Can Love Burn? (Aubrei)

Tid: lige omkring midnat
Sted: Aubrei's Villa
Omgivelser: Ude foran Aubrei's villa, hvor den eneste lyd der rørte sig var en skraben og et smertestøn

Hvilken vrede! Hvilken frygtindgydende magt! Aldrig havde Caleb set noget lignende. Khá havde fundet ud af at Caleb tilbragte en lidenskabelig nat sammen med Aubrei. Det vredesudbrud der kom var et frygteligt syn. Khá brændte næsten sit slot af. Caleb blev tortureret længe af de blå flammer. Et smertehelvede han ikke kunne forestille sig. En uge stod det på. Connor virkede til at være væk. Hver dag blev fyldt af lugten af hans eget kød der brændte. Hans egne skrig blev den musik han kunne høre. Caleb havde efterhånden givet op.

En sen aften hørte Caleb døren gå op. Caleb kunne genkende skæret fra de blå runer på kåben. Han orkede ikke en gang at kigge op. Han kunne knapt røre sig og hans brændsår var endnu ikke helet. Grundet flammerne ville det tage noget tid. Den stemme der mødte ham var ikke Khá. Caleb anstrengte sig for at kigge op og i stedet for det indtørrede lig stod der en høj flot ung mand med mørkerødt hår og grønne øjne. Han kiggede meget bestemt på Caleb. Man kunne se skikkelsen var forpint men stærk. En kraftfuld stemme sagde: Mr. DeBayle? mit navn er Connor McAndrews... Jeg er den person skikkelsen Khá tog bolig i. Jeg kan ikke længere se bort fra at han behandler dig sådan her. Jeg svor en gang til min elskede Hazel at jeg ikke ville lade monsteret Khá tage kontrollen.... Jeg har i sinde at holde det løfte.


Han gik hen og løsnede Calebs kæder og sagde kort: Flygt mens du kan. Indtil min Hazel en dag vender tilbage, er det min hellige pligt at holde Khá i skak. LØB!
Caleb kunne ikke løbe men han gjorde hvad han kunne for at kravle ud. Han så sig ikke tilbage for at ære det løfte Connor havde givet. Han havde ingen ide om tid eller sted. Han gik efter en duft. Han forsøgte at være uset. Det ville tage tid med hans brændsår, og de var så kraftige at han ikke kunne gå ordenligt. Hans syn var sløret men han kunne genkende duften. Han faldt om på Aubrei's trappetrin

Aubreiane brød sig ikke om den måde Khá var blevet overfor hende på det sidste. Han var ikke direkte voldelig eller noget, men tydeligt meget afvisende. Det meste af tiden brugte han nede i sin kælder, og der måtte hun på ingen måde befinde sig. Netop derfor havde hun valgt at forlade slottet. Taget de ting hun nu havde med sig, og bare gået hjem. Selvfølgelig havde hun været meget nysgerrig over hvad der var sket, siden han var blevet sådan overfor hende, men nu var hun lidt ligeglad.

Mørket var faldet på udenfor hendes hus, og hun var så småt igang med at gøre sig klar til at gå i seng. Havde et par natbukser i sort på, samt en lille mavetop og en rød form for silkekåbe, der stod åben. I navlen hang en mørkegrøn sten med en smule dingleværk i. Det lange sorte hår hang løst og omkransede hendes ansigt så de grønne øjne virkede mere tydelige. Tænkende slukkede hun pejsen med en kort bevægelse med hånden, og trak gardinerne for, inden hun gik ud i gangen. Det hele var på en måde bare anderledes nu.

En lyd udenfor hendes dør, fik hende til at tøve lidt. Langsomt gik hun hen og åbnede den, og gispede forskrækket ved synet af Caleb. Lænede sig ned og strøg ham svagt over kinden, inden hun hjalp ham op. Hun fik med lidt besvær bugseret ham op på badeværelset hvor hun lagde ham i badekarret og tændte for en smule lunkent vand. Hentede en klud, og en speciel salve hun havde fået lavet, til netop at rense og heale sår bedre. Havde det været muligt havde hun taget hans puls, men da han jo sådan set var død, var dette ikke en mulighed. Forsigtigt begyndte hun at rense hans sår, og var meget omhyggelig med at det ikke skulle gøre alt for ondt. Efter at have smurt hans krop ind i salven, hjalp hun ham ud af badet og ind på sengen hvor hun lagde ham, kun med et lagen over sig. Satte sig tøvende på sengen og så på ham. Så det var alsa det Khá havde lavet.

