That's Life - Gordon

Tilfreds med hendes reaktion smilede han lidt mere. Så kunne hun lære det! Det var nu ikke ment som et flirt, så hun havde ingen grund til at rødme, men det gjorde ham nu tilfreds et eller andet sted.

"Ja måske skulle jeg bare vente i bilen..." Mumlede han lidt blegt sekunder efter ude på isen. Hvordan kunne det være så skræmmende, og HVORDAN kunne alle de mennesker danse rundt som var det ingenting.
"nej... nej... NEJ" Udbrød han da hun forsøgte at få ham ud på isen, men endte dog alligevel med at tage fat i hendes fremstrakte hænder med meget fast greb.
Langsomt gik det ud på isen, og alligevel lød der klynkende "Ikke så hurtigt.." ind imellem. Hans krop var meget anspændt, som han blev trukket afsted. knæende bøjet og forkroppen lænet frem. Hans øjne var opspillede, som han prøvede at holde sig på benene.

En lille mørkhåret pige med asiatiske træk skøjtede forbi. Hun støttede hænderne på en pingvinfigur, som gled med over isen og holdt balancen for hende.
"Tror du de fåes i min størrelse?" Sukkede han og så efter pigen med misundelse i blikket.

Millicent havde på intet tidspunkt haft den opfattelse at Gordon flirtede med hende. Hun var ret sikker på at hun nærmest udstrålede at DEN udfordring skulle man nok ikke byde sig selv. Der kunne man hurtigt komme til kort , uanset hvem man var. For hun var ikke nem at imponerer. Millicent var kræsen og også grådig. Hele pakken ville hun have , ellers var det ligemeget.
Og selv hvis hun fik det, var der ingen garantier. Folk der troede hun var højrøvet og opfattede sig bedre end andre , fordi hun takkede nej til til tilbud og ikke kyssede eller krammende enhver på hendes vej, havde fået Millicent helt i den gale hals.
Fakta var at hun var en forsigtig og al for blød pige , når det kom til nærhed. Efterhånden med en lille tro på eget selvværd , og nej... Det var Intet hun sagde for at kræve opmærksomhed. Det var sandheden.
Og helst talte hun om andre og ikke sig selv.
De rosa kinder opstod ikke af hun troede Gordon flirtede med hende , men fordi hun ganske enkelt tillod sig selv , at forstille sig knælende over ham , i gang med at sætte hendes læber til hans. Og DET var noget der bestemt ikke måtte ske.

" ikke så hurtig ? Please... En død bevæger sig hurtigere" kom hendes svar , rimelig spontant og uigennemtænkt , da 'død' efterhånden havde fået en helt anden betydning end oprindelig tiltænkt.
" Vi taler wienberg snegle tempo her" smilede hun og halede ham afsted så langsomt det lod sig gøre , de de ligesom var NØD til at bevæge sig , bare lidt.

Milicent kiggede efter den lille pige og tilbage på Gordon.
" i din størrelse ? Ja da - i klubben for udviklingshæmmede " drillede hun kraftigt.
Han så nu meget sød ud , på hans egen kejtet facon.

"En pingvin kan jeg måske ikke give dig , men hvad med .... En af nattens børn " sagde hun med en kryptisk spøgende sætning.
" Læg dine hænder på mine skuldre...en af gangen og roligt ... Stille ... Jeg lader sig ikke falde " sagde hun og fiskede efter øjenkontakt, så hun kunne sikre sig han var med på ideen.
" jeg vender mig lige , så jeg har ryggen til dig " forklarede hun og så snart hun mærkede tyngden af ham , lagde hun sine hænder oven på hans og begyndte stille at skøjte fremad.
Efter nogle minutter i bedstefar tempo , øgede hun det en smule.
" Klar ... Husk nu på du skøjter med en ung kvinde og ikke en gammel dame" drillede hun ham bagved.

"Org hold op.. D-du bevæger sig med raketfart i-i vores verden" Svarede han lidt skælvende og skar tænder i en grimasse da en lille dreng fløj forbi ham. Han var nervøs. Små børn skulle man altid være påpasselig med, for de havde ikke altid helt styr på deres motorik, men lige nu var det nok mere hans egen motorik, som han ikke stolede på.

"Wienberg snegle har et helt fint tempo! " Mumlede han lidt irritabelt, og kiggede ned på sine fødder. Hans kinder var blevet en smule røde. Nok en blanding af kulden, angsten og det lidt pinlige ved hans eget skøjte niveau.

Han rakte lidt barnligt tunge af hende da hun drillede ham med udviklingshæmmede, men svarede ikke og fokuserede istedet på at holde sig på benene.

"Hvad laver du?" Panikkede han en smule da hun gav slip for at vende sig rundt. Idet han rakte hånden ud for at få fat i hendes skuldre fik han lidt overbalance, og fægtede med armene for ikke at vælte.
Endelig fik han sat hænderne på hendes skuldre og det gik langsomt afsted.
"Argh det går hurtigt!" Hissede han da hun satte farten op, men efter noget tid, og han var blevet rimlig til at holde balancen med hendes hjælp følte han sig lidt overmodig. Han gav forsigtet slip på hende, og sakkede lidt bagud - men kørte dog selv.

"Se se jeg gør det!" Udbrød han overrasket med noget der lignede skinnende julelys i øjnene. Hans krop var stadig helt anspændt, og han gled egentlig bare frem efter at have fået fart på ad hende. Da farten begyndte at tage af prøvede han at tage et forsigtigt 'skridt' frem. Det gik nogenlunde. Så et til.
Han så pludselig op og opdagede at han var lidt til højre for midten af skøjtebanen, og rækværket var langt væk, også *VUSH ! SLAM* ... Og han sad med numsen imod isen.

" Ja .. Jeg har raket fart , men det der med at være død , det fastholder jeg altså stadig er en stor fejl fra lægernes side. " Millicent smilede stort .. " Jeg er da ikke sådan desideret .. Død.. Jeg er jo helt levende , bare på en anderledes måde " blev hun ved. Det var tydeligt et issue for hende og et label der ikke hygge de hende , at blive kaldt død.

" årh kom nu... Nu finder vi din indre He man frem , og givet wienberger sneglene noget baghjul " opmuntrede hun ham og så en lille dreng udføre en piruette. Millicent gjore store øjne. Damn de små børn , var de født med skøjter på eller hva?

Efter lidt tid var Gordon på egne ben.
Og han strålede. Millicent var hurtig til at tage et par ture rundt om han i et anstændigt tempo, men imens så hun hvordan Gordons ben forsvandt under ham og skøjterne hang i luften , imens resten af Gordon nærmest hang nedad.

Det gik ikke at sætte i vampyr fart her , for mange øjne lå på dem , så hun nåede ikke at gribe Gordon eller afværge hans fald.
Millicent var dog hurtigt henne ved ham og nede op knæ , hvis hun gennemgik ham. Han blødte ikke , Thank god , det ville hun havde reageret på med det samme.
" Bambi ... Kom her " sagde hun med et lille smil og rakte ham sin hånd , da Millicent selv var kommet på benenen igen.

" Nu giver jeg et par omgange på isen her ... Og så... Drikker du varm kakao ? Eller gløgg ?" Hun nikkede mod den lille bod , hvor de allerede gav den gas med jule melodier og det hele.

Millicent havde nærmest en arm støttende omkring Gordon, imens hun med jævn fart drog dem rundt et par gange. Ville han på egne ben , blev det hans eget ansvar. Hun ville ikke have på samvittigheden at være medskyldig til at brække lemmer på en engel da.

"Ja livs energien fejler da i hvert fald intet." gav han hende ret. På trods af hans relation til vampyrer, så brød han sig om hende. Hun var energisk og sjov på en måde han ikke havde oplevet før, specielt ikke hos vampyrer, som ellers som regel havde opgivet alle etiske bånd. Hun fortjente mere end han til at have hans hvide vinger.

