We need to talk... - Skyler

Tid: 11.30
Omgivelser: Intet
Vejr: Solskin, ca. 22 grader
Sted: Lawrence's hus

Lawrence var netop kommet hjem fra endnu et møde på Desiré Noir, heldigvis havde alle vidst glemt skandalen omkring hans privat liv og efterhånden vvar alt som det havde været før han havde mødt Skylar, dog var der få ting der var forandret. Lawrence følte sig ensom, som havde han mistet Madison endnu engang, han følte sig glemt og lige nu følte. Lawrence vidste ikke helt hvordan hans liv fungerede mere og naturligvis havde han betragtet Skylar på afstand, han kunne ikke slippe hende endnu, ligesom han ikke kunne slippe Madison - desværre kunne han bare ikke sende nogen til at skygge hende.

Lawrence sad på sin computer, han havde fået mange, mange informationer omkring Skylar de sidste par uger, både ting som han ikke havde forventet, ligegyldige ting som at hun havde vundet en danse konkurrence som 7 år, og mere vigtig information som f. eks ulykke med Madison. Da Lawrence først havde hørt hvad der var sket kunne han ikke tro det, og han havde snakket med flere fagfolk for at få bekræftet at dette kunne være en mulighed. På samme måde havde Lawrence stoppet alt kontakt til Kayla og fortalt hende at hvis et ord røj ud i pressen blev det værst for hende selv, og siden havde der været stilhed på den front.

Så generelt følte Lawrence han havde ryddet op i trådende, lige udover en enkelt tråd. Han greb sit telefon og ringede til Skylar, han sad i stilhed på sit kontor og talte så da røret i den anden ende blev taget: "Hey Skylar, det er Lawrence" sagde han roligt stemme: "Jeg har lige nogen papire jeg gerne vil sende dig som du kan se på, kan vi mødes?" spurgte han roligt. Da deres samtale var afsluttet sendte han en email afsted omkring alle de informationer han havde fået omkring hende og han satte så kurs i mod hendes hjem.

Med rødt hår, maling på den smukke halv gennemsigtige hvide skjorte, slidte skinny jeans i sort, med huller her og der. Som altid var Skylar et hot mess at se på. Hun sad og var ved at male et maleri, som forhåbentligt ville blive købt af en køber, der lød ret så interesseret. Det var med vinglas, der havde blodrød væske i sig, som lignede det at de skålede. Skylar skulle til at lægge et strøg, da hun hørte telefonen ringe. Hun rejste sig op og gik hen og tog den, i det hun hørte Lawrence´s stemme. Hun tabte pinslen i sin hånd, men tog den dog hurtigt op igen. " O-okay.. ". Hun anede ikke helt hvorfor han ville komme, men hun mente dog at det var okay.

Hun lagde på og gik hen til sin computer, for at tjekke sine mail´s igennem, da hun syntes at høre sin mobil blimme. Hun åbnede mailen fra Lawrence og betragtede det, dog da hun så hvad der stod, fik hun næsten hjerte stop. Hun lukkede hurtigt computeren ned og rejste sig op, før hun løb hen og låste døren ud til. * hvor har han fået alt det fra!? *. Hun vidste ikke hvordan hun skulle se ham i øjnene, samt hvordan ville han reager, samt hvad ville han snakke om... hvor meget hun havde holdt hemmeligt. Hun tog sig forsigtigt til maven, da hun kom i tanke om en anden ting. Lægen havde sagt hun aldrig kunne blive gravid, så hende og Lawrence havde haft.. sex... dog, lægen havde taget fejl. Hun huskede at ha taget en graviditet´s test, for så at gå op i smug ved en læge og få taget en prøve. Hun var gravid... en måned henne eller 2. Hun havde overvejet abort... nej nærmere skrevet sig op til det. Hun skulle ha det næste dag. Hun hørte skridt der lød op af trappen, før hun forsigtigt låste op og åbnede døren og så nervøst mod Lawrence. Hun så flovt mod ham og sagde tøvende" H-hey... ". Hun bed sig en smule i underlæben og lod ham komme ind. Hendes tomme pakke fra graviditet´s testen lå på bordet.. tom uden den i, hvor den havde vist rigtig, fordi den havde hun smidt ud. Hun lukkede ham ind og satte sig hen i sin seng og betragtede ham en smule, før hun sagde " Så du ved det... alt ".

Lawrence der roligt bankede på blev mødt af et velkendt ansigt som fik hans læber til at glide op i et smil, han var faktisk glad for at se hende og han savnede hende, selv hans coach, Frank havde bemærket at han havde været anderledes, men Lawrence følte uden tvivl også at er manglede et eller andet, og naturligvis vidste han også godt hvad.

Lawrence nikkede til hvad hun sagde og trådte så roligt ind af døren, et rigtigt maler hjem, det undrede ham på ingen mulig måde. Lawrence der næsten lige var kommet hjem fra kontoret stod lige nu i et mørkegrå jakkesæt med et rødt slips til, han var gld for livet som det var lige nu, men så alligevel var det bare så langt fra det perfekte liv som han havde drømt om.

"Egentligt så kom jeg bare for at sige undskyld for at have været så hård ved dig og på samme tid skælde dig ud for at have løjet overfor mig" sagde han og trak så på skuldrende: "Men jeg regnede med at de to ting gik cirka lige op" sagde han og kom så med et lille smil som vidste han ikk hlt hvad han skulle sige, generelt fandt han også hele situationen en smule akavet: "Har du haft det godt?" spurgte han roligt og kiggede hen i mod hende.