Han var gået kold men kunne godt mærke der foregik noget omkring ham. Han kunne ikke gøre noget men han vred sig stille og det var tydeligt han var bange. En velkendt duft og en silkeblød berøring beroligede ham noget. Han prøvede at støtte sig til hvem end der hjalp ham men faldt sammen en gang i mellem. Da han kom op i badekarret havde han taget sine arme indtil sig. Da det varme vand ramte ham, kom han med et hurtigt skrig da det gjorde tilsyneladende meget ondt. Han faldt hurtigt til ro da hun begyndte at smøre salven på ham. Han havde hængt så længe at hans tøj var brændt væk. 

Han kom op af badekarret med hjælp fra hende men han kunne stadig ikke se hvem hun var. Hans øjne flakkede rundt i hans hoved. Han krøb nærmest sammen i fosterstilling da hun havde pakket ham ind. Han lå meget uroligt da lagnet stadig gjorde ondt på de mange brændsår. Nok var Calebs krop utrolig hårdfør, men de Arkane Flammer brændte på en helt anden måde. Han lå tydeligvis med kraftige mareridt om hvad der var sket med ham. Han talte voldsomt i søvne. Han genoplevede tilsyneladende da han blev hængt op i kroge og de første flammer rørte ham. Han strakte sine hænder voldsomt og man kunne se hullerne fra hvor krogene havde siddet. 

Han var bange men han vågnede langsomt og kiggede lidt forvirret rundt. Først blev han forskrækket da han så hende men faldt til ro da han genkendte hende. Han rakte ud efter hende men kunne ikke strække fingrene af smerter endnu
Aubreiane....

Aubreiane fjernede langsomt hans brændte tøj, og duppede hans sår ganske blidt med en kold klud. Forhåbentlig ville salven gøre sit til, at hans sår snart var væk. Som tiden gik blev hun siddende hos ham, hun strøg ham kort over kinden af og til, og da han så vågnede så hun blidt på ham. Forsigtigt hvilede hun fingrene mod hans læber. "Shh.. Du har brug for hvile" hviskede hun stille. Hun havde tårer i øjnene, for det gjorde virkelig ondt at se ham på den måde. Det var altsammen hendes skyld, hvis hun nu ikke havde lukket Khá ind i hendes sind, ville han aldrig havde opdaget det her. Og så ville Caleb ikke se sådan ud.

Forsigtigt tog hun hans hånd, men sørgede for ikke at klemme den på nogen måde. "Jeg er så ked af det her Caleb.." mumlede hun lavt og lænede sig ned til ham, kyssede ham flygtigt, så deres læber kun lige akkurat mødtes, inden hun trak sig væk igen. Derefter rejste hun sig. "Prøv at få noget søvn.. " sagde hun let, og så på ham, inden hun gik hen og satte sig på en stol henne i hjørnet af rummet. Aldrig havde hun troet at Khá ville reagere sådan.. Det var jo længe siden, og hun havde ikke set Caleb siden den nat.. Men alligevel var han blevet så vred.

Efter et par timer, gik hun hen til ham. Hun hvilede et sugerør i hans mund, og håbede at han ville drikke lidt. Det var hendes eget blod, hun havde puttet i en kop. Det forklarede også forbindingen på hendes ene hånd, for det var der hun havde skåret, for at han kunne få lidt mad.

Der gik et par timer ca og salven begyndte at virke. Hans sår var efterhånden væk så hans hud var hel og der var kun kraftige røde plamager rundt omkring. Han mærkede hendes blide kys og et svagt smil kom fra ham. Det var magisk på trods af brændmærkerne. Han faldt til ro og prøvede at sove lidt. Hans drømme var plaget af de ting han var blevet udsat for og han lå rimelig uroligt men det var ikke så slemt som det havde været. 

Han slog langsomt øjnene op da hun gav ham noget af sit blod. Han kunne ikke benægte at det smagte vidunderligt og hans sår lukkede sig hurtigt. Han havde ikke kunne hele da han var hos Khá da han blev benægtet blod. Han drak det med velbehag indtil hun trak sin hånd væk fra ham. Da han var færdig lignede han den samme flotte Caleb han altid havde været. Han kiggede op på hende med et varmt smil og løftede langsomt sin hånd og lod den hvile mod hendes kind. Han satte sig lidt besværet op og sagde:

Aubrei.... Du har ikke noget at være ked af.... Jeg er kun glad for du ville hjælpe mig... Jeg har skam ikke glemt dig... mit Mesterværks Inspiration....

