Sunny.. (Andy)

T: Lige omkring 14:00.
O: Mange folk.
S: Terre.
V: Lunt.
P: Sorte stramme jeans med store huller på knæene. En kort sort læderjakker der går til lænden og står åben. En hvid skjorte der også er stram, og åben i de øverste knapper. Sorte højhælede støvler.

Altena gik langsomt gennem de lidt for fyldte gader i Terre. Hun ville egentlig bare ind på en eller anden cafe og få sig en sodavand, men der var bare så proppet alle vegne. De grønne øjne gled søgende rundt, hun kendte et sted her i nærheden, men den lå bare ned af en sidegade som hun altid gik forbi den første gang.
En hånd gled gennem det sorte bølgede hår, som ligesom jakken nåede hende til lænden. Kort efter stoppede hun op og så ned af en lille sidevej. Et veltilfreds smil kom frem på hendes læber, inden hun begyndte at gå ned af den. Der var da heldigvis ikke lige så mange mennesker dernede som der havde været på gågaden. Det gjorde hende altid lidt irriteret, men det kunne også sagtens være fordi solen skinnede idag, at det irriterede hende. Hun kunne bedre li når det var lidt fugtigt i vejret... Lidt overskyet. Regn gjorde hende nu heller ikke noget. Alt i alt var hun nok lidt underlig på det punkt. Men det var jo bare sådan det var.
Tænkende åbnede hun døren ind til en lille cafe, og gik med lette skridt ind og fandt sig et bord. Der var dejligt stille her, og ikke sådan vildt mange mennesker herinde. Der var da nogle, men der var ikke fyldt op eller noget.
Efter at have siddet og betragtet gaden udenfor det store vindue et par minutter, gik hun op til disken for at få sig en cola. Imens tjeneren lavede den, lod hun hånden stryge gennem sit hår, og blev stående. Der var ingen grund til at gå nogle steder hen, når nu at det ikke ville tage længere tid.

Andy var træt. Han havde brugt en hel del krudt på at få pakket alle sine ting ud, hvilket han som oftest ikke gad de første dage, men opgaven voksede ham tit ud af hænderne, og han endte med aldrig at få pakket ud. Denne gang følte han at han måtte starte anderledes. Han havde fået pakket ud hele morgenen. Ikke fordi at han havde mange ting, men det at gennemgå lejligheden og finde en plads til alting havde været svært. Han var normalt ikke så organiseret.
Han havde derefter begivet sig udenfor. Ud for at få luft, det trængte han meget til. Han havde en hvis trang til ikke at opholde sig meget udenfor, og følte af og til en form for indelukkethed hvis han var i små rum for længe.
Han drejede ind på en lille café der ikke var så fyldt som normalt. Et par enkelte sad rundt omkring, og en kvinde stod ved disken. Han gik op ved siden af hende, sagde ikke rigtig noget, men gav sig til at rode i sine lommer efter nogle penge. Han trængte sådan til en kop kaffe. En sort kaffe, som han altid drak.
Måske lidt for tit..

Altena hørte døren gå op igen, hvilket fangede hendes opmærksomhed. For en stund hvilede hendes grønne øjne på fyren der kom ind. Da han så valgte at gå op til disken hvor hun stod, smilte hun ganske let til ham. Der var nu et eller andet mærkeligt ved ham. Noget hun ikke helt kunne sætte fingeren på, men så igen.. Det kunne også bare være hende der var lidt mærkelig. Det ville ikke være første gang hun havde taget sig selv i at tænke sådan om en person, som hun ikke kendte.
Da hun omsider fik sin cola, gav hun tjeneren penge for den og tog stille en tår af den. Smilte lidt for sig selv. lige hvad hun trængte til, en dejlig kold cola, få mennesker og skygge.
Men hun gik ikke ned til sit bord. For nu betragtede hun igen fyren. Det var nu mærkeligt.. Efter at have kigget på ham i adskillige minutter, smilte hun dog forsigtigt. "Hei?" prøvede hun tøvende. Måske hun kunne kende stemmen hvis det var en hun havde mødt før. Det virkede lidt som om at han ikke kunne finde penge til hvad det nu end var han ville have, og det var da lidt synd. Men det ville også være mærkeligt at tilbyde ham et eller andet, når hun ikke kendte ham.

