Only fools rush in //Roman

Han havde slet ikke regnet med at en som Constantin ville gå hen og blive generet, han virkede så selvsikker, så det overraskede ham virkelig meget. Blot hans stammen var ikke noget han havde set eller forventet og selvom det hele havde været en joke, var det rent faktisk ret så fristende. Han gik ud af badet, dog med et håndklæde om livet, det var ikke fordi han allerede havde været i bad, men han kunne ty sig for at drille ham lidt mere...hvilket ikke var det mindste smule normalt for ham. Normalt gik han ikke ind for disse ting, han var ikke typen der flirtede med andre, altså det skete andre prøvede på ham, men ellers var det ikke noget han gik ind for.

Han gik hen mod ham og lagde armene over kors "Kom nu, jeg havde aldrig antaget dem for at være den generte type...er jeg ikke tiltrækkende for et bad med dem" spurte han og lagde hoved på skrå, han vidste ikke hvad der var gået af ham selv, men nu kørte ham mere eller mindre på auto pilot, han havde slået hjernen fra...bare i dette øjeblik også fremaf til Constantin var væk. Efter alt hvad han havde gjort og det ting han havde oplevet fortjente han da en dags sjov eller bare en smule sjov, hvor han ikke var følelseskold og ond. Han smilede skævt og hans øjne glimtede "hvorfor ikke sparer badet senere og tage et nu" fortsatte han. Selvfølgelig ville han respektere hvis Constantin sagde nej, men lige indtil da kunne han godt drille ham lidt, puffe lidt til ham.

Hans øjne skinnede næsten, de var stadig af den brune farve, men udtrykket i dem var anderledes end det fra tidligere. Dette udtrykke var af morskab, næsten som var han en stor kat der legede, men alligevel var der noget seriøst over hans spørgsmål. Så man godt efter i hans øjne, kunne man se at hans spørgsmål rent faktisk var af den seriøse kaliber og at han måske et sted intet ville have imod at tage et bad med denne unge blå håret mand.


[Det må vi så sandeligt, for må indrømme det er et interessant emne ^^]

(Amen!)


Det overraskede ham, at Roman kørte videre på joken og endda tog den så langt som til at gå helt ind i soveværelset kun iklædt et håndklæde om livet. Constantin, der ikke anede, hvordan han skulle reagere, kiggede fra den anden mand til loftet til gulvet og tilbage på ham igen, før han til sidst fastlåste sin blik på sine negle, som han gav sig til at pille imaginært skidt ud af. Der var stadig lidt blod på hans hænder, bemærkede han, især rundt om neglene og i folerne, så et bad ville måske være en god idé…
Han rystede på hovedet af sig selv. Nej. Det her var blot en joke, Roman drillede ham bare, og der var ingen grund til at køre med på spøgen længere. Han måtte tage et bad bagefter, eller også måtte han vente, til han nåede tilbage til hovedkvarteret.

Da Roman antog, at han var genert, skød Constantin underlæben frem som et utilfredst barn. Han undlod dog stadig at kigge på den anden, for dét ville da for alvor gøre ham stille.
”Jeg er ikke genert! Jeg er bare… du ved…” Sandheden var, at han ikke engang selv vidste, hvad han var. Ja, han var genert lige nu. Ja, han var stadig pinligt berørt over, hvordan han havde opført sig før og at Roman havde fanget ham i et ømt øjeblik, og ja, han syntes den anden var tiltrækkende, hvilket da også var grunden til, at han gjorde så ivrigt et forsøg på at undgå at kigge på hans utildækkede overkrop.

Han tog en dyb indånding.
”Jeg tror bare, jeg sparrer badet til når jeg kommer hjem,” svarede han endelig. "Jeg vil ikke være til endnu mere besvær, end jeg allerede er. Du har trods alt to liv på samvittigheden på grund af mig..."
Tanken fik lille rynke til at dukke frem imellem hans øjenbryn. Han havde allerede fået mere end rigeligt af Roman, og han kunne ikke forlange mere...

Han klukkede og rystede på hoved "Jeg sagde ikke de var genert, blot at jeg aldrig antog dem for at være det" pointerede han med et skævt smil. Han bemærkede hurtigt hvordan Constantin ikke rigtig gad kigge op på ham, hvilket fik hans ene øjenbryn til at skyde op. Så enten var han tiltrækkende og det var derfor Constantin ikke gad kigge op. Eller også var det faktum han ikke kiggede op, blot en forklaring på han ikke var tiltrækkende.

