The dark shadow - Akumu

Stilhed.
Stilhedens trygge favn lagde syg rundt omkring træerne i skoven, men var det kun en illusion den skabte? Så dybt inde at ikke en gang lyden af fuglene kunne høres længere. Ingen raslen eller puslen fra skovens dyr var at høre kun, stilhed.

En kvindelig skikkelse skuttede sig i hættetrøjen og trak den tættere rundt omkring ansigtet, da øjnene pludselig fikserede sig imod hendes ånde, et smalt øjenbryn blev hævet over at ånden blev synlig som var der frost i luften, og skumringen lå hen over hende. En gren knækkede bag hende og hun vente sig lynhurtigt om, men så ikke noget.

Eve, vær nu ikke dum tøs, de mennesker vidste ikke bedre, men det gør du hørte hun sin egen stemme prøve at berolige hende, men de femhundrede år hun havde levet af sit liv fortalte hende at hun slet ikke burde gøre dette job. En hurtig trussel blev sendt på vej til Greg over at han havde overtalt hende til dette, dumme idiot som hun var, havde hun igen sagt ja. Men dette skulle blive som at stjæle slik fra et barn, som han havde fortalt hende det. Ingen alarmer, ingen der boede der, hun kunne gå lige ind og stjæle de værdifulde ting som der var der, også smutte igen. Hvem ville også savne en død mands værdier? Men der var noget ved det her job som stank lagt væk, men hun kunne virkelig ikke sætte sin finger på hvad det var som gjorde hende så nervøs. Måske havde de gamle historier fået grebet på hende alligevel, hun grinede kort af sig selv, hold kæft hvor var det her dumt.

Endelig kom hun til en sti, godt nok tæt begroet og mindst af alt lignede det at ingen havde betrådt denne grund i flere år, selvom at der havde været flere jæger som påstod at de havde set en skikkelse komme og gå men når de havde kigget ordenligt efter anden gang havde skikkelsen været væk. Mennesker, nogle af dem var intet andet end ynkelige. Hun sukkede kort og hæv hendes taske mere op på skulderen så den føltes mere behagelig imod ryggen. Hun gik hvad føltes som et kvarter før at for hendes fødder lå en grund, hvor en stor Villa tårnede sin vej op imod skyerne, disen lagde sig hen over græs arealet. Hvis Eve ikke vidste bedre kunne hun mærke hvordan det løb hende koldt ned af ryggen, når hun så det med sine egne to øjne kunne hun godt se hvad der havde skræmt de lokale så meget, så de var begyndt at opdigte historier omkring stedet.

Som historien gik, så boede der en skabning inde bag de døre, en skabning som ville blive dit værste mareridt og ingen nogen sinde ville få lov til at efterlade stedet i live. Skabning ville trække folk ned i dens kældere og trække huden af personen mens de stadig skreg efter hjælp. Nogle mente at den ød børn og det var derfor man så den komme og gå, men så vidt som hun havde fundet frem til var der ingen børn som der var savnet fra den by der lå tættest på. Men der dog altid gik igen, var at ens værste mareridt lå bare og ventede på en bag de tunge træ døre, og manden som der en gang havde ejet stedet kun ventede på at få gæster den kunne få lov til at lege med.

Eve slikkede sine læber kort og forsvandt så ind i skyggerne som om hun aldrig havde været til stede, i sin stealth form kom hun ubemærket hen på siden af den store bygning, hendes øjne lagde sig op på en af de øvre vinduer, hvor efter hun smed sin taske ned på jorden og fandt en skyder frem hvor i der stak en krog ud af skyde hulet. Med en dyb indånding tog hun sig god tid til at sigte, og trak så aftrækkeren i bund og krogen kastede sig afsted mod sit mål med et reb flyvende efter. Få sekunder efter landede krogen på vinduets ydre karm, Eve hæv til så krogen tog bedst fat, med øvet hænder fik hun fast gjort rebet i hendes bælte, strammede til, hvor efter hun så let som ingen ting og med tasken igen liggende som hendes faste companion hen over ryggen fik hun firet sig op til vinduet.

