We need to talk... - Skyler

Hun sukkede og kunne ikke lade være med at grine en lille smule, som en fjask forelsket teenage tøs, da han sendte hende The legendary Mr. Watson blik. Hun smilede forsigtigt og tog sin tshirt på, da han kiggede væk, før hendes jakke fulgte efter. Hun så kort over mod ham, da han sagde at han gerne ville ha hun tog med ham hjem. Hun stod tøvende et kort sekund, samt da han snakkede om det hun havde sagt, følte hun en klump i halsen, som kunne hun ikke tillade sig at sige nej til hans frokost tilbud. Hun sukkede dybt og stod lidt og steppede med sit ene ben, før hun trak på skulderne og sagde" Okay, okay.. jeg skal nok tag med dig og spise frokost, men kun frokost. Intet andet Mr. smooth talker ". Hun vidste at han kunne få hende til at ændre mening, især ved blot at være nær hende.

Hun fulgte med ham ud fra hospitalet. Hun var sulten det var der intet at sige til, dog spiste hun jo også for to, eftersom hun jo allerede gav næring og mad til det der skulle blive til et barn, ved mindre hun valgte at få en abort. Hun betragtede nervøst Lawrence, da hun fulgte med ham ud til hans bekendte bil. R8... typisk Lawrence. Hun smilede forsigtigt og satte sig ind i bilen på passeger sædet. Hun priste sig lykkelig, for at de ikke havde haft gang i noget i bilen, så minderne ville flyde, dog.. da hun kom i tanke om det, huskede hun episoden ved hans spisebord. Hun rødmede en anelse over sine kinder, da hun genkalde sine minder, dem fra hvor han havde tvunget hende til at sidde på sig, mens han rørte hende... det var første gang han havde gjort noget, hvor hun havde sagt fra, men åbenbart ikke nok. Hun huskede da han havde taget hende over bordet.... dominerende som han var. Hun så flovt mod ham og sagde tøvende. " Såh.. spiser vi i stuen eller v-ved spisebordet ". Hun bed sig en smule i underlæben, da hun så væk fra ham.

Minder pressede sig på. Det gjorde ondt i hendes hjerte, så ondt at gør det hun mente var rigtigt, nemlig at blive ved med at være venner, skønt hun savnede alt ved ham, selv hans små humør svingninger. Da de endelig nåede frem, steg hun forsigtigt ud og lukkede blidt bildøren efter sig, før hun gik op til hoveddøren og indenfor. Da hun kom indenfor, mødte den velkendte duft hende som en sky af minder. Hun trak forsigtigt sit overtøj af, så godt hun nu kunne uden at falde på hovedet, før hun trådte ind indenfor. Hun gik først ind i stuen og så sig lidt omkring, mens hun rettede en smule på sit tøj. Hun så sig kort om, da hun kunne dufte mad, før hun forsigtigt tittede frem ved døren. Hun lagde mærke til Ella og smilede i hele ansigtet, da hun så hende. " Hej ". Hun smilede kort og så lidt rundt, før hun tøvende sagde " Skal du ha hjælp? ". Hun så kort rundt og så en gryde stå klar til at blive båret hen på bordet. Hun tog 2 gryde lapper, før hun tog fat i gryden og løftede den op og på plads. Hun så kort rundt og sagde nysgerrigt med et lille lumsk smil. " Er Elise? egentlig her.. ". Hun uddannede sig jo som kok, så måske.. måske var hun her. Hun var ikke sur på hende.

Da de ankom til huset smilede Lawrence roligt til hende: "Jeg smutter lige ind på kontoret, og ja vi spiser ved spisebordet" sagde han og kunne ikke lade være med at lade et let flabet smil komme på hans mund som han let lod sin tunge fugte sin underlæbe, han forsvandt dog hurtigt ind i mod kontoret, mest for at tjekke om en ny stor handel var gået igennem med Louis Vuitton, nu hvor han var endt med ikke selv at tage afsted.

Lawrence kom ud da Ella bankede på at maden var klar og med et roligt blik satte han sig ind til bordet hvor Skylar forhåbenligt også befandt sig: "Vi vil gerne have citron vand til maden" sagde Lawrence og kiggede over i mod hende: "Du er godt klar over det bliver hårdt hvis du gør det her ikke?" spurgte han let som han lod Ella forsvinde ud af rummet.

Han var en meget dominerende type, det havde hun nok efterhånden fundet ud af, ligesom han elskede kontrol og hvis et barn der var halvt hans skulle til verden så ville han uden tvivl gå i kontrol freak mode en million, som blandt andet også var derfor han ikke ønskede de skulle have vin til maden som han ellers ønskede: "Så.. Hvad har du brugt den sidste måned på?" spurgte han roligt og kiggede i mod Ella der kom med en karafel vand.

Hun så flovt mod Lawrence da han sagde at han ville ha citron vand, samt efterfulgt af hans ' du godt klar over det bliver hårdt ' tale. Hun så flovt ned mod bordet og rødmede yderligere over at se ned mod det, før hun så væk fra det igen. Hun nikkede forsigtigt og sagde" Jeg overvejer kun, dog.. ellers er jeg allerede skrevet op til en ny aftale ved hospitalet, til.... ". Hun dæmpede kort sin stemme, da hun hørte Ella komme ind igen. Hun så forsigtigt mod Lawrence og grinte lidt. " jeg aner slet ikke hvorfor jeg overvejer at få barnet.. måske var jeg blot bange for at dø, eller at der skete noget, så jeg aldrig nogensinde kan blive det igen, nu da jeg fandt ud af, at lægen havde forkert.. selvfølgelig kunne min healings evne jo måske ha en finger med i spillet ".