Altid en model, en mandelig mandig model, det var hvad Lawrence lignede, når han trådte ind i sit mørkegrå jakkesæt, og så med et kinky rødt slips til. Hun mærkede sine kinder blive en smule varme, i takt med at hun rødmede, ved det blotte syn af ham, stående der, tånede sig majestætisk og høj, samt magtfuld og dominerende som altid. Smilet fra ham, fik hende til at bløde en hel del op. Hun smilede undskyldende og sagde " Så der intet nyt.. ". Angående det med at skælde hende ud i hvert fald. Hun grinte forsigtigt og sukkede så kort, i det hun sagde " Men du skal ikke undskylde.. du vidste jo ikke at.. at det hele foregik sådan. Men hvordan fandt du ud af det? ". Hun mente ellers, at hun havde gjort sit for at skjule det for ham, men alligevel havde han fundet frem til hende, hvilket gjorde hende nervøs om han måske vidste hun skulle op på hospitalet imorgen.

Hun rejste sig forsigtigt op og gik hen og lukkede ud til badeværelset, i frygt for om hun faktisk havde glemt at smide den tomme pakke graviditets teste ud, eftersom der var mere end en. Hun havde været sådan i chok, i så mange dage, dog anede hun ikke hvad hun skulle sige til Lawrence. " Ja, jeg har skam haft det fint ". Hun havde ikke haft morgenkvalme som så mange andre, samt hun beholde sin slanke form glimrende. Hun tog sig diskret til maven, før hun så mod maleriet og fjernede så sin hånd igen. " Hvordan har du haft det? ". Hun så tøvende på ham. Vis han havde haft det godt og alt var ved at gå perfekt, ville hun intet sige. Dog vis det gik skidt.. ville hun heller intet sige. Telefonen ringede og hun tog den kort. Sygeplejersken spurgte om hun kunne komme op iaften, da der var en der havde sprunget fra.. og at hun skulle tag tøj med, fordi de ville holde øje med hende til dagen efter, om alt var gået godt. Hun nikkede forsigtigt og sagde" Ja, iaften lyder.... l-lyder fint ". Hun mærkede sin hals snøre sig sammen, før hun lagde på og så mod Lawrence og sagde" Nu går du vel ikke rundt og spioner? vel ".

"Well jeg har kontakter" sagde Lawrence: "Og jeg har snakket med Kayla og Kim så jeg tror ikke du skal bekymre sig fremover" sagde han roligt, med den magtfulde attitude han nu engang var i besiddelse af når han snakkede om alvorlige ting, nok også derfor folkene på Desiré Noir aldrig satte spørgsmåls tegn til de ting han sagde: "Men jeg kan bare ikke forstå hvorfor du ikke bare fortalte mig det... Så havde vi været udenom alle de... Skænderier" sagde Lawrence, okay helt ude af det havde de nok ikke været, men mindsket havde de vel været.

"Det går sådan fint" sagde han blot i et lill smil, det gik jo ganske fint og det var jo ikke fordi der var sket det store siden hun var forsvundet, han savnede hende nok bare, men det var jo så meget sagt, det havde jo intet med hans hverdag at gøre som sådan, for nye dramaer var der ikke kommet.

"Hvad mener du?" spurgte han let da hun spurgte om han stadig spionerede som afventede han om der da var noget hun gerne ville sige, han orkede ikke flere hemmeligheder eller gættelege, egentligt ville han bare gerne nyde hendes selskab: "Så... Hvad så nu?" spurgte han lidt tøvende: "Vil du måske ses igen? Bare som venner er fint for mig" sage han let og følte lige nu at han bare tog hvad han kunne få.

Hun betragtede ham en lille smule og nikkede forsigtigt til det med at hun burde ha fortalt det. " Jeg var bange, bange for hvad du ville sige.. samt Madison så på mig dengang, med sådan et blik.. som om, at jeg havde reddet alt, da jeg løg for lægerne.. de tvivlede slet ikke på mig, fordi hun var ældre end mig, samt.. der var vist også noget andet, men jeg aner dog ikke hvad det var ". Hun sukkede kort. Hun vidste jo ikke at Madison havde været gravid og at de derfor ikke havde testet hende, fordi de troede at det var Skylar der havde været fuld.. fordi hvordan kunne en gravid nogensinde blive fuld. Hun så forsigtigt mod Lawrence, da han snakkede om skænderierne. " Det okay.. vi behøves ikke tænke mere på det ".

Hun så kort på ham, da han spurgte hvad hun mente. " Jeg forventede blot at.. at du havde sat nogen til at se efter mig, siden du fandt frem til alt det information. Men det har du vel ikke længere? ". Hun så en smule nervøst mod ham, dog smilede hun uskyldigt til ham, før hun forsigtigt rettede lidt ud i sin trøje. Hun betragtede sine omgivelser og så hurtigt mod ham, da han sagde det med om hun ville ses igen.. blot som venner. " Det.. det lyder okay ". Hun nikkede forsigtigt og sagde " Det lyder som en fantastisk ide, dog.. jeg kan ikke lige ses denne her uge. ". Hun gjorde et hoved kast mod selveste maleriet bag ham. " Jeg har ret så travlt.. samt jeg skal også noget iaften, såh.. men det var hyggeligt at se dig igen Lawrence ".

