That's Life - Gordon

Om man ville have det forbudte? Millicent så faktisk ud til at skulle tænke det igennem , tænke over den der, før hun kunne leverer et svar...

" Det ved jeg ikke.... Jeg håber ikke du har ret, for i så fald er der ret lang vej til lykke i ens liv. Det forbudte vil jo altid være noget helt andet end det du har valgt at lukke ind i dit liv og dit hjerte, end det du har satset på? Hvor efterlader det os så? Tvunget til et liv i utilfredsstillende og misery?"

Selv om hun havde en let tone, var der skam meget alvor i Millicents ord.
Gordon havde også en pointe, hun vidste jo godt at ordsprog som naboens græs altid var grønnere ikke var pure opspind. Måske var hun bare ikke afklaret med hvornår noget var...forbudt ?

" Jeg tror jeg ville være svær at bryde ned, ja....jeg tror faktisk jeg ville tone det hele ned i meget lang tid , også selv om dele af mig ønskede at forfølge det, men ...altså...hvor meget 'pres' " Millicent lavede små gåseøjne med fingrene og sendte et lille smil til Gordon..." hvor meget pres man vil kunne tage, hvis nu det forbudte bliver ved med at hænge og dingle foran en, det er jo individuelt og måske vil man snuple og ...ja... Jeg tror det gælder om at stå fast, for slipper man først tøjlerne for ens hjerte...eller liv, så er der risiko for man mister styringen også."

Hun ....snakkede for meget. Ævlede og blandede ting sammen, som var hun en speedy bartender på selveste ibiza.
Og fra Ibiza's kulørte drinks til en blod rød een af slagsen.
" Ja, du er en fin lille snack...før hovedretten" drillede hun.
Han ville naturligvis være le grand finale, for selv en adelig oldtiden gammel vampyr, men hvorfor dog bekræfte det. Det andet var sjovere.

Millicent klikkede med tingen..." Så du tror ikke jeg er impulsiv?"
Hun smilede ud i luften, for sig selv.
Det var en af de meget sjove sider ved Millicent. Der var et par stykker af dem.
Hun var pænt kontrastfyldt, og selv om hun var en af dem der på SÅ mange punkter var forudsigelig , så slog hun nogle gevaldige sving og tog nogle omveje ingen nogen sinde havde set komme.
Millicent, hun var enormt tryghedssøgende. Kunne have svært ved at ændre på ting, fordi det ...ja, det gjorde hende bange for st blive væk i al virvaret.
Men hun var jo også handlekraftig og lidt skæv i måden at ræsonnerer på, så man kunne aldrig helt vide sig sikker med hende.

" Jeg er da impulsiv nok til at gøre dette" hendes øjne glimtrede da hun lige nåede at give Gordon et ' rolig nu , jeg gør dig intet' blik, efter han havde drillet hende med at være et blodtørstigt bæst.

I et hurtigt ryk , så hurtigt så øjet ikke kunne følge- var hun bag ved ham, med en hånd på hver skulder. Rundt om hendes højre hånd , var viklet hans stribet halstørklæde.
Millicent stod helt oppe på tær,og hun måtte presse Gordon lidt ned i skuldrene for at kunne nå bagfra. Hendes læber var mod hans hals og strømmen af hans duft væltede ind gennem hendes næse, og bedøvede alle andre indtryk omkring babyvampyren, der næsten blev høj af hans aroma, da hun var så urutineret stadig og derfor let at påvirke.

Det kostede hende SÅ meget anstrengelse at holde hendes legesyge tænder indenfor, så da hun MEGET forsigtigt nappede i Gordons hals , var det uden han kunne mærke noget skarpt, bare et helt almindeligt lille tandsæt haps ...og så slap hun igen.

"Pretty much ja.. Utilfredsstillelse ... Misery" Svarede han med et diskret smil. Sådan var verden bygget nu til dans. Ingen var glade, men alle skulle lade som om ikke? Et glansbillede.