Han rynkede brynet, lænede sig over ham, derved på sin vis tvang ham til at lade blikket glide fra sine negle til ham "Så de siger de ikke har lyst, for hvad nu hvis jeg rent faktisk sagde jeg intet ville have imod det" spurte han og denne gang med mere alvor end de mange gange førhen. Han vidste ikke hvorfor, men tanken var lokkende, at skulle dele bad med den anden. Constantins anden kommentar, fik ham til at klukke endnu engang, dog blev han hurtig igen alvorlig "Jeg har ikke kun de to liv på mig, jeg har mange og det er ikke kun på grund af dem. Ja det skete mens jeg redde dem, men det er ikke noget de skal tage dem af" sagde han med en dyb alvor, han havde efterhånden slået så mange ihjel at han ikke kunne holde tal på det. Det var jo trods alt hans job at tage sig af folk, på den måde

[Undskylder igen den ringe længde]

(Det er vi vist lige gode om)


Constantin fulgte Roman med blikket, da han trådte nærmede og denne gang lænede sig ind over ham og derved tvang ham til at kigge op, undrende over, hvad den anden foretog sig. Mandens ord fik ham til at sukke og ryste på hovedet med et skævt smil. Roman var ikke så god med ord, i hvert fald ikke med dem, han valgte lige nu.

”At du ikke har noget imod det, siger ikke så meget. Jeg har heller ikke noget imod, at folk sætter sig ved siden af mig i toget, men det betyder ikke, at jeg ligefrem ønsker, at de gør det.” Constantin trillede om på ryggen, så han bedre kunne kigge op på Roman. Smilet hang stadig ved hans læber, men glæden var nærmest suget ud af det – ikke at det var noget nyt, for sådan så hybridens sædvanlige smil som regel ud. Glæde var ikke noget, han som sådan følte. Det var snarere noget, han udviste. ”At jeg finder en pige attraktiv og ikke ville have noget imod at kysse hende, betyder jo ikke, at jeg brænder efter at gøre det. Det er snarere et tegn på at jeg ville gøre det uden at kæmpe imod, hvis jeg blev tvunget til det.”
Hans eksempler var måske lidt sorthvide, men forhåbentligt forstod Roman, hvor han ville hen med dem.

At Roman så ærligt indrømmede at have dræbt andre mennesker, forskrækkede Constantin, selvom han inderst inde godt havde regnet det ud. Roman virkede så kold, fokuseret og trænet, da han uden at fortrække en mine havde dræbt de to mænd. Det var dog stadig chokerende at høre ordene om mordene udtalt fra hans egen mund. Det ville jo være, som hvis Constantin begyndte at snakke om alle sine tyverier; Roman vidste godt, at han var en tyv, men derfor snakkede de ikke om det.

”Det… Det er jeg ked af at høre.”
Han vidste ikke helt, hvordan han skulle reagere. Han havde selv taget et liv engang, men det var et uheld, og det var ikke noget, han brød sig om at tænke på. Det eneste gode ved drabet var, at han var blevet forflyttet til Di Morga som straf. Tænk, hvis det ikke var sket. Så havde han jo aldrig mødt Roman.

Han sukkede og lagde en arm på hver side af ham "De må bære over med mig, jeg er ikke vant til alt dette...men når det er sagt, hvis de ikke har noget imod det, ville jeg meget gerne dele mit bad med dem" sagde han og så direkte mod ham, denne gang med en stor alvor. Han forstod virkelig ikke selv hvad der gik af ham, han havde aldrig reageret sådan eller hans adfærd havde aldrig været på den anden side af alvorlig og kold. Han rystede på hoved og rettede sig op, dette var helt klart et punkt, hvor han var på bar bund, han vidste ikke hvordan han skulle agere eller noget hen af det.

Han trak på skulderne, lagde armene over kors, men hans øjne var stadig nede på Constantin "det behøver de ikke, men tak" sagde han og vidste ikke rigtig hvad han ellers skulle sige, der var bare ikke rigtig nogle der havde sagt ord som dem før. De fleste, specielt dem han arbejde for, tog sig ikke om hans følelser, det var mere om han kunne dræbe vedkommende også gøre arbejdet lettere for dem. I alle de år, havde han faktisk ikke tænkt på lige netop hvordan han selv havde det med det hele. Han så et øjeblik helt fjerne ud, som om han var et helt andet sted og hans tanker ligeså.