Lawrence nikkede blot, faktisk havde han ikke lyst til at tale om det. Madisons død sad stadig tæt inde på kroppen af ham og bare at tale om det gjorde ondt, og egentlig betød det ikke så meget hvem der havde været skyld i det, især ikke nu hvor han havde haft er par uger til at sluge nyheden, netop fordi han ikke ønskede han skulle ende i er nyt skænderi med Skylar det havde de jo efterhånden haft nok af, desuden var der jo heller intet at sige om det. Det var jo bare en ulykke som havde vist sig slet ikke at være hendes skyld.

"Oh" sagde lawrence roligt til hendes kommentar om af hun havde travlt og alle de ting og et øjeblik stod han blot og tvivlede lidt:"du kan kunne jo bare sige nej" sagde han i et lille smil som regnede han med at hendes ord blot var en undskyldning for ikke at ville se ham, hvilket vel også var fair nok.

"Har du mødt en anden?" Spurgte han stille og smilede så kort: "ja altså ikke at det rager mig.." Tilføjede han roligt, det gjorde det jo ikke men naturligvis var han nysgerrig især nu hvor hun på en pæn måden forsøgte at afvise ham. Han stod tøvende, skulle han gå? Blive? Han anede det ikke helt.

Hun strakte sig blidt frem og tog hans hænder i sine, i det hun så ham i øjnene og sagde " Nej nej nej... Lawrence, jeg... det ingen undskyldning ". Hun vidste ikke om hun skulle sige det til ham, om hun skulle fortælle ham det. " Hør, det blot.. jeg har fået lidt knas med maven og skal op til hospitalet og opereres iaften.. jeg bliver sat på med en vagt, så jeg må ikke gå før de siger Ok.. og jeg ved ikke om der går en dag eller en uge eller hvad der gør ". Hun så undskyldende på ham og sukkede forsigtigt. Hun havde lyst til at fortælle ham det, men hun anede ikke hvordan han ville reager, samt hun turde heller ikke.

Hun smilede forsigtigt og undlod den ting, med om hun havde fundet en ny, blot for at pirre ham lidt, før hun endelig sagde med et lille smil. " Nej Lawrence.. det jeg fortalte dig, det jeg følte.. det føler jeg stadig. Så nej, jeg har ikke mødt en anden, fordi de følelser for dig, er stadig dybt inde i mig... ". Hun så flovt ned og slap forsigtigt hans hænder. Hun så kort op mod klokken, der ikke var det helt vilde. Forsigtigt rejste hun sig op og tog en taske frem og stillede på sengen. Hun tog sig en smule til sin mave. Det gjorde ikke ondt, dog blev hun svimmel nogle gange. Hun så kort over mod Lawrence og smilede undskyldende og sagde " De tror det kan galdesten.. så jeg skal til tjek.. inden jeg skal opereres, blot for at sikre mig.. at.. du ved ". Hun kunne ikke sige det, sige at hun skulle slå hans barn ihjel. Hun var blevet gravid ved et mirakel.. og efter dette, kunne hun nok slet ikke blive det overhovedet. Det gjorde ondt at tænke på... så ondt.

Lawrence kiggede ned på deres hænder da hun tog fat omkring hans og han sukkede så let, han vidste faktisk ikke helt hvad han skulle sige: "Ehm okay..." sagde han blot da hun snakkede om de følelser hun havde for ham, han vidste ikke helt hvad han skulle sige: "Så hvad syntes du så vi skal gøre nu?" spurgte han roligt ikke helt sikker på om hun måske helst ville droppe det hele.

"Oh" sagde han da hun snakkede om at hun skulle på skadestuen, ikke at hun så vildt syg ud lige nu men han gad ikke grave i det og begynde at snakke om løgne igen, det havde han vidst allerede gjort en gang for meget: "Du må sige hvis jeg skal få Thomas til at køre dig derind" sagde han blot og kiggede så på sit ur: "Jeg har nemlig et møde ved Louis Vuitton i aften" sagde han med et kort suk.

Som hun slap hans hænder sænkede han dem også blot: "Jamen du må ringe hvis jeg kan gøre noget" sagde han blot og smilde let, hvis de skulle starte forfra var han nødt til ikke at blande sig selvom han fandt det svært men han ejede hende jo ikke mere og det vidste han godt at han jo egentligt heller aldrig havde: "Sååh, vi ses?" spurgte han lidt tøvende som vidste han ikke helt om han skulle gå eller blive, stemningen var... Underlig.

Hun smilede forsigtigt, da hun hørte ham spørge om, hvad de nu skulle gør?. " Det let nok. Være venner ". Smilet falmede en lille smule, dog ikke meget. Hun vidste ikke hvad de ellers skulle gør, fordi alt andet var gået galt.. og uanset hvor forfærdelig fræk og utrolig lokkende han var, så måtte hun minde sig om, at de ikke var gode for hinanden. Hun rystede kort på hovedet, da han snakkede om at Thomas kunne køre hende der ind, vis blot hun sagde til. " Nej tak, det helt okay.. jeg kan selv tag min egen cykel ". Hun havde fået købt sig en fin lille cykel, der passede perfekt til hende. Hun betragtede kort Lawrence, da han kom med et kort suk, som der fik hende til at grine en lille smule." Jeg tror det første gang, jeg nogensinde har hørt nogen sukke, over at skulle møde Louis Vuitton.. ". Hun grinte lidt igen og smilede uskyldigt til Lawrence.