Det havde nok været en hel del lettere at tage hoved døren, men hun kunne bare ikke ryste denne følelse af at nogen betragtede hende. Med øjnene knebet helt sammen kiggede hun sig omkring, der var godt nok ingen af se, men stadig. Med alle disse tanker som gled igennem hoved, var hun allerede noget op til vinduet, hun hæv sin trofaste kniv ud af dens skede som var bundet fast rundt omkring højre lår, fik hun presset den ind imellem vinduet og dens lås, hun takkede guderne for at dette var en ældre model af sikring til vinduer og derfor så let som ingen ting at få op. Lige som hun skulle til at åbne vinduet mærkede hun den første regndråbe remme hendes blege hud, perfekt og med en stille bøn omkring at det så ville blive ved så længe at hun kunne forsvinde ind i regnen når jobbet var fuldført svang hun de slanke lange ben ind igennem vinduet og landede lydløst på gulvet, vente sig rundt let på fingrene fik hun hævet krogen til sig og lukkede derefter vinduet så stille som det nu var muligt med sådan et gammelt vindue. Nu gælder det bare om at finde de værdifulde genstande

Hun vidste ikke hvor mange rum hun havde været igennem, da hun endelig kom til et rum der vakte hendes opmærksomhed, hendes øjne lagde sig på et stor slået klaver som der stod midt i rummet og kunne andet end at give sig selv lov til at beundre dens smukke linjer få sekunder, inden at hun bevægede sig hen imod maleriet der i første omgang havde fået hende til at gå ind i rummet i første omgang. Dét ville helt sikkert give hende en rigtig god pris, hun smilede for sig selv og trak nogle sorte hansker hen over hendes lange slanke fingre, satte tasken stille på jorden og overvejede for sig selv hvordan hun bedst kunne få pakket maleriet sammen så hun kunne tage det med sig.

