Maybe just an old friend - Jonathan Williams

Han kastede en kølig vandflaske til Dai og smilede til ham. ”Jeg kan nemt gøre sofaen behagelig.” Han satte sig ned i hans sofa og kiggede på Dai. ”Ja, det er meget varmere herinde en derude.” Han pegede med tommelfingere over hans skulder og over på vinduet ud til. ”Jeg er praktikant på den High School som ligger her i byen. Er ved at uddanne mig til musik lærer.” Han smilede varmt med et glimt i hans øje. Det var tydeligt at hans store passion var musik.

Dai greb flasken og smilede varmt til Jonathan. "Tak. Og det behøver du skam ikke. Kan sagtens leve med en dyne på gulvet eller noget," sagde Dai smilende.
Dai tog en slurk af vandet og satte sig på gulvet. Han var ikke vild med tanken om at smile de fine møbler til. "Fedt. Jeg elsker også at spille på min guitar. Jeg har lært mig selv alt hvad jeg kan.. Hvis jeg havde haft afsluttet skolen kunne jeg også have været der.." Dai så eftertænksom og en smule trist ud.

Jonathan grinede. ”Jeg kan nemt lære dig mere omkring musik, lære dig at skrive dine sange ned, lære dig nye instrumenter og alt mulig andet.” Han smilede varmt og gik ind på et værelse. Han kom tilbage med nogle tæpper, en pude og en stor og lækker dyne. Han rendte den ene sofa op, så Dai ville både ligge dejlig varmt, men også utrolig blødt og behageligt. ”Sådan, kan du være her?” Han kiggede tilfreds på en lille bunke hule lignede bjerg han havde lavet på sofaen.

Dai smilede tilbage. "Hmm. Det må du meget gerne hvis du er sikker på at du vil? Jeg er ret lærenem, men jeg droppede ud af skolen i 4. fordi min bror døde, og mineforældre blev taget kort efter.. Men hvis du vil, må du meget gerne." Han kiggede efter ham, med et udtryk som virkelig sagde at han ikke var vild med at snakke om den slags. Han smilede dog da han så hvad Jonathan kom slæbende med og hvordan han lagde det hele samlet. "Sagtens." Dai rejste sig og gik uden at tænke over det, hent til Jonathan og gav ham et stort, varmt kram. "Mange, mange tak! Jeg kan ikke takke dig nok."

Jonathan grinede og krammede den højere dreng tilbage. ”Det er det mindste jeg kan gøre for en ung mand som dig med sådan et talent.” Han grinede og kiggede op på ham, rakte op og nussede hans hår. ”du fortjener vist også et bad.” Grinede han og gik ud på badeværelset. Han fandt et stort og blødt håndklæde, fyldte badekarret op og hældte noget sæbe i som duftede af lavendel.

Dai smilede stort og nød den andens nusning. Han slap ham og fulgte så efter ham. "Eh.. Har du evt noget tøj jeg kan låne til bag efter?" Han smilede skævt. Dai slappede mærkbart af da huset begyndte at dufte af lavendel.
Han gik ud af rummet og tog sin vandflaske igen og drak resten af det der var i. Han smilede stort til Jonathan og følte sig godt tilpas sammen med den anden Animagus. "Og har du en tandbørste jeg kan låne?"

”Ja da, selvfølgelig har jeg det. Hop du nu i bad, så skal jeg nok finde det.” Jonathan opførte sig som nogen anden katte mor lige nu, men han kunne nu godt li’ det. Det var rart at tage sig af nogen, han følte sig godt tilpas med det. Han løb ind på hans eget soveværelse, åbnede det store skab og fandt en hættetrøje, der burde passe ham, et par gode underbukser, nogle lækre sokker og et par let slidte cowboy bukser. Han kom tilbage, åbnede døren lidt på klem til badeværelset og kastede tøjet derind.

Dai smilede taknemmeligt til den anden, tog sin trøje af og da Jonathan var gået tog Dai resten af sit tøj af og lod sig glide ned i det dejlig varme vand. Han gøs af velvære, men fik et chok da døren åbnede sig og der kom noget tøj ind af døren. "Jonathan? Jeg ved godt det er et underligt spørgsmål... Men jeg vil så gerne høre dig spille." Dai rødmede selvom han godt vidste Jonathan ikke kunne se det.

Jonathan grinede blidt og lod døren stå på klem, han fandt hans violin frem og stemte den hurtigt. Han gik så tilbage og stod nu foran døren til badeværelset. Et dybt suk kom fra ham, og så begynde han at spille, violinen spillede en fantastisk lyd, som om den sang for liv og lyst. Sangen var lang, sørgelig men også fyldt af liv på så mange forskellige måder.

Da Dai hørte de vidunderlige toner strømme gennem huset slappede han helt af . Han lagde hovedet på kanten og lod sig bare rive med af musikken. Han nød det virkelig. Da det lange musikstykke var ved at være færdig steg han ud af badet tørnede sig og trak tøjet på. Han nød fornemmelsen af ordentligt rent tøj. Han rystede sig og gik ud til Jonathan. Han havde ikke opfattet at denne sad foran døren, så han skvattede og fik store brandsår på hænderne.

(Du ved dem man får på knæ når man glider hen over Feks et gulv i en gymnastiksal :] )

Jonathan så Dai glide og lande på gulvet, han skreg og løb hurtigt ud til køkkenet, lade hans violin fra sig, tog førstehjælps tasken og skyndte sig tilbage. ”Er du okay Dai? Skete der noget?!” Han gik på knæ ved siden af den anden og kiggede på hans hænder. ”Åh min gud, gør det ondt?” Bekymring skreg ud af Jonathans øjne og han begyndte at åbne den lille taske ved siden af sig.