Han blinkede efter noget tid, kløede sig i nakken "Øhm, når men jeg" han pegede mod døren til badeværelset. Det var tydeligt han virkelig ikke var vant til dette, at alt dette var alt sammen nyt for ham og han blot prøvede at agere på sit bedste, som han så ikke vidste hvordan var. Han bakkede stille væk, uden rigtig at vide hvad helvede der foregik


[Som du sagde før: Amen]

”Alt dette?” spurgte Constantin undrende. Mente Roman at invitere en anden mand med i bad eller blot hele situationen i sig selv? Han virkede som lidt af en enspænder, så vidt Constantin kunne bedømme, så det ville ikke overraske hybriden, hvis han havde svært ved at være sammen med et andet menneske på den måde, som de var nu, og snakke om de ting, som de snakkede om nu - dybere, lidt mere personlige ting.

Roman virkede lige pludselig helt forvirret, som om han oplevede en masse følelser og tanker, som han enten ikke havde erfaret før eller bare ikke helt havde styr på. Constantin fik helt ondt af ham på samme måde, som man får ondt af et lille barn, der ikke kan finde ud af at binde sine sko og bliver helt betuttet over det. Han havde mest af alt lyst til at give ham et kram, for Roman virkede virkelig, som om han var helt på bar bund.
Constantin sukkede. Måske var det på tide, at han gav sig. Ærlig talt, hvad kunne så være anderledes ved det her end alle de gange, han havde fundet en tilfældig tøs i byen og var taget med hende hjem? Nærvær med andre, helst af seksuel kalibre, var den eneste form for kærlighed, han kendte til, og i hans naive tro var det den eneste slags, der fandtes.

Da Roman bakkede ud af rummet, satte Constantin sig på kanten af sengen. Han gav sig til at hive sine sokker og bukser af, men da han nåede til T-shirten, blev det straks lidt mere besværligt. Den var klistret, både af blod og sved, og det gjorde ondt at hive den over hovedet på grund af såret i hans baghoved. Han gøs. Nu, hvor han fik kigget ned af sig selv, virkede tanken om et bad blot endnu mere tiltrækkende. Han lugtede heller ikke ligefrem godt. Tøjet kunne han dog ikke gøre noget ved, men mon ikke Roman ville være sød nok til at låne ham noget? Den anden var godt nok en del højere end Constantin selv, men det skulle nok gå. Så længe toget bare undlod at falde af på hjemturen, så var han glad.
Han sukkede dybt, før han hev sine underbukser af. Det slog ham pludselig, at han tøvede så længe, fordi han stod og samlede mod. Han rystede voldsomt på hovedet. Det kunne da ikke passe… Han havde gjort det her en million gange, og med mange forskellige folk.

Han trådte ud på badeværelset, hvor Roman stod. Han stillede sig bag ham og lagde armene om hans liv, alt imens han hvilede sin kind imod den andens ryg. Den anden havde stadig håndklædet om sit liv, så Constantin var den eneste, uden tøj på, men nøgenheden generede ham ikke spor. Han var jo vant til det, og han havde intet at skjule.
"Se, nu fik du lokket mig med alligevel. Jeg fik helt jo ondt af dig, din lille hundehvalp."
En hundehvalp, det var, hvad Constantin bedst kunne sammenligne Roman med. Den anden var fuld af mod, men alligevel sårbar, på en eller anden måde. Og så den måde, hvorpå han nærmest havde tigget Constantin om at komme med i bad... Det var da ikke til at stå for.

Han nikkede og så væk, han var normalt ikke typen der tog alle og enhver hjem, det var ikke just ham der var først i byen eller ude på barene. Det var bare ikke hans kop te, han var mere typen der enten trænede eller gjorde noget helt andet, men fester og alkohol var bestemt ikke ham. Normalt ville han være mere samlet og aldrig lade sine facader ryge, eller blot i det hele taget være mere end kold og uden følelser, så derfor var dette en situation han ikke var vant til.