Han lå og tænkte på hvad der ville være sket hvis hun ikke havde åbnet sin dør. Eller hvis han ikke havde klaret turen. Hun var hans skytsengel

Aubreiane satte sig langsomt ved hans side, og lod ham drikke. Til sidst trak hun dog hånden til sig, da hun begyndte at blive svimmel. Svagt smilte hun da han hvilede sin hånd mod hendes kind. Forsigtigt rakte hun op og hvilede sin hånd over hans hånd. Fik tårer i øjnene igen, for hun kunne ikke lade være med at syntes det var hendes skyld. Hun havde jo stolet på Khá.. stolet på at han ikke var sådan, over det. Han vidste jo godt hun havde været sammen med andre før ham, og alligevel var det gået udover Caleb. Alligevel måtte hun også indrømme, at hun havde savnet ham. Måden han så på hende.. Snakkede om hende.. Det var virkelig dejligt.

"Selvfølgelig ville jeg hjælpe.. Havde det ikke været for mig, havde han slet ikke gjort dig noget.. Jeg havde bare ikke.. Jeg forventede ikke at han ville gøre sådan.. "
En let blussen i hendes kinder kom frem, og hun så kort væk fra ham. "Forresten.. Har jeg taget dit tøj af.. det havde det ikke så godt mere" sagde hun forsigtigt og grinte lidt for sig selv. Det havde skræmt hende.. at se ham ligge derude, uden at kunne gøre noget for at hjælpe sig selv. Kort lænede hun sig hen og kyssede hans kind, inden hun rejste sig og hentede en pose henne i sit skab. lagde et sæt sort tøj til ham og et rødt slips.

Han satte sig langsomt op da han stadig var øm, og kiggede intenst på hende der nu havde frelst hans liv. Så forbrændt han var da han lå på hendes trappe, ville ingen normalt kunne have genkendt ham. De fleste ville ikke hjælpe. Han kunne i princippet have blevet efterladt til en frygtelig skæbne. Han sendte hende et varmt smil og sagde roligt: 

Du har intet at undskylde for kære Aubrei... Khá er et delt væsen.... Det menneske han en gang var brænder stadig i asken af hans døde hjerte... Men ikke desto mindre er han en djævel. Han har potentialet til en frygtelig ondskab... Hvis ikke jeg havde dig, min skytsengel ville jeg være et udbrændt lig...


Da hun gik hen til skabet, rejste han sig og gik langsomt hen til hende. Han tænkte ikke over han stadig var nøgen. Han vendte hende langsomt om mod sig og blev fortabt i hendes øjne. Kærligt sagde han: Da jeg vandrede fortabt i mørket, mærkede jeg en varme... En varme fra et par silkebløde læber der kærtegnede mine... Min skytsengel vækkede mig... Det vil jeg gerne gengælde...


Han lagde begge sine hænder på hendes kinder og en varm glød kunne spores i hans øjne. Han lænede sig langsomt tættere på og stod først så de kunne mærke varmen fra hinandens læber. Så trykkede han sine læber intenst mod hendes. Han følte som om der sprang gnister mellem dem og en varme pulserede gennem ham. Han håbede hun havde det på samme måde. Længe holdt han dette silkebløde kys. Da han stoppede kysset, åbnede han ganske langsomt sine øjne og smilede

Aubreiane så langsomt om imod ham, og smilte lidt forsigtigt. Stille hvilede hun hænderne mod hans brystkasse. Hun var så glad for at han havde fået det bedre igen, selvom hun ikke brød sig om det der var sket. Det havde været helt unødvendigt i hendes øjne. Svagt bed hun sig i læben og så en anelse ned i gulvet. Hun havde bare en dejlig form for ro sammen med ham, som om han forstod hende, uden hun sagde noget.

"Det ændre ikke på at det er min skyld Caleb.. Jeg havde jo aldrig sagt det hvis jeg havde vidst at han ville gøre dig ondt.. Du betyder så utroligt meget for mig, selvom du måske ikke ved det. Jeg ved godt det kun var en nat sammen men.."

Han vendte hende op imod sig, og hun mødte hans blik for en stund. Han kunne virkelig gøre hende helt blød i knæene, men det vidste han med garanti godt. Hun nægtede at tro på, hun var den eneste der fik det sådan omkring ham. Hans berøring sendte nærmest en form for sitren igennem hendes krop. Hans ord fik hende til at rødme ganske let.

