hævet øjenbryn, og rystede let på sit hoved.

Hun tænkte lidt over hans svar. For hende lød det ikke specielt irriterende. Faktisk kunne Chloé godt lide, når folk tænkte over tingene. Intelligens var noget af det mest attraktive, der fandtes, syntes hun. Det, der foregik i hovederne på folk, var da meget mere interessant end det, der fandtes udenpå. Men der havde alle vel sine egne meninger.

Hans næste spørgsmål overraskede hende og fik hende til at gibbe. Det var et meget direkte spørgsmål, som ingen havde våvet at spørge om, før hun. Men hun kunne godt lide hans direktehed, hvilket også var grunden til, at hun rent faktisk svarede ham.
"Som menneske var jeg i forvejen af få ord...." begyndte hun tænkende - man kunne næsten se, hvordan hun mentalt var i fortiden... "Og efter min forvandling flygtede jeg, så jeg har altid været alene. Jeg var vel egentlig ikke set nogen grund til at snakke. Jeg var jo ingen at snakke med alligevel," tilføjede hun klukkende, selvom det var sandt.

Han stak tungen ud af munden, og skulle lige til at argumentere imod, men da det gav meget god mening, hold han munden lukket. Hendes historie lød trist, og knap så farverig og fjollet som hans egen nu engang var. Han slog med sit hoved, og hans hår faldt pænt på plads.
"Hvis der ikke er nogen at tale med, hvorfor så ikke... Opsøge dem?" undrede han, højlydt. Han smilede en smule, bredt så det viste en fin perlerække af tænder frem. "Alternativet må jo så være at snakke med sig selv, og tro mig, det kan sagtens være hyggeligt!" han nikkede bekræftende, og kunne ikke holde et grin tilbage, han lød som en gal. Men der var vel nogle, som skulle agere som gale, ikke? Han styrede mod legepladsen. Den så hyggelig ud, stille og.. Rolig. Han drev et suk, og kiggede derefter ned imod hende.
"Men nu kan du tale med mig, hvis du altså ønsker det." han smilede varmt, og kiggede endnu engang betaget. "Jeg vil i hvert fald gerne tale med dig!"

Hun måtte holde sig tilbage for ikke at grine højlydt af hans spørgsmål; hende - opsøge folk? Det ville højst sandsynlig aldrig komme til at ske. Hendes generthed var en al for dominerende faktor hos hende. Noget hun sikkert altid ville lide af.

Hun kiggede næsten forskrækket på ham, da han tilbød, at hun kunne snakke med han. Hun observerede ham grundigt; prøvede at finde ud af, om han rent faktisk mente det, eller om han bare var venlig. Dog virkede han jo som den direkte type, så noget sagde hende, at han rent faktisk mente det.
"Tak," svarede hun derfor hæst. Det betød meget for hende. Sikkert mere end han havde regnet med, da han først tilbød det.

"Hvad laver du her i byen?" Spurgte hun derfor akavet. Det var prævis derfor hun normalt ikke gjorde sådan noget. Det var alt for akavet.

Gruset lød svagere under hans fødder end før. Som om han blev lettere for hvert et skridt han tog. Det var usandsynligt irriterende at høre på, hvis at man spurgte ham. Måske havde det noget at gøre med hans sans for detaljer...
Jay nød lyden af hendes latter. Den lød.. Ægte, og ikke som noget ligegyldigt og henslået, som de andre pigers. Deres tøsefnidren og fnisen, blot for at virke interessante og voldsomt uskyldige. Det var ikke hans ting, han nød hellere et ægte- om end kikset, grin. Det var charmerende, og varmede hele sjælen. Det gav vel... et stød i maven, åh.
Han sukkede og kiggede lidt på hende, da hun spurgte ham om noget. Han løftede drillende det ene øjenbryn, og kiggede skeptisk på hende. "Er du sikker på at du vil vide det? Eller, selvfølgelig vil du det, men altså," han rystede sit hår på plads, og rakte en hånd op mod sin nakke.
"Ikke nogen speciel grund, du ved. Jeg nyder bare at være her. Jeg har et kælderværelse som jeg lejer, nede ved Havnen, så jeg kommer lidt rundt omkring..." han smilede vagt, og prøvede at søge efter hendes øjne.
"Men hvad med dig..?"