Han så lidt forbavset på hende. Styringen? "Er det så slemt at miste styringen? Er de rutschebanetur hvor du ikke selv har kontrollen ikke altid sjovest?" Et udfordrende smil lå på hende læber et sekund. "Jeg tror ikke man kan have et begreb om hvad man ville gøre før man stod der. " Måtte han så indrømme og sukkede af sig selv.

Han grinede sarkastisk af hendes lille 'før hovedretten' kommentar. Han ville ønske at han bare blev set som en pose lunkende chips i øjnene på en vampyr, men desværre synes engle at repræsentere en saftig juleand + ris a la manden og konfekten bagefter. Han havde overvejet at købe nogle af de der kamuflerings sprays, som voodoo butikken nede på strøget solgte. Den skulle kamuflere ens egen duft, og erstatte med et væsen af eget valgs duft. Alt andet ville være bedre end at være en juleand.

Han nåede knap nok at reagere på at hun var ude på noget. Hans øre opfangede kun lige hendes ord, og selvom han havde fanget hendes beroligende blik, så var han alt andet end rolig da hun pludselig var bag ham. Selvom han ikke selv tænkte så meget, synes hans krop rent instinktivt at kunne huske følelsen og smerten ved et bid. Et øjeblik tømtes han tanker for alt, og hans blik blev sløret. I næste nu var han selv tumlet væk, og en af de stole de før havde siddet på var fløjet ind imellem dem, og ramt Millicent, hvis hun ikke nåede at flytte sig.

Endnu et par sekunder gik på forvirring fra Gordons side, da han fandt sig selv siddende på gulvet lidt fortumlet. Da det endelig gik op for ham hvad der var sket, skyndte han sig hen og for at tjekke hende for skrammer, og give hende en hånd hvis hun var væltet også.
"Org shus, det er jeg altså ked af!" Udbrød han stadig lidt forvirret, og flov. Det havde bestemt ikke været hans mening at reagere på en så ubehersket måde.

Styringen .
Havde hun vanskeligt ved at afgive den ? Millicent skævede til Gordon. Han var god, rigtig god til at finde små interessante dunkle punkter og belyse dem. Millicent nåede frem til at hun nok havde betænkeligheder ved at vise tillid når det galdt de helt personlige sager. At overlade kontrollen til andre , betød man skulle have tillid til - og stole på de sørgede for man ingen skræmmer fik under rutcheturen. " Det kommer nok meget an på om man er enig om længden på turen , hvor mange sving den skal have og hvor mange loops " besvarede hun spørgsmålet og kunne godt selv høre at hun bare kunne have sagt JA- det er svært at slippe styringen, da man kom tættere og tættere på det svar , jo mere man gravede i hende.
Men så igen .... Gav hun først slip og kastede sin tillid lige i armene på nogen , så havde hun svært ved at tage den tilbage igen.
"Måske skal vi bare være enige om at livet såvel som døden tager os uransagelige veje hen ?" Hun hav et spinkelt smil fra sig Og missede med øjnene , op i mod den fløjels mørke aftenhimmel. Klokken var vel omkring 23 efterhånden.

Med læberne mod Gordons lune hals , blev Millicent slynget steder hen hun ikke havde regner med.

Hans duft blev endnu mere fremtrædende , hvilke kun var klart - men at den også synes at bringe glemte minder frem , at den pludselig optrådte mere velkendt , var hun uforberedt på. Billeder af en tre år yngre Millicent , armene lukket omkring Gordons hals og .... Var det mund , læber og snuden presset kærligt ind mod Gordons hals?
Hvad i alverden havde hun dog lavet med ham den aften ? Hvis nogle spurgte , nogen som i Gordon, ville hun benægte alt og sige der var HAM der ville!