Som hans hænder hvilede mod hendes kinder, lod hun sine hænder glide blidt op bag hans nakke. Mærkede hans ånde mod sine læber og smilte ganske svagt for sig selv. Da hans læber så trykkede intenst mod hendes, gengælde hun kysset ømt. Der var en form for længsel at spore hos hende. Kysset stoppede, og hun tøvede kort, inden hun kyssede ham blidt igen. Slap ham så langsomt og så ham i øjnene. Smilte ganske blidt til ham. "Jeg kunne da ikke bare lade dig ligge" hviskede hun blidt og strøg ham kort op af armen. Det forvirrede hende lidt at være så glad for ham, hvilket han nok ville bemærke pågrund af hendes flakkende blik.

Det var vidunderligt at kysse hende igen. Det var som om noget af ham havde manglet. Han blev helt varm om hjertet selv om det ikke slog. Varmen skyllede gennem ham endnu en gang da hun kyssede ham endnu en gang. Da deres læber mødtes var det som om at tiden stod stille og de blev hevet op blandt stjernerne. Lige i det øjeblik, var tiden i Khá's fangekælder kun et virkelig fjernt minde. Han havde kun hende for øje. Hans skytsengel.

Han kiggede lidenskabeligt på hende, men det var en smule svært at få øjenkontakt da hendes blik flakkede lidt rundt. Han kunne ikke andet end at beundre hendes skønhed. Men det var ikke kun det der fangede hans opmærksomhed lige nu. Han virkede usikker. Ikke på grund af noget dårligt. Tvært imod. Han kunne bare ikke lide at se hende trist. Han var godt klar over hendes skyldfølelse, men det var jo ikke hendes skyld.

Han lagde sine hænder på hendes kinder så hun kunne se ham i øjnene. Han fik en beroligende glød i øjet ud over det kærlige glimt der allerede var der. Med hans gamle melodiske stemme sagde han: Du var en gang vampyr.... Så kan den slags ikke gemmes for ham... Det han sporede det på var ikke dig... Det var fra de følelser jeg stadig har... Jeg var bare ikke sikker på om du ville have mig... Aubrei husk du er mit Mesterværk...


"Mesterværk" virkede nok som en meget materiel titel for mange men det betød langt mere end det i Calebs verden. Det var hans definition af perfektion. Hun var perfekt. Intet mindre kunne gøre det. Han strøg hende over kinden og dristede sig til at kysse hendes hals ganske blidt

Følelserne for ham var der helt sikkert stadig, og de skræmte hende en smule. Forsigtigt så hun ham i øjnene, og smilte lidt for sig selv. Det var svært ikke bare at overgive sig til ham, og lade ham få magten over hende, Men hun prøvede at huske på sig selv. At hun ikke var typen der overgav sig uden videre.

"Joh.. Selvfølgelig vil jeg gerne have dig.. Men jeg troede bare.. Caleb du kan jo få hvem som helst.. Jeg er slet ikke god nok til dig jo" sagde hun stille og nussede hans arm en anelse. Mærkede hans læber mod sin hals og smilte svagt for sig selv. Nød følelsen af hans kys, og lod ham gøre det. Han var nok en af de få der ville få lov til at bide hende hvis han bad om det.

Tøvende trak hun sig lidt væk og strøg hånden gennem sit hår. Hun stod nu så de ikke længere stod op af hinanden. Hun virkede usikker omkring ham, ikke fordi hun var bange for ham, men fordi hun var stærkt tiltrukket af ham. Det var svært at skulle trække sig væk, men hun måtte lige trække vejret en smule. Med lette skridt gik hun hen til vinduet og så ud i mørket. "Jeg forstår bare ikke.. Hvad du vil med mig? jeg mener.. Jeg er ikke noget specielt jo" sagde hun forsigtigt og pillede en anelse ved den halskæde hun havde på.

Da hun trak sig lidt væk, kiggede han undrende på hende mest af alt fordi han ikke forstod hvorfor. Han håbede inderligt at han ikke havde gjort noget som helst forkert. Han troede hun ikke ville have ham så siden den nat havde han forsøgt at få hende ud af hovedet. Men det hjalp ikke overhovedet. Ligemeget hvor meget han prøvede så var der altid noget der manglede. Efter hendes kys var han ikke i tvivl om hvad det var. Det var hende der manglede. Uden hende smagte vinen ikke af noget. Uden hende, falmede stjernerne. Han havde ikke gidet male siden da. Han havde kun malet en gang ellers bare handlet. Hans inspiration havde været væk. 

