Maybe just an old friend - Jonathan Williams

Sted ~ Gågaden
Tid ~ 00.45, tirsdag nat.
Vejr ~ Skyfrit, halvmåne, koldt.
Omgivelser ~ Der ligger ny sne overalt, men det er efterhånden stoppet med at sne. Der er ikke ret mange folk ude, eftersom det er en hverdags aften. Butikkerne er mørklagte og der er næsten stille i den mørke nat.

Dai sidder på kanten af det slukkede springvand. Kommunen slukker det stort set altid om vinteren, da det fryser til. Han sidder med sin guitarkasse foran sig og guitaren på skødet. Han sidder og småklimprer lidt på strengene og overvejer hvordan han skal få et nyt musiknummer ud af det - et som folk faktisk vil betale for.

Han har et glas vand stående ved siden af sig. Eller det var vand engang. Nu er det nærmere is, med en smule vand nedenunder. Det vidner om hvor længe han egentlig har siddet der. Man kan også se på hans lange sorte frakke, at den har været våd over flere omgange, og at der er store hvide plamager hvor sneen endnu sidder på. Den unge mand har dog ikke bemærket dette. Han er tydeligt fortabt i sine tanker. Man kan se at hans bryn er rynkede, han ryster og dog ser han ikke ud til at have opdaget at det er koldt.

Han ryster dog let på hovedet og vågner lidt op af sine tanker. Han tager glasset op i hånden, kigger overrasket på det og smiler så skævt. Han drikker det vand, som er til at få fat i og smiler skævt for sig selv, som ser han et minde for sit indre blik. Det er tydligt at han ikke er helt sig selv, og at han har siddet i kulden for længe. Han vågner sog op igen, former en snebold og kaster den på en butiksrude, bare for at tjekke den. Han overvejer om der er noget han akut mangler, eller om han hellere vil vente til i morgen. Han bliver enig med sig selv at det er der ikke og vender derfor igen opmærksomheden mod sin guitar.

Han sætter sig så til at spille en lidt ældre melodi. Den er ret sørgelig, men samtidig forunderligt glad. Han bliver efterhånden trukket så meget ind i melodien og begynder stille at synge med en kraftig, mørk stemme - med et strejf af irsk og japansk - som man ikke skulle tro kunn komme fra denne rimelig ranglede unge mand, med den lidt anderledes tøjstil.

Jonathan havde været til et møde på den nye skole han var praktikant på, det havde trukket en del ud og havde sukkede for sig selv. Han havde taget en lidt lang jakke på, et tørklæde og hue på, på grund af kulden og glædet sig til at komme hjem til hans lejlighed og få en kop te inden han ville i seng.

Han gik igennem gågade og kunne snart høre en guitarspille. Den unge koreanske dreng stoppe lidt op og lyttede. Hvem spiller så sent ud på natten? Og i sådan et koldt vejr? På en hverdagsaften?

Han gik hurtigt hen til springvandet og så den unge dreng. Han spillede stille for sig selv. Jonathan havde selv en taske på ryggen og hans violinkasse i hånden.

Han fandt nogle mynter frem fra hans lomme og gik hen til den unge dreng, han smed mynterne i kassen, hvor der var andre og ventede til at han var færdig med at spille.

”Hvorfor sidder sådan en ung dreng og spiller på sådan en kold aften? ” Han smilede varmt og så ud til at være lidt genert på en måde.

Dai kiggede hurtigt op da han hørte skridt. Han blev dog enig med sig selv om at den slanke mand som kom gående på en meget afslappet måde. Han kiggede hurtigt ned igen, og lod det lidt lange brune hår dække øjnene. Han sang sidste linje samtidig med at han hørte nogle mønter blive kastet ned i guitarkassen foran sig. Han kiggede op igen og nikkede til manden foran sig.

Først svarede han ikke på spørgsmålet, men så rejste han sig rystede sneen af sig og smilede til den unge mand. "hvad skulle jeg ellers lave? Jeg har for at være ærlig siddet her det meste af dagen. Jeg vil tro at du synes den her er mine beskæftigelser er den mest interessante." Dai kiggede undersøgende på den unge mand som vist ikke var ret meget ældre end ham selv. Han fik øje på violinkassen i den anden mands hånd og begyndte allerede at overveje hvilken slags musik den anden spillede. At dømme ud fra violinkassen lignede han en som tog sig af sine instrumenter, sørgede for at de var velplejede, og altid var velstemt. Den sidste del gjorde Dai dog også, for der var ingen som ville give ham penge, hvis han ikke spillede ordentligt. Denne fremmede mand lignede med andre ord, en med en del penge, og en som Dai normalt aldrig ville vælge at omgås. På den anden side kunne ting jo forandre sig.