Han stod og var godt i gang med at gøre vandet klar, netop som han følte et par arme rundt om livet. Dette var helt klart ikke hvad han havde forventet, ganske vidst havde han både set og lugtet ham komme ind, men denne nærheden var ukendt for ham. Han blev stående, helt stiv faktisk, ikke af frygt eller overraskelse, men fordi han ikke vidste hvordan han skulle køre dette videre. Han trak vejret dybt, lukkede øjnene, men da han vendte sig om, åbnede han langsomt øjnene igen og betragtede Constantin, stå der helt nøgen. Hans ord fik alligevel et smil frem på hans læber. Hundehvalp, det havde der aldrig været noget der turde kalde ham, blot kælenavnet fik ham til at smile skævt "Acciosere de mig med en hundehvalp?" spurte han med en drillende tone, før han selv lod håndklædet falde.

En ting var at han muligvis var lidt uviden angående alt hvad der foregik lige nu, men han var på ingen punkter genert når det kom til at være nøgen, det var for ham ganske normalt og lige til. Han lagde en hånd mod hans kind, betragtede ham med en ny vundet nysgerrighed "Jeg må sige, de er lidt af en speciel person" hviskede han og lod sine fingre glide ganske blidt ned mod hans hals. Aldrig havde han mødt en som Constantin, en der virkelig kunne få den mere menneskelige side frem i ham og stadig bevarer alt andet. Det var ham underligt og anderledes

Constantin slap Roman, da han drejede omkring. Det ville alligevel være akavet nok at stå sådan, når de kunne få øjenkontakt. I stedet trådte han et lille skridt bagud og kiggede op på den anden, der nu havde smidt håndklædet. Af ren og skær høflighed kiggede han ikke ned… selvom det var fristende.

”Og hvad så hvis jeg gjorde? Du er virkelig en lille hundehvalp,” drillede han og aede Roman under hagen, sådan som man så ofte gjorde, når man snakkede med en hund. Den anden virkede dog pludselig langt mere selvsikker, end han havde gjort inde i soveværelset, så han havde på en måde mistet lidt af sin hvalpe-hed. Det irriterede dog ikke Constantin, for det forhindrede ham ikke i at drille Roman med det. Desuden brød han sig bedst om folk, der havde selvsikkerhed og var klar over, hvad de havde gang i. Når hans partner var alt for nervøs, så gik det bare ikke. Så kom han til at tænke for meget over, hvad han lavede, og det endte aldrig godt.

”Aha? Og hvordan så det?” spurgte han, da Roman påstod, at han var en speciel person. Dén havde han hørt før, men det var bestemt ikke med et kompliment i tankerne, at andre havde kaldt ham det.
Han vendte sig om imod badet. Vandet var dejlig varmt, og han tøvede ikke med at træde ind under det. Først gjorde vandet ondt imod såret i hans baghoved, men det virkede snart lindrende, og han følte sig med et samme tusind gange renere, end han havde gjort før.

Han smilede skævt, klukkede af hans små drillerier, bestående af nussen under hagen. Hurtigt greb han fat om Constantins arm, dog i et blidt greb "Så det mener de?" spurte han med et provokerende smil. Normalt fremstod han kold og behersket, men endte man med at være alene med ham, præcis som Constantin gjorde lige nu, kunne han godt virke mere provokerende. Han hævede øjenbrynet, gav slip på hans hånd og trådte selv tilbage, så direkte ned på ham med et glimt i de brune øjne.

Hans spørgsmål fik ham til at trække på skulderne og sammen med Constantin gik han ind under bruseren. Han sukkede da vandet ramte hans krop, lukkede kort øjnene og lagde hoved tilbage. Dog fandt han et drillende smil frem, lagde en arm på hver side af Constantin, trykkede sit bryst mod den andens ryg, han bøjede sig ned, så hans læber berørte hans øre "De får mig til at stille spørgsmål til alt jeg har gjort, de er ganske speciel, netop fordi de gør hvad de gør...jeg har aldrig nogensinde hjulpet en anden person, på den måde som jeg gjorde med dem" hviskede han i hans øre.