Som en kegle der lige var blevet ramt af en ordenlig bowlingkugle, faldt han på røven og kugede et lille stykke. Isen føltes kold imod hende bag, men det var da ikke den værste måde han kunne være væltet.
Et øjeblik så han meget paf ud, men så rystede han på hovedet med et grin. Han lo hjerteligt idet han proklamerede: "Ved du hvad det værste ved at vælte var? At det rent faktisk ikke var så skræmmende igen."

Han følte sig som en lille dreng der blev støttet og nusset af bedstemor, da Millicent fik hevet ham på benene, og tilbød kakao. Hvad var han .. 6 ? ... Selvom kakao nu lød meget godt.
Han lod sig hive med, stadig lidt småleende, men efter en runde tog han armen til sig. "Jeg tror gerne jeg vil prøve lidt selv. Jeg skal jo lære det på et eller andet tidspunkt ikke?" Smilede han og begyndte at prøve sig frem selv.

Han var helt sikkert en attraktion for de få børn der var tilbage, selvom de fleste mennesker var gået hjem og i seng. Vakkelvorent kom han rundt, og når han blev overmodig das han straks på røven, men kom med besvær op igen. Indtil det faktisk gik godt, omen stadig lidt skrøbligt.
'Counting stars' kørte over højtalerne inde i den snart tomme hal.

Lidt mere fart var der kommet på nu, og selvom det så farligt ud, som han kom vaklende, så følte han sig underligt let.
"Se se, nu går det... Nej nu skal jeg ikke jinxe det igen" grinede han og kæmpede sig op på siden af vampyren.

Millicent nikkede som havde han sagt noget der indstillede ham til Nobel prisen.
" Der kan du selv se!! LIVS energi = lægefejl" lavde hun gåseøjne med fingrene og grinede.

" Ikke skræmmende nok? Så NU ønsker du dig skræmmende....bare vent til vi er alene!" At hun bare jokede rundt , regnede hun med var tydeligt.
Efteralt havde Gordon jo set Millicent i forsøg på nærmest at æde sine egne tænder, for han ikke skulle se dem , og blive utryg.

Men ...hun fik et lille skær i øjnene...derfor kunne hun garanteret skræmme ham SÅ meget at hans vinger tabte alle fjer på en gang, og det ville være et ret nuttet julekort, tænkte hun.
Selv om Millicent havde et hjerte af guld, og en samvittighed som en svamp, så havde hun helt klart en mere dyster og mørk side. Hun havde taget liv , som vampyr. Vildkatten havde bo i hende nu , og det skulle man nok ikke glemme- selv om hun selv gjorde sit bedste på at fortrænge netop det.
Og det gik i bund og grund nemmere når hun ikke havde Andrija til at arbejde med at stive hende mere af , og gøre hende hård.
Han ville ikke have hun var for blød, og hans mentorship gik ud på at ændre den del af hendes personlighed...åh gud....HVOR HAVDE HAN SIKKERT FORTRUDT DEN AFTALE EN MILLION GANGE, for den var aldeles håbløs. Men nu var han fri af både aftale og hende. Hun rystede sig ud af de tanker der kort havde ført hende på afveje, og fokuserede igen på Gordon og hans fald.

Millicents nusse og pusle gen var ikke død, som kroppen i klinisk betydning var og det måtte de få personer hun havde omkring sig ligge under.
Som nu Gordon her.Millicent var ikke meget for at slippe ham, selv ikke da han bad hende om det, på en meget pæn diskret måde.
Modvilligt slap hun grebet i ham, og lavde en utilfreds trutmund.
" Mon man kan blive anklaget af gud for ikke at passe godt nok på en engel?" Mumlede hun og lavede korsets tegn da Gordon satte af på egen hånd.
Hun var ikke det mindste kristen....ikke engang troende...men hendes humor stank og var rimelig dårlig, derfor fumlede hun rundt og slog korsets tegn.

Gordon tog flere ture, og hun måtte øve vold på sig selv for ikke at beskytte ham.
Istedet faldt hun i snak med en gruppe af mindre børn der havde fanget flere klip af Gordon og Millicent på deres mobiler.
" Ja..jeg ved det godt....men jeg tror snart hans kræfter er færdige, så kan du pakke mobilen væk og tage hjem, så din mor ikke bliver bekymret for dig" smilede hun og klappede den lille pige på hendes mørke flotte hår, asiater var hun. Ling Mai ville ikke hjem , ikke sålænge hun kunne se på Gordon! og Millicent havde afluret at den lille pige var ret så fortryllet af den ældre flotte og meget sjove fyr.

Millicent satte fra med en fod, og susede over isen. Denne gang var der fart på, og hendes fødder var sikre , bevægelserne glidende og elegante.
Hun svingede lidt rundt og fandt takten i musikken, der totalt overdøvede
juletonerne fra boden nu.

"Iiiii feel something so right , doing the wrong thing" gled hun forbi Gordon og sang..."Iiiii feel something so right doing the wrong thing , something so wrong" hun snurrede rundt et par gange foran ham, og jollede videre med sangen.
Millicent bremsede og ligesom hans overdrevne Rihanna hofte vrik...gik hun nu mod ham vrikkende og med fingrene som små pistoler der pegede på ham , i takt til musikken.." Doing the right thing...
I could lie, coudn't I, could lie" da var hun nået helt hen til Gordon og lage en hånd på hver af hans skuldre og fyrede den sidste linie af, imens hun så ham i øjnene..
" Everything that kills me makes me feel alive" så slap hun brat....vinkede til Ling Mai og trak i Gordons tørklæde..." Så det kakao tid" hun så smilende over på børnene og så en lille glad Ling Mai stikke af og sætte snuden hjem , med et stort grin over hele ansigtet.

"Uhhh jeg kan ikke vente. Ryster helt i bukserne" Svarede han flabet, og meget ironisk, selvom han fangede et glimt i hendes øjne han ikke vidste om han brød sig om. For blot en måned siden ville han aldrig tro at han igen skulle være så tæt på en vampyr, uden at panisk kæmpe sig væk igen, og nu stod han her, meget sårbar på skøjterne, og næsten klamrede sig til en. Livet havde sine pudsige måder at lave en spøg. Det fik ham til at tænke på en Alanis Morissette sang. Noget med 'life has a funny way, of sneaking up on you when you think everythings okay and everythings going right. Life has a funny funny way of helping you out when everythings gon' wrong and everything blows up in your face.'

Han lo da han selv satte af. "Jeg tror at hvis du bliver anklaget af gud, så er det ikke for at jeg slår mig selv halvt ihjel" Svarede han og kiggede bagud for at smile til hende. På trods af at hans blik et sekund var fra hans fødder, så væltede han faktisk ikke denne ene gang.

Imens Gordon piskede rundt og opbrugte en hver rest af kræfter han måtte have efter en lang dags arbejde, så stjal han i ny og næ et blik hen imod Millicent. Hun snakkede med nogle børn nu. Normalt ville det prikke til noget i ham. Noget der sagde at børn skulle væk fra en vampyr, men en følelse i ham fortalte ham at det nok var mere sandsynligt at de små børn angreb hende, end den anden vej rundt. Hun var noget for sig selv, indeed. Så fik han pludselig meget store øjne da hun begyndte at suse imod ham. Åh nej.

Lidt stressende begyndte han at prøve at bevæge sig den anden vej, men hans skøjter ville hele tiden to skridt frem, og et tilbage. Derfor måtte han forvirret se til imens hun susede rundt om ham. Først meget overvældet, men så fniste han lidt og lod hende trække ham med i tørklædet, omen han også lige selv havde fat i det, så det ikke ville føles kvælende.
"Du er skør." Var det eneste han fik sagt, med en enkelt stjerne i øjet.

"Okay okay mor, jeg skal nok" Drillede han hende, og så snart de nåede ind på fast grund igen, satte han sig og fik skøjterne ud. Hans fødder var lidt ømme. Specielt ankelledende. Også var han væltet så mange gange på enden, at han bare vidste den ville være øm imorgen.
"Nå hvad skal du have? Jeg giver" Blev det sidste han sagde imens han gnubbede den ene fod.