Han stod for sig selv, med blikket rettet mod tjeneren. Ventede på at han leverde colaen til den unge dame. Han havde kun kort set på hende der stod ved siden af ham, da han kom ind og havde ikke betragtet hende på nært hold. Han følte dog et blik på ham, og gættede på at det kun kunne komme fra hende, siden følelsen var så intens. Da han så på hende, smilede hun til ham, og han følte en hvis pligt til at smile tilbage, hvilket han endte med at gøre. Et svagt, skævt smil, der dog ikke ændrede det intetsigende udtryk i de brune øjne.
Han bad tjeneren om en sort kop kaffe, da han endelig fik leveret colaen til den unge dame. Det var åbenbart en udfordring at lave den cola, siden det tog så lang tid. Han rettede blikket mod den unge dame igen, da hun åbnede munden og sagde noget. Det måtte være til ham. Da han nu virkelig betragede hende, synes han pludselig at genkende denne person. En svag klokke ringede bagerst i hans hoved. Hans blik stivnede næsten som klokken trak gamle minder fra fortiden frem. Pludselig synes hans ar at tage til i smertegrad, og han måtte ryste voldsomt på hovedet for at vende tilbage til virkeligheden. Nu var hans kaffe også færdig.
"Undskyld.. Goddag," svarede han og rettede blikket mod koppen. En smule utilpas over hans reaktion foran denne tydeligvis fremmede unge dame.
Han følte sig en smule intimideret. Som om hans krop havde stået og vrænget dele af hans personlige fortid ud. Næsten vendt ham på vrange foran dette fremmede menneske. Noget han ikke brød sig om. Derfor havde han trukket sig lidt mere tilbage. Ind i sig selv. Dog uden at lukke denne unge dame fuldstændig ude. Han kunne bare ikke se på hende. Ikke i dette øjeblik. Han var sikker på at hun undrede sig over hans komplet spøjse opførsel.

Altena havde været ved at miste tålmodigheden med hensyn til den cola. Var en Cola light så frygteligt at be om alsa? Men det virkede som om tjeneren fik gang i fingrene, for i hvert fald kom hendes cola ganske kort efter. Da hun havde taget en tår betragtede hun tænkende manden ved hendes side. Ventede på at han svarede hende. Hun ville så gerne finde ud af om hun kunne høre om hun kendte ham. Men han smilte til hende. Smilet forekom hende også meget bekendt. Men hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle tro.
Han drak kaffe.. Sort kaffe.. Duften af kaffen forekom hende også meget bekendt.. der var bare noget ved ham. Tøvende bed hun sig i læben og da han så sagde noget tabte hun colaen på gulvet af ren forundren. Den stemme.. Den virkede næsten som fra en drøm.. Eller måske for længe siden. Hun genkendte den. Men vidste ikke om det bare var hende der var mærkelig. Det kunne jo sagtens være hende.
"Det.. Hør du må virkelig undskylde hvis det her virker upassende.. Men jeg har bare en mærkelig fornemmelse af at kende dig. Må jeg spørge om dit navn?" spurgte hun forsigtigt. Hun følte sig slået. Som om nogen havde kørt hende ned med en lastbil. Hun var nødt til at vide det, nødt til at høre om navnet passede ind i hendes hoved.
Fingrene gled langsomt gennem hendes sorte hår. Hun var så usikker lige nu. Hvilket hun normalt aldrig var.
Hun havde godt lagt mærke til at han også havde virket meget undrende over hende. Som om han også genkendte noget ved hende. Så måske var det ikke kun hende der var fjollet.

Han stod lidt i sin egen verden, efter at have lukket sig en smule mere ind i sin selv. Stod med blikket ned i sin kaffekop, overvejede om han skulle sætte sig. Overvejede om han skulle spørge hende om de skulle sætte sig sammen. Han vidste ikke helt hvor han skulle gøre af sig selv lige i dette øjeblik.
Et brag hørtes pludseligt. Forskrækket sprang han til side og så på den unge dame med store, opspilede øjne, og derefter ned på det tabte colaglas. Hvad skulle det til for?
En forklaring skulle dog følge med, og han lyttede pænt til hvad hun sagde, selvom hans hjerte stadig hamrede en del derudad. Han havde det en smule svært med høje lyde. Specielt pludselige lyde.
"Andy.." svarede han kort, præcist og faktisk også selv en smule usikkert, over hendes pludselig usikkerhed. Det var tydeligt at se på hende, og han begyndte selv at stå og pille lidt ved kaffekoppen, selvom der ikke var meget at pille ved på en glaskop. Han begyndte istedet at stå og pille ved den ene af sine stretches. Måske ventede han på en form for afklaring. Det var som om hun var tæt på at opnå et svar, selvom han selv havde skubbet genkendelsen ud af hovedet.
Hvor skulle han dog kende hende fra?