Dai rakte en hånd frem med et varmt, men dog lidt forbeholdent smil.. "Mit navn er Dai Akaido. Og De er?"

((Kender de hinanden i forvejen, eller tager vi det bare som det kommer? x] )

((Synes bare vi skal tage det som det kommer :3))

”Det ser utrolig koldt ud? Skal du ikke hjem inden du bliver syg? ” Jonathan kiggede på den unge dreng med et bekymret udtryk. Man kan ikke andet end at blive syg af at være ude i sådan noget vejr her, og specielt hvis han havde sat her det med af dagen.
Jonathan tog hans store og varme tørklæde af, lagde hans violin kasse på jorden og gik hen til drengen. Jonathan var cirka 170 cm høj og slank. Han rakte op og gav drengen hans tørklæde på.

”Hvis du ikke har noget sted at være, kan du nemt komme med hjem til mig i aften, få en kop te og overnatte. ” Han smilede varmt til drenge og rakte hans hånd frem.
”Jeg hedder Jonathan Williams.”

Dai kiggede udtryksløst på ham. "Jeg bor her.." Han kiggede overrasket på den fremmede unge mand, da han lagde sit tørklæde om halsen på Dai. "Jeg behøver altså ikke dit tørklæde. Jeg er vant til den her slags vejr. Det bliver man efterhånden." Dai blinkede til ham og smilede skævt.

"Hmm..Jeg er ikke helt vild med at tage hjem til folk jeg ikke kender. Men jeg kan give en kop kaffe? du ligner en som trænger til det." Dai smilede forsigtigt. Han havde fået en del penge ind i dag, så han ville ligefrem have nok til at kunne købe sig ind et sted dagen efter. Han ville dog stadig blive nødt til at hugge lidt mad. Men det var en normal ting for ham, og ikke noget han fik dårlig samvittighed over at gøre.

(okay :3 )

”Jeg skal nok give. ” Siger Jonathan og smilede. ”Bare behold tørklædet jeg har et mere derhjemme. ” Jonathan trak på skuldrene, med et smil på læberne.

”Jeg er ny her i byen, så ved ikke helt hvor man kan finde en kop kaffe henne… ” Jonathan kiggede rundt, og overvejede om hvor de kunne finde en cafe som havde åben. ”Er du sikker på at du ikke vil overnatte hos mig? Jeg har en sofa du nemt kan låne. ” Jonathan ville have dårlig samvittighed over at lade en dreng som ham sove her på gaden, hvis han havde mulighed for bare at sove et varmt sted, en enkel gang.

Jonathan hørte nogle skridt bag sig og vendte sig om, han så en flok mænd, fordrukne, gå nogle meter bag dem. Jonathan hadet sådan nogle typer, de ville altid lave sjov og irritere end. Endda nogen gange kunne de finde på at overfalde folk. Jonathan gik normalt ALDRIG rundt på gaden på den her tid alene, hvis han kunne, så derfor forvandlede han altid sig til hans katte form og ville gå hjem sådan.
Jonathan kiggede tilbage på Dai, foran sig og så lidt bekymret ud. Jonathan var jo ikke ret høj, havde skulderlangt hår og slank, med lidt feminine forme, så ofte så sådan nogle mænd ham som en pige, og det kunne han slet ikke lide på nogen måde.

Dai nikkede kort. Han havde hørt skridt og ville egentlig gerne til at væk, da han også kunne lugte sprit. "Hm okay. Kom med denne vej." Dai hankede hastigt op i sin guitarkasse og tog guitaren over skulderen, hvorefter han begyndte at gå i modsatte retning, end de mænd som netop var kommet til syne. Dai var ikke ret vild med fulde mennesker. Og da slet ikke når han var i menneskeform. Han fornemmede noget underligt ved den fremmede, og blev enig med sig selv om at han højst sandsynligt var anderledes. Måske endda varulv eller animagus. Der var noget katte-agtigt over ham, nu hvor Dai tænkte efter.