Natten var stadig ung - ung for en som altid havde levet i dens skygger. Stilheden var så tyg i den kæmpe Mansion - også nærmere kendt som The Black Shadow-  at den virkede øredøvende. Kriblede op ad ens skuldre og lagde sig som et tungt tæppe omkring én. Ved et af de mange opholdsværelser i det store hus, et værelse som kun var påklædt af dyre møbler med støvede lagner over sig, stod en skygge og så ud af vinduet. Ikke hvilken som helst skygge, men den mørkeste skygge som man kunne finde. Dragende og altopslugende, men nærmere kendt som 'Én's værste mareridt'. Ja det havde han da hørt folk tale om, når de omtalte hans mansion og de mange skrøner som gik omkring ham, og de små glimt folk havde set af ham. Nok åd han ikke deres børn... men man kunne aldrig vide sig sikker.
Skyggen voksede og fik langsomt former efter en høj, rank og slank mandeskikkelse. Ravnesort halvlangt hår som sad som perfekt malede streger over hans marmorhvide smukke ansigt. Det mest dragende ved dette sælsomme syn, var dog de mørke gådefulde øjne, man fandt under en tung skygge på hans ansigt. Ved første øjekast virkede de bundløse og dybsorte. Dybe som havet selv, og altopslugende som en hvirvelstrøm deri. Men jo længere man nærmede sig afgrunden, jo mere afslørede den bølgende mørkerøde farve i hans øjne sig. Levende som et par gløder fra et døende bål, og kyniske som dryppende blod fra en dræbt jomfru.
Fuldblodsvampyrens øjne fulgte en bevægelse fra skoven, som nærmede sig hans bolig. En indlurende og fortrylllende, men mørk stemme lød fra figuren "Ser man det.... De smalle blege læber formede et skævt og underligt foruroligende smil, og med ét forsvandt han.
Det konstante stilhed blev brat brudt af vinduet som gik op. Sendte svage ekkoer ned ad de mange korridorer og gange, som om huset hviskede tyvens ankommen.
Akumu, navnet på den mystiske skikkelse, fulgte lydløst efter tyven, som hun begav sig rundt på hans grund. Så lydløst, som svævede han henover gulvet selv, alt imens et svagt, men påfaldende skævt og forvisset smil lå solidt forplantet over de iskolde læber. Hans dunkle øjne betragtede hende sagte som hun betagende så på hans elskede klaver. Pudsigt hun ikke lagde mærke til at det var det eneste som der ikke lå et tykt lag støv på, af alle ting i huset. Men ak... Hun var vel blot en amatør. Han havde ordnet flere professionelle indbrudstyve i sin tid. Der var altid en iver sjæl so tog chancen og begav sig herind. Der var vel ingen som troede på gamle skrøner nu om dage... Selvom de burde.
Akumu stoppede op akkurat bag tyven. Der var alligevel intet at høre. Ikke engang et hjerteslag kunne give ham væk... der var nemlig intet. Det eneste som kunne afsløre hans tilstedeværelse var den trykkende, ubehagelige og mørke aura som hvilede omkring ham. Lagde sig iskoldt om alle omkring ham, og lod kuldegysninger skyde gennem folks kroppe. Gav dem et lille prej om hvad der ventede dem.
Han lod lydløst hendes duft passere hans næse, og afgjorde prompte hendes afstamning. Det sære smil på hans læber voksede en anelse og endte ud i en krumning i siden.  Skyggedæmon... Længe siden han var stødt på en af dem. ´
Han løftede langsomt og elegant hovedet og så op på det maleri hun tydeligvis havde tænkt sig at stjæle. Det var et portræt af ham selv. Han lignede fuldkommen sig selv, han havde endda det samme slags tøj på. En lang sort gotisk frakke, hvor man kan ane den hvide skjorte som hviler på ham, indenunder. Den eneste forskel var, at maleriet var over 300 år gammelt... men det var han jo også selv. Hans sjæleløse øjne vendte tilbage på hende, som han stod tårnet over hende, blot 40 cm fra hende. Hans lange øjenvipper lagde endnu dybere skygger over hans allerede kulsorte øjne. Fine lokker af hår faldt ned over hans ansigt og skabte en stærk kontrast fra hans marmorhvide hud, til hans sorte hår. Han lænede sig let forover så hans læber var placeret ud fra hendes ene øre. Han tog en let indånding "The Black Shadows mest dyrebare ejendele finder De på anden sal i studieværelset på højre hånd, nede af gangen..." Lød hans dragende og smukke stemme, hvorefter krumningen i hans mundvige voksede en anelse.

Hendes igennemtrængene grå øjne, hvor at en grøn farve lagde sig tæt op af øjets iris, betragtede sagte billede foran hende. Manden på billede var intet mindre end gude skøn, men en urolig stemning lagde sig atter hen over hendes indre, hvor efter hun bed sig hårdt i læben da hun mærkede hendes hår rejse sig. Fuck, godt nok havde hun været på jorden i et bare hundrede år, men den følelse af at dette ikke var et hus som var blevet forladt kunne hun bare ikke fjerne fra sit indre, og jo mere hun tænkte over det, jo mere gik det op for hende alle de små signaler der nærmest havde skreget hende op i ansigtet at dette ikke var et sted hun burde være. Hold nu kæft hvor havde hun da også bare været den største amatør, hvad gik der af hende? Var hun virkelig så rusten efter få års 'ferie' fra jobbet, hun lukkede kort øjnene og lagde to fingre imod panden og overvejede i få sekunder om det ikke var til en anden tid at hun skulle fuldføre dette job, hun var tydeligvis ikke ved sine fuldefem, hun kunne ikke sætter fingeren på hvad det var som forstyrede hendes tanke gang, i det hele taget hendes måde at arbejde på.

Hvis hun dog bare vidste hvad det i virkeligheden var hun var gået ind til, hvad hun havde sagt ja til, muligheden for at hun aldrig nogen sinde kom ud af denne Mansion igen var lige så stor som at hun ville blive en lovlydig borger som faktisk ville gøre sit til samfundet.