Det var længe tid siden Millicent havde haft det sjovt.
På den ukompliceret og afslappende måde....bare haft det sjovt.
Men hun kunne ikke benægte at hun hyggede sig. Det var anderledes at være sammen med Gordon. Hun skulle ikke være på vagt , ikke kæmpe de her små usynlige kampe om magt og ikke hele tiden mærke efter om der var hån indblandet hans grin. Det hele var meget mere lige til.
Selvom de ikke havde kendt hinanden længe, kunne Millicent udmærket mærke et bånd af en slags. Det var ikke første gang tanken slog hende, og selv om Gordon sagde han ikke kendte Jose...så mindede han bare enormt meget om ham.
Måske var det bare engle generne? Ville Millicent føle sig så tæt forbundet med enhver engel hun mødte? Se det var interessant.
Og det ville da være toppen af katastrofe hvis hun som vampyr identificerede mere med engle end med sin egen race.Andrija ville dø af skam, det tvivlede hun slet ikke på.
Hun fæstnede sine øjne på Gordon der var på vej ind mod land.
Naaa, det kunne ikke kun være engle generne.Hun havde jo været bjergtaget af ham, allerede da hun var 16. Millicent sukkede. Faktisk var der ingen af svarede der helt passed hende.De skabte alle problemer.
Hun skubbede det derfor væk, og accepterede blot at havde det sjovt lige nu.

Sikker i land, fik også Millicent skøjterne løsnet og krænget af.Lidt bekymret holdte hun øje med Gordon der gned hans ankler.." håber ikke det er for slemt, vi skulle måske have startet op mere blidt...lidt kortere tid?" Mumlede hun...men forsatte så...
" Det var dog sjovt. God ide du fik der...." Hun smilede op.
Hendes fødder havde ingen last lidt og kulden mærkede hun slet ikke.
Derimod ville hun vældig gerne have enten noget med promiller , eller noget varmt.
Hun elskede den følelse af hendes krop der blev varmet op, blidt og rart.
" Hmmm kaffe eller gløgg ville jeg dø for lige nu" sagde hun lidt malplaceret og satte kurs mod boden og dens små borde med olielampen på.
" Jeg tror børnene fik nogle gode clip af dig...måske du går viral på youtube" drillede Millicent. Hun kunne dog snildt forstille sig Gordon blive blive et skønt hit.
" Kender du egenlig andre engle? emm jeg mener...har engle en onsdagsklub eller holder i en særlig juletræsfest )" selv om hun fjollede lidt rundt, var der naturligvis en oprigtig interesse bag , for ham .

Andranelinen var stadig på et højt niveau, selv da de sad et stykke fra isen uden skøjterne på. Konstateret var det nu at Gordon højst sandsynligt aldrig havde sat sin fod på en skøjtebane før, og hvis han havde, så var erindringerne og evnerne helt væk, ikke ligesom hans evne til at cykle og køre bil, som var gået videre. Han var nu glad for at det var det, og ikke noget andet der var gået tabt, også var det altid noget at han havde en med til at hjælpe ham.
Det var underligt hvordan han kun samlet havde mødt denne pige 3 gange, og alligevel virkede hun som den der stod ham mest nær lige nu. En bedste ven, et eller andet sted.

"Jeg kan klare lidt slag i ny og næ, om ikke andet var det nok lidt sundt for mig" Ømmede han sig med et smil, og tilføjede så. "Jeg er tilbage om lidt"
Så satte han kursen imod boden lidt væk, hvor han betalte for en kakao til ham selv - det indre barn var trods alt vækket. Og en varm gløgg til hende.

"Se jeg kender dig allerede, gløgg med dobbelt sprut" Grinede han da han rakte det varme glas til hende, så satte han sig ned ved siden af og tog noget af sin kakao med flødeskum. En hvid klar flødeskum havnede på hans næse, og han tørrede det hurtigt væk.

"Skønt. Så kan jeg fræse rundt til evig tid på youtube og blive grint af" Sukkede han og rystede på hovedet.
Om han kendte andre engle? Han havde mødt dem af og til, men ikke rigtig kendte. Han var jo forholdsvis ny.
"Nej jeg kender ikke andre engle.. Vi har ikke en .. onsdagsklub hvor vi spiller pool, drikker ikke alkoholiske drikke, og beder en aftenbøn og sådan" Sagde han ironisk, men med et glimt i øjet.

//Vores emne foregår kronologisk tidligere ned det med Alessa, så derfor tænkte jeg at det måtte være nej //

// ? .. Anything you say :) //

Millicent sad og henfaldt en smule i egne tanker , da Gordon smuttede op for at købe noget at drikke.
Det var synd at hun var det man beskrev som damaged goods, for det var hun virkelig. Hun var så smadret inden i at hun ikke ville hele de næste 199 år , og derfor ikke egne sig som partner for nogen. Ellers havde Gordon været et godt bud. Hun smilede svagt , han burde have en sød pige ved sin side . Hvorfor dog ikke ? En der kunne gøre ham lykkelig. Millicent ville gerne , men kunne ikke.
Men skulle hun give ham en gave , en der var 100 % uegoistisk , så ville det være at sætte ham på en blind date. Men med hvem ? Hendes tanker gad ikke lege videre med derfra. De var stagneret.

Hun nåede ikke videre i hendes tanker , så var Gordon tilbage.
Millicent tog imod gløggen og udbrød et spontant "YES!" da der blev annonceret den var med dobbelt alkohol.
Hun smilede stort da hun tog imod den ..
" Tak ... Det er perfekt , tænk at mine laster er SÅ tydelige. Jeg troede jeg skjulte dem helt godt ?!"

koppen blev løftet op til de usminkede læber og hun pustede lidt inden hun smagte på det.
" Den er lækker " lød dommen .. Og hun signalerede der sad lidt flødeskum på Gordons næsetip.
At vinen sikkert ikke var den bedste kvalitet betød ikke de fjerneste nær der var dobbelt sprut , gjorde hun sig en erfaring.

" Sikke nogle venner du har ... En alkoholiseret baby vampyr " forsøgte hun at lave lidt sjov med det hele "- og en nybegynder skøjtede engel ! det lyder som en Oscar vindende hel aftens film " små grinede hun.

" Så engle har ingen særlig møde sted eller uge træf ? Nuvel.... Men... Hvordan renser du så fjer? Brusebad eller skal nogle vaske dem for dig ? " Millicent havde et privat miks af humor og alvor. Selv om hun fjollede rundt , ønskede hun jo at vide ting .. De ting om ham.
Hun gættede på et stort vingefang og hvordan man rensede dem selv , var en lille gåde for hende.

Millicent lænede sig en smule over bordet. Den varme gløgg og det lille pift den var tilført lunede så underskønt i hendes krop.
" Nu skal du ikke tro jeg er en complet retard... Men tror du der finder havfruer også ? Jeg mener ... Dæmoner , engle , vampyrer ? " hendes øjne var store og spændte. Af alle de væsner hun var stødt på , var engle de mest rene og magiske , i hendes verden. Men tænk... En havfrue ... Smuk og urørt i det store hav. En skanning så ren af sind og sjæl. Woow det ville være sejt !
Ikke at hun anede hvad man skulle stille op med dem , but still... !

Hans smil blev bredere ved hendes glædelige udbrud over alkoholen. Han følte allerede at han kendte hende bedre end han kendte sig selv, på trods af at han næsten ikke vidste noget om hende. Hun var et frisk pust, og noget der underligt nok føltes så trygt, omen hun var alt han ikke var, og til og med vampyr.

"Argh... Du lugter langt væk at sprut" Drillede han og blinkede muntert til hende.
Han fangede hendes hint og tørrede flødeskummen af i jakkens ærme. Så hans næse igen var ren. En smule kanel var drysset på toppen af hans kop, og det gav en lidt julet, men hyggelig smag. Nu var det også snart december anyway.

"Ja hun er sku lidt sær hende vampyren, men ved du hvad? Jeg synes alligevel hun er utrolig" Svarede han lidt fraværende, rødmede så lidt, og rettede det "Meget sød mener jeg".

