The things we never saw coming

Tid :: Den er omkring 16:47
Sted :: En lille stille cafe
Omgivelse :: Der er et par stykker i cafeen, ellers er der stille
Vejr :: Det er englelig koldt, også alligevel ikke
Påklædning :: tøj dog er hendes går sat op i en knold og hun har sorte gamacher inden under, plus et så har hun et forklæde på og et navne skilt
Emnet er tilegnet Zachary.

Udenfor rasede kulden, rasede vinteren. En ting var sikkert, kulden var over Frankrig og det blev ikke just varmere lige inde for de næste par uger. Dog inde på en lille hyggelig cafe, var temperaturen en helt anden historie, her var varme og en blid musik der fyldte over det ellers så stille sted. Siddende med benene oppe på disken og et blad i skødet, samt en kuglepen i munden, var Syrena. Havde hun været hjemme hos sin familie, havde hendes mor højst tænkelig smækket hendes ben ned fra bordet, eller faren var kommet med sur bemærkning om ikke at have benene oppe. Det var vel bare hendes kendetegn, fødderne oppe på bordet, mens hun sad med bladet i skødet og kuglepinden i munden, enten var den der eller så legede hun med den i hånden, mens hun med et fin rynke mellem øjenbrynene læste i bladet.
Hun sukkede og lagde hoved tilbage, lod kuglepinden og bladet, smide hen på bordet, mens hun masserede sine tændinger. Hun magtede ikke tage hjem, ikke til ham. Hun havde ikke penge nok til at bo alene, så hun var tvunget til at bo sammen med en gammel ven...eller hun troede det var en ven. Hun måtte senere mærke på både hud og sig selv, at han var alt andet end en ven. Hendes lange ærmer dækkede heldigvis for de sidste mærker han havde lavet på hende. Men hvad kunne hun gøre, hun tjente ikke nok til at få sit eget sted og dette var vel det eneste hun kunne gøre.
Hun lukkede øjnene og forsøgte i stedet at tænke på bedre ting. Et smil dukkede op på hendes læber, da hun huskede de gode tider da hun var barn. Hun løb rundt med sin bror og de havde det englelig generelt godt. Gud hvor hun savnede ham, da beskeden om hans død nåede dem, forlod hun ikke sit værelse i flere uger, hun blev der inde og græd bare. Til sidst kunne hun ikke klarer at være et sted hvor han ikke var, så hun havde parket sine ting, samlet de penge hun havde og flyttet til Frankrig, blot for at komme væk fra alle minderne. Hun sukkede og masserede sine tændinger hårdere, mens hun forsøgte at smide de dårlige minder væk og bare tage de gode ind

(håber dette er godt nok ^^)

Klokken fik hende til at sukke...med andre ord arbejdet kaldte og siden der ikke var andre på vagt end hende, betød det hun var nu tvunget til at rejse sig fra hendes ellers så varme plads og bevæge sig ned for at tage imod bestillingen. Hun satte fødderne ned på gulvet, så op mod døren, hvor hun kun nåede at se ryggen af den unge mand, også det bord han satte sig ved. Hun rynkede brynet og kunne ikke slippe følelsen af der var noget bekendt over det hele, måske mere den unge mand. Hun rystede tankerne væk, fik endelig rejst sig op, hvorpå hun tog blokken og kuglepinden. Hun lagde kuglepinden op på dens sædvanlige plads oppe ved sit øre.
I en flydende bevægelse, gik hun uden om disken og bevægede sig ned mod ham, hendes øjne var ikke rettet mod ham, men snarer mod blokken, da hun nåede ham "Så hvad skulle det være" spurgte hun, mens hun fjernede kuglepinden fra øret og først der fjernede hun blikket fra blokken og så ordenligt på manden. Hendes hjerte stoppede det sekund hendes nøddebrune øjne landede på hans ansigt. Hun tabte blokken og kuglepinden, stirrede på ham med overraskelse malet over hele ansigtet.
Hun lagde en hånd over sin mund, fik tårer i øjnene "det kan ikke...det her kan ikke være sandt" hviskede hun og trådte tilbage. Det kunne ikke være ham, hun var der da de begravede ham, hun læste brevet om hans død...det kunne umuligt være hendes bror. Hun fjernede hånden, bed sig hårdt i læben, mens hendes øjne stadig var på ham, som hun havde savnet ham, som hun hver dag bad til at han ville komme hjem i live...de bønner der blev kastet til jorden med hans død og her sad han...men det kunne det ikke være...eller kunne det?