Millicents læber gled nysgerrigt over hans pulserende åre i halsen , og hendes tænder gled blødt over den ubeskadiget hud.
Hun ville.... HVAD!!! hun blev puffet til og inden hun havde set sig for , blev noget hårdt slynget mod hende i en helvedes fart og med næsten unaturlig styrke.
Millicents sanser havde alle været kaldt til samling og havde taget plads omkring Gordons hals og de billeder hun fik foræret.
Hun havde begået en stor fejl ved ikke at lade dem patruljere i området og dermed advare hende hvis der var fare på færde. Hun havde gjort sig selv sårbar overfor angreb, for hun nåede ikke at rykke på sig.

På halen , med en rift i panden , sad en fortumlet Millicent . Hendes blik drev sidelæns til en delvis broken stol , som fik et forvirret udtryk op i vampyrens øjne.
Havde en stol lige angrebet hende?
" hva fanden " mumlede hun og lagde sin hånd i Gordons , for at få lidt hjælp op og stå.
Dét kunne jo ikke passe? Der var ingen sådan lige tæt på dem der kunne havde kastet en stol efter dem, efter hende.

Hun gned sin pande, mens riften allerede var ved at hele op ,på eget initiativ.
forundringen steg i Millicents øjne, da Gordon havde undskyldt og hun begyndte at regne ud , hvem der kunne havde styret stolen.
Styret tingene - det lille bord- på klubben for er par uger siden.

" undskyld , men ... Smed du lige en stol i skallen på mig ?" En smule i chok , begyndte hun at grine.

Hun vidste ikke helt hvordan hun forventedes at reagerer på det. Hun var lidt af det hele lige nu.
Uforstående over for 'de 16 årige minder' og Gordons forsøg på 'overfald'. Forvirret.
Millicents tanker rendte rundt som høns uden hoveder .
" D-du kan smide med ting? Kaste ... Få dem til at flyve ... Der skal mere end en stol til at få mig væk, hvis jeg havde bidt dig rigtigt havde du været et hoved mindre nu" slog hun nu over og snerrede lidt af ham, da trangen til at forsvare sig , overvældede hende.
Om det så var stole angrebet eller minderne om hende der hang om hans hals , der var den udløsende faktor ?

Et løftet øjenbryn i hendes retning vidnede om at han hørte noget han reflekterede over. "Interessant" Mumlede han og prøvede at analysere ud fra det hun sagde. Hun var helt klart ikke glad for at putte sin tillid i noget. Det mindede ham om noget han skulle prøve at lokke hende ind i at prøve.
"Det er vel en selvfølge. Men ved du hvad jeg istedet tror vi skal blive enige om?" Han smilede lidt bedrevidende, men ikke overlegent. "At næste gang du prøver en rutschebane som giver dig nogle knobs og du ikke bryder dig om, så lader du vær at tage den igen, og istedet finder en anden forlystelse." Blev der så svaret. Han så på hende med et gennemtrængene blik. Egentlig var han ikke sikker på om han havde fat i noget, men han var god med personer, og kvik til at opfange hvad de tænkte. Han kunne putte to og to sammen, derfor var han også ret sikker på hvad der foregik inde i hende.

Efter en dramatisk omvæltning af tingene, havde Gordon hevet Millicent op på benene i hendes kolde hånd.
"Arghhh undskyld undskyld undskyld!" Udbrød han imens han stadig havde fat i hendes hånd med sin egen, og med den anden kørte han et par fingre over riften i panden, som besynderligt nok allerede var på vej væk, men det tænkte han ikke så meget over.

Han kiggede lidt forundret på hende da hun leende spurgte om han havde smidt en stol efter hende. Lidt lettet over hendes reaktion mumlede han et eller andet næsten uforståeligt. "Nej... Jeg mener... Teknisk set jo, ubevidst, men du var selv ude om det!" Han kunne ikke selv lade vær at grine lidt. Så var det måske godt nok at hun var vampyr, og derfor ikke lige så skrøbelig som mange andre.