Han havde mest af alt lyst til at forvandle sig og storme hen imod dem. Det var oftest når han ikke havde været i ulveform længe, at han fik den slags impulser. Han gjorde det dog ikke, men skyndte sig bare ned til en lille kaffebar lidt længere nede af gaden. Han gik indenfor og nikkede til indehaveren, hvorefter han satte sig ned.

Jonathan nikkede, tog hans violin kasse og løbe efter Dai. Jonathan havde virkelig lyst til bare at forvandle sig og gemme sig væk under en papkasse eller sådan noget. Men det ville være en utrolig dårlig idé specielt fordi han ville efterlade hans tasker og så ville hans elskede violin være i fare.

Han så kaffebaren og smilede stort, det så varmt og rart ud derinde.

Da de kom inden for smilede han varmt og virkede mere beroliget. ”Kender du indehaveren? ” spurgte han nysgerrigt da de gik over til et bord. Han satte hans violin kasse og taske på gulvet ved siden af en stol, og tog hans jakke og hue af.
Jonathan havde en skjorte, vest og et lille slips på, lidt stramme mørke bukser hvor skjorten var nede i dem, og et lækkert mørkt læder bælte var vist frem. Han så både moderne og professionel ud i hans outfit. Han var nød til det, siden han var en praktikant lærer og han skulle have respekt fra hans elever.

Han satte sig ned med et behagelig suk og fandt menu kortet frem. Gad vide hvilke slags kaffer de har her? Tænkte han og kørte en hånd igennem hans mørke hår.

Dai smilede til Jonathan. "En smule. Han tilbyder mig engang imellem gratis kaffe." Han satte sine ting fra sig og hængte sin frakke på stolen. Han studerede den andens tøj og blev lidt irriteret over at han ikke havde sådan noget tøj. "Hvor har du købt dit tøj?" Han smilede skævt.

Han satte sig ikke, men ventede bare på at få at vide hvad denne Jonathan ville have. "Hvad vil du have?" Han smilede og ventede på den andens svar før han gik op og bestilte.

Jonathan studerede menu kortet lidt og tænkte sig om. Hvad havde han endelig lyst til? Han kiggede op overrasket og smilede. ”Jeg har købt det lidt forskellige steder i min gamle by. ” Han smilede skævt og blev enig med sig selv om at han bare ville have en ganske normal kop kaffe. ”Skal jeg ikke give? ” Han kiggede op på Dai og rejste sig op og fandt hans pung frem.

Jonathan kunne ikke lide tanken om at Dai skulle give, han havde sikkert ikke mange penge, siden han sad og spillede guitar hele dagen lang for at tjene penge. Han løsnede slipses lidt og knappede den øverste knap i hans skjorte op.

"Ah Nice. Hvor boede du før i tiden?" Dai smilede. Han nikkede og fandt sin pung frem. "Nej det er okay. Jeg finder bare et sted at sove i nat som ikke koster noget." Han smilede stort. Han kunne faktisk godt finde på at gå med den anden hjem. Der var bare det problem, at han ikke sov ret godt i sin menneskeform. Han gik op efter kaffen og tog den så med ned. Han følte han blev nød til at vide hvad den anden var.  Han satte kaffen foran Jonathan.

Han satte sig overfor den anden og smilede skævt. Han valgte sine ord med omhu. "Såh hvad er du? Jeg kan mærke at du ikke er menneske." Dai snakkede rimelig lavt, selvom han vidste at indehaveren også var en af nattens børn. Altså ikke et normalt menneske.

”Jeg har været lidt rundt omkring. ” Sagde han inden Dai gik op efter kaffen.

”Jamen... Siden du så betaler, så kan du altså nemt sove hos mig... ” Jonathan satte sig ned og så ham komme ned med kaffen til dem. Han tog en tår af kaffen og smilede varmt. Det var rart og den varme følelse efter kaffen, varmede hans krop op.