Den kolde luft omkring hende blev hævet dybt ned i lungerne, mens at de to fingre som for få sekunder siden havde været presset imod hendes dybe folder i panden, lige så stille gled hen over maleriet, det havde været en dygtig kunstner, men hvem? Hun kiggede ned i højre hjørne for at finde ud af om hun skulle være heldig at tyde hvem det kunne være. Det var først da hun mærkede en iskold vind ramme imod hendes ryg, og stemmen der pressede imod hendes trommehinder at det gik op for hende hvor uopmærksom hun i virkeligheden havde været. Hvordan i en i helvede havde personen fået lov til at komme så tæt på hende?

Et jag af smerte borede sig igennem hendes mave, hvad fanden skete der med hende? Uden at vise nogen form for smerte eller yderligere overraskelse i ansigtet, stod hun stift på begge ben og lyttede til hvad manden bag hende havde at sige, hun kunne mærke hvordan at hans dragene stemme nærmest lokkede hende til at vende sig om og kigge på ham, hendes venstre hjørnetand borede sig langsomt ned i underlæbens kød og da hun vente sig om, var det som en dårlig gyserfilm da lynet slå ned og regnen begyndte at tromme imod de store ruder der var i værelset. Hun grinede hæst, og så sit snit til en mulig flugt vej og forsvandt ind i skyggerne som dansede imod væggene, det var en kortvarig måde at gemme sig på, da skyggerne snart ville slippe op, og hun ville være lige så hjælpeløs som en mus der var fanget i en kats klør.

Hun løb ud af værelset og ned af den lange korridor.
Oh fuck, fuck, fuck, fuck, fuck. var de eneste ord som der kunne løbe rundt omkring i hendes hoved, med et hurtigt spring nåede hun hen til en dør, lukkede den hurtigt bag sig og klikkede låsen til hvor efter hun tog to skridt tilbage.

Et jag af smerte for atter igennem hendes mave og hun måtte denne gang lægge hånden på det ømme område og vred en grimasse, det her, var virkelig bare ikke hendes aften. Lige nu, kunne hun ligge der hjemme foran fjernsynet og holde kaffe ned i store mængder, men nej nej, Eve sikke en fantastisk idé at besøge det mulige hjemsøgte Mansion, det vil du sikkert få rigtig meget ud af. FUCK.