Han blev lidt overrasket da hun slog over i en anden tone, og slap hende straks, som havde han brændt sig.
"Undskyld.. Det var ikke med vilje. Det sker automatisk.. Når jeg... Panikker..." Han så flovt ned i jorden, og prøvede at lade som om at støvet dernede var spændende.

Selv om de talte mest i metafoer og hele snakken havde et teoretisk islæt, så kom nu , med et ...meget tæt på.
Millicent så op på Gordon med øjne der i et øjeblik, flakkede med små omkring flyvende spørgsmål.
Spørgsmål der dog ikke blev stillet.
Hun fik igen der her følelse af hun var af gennemsigtig plast. Godt nok var huden lys, men hun brød sig ikke om den også skulle til at være transpirant.
Hun forstod godt hvad Gordon sagde med at prøve en anden forlystelse.
Hun var bare slet ikke så sikker på , at hun gad have et turpas til kærlighedens karusel.
Måske burde man bare holde sig væk, og accepterer at de vilde rides nok ikke var al den morskab , de var sagt at være?
Igen....det krævede meget tillid.

Med et greb i hendes hånd , fik Gordon travlt med at undskylde.
Millicent blev også luge inspiceret , om hun nu var okay, og det lille øjeblik han beholdte hendes hånd, følte hun sig ...tryg.
Midt i hele virvaret...midt et uheld ....efter at fået en stol i hovedet...følte hun sig tryk.Og derfor ( blandt andet) begyndte hun at snerre. Det var lidt....farligt...at føle sådan sammen med Gordon. Godt nok var han engel, men han var nok ikke lige frem sat på jorden for at passe på Millicents skrøbelige hjerte.
Selv om det egenlig kun ville være en fair deal. Altså....hun VAR blevet overfaldet og forvandlet til vampyr ....budt at leve i mærket til evig tid, og drikke menneskers blod....havde man så ikke fortjent et par himmelske støttehjul?

" arh...jeg drillede dig kun , jeg bed jo ikke for alvor...og stolen der var ægte! Ikke en dukkehus model " smilede hun kort.
Gordon var lige så fortumlet at se på , som Millicent følte sig.
" når du panikker?..." Hun stod lidt stille og klemte øjnene en smule i, mens de små møllehjul tikkede rundt.emd to fingre under Gordons hage, rettede hun hans blik op så hun kunne opnå øjenkontakt med de blå øjne af hans.
" Du har ingen ide om hvordan du styrer din evne, Har du?" Spurgte hun stille.
Dét kunne hun relaterer til.Millicents egen evne havde heller ikke lige lært at adlyde.
Og der var ikke aftenskole hvor hun kunne lære et par fif.
" Jeg kan...kortslutte alt der er elektrisk.....problemet med det er...at det er meget svært for mig at lade vær" indrømmede hun med et større smil, der var både opmuntrende og lidt undskyldende .

Normalt gennemskuede han så let som ingenting andre væsner. Blandt andet på grund af hans anden evne. At få andre til at føle sig transparente og sårbare var nok den mest brugbare evne han havde hvis han kom i problemer, men der var noget ved Millicent han ikke kunne blive klog på. Hun var sårbar lige nu. Det var tydeligt. Og han havde intet problem med at se hvilke følelser der skinnede igennem, og gætte hvor de kom fra, alligevel var der noget i hendes måde at være, som konstant fik ham til at stoppe op og tænke *Hvad skete der lige der?*. SÅ snart han troede han havde hende i en af sine bokse, så sprængte hun rammerne. Noget man sjælendt fandt.
Så smilte hun, så snerrede hun, også smilte hun igen. I hans hoved forventede han hun ville bide fra sig igen om lidt.

"Godt du kan holde til det så hva? Healer hurtigt gør vi?" Smilede han lidt usikkert, og forsøgte ikke at træde på ømme punkter, da han lige havde fundet ud af at det gav reaktion.