Han så lidt uforstående på hende. Spurgte hun ham lige hvordan han vaskede sine vinger? "Øhhh de holder sig selv ret rene, og ellers bare folder dem ud når jeg er i bad?" Svarede han forvirret, og rømmede sig.
"Når vi nu er ved de underlige spørgsmål hvordan børster du så hugtænderne" Spurgte han lidt halv ironisk igen.

Han spacede lidt ud imens hun ævlede om et eller andet med havfruer, hvor det kom fra var ham meget langt væk. Hans lyseblå øjne lå roligt på hende som hun talte. Han havde en underlig følelse der bredte sig konstant fra hans mave til hans fingerspidser, men hvad det var var ubestemt, måske var han bare træt. Det eneste han rigtig vidste var at det var alt for svært at slide øjnene fra denne smukke kvinde foran ham.
"Uh... Undskyld hvad? Havfruer? Tælder sæler?" Svarede han så lidt forvirret.

Millicent lo af hans kommentager.." ja? Men jeg er garanteret manglende gammel sved lugt.Fuldkommen umuligt for en vampyr" viftede hun afvisende med sin hånd, imens øjnene stadig lo.
Gordon bekræftede , hvad hun havde gisnet om længe nu. Han var nok et galant af natur. " Tak" kom det stille til han lille kompliment. Selv om Millicent efterhånden fandt langt de fleste komplimenter falmende i værdi . De falmede som en forvasket teeshirt, brugt al for ofte og efterhånden bleg og uden af facon. Derfor klingede også værdi af ord af.
Alle elskede alle. Alle var helt unikke smukke og alle havde sex.
Besynderlig verden, men sikkert sjov for dem der stod på dét tog.
Selv ville hun heller have eet kompliment der havde afsæt fra hjertet, end 37299 klicheer, så hun ' tog cyklen ' istedet.
Gordon ...så dog ud til at mene det , bare lidt anyway. Hans smårøde kinder gav ham væk.

Hun kunne da godt se at spørgsmålene måske ikke lige var de gængse small talk emner, men på den anden side..her sad de to døde mennesker og skulle snakke.de var det tætteste man kom på ' en Jesus' i det de begge på hver sin måde vel var genopstået igen, fra de døde....lige borset fra Millicent der på en måde var genopstået, men stadig død- hvilke virkelig var en ommer, spurgte man hende.
" undskyld...hvis de går tæt på , Gordon...alle de spørgsmål...men hvis man ikke spørger , så får man ingen svar. Angels for dummies er endnu ikke skrevet" smilede hun og tog et ordenlig slurk af gløggen.
" At leve en evighed i uvidenhed er ikke noget jeg gider....så jeg fisker hvor der er mulighed for at fange lidt svar" indrømmede hun gerne, hvorefter hun konspiratorisk lænede sig frem, for at besvare hans spørgsmål om de lange bisser...." vil du tro det, med en tandbørste...den virker også på dem" drillede hun.Han mente jo når de var trukket op, men hun kunne sagtens få dem poppet ud på kommando, det var no problemo, men at trække dem tilbage! Dér havde de små bæster deres egen vilje, havde det vist sig.

Hun knipsede med en finger foran hans øjne.
" ehhh,..you here?" Spurgte hun , da han så ud til at drive en smule væk.
" argh....sæler er vist ikke på listen over magiske væsener....de er vist ikke engang truet"

" Nu vi er ved ...dyr...hvilke dyr ville du så være, hvis du skulle beskrive dig som et dyr...og hvorfor?" Så var de vist tilbage ved de små chit chatte selvskabslegene kunne byde på, almindeligvis.

"Nu du siger det, så er det nok mig den lugt måtte komme fra" Smilede han. Det var dog usandsyneligt at han ville lugte af sved lige nu. Omen frøs han en smule i det kolde rum. Alverdens airkondition systemer kunne ikke holde et rum med en kæmpe isblok varmt. Ikke hvis isblokken skulle blive hvor den var.
Han håbede også lidt at hun ville rationalisere hans røde kinder på kulden, og hans anstrengende tur på isen. Bambi på glat is.

Han lagde hovedet lidt mere tilbage efter at have taget en slurk mere af sin kakao. Så sad han mere afslappet. Hans krop var også begyndt at slappe mere af.
"Det er okay. Det er bedre end at diskutere vejret ikke?" Drillede han. Det var overraskende tit vejret kom op som emne, også vidste man samtalen var død, og man skulle stoppe. Det problem synes han ikke at have med Millicent.

"Oh really? Jeg tror ikke jeg vil være en tandbørste i mit næste liv alligevel" Svarede ironisk og himlede sjovt med øjnene.
Han lukkede de blå øjne et øjeblik. Jaja han var her. Det var nok bare træthed der tog til.

"Et dyr... Mnnn Måkse en kejserpingvin, eller en spækhugger jeg ved det ikke! " Grinede han, og fortsatte så: " Hvad med dig ? En vaskebjørn måske?" Han smilede lidt udfordrende og pustede en hårtot væk fra panden.

Millicent rejste sig op, og gik over til Gordon. Provokerende lænede hun sig frem og snusede til hans hals. Meget indbydende ... Al for indbydende . " Bare rolig ... Du dufter ... Dejligt " sagde hun og tog stikket hjem " lige til at spise "
Hun var ikke ond, alt ved hende signalerede at hun fjollede rundt og drillede. Hun ville aldrig bide ham.
Kun hvis han tiggede. Og selv der ville hun forsøge stå imod.
Tilbage på sin stol kom hun , med et lille grin.

" kejser pingvin ? Spækhugger ? Du gode " grinede hun og bemærkede at hendes nysgerrighed på ham havde fået en rusketur, så den nu var helt vågen.
" Det var sjove dyr at vælge, meget atypiske .... For det første er de helt enormt forskellige , så jeg er ret nysgerrig på hvorfor du siger dem ?" Bekendt gjore hun og indskød så lige lidt dril ..." Altsår ... De der Rihanna hoftevrik gættet jeg på har ralation til pingvinen "

Hun havde ikke selv et dyr sådan som standart svar , og det ville måske være et mere vildt rovdyr nu hvor hun var vampyr og drak blod.
Tanken fra tidligere , om lus der drak blod poppede op igen .... " altsår , man kunne tage der nærliggende en lus eller en myg , men det ville være lidt som at dømme efter overfladen , såååå " hun tænkte sig om og sendte et skævt blik til Gordon da vaske Bjørn blev et bud.
Hmmm måske var han ikke oceaner fra ... " En panda unge... " udbrød hun ... " de sort hvide farver , jeg er nok ret kontrastfuld og .... En lille panda der klamrer sig til nogen for tryghed " sagde hun ret forlegen.
Hun kunne godt selv høre det lød idiotisk , især når afsenderen var vampyr . Men hvad skulle hun så stille op ? Hun følte sig altså ikke flagermus agtig eller som en tiger der flænsede sit offer .... Hun havde de ting i sig ja.... Men andre sider var langt mere dominerende, størstedelen af tiden.
Millicent sagde for at glatte lidt ud ... Der er så mange dyr at vælge mellem, så det er jo svært "

Gordon fløj næsten en halv meter bagud imod ryglænet på hvor de sad, og spærrede øjnene lidt op imens hans ben ligeledes var blevet hævet lidt anspændt, så slappede han mere af igen. Det var ren refleks. Adrenalinen fik ham til at reagere helt instinktivt og trække sig væk. Han sukkede og smilede lidt udmattet.
"Du skal ikke skræmme mig sådan!" Udbrød han advarende, men med en lettet tone. "Jesus.."
Selvom hun fjollede rundt så reagere hans krop stadig på en vampyr lidt for tæt på hans hals pulsåre.