Han lagde en hånd mod Constantins mave, pressede ham mod sit bryst. Det var sandt da han sagde han aldrig havde hjulpet nogle på den måde som han netop havde gjort med Constantin, selv ikke dengang han var engel. Selvom de ting han havde hvisket til Constantin virkede som ingenting, noget der ikke rigtig havde nogen betydning. Var det noget, der for en som Roman var ganske store ting, han var som regel ligeglad med alle andre, men lige netop Constantin gjorde et eller andet ved ham, hvad vidste han bare ikke.

Constantin rykkede sig helt hen i det fjerne hjørne af bruseren, da Roman trådte ind. Det var tydeligt, at bruseren ikke var bygget til to personer, så da der i forvejen var temmelig snævert, måtte de stå tæt. Roman var dog hurtig til at udnytte den sparsomme plads ved at ligge armene om Constantin og presse sin krop imod hans, der på den måde blev skubbet tættere på de hvide klinker, der udgjorde væggen.

Han gøs, da han kunne mærke Romans læber imod hans øre. Underligt nok føltes de iskolde, og han undrede sig over, hvad den anden dog var for en. En vampyr, måske? Sådan nogle havde Constantin stødt på før, og han havde hørt, at deres kroppe skulle have en meget lav temperatur.

”Mit attraktive udseende fangede dig måske?” drillede Constantin. Da Roman reddede ham, havde han jo ikke set andet til Constantin end hans udseende, og det var endda i mørket. Gad vide, hvad der havde fået ham overtalt til at redde ham? Måske havde hybridens bøn rent faktisk virket…
Den andens hånd føltes lige så kold imod hans mave, men det var en dejlig kontrast til det varme vand.

Han smilede og lod sine fingre glide rundt på hans mave "De er meget smuk, men nej det var ikke det der fik mig til at redde dem" han nappede ham i skulderen og lod sin næse glide op og ned af hans hals "Jeg vidste hvordan de havde det...da jeg var ung, knap et par dage efter jeg blev forvandlet...alt var så nyt for mig, jeg var sulten hele tiden og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Med korte ord kan man sige jeg gjorde den forkerte mand sur, og da han fangede mig" han skar en grimasse da han huskede det. Han havde været så dum af dræbe mandens datter og man kunne nemt sige denne mand havde været magtfuld og havde gode forbindelser "Han brugte flere måneder på at torturere mig" hviskede han mod hans skulder, han sukkede før han igen fortsatte "og selvom det ikke var det samme med dem, ville jeg ikke lade det ske, plus tre mod en, det er direkte unfair og jeg bryder mig ikke om folk der spiller unfair" han indså dette var nok det tætteste han kunne komme på at fortælle nogle om sig selv. Ingen havde før hen hørt dette før og hvorfor han fortalte Constantin dette, var et mysterium.

Han gav slip på Constantin, kun for at tage nogen sæbe, hvorpå han begyndte at massere hans skuldreplader. Han lod sine ferme fingre glide hen over Constantins ryg, masserede og gjorde ham gradevis mere ren "Jeg har aldrig sagt det til nogen" hviskede han efter noget tid. Han smilede blidt, tog noget mere og masserede det blidt ind i hans blå hår, var ekstra opmærksom på ikke at skade ham yderligere eller genåbne såret i hans hovedbund.

[undskylder min korte længde]

Constantin nød berøringerne, alt imens han lyttede til Romans historie. Som han havde gættet, var den anden en vampyr. Sådan fortolkede han i hvert fald ”forvandlingen”, som den anden nævnte. Hvad skulle det ellers være? Da han blev forvandlet fra en frø til et menneske? Det virkede ikke ligefrem sandsynligt, men tanken fik dog Constantin til at smile. Så ville Roman jo være en sand prins; han kunne lige forestille sig, hvordan pigerne måtte sværmes omkring ham som myg om en lyskilde.
Den blåhårede knægt stod og kiggede direkte ind i væggen, da Roman havde fortalt færdigt. Så, efter lidt tid, sagde han: ”Jeg tror at de folk, der selv har mødt modgang er dem, der er mest villige til at hjælpe andre.”
Og dog. Constantin havde mødt masser af modgang i sit liv, men det betød ikke, at han ville ofre sig for at redde andre, der også havde problemer. Tværtimod så havde livet lært ham, at man ikke kunne stole på andre end sig selv, så det kunne være komplet ligegyldigt, hvordan andre mennesker havde det.