Hun rynkede kort sine fine bryn, da han spurgte, om hun virkelig ville vide det. Hun kunne ikke undgå at blive lidt nervøs - var der da en grund til, at hun ikke skulle have lyst til det? Selv havde hun syntes, at spørgsmålet havde været ret så uskyldigt, men måske havde han misforstået det.

Hendes blik var som fæstnet på gruset, de nu betrådte, da han fik svaret på spørgsmålet. Svaret kom ikke som en stor overraskelse. Han var her for at hygge sig. En glimrende grund. Og lidt et standard svar.
Smilet, der indtil nu havde klistret på hendes læber, forsvandt dog brat, da han nu spurgte ind til hendes begrundelse for at vandre rundt i byen. Det var ærlig talt ikke noget, hun havde særlig meget lyst til at snakke om. Men man kunne vel sige, at hun selv halvt havde bedt om det ved at spørge ham om det.

Hun løj ikke. Det var imod hendes principper. "Er du sikker på, at du vil vide det?" Spurgte hun i stedet og efterlignede hans svar i en drillende tone, i håb om at han ville lade den ligge og ikke lægge mærke til, at hun ikke svarede på spørgsmålet. Det lod de fleste alligevel ikke mærke til, så mon ikke om det nok skulle gå.

Jay lod et smil fæstne sig, og rystede på hovedet. Hans ansigt lyste op i lyset fra et par af de lamper, der stod fæstnet i jorden omkring legepladsens grus omkransning. Det var meget hyggeligt, med en smule lys her i mørket, uden at det behøvede at være overdrevet og blændende. "Sikke et fjollet spørgsmål. Selvfølgelig vil jeg vide det, jeg er meget interesseret i din person."
Han lod hovedet falde, så han kiggede på sine fødder, imens at han ventede hendes svar. han nød hendes tænkende facon, og den måde hun tænkte tingene igennem på, men samtidigt gav det ham massere af tid til at tænke.
Og lige nu var han ved at få et stykke musik på hjernen. Det var irriterende, og skubbede ham væk fra koncentrationen.
Beauty queen of only eighteen, she had some trouble with herself...
han slikkede sig om munden, og forsøgte at skubbe sangen ud af sit hoved. Det var da voldsomt irriterende, ugh. Han så ned mod Chloé igen, og sendte hende et vidende smil.

Hun sukkede og valgte sine ord med megen omhu. Der skulle ikke meget til, før hun måske ville komme til at sige al for meget. Ikke at hun ikke stolede på ham, men det var altid en god idé at være på den sikre side. Sådan kunne hun bedst lide det.

"Jeg..." Hun tænkte sig om en ekstra gang, før hun forsatte, "er her vel, fordi der er en anden, der ikke er her." Sådan! Hun havde ikke løjet, men heller ikke sagt for meget. Hun så næsten helt stolt ud over sin præsentation, som egentlig ikke var særlig god, for Jay var jo ikke dum.

"Hvad spiser du egentlig?" Spurgte hun pludselig ud af det blå - hendes situationsfornemmelse var så godt som ikke-eksisterende - men måske også får at få dem begge på andre tanker. Jo mere hun tænkte på fortiden, jo mere sank hendes ansigt såvel som hendes hjerte. Hun rystede på hovedet og tvang sig selv til at tænke mere positivt. Det var jo en god nat - hun havde fundet en, der rent faktisk kunne holde hende ud i mere end fem minutter.