Han gik hen og tog det tøj på hun havde fundet til ham. Han kiggede lidt trist i retning af hende. Han nægtede at lade hende tro hun var så lidt værd. Han gik hen bag ved hende og lagde sine hænder på hendes skuldre og gav dem et forsigtigt klem. Han kyssede hendes nakke stille og kiggede lidt sukkende ud på nattehimlen. Han kom til at tænke tilbage på deres nat sammen og et varmt smil kom frem

Han strøg hendes hår blidt om bag hendes øre og hviskede i det: Aubrei.... Jeg er lige blevet tortureret af en Djævel i en god uges tid... Det var din dør jeg fandt... Det var dit kys der vækkede mig... Det handler ikke om hvem jeg kan få. Det handler om hvem jeg vil have.
Han lagde sine arme om hende så hans hænder hvilede på hendes mave. Han kyssede hendes kind blidt og længe hvor efter han hviskede: Dig... Men hvis du ønsker jeg skal gå så gør jeg...

Aubreiane smilte ganske svagt da han lagde hænderne på hendes skuldre, og skævede kort om imod ham, inden hun så ned i gulvet. Det virkede sikkert underligt for ham at hun var sådan. Det ene øjeblik var hun sød og kærlig, og det næste usikker og en smule afvisende. Men det var slet ikke for at være ond.. Hun kunne bare ikke helt finde ud af hvor hun havde ham. Om han virkelig mente alle de ting han sagde om hende, eller om han bare drillede.

"Mener du det? Mener du at du vil have mig? Jeg elsker dig okay.. Jeg kan ikk.. Jeg kan ikk klare det hvis du driller mig.. Jeg har savnet dig.. Det gik op for mig da jeg så dig udenfor, jeg har savnet det hele.. selvom det kun var en enkelt nat vi havde sammen" Hviskede hun stille og vendte sig langsomt om imod ham og lod armene glide op om hans nakke. Kyssede ham længe og ømt. Hvilede hænderne mod hans brystkasse og så ham i øjnene med et forsigtigt blik. Det var tydeligt at hun var bange for at han ville grine. Det var første gang hun nogensinde havde åbnet sig på den måde før, og hun følte sig sårbar.

Stille tog hun ham med nedenunder, og satte ham i stuen, inden hun gik ud i køkkenet og satte noget vand over til te. At være hans ville gøre hende glad, og gøre hende lykkelig, men hun turde ikke håbe for meget. Nogle gange sagde man jo ting man slet ikke mente, når man var lidt glad. De grønne øjne hvilede på den gyldne væske i hendes kop, og hun så svagt om mod døren ind til stuen. Gik derefter ind og satte sig hos ham. "Jeg ved.. ikk om du drikker andet end blod?" spurgte hun lavt.

Han blev helt tavs efter hendes kys. Det var som altid magisk. Han stod først med øjnene lukkede, men åbnede dem langsomt. En lille del af ham var bange for at hun ikke var der når han åbnede øjnene. Men hun var der stadig som et lys i mørket. Han smilede kærligt og sagde kærligt og sikkert: Se mig i øjnene og svar mig da, om jeg driller dig... Jeg ved jeg ikke gør. Kig i mine øjne og vær sikker.... 
Han kiggede dybt i hendes øjne og en glød af lykke var meget tydelig. Aldrig havde Caleb været mere sikker på noget. Det lyste nærmest ud af ham at han ville opgive alt for hende. Han dristede sig til at give hende endnu et silkeblødt kys.

Han gik med hende stille ned i stuen og satte sig. Han var kommet sig helt nu. Han var stadig helt varm indeni efter hendes kys. Han bevægede sig med en vampyrs ynde og hastighed endnu en gang. Inden hun nåede ind i stuen til ham, stod han foran hende. Han løftede hende op og sidde på køkkenbordet og kiggede dybt og intenst i hendes øjne. Han ledte nærmest efter bekræftelse på at hun troede på ham. 

Han satte sit ansigt endnu tættere på hendes så deres læber kun lige nøjagtigt strejfede hinanden. Han hviskede så hun også kunne mærke hans ord mod hendes læber: Jeg elsker også dig Aubrei.... 

Som hun slap hans læber, mødte hun hans blik og rødmede ganske svagt. Hun bed sig hårdt i læben og lod hånden løbe gennem sit lange sorte hår, inden hun så ud af vinduet igen. For en stund var hun tavs, mest fordi hun blev så genert omkring ham. Følte sig som en eller anden forelsket teenager, og det var ikke rigtigt en følelse hun brød sig om. Kun fordi hun kendte konsekvensen af den fra sidst hun havde haft det sådan. Men alligevel var der noget i hans blik, der gjorde hende rolig. Afslappet. Ømt gengælde hun hans kys da hans læber mødte hendes igen. Nød at mærke ham så tæt på, og kunne godt li a han ville have at hun var sikker.