Hun begyndte så småt at spise det der var blevet taget op på hendes tallerken. Hun tog lidt citron vand og betragtede det kort, før hun så over mod Lawrence og sagde" Du kunne godt ha taget vin... det gør mig intet ". Hun så kort væk fra ham, før hun hørte ham spørge. " Male, tjene penge.. brækket mig og haft det dårligt, samt været til undersøgelser... og du? ". Hun så kort over mod ham og grinte en lille smule, før hun rystede på hovedet og sagde" Men bare glem det okay Law... jeg har valgt ikke at få barnet, det... det bringer alt for mange problemer og komplikationer ind. Jeg tror bare, at jeg ikke var helt klar, til at aftalen pludselig var rykket så tæt på.. ". Hun sukkede forsigtigt og så mod ham, før hun sagde " Så... du har spurgt mig om jeg har fået en ny, så det vel kun rimligt at spørge dig om du.... om du har fået.. en ny ". Hun hentydet tydeligt til om han havde fået en ny sub. Hun skiftede dog hurtigt emne efter hans svar og sagde" hvordan gik det egentlig med din business aftale med LV?.. ".

Lawrence lyttede til hvad hun sagde, dog var han ikke helt sikker på hvad han præcis skulle sige: "Forklar mig hvad du mener giver komplikationer" sagde han roligt, en ting var at hun måske ville gøre dette, men hvis hun endeligt valgte at gøre det som hun nu sagde hun ville, så ville Lawrence være hel sikker på at hun gjorde det på det rette grundlag og ikke fordi hun havde en eller anden fantasi om hvordan tingene var.

"Lyder.. Spændende" sagde han i et lille smil inden han tog den første mundfuld af sin mad. Kylling, kartofler, grønsager og en smule sovs, men ikke meget, Lawrence vidste godt hvordan man holde den slanke linje. Lawrence rystede på hovedet da hun spurte om han havde fundet en ny: "Nej jeg er tørlagt" sagde han med et kort grin, det var ikke ofte han var tørlagt så længe af gangen, men han havde haft andre ting at se til.

Da hun spurgte til hans business aftale hævede han let sin ene øjnbryn, mest fordi han ikke huskede hende være interesseret i hans arbejde: "Ikke så godt, men det er ligemeget" sagde Lawrence. "Det var vigtigere jeg tog ind til dig" sagde han med et kort smil: "Desuden har jeg altid et par tricks i ærmet" sagde han i et lille flabet smil.

Hun hævede det ene øjenbryn, da han sagde at det ikke havde gået godt. " Nej, jeg ikke vigtigere... du burde slet ikke være kommet til at begynde med ". Hun sukkede dybt og fortsatte med at spise af sin mad. Da han sagde at han havde nogle tricks i ærmet, rystede hun blot på hovedet. Selvfølgelig havde han nogle tricks i ærmet. Hun smilede forsigtigt og betragtede ham en lille smule, før hun forsigtigt sagde " Lad os bare... bare glemme at jeg faktisk går og bære dit barn lige nu.. eftersom om en uge at jeg ikke vil. Tænk ikke mere over det Law.. det gør det blot sværre for mig ligeså at forberede mig psykisk på dette ". Hun så kort væk fra ham og tog et dejligt iskold glas citron vand. Hun fik det en smule bedre ved at spise dette mad, nok fordi hun aldrig rigtig havde spist ordentligt.

Da hun var færdig, satte hun sig tilbage i stolen og strakte sig en lille smule, før hun tog sig til maven og sagde" Mmh... ". Hun kneb sine øjne en lille smule og rejste sig forsigtigt op, før hun sagde" Jeg smutter lige ud og tager noget frisk luft ". Hun gik derefter ud bagved og fandt sig bænken at sidde på, den som Lawrence´s far havde sat på. Hun så kort rundt og lukkede sine øjne en lille smule, før hun tog sig til den svedige pande. Hun fik det altid en smule skidt efter at ha spist, dog var det ikke vildt meget, men stadig. Hun tog sig forsigtigt til sin mave og sukkede dybt. Hun havde det skidt, ved at dræbe hans barn.. sit barn.. men det var dog ikke et barn i nu.. samt det var bedre at få børn, engang når hun blev ældre, med den rette.. med en der ønskede at ha en familie med hende.. så var der videnskabelige metoder man kunne tag i brug, vis man ikke selv var i stand til at få et. Hun kunne ikke klare at sidde ved det samme bord, sidde og se på Lawrence og hans flabede sexede smil... minderne hobede sig blot op, samt begæret ligeså.

"Du skal ikke bestemme hvorvidt jeg mener du er vigtigere" sagde han i et lille smil, hun var uden tvivl vigtigere: "Alt andet er bare penge, Skylar" forklarede han, naturligvis betød penge ingenting i forhold til hvad han følte for hende, han havde jo penge nok og det var ikke engang noget han havde tøvet et øjeblik med at aflyse da han fik beskeden fra Elise, som sikkert var taget hjem til sine forældre.

Da hun gik sukkede hun, og der gik ikke mange minutter før Lawrence stod i døråbningen ud til haven og kiggede over i mod hende med et betænksomt blik: "Du vil ikke svarer mig på mine spørgsmål, du vil ikke have at jeg tænker... " sagde han og kiggede ud i mod hende selvom hun var et stykke væk: "Og du flygter som altid når jeg prøver at føre en samtale" sagde han og kiggede i mod hende med et stille blik.

Lawrence vidste snart ikke hvad mere han skulle gøre, hun havde ikke svaret på hvad problemer hun mente hvad ville komme, hun havde ikke engang spurgt ham hvad han mente: "Du er virkelig ikke nem at regne ud" sagde han i et suk og kunne ikke helt finde ud af om han skulle gå ud til hende eller ej.