Hun stivnede da han sagde hendes kælenavn, det havde været så længe siden sidst hun havde hørt det navn. Moren og faren havde ikke turde sige det, i frygt for hvordan hun ville reagere. Hun havde fuldkommen lukket dem ude da nyheden om hans død nåede hende, hun kunne bare ikke kapere det, specielt fordi hun huskede hvordan hun havde haft det den dag de skulle sige farvel til ham. Lufthavnen havde nok været en af værste steder hun havde forestillet sig at være ved, mest fordi det gav så mange minder.
Hun havde stadig intet sagt, hun stod bare og lignede en der havde set et spøgelse, men da hans varme arme lukkede sig om hende, gispede hun og greb fat i hans bluse. Hun holdte godt fast, næsten som om hun frygtede han ville forsvinde hvis hun ikke gjorde. Hun lukkede øjnene og begravede ansigtet mod hans bryst, nød følelsen af hendes brors trykke favn "please sig jeg ikke drømmer" hviskede hun næsten desperat. Hun bed sig i læben og holdte tårerne inde, det føltes helt uvirkeligt, næsten som den dag han skulle afsted, da hun gav ham det sidste kram. Hun huskede hvordan hun havde nægtet at give slip, så hun skulle mere eller mindre tvinges til at give slip igen "jeg har også savnet dig...så utroligt meget" hun lagde kinden lige over hans hjerte, lukkede øjnene. Hun var så lille og næsten skrøbelig i hans arme, og dette sekund var hun mere end bare skrøbelig.
Hun så op på ham, sukkede og bed sig i læben "det tog det rigtigt hårdt...jeg tror de er ved at gå i bedring" sagde hun og smilede svagt. Hun var godt klar over at han ikke var menneske, men han var heller ikke vampyr...han kunne ikke være ond, det var hun mere end bare sikker på. Med et dukkede en frygt op i hende, ville han forlade hende? "lov mig du ikke forsvinder igen" hun trykkede sig mod ham, ville for alt i verden ikke give slip. Selvom hun kun var et år yngre end ham, følte hun sig i dette sekund en hel del yngre end hun i realiteten var

Hun nikkede og nød hans fingre igennem hendes mørke hår, hans ord gjorde hende ret i hendes teori og hun vidste at han ikke var menneske, ellers ville hun nok havde været lidt mere end bare sur på ham hvis han havde været "det ved jeg" hviskede hun og sukkede, hendes forskrækkelse havde lagt sig og nu var lykken over at han virkelig var her ved at danne sig...han var der virkelig, det var ikke en drøm. Efter hans død havde hun haft et par drømme hvor hun så hvordan han kom hjem med tasken omme bag på sin ryg, med det sædvanlige skæve smil og de varme øjne. Hun måtte så sande at det ikke skete, hvilket skete hver gang hun forlod drømme verden eller sit værelse.
Hun smilede og så op på ham med blide nøddebrune øjne, dog fik hans spørgsmål hende til at se ned og hun bed sig hårdt i læben "efter du døde...det var virkelig hårdt og jeg...jeg kunne bare ikke klarer det, gud hvor jeg havde lyst til at slå dig da du tog af sted. Du gjorde mig så vred, men jeg forstod dig også godt, jeg forstod godt hvorfor du gjorde som du gjorde...men det gjorde bare ikke smerten bedre" hun trak vejret hårdt ind "og da vi fik brevet...jeg forlod ikke mit værelse i lang tid og pludselig kunne jeg bare ikke klarer det også tog jeg af sted..jeg pakkede mine ting og flyttede. Mor var ked af min beslutning, men hun forstod mig også godt...også kom jeg her til" hun slog ud med hænderne.
Hun havde lavet en masse velgørenheds arbejde her, samt havde hun to jobs som huntog ganske seriøst. Hun arbejde for at få andres liv til at blive bedre, hvor hendes eget ikke altid havde været nemt. Hun dyrkede også sine passioner og selvom alting ikke altid var nemt, gik tingende langt bedre for hende. Da hun var mindre så hun utrolig meget op til Zachary, hvilket også var derfra hun fik lysten til at hjælpe andre. Men hvor han tog i krig, var hun pacifist og forsøgte for alt at undgå vold. Hun smilede over mindet "kan du huske da vi var små...du ville være soldat, det er faktisk din skyld jeg endte op med at ville hjælpe andre" hun kørte en lok af sit brune hår om bag øret og smilede bredt op til ham