"Altså kejserpingvinen har nogle ret tydelige afmærkninger jeg synes ligner lidt hvad jeg plejer at have på på arbejde. Også bor den på Antarktis. Jeg har altid været en kulde og vinterperson." Smilede han og lo lidt af hans egen sammenligning. "Og ja mine vilde dance moves også!" Han lavede en tænktsom grimasse. "En spækhugger er fredelig indetil den bliver truet. Så kan den tage en haj." Fortsatte han og fik det sære smil igen. Et lidt mere fast og koldt blik end hvad der ellers ville ligne ham da han fastholdt hendes blik. Med et fortsatte han i en mere munter tone, og skød helt den anden væk. "Også lever den i vand. Mit rette element"

"Uha du er godt nok noget af en myg" Drillede han og kunne ikke lade vær at grine af hendes bud. Han løftede et undrende øjenbryn da hun slog sig fast på panda. Det var da rigtigt at hun var meget kontrastfyldt. Sort, hvid også asiater... Eller måske ikke det sidste.
"Klamre sig til nogen for tryghed.. Det har jeg vidst ikke oplevet .. endnu" Svarede han og vilede sin kind imod den hånd der ikke helt koppen med kakao.

"Hvem klamre du dig op af om jeg må spørge?" Blev det sidste han sagde, med en nysgerrig mine. Selv havde han oplevet en selvsikker og uafhængig kvinde, som man fik indtrykket af kunne stå på egne ben og træffe sine egne beslutninger.

Hans advarelse var til at se igennem. Millicent var tilvænnet langt mere af den kaliber. Men det gav næsten dårlig samvittighed da hun så hvor forskrækket han blev.
Hun rundede hurtigt den lille joke af med at mumle " Jeg HAR sagt jeg aldrig ville bide dig "

Hans fortolkning af pingvinen , var meget klar. Tøjet havde faktisk allerede gået gennem hendes tanker omkring både hans arbejde ,men generelt at han var flot klædt på. Selv når han var afslappet , var der er stil over ham man ikke kunne se bort fra.
Spækhuggeren fik han forklaret og her forbløffende Gordon hende.
Hun havde ikke tænkt ...sådan .. Og Millicent kunne være tilbøjelig til at tro det hele var for sjov , det med at tage hajen,hvis det ikke var for hans øjne. Noget i de blå øjne var blevet mere hårdt ,mere stålfast og hun syntes at huske noget der lignede , da de havde snakket på hendes job.
Måske havde han en lidt mere skarp kant , end indtrykket ellers gav ?
Hun så kort væk og ned på sin gløgg, og Gordon slog over til vand elementet.
" Skal vi nappe pingvinen så... Du må kun vælge en " pippede hun og tjekkede lige hans øjne en ekstra gang ,men de så igen normale ud.

" Kingsize myg " smilede hun og blodsuger metaforen talte for sig selv, for selv en der var stok døv.

Millicent brugt ofte humor . Fordi det løftede humøret og tillagde en grå dag lidt kulør. Men det var også et glimrende værn. Et usynlig skjold , når folk ikke skulle meget tættere.
" Det er fordi vi er på en skøjte bane " lød svaret ... " gik vi i en øde skov, skulle du bar se!" Jokede hun.
Han havde ret. Hun var en selvstændig pige , og en der ofte gik både egne veje men også af ruter der ike lige var første valg for mange andre. Hun var stædig og insisterede og havde en stor passion for mange ting. Men .... Hun var også usikker, og skubbede man til den karrusel , Måske enda en smule med vilje ... Blev hun hurtig svimmel og ville søge tryghed. Gordon fældede hende med Millicents egne ord. Det var et ret ømt punkt.

" Andrija ... Er vel den jeg måske klamrer mig til " sagde hun stille. Fjolleri var nu langt over the Hills, og hun så nærmest ud til at blive grillet nøgen. Det var komisk der var Andrija. Han kunne ikke udstå den side. Den bløde kærlige side. Ham ville finde behov for tryghed som hun klistrede til ham og var svag. For Millicent var det en styrke at kende de svage punkter. Og stå ved dem.
Desuden var Andrija ikke interesseret rigtig i hende. Så alt i alt et ' udmærket ' valg at klamre sig til ham for tryghed.men... Sådan var det. Hun følte sig forbundet til ham.
" min ex forlovet. Han gav mig min hund tilbage " kom det , som om den information ville forklare alt.

" I know i know... Refleks. Undskyld " Smilede han lidt forlegent og lagde blikket nedad imod gulvet.
Han rystede sig selv ud af andre tanker. Hans krop blev almindelig for ham. En gang imellem skinnede gamle vaner igennem, og han havde langtfra altid været den engel han var nu.
"ARgh ja så ta da pingvinen så. Frøken panda unge" Svarede han hende og sendte et udfordrende smil. "Så jeg skal ikke nyde noget af at følges med dig i troperne? Giver du malaria eller hvordan?" Han slog hovedet lidt tilbage for at få tørklædet mere på plads omkring sin hals.

Langt over bjergene, et sted han kunne fornemme at solen ikke skinnede særlig tit, åbnede hun op. Det var en meget anerledes side end hidtil. Man kunne næsten se hende fysisk krømpe sig sammen, og på en eller anden måde satte det ild i noget i ham at se hende så svag. Det burde hun ikke. Et øjeblik havde han lyst til at give hendes hånd et klem på den trøstende måde, men holdt sig fra det. Det kunne tolkes forkert, og det skulle det bestemt ikke når de snakkede ex forlovede.

Han huskede alt for tydeligt hendes ængstelige blik imod den lille sorte boks, som højst sandsynligt indeholdt en ring. Som en østers holdt på en smuk perle.
"Oh det er jeg ked af .. det med ex'et altså. Hr cologne? " Svarede han og så ikke på hende. Det virkede underligt for ham at involvere sig i, og det satte en eller anden følelse igang han ikke kunne sætte i en boks. Det var ikke helt jalousi, for det ville han have vidst med dette samme. Det var mere en trang til at løfte hende op over de følelser hun sad med lige nu, og få dem til at gå væk.
Selvom det nok var tæt på umuligt lige nu.

Millicent grinede. " Hvad skulle du også i troperne , som pingvin ? Kommer du ofte på afveje !" Hun smilede og hæftede sine øjne tilbage på gløggen . Da hun havde smagt på den igen, og nu havde fokus på Gordon der stadig pjattede , lå et lille drillende smil og dinglede på Millicents læber..." malaria? Mmm jeg kan i hvertfald give dig feber!" Sagde hun og smilet blev drillende.
" Elvis....du ved...Fever?" Ryddede hun lige op efter sin halv dårlige joke.
Hun så hvordan Gordon pakkede sin hals yderligere ind, og ja ja det kunne da snildt være kulden han lige lukkede ude, men det kunne jo også være snakken der lige fik ham til at skjule sin udsatte hals. Og det kunne hun ikke helt modstå..." man KAN altså bide andre steder end i halsen, you know" drillede hun. Han måtte lære at leve med både hendes dårlige humoristiske sans men også at blive helt fortrolig med hendes vampyr natur. Ikke at hun selv var blevet det endnu, men derfor kunne hun vel godt kræve at han blev det? Helt almindelig female Logic.

Måske hun skulle have undladt at svare Gordon? for Millicent fik det indtryk at hendes svar gjore ham utilpas. Det var jo i bund og grund også et personligt spørgsmål, men omvendt så kunne Gordon ikke vide noget om hvor stormfuldt hendes forlovelse havde været, eller hvor knivskarpt og barsk brudet var.
Hun nikkede til hans ' duftende bemærkning'. " ja...Andrija Luzar, hedder han "
Det vidste Gordon , hvis han huskede det. Andrijas visit kort , de havde trukket ud af pungen , fra den ene mafia fyr, havde udløst den lille udetaljeret snak de havde haft om Andrija, een gang .
" Det er okay . nu...taler vi sammen igen..eller det gjore vi - Faktisk var i et smut i Disneyland , da det var Halloween, så har jeg bare ikke hørt fra ham efter det. " rundede hun af på de skarpe kanter. Hun tvivlede stærkt på det var hendes kæreste frustrationer han var interesseret i at høre om. Og hun kunne alligevel ikke forklare hvad der var sket , hvorfor hun pludselig stod alene tilbage.
Men ja....var der et cirkus så var Andrija Master og the ring, og Millicent en tigermis der skulle tæmmes til at adlyde. Og det ikke helt så skide godt med det.