Hun åbnede kort det ene øje og lagde mærke til Lawrence der var et stykke fra hende. Da han begyndte at snakke, åbnede hun begge øjne og rettede sin fokus mod ham. Hun kunne ikke lade være med at smile en lille smule, da han sagde hun flygtede. " Nej, jeg kom her ud for at få frisk luft, samt køle lidt ned ". Hun gjorde plads ved siden af sig, så han kunne sætte sig ved hendes side. Hun krydsede sine ben, så hun sad til siden, med front mod ham, i skrædder stilling. " Spørg bare løs? ". Hun smilede forsigtigt og sagde " Så det første du ville vide var komplikationer. Jeg har en healings evne, der... der kan gå on og off, når den vil.. det betyder, at vis de igang med at fjerne barnet inde i mig, fordi.. det vokser hurtigere end normale børn, dog ikke sådan vildt overnaturligt, men stadig en uge hurtigere.. så, så kan jeg ende med at heale, noget de skære op, hvor blod så måske vil samle sig og jeg så ender med at dø, fordi det ikke kan.. tømmes ordentligt ". Hun sukkede kort og sagde " Samt, jeg kan ende med måske slet ikke at få nogen børn efter dette... de siger, at det et stort indgreb, der kræver forsigtighed.. samt der 68% chance, for at jeg aldrig får børn nogensinde efter dette.. ".

Hun lagde hovedet en smule på skrå og sagde " Mere du vil vide, Mr. Watson ". Hun smilede drilsk og lænede sig op af bænken med højre side. Hun betragtede ham med de isblå øjne, samt det lange røde hår, flagrede i fletningen, fra side til side, på grund af vinden. Hun slikkede sig forsigtigt om læberne og sagde flovt, med en rødmen over kinderne. " Og måske flygte jeg vel lidt fra.. fra spisebordet samt d-dig ". Hun så flovt ned og trillede lidt med sine tommeltotter, før hun sagde " Fordi at.. at minderne stadig er der og.. og jeg kan ikke styre min krops reaktioner på tankerne, så.. det blev en smule for varmt og en smule for mærkeligt, at sidde overfor dig, når jeg ved at jeg ikke burde... føle sådan mere ".

"Det er ikke det jeg mener" sagde han og kiggede i mod hende som han roligt satte sig: "Du sagde at det ville være for kompliceret at få barnet, så det er disse komplikationer jeg gerne vil høre om" sagde han og kiggede i mod hende med et roligt blik, alt det andet havde han efterhånden forstået.

"Skylar jeg har sagt det før og lad mig endeligt gentage mig selv, det var altså ikke mig der ønskede at vi stoppede" sagde han roligt, det var jo trods alt hende: "Du snakker hele tiden om forbudte følelser og så videre men du er altså den eneste der mener de er forbudte" sagde han uforstående, det var alle disse ting der gjorde at han ikke helt kunne holde styr på hende og vide hvad hun helt mente, havde han sagt noget som han selv havde misset?

Lawrence sukkede kort: "Du behøver altså ikke blive ved med at flygte og skjule ting, jeg har sagt mange gange vi ikke kommer nogen vegne uden dialog" sagde han roligt og kiggede stille over i mod hende som vidste han ikke helt om der lige nu var mere som han kunne sige.

Hun så undrende på ham og sagde" Det jo ikke fordi jeg løber væk fra dig lige nu, vel.. ". hun sukkede kort. Hun ville ikke snakke om det der var, samt det der var sket, samt han gjorde det ikke bedre, ved at sige, at hun var den eneste der havde det på den måde, som ville han gerne ha hende. Hun tog sig kort til brystet, som gjorde hendes hjerte ondt, hvilket det gjorde.. af hans ord. Dog kunne man ikke se smerte eller nogen følelse af ondt, i hendes kønne ansigt. Hun smilede forsigtigt og sagde tøvende. " Du ved det godt selv... vis jeg fik dette barn, så skulle jeg se dig, tit.. fordi du dets far, samt jeg ønsker ikke en splittet familie.. som du sagde, så vi ikke.. kærester. Og hvad med din familie?, de ville hade mig... jeg har allerede skabt så mange tusinder problemer for dig, samt du mener også selv, at du aldrig kan finde ud af mig og at jeg skjuler ting. Derfor er dette her, følelser, samt begær.. det forbudt, fordi jeg ikke sund for dig. Jeg gør dig en tjeneste ved at holde mig på afstand ".

Hun sukkede dybt, men blev dog siddende ved ham, uden at ha hævet stemmen alt for meget. " Undskyld.. jeg blot vildt stresset. Jeg har ikke sovet godt det sidste, samt jeg har ikke spist godt.. ". Hun spærrede sine øjne en smule op og sagde" Fuck!... butikkerne har sikkert lukket nu ". Hendes køleskab var tomt der hjemme. Hun så kort mod Lawrence og sagde tøvende. " Der ikke så meget at snakke om, andet end at jeg ikke er klar til at få et barn. Ikke med en jeg... jeg end ikke er.. du ved ". Hun så flovt væk fra ham og sagde " jeg aner ikke hvad der gik af mig der oppe, men tænk ikke mere over det.. Okay Lawrence.. fordi jeg har besluttet mig for at få en abort ". Hun tog sig forsigtigt til maven, da hun mærkede en smerte. Hun så kort mod Lawrence og sagde" Måske det bedst jeg kommer hjem og sove... ".

Lawrence kiggede roligt på hende: "Men siger du de her ting fordi du ikke ønsker at vi har noget igen, eller fordi du ikke tror jeg gør" sagde han og sukkede let for sig selv imens han let lagde hovedet på skrå. Lawrence vidste snart ikke hvd han skulle stille op, lige nu havde han bare lyst til at kaste håndklædet i ringen, men det var svært for ham fordi hun betød så meget for ham.