Han tog endnu en tår og var ved at kløs i det, da han hørte Dai spørge ham om hvad han var.
Jonathan hostede og kiggede på ham, højrød i ansigtet med bekymrede øjne. ”Øhm… Det spørgsmål havde jeg nu ikke forudset… ”
Han kiggede ned på kaffen i hans kop. ”Well… Siden du siger at du kan mærke det… Så må du vel vide hvad en Animagus er? ” Han smilede svagt og så ud til at være rimelig usikker. Hvad er den her dreng? Han må ikke være menneske siden han spørger efter sådan noget.

Dai nikkede bare til det Jonathan sagde.

"Jeg vil tænke over det." Han smilede og rørte rundt i sin frappuccino og drak så lidt af den kolde drik.

Dai kunne ikke lade være med at smile da han så Jonathans reaktion. Han grinede lavt. "Undskyld, jeg er ret.. frembusende engang imellem. Men ja jeg ved godt hvad en animagus er. Jeg er det selv." Jonathan så ret usikker ud, og Dai lagde en hånd på hans arm. "Hey.. Det var ikke for at gøre dig dårligt tilpas. Jeg er bare rimelig dårlig til at holde spørgsmål inde." Han så en smule trist ud.

Jonathan så overrasket op på Dai, da han sagde at han også var en. Han havde slet ikke forventet at han ville møde en anden ligesom ham selv i den her by, og for slet ikke at snakke om en som sad på gaden og spillede guitar.

”Okay? Må jeg så spørge om hvilket dyr du er?” Jonathan mærkede Dai’s hånd på hans arm og det fik ham til at slappe af. ”Det gør ikke noget, jeg blev bare overrasket.” Han grinede lidt og kørte hans frie hånd igennem hans brune hår. Det var ret nemt at se at Jonathan var en kat, den måde han gik på, hans personlighed og hans nysgerrige instinkt.

Jonathan tog en lille tår af hans kaffe igen og smilede ned til den varme drik. Det hjalp meget lige nu.

Dai var vant til at møde folk af forskellig slags. Senest havde han mødt en varulv. Den havde dog ikke ligefrem haft det ret godt så han var løbet sin vej, for ikke at blive angrebet. "Jeg er en ulv. Sort ulv med blå øjne." Dai blå øjne skinnede på en speciel måde. Han drak lidt mere af sin drik og smilede glad. "Det er jeg glad for. Det var nemlig bestemt ikke meningen at skræmme livet af dig. Hvilket dyr er du? For jeg gætter på at du er Animagus?" Dai havde en fornemmelse af at Jonathan måske var et kattedyr, men han var ikke sikker. Det kunne også være en ræv af en art.

Dai greb efter sin guitarkasse. Han tog den op på skødet og åbnede den. "Hvor gammel er du egentlig?" Han smilede skævt og rodede videre ned i guitarkassen. Han trak en ret flad taske op, og ud af den tog han en tydeligvis ret ny smartphone. "Hvad sagde du at du hed?"

Jonathan nikkede lidt og smilede, det undrede ham ikke at han var en ulv. Han tog endnu en tår af hans kaffe og slikkede sig om læberne. ”Jeg er en kat.” Han ville ikke sige hvordan hans katte form så ud, for han ville normalt gerne overraske folk når de så ham. ”Jeg er 20 og hedder Jonathan Williams.”

Hold da op, tænkte han. Han har alligevel nogle penge. Jonathan blev utrolig nysgerrig og kiggede undrende på Dai’s mobil telefon. Gad vide hvad han ville med hans alder og fulde navn? Jonathan kiggede lidt på hans armbånds ur og tænkte hans skema igennem dagen efter. Han skulle ikke latterlig tidligt op, så det skadet ikke at sidde og snakke med Dai her.

Dai smilede skævt. "Jeg havde det nok på fornemmelsen" sagde han. "Ved du godt du er ret katte-agtig?" Dai smilede stort. Han holdt sin mobil op og tog et billedeaf den anden netop som denne drak af sin kaffe. Så skrev han ham ind under kontakter. "Er ret glemsom, men nu har jeg dig på min mobil." Dai smilede.

"Før du spørger... Så nej jeg har ikke selv valgt at bo på gaden og nej jeg har ikke købt den her mobil eller ret meget andet end min guitar.." Dai kiggede ud på den mørke gade.

Jonathan kiggede på ham med store øjne, han lænede sig lidt ind over bordet og hviskede med en bekymret stemme. ”Har du stjålet det?” Jonathan var nu fastbesluttet på at den her dreng skulle overnatte hjemme ved ham de næste par dage.