Hun så kort på ham og rejste sig langsomt op, i det han sagde ses. " Ja vi ses engang. Jeg skal nok ringe eller.. noget 'heh' når tiden byder sig ". Hun gik hen til sin dør og åbnede den, for at han kunne gå ud. " Men det var hyggeligt at se dig igen Lawrence ". Hun vinkede farvel til ham og lukkede forsigtigt døren efter ham. Hun lod sig selv læne mod døren og stod blot der, ventende... ventende og knust. Hun gled langsomt ned af døren, mens hun mærkede tåre glide ned af hendes kinder. Det gjorde så ondt at se ham igen, at høre hans stemme, at mærke de ru fingerspidser, samt føle hans varme hud mod sin. Hun tog sig kort til munden, for at kvæle de små hulk der end måtte komme ud, før hun fjernede sin hånd igen. Forsigtigt betragtede hun sin nu tomme lejlighed, før hun rejste sig op og pakkede det sidste hun nu manglede. Hun åbnede døren til sin lejlighed og låste efter sig, før hun tog sin cykel og cyklede hen til en cafe, før natten faldt på.

Kl. 19:32
Hun lå i en hospitals seng, under navnet Heather. På papirene stod der Skylar, men på døren Heather. De måtte ikke oplyse hvor hun lagde til nogen eller noget, fordi hun netop havde betalt dem for deres stilhed, samt det var ulovligt uanset hvad, vis man ikke var i familie... ved mindre, personen havde sagt ok til besøgende. Hun lå inde i et værelse for sig selv, nær vinduerne, så hun kunne se ud. Hun havde det forfærdeligt, samt hun var bange. * Jeg kunne ikke sige det.... *. Hun slog sig selv i hovedet, 'Ikke bukstavelig talt, men mere psykisk '. * hvor er jeg dum.. jeg lyver altid overfor ham, men.. men vis jeg havde fortalt ham det.. han ville hade mig, eller føle sig tvunget til at beslutte noget.. endnu engang, ville jeg ha ødelagt hans liv *. Hun tog sig kort til sin mave, hvor et liv var ved at danne sig, hurtigere end normalt. Det måtte være hendes healings evne, samt det at hun ikke var menneske men aspara, der gjorde, at barnet voksede hurtigere, dog ikke unormalt hurtigt. Hun sukkede dybt og betragtede de ledninger hun havde i sig. Snart ville de komme og hente hende og køre hende til operation. Hun mærkede sine hænder ryste, så vel som hendes krop, mens tårerne begynde at falde.

Klokken havde netop slået syv og Elise satte sig roligt ind i en taxa og bad den køre i mod hospitalet, hun anede ikke om Skylar stadig ville være deroppe og egentlit var hun heller ikke sikker på hvorfor hun valgte at blande sig i noget der jo faktisk ikke havde noget som helst med hende at gøre, men hun havde lyst til det, og hendes mor havde endda opfordret hende til det hele dagen, ikke at hun havde fortalt sin mor det - men som det godhjertede væsen hendes mor var mente hun altid Elise skulle tage handling frem for at gå og spekulere, og det gjorde hun så nu, selvom hun ikke helt vidste hvad hendes handling skulle være.

Hendes bror arbejdede som læge på det store hospital, og han havde fået nys om det med Skylar og Lawrence, han havde derfor henvendt sig til Elise, bare af nysgerrighed. Han havde ikke hørt hvem Skylar var gravid med - men Elise havde en idé, og ligemeget hvad så var hun ikke sikker på om nogen ville være der sammen med Skylar, var hun ikke lige flyttet til byen.

Inden hun gik op købte hun en lille buket blomster og gik så op til det værelse hun havde fået at vide hun lå på, hun gik hen af gangen ed bankende hjerte, mon Skylar ville blive su over at hun kom. Langsomt åbnede hun døren, hun havde en hvid kjole på med et blåt bånd omkring og lyserøde gemacher, ganske pænt og dagligdags agtigt for hende, hun var meget piget at se på og så derfor også ret ung ud i forhold til hendes alder.

Hun så ned mod slangerne der sad i hendes arm, da hun ikke havde fået væske nok.. dog pillede hun dem forsigtigt ud og slukkede for dem, eftersom hun kendte til dette, dengang hun var blevet indlagt, da Madison kørte ind i hende. Hun rejste sig forsigtigt op, da hun havde svunget sine ben ud over senge kanten, før hun forsigtigt gik hen til vinduet. Hun stod og så ud af det, ud mod bilerne der kørte nede ved vejen, før hun forsigtigt lagde sig op i sengen igen og fik ryglænet til at næsten stå op, så hun sad. Hun tændte for tvet, over på en nyheds kanal, før hun lukkede sine øjne og prøvede at undgå alt der hed tåre, skønt det var så svært.