"Og er det ikke min sag om jeg synts du har lavet for mange problemer" spurgte han let: "Skylar jeg savner dig og jeg har fortrudt en milliard gange at jeg lukkede dig ud af den dør på båden" sagde han og kom med et lille smil, mest fordi han godt vidste det lød lidt mærkeligt stemningen mellem dem havde jo ikke været særlig behageligt på det tidspunkt.

Lawrence tog fat omkring hendes hånd og kyssede hendes håndryg: "Selvom mit liv er fuld af ballade mig dig i det, så er det bedre end den tomhed det er uden" sagde han og lod hendes hold falde imens han kiggede i mod hende: "Og lige nu snakker jeg slet ikke om barn eller graviditet eller nogt som helst, jeg taler udelukkende om dig og mig, det er den samtale jeg gerne vil have, så kan vi altid tage den anden samtale på et andet tidspunkt" sagde han roligt og afventede med et hjerte der så småt satte farten op i nervøsitet.

Hun spærrede sine øjne en smule op, i det han begynde at snakke om at det var hans sag, om hun havde lavet for meget ballade, samt om hun blot sagde dette, fordi hun troede at han ikke ville hende mere. Hun så en smule nervøst på ham, da hun vidste hvad der ville ske. Hun var bange for sine egne følelser, bange for aldrig nogensinde at kunne forlade ham, som en dukke, der endte med at ville lystre alt han sagde, vis blot han holde om hende og viste sin kærlighed. Lawrence var en farlig mand, fordi han fangede ens hjerte, så let som ingenting. Hun rejste sig forsigtigt op og betragtede ham, efter han havde kysset hendes hånd og begynde at tale om ham og hende.

Hun så nervøst på ham og sagde" Var det derfor du ville ha mig her ud?.. for at jeg kunne mindes alt det jeg savner, for.. for at få mig tilbage, så jeg endnu engang kunne se det udtryk i dine øjne, som vil du ha en grund til at kunne slippe mig ". Hun mærkede tårerne komme, men tørrede dem hurtigt væk og sagde" Jeg sagde venner Lawrence, mere bliver vi aldrig igen ". Hun turde ikke tage springet, skønt hun savnede ham. Hun ville så gerne ha ham, så inderligt gerne. Om han så kidnappede hende og holde hende der, så ville hun blive der frivilligt, fordi hans berøringer, hans smil, hans glæde, hans stemme.. alt ved ham var fucking fortryllende. " please kør mig hjem ". Hun var bange, bange for at fortryde sine valg, bange for at være ved ham for længe. " jeg gør det bedste for os begge Lawrence, det bedste.. for dig ". Hun så bestemt mod ham, da hun var gået forbi ham og stod overfor ham nu. Hun var nemlig ikke gået forbi ham og så blot videre, fordi hun var færdig med at flygte, til et hvis punkt.

Lawrence rejste sig da hun gjorde og selvom de her ting fik ham til at ville løfte tonelejet så valgte han ikke at gøre det: "Du ved ikke hvad der er det bedste for mig, den sidste måned har været et helved" sagde han og viste at han på ingen mulig måde havde lyst til ikke at have hende i sit liv: "Skylar jeg snakker ikke om kontrakt, eller rummet eller alt det der... " sagde han og rystede på hovedet for at sikre sig det ikke var hvad hun troede.

"Jeg mener at jeg har lyst til vi bare starter forfra" sagde han: "Jeg forstår slet ikke hvorfor du er sådan her... Du snakker hele tiden om at du elsker mig og at du gør os begge en tjeneste ved at holde dig væk, men jeg har virkligt svært ved at se fordelen i det, jeg ved godt det har været svært og vi haft haft mange skænderier" sagde Lawrence og var jo ikke komplet uforstående: "Men det var også noget andet dengang" sagde han bare med et lille suk.

Lawrence sukkede da hun sagde at hun ønskede at tage hjem: "Please Skylar, lad nu være med at løbe..." sagde han: "Kan vi ikke bare engang imellem tale sammen, vi kan jo ikke engang være venner hvis du ikke vil snakke med mig" sagde han og kiggede hen i mod hende, han forstod slet ikke hvad der foregik lige nu: "Er du sikker på du ikke har mødt en anden?" spurgte Lawrence og kunne snart ikke se andre grunde.

Hun vende sig om mod ham og så på ham, hørte hvad han sagde. Hun mærkede sit hjerte klemme en smule, mens det begyndte at banke hurtigere og hårde i hendes bryst. Hun samlede sine finger en lille smule og betragtede ham, da han sagde alle disse ting. Hun rystede på hovedet og mærkede tårerne næsten løbe fra de blanke øjne, der nu betragtede ham. " Lawrence, jeg elsker alle sider af dig, selv.. selv da du slog mig i rummet, elskede jeg det... ". Hun var flov over at indrømme, at hun faktisk godt kunne lide den hårde behandling, lide at han var blid det ene og hård det andet. " Men du ved selv hvordan det altid ender, samt.. samt jeg kan ikke leve med at du heller aldrig fortæller mig noget. ". Det var jo rigtigt, fordi hvad skjulte han på sit værelse, hvorfor hed båden Willow.. hvorfor fortalte han ikke om det med Kayla dengang, hvorfor alle de hemmeligheder, vis han alligevel ikke kunne klare hun havde nogen.