Han sukkede lidt flovt, og rettede de blå øjne ned i jorden, men ikke længe fik han lov til det, før hun styrede dem op til hendes igen med 2 fingre.
"Jeg ved hvordan den virker tak. Jeg kan bare ikke selv kontrollere det. Det sker bare i ... pressede situationer" Svarede han med et rødt skær i kinderne. Den ene evne kom mest af sig selv, men denne evne med at flytte ting. Den havde sit eget liv.

"Kortslutte ? Jeg så dig ellers med din computer på arbejdet? Kan du noget ellers?" Svarede han mere interesseret denne gang.

Millicent forsøgte se forurettet ud , men at hendes mundvige trak læberne ud i er smil gjorde intet godt for dette forsøg. " Derfor er det jo ikke tilladt at hamre løs på mig , fordi jeg heler hurtigt "

Hun ville gerne have Gordon til at berette mere og give en mere fyldestgørende forklaring omkring hans evne. Men det at han ikke kunne kontrollerer den endnu , gav hende ideen om han nok ikke vidste så meget om det igen. Eller at det skulle lokkes frem , med kvindelist måske .
Men før hun kunne slå den til , kvindelisten , så ville Gordon gerne vide om hendes evne .
" ah... Show me yours and i'll show you mine ?" Drillede hun ..
" Ja... Det er faktisk ret upraktisk at jeg har tildelt netop den evne - så hvis du ser Gud eller djævlen eller hvem Søren det er der udstikker de evner vi skal have , så hils lige og sig det en ommer! " hun smilede..." Jeg er ... Ret god til alt på en com... Både i og uden for arbejde , så det lidt ærgeligt at det nogle gange brænder sammen. Mest når jeg ikke fokuserer... Hvilke så åbenbart sker ofte " Millicent himlede med øjnene iver sig selv .
" det er jo alle former for maskiner... Kaffe , microovn , mobil , pc ... You name it "
Ja, Andrija brugte hende enda til at slå en alarm fra så hun kunne vælge og stjæle sin egen forlovelsesring. Den der nu lå i boksen.

Hun teak vejret ind gennem næsen og pustede ud af munden. Det føltes godt - selv om det var ganske unødvendigt.
" om jeg kan andet ... Ja da ... Skrive , læse . Flere sprog , lave cowboy toast... " hun sendte ham et drillende grin... " jeg kan en ting mere " blev hun helt alvorlig ... Hun talte meget lidt om de ting her. Andrija vidste det ikke engang. Kun Diego . Fordi han ikke kunne tvinge sig adgang , havde han opdaget det.
" jeg kan blokerer alle forsøg på psykisk manipulation ... Altsår sådan dirket ... Ikke følelsesmæssigt , der havde sku ellers været mere anvendeligt " rynkede hun på næsen.
" jeg kan lukke døren mentalt , så alt det med at læse tanker , plante billeder i mit sind eller tvinge mig til at gøre ting ved at styre mig gennem tanker og pille ved min hjerne..ingen kan det , jeg sætter er mentalt skjold op"
Senere ville evnen udvikles til at kunne beskytte også fysisk ,HVIS hun nogensinde fik behersket den til udmærkelse. Men det skulle man nok ikke regne med skete.

De var efterhånden tæt på Millicents gade og lejlighed. Gordon havde vist sig en formidable billist.

"Hvis jeg kan tillade mig det på nogen, så må det være dig!" Gav han hende igen med et kækt smil.

Han hævede et øjebryn af hendes udfordring. Han kunne ganske vidst ikke beherske sin mere fysiske evne. Til gengæld virkede den anden temmelig udmærket.
"Ah så da du hentede kaffe på dit arbejde var det en mindre mission?" Drillede han hende videre. Selv var han nu glad for at han ikke kortsluttede ting. Det ville ødelægge hans hemmelige arbejde lidt. At hun påstod at være godt til computere var mærkværdigt, for sådan var han jo også selv.