Hun så sig omkring og skiftede stilling på sit sæde. Her var stadig mange gæster, men de var af ældre årgang nu. Børnene. Var dappet hjem og lå sikkert og fik læst deres godnat historier op nu. eller sad i deres små skumbade og lod dagens narrestreger bløde op og skylles væk. Åh hvilken dejlig tid barndommen havde været. Hendes minder om familie var stærkt falmende, men hun huskede varmen og kærligheden der havde været i hendes lille familie.
Hun så på Gordon og rettede spottet mod ham.
" Har du nogen familie? Altså nogen du ser? Søskende eller...?"

Han forstod ikke helt hendes fever joke, og rodede lidt rundt i hans hoved, inden hun nævnte Elvis, og hans ansigt formede sig et udtryk der streg 'Nååårhh...'
Et suk undslap hans læber da hun sagde det med at halsen ikke var det eneste sted at bide. Egentlig havde han det mest bange ved halsen. Åndsvagt egentlig. Det behøvede ikke være en vampyr, selvom det selvfølgelig var mest skræmmende, almindelige mennesker eller dyr kunne han også være utryg ved var for tæt på hans hals. Selvfølgelig var tanken om bid alle steder ulidelig, men lige der... Han gøs.
"Jeg bliver nød til at vænne mig til dine bide jokes gør jeg ikke?" Konstaterede han så, og kunne ikke lade vær at smile opgivende af hende.

Gordon huskede skam tydeligt det nydeligt skrevne navn på det lille visitkort han selv havde hevet op - og den overvældende stank.
"Åh jamen det lyder som om tingene køre fint for jer alligevel så" Svarede han bare og trak på skulderen. Hvad skulle han sige? Hans indre stemme var i konflikt med hvad der ville være anstændigt at sige, så derfor havde han bare sagt hvad samfundet forventede: "Jeg håber i for lyst jeres problemer" lød det overbevisende fra ham, omen han ikke selv var overbevist over sine egne ord.
Han huskede alt for tydeligt et blik på en lille sort boks, som mindede ham om tusinde smadrede spejle og mange års ulykke. Hvis et blik sagde mere end tusind ord kunne, så havde det i hvert fald været det blik, der vidnede om en pige som havde set sig selv gå fra hinanden og smadre ud på gulvet. Han fik kvalme af at tænke på at det skulle gentage sig, men det var ikke noget han sagde, kun noget han indrømmede overfor sig selv. Han løsnede grebet en smule på sin kop med kakao, han havde spændt den unødvendigt meget opdagede han pludselig.

"Tjoo.. Jeg har familie i udkanten af byen, men jeg ser dem ikke så meget efter 'uheldet' som de kalder det. Mor, far, lille søster og lille bror. Jeg kender dem ikke rigtig mere, ved du hvad jeg mener?" Svarede han og tvivlede på hun gjorde. Han huskede skam sin familie. Moderen var en tyk lille dame med krøllet brunt hår og et varmt smil, hans far var høj og mere ranglet, der havde han helt klart arvet mest. En søster lidt yngre end han selv, og en lillebror på 10. Det var ikke fordi han ikke huskede dem eller de relationer han havde med dem. Han huskede bare ikke de minder de delte, og det gjorde det underligt at komme hjem til middag.

"Hvad med dig? Noget familie?" Reflekterede han den over på hende.

Hun nikkede. " Jo, det ville være ret godt hvis du kunne det, for jeg slipper dig ikke igen. "
Selv havde Millicent dårligt kommet overens med det det fact at hun skulle bide , skulle drikke blod.Men det gode var at blod for hendes smagte lige så lækkert som en euforiserende lækkerbisken. Den lille ' ekstra ting ' der fulgte med ville hun dog gerne have været helt foruden. Men den opstod thank God kun når hun bed, og drak direkte ....ikke af blodposer.
" Det er langt lettere at vende sig til mine jokes, end det er til at bide" smilede hun og kunne mærke at de skulle skifte emne, for ellers ville hun blive tiltrukket af ideen om at ...smage.
Faktisk kunne hun ikke huske hvornår hun sidst havde bidt nogen. Det måtte være meget længe siden.

I
Hun kom til at smile, lidt for meget ved hans bemærkning.
" Ja..det går strålende" mumlede hun og var nær ved at grine over det tragisk komiske i dén sætning.
Andrija og Millicent var ... Ja egenlig var de ikke noget lige nu, og al det Millicent troede de var, havde jo vist sig forkert....så hvad de egenlig var ? Helt umulige sammen, men....hun kunne ikke udviske ham fra sit hjerte.
Hun var sådan. Tænk på Gordon...ham havde hun mødt een enkelt nat , da hun var bare 16 år. Hun havde været så bjergtaget af den lidt ældre fyr, og her sad hun så....tre år efter, død og med et knust hjerte...og stadig kunne hun facineres på samme måde af ham. Af hans leg med ord, hans fremtoning og hans ...blik.
Hun var en håbløs romantiker, åbenbart.

Millicent lyttede med stor interesse til hans familie fortælling.
" Ved du hvad....er du sindsyg ,du har været heldig at du blev engel! Du fik lov at beholde dem...familien." Kruset blev sat på det lille runde bord der stod i deres midte, og begge hendes hænder holdte derom.
" værn om det, Gordon ...giv dem kærlighed" sagde hun lidt forlegen, og lød som en gammel besse, men når man først havde prøvet at måtte efterlade alt man havde, alle man elskede og alt materiel der havde affektion, så blev man måske da liiiige et par år ældre i en del af sjælen.
" en søster og mine forældre...lidt onkler,tanter og kusiner....men...de ...er ikke i mit liv mere og mine minder er meget svage efterhånden" hun viftede lidt med hånden, som var samtalen en dum myg der skulle jages bort.
" Men nu har jeg en evighed til at ...lave en ny familie" sagde hun tappert.
Hun havde jo snakket med Gordon om det med ikke at kunne få børn selv.
Men måske havde han ret...der var andre måder.
Måske en rugemor? Så kunne hun få en lille bitte baby?!
Nå ja....og så skulle der vel lige gafles en ægtemand et sted.
Hun grinede ved tanken..." min egen ' Adams Family....kønt hva"
En let hoved rysten og de rosa lakeret negle lavede små klik lyde på kruset, i takt med musikken.

' Take me by the tongue
And I'll know you
Kiss me 'til you're drunk
And I'll show you'
Fødderne vippede med .

Belysningen var blevet dæmpet, kulørte lysstråler fægtede rundt over isen, som var de lyssværd . Det mindede næsten om et diskotek på is og det var nok også hensigten.
Flere par bevægede sig hen over isen, og skøjte dansede så godt de kunne.
Det befriende ved dette set up, var alle de grin folk kasted fra sig, hele tiden, da kun meget få ikke lignede nogen der havde et spastisk anfald på isen.
Millicent smilede.Det var dejligt at se selvironien stadig var i live.

" Vil du have mere at drikke? Så henter jeg denne gang" hun ville hente hvad han lystede, eller .... Bryde op hvis det var hvad Gordon fortrak nu.

"Jeg ved nu ikke.." Svarede han og fik kuldegysninger ved tanken om det at vænne sig til jokes, eller bide. Måske havde hun ret alligevel.
Han foretrak slet ikke at tænke på det. At bide nogen foretrak mere tiltrækkende end at blive bidt, men det var en selvisk og syndfuld tanke, som ikke passede sig for en engel. Selvfølgelig skulle han være klar til at blive bidt for et menneske, frem for at bide et.

Han betragtede hende det øjeblik hun smilede over hendes egne ord, men så slog han diskret de lyseblå øjne ned i sin kop, som næsten var tom, og også var ved at blive kold.
Hun virkede glad for at det gik. Det var vel forståeligt. Alt imens han kæmpede en voldsom kamp indeni for at fjerne en kvalmende følelse. Hvor den kom fra? Ja det var et godt spørgsmål, men det værste var at han begyndte at få en mistanke til svaret.