Hun så op mod ham, da hun hørte hans ord, om hun var sikker på hun ikke havde mødt en anden. Hun mærkede en vrede, en form for usynlig lussing mod sin kind, da han sagde de ord. Hvordan kunne han nogensinde tvivle på hende!?. Var det fordi han var van til at tøser faldt ham for bene, når han spurgte om de ville komme tilbage, vis han overhovedet nogensinde havde gjort det. Hun anede ikke hvad hun skulle sige, men vis hun løg, vis hun løg så overbevisende.. ville han slippe hende så.. ville hun endelig kunne give ham sjæle fred?.. fordi vis han blev ved, ville hun ende med at gi sig komplet til ham. " Nej du har ret, det var ledt af mig ikke at sige det. Men ja, jeg har mødt en anden.. og han er bedre i sengen end dig, så.. så please stop med at snakke om at komme sammen, fordi det eneste jeg kan tænke på, er den måde han tar mig og elsker mig ". Hun vendte derefter Lawrence ryggen og sukkede tungt, mens hun bandet inde i sig selv en lille smule. " Kan vi please bare ikke gå indenfor og snakke så, ide mindste? ". Hun så sig over skulderen ved dette.

Lawrence lyttede til hende: "Jamen så sig hvad du vil vide" sagde Lawrence og overvejede et øjeblik bare at føle sig som en åben bog, han ville ikke skjule noget for hende, heller ikke selvom der var mange ting i hans liv der stadig gjorde ondt på ham og ting som han ikke bare havde lyst til at dele med hvem som helst, kunne han godt stole på hende? Det vidste han jo han kunne nu hvor han havde afsløret alle løgnene, men det tog tid at vende sig til tanken om at det faktisk ikke var hende der var skyld i alle disse ting.

Lawrence blev meget stille, både i udtryk og ord da hun sagde at hun faktisk havde mødt en anden, hendes sidste sætning kunne han dog ikke spore om var ironi eller ej, men han formodede at ligegyldigt om det var sandt så kom den fordi hun ønskede at ramme ham på et punkt hun vidste han ikke kunne lide at blive kritiseret på.

Nej, han havde ikke lyst til at snakke lige nu for hun havde lige sendt en kniv i hans hjerte, men han ønskede ikke at være ligesom hende og han nikkede derfor: "Jo lad os sætte os ind i stuen" sagde han og gik roligt hen i mod indgangen med et let smil og åbnede døren for hende og viste vej ind til stuen: "Ella, vi vil gerne have the" sagde han roligt og kiggede så over i mod Skylar for at sikre sig hun også godkende det.

Situationen gik fra AWKWARD, til mega AWKWARD. Det lød til at det havde virket, at lyve for ham, at sige hun havde fundet en der var bedre end ham til at elske, fordi hun vidste at det var et ømt punkt for ham, men faktum var, at hun ikke havde fundet nogen, fordi hun havde afslået alt der kom mod hende, netop fordi hun stadig gerne inderst inde, ville være Lawrence igen, på kontrakt, off kontrakt.. det var ligemeget, fordi hun elskede alt han gjorde ved hende. * Undskyld jeg blev nød til at såre dig Law.. men det var for dit eget bedste *. Hun glemte ikke tiden på båden foreløbig, samt hun glemte ikke de gange, han havde råbt af hende, eller da han låste sig inde nede i kahytten, trist og smadret, samt den gang han kom fordrukken hjem til hende. Hun var en kaos dæmon, kunne man vel kalde hende.. netop derfor var det bedst hun gjorde alt for at støde ham væk, inden det endte med at han kyssede hende eller andet... fordi så vidste hun, at hun ikke ville kunne vende ham ryggen igen, fordi hun havde sådan længdes efter ham, efter hans duft.. hans berøring, hans kys, hans kærlighed, samt de dejlige samtaler de kunne ha en gang imellem.

Hun satte sig forsigtigt ned i sofaen og betragtede tøvende Lawrence, som havde hun ikke forventet at han ville lade hende blive, hvilket han faktisk gjorde?. Hun så kort på ham og smilede forsigtigt, glad over sin sejr, dog også trist, men hun viste ikke den følelse over ansigtet. Hun rettede en smule på sit tøj, før hun nikkede til Ella, der gik ud for at finde the. Hun sad blot der, stirrede rundt.. betragtede tingene om dem. Hun mærkede sig selv blive mere og mere flov... tænke mere og mere over de ting der kunne ske, ting der kunne være sket, vis hun var blevet, eller vis hun havde sagt ja. Ting som der skete ved spisebordet, den frække måde han blot overtog en på, dominerede en. Hun så flovt væk fra ham og sagde " K-køre du mig hjem bagefter? ". Hendes stemme havde let knækket, da hun spurgte ham, dog smilede hun blot for at skjule lidt over det. * Han er ude på noget... i just.. i just fucking know it *. Hun rykkede sig diskret en smule længere væk fra ham, med vilje. Ellers ville dette være første gang, Lawrence Watson, nogensinde bøjede sig i støvet og erkendte sit nederlag, samt at der var fundet en bedre end ham, til at tilfredsstille, det HAN ville ha.

Lawrence nikkede stille som de satte sig ned: "Ja ellers skal jeg nok sørge for at Thomas gør det" sagde han roligt, på den ene elle den anden måde skulle han ihvertfald nok sørge for at hun kom hje, han kiggede sig roligt over skulderen da Ella kom ind med en sølvbakke, på den var to flotte rustikke brune kopper og en brun kande med hætte, som var det en ægte gammel svensk hytte de sad i, hun havde ligefrem lagt et par småkager ved og hun satte det roligt på bordet.

Lawrence kiggede roligt på hende: "Så hvad vil du vide?" spurgte han og kiggede i mod hende, han anede snart ikke hvad han skulle gøre, jo han var på kanten til bare at opgive det hele, han ville ikke kæmpe for noget som var umuligt og lige nu havde hun slet ikke givet tegn til at de to igen kunne være en mulighed, og derfor så anede han snart ikke hvad mere han kunne stille op.