Da døren gik op til hende, så hun mod den og skulle lige til at spørge om noget, da hun opdagede at det var Eli og ikke en sygeplejerske. Hun blev hurtigt tavs og så flovt mod Eli, i det hun tøvende spurgte " Hvad laver du her?... ". Hun vidste ikke om Eli vidste hvad dette var, eller hvad der var sket, eller skulle til at ske, men hun blev pludselig bange. " Så du.. du ved det ". Hun så kort ned mod dynen og trak den en smule mere op over sig selv. Hun knugede sine finger om det bløde stof, mens hun prøvede at se op mod Eli, men hun var alt for flov til det, alt for skamfuld. Det var jo hendes skyld at dette var sket. " Lawrence ved intet vel.. please, sig han intet ved ". Hun så bekymret mod Eli og så derefter mod blomster buketten hun havde i sin hånd. " Er.. er de til mig? ". Hun så kort på dem og smilede forsigtigt.

Elise sagde ikke rigtigt noget, mest fordi hun ikk viste hvad hun skulle sige, hun var ikke sikker på om hun var kommet for at stoppe Skylar eller støtte hende, nok mest det sidste for selvom Elise var lige så gammel som Skylar så kunne hun ikke forestille sig at stå i samme situation overhovedet, Elise havde ikke engang været sammen med en fyr så hun kunne ikke engang forestille sig hvordan Skylar måtte havde det.

Elise nikkede stille da hun konstaterede om hun vidste det: "Ja men der er ikke andre end mig der gør" sagde hun og rystede let på hovedet som en hentydning til at hverken Lawrence eller Thomas vidste noget om det: "Hvordan har du det?" spurgte Elise helt stille og gik roligt hen i mod hende og gav hende blomsterne da hun spurgte om de var til hende.

Hun nikkede let, det var til hende ja: "Her" sagde hun og rakte dem frem i mod hende og smilede let, hun gik hen til vinduet og kiggede kort ud af det som Skylar havde gjort før hun kom og hun vendte sig om og kiggede hen i mod Skylar imens hun let lænede sig op af vindues karmen: "Så hvor længe skal du være her?" spurgte hun, Elise virkede altid en smule genert og indelukket, men faktisk så ville hun rigtig gerne snakke.

Sky smilede en lille smule og tog i mod blomsterne, som hun blidt lagde ved sit bord, der var ved siden af sengen. " Jeg får nogen til at komme og putte dem i vand ". Hun betragtede blomsterne lidt og sagde forsigtigt " Jeg har det skam okay... i betragtning af, at jeg faktisk ikke burde ha kunnet blive gravid.. men så skete det og nu.. nu siger de, at dette indgreb muligvis vil blive det sidste, fordi der noget der gør, at.. at det næsten umuligt for mig at få børn, så vis min healing sætter ind, så.. så går det galt ". Hun grinte lidt men mærkede tårerne der begyndte at strømme. Hun så kort væk fra Eli. Hun var bange, bange men skammede sig også, fordi hun havde været så forfærdelig uforsigtig. " Men det min egen skyld.. desuden så ved Lawrence jo intet om det, samt han er slet ikke klar til at være far, og.... og jeg ødelægger altid alt for ham, så jeg har valgt at få abort ".

Hun tog sig kort til sin mave og så forsigtigt op mod Eli og sagde " Det lyder dumt, men.. jeg har faktisk lyst til at få barnet, men... men jeg ved at det klogeste og mest fornuftige valg, er en abort ". Hun så kort over mod Eli, da hun spurgte ind til hvor længe Sky skulle være der. " Det kommer an på, om det går godt med operationen.. vis det går godt, så 2 dage.. og vis det går skidt, så en uge, eller mere.. ". Hun så nervøst mod Eli og trak sin dyne lidt længere op over sig, så hun til sidst var dækket i dyne op til kravebene. Hun tog sine hænder op og lagde dem over dynen, før hun tøvende sprugte " hvordan fandt du ud af det... ".

Elise sad blot stille op af vindueskarmen imens hun lyttede til Skylar snakke, som vidste hun ikke helt hvad hun skulle sige, hun ville jo heller ikke blande sig for meget så Skylar måske blev sur på hende, men i det mindste havde hun da ret i at der ikke var nogen og besøge hende, for at lød da ikke sådan.

"Skulle faktisk til at spørge om du slet ikke ville have børn" sagde Elise med et lille smil, Skylar lød jo egentligt ganske selvsikker omkring at hun skulle hav en abort, men hun kunne odt høre på den følgende sætning at det måske ikke helt var virkeligheden alligevel: "Hvorfor får du det så bare ikke?" spurgte hun en smule uforstående.

"Ehm..." sagde Elise da hun spurgte hvordan hun havde fundet ud af det: "Jeg... Jeg har en bror der havde set dig her, også kunne jeg jo næsten gætte det havde noget med Mr. Watson at gøre" sagde hun og kom med et kort grin: "Du minder ikke om typen der er løs på tråden" sagde hun blot og smilede let inden hun støttede sine hænder i mod vindues karmen og sukkede så: "Men du skal nok bare passe på du ikke fortryder det" sagde Elise stille.

Skylar smilede forsigtigt og sagde " Jeg ville gerne beholde det, men jeg ødelægger hele Lawrence´s liv.. samt mit eget, ved hele tiden at minde mig selv om, at være på tip tå, samt.. Lawrence ønsker ikke mig og han ønsker ikke børn. ". Hun sukkede dybt og mærkede tårerne blive ved. En sygeplejerske bankede på og kom ind, i det hun hilste på Eli og derefter Skylar. Hun så på ledningerne og gik hen til Skylar og prikkede et nyt hul og satte ledningerne til igen. " om en halv time Lockhart.. ". Skylar nikkede forsigtigt og sagde" O-okay ". Hendes stemme gav et knæk, eftersom hun jo ikke styrede sin frygt, som hun så glædeligt gik og troede.