Svagt gispede hun da han stod foran hende, og grinte bare ganske blidt som han satte hende på køkkenbordet. Hun lod svagt armene hvile om hans nakke og lod sig bare fortabe i hans øjne. Der var så meget mere i ham, end bare udseende og rigdom.. Han var noget for sig selv, og hun kunne virkelig godt li ham. Faktisk ville hun nok driste sig til at sige hun elskede ham. Sådan helt sikkert, ikke bare noget hun sagde fordi hun følte hun skulle, men fordi hun rent faktisk mente det. De grønne øjne hvilede intenst på ham, mens hun overvejede hvad han mon ville med en som hende. Vampyre var langt smukkere, så meget vidste hun da og hun var ikke den samme mere. Hun slog ikke ihjel for sjov, hun nød ikke at se andre komme til skade.. Hun var helt anderledes, fra den vampyr hun var blevet lært op i at være.

Han kom så tæt på at hun kunne mærke hans ånde imod sine læber, det kildede en smule, men var utroligt dejligt. Blev varm indeni ved hans ord, og vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere. Blidt trykkede hun sine læber mod hans, inden hun så ned. Det sorte hår gled ned foran hendes ansigt, men hun smilte bare ganske svagt. En let rødmen havde bredt sig i hendes kinder.

Han strøg blidt ned af hendes kind og hendes hals et par gange imens har fastholdt hendes blik med sine egne meget sensuelle øjne. Hvordan han har kunne male noget som helst uden hende var ham en gåde. Han havde da malet malerier men han var ikke tilfreds med nogen af dem. Hans inspiration til virkelig flotte malerier, havde været væk. Hans muse havde været væk. Men ikke længere. Imens han nærmest lystent studerede hende sagde han: Kan du huske da vi malede hinanden.... Kan du huske hvert penselstrøg.... Hvert blik.... Hver forevigelse af perfektion.....


Han løftede hende af køkkenbordet så hun holdte sine ben omkring ham og han tog hende med ind i stuen hvor han satte sig i sofaen så hun sad ovenpå ham. Hele turen hen til sofaen og selv da de satte sig, kunne han ikke få øjnene fra hende. Det lyste nærmest i hans øjne at han ville have hende. Være hendes. Ingen anden havde fået ham til at føle sådan. Han var i tvivl om hvor vidt han havde fået en puls igen når hun var hos ham. Han lod sit hoved hvile tilbage og trak blidt hende ned til et intenst kys der virkede til aldrig at stoppe. 

Han sådan med hende og holdt hende tæt imens han vippede hendes hoved til den ene side og kyssede frem og tilbage fra hendes kavalergang og hele vejen op til hendes øre. Han nappede forsigtigt i hendes øre og hviskede forførende: Jeg kan huske hver eneste linje... Hver eneste kurve... Hver eneste penselstrøg.... Han begyndte at kærtegne ned af hendes talje og ben imens han fortsatte sine kys. Hver eneste del af din krop.... Blød som nyspunden silke... Øjne som flammer.... Et kys der tænder en flamme i mig.....

Aubreiane så ham i øjnene. Hun havde virkelig savnet ham, selvom det måske ikke virkede sådan. Inderligt havde hun også prøvet at glemme alt om ham, selvom det var virkelig svært. Han havde bare kunnet brænde sig ind i hende, så nemt som ingenting. Det skræmte hende, utroligt meget endda. Kunne udmærket huske sidste gang en vampyr var kommet så meget ind på livet af hende, og det var ikke en ting hun havde lyst til at prøve igen. "Ja.. selvfølgelig kan jeg huske det.. Det er en aften jeg ikke har tænkt mig at glemme.." hviskede hun smilende og lod hovedet glide på skrå.

Hendes ben hvilede om ham, idet han bar hende ind i sofaen. Holdt blikket i hans øjne, og rødmede så en smule. Blidt hvilede hun hænderne mod hans brystkasse og strøg en smule tænkende hænderne op af ham. For en stund nød hun hans læber mod sin hud, og lukkede kort øjnene. Det var en skøn følelse, og hun var lige ved at overgive sig endnu en gang. Lige indtil hun rejste sig og gik en smule væk fra ham. "Caleb det går ikke.. Jeg kan ikk bare.. overgive mig på den her måde igen.. Jeg ved jo stadig ikke om du bare har brug for lidt underholdning" sukkede hun og så længe på ham, inden hun gik hen og så ud af vinduet. Det var svært bare at stole på ham.