"Så hvem er han så?" spurgte Lawrence i ren interesse, egentligt også lidt chokeret over at det var en han ikke havde hørt om igennem sin detektiv som ellers plejede at være ganske grundig, men det kunne jo naturligvis være at det var meget meget nyt.

Hun så på sølvbakken og tog en af småkagerne og begyndte så småt at spise, mens hun lyttede til hvad Lawrence havde at sige. Forsigtigt slugte hun det hun havde tygget, før hun sagde tøvende. " Hvorfor måtte man aldrig komme ind på dit værelse?. ". Hun ventede lidt med at spørge om det næste, da det jo egentlig var ret så personligt for ham sikkert. Da der var gået noget tid og hun var ved 2 småkage, spurgte hun. " Hvorfor hedder båden Willow...? ". Hun lagde småkagen fra sig og hælde the op i sin kop. Hun tog koppen op til sig og holde den ved sit skød og lod den forsigtigt glide op af mod hendes mund, da hun hævede koppen. Hun havde nær tabt den, da hun hørte ham spørge ind til hvem det var. " Han.. vil helst være anonym ". Hun så flovt væk fra hans blik og så kort op mod ham, før hun tøvende svarede. " Hvorfor vil du gerne vide hvem han er.. ".

Hun tog en tår af sit the og stilte så koppen fra sig, før hun krydsede det højre ben af sit, over det venstre. Hun lagde sine arme afslappet op af ryglænet, da hun lænede sig bagud, mens hun betragtede Lawrence med et nysgerrigt blik. Hun forstod ikke hvorfor han virkede chokeret på en måde?. Havde han sendt en eller anden af hans kontakter til at spionere ved hende. " Har du spioneret mig? ". Hun hævede det ene øjenbryn i undren og lænede sig forsigtigt frem af, med et lille lusket og flabet smil over de fyldige rosa pink læber, før de perle hvide tænder viste sig, da hun smilede. Hun vidste ikke hvorfor, men hun nød at kunne spørge om næsten alt. " Hader du mig?.... Hvad kan du bedst lide ved en kvindes udseende? ". Hun smilede uskyldigt og pillede forsigtigt ved det lange sensuelle rubin røde hår, mens hun blidt slikkede sig om overlæben, med den jordbær røde tunge.

Lawrence vidste at det var netop sådanne helt sindsygt personlige spørgsmål, hvorfor ville hun ikke bare vide hvad hans yndlings farve var i stedet for? Han sukkede dog kort, han var jo nødt til at svarer, det havde ehan jo faktisk lovet: "Well mit værelse er bare meget personligt for mig fordi Madison har jeg sov derinde og hun er den eneste der nogensinde har været derinde" sagde han roligt: "Det er ikke fordi der rigtigt er noget hemmeligt derinde" sagde han og trak på skuldrende, der var et par billeder af ham og Madison og det var faktisk det.

Da hun spurgte til båden tarv han og kiggede kort ned i skødet af sig selv, han måtte jo fortælle hende det, især hvis han bare havde en lille forhåbning på nogensinde at ville være mere end venner med hende: "Well" sagde han roligt og vidste ikke helt hvordan han skulle komme lige ind på dét emne, for han talte ikke med andre end sin coach Frank om det, også hans familie når de en sjældengang bragte det op, selvom Lawrence ofte afviste emnet.

"Dengang Madison gik bort, var hun gravid" sagde han stille og kiggede op i mod Skylar: "28 uger, med en pige som skulle have heddet Willow" sagde han: "Derfor hedder båden det" sagde han med et kort nik og kom så med et lille smil i mod hende som var han ikke helt sikker på hvad han nu skulle sige: "Jeg hader dig ikke, hvorfor skulle du sidde her hvis jeg hader dig?" spurgte han: "Og nok, alt... Kroppen især" sagde han og følte emnet akavet efter at have snakket om Willow og Madison.

Hun var noget chokeret over at han faktisk havde fortalt hende hvorfor, dog kunne hun bedre forstå alt nu. Hun følte sig dum over at være blevet gravid, samt hun følte sig dum over ikke at ha fået en abort. Hun tog ham igennem sådan noget endnu engang. Hun kunne bedre forstå hvad Madison havde ment, dengang at hun kom over til hende og havde løget. Hun havde drukket... hun var gravid, samt havde nok endt med at dræbe sit eget barn da de kørte sammen. Hun mærkede tårerne presse på men holde dem inde, i det hun kom med et lavt. " Det.. gør mig ondt at høre ". Hun havde skiftet emne hurtigst muligt, til det første hun havde kommet til, hvilket nok virkede en smule upassende, efter at ha været inde på et så dybt rørende emne, som Willow og Madison.

Hun strakte sig en lille smule og betragtede sin kop og så undrende mod Lawrence, da han endnu ikke havde skænket noget op til sig selv eller spist af småkagerne, som hun havde spist af. " Hvad er dette her the egentlig? ". Det smagte bekendt, dog havde det også lidt en tør smag en eftersmag af en slags. Hun var glad for at hun kunne stole på Lawrence, at han ikke kunne finde på at gør hende noget, bare sådan. Hun så kort på ham og sagde" jeg må nok også hellere se at komme hjem af... ". Hun så kort mod haven. Det var mørkt... og hun var en smule træt, mere end før, men det var måske også lidt en undskyldning, for at Lawrence ikke fandt ud af, at hun løg om det med denne.. fyr. " Min fyr lovede at komme hjem til mig, såh... jeg nød til at gå ".