Han smilede lidt igen og fnøs lavmælt. Ikke nedladende eller noget, bare .. opgivende.
"Beholde og beholde.. Jeg er ikke den samme person mere. De kender ikke mig, og jeg heller dem. De føles ikke som familie mere" Svarede han bare og så på hende igen med et indforstået blik.
"Sådan tror jeg også jeg har det. Jeg har evigheden til at oprette en familie. Hvorfor knytte et bånd til en familie jeg knap husker. Kun for at se dem visne og dø? " Svarede han så. Det virkede trist at skulle forlade sin familie, men han holdt nu ved at han selv ikke rigtig havde en familie mere.

"Du slår mig ikke som en 'Adams', men det kommer vel også an på hvem du vælger at inddrage i din familie. Tror det gælder om at skabe en balance der" Han blinkede mere muntert til hende, og så på sit ur. Det var ved at blive sent.

"Nej tak. Jeg synes vi skal gå. Men det bliver dit valg i hvilket retning" Så kunne de gå hjem hvis hun havde lyst, eller et helt andet sted.

Millicent var tæt på en novice når det kom til bid. Hun vidste dog enkelte ting , de mere basale ting , som at blive bidt kunne være ekstremt smertefuldt hvis man ikke ønskede det , men omvendt en dejligt oplevelse hvis man selv var klar. Hvorfor det kunne virke sådan , havde hun desværre ikke et bud på.
Hun vidste , fra de få hun havde bidt , at det havde en ... Ophidsende effekt, undtaget på Andrija. Hun havde måske fået lov at drikke af ham tre - fire gange , og han havde aldrig udvist tegn på det påvirkede ham, og slet ikke positivt.
Hun have dog aldrig bidt ham i intime situationer, det havde altid været når hun manglede blod - aldrig for hyggens skyld.

Selv var Millicent kun blevet bidt een enkelt gang. Hendes ven, Diego , manglede blod. Millicent manglede viden om hvordan et bid ville føles.
De aftalte derfor rammerne omkring det , og hun stolede helt på ham. Diego skuffede hende ikke. Han svigtede ikke hendes tillid . Diego fik hendes blod og Millicent oplevelsen af hvor berusende et bid kunne være. Hvordan lyst , velvære en ' craving ' efter mere eksploderer og blandede sig i et farveorgie , inden i Millicents nysgerrige og sanselige krop.
- men de stoppede , inden ting tog om sig - som Diego havde lovet at gøre. Hun huskede Diegos store undren over Andrija aldrig havde sat sine tænder i Millicent. Men igen , Andrija var meget svær at forstå og egenlig var Millicent glad for de ikke havde trukket hele bide tingen ind i deres meget private 'ting' . Hun var ret sikker på det ville have tilføjet ekstra magt til Andrija , som i forvejen havde al for meget.

Millicent smilede varmt og åbent til Gordon. Hun vidste hvad han talte om. " Oplevelser ... Ændre folk... Og det vi har gennemgået må da siges at høre til de mere heftige af slagsen. Det er kun naturligt at man ændrer sig ... Og omgivelserne det samme"
Hun studsede lidt over den med ' kun for at se dem visne og dø' .
" Man kan ikke ... Undgå at miste " lom det stille. Og hun rynkede sine bryn ved det næste spørgsmål hun stillede " Vil det så sige at forelskelse i et menneske er helt udelukket ? De vil jo , som du siger .., visne og dø ret tideligt." Hun havde på en måde svært ved at se Gordon udelukke nogen grundet deres race. Især hvis han mødte en sød menneskepige han var tiltrukket af og begejstret for.
Ville han så være istand at lade den vej være ubetrådt ? Eller ville han følge den , sin udtalelse til trods?
Se.... Nu var hun nysgerrig. Gordon slog hende som en der ville vælge at følge efter den måske store kærlighed, men .... Hun havde to gange nu ... To gange set noget i hans øjne.. Noget meget beslutsomt og stålfast, og hvis der var den side han lænede sig op af , så kunne begge være mulige valg.

Hun grinede " Nej ? Siger du sort hår ikke vil klæde mig ? " refererede hun til Adams familien. " Lidt underlige er vi vel alle... Os overnaturlige væsner " påstod hun og rynkede kort på næsen.

Millicent puffede stolen ud , og snuppede sin lille taske.
" Jamen , så lad os kvitte bulen her og ... Hvis du ikke er al for mørbanket og træt , så kender jeg et sted vi kan riverrafte!" Drillede hun og stak ham et udfordrende blik, som hun rejste sig .

Hun gad nu ikke selv mere aktivt, men ville hellere slappe af.
Spørgsmålet var bare om hun skulle gøre det rigtige og sige farvel nu ? Eller inviterer Gordon med sig hjem , igen? Det skulle jo ikke signalerer noget der var ... Forkert... Alt efter hvad forkert lige var.
Så hun stod lidt vægelsindet og så på ham.
Det var jo omvendt slet ikke sikkert manden gad , og det var nu ret betryggende at tænke på.Med det i mende ville det ikke være så farligt at spørge.
Og så var der jo også Senka der var hjemme nu. Mon Gordon ville dø af besværet vejrtrækning og rød snude.

En tanke strejfede hende. Millicents blod var jo healende i dets egenskab ,hvilke i sig selv gjorde vampyr blod interessant. Kunne Gordons allergi mon holdes helt nede , ved bare en mikro sip af det ?
Hun spilede øjnene lidt op, da ideen kom lidt bag på hende.
Det ville være spændende at afprøve. Ikke at han behøvede at bide eller drille direkte fra Millicent , men i et lille kulørt snapse glas , måske ? Hun var dog ikke helt sikker på Gordon ikke bare ville afslå og leve med diverse slemme gener , da tanken om blod ikke appellerede ham. Hun rynkede på næsen... Fangbangers, de betød man nemt kunne finde frivillige mennesker , hvis man ønskede. Det var jo langt bedre end de modvillige, og alligevel brød Millicent sig ikke om dem.
Gordon var lysår fra dem.
" Vil du med hjem hos mig ? Bare slappe lidt af måske lidt mad ?" kom det forsigtigt fra hende til ham.

At bid kunne være en smuk, dejlig og erotisk ting, kunne Gordon ikke forstille sig. Selv havde han kan haft 'fornøjelsen' en gang, og det var fulgt af forvirring, smerte og ekstrem frygt. Han havde været død. Endnu en fordrukken teenager i en klam gyde, som bare faldt om. Noget myndighederne diskret dækkede over.

"Misforstå mig ikke. Min personlige udvikling har bestemt været til det bedre efter min lille lærestreg" Smilede han selv ironisk. At se på den lyse side var noget han gjorde for lidt, men værdisatte meget højt. At han var blevet dræbt den aften havde ødelagt hans liv. Det gamle liv, men det havde igangsat et nyt og meget mere kontrolleret liv. Mere ensomt, måske, men stadig.

Han lo og rystede på hovedet. "Du har en sjov tilgang til det jeg siger.. . Kærlighed?" Han smagte lidt på ordet. Det smagte bittert som en citron, og alligevel sødt som en æske chokolade.
"Det er vel ikke noget jeg selv vælger er det? Jeg ville aldrig gå efter det. Prøve at se mig selv med et menneske, men forelske er en uransagelig vej, man vælger ikke selv. " Svarede han så efter at have tænkt sig om. Hvis livet endelig udpegede et menneske til dig, ja så var det jo sådan. "Jeg er en egoistisk person, så jeg ville nok tage chancen, og kender jeg mig selv ret ville jeg sikkert tigge gud om at glorificere dette menneske, som med mig selv. " Han rystede dumt på hovedet af sine egne tanker. De døde skulle man lade hvile. Lige meget hvor meget man savnede dem.

"For at være ærlig så var netop en vampyr nok aldrig noget jeg ville se mig selv med. Aldrig. Havde du spurgt mig for 2 uger siden." Han så væk fra hende for at undgå hendes blik da han sagde det sidste. "Men selv de grænser bliver rykket på nu." afsluttede han indforstået.