Følelsen af at smelte når hans blik ramte hende, var svær at komme udenom. Det gjorde hende bange, den magt han havde over hende. Hun ville ikke have at han havde så nemt ved at overtale hende til ting. Han kunne jo få hende til det hele.. Svagt sukkede hun og så ned, pillede lidt ved sit hår. Noget hun gjorde når hun blev i tvivl.

Han rejste sig langsomt og gik hen til et billede han forsigtigt kørte hånden hen over. Hans skridt var tunge og hans stemme var gået hen og blevet trist. "Jeg er ked af.... Jeg har gjort dig uret.... Du har aldrig nogensinde bare været underholdning.... Og du vil aldrig bare være underholdning.... Jeg kom til din dør... Fordi jeg elsker dig...."

Han vendte sig stille om og så hen på hende med en anden glød i sine øjne. Hans øjne lignede klar blålig is, hvilket skete når han var bedrøvet. Han havde aldrig nogensinde haft den tanke at hun bare var underholdning. Det gjorde ham oprigtigt trist at hun så det sådan. Han håbede virkelig hun vidste hvor meget han elskede hende. Det var mere end han selv nogensinde turde håbe på. 

Han gik stille ud i køkkenet og hældte et glas op til sig, men lod det bare stå. Han stod bare og kiggede ned i bordet uden egentlig at sige noget. En dråbe af blod faldt fra hans øje og ned i håndvasken, hvilket gav en høj lyd. "Undskyld Aubrei.... Undskyld hvis det var sådan jeg fik dig til at føle..."

Aubreiane så tøvende om imod ham. Hun bed sig usikkert i læben, inden hun så en smule ned igen. Det var mærkeligt.. mærkeligt at han havde så nemt ved at få hende. Hun troede på alt hvad han sagde, uanset hvad det var. Langsomt gik hun ud til ham i køkkenet, og lod hovedet glide på skrå. Hun lod langsomt hånden hvile mod hans skulder, inden hun bed sig hårdt i læben. "Undskyld.. Jeg.. hør du har bare en magt over mig, der gør mig usikker.. Jeg har ikk haft det sådan med nogen længe, og det gør mig bange.." sagde hun stille. Forsigtigt gik hun om foran ham, og så ham intenst i øjnene. "Hvis du lover mig.. at du ikk bare driller.. at det ikk bare er en leg, så tror jeg på dig.. okay" fortsatte hun blidt.

Hun satte sig ved hans side på køkkenbordet, og nussede hans arm en smule. De grønne øjne hvilede ud af vinduet, hvor der kun var mørke at se lige nu. Ingen tvivl om at hun havde savnet ham, for det havde hun.. rigtigt meget. "Jeg.. i lige måde.. forresten.." hun havde svært ved at sige jeg elsker dig, og hun gjorde det heller ikk så tit. derfor var det kun i lige måde lige nu. Hun ville gerne være sikker, det betød meget for hende at han kunne li hende så meget.

Det var som om han fandt ro i hendes ord. Han troede hun følte han havde ført hende bag lyset, hvilket på ingen måde var meningen. Hans triste ansigt blev stille og roligt mere præget af et forsigtigt smil. "Jeg ved ikke hvorfor du har det sådan.... Men jeg ved bare at du har den samme magt over mig.... Jeg har altid en ubeskrivelig trang til at du skal være lykkelig....."
Han stillede sig hen foran hende ved køkkenbordet og nussede stille hendes ene arm. Han kunne nærmest mærke sit hjerte slå igen når han var hos hende

Han lagde ganske forsigtigt to fingre på hendes kind og drejede så hun så ham direkte i øjnene. Den triste isblå glød, var blevet mere varm og han smilede stort. På intet tidspunkt flakkede hans øjne og han holdt sine hænder på hendes kinder og sagde nærmest alvorligt: "Aubreiane.... Jeg sværger ved alt jeg var, alt jeg er og alt jeg bliver.... At jeg aldrig nogensinde kunne finde på at lege med dig på den måde.... Jeg sværger ved mit evige liv at jeg mener alt hvad jeg siger er noget jeg mener...." Gløden i hans øjne fortalte om at han fuldt ud mente hvert et ord han sagde.

Aubrei's grønne øjne hvilede intenst på ham. Af og til var det svært.. Svært at give slip på de ting hun havde været ude for, og selvom hun inderligt prøvede, kom de nogle gange frem igen. Mest hvis han var sulten.. Blikket han fik kunne gøre hende en smule usikker, men hun var ved at vænne sig til det. Hans ord gjorde hende varm indeni, og hun strøg ham ganske stille over kinden, inden hun bed sig i læben. "Mener du det? at jeg har samme magt over dig?" spurgte hun smilende og lod hovedet glide på skrå istedet. "Jeg er lykkelig sammen med dig Caleb, jeg er lykkelig når du står sammen med mig" sagde hun kærligt og smilte lidt forsigtigt til ham. Kyssede ham flygtigt.