”Jeg er ked af at høre, hvad der hændte dig, men jeg er glad for, at du reddede mig. Jeg kunne have mistet livet,” svarede han.
Romans forsigtige berøring føltes behagelig imod hans ømme krop og han nød den mindst lige så meget, som han nød at blive skrubbet ren. Der var ikke noget værre end at rende rundt og føle sig ulækkert, især ikke, når det var ens eget blod, der var skyld i det.

Pludselig vendte han sig om og tog fat i Romans hænder for at sænke dem. Han lagde sin ene hånd imod hans kind, før han lod sine læber strejfe den andens mundvige.
”Jeg fik vist aldrig rigtigt takket dig.” Han trak sig lidt tilbage igen og smilede op til Roman.

Han trak på skulderne af Constantins eget filosofiske konstatering "Det er meget forskelligt fra den pågældende person, nogle ville jeg sige ja og med andre nej. jeg ved stadig ikke hundrede procent hvorfor jeg redde dem, det er imod meget af det jeg står for...men jeg siger ikke jeg fortryder det" hviskede han og strammede sit greb om ham, dog uden at forvolde mere skade. Constantins ord, var som ingen andres, havde det været en anden der havde udtalt præcis samme ord, havde han højst tænkeligt bare slået det hen, men Constantin...det var bare anderledes end så meget andet.

Han smilede og kyssede hans skulder "Nu skal de ikke tænke på det, der kunne havde været sket så meget, men de er i live og det er det vigtigste" hviskede han imod hans bløde hud omkring skulderen, før han begravede ansigtet imod det stykke hvor skulderen og halsen mødtes. Han spandt næsten, så hele hans brystkasse vibrerede, han var i det sekund næsten som en stor kat, der gjorde tegn på at kunne lide hvad der skete.

Han rettede sig op og betragtede Constantin med stor opmærksomhed specielt da han med et vendte sig om og tog hans hænder i sine. Han lukkede kort øjnene da han følte den andens læber strejfe mod hans mundvige og et smil formede sig på hans læber. Han lagde en af sine egne hænder mod den Constantins kind, bøjede sig selv ned mod ham "ingen oversag" hviskede han og trykkede ganske let sine læber mod hans. Han strøg ham ned af ryggen, rettede sig endnu engang op og hævede øjenbrynet "jeg er glad for at kunne hjælpe dem" han trak på skulderne og kløede sig i nakken

Constantin skuttede sig lidt, da han hørte Romans fortolkning af hans teori. Afsløret. Han var jo netop en af dem, som ikke ville redde et andet menneske, men det behøvede han ikke at nævne nu. Han var begyndt at nyde Romans selskab, i hvert fald var han en spændende samtalepartner, så der var ingen grund til at skræmme ham væk ved at afsløre, hvor forfærdeligt et menneske, Constantin var. Han havde jo på ingen måde sine værdier og moraler i orden.
”Jeg forlanger heller ikke en forklaring eller grund til, at du valgte at redde mig. Jeg er bare glad for, at jeg stadig har livet i holdt,” beroligede han Roman med. Hvis han til gengæld var sluppet væk med livet i behold, så ville det først være, når bandelederen havde brækket hver eneste finger på hans to hænder og derefter efterladt ham på jorden, hvor han højst sandsynligt ville ligge bevidstløs indtil nogen fandt ham.

Han lukkede øjnene og nød kyssene, som Roman plantede omkring hans skulder. Ikke et eneste øjeblik tænkte han på, at den anden var vampyr, og at han burde være ekstra vagtsomt, når Roman nærmede sig hans halsområde. Nej, han havde travlt med at prise sig lykkelig for, at han stadig var i live, som den mørkhårde bad ham om.

Constantin blev glad, da Roman gengældte kysset. Den andens efterfølgende handlinger morede ham dog ikke; Roman trak på skuldrene og kløede sig i nakken, næsten som om han var usikker og ikke helt vidste, hvad han skulle gøre af sig selv. Nu gik det ellers lige så godt.
Et blidt smil bredte sig om Constantins læber.
”Hvad så, hundehvalp?” spurgte han og kiggede op på den anden. Hans turkisblå hår hang i tunge, våde totter omkring hans ansigt og fik ham mest af alt til at ligne et væsen, der netop var kravlet op på land fra havet af. Men havfruer og sirener var jo kendt for at være smukke, ikke? Det måtte de være, hvis de skulle være i stand til at lokke sømænd i døden.