"Ja det er faktisk lige hvad jeg gør." Smilede han så og kastede det andet emne langt væk tilbage i hans underbevisthed, hvor det lå og lurede. Han løftede en lille lok af hendes hår og svingede det provokerende for næsen af hende. "Jeg tror personlig jeg ville være mere til det blonde." svarede han lidt flabet og gav slip på hendes hår, for selv at puffe sin stol ud og rejse sig.

Hans øjne udvidede sig en smule med en velkendt gnist, og et udfordrende blik. "Er det en udfordring? For hvis der er nogen der kan tæmme en flod med en træstamme, så!" Lo han, men egentlig var han træt. Plus at han aldrig havde riverraftet, og han kendte ikke et lift til Amazonas floden.

Et øjeblik overvejede han lidt hendes tilbud. Var det for at være høflig? Han vidste skam godt at det ikke skulle tages som nogen .. invitation... til andet. Som hun selv havde lagt det, så gik det jo udmærket med den ex forlovede.
"Tja. lad mig i det mindste følge dig hjem:" Var det eneste han svarede. Så kunne de tage den derfra.

Millicent blev ret optaget af Gordons respons på hendes lille kærligheds postulat.
Hun følte nøje efter, nærmest befamlede hans ord , da de skærpede hendes lyst til at høre og vide mere. Sommetider kunne man lære mere om folk, sådan ved virkelig at lytte hvad de mente og tænkte om sager, end ved at bo op og ned af dem, i 16 år. Hendes far havde været en meget tavs mand. Selv da hun havde haft ham frisk i hukommelse , havde Millicent aldrig helt følt hun sådan KENDTE sin far.Hvem han var inderst inde.Hvad han mente om ting.Hvad han stemte politisk.
Han var en meget tillukket mand.hvis bare han havde fortalt om sine tanker , så havde hun sikkert haft en langt dybere indsigt i , hvilken mandstype han var.

" Du har ret, det er ikke sådan at man vælger selv.men i de fleste sager, beslutter man selv om man vil handle på sine følelser, eller lade dem stå ' ubrugte' hen" postulerede hun.

Skulle man gå og falde alle om halens hver gang der var en tiltrækning, ville verden hurtigt blive en stor swinger legeplads , for en pæn stor hobe af folk og fæ.
Det var hun helt overbevist om.
Nej...at tøjle sig selv , ikke altid at lade impulser styre , men også tænke sig om og bruge sin fornuft, se dét burde man.

Hun så lidt beklemt ud. Millicent var helt på det rene med at det nok ikke var fornuften der var i topform , når man tale Andrija og Millicent.
Og hun vidste desværre kun al for godt, at hendes grænser langsomt blev skubbet og trukket ud af facon, af den iltre dæmon. Men....hun var indfanget af ham, og at rive sig løs føltes ret meget som at klippe i sit eget hjerte, så blodet fossede ud.
Det var noget messy gris.
Og for ikke at forbløde, holdte hun sig nær ham. Også selv om han ikke lige altid gad hende. For at sige det mildt.

Men al det vidste Gordon ikke, så Millicent gav ham et stort smil.
" Du ville gå efter hende , også hvis hun var dødelig og falmede mellem dine hænder" kom det varmt. Hun var ikke længere i tvivl.
Smilet falmede dog , og blev en tøven på hendes læber.
" Ville du ikke? Min race er ikke ret vellidt, hva" hun så væk fra ham.
Al for mange synes at have den opfattelse.Det var svært at klandre dem.For katten da, vampyrer åd jo ofte som det passede dem, men ....alligevel brød hun sig ikke om hans ord.Kunne ikke lide tanken om at have været tæt ved at miste noget godt, alene og ene grundet hendes natur.

" der er også gode ting ved vampyrer...vi eh...er hurtige til at gøre rent, men det ved du allerede "
små lo hun ..." og stærke så vi kan selv sætte et køkken op...enda selv om vi egenlig ikke skal bruge et " hun sendte et udfordrende blik..." Såååå....sover vi hele dagen , så i mænd kan få lidt fred til jer selv.Hvem kan dog modstå AL det i een samlet pakke ?" drillede hun og hoppede over alvoren i samtalen, for ikke at ende med at snuple i den.

Millicent tabte mæglet, bare i sekunder, da Gordon pludselig sad og vippede en af hendes tykke lokker hår .Det kildede hendes næse, da spidsen lige strejfede.Kun med næppe undlod hun at nyse, og daskede ud efter hans hånd , med et lille fnis.
" Tror heller ikke det ville klæde mig, så det er da een ulykke man ikke behøver frygte fra min side..sådan de næste par uger." Man vidste jo ikke hvad fremtiden kunne bringe, men skulle hun være undercover , for Libra, ville det blive med paryk!

På vej op at stå, begyndte hun at grine, sådan for alvor.Halv højt enda.
Et andet par blev afbrudt i en kærlig samtale, af hendes smittende latter og de kiggede begge over på Millicent og Gordon, med et lille smil.
" Hahah tæmme en flod med en træstub..yeah right ...den er god med dig ! Trimmer du også himlen med en kam nu du er igang !"
Hun fjollede rundt, men hans valg af ord, hans leg med sproget fornøjede hende. Fik ting til at føles så lette.

Argh, det virkede ikke helt som han gad forlænge aftenen.
Men ok....han var også blot suset forbi for at se desire Noir, og ...ja...alt derefter havde jo været en bonus, ikke?
" Det er sødt af dig....jeg kunne jo risikerer at overfalde nogen på vejen" sagde hun og skubbede nænsomt til hans skulder, med sin egen da de forlod skøjte festen.

Hun ville følge med ham til bil, og dernæst simkert til hendes lejlighed.Enten huskede han adressen, eller hun ville give ham instrukser som de susede frem.

Gordon trak på skulderen. Valgte man at handle på det? Han vidste nu snart ikke. Det kom vel an på så meget. Han havde mødt mange piger han let kunne sige nej til, også nogle som havde potentiale. Også var der dem man ikke måtte falde for, som altid virkede som bare det man ville have.
"Jeg er uenig. Vil man ikke altid have the forbidden fruit? Det ved jeg at jeg vil i hvert fald. Sure.. Personer man bare finder tiltrækkende eller søde er nemme at vælge fra." Smilede han lidt, også fortsatte han ufortrødent.
"Men ville du virkelig kunne holde dig helt væk fra en person du bare ikke måtte falde for, men som føltes som den helt rigtige? Personligt tror jeg altid underbevidstheden ville hive efter det." Han betragtede hende nysgerrigt. Hvad ville hun gøre? Virkelig tøjle det ned?

Hendes snak om vampyrer, som kun ridsede overfalden af emnet forundrede ham. Hun valgte at tackle emnet med humor, på trods af at hendes afvigende blik fortalte ham at hun ikke brød sig om tilgangen til hendes race. Humor var vel også en sund måde at tackle det på.
"Til gengæld vil jeg ligne en godbid for dem ikke? Det er ikke ligefrem betryggende." Gav han igen med et bedrevidende blik. De havde da klart deres fordel, men for en engel at være for tæt på?
Lidt fraværende rystede han på hovedet og smilede varmt til hende. "Men som sagt. Det er gamle tanker. Jeg havde ikke mødt dig. Tingene kan have ændret sig."

Han slap hendes hår da han fik et dask, og gned sin hånd med et påtaget såret blik. Masken kunne dog ikke holdes helt og han kom til at le.
"Du slår mig ikke som impulsiv nok til pludselig at farve det" drillede han så.

Lidt overrasket over hendes glæde ved det lille ordspil lo han med og nikkede til parret der synes at grine lidt af dem.
"Nej da. En kam er til håret. Måske himlen ville have bedre af et airkonditionanlæg?" Smilede han som svar.

Tanken om Millicent der overfaldt nogen havde ikke ligefrem luret i hans hoved. Ikke efter han havde lært hende at kende, også igen, hvor godt kendte han hende? Egentlig vidste han ikke om hun kunne finde på det.
"ja du er jo et blodtørstigt bæst" Svarede han og puffede hende igen.