Altena's blik gled ned mod gulvet. Hun mumlede lidt opgivende for sig selv, inden hun strøg en tot af det sorte hår bag sit øre, og smed alt håret nedover den ene skulder, inden hun begyndte at samle skårene op. Hun lagde dem på disken til den skulende tjener og trak kort ligegyldigt på skuldrene.
"Andy.." gentog hun tænkende og virkede kort fjern. Navnet ringede noget hos hende, men ikke noget hun kunne sætte fingeren på og sige at det var derfor. Forsigtigt trak hun på skuldrene til ham, inden hun gik hen til sit bord og satte sig.
Med en let hovedrysten fordybede hun sig nu i gaden udenfor ruden. Hun var faktisk en smule svimmel. Mærkeligt.. men hans stemme den sagde hende bare et eller andet. og så det navn. Men han kendte jo tydeligvis ikke hende, så det var nok bare hende der tog fejl. Forsigtigt tyggede hun sig i læben, og lod blikket glide ned på sine hænder der hvilede på bordet. Forhåbentlig holdt han op med at kigge.. Hun følte sig virkelig virkelig dum. Når alt kom til alt, ville hun så ikke kunne huske ham hvis de kendte hinanden? det ville være det mest logiske. Medmindre det var meget meget længe siden.

Han stod blot og så lidt på hende da hun samlede glasskårene op. Tjeneren så ret grumphy og utilfreds ud over at hun havde tabt det glas.
Hun virkede nedslået da hun gentog hans navn. Han vidste ikke helt om han skulle spørge ind til hendes, men overvejelserne blev ikke nødvendige da hun pludselig gik. Tilbage til et bord, som hun formentlig kom fra.
Forvirret stod han tilbage med sin sorte kaffe. Hun kunne da ikke bare give op på den måde? Eller, han vidste jo ikke helt hvad det var hun havde i tankerne, men han mente virkelig at der var noget ved hendes ansigt han bare kunne genkende.
Langsomt gav han sig til at gå ned til hendes bord. Hun var godt fokuseret på folkene uden for vinduet, så han satte sig blot ned. Så på hende.
"Mit navn er Alonzo - hvad er dit?" spurgte han og mærkede hvordan det rev i hans indelukkede fortid at høre navnet. Det var ikke andre end hans mor og søster der havde kaldt ham Alonzo. Og det var mange år siden han var sidst var omtalt ved det navn.
Måske kunne han genkende hendes navn hvis hun sagde det. Hun havde virket meget insisterende og han ønskede at de skulle finde ud af hvis de kendte hinanden.

Altena tyggede sig stadig en smule i læben. Det var da også mærkeligt.. Navnet stemte bare ikke med det navn hun havde haft i hovedet. Så det var nok højst sandsynligt at hun havde taget fejl. Og efter hans ansigt at dømme, havde hun også gjort ham usikker. Det lignede hende, hvor var hun dog dygtig.
Hendes tankestrøm blev afbrudt af at han nu sad hos hende. De grønne øjne hvilede kort undrende på ham, som om hun ikke helt forstod hvorfor han nu sad hos hende. Måske han også følte han kendte hende?
Det navn han nu sagde, fik hende til at virke endnu mere undrende før. Forsigtigt så hun ned mod sine hænder. Det navn kendte hun godt.. "Altena.. Mit navn er Altena.." hviskede hun ganske lavt og vidste ikke om han ville være vred. Vred over at hun ikke helt kunne huske hans udseende.
Det var så længe siden.. så længe siden hun sidst havde set ham, og hun havde tænkt på ham mange gange.. savnet ham.. Han havde været en stor del af hendes liv, og virkelig havde hjulpet hende, passet på hende.
Hun huskede også godt hvad der skete den aften for længe siden. Da hun blev fjernet, og han ikke kunne gøre noget ved hende.

Altena.. Da hun usikkert fik det frem over læberne og han fangede hendes grønne øjne, kom det hele pludselig til ham. Alt hvad han i så mange år havde gemt væk. Alle fortidens sår og hemmeligheder blev trukket op til overfladen. Billeder, scenarier og mennesker dukkede op i hans hoved. Hans blik blev næsten helt fjernt som scener fra deres fælles barndom blev spillet på hans indre nethinde. Moren. Alfonsen. Slag og cigaretter. Så mange ubehagelige ting kørte rundt oppe i hans hoved, og arene over hans ryg og bryst begyndte at smerte.
Han måtte rive sig selv tilbage til nuet hvor han stadig blev mødt af Altenas ansigt og grønne øjne. Han vidste ikke hvad han skulle sige eller hvad han skulle gøre. Han tog blot et par store slurke af den sorte kaffe. Han drak den faktisk næsten op, for blot at gøre et eller andet.