Lynets blege lys oplyste i et splitsekundt værelset og pigen foran ham, hvorefter hun forsvandt. Ak ja, skyggedæmoner... Feje væsner. Men hun havde vel forventet at være mutters alene i jagten på guld og grønne skove, men hun havde tilsyneladende taget grueligt fejl. Et sagte grin undslap vampyrens blege og perfekte læber. Rungede kort i værelset, hvorefter han kort slog et klik med tungen. "tsk tsk..." Sukkede han kort og fjernede med en galant bevægelse en af de halvlange lokker fra hans ansigt. Han smilede kort, hvorefter han selv forsvandt i mørket.
Tyven han endnu ikke kendte navn eller identitet på havde undervurderet hvad hun var oppe imod, og før hun selv var nået ind i værelset, havde Akumu allerede placeret sig henne i det ene hjørne. Med mørket liggende som et tæppe omkring ham, betragtede hans gådefulde øjne hendes smertefulde sammentrækninger efter de jag, som tilsyneladende gik igennem hende. Han hævede let det ene øjenbryn og fortsatte med at lade sit blik invadere hans næste mulige offer. Hun havde tydeligvis fortrudt sit valg om at begive sig ind i dette 'hjemsøgte' hus, som det blev refereret til af de lokale. Men selvfølgelig, med en stemme som hans so pludselig lød fra bag hendes ryg ville enhver nok reagere som hende. Han smilte let fornøjet for sig selv. Et ganske morsomt syn.. men dem skulle der nok blive flere af.
Han lagde lydløst armene over kors og lænede sig på ad et af rummets fire vægge. Han rømmede sig let og lod hende gætte sig til hans tilstedeværelse. "Og hvad, om Jeg må spørge, havde De tænkt dig at opnå ved at bevæge Dem herind?" Om han refererede til selve The Black Shadow, eller dette værelse hun var endt i, lod han hende selv vælge.
Han skubbede sig ud fra væggen og tårnede sig høj som han var over hende, og lod hende se ham i fuld skikkelse, i stedet for en mørk skikkelse omgivet af skygger. Hans aristokratiske skikkelse bøjede sig let forover, mens han med en let og svævende bevægelse placerede den ene hånd på brystet, og lod den anden svæve bag ham, som han let bukkede for hende. "Jeg byder dig velkommen Rejsende. Dette er min Mansion, The Black Shadow og Jeg" Han rettede sig op og holdt en let kunstnerpause "Er Akumu...." Et skævt og sadistisk smil gled indover hans læber, hvorefter hans mystiske øjne mødte hendes "Nærmere kendt som Deres værste mareridt"
Det var som om hele rummets temperatur faldt flere grader ved disse ord og mørket bredte sig yderligere omkring dem. Han satte bevægelse i den elegante krop og begyndte så småt at kredse om hende, imens han foldede hænderne bag ryggen. "De må tilgive mig hvis jeg forskrækkede Dem..." Smilet voksede let "Jeg får ikke så tit gæster på disse kanter." Han stoppede op og tiltede forsigtigt hovedet til siden, så lokkerne forlod hans ansigt, og synliggjorde de smukke linjer det var gjort af. "Men bare rolig... Jeg tager mig altid rigtig godt af dem..." Hans stemme lød som en smuk klang i den komplette stilhed. Kun afbrudt af regnen mod ruden og tordenen uden for. Dog synes de andre lyde at forsvinde som han talte, som dansede lyden af hans stemme og hans ord imod hende. Snoede sig omkring hende og lokkede hende i fordærv. Det skulle nok blive spændende at se hvordan denne nat ville ende.

Hun tog en dyb indånding igennem næseborende, hun måtte falde til ro hvis hun ville ud her fra, i live var der ikke andet at gøre end at tage dette køligt. Hun var blevet taget i at stjæle før, men det havde været den gange hun var nybegynder, der havde det været en smal sag at tale sig uden omkring tingene. Hun var en smuk kvinde, ingen tvivl omkring det, det kom dog med en pris, en pris af alle de kvinder der havde ladet hende komme så tæt på, at hun med lethed havde kunne ligge sine kølige hænder på deres ansigt, for så at suge alt der mindede om livskræft ud af dem, alle de smukke kvinder som der havde haft et langt liv foran dem, havde end i en eller anden gyde skrigende af rædsel da de havde kigget ned på deres egne hænder og set hvordan at rynker havde formet sig hen over dem. Eve som kun nåede at forsvinde tidsnok til at kunne høre hvordan de hulkende forsvandt ind i mørket, kun for at blive glemt og aldrig nogen sinde husket igen.

Den røde tunge gled langsomt ud og skilte læberne ad for at give plads til at den kunne fugte hendes underlæbe, hvis hun havde vidst at det ikke kun var en mand, men tydeligvis et væsen som levede indeblandt væggene på Mansion havde hun aldrig i sin vildeste fantasi sat sine egne to ben på denne jord.

Igen fik hun følelsen af at hun ikke var alene i rummet, men ak igen var det forsendt for hende at forsvinde ind i skyggerne, manden havde allerede været tre skridt foran hende. Endnu en dyb indånding blev taget mens at hun prøvede at fortælle sig selv at der ikke var andet at gøre end at prøve at holde hoved koldt.