"Den cowboy toast bliver du nød til at bevise" Gav han igen med et glimt i øjet, men lænede sig så lidt frem for at lytte interesseret da hun blev mere seriøs.
"Blokere dit sind? Interessant." Mumlede han og overvejede det lidt. Han havde ganske rigtigt ikke opfanget a hun havde løjet for ham endnu, så hvis hun havde, så måtte hun kunne blokere hans evne, men på den anden side, så var han ret sikker på at den stadig virkede. Da den mere fungerede ved at tyde hendes kropssprog og den måde hendes stemme bevægede sig.

"Kan jeg holde din hånd?" Sagde han pludseligt og rakte sin egen ud. Så tilføjede han lidt henkastet: "Rolig nu, ingen hanky panky, promise" Med et drillende blik.
Hvis hun gjorde som han påbad ville han se koncentreret på hende. "Fortæl mig noget. Det må gerne være løgn, men behøver det ikke." Sagde han så og betragtede hende stadig med let sammenknebne øjne. Han var stadig ret positiv på at kunne fornemme om hun løj, men om han ville kunne gennemskue sandheden bag var noget andet. Det kunne han som regel når han rørte personen. Egentlig var det jo ikke at manipulere hende psykisk, for han ændrede intet i hendes sind, men det gjorde hendes udsagn så let gennemskueligt som glas hvis det virkede.
De stod efter en biltur foran Millicent lejlighed nu. Det var sent, men solen var ikke begyndt sin opstigning endnu.

Millicent løftede armen,som skulle hun tjekke egen aroma ud .
" Måske er det noget i min duft der indgyder folk til at jeg skal være deres private lille boksebold" små fjantede hun. Gordon ville nok aldrig lægge hånd på en kvinde, havde hun på fornemmelsen. Hun lavede en finurlig lille grimasse. Det var jo sådanset heller ikke nødvendig for ham, når han kunne få ting til at ramme ' ved uheld' .

" Hvor store ting mon du kan få til at flyve gennem luften?"
Tanken facinerede hende. Det var et eminent selvforsvar, meget bedre end at få en lampet til at gå ud, måtte man sige.

" jeg skal da nok trakterer dig en dag...og toast lyder fint.Vin eller champagne til ? "
Aldrig i sit liv havde hun budt gæster på cowboy toast...ej heller i sin død.
Men en ide var ved at forme sig .En dag ...nær hun lige var kommet gennem jul og nytår..ville hun lave lidt sjov med Gordon. Og inviterer ham til Cowboy tema spisning med mere.

Millicent nikkede...
" Ja, det er ret spændende .Diego kan læse folks tanker...han kan tale til mig men ikke læse mine tanker, for jeg blokerer ham.
Men...han er jo en milliard år cirka , og hans evne er meget stærk, så det lykkes nogle gange for ham at stjæle små flashes af mine tanker.Især hvis jeg ikke er opmærksom på han roder rundt derinde" hun smilede.

" Men jeg ville langt hellere kunne flyve eller puste ild ud af munden. dét ville være sejt ! " små grinede hun.
Det ville også være mere anvendeligt i en kamp, troede hun da.

Hendes øjne for et øjeblik målløst over ham..." om du må holde min hånd?"
Hun lignede grisling lidt , det fortabte udtryk den lille fyr kunne have, men det hjalp lidt at det ikke var kun for at holde hånd og flette fingre, for så havde hun måtte afslå. Hvor var hun også fjollet at blande tingene sådan sammen.
Hun rakte hånden ud og lagde den oven på Gordons.Hans hånd føltes varm og ...solid.Et lille smil lå over hendes læber.
Hun hævede blikket fra deres hænder til hans øjne, og så spørgende på ham.