Hun så kort over mod Eli, før hun rettede sig en smule i den store seng og sagde tøvende " Du må hellere smutte Elise, men tak fordi du kom forbi.. det var hyggeligt at snakke lidt. Samt husk ikke at sig noget videre til nogen, okay ? ". Hun så bestemt på hende, med et blik der varslede at der var ballade, vis hun pludselig besluttede sig for at sladre. Hun så dog derefter på hende med et lille grin og smilede forsigtigt, da hun ikke mente noget ondt med det, hun ville jo blot være sikker på, at Lawrence ikke pludselig dukkede op, eller efter for den sags skyld.

"Men, du har jo ikke fortalt ham det?" sagde Elise helt roligt, est fordi at hun ikke helt vidste hvad hun skulle sige, hun var ikke så god til altid at forumulere sig. Lige nu ville hun egentligt bare ikke have at Skylar gik hen og fortrød noget: "Min kusine fik en abort for 5 år side og hun var deprimeret i virkelig lang tid bagefter... Jeg siger ikk det sker for dig, men.. at du måske skulle tænke dig rigtigt godt om" sagde Elise helt roligt.

"Skylar, du burde altså sige det til ham, overvej hvor sur han ville blive hvis du først sage det bagefter" sagde Elise roligt, nu kendte hun ikke Lawrence nær så godt som Skylar, ja på ingen måde, men han virkede jo ikke altid som en helt humør bombe.

"Eller i det mindste bare være her... I er da ikke uvenner er i?" spurgte hun roligt, faktsik anede Elise jo ingenting om at de var blevet uvenner, hun vidste godt at Skylar var stået af i Spanien, men drfra havde hun ikke fulgt med mere og det ragede jo sådanset heller ikke hende, og det gjorde denne sag jo egentligt heller ikke, men lige nu kunne hun alligevel bare ikke lade være.

Hun smilede en lille måde og sagde " Vis blot jeg aldrig nogensinde havde mødt ham.. ". Hun havde det elendigt, så elendigt indeni. Vis hun ringede til Lawrence, ville han sikkert få sig sit største flip i verdens historien, samt de var allerede ikke på gode terms. Hun huskede tydeligt hans ord, at hun blot burde blande sig uden om hans liv, samt at hun aldrig holde kæft... at hun altid fuckede alt op for ham. " Elise.. jeg har ødelagt nærmest alt for Lawrence.. der så meget jeg ødelagde, så.. så vis jeg ringede til ham og sagde at jeg var gravid, hvad tror du så ikke han ville gør. Han ville aldrig nogensinde se mig igen, samt alt kontakt fysisk.. ville sikkert blive boycuttet forevigt, samt alt andet kontakt oven i ". Hun turde ikke, hun var faktisk bange for ham angående det, fordi hun virkelig holde af ham så meget, skønt hun vidste de aldrig blev noget.

Hun trak forsigtigt i snoren og så mod Elise, da der kom en portør indenfor. Han så kort mod Skylar og derefter Elise, i det Skylar sagde " Vil du være så venlig at vise Elise vejen ud.. jeg virkelig træt og udmattet ". Hun så mod Elise og sagde " Undskyld, men jeg har besluttet mig ". Hun valgte abort, det var det eneste rigtige at gør. Portøren tog blidt fat i Elise, vis hun ikke selv valgte at gå ud fra rummet. Da hun igen var alene, stirrede hun tomt.. blankt ind mod den fine væg overfor hende. Hun mærkede tårerne og endnu engang begynde hulkene. Hun var nervøs, så fandens nervøs.. de ville fjerne hendes barn, samt hun ville muligvis aldrig kunne få børn igen. Hun følte sig pludselig stresset og ked, overrumplet af følelser.. hvorfor sagde Elise også de ord. Hun rejste sig op og tog sin mobil og åbnede vinduet, før hun slukkede mobilen og kastede den ud af vinduet, mod et sted, hvor der ingen mennesker var.. i håb om at den gik i stykker, så hun ikke endte med at ringe Lawrence op.

Elise forlod stuen som hun blev bedt om, dog desværre ikke med den fornemmelse hun gerne ville have haft, hun var helt sikker på at Skylar var ved at begå sit livs største fejl, for i det mindste havde Elise håbet at SKylar havde været helt sikker på sn beslutning, men sådan virkede hun jo slet ikke, hun virkede som anede hun ikke helt hvad hun skulle gøre og som tænkte hun alt for meget over havd Lawrence ville sige. Det fik Elise til at tage en taxa direkte til Lawrence's hus, hun løb op og bankede på døren som var hun i panik og de eneste ord der fløj ud af hendes mund var at Skylar var på hospitalet, hvilket Lawrence jo godt vidste: "Ja men du er nødt til at tage derop!" sagde Elise, og var næsten helt overrasket over sit eget mod til at tale sådan til ham, hun forsøgte at i korte træk at forklare ham situationen, og Lawrence tog sin telefon op: "Thomas, kør min bil frem... nu" sagde han blot og vadede direkte forbi Elise og ud af døren.