”Ja, jeg ved godt at jeg opfører mig lidt ligesom en kat..” Men kiggede ned i hans kop og holdte om den med begge hans solbrune hænder. ”Men jeg kan ikke lade vær, det er bare en kæmpe del af mig..”

Han kørte en hånd igennem hans hår og nikkede kort. ”Du skal overnatte hos mig det næste stykke tid, og det er ikke til diskussion.” Han kiggede op på Dai med beslutsomme øjne og det var rimelig common, at når en kat har besluttet sig, så kan intet omdreje dens valg.

Dai nikkede. "Hvordan skulle jeg ellers overleve her i vinterkulden?" Han kiggede væk. "Det er ikke os alle som er så heldige at have job og lejlighed.." Dai smilede skævt. "På den anden side bliver vi stærkere af det. Og man vænner sig til det efter et par måneder."

"Haha. Jeg har det på samme måde. Derfor er det også en smule svært at være alene. Jeg er vist mest en ensom ulv." Dai grinede tørt.

Dai kiggede overrasket på ham. "Bare så du ved det kan du hverken bestemme over mig eller ændre mig.. Jeg er som jeg er."

”Hmm.. Det kan godt ske, men du kommer altså med mig hjem og overnatte.” Han kiggede meget bestemt på drengen over for ham. ”Jeg kan ikke sove roligt i nat, hvis jeg ved at du ligger derude?” Han pegede udenfor i sneen.

Jonathan var virkelig bekymret for den her dreng, han har en kæmpe samvittighed og han ville ikke kunne holde ud til at tænke på at den her dreng skulle sove derude, når han havde mulighed for at overnatte ved ham.

"Fint. Jeg skal nok tage med dig hjem. Men jeg vil gerne have lov til at sove i min ulveform. Sover ikke ordentligt i min menneskeform da jeg føler mig sårbar." Dai smilede skævt. Han lagde mobilen ned i tasken igen og lagde tasken ned i kassen. "Skal vi gå?" Han rejste sig og tog sin jakke.

"Kanon, selvfølgelig kan du det." Han nikkede kort og rejste op, tog hans jakke og hue på, hvorefter han samlede hans taske og violin kasse op. ”Tak for kaffen. ” Han gik derefter hen imod døren og udenfor i kulden. Jonathan boede ikke langt væk. Han boede i en 3 personers lejlighed, den var lys, hyggelig og meget behagelig at være i.

Da de kom inden for smed Jonathan hans taske i indgangen, tog hans sko, jakke og hue af og gik indenfor med hans violin kasse. ”Bare lad som om du er hjemme. ”

Dai nikkede og fulgte efter Jonathan. Han sagde ikke noget mens de gik, holdt bare øje med om der kom nogen. Det hele gik dog problemfrit og Dai gik med op i lejligheden. Der lugtede af kat, men Dai var efterhånden så træt at han var ligeglad. Han hængte frakken op og tog sine slidte sko af.

Dai kiggede rundt og blev enig med sig selv om at sætte sin guitarkasse i entréen. Han gik ind i stuen og satte sig forsigtigt på kanten af sofaen. "Dette her minder ikke ligefrem om mit hjem.." Dai hentydede til gaden.

Jonathan grinede lidt og rystede på hovedet. ”Det ved jeg, men det var nu mere sagt som noget man altid siger, når der kommer folk hjem til en. Vil du have noget at drikke?” Han gik ud i køkkenet og fandt en flaske vand i køleskabet imens han nynnede for sig selv. Det var rimelig tydeligt i lejligheden at Jonathan boede alene. Han fandt derefter nogle frugter og lagde dem i en skål på stuebordet. ”Hvor vil du sove henne? Sofaen? Gulvet? Eller et andet sted?”

Dai smilede. "Det ved jeg." Han rejste sig igen og gik ud til Jonathan. "Gerne noget vand hvis du har?" Dai fulgte usikkert rundt efter Jonathan. Han var tydeligvis ikke vant til at være i lejligheder. "Du bestemmer. Alt er bedre end kulden udenfor." Han nussede sin arm lidt. "Hvad arbejder du egentlig med?" Han smilede varmt.