Han rullede med øjnene "jamen så sparer jeg tiden på at finde ud af hvorfor" han blinkede drillende og prikkede ham på næsen. Hans smil afslørede en tandrække af hvide og perfekte tænder. Det var sjovt, men når han tænkte tilbage på hvad der var sket, fortræd han ikke ligefrem at havde reddet Constantin. Blidt kørte han en hånd igennem den andens hår, flettede sine fingre ind i det, blot for at føle det mellem dem, det var overraskende blødt, også selvom det så ud til at være det, overraskede det ham englelig stadig. Constantins ord om at han igen var en hundehvalp, fik ham til at stramme grebet om hans hår, han bøjede sig ned mod ham "jeg er ingen hvalp" hviskede han og uden et sekunds varsel, trykkede han sine læber mod Constantins.

Efter et par sekunder, gav han slip og trådte ud af badet "du kan blive i så længe du ønsker, jeg skal lige ordne noget" han var ubevidst begyndt at kalde ham du og ikke de, hvorfor vidste han ikke. Måske var det fordi han var nede på jorden, når han var i selvskab af ham eller også noget helt andet. Han smilte bredt, før han fandt et håndklæde han viklede rundt om livet og et andet til at tørre sig og løbet af ingen tid, havde han forladt badeværelset og bevægede sig nu ind mod det andet værelse, blot for at få tøj på.

[igen undskyld længden]

Da Roman uden videre bare gik ud af badet, følte Constantin en inderlig skuffelse brede sig. Nej, det var snarere en form for bitter irritation… Var han virkelig blevet lokket med i badet bare for dét? Et kys og lidt massage på ryggen? Kunne det virkelig passe, at Roman kunne være så iskold overfor det faktum, at de begge stod komplet nøgne under en varm bruser? Fik det ham slet ikke til at føle noget, eller til at ville noget?

”Du er en hvalp, når du stikker halen imellem benene på den måde,” mumlede Constantin irriteret for sig selv, da Roman havde forladt badeværelset. Det kunne godt være, at han var en dygtig skuespiller og god til både at skjule og frembringe følelser, men der var en følelse, der altid havde været problematisk for ham at lukke låg over, nemlig hans vrede.  

Hvad det end var, Roman skulle, så måtte det godt nok være af høj prioritet, siden det var vigtigere end at være sammen med Constantin i badet. Kunne han slet ikke se, hvad han gik glip af?
Det kunne den blåhårede knægt i hvert fald. Han følte sig snydt, ja, nærmest udnyttet. Den måde, Roman havde lokket ham med i badet på, havde lovet ham guld og grønne skove, men alt han fik var en rådden træstub. Når det kom til den slags, var Constantin meget nærtagende.

Han slukkede for vandet og fandt et håndklæde frem. Dryppende af vand gik han ind på soveværelset, hvor han fandt sit tøj, som han tog med ud på badeværelset. Bag lukket dør, for Roman skulle i hvert fald ikke få mere af ham at se, begyndte han at klæde sig på i det blodplettede tøj.

Han forsvandt hurtigt ind på sit arbejdsværelse, hvor han foretog nogle opkald, for ham var det efterhånden virkelig vigtigt at Constantin var i sikkerhed, i hvert fald fra dem fra tidligere og hvis han huskede rigtigt, var det ikke alle trusler nogle bander tog seriøse. Så det ville ikke komme ham som en overraskelse hvis de valgte at hyrer nogle der kunne sporer ham ned, således at de kunne gøre deres arbejde færdigt. Altså permanent fjerne ham. Derfor havde han ringet rundt til nogle af de få venner han havde, spurt om de ikke kunne tage en kigger på denne bande og se hvad de lavede af aktiviteter, hvis han var heldig tog de hans trussel seriøs og tænkte aldrig på at nærme sig ham, eller også gjorde de ikke og det var det han ikke kunne have

Netop som han lagde på, kunne han høre en dør blive åbnet og derefter lukket, han havde allerede selv fået et par løse jeans på og gik ind i sit soveværelse, men på vejen så han kun hvad der lignede en sur Constantin. Blot synet fik ham til at stoppe op, hvad havde han gjort? Han gik hurtigt op til døren og bankede på, om der så var låst eller ej, ville han ikke åbne den op, aldrig ville han bryde en andens grænse på den måde "hej er du okay?" spurte han og fandt sig selv i at blive bekymret. Han var ikke vant til alt dette, så det overraskede ham virkelig når han gik hen og følte noget.