Dai nåede nærmest ikke at registrere hvad der skete før Jonathan sad ved siden af ham og kiggede på hans hænder. Pludselig skød en smerte dog igennem hans hænder og han kiggede ned. "Av.. Vand, vand, vand" han mumlede det samme ord igen og igen, mens han rejste sig og gik ud mod døren for at få fat i noget koldt, hvad enten det var vand eller sne. Det var tydeligt at se at han var gået i chok.

Jonathan greb hans skuldre og styrede ham ud i køkkenet, han åbnede den lille fryser og fandt to frostposer og lagde dem i hans håndflader. ”Så, hold ved dem.” Mumlede han og hentede den lille taske igen. ”Er du okay?” Han kiggede nervøst på ham med stor bekymring. ”Pas nu bare på næste gang du går derude, det kan blive hurtigt glat.

Dai gjorde bare som der blev sagt, indtil hans ben forsvandt under ham og han pludselig sad på køkkengulvet. Han sad og vuggede frem og tilbage med isposerne på hænderne. Han svarede ikke sad bare og kiggede ud i luften.

Jonathan satte sig foran ham og kiggede bekymret. ”Hvad er der?” Hvisker bekymret. Han fat et tørklæde og lagde det om hans hænder. ”Hjælper det?” Hvisker forsigtigt i det han kiggede op på Dai.

Ryster på hovedet for ligesom at vække sig selv. "Hvad skete der? Hvorfor sidder jeg her?" Han havde ikke slået hovedet, men var bare forvirret. Han kiggede rundt og så lige op i Jonathans bekymrede øjne. Han lagde hovedet ind til hans og trak vejret dybt.

Blinker lidt. ”Skal.. Jeg ringede efter en ambulance?..” Kigger på ham, tager hans hænder forsigtigt og hjælper ham over på sofaen. Giver ham et beroligende kys på panden og smiler varmt. ”Har du lyst til noget? Chokolade? Frugt? Noget varmt?”

Dai komi tanke om hvad der lige var sket og rystede smilende på hovedet. "Nej tak jeg har ikke den store lyst til at komme i avisen.." Dai hentydede til hvor hurtigt sår egentlig helede, og når det bare var sådan nogle små skrammer var det jo ikke engang nødvendigt. Han puttede sig ned i dynerne og gabte stort. Men han gav ikke slip på Jonathan. "Nej tak. Men jeg vil gerne snakke." Dai gabte igen.

”Snakke? Om hvad?” Smilede svagt til den trætte dreng Jonathan var også utrolig træt, men lod det ikke vise, han satte sig tilbage i sofaen og kiggede på den trætte dreng. Han havde ondt af ham. Hvordan kunne nogen lade sådan en fyr som ham være uden for konstant i den kulde. Han overvejede meget om der var andre ligesom ham, eller om han var den eneste.

"Det ved jeg ikke. Jeg kan også bare lægge mig til at sove? Du er vel også træt?" Dai gabte igen og smilede træt til den anden. "Sover du egentlig i menneskeform?" Dai kiggede nysgerrigt på ham.

(Undskyld det korte svar x[. )

((Jeg svarer selv kort :C ))


”Det går helt an på hvad jeg har lyst til, eller om jeg sover alene eller med nogen.” Han trak svagt på skuldrene og smilede til drengen. ”Nu vil jeg lade dig sove.” Han rejste sig og pakkede drengen ind i dynerne og tæpperne. ”Go’nat.” Jonathan gik ind på hans eget soveværelse og trak i hans natbukser hvorefter han faldt ned i hans seng træt og gabte svagt.

Dai nikkede smilende. Han puttede sig i dynerne og forvandlede sig. Han stønnede lavt af smerte, men ville ikke have at Jonathan skulle høre det. Han lukkede øjnene og faldt i søvn ikke længe efter.

( hvis det er kan vi godt sige næste dag xD )

((Yes :D))


Dagen efter vågnede Jonathan, han lå i hans katte form under dynen. Han gabte stille og rullede rundt, han kravlede ud, fandt hans mobil og så at han havde fået en sms. Han havde fået fri i dag og han mjavede bare tilfreds og lagde sig ned igen, doven som nogen anden kat.

Dai vågnede ved lugten af kat. Han åbnede forvirret øjnene og kom så i tanke om hvad der var sket dagen før. Han smilede indeni og hoppede ned på gulvet. Han ømmede sig, men luntede alligevel ind mod soveværelset. Han skubbere døren op og kiggede ind. Da han ikke lige kunne se Jonathan gik han ind på værelset og hoppede op på sengen, hvor han lagde sig i fodenden.

”Mrroeeeww.” Sagde han i halv søvne da han lugtede hund inde på hans soveværelse. Han rullede om på ryggen og strakte sig med et gab. Han satte sig søvnigt op og begyndte at vaske hans pote i halv søvne. Han lod mærke til noget som normalt aldrig lå i hans seng. Hvem havde smidt en klump pels i hans seng? Han gik stille og roligt over og kiggede. Hmm.. Tænkte hans søvnigt. Den lugter af ulv.. Katten sad og studere den lidt og kunne ikke helt komme i tanke om hvordan han havde slæbt det med hjem?