De kom ind på det gummiagtige underlag, der lå under den store plads. Det gav sig under fødderne, og var egentlig meget... behageligt? Jay kiggede på Chloé med et anerkendende blik. Hun var god til at undvige, måtte han indrømme. Men da han så sig mæt, rystede han alligevel på hovedet. Det var et behageligt vejr for ham lige nu.. Faktisk havde det aldrig været bedre. Han sukkede, og hans ansigt flængedes i et stort grin, da han hørte hendes næste spørgsmål. Hun ville vide, hvad han spiste? Nok mere ala dæmoner generelt, men det var alligevel lidt sjovt.
"Altså, personligt spiser jeg meget salat og frugt.. og jeg drikker temmelig meget kaffe," han grinede, ved tanken om at det nok ikke var det svar hun havde ventet. Hun tænkte sig nok at det var mere spændende end dette. "... Men altså, jeg er ikke sikker på andre dæmoner. Jeg gætter på at nogle skyggedæmoner faktisk lever af skygger men, for at være ærlig, er jeg ret.. ung. Mit stofskifte fungerer rimelig normalt, så jeg kan spise som almindelige mennesker, eller vampyrer, eller hvad jeg nu har lyst til, råt kød måske!?" han smilede, og kiggede på hendes ansigt. ".. Men jeg kunne også lade være med overhovedet at spise. Det gør ikke så meget, så længe jeg ikke dehydrerer."
"Hvad med dig? Nogle specielle spisevaner, eller foretrukken blodtype, sådan noget?"

Med et overrasket blik, stirrede hun på Jay, der lige havde delt sin kost med hende. Den lød så... normal. For et menneske altså. For at være ærlig havde hun regnet med, at han levede af folks sjæle eller noget lignende. Men det var bare endnu et bevis på, at hun ikke just var opdateret om de andre racer. Hun kendte sig selv og sine behov, så hvad havde hun skulle bruge det andet til?

"Engleblod er meget delikalt," nærmest hviskede hun. Så var hendes øjne på det nu anderledes fundament, mens hun afventede hans reaktion. Han ville sikkert blive frastødt af det - selv i hendes øre lød det ulækkert. Men når hun tænkte på det flydende guld, løb hendes tænder alligevel i vand... Før hendes tanker kom så langt, havde hun rystet på hovedet, og nu tænkte hun pludselig meget intenst på hendes sko for at aflede tankerne.

Jay smilede større af hendes reaktion. Det frydede ham en smule, at hendes forventninger nok var en del anderledes end realiteten, men han måtte jo indrømme at han ikke vidste så meget. Han kendte ikke så mange dæmoner at det gjorde noget, og nogle levede sikkert af frygt og mørke, eller deres tilknyttede element. Han havde kun levet i hundrede år, og anede egentlig ikke hvad der skulle styrke ham, når hans indre system gav op, hvilket det nok ville. Men der var lang tid til, og det var ikke noget han ville plage hende med. Det var hans private tanker og bekymringer, om hans fremtidige liv som en fuldt ud voksen dæmon.

Jays øjne åbnedes yderligere. Se dét, det var spændende! "Kan du forklare smagen?" spurgte han nysgerrigt.
Hans hjerne gik i selvsving, og han fandt på yderligere 10.000 spørgmål. Hvordan smagte de forskellige racer? Ændrede blodkvaliteten sig ved ændret kost? Hvad nu hvis man drak meget eller tog stoffer? Var det ligesom sædkvalitet, bare med en madvare?
Det plagede ham lidt, at han ikke ville skræmme hende væk. Han ville elske at få svar på disse spørgsmål.

Hans interesse, der pludselig blev tændt, kom bag på hende. Glæden over ikke at have skræmt ham væk med sit svar boblede i hende, hvilket var grunden til, at hun smilede svagt. Hun kunne næsten se, hvordan han bearbejdede hendes svar - hans ansigtet lagde sig i mange foreskellige, og interessante, folder.

Næste spørgsmål var dog ikke så let at svare på. Især fordi hun havde svært ved at identificere smagen for hende selv.
"Det er den bedste smag i hele verden," sagde hun tankefuldt. "Sødt, men ikke alt for sødt. Smagen kærtegner smagsløgene og giver en vanvittig dejlig rus." En orgasmelignende følelse gættede hun på, men sikker var hun langtfra. På den front var hun lidt bagud.

"Det er svært at beskrive," sagde hun undskyldende med en stemme, der pludselig var blevet meget hæs. Ikke på grund af blodtørst; hun havde sidst drukket dagen før, så der ville gå nogle dage, før hun igen skulle 'lade op'.