Lawrence sagde et øjeblik ingenting, som var der pludseligt et sort tæppe der havde lagt sig over stemningen i rummet og der var pludseligt alt for mange ting der stak ham i hjertet. Willow, Madison, Skylar og et barn inde i Skylar's mave, hvorfor skulle det hele være så rodet lige nu? Hans liv kørte perfekt når han ikke havde kærlighed i sit liv, og selvom det var besværligt at leve med så var det lige så forfærdeligt at leve uden det, selvom han nok hellere måtte vende sig til tanken.

Lawrence nikkede da hun sagde at hun gerne ville hjem ad, og han tog så sin mobil op af lommen: "Thomas er udenfor om 2 minutter" sagde han blot og lagde telefonen ned i lommen igen da han havde skrevet det han skulle, to ord også var Thomas sikkert allerede ved at sætte nøglerne i bilen.

Lawrence rejste sig og nikkede, han svarede ikke spørgsmålet om the'en: "Ja, jeg tror også gerne jeg vil være lidt mig selv" sagde han med en sørgmodig og stille stemme som havde han en masse ting at tænke igennem, selvom hans hjerne snart ikke kunne klare flere tanker uden at eksplodere: "Jeg håber dig og din ny fyr bliver glade" sagde Lawrence og lod et meget kort smil vise sig på sine læber inden han roligt forlod stuen og satte retning i mod sit værelse. Han kunne simpelthen ike mere, han var nødt til at give op.

Skylar så op mod Lawrence og blev pludselig i tvivl om hun havde handlet rigtigt. Hun gik ud til bilen hvor hun satte sig ind. Hun betragtede Thomas og sagde nervøst " Thomas.. vil du ikke prøve at holde lidt øje med Lawrence.. jeg tror han blev ked over det, da jeg fortalte jeg har en ny.. eller.. det har jeg ikke men.. men det bedst for ham, vis han ikke har mig i sit liv. Men please hold et vågent øje med ham, han.. han virker ikke særlig fornuftig for tiden ". Hun var bange for at han ville sulte sig selv ligesom sidst han gik ned, eller måske ende med at begå selvmord. Hun var nervøs, rigtig nervøs for hvad der ville ske med ham.

Da hun kom hjem til sig selv, satte hun sig i sin seng og begyndte at søge efter et nyt sted at bo. Hun kunne ikke klare, at Lawrence ikke havde svaret på, om han spionerede hende. Hun kunne ikke lide tanken om, at han måske pludselig ville ende fuld foran hende igen, det ville hun ikke kunne klare, især ikke nu, da hun vidste han havde givet op. Tårerne begyndte at falde, før hun lagde sig i sin seng og lukkede sine øjne. Dagen efter tog hun kontakt til hospitalet og tog en taxi op til dem. Hun fik noget bedøvende og de spurgte om der var en de skulle ringe til, vis noget gik galt. Hun så nervøst op mod kvinden og sagde tøvende " Lawrence Watson... ". Hun var bange, bange for at dø, bange for at gøre dette, men det måtte gøres.

Hun så på sedlen hvor der stod, hvad Lawrence var til hende. Hun vidste at ven ikke var nok, så hun satte streg under kæreste, skønt hun inderst inde, håbede de ikke viste Lawrence den. Da hun kom ind og blev opereret.. begyndte hendes healings evne, som de havde forventet. Den ene læge var engle mens den anden var aspara selv. De begyndte at gør deres bedste, men da det så sort ud... ringede de Lawrence op og bad ham komme, eftersom hun muligvis kunne dø natten over. Skylar blev kørt ind på en stue for sig selv, hvor hun lå med slanger og ilt rør ved næsen. Hun lå helt stille, med en klips om pegefingeren, der målte hendes hjerte rytme.

En uge var gået og det hul i maven og stik i hjertet som han havde fået efter Skylar's sidste besøg gjorde stadig ondt og det sad der endnu, han kunne knapt fungere og han havde ie været på abejde ret mange dage i forhold til hvad han plejede, han orkede ikke rigtigt noget og havde heller ikke sat en detektiv på hende denne gang, det kunne være ligemeget, han kastede håndklædet iringen.

Lawrence var på vej mod hospitalet med næsten 120 kilometer i timen. Da han ankom på hospitalet lå Skylar inde på stuen i hvad der mindede om et koma, han snakkede med personalet. Lawrence sad inde ved hende den nat hun bare lå og lægerne kom ofte og målede og vejede hende. Flere fortalte Lawrence at han burde tage hjem og sove men han rystede blot på hovedet, han ville blive.

Den kommende dag fik han lavet en aftale med sin private læge Donald at han betalte en stor sum penge for at få rykket hospitals værelset hjem, så hun kun havde brug for et drop og en almindelig seng, men stadig læge opsyn to gange dagligt, så på anden dagen bragte en ambulance Skylar hjem og lagde hende på Lawrence's værelse. Der var en kæmpe himmelseng som var den hun blev placeret i, vægge en en svag peach farve med to billeder af Madison, det ene med Lawrence på og det andet uden. Lawrence sad på en stol ved siden af den store seng, netop nu hvor klokken var seks om morgenen på tredje dagen, det var ved at være now or never hvis han skulle se hende åbne øjnene igen og derfor forlod han ikke hendes side, og det gjorde doktor Donald heller ej, og han sad derfor og læste avis på den modsatte side af sengen.

