Never blush, never rush - but always sighs /Itarian (Privat)/

Sted: Bibliotekets indre
Tid: Efter lukketid
Vejr: Småskyet og fuldmåne
Omgivelser: Mørke og bøger i alle mulige reoler og placeringer

Ingen omkring ham. Kun de mange bøger og uendelig skygge, var tilstede udover Griffin.
En lav kvidren udefra lød, sandsynligvis kragens skrappen efter sin forsvunde mage. Farven sort dominerede stedet og den blege drengs hår gik i en fin forening med mørket. Der var dog ved bordet han sad på, en lampe, der skabte en mellemrund cirkel af ren lys. Han var da utroligt koncentreret og lod sig ikke forstyrre af den smalle piben, fra de udsultede albinomus, der lå døende for hans fødder. Det samme gjaldt slaverne. Ubehøvlede mennesker og væsner, der ikke forstod hvor deres plads var! Han kunne blive så gal, tænkende på en gammel kone der havde smidt sig for hans sko, i forsøg på at kysse dem. Også huskede han hvordan skoens kant havde gjort hendes kind rød, ved et kraftigt spark. Læderen havde kradset hendes kind til blods. Han bladrede videre i bogen om de foruenelige mestre, omhandlende en gammel dog smuk kælling og hendes 3 elskere. Enden ville slå både hende og de 2 elskere ihjel, imens den 3 ville komme i et uendeligt helvede med had og ustyrligt begær.
"Især lod kællingen lade sig slå ud, for at opnå større hemmelighed om hendes anden elsker, karian D. 27..." Griffins vane var at tale imens han læste, noget han fandt stupidt omkring hamselv, men hvad kunne han gøre? Sådan var han, og ingen skulle omtale det, da slet ikke mindrestående væsner.

En let puslen lød, da en bog blev trukket ud af en reol, et stykke væk fra den mumlende, halvvoksne dreng. Bogen blev derefter lagt på et bord, og en stol blev trukket ud. Itarian lod benene knække over på midten, da han bøjede dem for at sætte sig.
Hans blik kørte hen over bogens titel, han havde ikke set særligt omhyggeligt på bogens ryg, og lod rynken i panden blive en anelse dybere. Hans udtryksløse ansigt bar præg af lette, ubetydelige rifter, der stammede fra kampe mod racer der følte sig 'hævet' over ham. Mange havde, siden slave systemet var blevet sat i gang, villet have fat i ham, kvindelige slave indehavere, som mandlige. Mange forsøgte at drikke ham fuld, og på den måde få ham lullet i søvn, for derefter at lade ham tæmme. Ingen sådanne forsøg var endnu vellykket, og selvom Itarian måske gerne ville være slave, ville han aldrig kunne forestille sig selv danse op ad en slave indehaver, halvnøgen, såvel som helt nøgen. Han ville aldrig kunne blive 'ejet'.
Hans lette suk lød gennem reolerne som om et vindpust fra verdenen udenfor biblioteket havde sneget sig derind, og blandet som med den tunge, støvede lugt af indelukkethed, og for mange bøger.

De æblerøde øjne gled fra bogens skrift til den småvoksne dreng, ved det andet bord. Det lette åndedrag fik bogens sider til at flagre, der hvor fingrene ikke holdt dem på plads. Det eneste der undrede ham, var at de eneste tanker der fløj rundt i hans hoved, var om det mørkerøde hår og ikke hvordan den anden var kommet indenfor.
"Hvad laver de her..?" De fugtige læber bevægede sig knap, det lignede nærmest at stemmen ikke kom fra Griffin. Bogens side blev bladret og en ny side om Andora, den smukke kælling, og Androsia, hendes elskelige lillesøster, blev bragt på banen. Griffin kunne ikke se pointen med ingen regler, udover at den stærkeste overlever. Ganske vidst havde han selv både en elvers og en varulvs blod i sig, men fuldblods væsner var stadig så meget stærkere. Hvis der stadig havde fandtes pædagoger i denne tid, ville de have undret sig over at han hverken led af adhd eller af skizofreni. På den anden side, ingen pædagog ville gå imod viljen fra den naturlige lov.