Det gjorde ondt at høre hende sige det.  Der var ikke meget der kunne forhindre ham i at tage af sted, men hun kunne have været den eneste undtagelse, hvis hun altså ikke også havde støttet op omkring ham, og hans valg. ”Jeg er ked af det.” han så ind i hendes øjne, og mærkede hvordan tårerne pressede sig på. Han var ked af at han påførte dem en sådan sorg, for det havde han aldrig ønsket for dem. Han håbede dog at det var stolte af ham, på trods af at deres følelser måtte være overvældende. At de aldrig ville glemme ham, eller hans gøremål i krigen. ”Jeg gik direkte ind i døden, Syrena.. For at redde en baby.” stemmen knækkede over, og det var tydeligt at mærke hvor hårdt døden havde taget på ham. Tårerne trillede ned af hans kinder, og selvom han ikke fortrød sin handling.. så ville han stadig være i live, hvis han blot fulgte med sin patrulje til sikkerhed. ”Og jeg vidste, jeg aldrig skulle se jer igen. Jeg opgav alting for en fremmed..” han tøvede og trak vejret dybt for at samle sig. ”Det var ikke meningen jeg skulle se dig, eller nogen anden fra mit tidligere liv… mor og far må ikke kende til dette.” han så atter ind i hendes øjne, og havde en mere alvorlig mine. Det ville være for risikabelt, og han håbede at hun ville være med på den. ”Kan du love mig det? Det er det eneste jeg ønsker.” selvfølgelig ville han gerne se dem, men som engel havde man ikke ret til at vende tilbage til sit gamle liv. Genfødslen var starten på noget nyt, og de skulle blive ved med at tro at han var død. Det var måske også meget at forlange af hende, og han var ikke sikker på at hun ville holde det for altid, men det var vigtigt at hun holde  det hemmeligt de næste par måneder - Indtil han havde fået mere styr på sit liv.

Han smilede lidt over mindet, og tørrede vandråberne væk fra hans kinder. Minderne om dengang de var børn og ubekymrede, var nogle af de bedste han havde. Han var glad for at hun sagde det. Han ønskede at hun gjorde noget ud af sit liv, og skabte en større mening. De var ikke født i rigdom, og havde derfor en stor lyst til at hjælpe andre, fordi de blot var taknemlige for hvad end de havde. ”Jeg ved du bliver til noget stort en dag.” han kørte hænderne ned på hendes ryg, og så stadig ind i hendes øjne, men dengang med en uendelig tro på hende. Det kunne godt være, at hun ikke var succesfuld endnu, men han havde håb for hendes fremtid, og han vidste hun ville være meget bedre til at gøre noget ud af sit liv, end han formåede.

Hun bed sig i læben og sukkede, det gjorde da ondt at se sin bror igen, men på samme tid fyldte det hende også med en form for glæde, hun på ingen punkter nogensinde ville kunne forklarer. Hun kørte håret om bag øret og sukkede "det er okay...du ved mor og far var altid stolte over dg, hver gang vi hørte om de ting i gjorde i fjernsynet...de ville altid snakke om hvor stolte de var til alle andre" hun bed sig i læben. Hun havde også selv været stolt af ham, selvom det gjorde så ondt og hun hellere ville have ham hjemme, var hun stolt over hans valg. Da det så ud til at han ville bryde fuldkommen sammen, tog hun hans hånd og trak ham med ind i et rum længere tilbage i cafeen, det sekund hun lukkede døren tørrede hun tårerne væk fra hans kinder. Hun pegede på stolen, som tegn på at han skulle sætte sig. Som hun ledte efter noget mod de mange tårer, lyttede hun til hans ord. Hun vendte sig mod ham, hun gik hurtigt hen til ham, greb hans kinder og fik ham til at se op mod hende "Zach din død var noget af de hårdeste jeg skulle igennem, men du reddede en anden og derved var din død ikke forgæves" hviskede hun og krammede ham. Dette øjeblik var hun ligeglad med hvor akavet det ville se ud, eftersom han nik siddende ville have hoved ud for hendes mave. Hun strøg ham igennem håret og bed sig hårdere i læben.
Hun nikkede forstående "bare rolig, de får intet af vide, det ville få mor til at blive skør hvis hun kendte til dette" hun var enig med ham, glad for at hun selv kunne få den ærer at se sin storebror igen, så meget at hun hellere end gerne bare lod hver med at sige det til nogen "selvfølgelig lover jeg det...men hvis du bare forsvinder, så finder jeg dig og banker dig" advarede hun en smule spøgefuldt. Hun var ikke god til det med at græde og vise den slags følelser, så derfor dækkede hun det under enten sarkasme eller jokes af den ene eller anden slags.