Hendes healings evne kæmpe med hendes indre. Den nedbrød sig selv og lavede sig selv, igen og igen. Det gjorde ondt, som var det et rent smerte helvede der var igang inde i hende, dog det eneste hun kunne opfange, var hvad om verden gav hende. Duften af Lawrence, den bekendte lyd, af hans vejrtrækning. Hun blev trukket langsomt tilbage til virkeligheden, mere og mere. Da alt syntes at være tabt, rykkede hun en lille smule på sig. Hendes healing havde endelig svigtet og hendes indre syntes at komme sig langsomt.. indtil den kunne starte igen og rette op på skaden. Langsomt men sikkert, flikkede hendes øjenvipper, som tegn på at hun var ved at åbne sine øjne. Forsigtigt, langsomt... åbnede hun sine øjne og løftede slapt sin arm for at gnide sig ved øjnene. Hendes muskelgrupper var ligeså bygget op igen, takket være healingen, der nedbrød og genskabte. Hun mærkede en indre trang til at græde, som manglede hun noget, dog da hun så til siden og opdagede Lawrence, forsvandt alt tristhed i verden. Hun så mod ham og sagde " L-Lawrence.. hvad laver du her? ". Hun så på ham og derefter det der var bag ham. Hun forstod det ikke.. sådan så hospitalet da ikke ud?. Hun mærkede et stik i sit hjerte, da det gik op for hende, hvor hun egentlig lå. I hans seng.

Hun så på ham og mærkede tårerne glide ned, da hun strakte sin hånd forsigtigt ud mod hans og sagde" Tak ". Hun havde lyst til at sige hun løg, men hvem ville ikke regne ud, at hun ingen så, eftersom det var Lawrence der var ringet op, samt der ikke havde været noget på besøg. Hun lukkede udmattet sine øjne i igen og pustede langsomt ud. Hun havde det ikke vildt godt, dog regnede hun ikke med at det ville blive ved med at være sådan her hele tiden. Hun strakte forsigtigt sin hånd ud mod Lawrence og sagde med en blid stemme. " Der var kun dig... der har aldrig været en anden ". Hun hentydet til det med kæresten. Hun havde det så skidt, over at han havde kommet til hendes undsætning, at han havde fået hende hjem til sig. Hun så forsigtigt rundt og sagde" Har det været en hård nat? ". Hun så kort rundt og sagde" Hvor mange timer har jeg været væk? ".

Lawrence kiggede op: "Donald" sagde han da han bemærkde at hun bevægede sine øjne: "Skylar" sagde Donald, han var en ældre herre, gråhåret og tæt på pensions alderen, han lyst ind i hendes øjne: "Ja undskyld" sagde han og vdste godt det var en smule ubehagelgt: "Det ser fint ud" sagde Donald og smiled roligt til Lawrence. "Jeg ringer og meddeler hospitalet" sagde Donald roligt og gik så ud af rummet imens Lawrence stadig sad og kiggede i mod Skylar.

Lawrence tog fat omkring hendes hånd da hun rakte de ud til ham og klemte let hendes hånd, han var glad for at hun havde åbnet øjnene: "Shhh" sagde Lawrence og rejste sig op og gav hende så et kys på panden da hun begyndte at tale om den anden fyr der ikke eksiterede: "Du skal ikke tænke på alt det lige nu" sagde Lawrence med en rolig stemme og satte sig så roligt tilbage på stolen igen.

"Timer?" sagde Lawrence og kunne ikke lade vær med at komme med et lille grin: "Tre dage" sagde han og kigget på sit ur: "To en halv to be fair" sagde han og kiggede så over i mod hende med et roligt blik, som var hans grå øjne placeret i hovedet på en hund: "Hvordan har du det?" spurgte han med et roligt smil, han var meget glad for at hun var vågen: "Vi var så tæt på at miste dig" sagde han og holde stadig hendes hånd.

Hun klemte hurtigt sine tunge øjenlåg ned, da han lyste hende ind i øjnene, dog åbnede hun dem kort efter, eftersom hun ikke helt forstod hvad det var han havde gang i?. " Hvad ser fint ud?.. jeg okay, tro mig ". Hun grinte en lille smule. Hendes smil falmede dog, da hun hørte hans ord. Hun forstod det ikke helt i starten, men da hun så begge stole, samt huskede det som lægen havde sagt, samt ømheden i hendes krop. " N-nej jeg.. jeg har kun været væk i nogle timer... ". Hun så fortvivlet på Lawrence og da han sagde at de havde været tæt på at miste hende, så hun bekymret på ham og sagde" Det kan ikke være sandt, jeg gjorde alt.. jeg gjorde virkelig alt for ikke at.. at min evne gik amok ". Hun kunne ikke styre sin evne, især ikke når hun sov, så da de havde bedøvet hende, måtte de ha endt med at få problemer og ha sendt hende i større smerte end normale folk var igennem.

" Så min krop lukkede ned i så lang tid ". Hun tog sig en smule til sit hoved og lagde sig forsigtigt ned igen, da hun pludselig følte sig træt og overvældet af alting. " Er dette... dit værelse? ". Hun så kort over mod Lawrence og betragtede kort hans værelse, da hun vendte sit hoved fra den ene til den anden side. Hun så over mod ham igen og rødmede en lille smule, før hun forsigtigt strakte sin hånd mod ham og tog blidt hans hånd, før hun lukkede sine øjne. " Undskyld alt Lawrence.. jeg ville blot, stoppe med at såre dig, ved at... ende med at åbenbart at gør alting værre igen ". Hun grinte en lille smule og sukkede så dybt, i det hun tog sig en smule til sine tyndere arme. " Nu ligner jeg ikke et klamt skelet vel? ". Hun så ned af sig selv og trak dynen væk, før hun hev op i sin tshirt, hvor man kunne se de smukke svulmende runde lettere faste men bløde bryster, hvor brystvorterne strittede i vejret. " Årh gudskelov..! ". Hun havde stadig en stram smuk mave, dog kunne hun godt se, hun havde tabt sig en del, men alligevel ikke ALT for meget. Hun så kort mod Lawrence og så flovt på ham, i det hun sagde" Dont look at them perv! ". Hun grinte kort og smilede forsigtigt. Hun følte sig frisk, rigtig frisk faktisk.