Lawrence forstod ikke hvorfor hun ikke havde fortalt ham det, de var jo trods alt venner. Ikke fordi han lige nu troede det var hans barn - det var jo længe siden de havde været sammen, det var nok derfor han ikk forstod hvorfor hun ikke havde sagt det, han kunne jo have hjulpet hende, betalt for det, kørt hende, bare et eller andet! Da Lawrence ankom blev han henvist op til et venteværelse, som mest bare var et par stole foran operations gangen, folk med babyer rendte rundt på gangen eftersom fødegangen lå inde til højre, Lawrence satte sig og havde mest bare lyst til at gå derind og igennem de to store glasdøre men det var nok ikke så smart, han blev spurgt om han var Skylar's kærester, hvilket fik ham til at ryste på hovedet.

Hun blev hentet af en portør, der kørte hende/hendes seng hen til operations stuen, for derefter at køre hende ind og klar til operation. Hun mærkede sine nerver være i gang, samt nervøsiteten steg drastisk, Hun så rundt på alle instrumenterne, samt mærkede sig selv på maven. Hun slog et stykke af sig selv ihjel, et stykke der ville blive et levende barn, et der måske kunne ha fået en god barndom og gode minder. Hun lukkede sine øjne og mærkede en tåre glide ned af sin kind, da hun ikke rigtig vidste hvad hun skulle gør af sig selv. Hun havde det forfærdeligt, fuldstændig modbydeligt. Der gik timer, eller det var i hvert fald sådan det føltes. Hun nåede dog ikke til operationen, fordi da de skulle begynde.. begyndte hun at tude, stortude.. før de havde nået at bedøve hende. De fik hende op at sidde og der kom en og snakkede med hende, der forslog at hun skulle tag sig en tænker i en uge mere, samt snakke med barnets far.

Hun så nervøst på kvinden og nikkede forsigtigt. Hun kunne ikke tag valget endnu, det gik alt alt for hurtigt. Da de endelig kørte hende tilbage til sit værelse, syntes hun at se noget eller nogen. De havde givet hende noget afslappende, der ikke ville skade hende eller barnet. Hun var en smule groggy og svimmel, samt hun anede ikke helt hvad der havde fået hende til at stoppe, men måske blev hun nød til at fortælle Lawrence dette.... * vent?.. *. Hun spærrede sine øjne en smule op, da hun opdagede ham, dog sagde hun intet, andet end hurtigt at trække dynen over sit hoved.. hun ville ikke se ham, hun VILLE IKKE. Hun blev kørt ind på sit værelse og efterladt der, så hun kunne trække i tøj, når de afslappende midler gik væk.

Hver eneste gang døren gik op nede fra operation gangen så spærrede Lawrence øjnene op og kiggede, der kom mange ud og ind: "Må jeg sidde?" spurgte en mor der sad med et lille barn i armene og pegede på stolen ved siden af Lawrence, han nikkede blot selvom han lige nu følte at alle mennesker i verden rendte rundt med et barn i hånden, hvilket uden tvivl virkede en smule provokerende.

Han kiggede op som en seng rullede forbi dem og han rejste sig roligt, det røde hår var ikke til at tage fejl af og han fulgte efter, dog blev han stoppet op af en sygeplejeske: "Og du er?" spurgte hun let og kiggede på ham med et let bestemt blik: "Pårørende" svarede Lawrence blot hvilket gjorde at hun lod ham gå, mere skulle der ikke til hvilket Lawrence egentligt fandt en smule latterligt.

Han gik hen i mod stuen hun lå på og satte sig ned i en stol ved siden af hende: "Hey" sagde han med en stille stemme og kiggede på hende, han sad lænet fremover bøjet med sine albur hvilkende på sine knæer og han lod så let en hånd berøre hendes hår i en aende bevægelse inden ha trak den til sig igen, han vidste ikke helt hvad han skulle sige, nok også fordi han stadig var lidt rundforvirret, for tre kvarter siden havde han siddet derhjemme i uvished.

Hun hørte døren gå op og prøvede at tag sig mod, tag sig tid til at finde på et eller andet at sige, fordi hun troede at Elise havde sagt alt til Lawrence. Da han berørte hendes hår, kunne hun mærke tårerne komme frem igen, gør øjnene våde og blanke, som de så let gjorde, med deres salte tåre. Hun sukkede tungt og så kort over mod ham og smilede forsigtigt, før hun ligeså besvarede med et svagt " Hey.. ". Hun anede ikke om hun skulle sige noget, eller hvad hun egentlig skulle sige. Hun havde mest af alt blot lyst til at sove eller bare hvile sig lidt, slappe af og høre tvet i baggrunden. " Så Elise fortalte dig det... ". Hun spurgte ham tøvende, ventende på at høre hvad hans reaktion egentlig var. Hun så forsigtigt mod ham igen og betragtede hans flotte ansigt. Han så egentlig ret så sjov ud, som anede han ikke hvordan han skulle reager.