Lige så stille vente hun sig om, og hævede hoved for at give et koldt indtryk, hun kunne ofre at virke som en eller anden tøs der kun kunne finde ud af at løbe sin vej, som en typisk gyserfilm, kvinden løber altid lige ind i morderens arme, stikker af selvom den bedste mulighed måske er at blive det sted hvor de var til at starte med. Hun sukkede, og vente øjnene væk fra manden, næsten i frygt for at hvis hun kiggede for længe på ham, ville hun miste sig selv, måske de der historier virkelig havde haft en hvis indtryk på hende alligevel.
''Finde nye skatte til køberne af min chef'' sagde hun blankt, mens hun prøvede at holde stemmen i ro. Det var åndsvagt at tro at hun kunne snyde tydeligvis ejeren af dette hus, så var der jo intet andet tilbage end at fortælle sandheden. Inden hun kunne stoppe sig selv, blev hendes øjne kort varigt udvidet da hun endelig fik lov til at se hvem manden i virkeligheden var, manden fra billedet? Hun trak hurtigt efter vejret, som om hun skulle til at gispe, men nåede lige at bide sig selv i tungen inde at det fik lov til at ske. Med hans ord smilede hun kækt, satte en hånd på hoften og bøjede sig forover.
''Og hvis de ikke havde skræmt mig så nødesløs så havde jeg haft en støre chance for at fuldføre jobbet.'' hun opfangede hurtigt hans måde at tale på, og faldt hurtigt ind i samme rutine kvinden var vel mere end 500 år og havde været igennem mange måder at snakke på, lige fra den laveste klasse, til de højere hvor hun havde deltaget i flere overdådige bal, mest af alt for at stjæle det som var til stede, men hun kunne godt spille rollen som være fin på den.

Hendes øjne flakkede kort for at se om der var en mulighed for at stikke af, men da hun ingen udvej så valgte hun i stedet selv at bukke for manden.
''Det er mig en ubegribelig stor fornøjelse at møde dem, Akumu'' da disse ord var sagt og hun rettede sig op i sin fulde højde igen, som var en god 175 cm, kunne hun mærke hvordan kulden begyndte at krybe igennem hendes tøj og fik atter hårende på armene at rejse sig.
''Mit eget navn er Evelyn, Evelyn Swift'' fik hun fremsagt og betragtede manden foran hende med de grå øjne, hun blinkede kort og kunne stadig ikke helt begribe mandens skønhed, den var dragende, og skræmmende på samme tid. Dét perfekte rovdyr.

Da han begyndte at gå imod hende, kunne hun ikke andet end at træde et par skridt tilbage, og stoppede først da hun mærkede dørhåndtaget presse sig ind imod hendes rygsøjle, denne mand, denne Akumu var alt andet end en person man skulle spøge med, og lige så meget som hun var bange for hvad han kunne finde på, opstod der en helt anden følelse i hende, Respekt?

''Det skal de ikke...'' hun sank en klump da hans hoved blev lagt til side og lokkerene der havde kredset omkring hans ansigt afslørede de smukke linjer, de dragene øjne. En, vampyr. Tænderne fandt deres plads i underlæben, inden hun sagte hviskede.
''Da ikke tænke på.''

Men bare rolig, jeg tager mig altid rigtig godt af dem

Denne sætning blev næsten spillet på repeat inde i hendes hoved. En hård knude tog fat i hendes mave, og erstattede næsten smerten som ellers dunkede afsted. Hendes slanke fingre bevægede sig rundt omkring dørhåndtaget og ville ikke tøve med at prøve at se om hun igen havde en mulighed for at stikke af, men jo mere hun tænkte over det, jo mere vidste hun at sandsynligheden for at slippe ud her fra, ikke var særlig stor. Et eller andet sted ville hun måske ikke forlade stedet? Manden havde jo tydeligvis vagt hendes interesse, men var den interesse for at finde ud af hvem han var, større end lysten til at forlade stede så hurtigt som muligt?