" Min fætter var forelsket i mig" kom det udtryksløst efter et øjeblik.
Det var løgn. Det var fætterens ven der på det nærmeste var kravlet op under Millicents nederdel , med hånden, til en grillfest hjemme hos Millicents onkel og tante.Hun var blevet så forskrækket at hun puffede ham væk- hårdt.
Og han var ikke parat til af isningen,så han tumlede bagover...og lige ind i grillen.
Den lækre steg fløj ned på jorden og grillkullene trillede ud på græsset...og over tante Beths fine røde sandaler....dem med luft til tærene.Hun havde stadig et ar på storetåen.
Skal vi sige det sådan at stemningen dalede kraftigt , da der kun var pølser tilbage at smide på den store gril.
Men de næste tre måneder, modtog Millicent hver fredag et glødende kærestebreve fra Thomas. Lige indtil han kastede sin kærlighed på pigen der solgte is, nede ved havnens isbod.Så fik hun kærestebreve, og han Thomas fik gratis is.

De stod foran hendes dør, da hun lod ham holde hendes hånd.
Millicent ville spørge om han ville med op, til en godnat kaffe eller ...et eller andet? Nu havde han kørt tværs gennem byen med hende, så det var det mindste hun kunne gøre. Bare han ikke døde af Senkas hundepels...sådan ...tæt på jul.

Han fnøs og svarede ironisk. "Nej det er min duft der indgyder folk til at jeg skal være deres aftensmad." Et smil spillede på hans læber idet han sagde det, selvom det egentlig var noget han var angst for.

Han så lidt ud i luften og synes at tænke over det. "Engang væltede jeg ubevidst en isvogn nedover en vampyr. Der var filuris over hele fortovet, men det skabte forvirring og fik mig væk" Svarede han så. Det var vidst det største han havde 'leget' med, men han var ikke i tvivl om at det godt kunne blive værre i den rigtige situation.

"Champagne. Vin og toast er no go" fortsatte han leende, velvidende at champagne og toast måske heller ikke var match made in heaven.
Gordan anede ikke hvem denne Diego hun snakkede om var, men han lød som noget af en fætter. Ikke en man lige ville blive uvenner med. Milliard år gammelt væsen.
"Aha, så man kan komme uden om dit skjold" Smilede han, og havde allerede besluttet sig for at hvis hans evne ikke virkede, så ville han træne sig op til at finde hendes evnes svaghed, og komme forbi.

Han forstillede sig et øjeblik en flyvende Millicent med ild ud af munden og kom til at fnise. "ja... Det ville være... kønt" Var det eneste han fik sagt til det.

Han mærkede lidt på den kolde hånd. Normalt ville det være så nemt som ingenting at tyde udfra puls og krops temperatur, men det virkede ikke vampyrer desværre, så var det godt han havde evner istedet.
Hun kom med hans udsagn, og han smilede tilbage på hende med et udfordrende blik. Hans smil blev lidt bredere i en drillende facon.
"Åbenlyst løgn." begyndte han selvsikkert. "Det var din brors ven Thomas" Fortsatte han, men tøvede lidt mere. Normalt kunne han se det hele. Gå ind i hendes hoved og se minderne, men dette var anerledes. Han kneb øjnene sammen. Hun var gennemsigtig alright, men han kunne ligesom ikke komme tæt nok på til at se alle detaljerne. Noget skubbede hans syn væk. "Noget med ... En steg.. Og nogle hullede sandaler.." Mumlede han forundret, men måtte så give op. Resten af det minde var blokeret.

Efter et par sekunder fik han sig så taget sammen til at sige noget mere. "Imponerende. Jeg plejer at kunne se det hele.. men ikke her." Han sendte hende et skævt smil.
"Nå man jeg må hellere..." Sagde han så og skød de blå øjne ned i jorden. Han holdt nok fast i hendes hænder et sekund længere ned han burde, men så gav han også slip.
"Det er ved at blive sent."

Millicent var imponeret.
Hun vidste ikke hvordan hans evne fungerede, men det så ud til at han kunne føle ting på hende...eller læse overskrifterne, men de fyldestgørende afsnit fik han ikke med. og overskrifter kunne let mislede.