Det fik et smil frem på hendes læber. " Jamen dog, den store stærke magtfulde Lawrence Watson.. er det fortvivlse jeg ser i dit flotte ansigt ". Hun grinte lidt og strakte forsigtigt sin hånd frem, hvor der tidligere havde sat ledninger i, så der var plaster over det blålige mærke, der kunne anes. Hun strøg blidt hans kind og betragtede ham en lille smule, før hun førte sin hånd op mod hans dejlige hår og lod den stryge igennem det. " Jeg kunne ikke ødelægge dit liv mere... ". Hun sukkede tungt. Hun prøvede at samle sig mod, samle sig mod til at sige noget, sige et eller andet. " Jeg ved det forkert af mig men... ". Hun bed sig i underlæben og sagde med en grådfyldt stemme. " Jeg kunne ikke nænne at få en abort... jeg ved det forkert af mig... du har ikke brug for... for mere kaos i dit liv. Jeg forstår, vis du siger at jeg skal få en abort, så vil jeg gør det... jeg vil gør alt for dig Lawrence... undskyld ". Vis han spurgte om det var hans barn, ville hun nikke forsigtigt.

"Du kommer med jokes på dårlige tidspunkter" sagde han og kom med et lille grin og kiggede op på hende med de rolige grå øjne der lige nu havde en ro og en følsomhed der ikke så ofte var at se, Lawrence nikkede: "Og hvis du skælder hende ud for det, spærre jeg dig inde i kælderen" sagde han med en kort trækning på smilebåndet, mest fordi at han satte pris på at Elise sagde det, selvom han godt kunne forestille sig det ikke var Skylar der havde bedt hende om det.

Da hun sagde at hun ikke havde kunne gennemføre at få en abort sagde han ingenting men lod sin hænder gøre nedover hans ansigt og gemme hans øjne i et par enkelte sekunder, han kunne ikke engag overskue at tænke, men han nikkede blot at hun var færdig med sin forklaring.

"Eftersom jeg ikke ejer dig mere, så behøver du ikke gøre som jeg siger" sagde Lawrence med et lille grin og kiggede over på hende, udover at det var sandt så var han heller ikke sikker på at han var lyst til at være den der skulle tag valget: "Men vi er jo ikke engang... kærester" sagde Lawrence og kunne lige forestille sig hans familie falde ned af stolen hvis han kom hjem til dem med en gravid Skylar som kun faderen havde mødt og endda i hvad der havde været en knap så heldig situation.

Hun sukkede dybt og nikkede forsigtigt, da han sagde at de ikke var kærester, samt han ikke ejede hende mere. Hun så kort mod ham og sagde " Det jeg spørg dig om er... om du ville hade mig, vis jeg fik barnet.. jeg ved du ikke ønsker at blive far, samt jeg ønsker ikke at blive mindet om noget jeg aldrig får ". Hun tog sig kort til maven og satte sig forsigtigt op, i det hun tog bene ud over senge kanten og lod sig dumpe ned på gulvet, med fødderne først. Hun gik hen til sit skab og så kort mod Lawrence, før hun gjorde tegn til at han skulle vende ryggen til hende.

Forsigtigt tog hun sit undertøj frem, mens hun tog trusser i sort på, der var gennemsigtige en lille smule, samt hun tog derefter sin bh på og spændte. " Men jeg har fået en uge til at tænke mig om, men.. jeg aner ikke hvad der gik af mig, hvorfor jeg overhovedet.. brød sammen. Det nok det, at jeg ikke kan styre min healings evne, så når de laver dette indgreb, så er chancen for noget går galt, ret så stor.. ". Hun sukkede dybt og fandt sine bukser frem og tog dem på. Hun mærkede pludselig sig selv blive svimmel og ramte væggen, blødt, fordi hun stod næsten op af den i forvejen. Hun tog hurtigt fat i skabs lågen og holde sig oprejst, før hun fik det andet ben i sine bukser og tog så sin tshirt frem. " Jeg.. jeg ked af at det altid ender sådan her.. jeg syntes blot du burde vide det, eftersom du jo... kom her op ". Hun så kort mod ham med et trist blik, før hun fandt sin jakke frem og nogle sedler, til taxi.. fordi hun ikke ville kunne køre på sin cykel. " Og jeg tager en Taxi, ikke tale om at du vil køre mig, okay Law ". Hun grinte kort og smilede mod ham.

Lawrence lyttede til hendes ord, og han var ikke helt sikker på hvad han skulle sige, dog rystede han på hovedet: "Jeg vil ikke hade dig, jeg har været nok efter dig for resten af livet" sagde han, især nu hvor han havde fundet ud af at selv hends løgne var løgne, på den gode måde naturligvis: "Skylar jeg ved ikke hvad jeg vil" sagde han da hun snakkede om at han ikke ville være far og at de to nok aldrig blev andet end venner.

Lawrence kom med et næsten flabet lik i tkt med at han hævede sne øjnbryn som udtrykkede han 'som-om-jeg-ikke-har-set-dig-uden-tøj-før'. Alligevel gjorde han som hun sagde og afventede at hun havde skiftet tøj så han igen kunne vende sin opmærksohed i mod hende, det var da altid noget at de kunne snakke sammen.

"Jeg vil gerne have du tager med hjem til mig" sagde han roligt og kiggede hen i mod hende: "Desuden så når du siger at vi to aldrig bliver andet end hvad vi er nu, så husk lige at det var dig der stoppede det, ikke mig" sagde han blot for at få hende til at forstå at han ikke nødvendigvis bare ønskede at de to skulle være venner: "Men jeg vil gerne have du tager med, bare til frokost" sagde han roligt og gik let hen i mod hende i et inderligt håb om at hun ville takke ja.