Akumu stod rank og betragtede hende sagte med den ulæselige mine som ofte var malet over hans ansigt. Ja når et skævt, eller modbydeligt smil da ikke bredte sig og forvrængte det smukke ansigt til et mindre rædselsvækkende syn. Ikke fordi det var modbydeligt, men fordi det var skræmmende. Som fortalte det om alt den ulykke som ville finde sted i den nærmere fremtid. Men i dette nu, stod han blot og lod sine øjne opsluge hendes karakter. Lod hver mindre lille detalje lagre i sin endeløse hukommelse. Føjede endnu en mappe til et af de mange arkiver han besad. Vigtige som mindre vigtige - der var altid en dårlig side ved at have en god hukommelse når man levede evigt.

Den næsten uhørlige lyd af døren som gav efter, da hun lænede sig på ad den, og hendes fingre som gled henover dørens håndtag var ingen sag for Akumu at opfange. Med ét stod han foran hende, ikke meget mere end 20 cm fra hende, uden at have ændret en mine. Hans blik var stift, men ulæseligt som havde en tåge lagt sig over de i forvejen gådefulde øjne. Han stod lænet ind over hende med sin ene arm strakt og placeret på døren bag hende, og forhindrede hende på den måde i at åbne den. Hans høje figur krummede sig let som han tårnede sig ind over hende, for at være i øjenhøjde med hende. Hans øjne borede sig ind i hendes mens han nærmede sig hende et par få centimeter yderligere. Så uendelig langsomt, som foregik bevægelsen i slowmotion. Hans øjne blev en smule smallere da han ubemærket kneb dem en smule sammen, mens hans uendeligt mørke pupiller samtidig blev større - som koncentrerede hans øjne sig særligt om at fokusere på hendes øjne. Næsten som han analyserede dem. Kiggede ført på dem, men lod så sit syn dykke ind i hendes sorte pupiller, som trængte han igennem dem. Gennemborede dem. Sådan stod han i et kort stykke tid. Et øjeblik som føltes som underligt lang tid. Som var tiden for en kort stund gået i stå.
Det var først da han langsomt blinkede at hans øjne og hans pupiller genvandt deres sædvanlige facon og størrelse. Han lænede sig atter de få centimeter tilbage, men stadig fuldt fokuseret på hende, og lod ikke sit blik vige fra hende ét split sekund.
Lyden af hans langsomme inhalering var øredøvende i den tykke stilhed, og det samme var hans blide og iskolde udånding. Langsomt, uendeligt langsomt løftede han sin frie hånd og lod blidt sine fingerspidser placere på hendes kindben, hvor han let lod dem glide ned over hendes kind. Hans lyse hud var endnu lysere end hendes. Man kunne se livet i hendes, og døden i hans. Den hud som aldrig havde set solens stråler, så sær i kontrast til hendes. Men underligt nok mindede de om hinanden. Hans pege og tommeltot lukkede sig forsigtigt om hendes hage og drejede langsomt hendes hoved til den ene side, og dernæst den anden, for at få et ordenligt syn af hendes iøjnefaldende skønhed. Næsten lidt for skøn for en skyggedæmon. Han lod kort tungen glide henover underlæben for at fugte den "Utroligt at en skyggedæmon kan besidde sådan en skønhed som De..." Sagde han sagte, nærmest for sig selv, som lod han én af sine mange tankestreger glide over hans blege læber. Han lod tommeltotten glide henover hendes hud, nærmest som om han forventede at noget af hendes hud ville skalle af, som bestod hun af flere lag. Han furede næsten usynligt øjenbrynene og slap sit greb om hendes fine hage. Han 'snappede' ud af sine dybe tanker og rettede sig en smule op, og skabte på den måde større afstand imellem dem igen. Hans dybsindige undren og teorier havde det med at trække ham med ind i sit eget tågede sind.