En let blussen i hendes kinder fortalte at hun troede på hans ord. "Jeg elsker dig.. Jeg vil bare være sammen med dig altid.. Hvis du vil lade mig gøre det" sagde hun smilende. holdt tæt om ham og så ham i øjnene. Det var dejligt at han sagde hvad han følte, så hun ikke kunne være i tvivl om det. Det gjorde det meget nemmere for hende at acceptere, at han stadig var nødt til at jage. Så længe hun ikke behøvede at se hvordan han gjorde, og hvem hans ofre var, kunne hun godt komme udenom den del. Forsigtigt strøg hun ham ned af brystkassen.

Han satte stille sin pande mod hendes og lod sig fortabe sig i hendes øjne og han havde et smil der nærmest sad fast. Med hænderne ved hendes hofter gav han hende et kys inden han igen stod panden mod hendes. "Det kan du tro jeg gør. Jeg ved ikke... Du har tryllebundet mig på en måde jeg slet ikke kan forstå. Og jeg vil ikke forstå den. Jeg vil bare nyde den. Ingen har haft sådan en magt over mig. Ikke en gang min Skaber. Jeg ved hvad mit hjerte fortæller mig... Og det fortæller at det tilhører dig..."


Ligemeget hvad hun besluttede sig for, ville han bruge resten af evigheden på at bevise hvad han følte. Han elskede bare at hun troede på ham. Og han kunne mærke hvor oprigtig hendes følelser var. Han strøg hende let op og ned af ryggen imens han kyssede hende på kinden og meget blidt på hendes læber. Hans kys var lange og intense men meget blide. Han tog derefter sin signetring af og tog hendes hånd. Med et stort smil satte han stille ringen på hendes finger. Med en forsigtig latter, sagde han: "Jeg er din Mylady"

Aubreiane så ham smilende i øjnene og hvilede armene op om hans nakke. Nussede hans nakkehår ganske stille og lod hovedet glide på skrå. Hun kyssede hans kind og så bare længe og intenst ind i hans øjne. "Og mit hjerte tilhøre dig.. Og det vil det nok altid gøre. Jeg har aldrig haft det sådan med nogen før, og jeg ønsker ikke at det skal stoppe." sagde hun smilende og lod blikket hvile længe på ham. Det var på ingen måde løgn.. Hun elskede ham, og ville bare være sammen med ham så længe som overhovedet muligt. Også selvom det betød hun skulle droppe solen. Hun havde jo gjort det før, så det var ikke så slemt igen, hvis det var det der skulle til.

Da han tog hendes hånd, så hun ham smilende i øjnene. Betragtede derefter ringen som han tog af, og gav hende på. Rødmede og så væk fra ham med et genert blik. "Hvorfor giver du mig din ring? det er jo en du er rigtigt glad for?" spurgte hun smilende og holdt om hans hånd. Nussede hans fingre en smule, men så stadig ikk på ham. Hun blev så genert når han gjorde sådan noget. Generelt var det tit hun blev genert når han var sådan overfor hende. De grønne øjne glimtede dog af glæde, for hun var virkelig smigret over at han gav hende den. Vidste godt hvor meget den betød for ham, så derfor betød den også meget for hende.

Han lagde hendes hænder om bag hans nakke og lod sine egne hænder glide op af hendes arme. "Jeg lover dig at jeg vil for evigt være din. Det her kommer aldrig til at stoppe. En kærlighed som denne er for kostbar til at den må gå i stykker. Og det kommer den ikke til.


Det var meget specielt at hun betød så meget for ham. Normalt set ville ens Skaber altid betyde mest, men hun havde virkelig erobret hans hjerte. Han var klar på at bringe et hvert offer der måtte til. Det havde han i sinde at bevise for hende. Men det ville komme med tiden. Han kunne ikke lade være med at grine lidt over hendes reaktion. Det var faktisk lidt sødt at hun virkede så genert. Han havde også ganske rigtigt givet hende ringen fordi hun skulle have noget der betød meget for ham. Og det største havde hun allerede fået. Hans kærlighed. "Fordi du har mit hjerte. Jeg er det sidste medlem af Hus DeBayle. Jeg synes du skulle have ringen fordi at jeg ikke længere er alene"
Det betød virkelig meget for ham at hun blev så glad for ringen.