[wow føler lidt jeg kun undskylder for en ringe længde]

Constantin fik tøjet på efter at have kæmpet en hård kamp med hans jeans, der absolut ikke ville på hans våde ben. I det mindste var de dog rene. Det var mere, end hvad man kunne sige om hans bluse.
Han var i fuld gang med at tage sine sokker, da Roman bankede på døren. Om han var okay? Nej, selvfølgelig var han da ikke det! Han var blevet slået ned og havde netop fået frataget aftenens eneste glæde.

Han trak vejret dybt ind og måtte holde et vrissent hvad tror du selv tilbage. Det krævede anstrengelse og beherskelse, men da han så endelig svarede den anden, var hans stemme til gengæld også iskold og uden et spor af vrede.

”Ja, jeg klarer den.”
Det var kun halvvejs løgn. Selvom han ikke var okay, vidste han jo godt, at han ville klare den. Han rejste sig fra toiletsædet, da han havde fået den sidste sok på, og trådte ind i soveværelset igen. Han gik direkte forbi Roman, men stillede sig til gengæld med fronten imod ham et par meter borte uden at vide, hvor han skulle gøre af sig selv. Skulle han mon smutte nu?


(Well, samme her. Er også lidt træt nu, haha.)

Han rynkede brynet, fulgte ham med øjnene, stille gik han hen til ham "jeg er ked af at jeg var nød til at forlade dig i badet...tro mig det var ikke noget jeg ville, men jeg var samtidig også nød til at få foretaget nogle opkald" forklarede han, lagde lidt en hånd mod hans kind. Han kunne godt fornemme det var lidt af en løgn han blev stukket, hvilket gjorde ondt, han havde aldrig løget for Constantin, i det tidsrum de havde kendt hinanden. Det mindste han havde håbet på var det samme. Han sagde dog intet til den lille løgn, valgte i stedet at forklarer sig selv "Jeg ville gerne være sikker på at hvis banden, fik så meget som en ide om at lede efter dig, ville de blive stoppet. Nok kunne de to ikke gøre så meget, men jeg kender godt den slags personer" han trak på skulderne og lod sin hånd glide ned mod hans hals.

Hans brune øjne var konstant på Constantin, måske være sikker på at han var okay, hvilket han havde en fornemmelse om at han ikke var. Han havde virkelig den følelse af at havde gjort noget forkert. Det var ligesom konen, der var sur på manden, men blot sagde at hun havde det fint hver gang han spurte til hvad der var galt. Han følte han var den mand og at alt ikke var fint, selvom det blev sagt det var. Han bøjede sig ned mod ham, trykkede sine læber mod hans pande "jeg er ked af hvis du troede andet" hviskede han og rettede sig op, fortsat med sine øjne rettede mod Constantin, blot for at se hans reaktion og hvad han ville gøre

[haha, sad]

(Undskyld ventetiden.)


Da Roman lagde en hånd imod hans kind, skubbede Constantin den hidsigt væk. Nå, så nu kunne han lige pludselig godt røre ham? Det gad den blåhårede ikke at finde sig i. Man skred ikke bare fra en, man havde lokket med i bad, og så endda under protest. Han fnøs.

”Du skal ikke tænke på mig. Jeg klarer mig selv. Jeg har folk til at tage sig af den slags, så bland du dig uden om.”
Det lød måske en smule utaknemmeligt, men lige nu var Constantin ligeglad. Han var bare irriteret, og følte sig dybt udnyttet. Desuden var det spild af Romans kræfter, at han forsøgte at hjælpe ham yderligere. Lige så snart Constantin kom hjem til tyvenes hovedkvarter, ville alle spor efter denne aften blive slettet, og så havde han intet at bekymre sig om.

Romans næste undskyldning fik ham til at hæve øjenbrynene og ligge armene over kors.
”Troede noget andet? Hvad mener du?” spurgte han. Dé forstod han ikke helt. "Jeg troede ikke. Du lokkede mig med til noget, jeg ikke ville, og så skred du. Der er ikke mere, jeg behøver at tro."