" Jeg synes det er spændende, men ved du havd fister løgsovs ? Igen en finger under hans hage, mens den anden hånd stadig var i hans..." Du har bare at holde dig ude derfra, og DET kan du godt betragte som en ordre!" Hun trak fingeren til sig.

Tilfreds med at privat livet kunne forblive privat, smilede hun varmt og strøg nu tommelfingeren over hans hånd.

" Det er da flot du kunne sige det var usandt. Men nu er jeg generelt røv dårlig til at lyve " smilede hun og så ned på deres hænder.
Hun var træt...måske enda en smule sulten efter blod, så det var sikkert det der fik hende til at føle at Gordon beholdte hendes hånd bare lige en smule længere, end han behøvede.
Millicent blev fanget i øjeblikket, og det virkede helt definitivt, da de på en måde var ved at bryde op og sige farvel.
" Ja...det er blevet sent" lød det som en lille mumlen. Hun havde naturligvis mange timer før det var sengetid, men Gordon var på en anden tidstabel end Millicent - hell...det var stort set alle, vampyrene undtaget.
Millicent stod og trippede lidt , og fik så taget sig sammen.
" Det har været en dejlig aften Gordon...tak for du kom på besøg på DN og ...fordi du halede mig med videre" rundede hun af stille, lænede sig lidt frem og hvis han ikke flyttede sig, ville et blødt lidt temperaturnedsat kys ramme hans kind.
" Vi ses..." Lød det, før hun forsvandt ind i den mørke opgang. Der var intet lys der bød velkommen og passede på man ikke snuplede. Lamperne var for gud ved hvilken gang var sprunget igen, og pedellen var ved at opgive at skifte dem konstant.
Det havde været en dejlig aften.

// out.

Han smilede skævt. Hans evne var ikke til meget gavn nu, når hun vidste hvad hans hensigt var, men det var hurtigt ude af hendes hoved, og hvis hun prøvede at lyve en anden gang, så ville han opfange det. Det var altid nemmere at tyde, når han havde set personen gøre det én gang.

"Uhhh why don't you make me?" Drillede han med en ironisk, lettere barnlig tone. Han havde allerede sat sig for at hun skulle være gennemsigtig som glas, og selvom han nok aldrig ville kunne forudse hendes næste træk, så ville han bestemt finde ud af om hun skjulte noget ved hendes gamle træk. Det var bare at spørge.

Han lo og lagde hovedet lidt på skrå. "Sandt nok. Lige der i hvert fald." Gav han hende lidt flabet ret. "Men jeg er sikker på at du kun bliver bedre når du mener det" Hans blå øjne gav en glød fra sig. Han trykkede hendes kolde hånd blidt inden han slap den.

"Ja..." Han skulle til at vende rundt og begive sig imod sin bil, men inden han kunne nå det frøs hun ham fast i et let kys på kinden, og lige i sekundet var det eneste han egentlig kunne fokusere på hendes kolde læber på hans varme kind.
"Jeg øhm.. eh" mumlede han lidt forvirret, i takt med at hans egen temperatur i ansigtet steg, men før han kunne nå at sige mere, var hun forsvundet ind i den mørke opgang, og alt han kunne var at prøve at virke nogenlunde rolig, og sende hende et vink, efterfulgt af et charmerende smil. Taknemmelig hvis hun ikke havde noget at se farven i hans kinder, og taknemmelig over at hun ikke kunne læse hans tanker lige der.
"Ja vi..ses .. snart" Mumlede han tilbage ud i den tomme aften. Hun kunne ikke høre ham mere, men det var ligemeget. Det var mere et løfte til ham selv, end noget andet.

Så vendte han rundt, og begyndte tøvende at traske væk fra den varme opgang, og ud i mørket. Med hvert skidt følende sig lidt mere alene. Imens han gik nynede han en sang, men teksten havde han for længst glemt.

//out//

- samler emner ind

// collecting history //