Han lod sin pegefinger glide ned ad hendes slanke hals og sit blik følge bevægelsen. Hans negl kradsede hende i en langsom bevægelse blidt på pulsåren, mens hans læber let skiltes fra hinanden. Hun havde vel allerede gættet hvad han var, og fået et prej om hvad han var i stand til, mens hans intentioner stadig lå fuldstændig skjult for hende.
Hans blik fór tilbage til hendes øjne, alt imens det sædvanlige gådefulde og uhyggelige smil vente tilbage til hans læber. "Min kære... Du er jo lige kommet." Hans stemme var blid og forførende. Som en spindende kat. "Du er vel ikke på vej hjem allerede..?"

Hendes hjerte nåede lige at flyve op i halsen da han pludselig stod foran hende, hvilken fart han havde, jo det var virkelig respekt der begyndte at skabe sig i hendes indre for denne mand, han var så overlegen, så speciel at hun ikke kunne andet end at respektere ham, lige så meget som en frygt nærmest var ved at æde hende op inde fra, tanken om hvilket fjols hun havde været var næsten ødelæggende for hende det var virkelig ikke en god dag, aften for hende på nogen tænkelig måde, virkelig en dag hvor man bare skulle være blevet hjemme under dynen.

Kulden fra hans krop begyndte lige så stille at favne hende ind i deres kolde hænder. Da hans kolde øjne borrede sig ind i hendes egne varme brune øjne, var det næsten som om hendes hjerte glemte hvordan det skulle slå for at få blodet til at løbe igennem hendes åre, for at skabe ilt til hendes hjerne, hun vidste ikke hvad hun skulle føle i dette øjeblik, fortvivlelse, had, vrede, måske endda heldig at have en så smuk mand så tæt på? Med den sidste tanke kunne hun ikke andet end at lade et lille smil krumme i siden af hendes mundvige, men det forsvandt dog næsten lige så hurtigt som det havde opstået. Kulden trådte først rigtig ind igennem hendes krop da hun mærkede hans fingre glide ned af kinden på hende, dette var ikke den gode form for gåsehud hun fik, ikke lige som en god date med en man fik med hjem, presset op af væggen, mens at sensualiteten flød igennem rummet. Nej, her var intet af disse vibrationer, trods at det ville ikke havde gjort noget hvis der havde været. Men nej, så heldig havde man jo ikke lov til at være.

Ufrivilligt, lod hun sit hoved blive drejet fra side til side, men holdte ellers masken rimeligt godt, lige ind til de gyldne år blev sagt. Trods den lave stemme, var det som et ekko der gav genlyd i hendes åregange, besidde sådan en skønhed som de. En skønhed, som de... besidde, utroligt, skyggedæmon.

,,Hvad skal det betyde?'' sagde hun hårdladet, og vrissede irriteret mens at hendes øjne nu borrede sig tilbage ind i hans øjne.
,,hvad er skønhed i det hele taget, hvad er udseende for en, når man alligevel ikke kan fuldføre et job, hvorfor er dét, at alle skal gå så meget op i den'' hendes stemme indeholdte had, så vel som afsky. Men afsky af hvad, skønhed, eller sin egen forfængelighed over ikke at kunne klare sit eget ansigt?

Masken kunne ikke holdes længere, og hun undveg nu at kigge på ham, hvilen dårlig aften det var for hende, igen hun kunne ikke sige det nok, det her var virkelig bare en aften hun skulle være blevet hjemme, og som en lille side note, hvis hun nogen sinde kom ud af dette i live, måske blive lidt bedre til at tjekke op på hvad det var hun gik ind til for at hun bevægede sig ind i så store Mansions, måske næste gange lige være sikker på at det ikke skulle være en vampyr som stadig boede der.

Atter fangede han hendes øjne, og kulden løb ned af hendes rygrad, da hans ord kom ud af læberne på ham.
,,Måske at disse selskabeligheder de havde i tankerne, kunne tænkes at blive udstedt, så ville jeg personligt komme bedre klædt næste gang, nu når jeg ved at de er sådan en indbydende vært'' de sidste ord blev sagt med afsky, mens hun ikke veg fra hans øjne, i en udfordring, om at komme med hans bedste bud på at skræmme hende, eller hvad end det var han havde i tankerne om at gøre imod hende.